Mandemarkes historie i hovedtræk
Selvom Mandemarke første gang nævnes i skriftlige kilder i 1370, er der ingen tvivl om, at landsbyen har ligget på samme sted i langt længere tid.
Når man ser ud over landskabet med de mange gravhøje fra bondestenalderen, står det klart, at mennesker har dyrket jorden her i 4.000-5.000 år.
I jernalderen, der strakte sig over mere end 1.000 år fra omkring 500 f.Kr. til ca. 750 e.Kr., udviklede landsbystrukturen sig yderligere. Der er derfor næppe tvivl om, at der har ligget huse i Mandemarke i mere end 1.000 år. Landsbyens struktur vidner også om dens lange historie. (Link til tidstavle).
Mandemarke i middelalderen
I 1370 blev Mandemarke registreret i Roskildebispens skattebog med ni skattebetalende husstande. Ud over afgrøder skulle beboerne også betale naturalier, bl.a. høns til biskoppen. I et gammelt dokument nævnes nogle af de tidlige beboere:
“Bo Pedersön har ¼ bol jord og giver 15 gr. og 2 høns. Mikkel Jensön ligeså. Godsvend ligeså. Lasse Jyde ligeså. Peder Jyde har ¼ bol jord, giver 15 gr. og 2 høns. Sune Jyde ligeså. Mikkel Suder har 4 sil. jord (1/6 bol) og giver 11 gr., 2 sterlinger og 2 høns.” (Se forklarende fodnote om ‘bol’ sidst i teksten).
Kongens overtagelse og krigstider
Efter reformationen i 1536 konfiskerede kongen kirkens land, hvilket førte til en periode med større frihed for bønderne.
Men Mandemarke blev hårdt ramt af svenskernes invasion af Møn og efterfølgende af kongens beslutning om at placere halvdelen af rytteriet i landsbyen. Rytteriets næstkommanderende, Cort von Lützow, bosatte sig i Mandemarke og opførte en stor gård på 58 fag til sig selv, sin kone og tjenestefolk. Nærheden til beboerne gjorde det nemt for ham at udskrive tvangsarbejde blandt Mandemarkes bønder. (Læs mere om ‘De onde år’ i 1600-tallet under Historien).
I 1697 satte et kongeskifte et punktum for 12 års rædselsstyre. Da kongens embedsmænd skulle rapportere om øens tilstand, kom der mange klager over den øverst befalende Samuel von Plessen, men også Cort von Lützow i Mandemarke må stå for skud. Han tvang bønderne til lange rejser, bl.a. en tre-dages tur til Sjælland for at hente rønnebær til hans kones duer. Ifølge en klage var det en yndet sport for ham at jage bønderne med sin hund. Han forsøgte endda at lære dem at pløje på tysk og tvang dem til at harve jorden, når kornet kun var en fingers højde. Hans kone var heller ikke populær – hun beordrede bønderne til at hive duggen af græsset i de tidlige morgentimer med klædestykker.
Jordejerskifte og landsbyens udvikling
Senere blev næsten hele landsbyen – bortset fra én gård – solgt på auktion, da kongen afhændede sine jorder. I 1798 overtog slægten Scavenius Mandemarke, der dengang bestod af omkring 35 huse og gårde samt en rytterskole fra 1721. (Læs også om Klintholm Gods og familien Scavenius).
I 1803-1804 blev den gamle fællesdrift brudt. De mest forfaldne gårde og huse blev revet ned, og materialerne blev genbrugt til nye bygninger, placeret på de tildelte jordlodder. Mandemarke var ikke længere en kompakt landsby, men begyndte at sprede sig i landskabet.
Samtidig trak godsets behov for arbejdskraft nye folk til, men mange valgte også at emigrere – primært til Amerika, men nogle endte endda så langt væk som Tasmanien som man kan se i historien om James Jensen og hans familie.
Også et land som Argentina tiltrak omkring 100 danskere fra Magleby Sogn, som næsten alle bosatte sig i Tandil, som man kan læse i historien ‘Fra Møn til Argentina’ fra 1910 og historierne om ‘Pedro Mandemark’ og ‘Lars Hemmingsen og hans familie’.
Udvandrere fra Mandemarke til USA er særligt omtalt i historien om ‘Anna Kirstine Jensen’ (hendes efterkommere besøgte i 2018 Mandemarke) og ‘Jens Christian Jørgensen og andre udvandrere’.
Indvandring og ny befolkning
Mens udvandringen bl.a. skete i håb om at forbedre levevilkårene, tiltrækkes nye folk fra fattigere egne herunder Polen og Sydsverige, som man kan se af folketællingerne. På Klintholm Gods og i Mandemarke var der en betydelig polsk indvandring, som man bl.a. kan læse om i historien om familien Zachodnik. Den svenske indvandring har også sat sig varige spor, f.eks. i historien om Emil Carlsson og hans familie.
Ejerskab og økonomiske skift
Efter Første Verdenskrig gik det økonomisk ned ad bakke for godsdriften. Op gennem 1920’erne blev flere gårde og huse solgt fra, hvilket skabte en ny trend, hvor flere blev selvejere. Dette var en tiltrængt udvikling, da mange tidligere lejere kun lappede husene nødtørftigt.
Mest malende var tingenes tilstand måske beskrevet i “Turistforeningen for Danmark Sydsjælland og Møns Aarbog 1933” (med den tids retsskrivning):
Vil man forstaa den gamle Landsbystemning fra tiden før Udskiftningen, giver Mandemark Stof maaske mere end nogen anden landsby i Danmark. Kik ind i de gamle Gaarde, hvor Hønsene blunder i Middagssolen. Det er, som Poesien kommer ind i møde derinde fra. Men alt er saa uendelig faldefærdigt. Der er mange af Gaardene, som man neppe skulle tro kunde staa for en storm. Her har gammel Bondesæd og Tankegang endnu sit stille Liv.
Fra forfald til sommeridyl
Anden Verdenskrig satte sit præg på Møn, men i Mandemarke var de tyske soldater primært ældre mænd, der bl.a. handlede hos købmanden, hvis kone talte tysk. (Læs mere om Anden verdenskrig på Møn).
‘De glade tressere’ var ikke særligt glade i Mandemarke. Arbejdspladserne forsvandt på grund af mekanisering i skov- og landbrug, og mange måtte køre langt i bus for at nå på arbejde. Til gengæld begyndte københavnere at opdage Mandemarke – denne gang ikke 1930’ernes kunstmalere men akademikere, selvstændige og pensionister. De var tiltrukket af den storslåede natur og den ægte sommeridyl med gamle nu velholdte huse, hvoraf flere begyndte at få stråtag igen!
Gevinsten var store investeringer i renovering af de gamle bygninger og et nyt og aktivt foreningsliv – f.eks. Mandemarke Bylaug som har oprettet og driver denne hjemmeside! (Læs mere om fritidsbeboerne der i 1960’erne begyndte at komme og opdagede et Mandemarke som én stor familie).
Nye tider – stilhed og nattemørke som en ressource
I dag er Mandemarke blevet et attraktivt område for både fastboende og fritidsbeboere. En stille landsby om vinteren, men livlig om sommeren.
I 2017 blev landsbyens mørke nattehimmel en turistattraktion, da området fik den internationale “Dark Sky”-anerkendelse. Dette kan være en mulighed for at tiltrække flere bosættere, især pensionister fra byerne, der ønsker et liv tættere på naturen. (Læs omtalen af Dark Sky).
Afvikling eller udvikling?
Udviklingen har også haft konsekvenser. Skole, posthus, købmand og busdrift er forsvundet, og arbejdspladser er der få af. På Klintholm Gods, hvor mange af Mandemarkes beboere tidligere arbejdede, klarer moderne maskiner nu det meste. (Du kan læse om godset ved omtalen af folketællingerne for Klintholm Hovedgaard i 1787, 1880 og 1906, som også er fulgt op med en omtale af Peter Scavenius i anledning af hans 70-års fødselsdag den 17. april 2017).
Tidligere boede 250-300 mennesker i Mandemarke, hvis ejerlav også omfatter huse og gårde ned mod Østersøen og Kraneled. Før landsbyens gårde blev flyttet ud af landsbyen, har været et mylder af børn og husdyr i landsbyen, der har ligget på samme sted i alt fald mere end 700 år. (Det kan der læses mere om i de mange historier her på hjemmesiden under fanebladet ‘Den gamle landsby’).
I dag er mere end halvdelen af husene fritidshuse – såkaldt “2. bolig” – og de fastboende er hovedsageligt enlige pensionister.
Fodnote om det gamle ord ‘bol’:
Om bol – og rebning – skriver Wikipedia om den betydning af bol, der henviser til bestemte jordstykker i bymarken under landsbyfællesskabet som tilhører en bestemt gård:
Bol kunne deles, og det fremgår af diplomer og gamle skiftedokumenter, at hver af de nye ejere ved skiftet fik sine bestemte lodder, der udgjorde en vis bestemt kvota af et bol. Der tales således om halve bol, tredjedels, sjettedels, ja endog tolvtedels bol forekom.
Grænsen for et bol bestod ikke i et hegn, men i en simpel agerfure, og det kunde derfor jævnligt hænde, at grænserne imellem bolene eller delene af dem kunde blive forrykkede, hvilket ofte skete derved, at den ene pløjede ind på den andens jord for derved at tilegne sig den.
Klagede nogen over at jord var ham fragået, så foretoges der rebning, navnlig således, at når én, der havde fjerding klagede, rebedes halvt boel, havde han halvt boel, rebedes helt boel; havde han helt boel, hele byen, Danske Lov 1-18-1: “Den mand, som siger sig at have mindre af Jord, som kaldis Boel, end hannem bør, hand kommer det heele Boel til Reebs,” jfr. Danske Lov 5-10-14: “Den Mand, som siger sig at have mindre af Jord, som kaldis Boel, end hannem bør, hand kommer det heele Boel til Reebs. End skil Boel ved andet, da kommer den, der paakærer, den gandske Mark til Reebs.”
I Gyldendals Den Store Danske skriver Troels Dahlerup om bol:
bol, (afledn. af bo), oprindelig et dyrket jordstykke til underhold for en husstand, senere et jordmål (nævnt som sådan 1085). Inddeling i bol kendes især på Øerne og i Østjylland og antages gennemsnitlig at have udgjort ca. 100 tønder land. Måske stammer systemet fra vikingetiden, hvor man muligvis forsøgte at fordele offentlige byrder (militærtjeneste, skat m.m.) så retfærdigt som muligt gennem inddeling i bol. Men pga. den betydelige nyopdyrkning og grundlæggelse af nye landsbyer i tiden 1000-1200 blev det upraktisk, fordi der herved opstod bol af vidt forskellig størrelse.
Derefter benyttedes bolinddelingen især som en underinddeling inden for hver enkelt landsby. Uanset størrelsen af det dyrkede areal bevarede byen et fast boltal (fx på 2, 4 eller 8 bol). Herved kunne en bestemt gårds andel i bymarken angives som fx et helt eller et halvt bol (evt. kunne en gård have en fjerdedel i to forskellige bol). Ved det første såkaldte bolskifte deltes bymarkerne til en begyndelse efter landsbyens sædvanlige antal bol, og derpå fik hver enkelt gård udmålt sit boltal (fx et antal fjerde- eller ottendedele). Tilsvarende afhang gårdens andel i overdrev, eng eller skov af dens boltal (kvoteandel).
Omkring 1500 synes betegnelsen bolsmænd især at blive brugt om fæstebønder; dog ikke i Sønderjylland, hvor ordet ofte anvendtes synonymt med gårdmænd. Senere kom bol eller bolsted til at betegne småbrug, oftest på 1-2 tønder hartkorn, hvor besidderen, bolsmanden, i modsætning til en husmand levede af sit landbrug og normalt havde heste.
REV FDCGP 3/2025
