Rig og forkalket

Rig og forkalket eller fattig og sur?

Det følgende drejer sig ikke om Mandemarkes beboere, hvis man skulle tro det. Det drejer sig om jordbund, så lad os begynde med begyndelsen.

Jordens pH (mål for surhed) falder i takt med at planterne optager jordens næringsstoffer og bytter dem ud med brintioner. Jorden bliver også sur, hvor nedbøren har udvasket kalk og andre basiske ioner til dybere jordlag. Udvaskning og forsuring følges ad, og det går særligt hurtigt på sandjord, på heder og i højmoser. Sådanne steder trives kun ekstremt nøjsomme planter, som kan tolerere de giftige ioner i den sure jord som aluminium, mangan, ammonium m.v. Tiden står stille i surbund, hvor den geologiske aktivitet næsten går i stå, og det døde plantemateriale ophobes i stedet for at blive omsat af bakterier og svampe og derpå indgå i kredsløbet igen.

I kalkholdig jordbund sker der derimod hele tiden noget. I de kalkrige naturtyper indeholder jorden små mængder af alt det planter skal bruge, og de døde planterester nedbrydes hurtigt, så mineralerne på ny kan indgå i naturen kredsløb.

Derfor: Hellere rig og forkalket end fattig og sur!

Kalk er et rigt substrat, når det gælder biodiversiteten, og det er der en grund til. Efter sidste istid indvandrede arterne til Danmark fra syd og øst. Under istiden havde planterne ‘overvintret’ i større steppeagtige landskaber. I tørre klimaer er udvaskningen af kalk i jorden så lille, at jordbunden sjældent forsures. Derfor er de færreste naturligt forekommende planter tilpasset en sur og udvasket jordbund, mens de fleste trives på mere kalkholdige jorde. Det samme gælder i øvrigt også for svampe.

På Møn er der frugtbare jorder, men på Høje Møn med et meget højt kalkindhold, kan planterne dog få problemer med at få adgang til fosfor, ligesom det kan hæmme jernoptaget. Derfor bliver træerne der gror i det rene kridt forkrøblede, og de får såkald ‘klorotiske’ blade, der bliver ved med at være lysegrønne længe efter udspringet. I Klinteskoven bliver bøgetræerne derfor ved med at bevare noget af den lysegrønne farve gennem sommeren, hvor de andre steder ellers ville være blevet mørkegrønne (med højt indhold af klorofyl). Det er med til at gøre Klinteskoven særligt smuk.

Orkideerne

Møns Klint er et af de steder der findes flest forskellige planter, herunder 18 forskellige orkidearter. Når Høje Møn er så rig på orkideer, er forklaringen blandt andet den særlige jordbund.

I hele Danmark findes 47 forskellige vilde orkidéer, og de er mere eller mindre sjældne. Orkidéer vokser meget langsomt, og selvom de er smukke kan de ikke bare plantes i haven. Faktisk må man ikke hente vilde orkidéer hjem i sin have eller plukke dem, for de alle er fredede.

Orkidéer producerer massevis af meget små frø, der spredes med vinden. Selvom der er masser af frø, kan de ikke selv spire. Derfor arbejder orkidéerne sammen med nogle jordsvampe, der kun findes på områder som ikke bliver dyrket. Svampene nedbryder plante- og dyrerester, og orkidéfrøene bruger så den næring der frigøres. Frø og svamp danner sammen en lille knold, der efterhånden sætter rod og senere blade, stængel og blomster. Hvis svampen dør, dør orkidéen også.

Haverne i Mandemarke har naturligvis været dyrket intenst før i tiden, hvor man med et stykke jord kunne være selvforsynende med kartofler, grønkål og andre grøntsager. I landsbyen har der også været holdt køer og grise og høns. I mange af husene var der simpelthen stald i den ene ende og beboelse i den anden. Og så har der også været produceret meget staldgødning, som man selvfølgelig også brugte i nyttehaverne.

Orkidéer er skrøbelige og tåler ikke gødning. Derfor er de sjældne – både i naturen og i haverne i Mandemarke! Er de i naturen, er det et tegn på at naturen har det godt.

I 2016 opdagede vi under græsslåningen midt i Mandemarke pludselig, at der voksede orkideer i vores græsplæne! Både ‘ægbladet fliglæbe’ og ‘skovgøgelilje’, som kan ses på de fire fotos – henholdsvis ovenfor og længere nede (de kan forstørres ved at klikke på dem).

Derefter kørte vi omhyggeligt udenom dem resten af sommeren. Måske har de været der længere, uden af vi har nået at opdage dem, da det ikke just er nogen ‘engelsk’ græsplæne. Den rummer tværtimod en stor varietet af planter udover græsser. Og nu altså også vilde orkideer, som også er kommet igen i 2017 (i flere eksemplarer – sikkert fordi vi nu er blevet bedre til at få øje på dem når de kommer frem).

Det mest interessante ved ‘ægbladet fliglæbe‘ er dens blade, der har omrids som et hønseæg som man kan se på billedet ovenfor til højre. For blomsterne er så små og uanselige, at det er svært at få øje på det der har givet anledning til den anden del af navnet ‘fliglæbe’, medmindre man går meget tæt på som på fotoet ovenfor.

Skovgøgelilje på vej den 19. majSkovgøgelilje - Platanthera chlorantha

Så er det noget andet med ‘skov-gøgeliljen‘, der i øvrigt ligner ‘bakkegøgelilje’ til forveksling (til venstre ses den i knop midt i maj, til højre 14 dage senere). Det er kun afstanden mellem støvknappens to rum i selve blomsten der udgør forskellen mellem skovgøgeliljen og bakkegøgeliljen, hvor man i øvrigt ikke skal lægge alt for meget i forstavelserne. Det siges i øvrigt at være Darwin, der først blev opmærksom på den lille forskel!

I 2016 blev skovgøgeliljen næsten 50 cm høj og stod fantastisk længe. Men den var jo også fredet!

Når vilde orkideer dukker op i en gammel græsplæne i Mandemarke, viser det altså at jorden er vendt tilbage til sin naturlige tilstand.

Så det er absolut velfortjent, at Mandemarke – sammen med resten af Møn og omliggende øer – i 2017 er kommet på UNESCO-listen over biosfærereservater, som den første i selve Danmark. For 40 år siden blev Nordøst-Grønland udpeget som biosfæreområde af UNESCO, så man må sige at vi er kommet i selskab med de store her i Mandemarke!