Om udskiftningen og en senere forsvunden gård (Nyt 3/2020)

Indtil det gamle landsbyfælleskab også  i Mandemarke blev ophævet de første år i 1800-tallet, havde alle gårdene ligget i landsbyen. Jorderne lå fordelt rundt omkring i landskabet – for manges vedkommende i mindre aflange stykker, idet de var nemmest at opdyrke hvis man ikke skulle vende hesteploven for mange gange.

Det havde allerede fra starten af 1700-tallet været erkendt i landbrugskredse, at det ikke var en rationel form for landbrug at jorderne lå spredt og somme tider også langt væk fra gårdene. Derfor foregik der over hele landet i perioden fra 1700-1850 en proces som blev kaldt ‘udskiftningen’, hvor man samlede jorderne og flyttede gårdene ud på den tildelte jord.

I Mandemarke var det Klintholm Gods som ejede alle gårde og jorder, så det har nok været Jacob Brønnum Scavenius som i 1798 havde købt godset, som iværksatte den modernisering af landbrugsdriften som udskiftningen indebar og som allerede havde fundet sted de fleste andre steder i landet. Fæstebønderne har nok ikke haft anden mulighed end at skille deres bindingsværkshuse ad og genopføre dem ude i landskabet på de jorder de havde fået tildelt, men det har sikkert også været en tiltrængt forbedring for dem.

Johan Paludan var præst i Fanefjord kirke fra 1788 til sin død i 1821 og var levende interesseret i alt hvad der havde med Møn at gøre. I forbindelse med en grundig beskrivelse af hvordan udskiftningen fandt sted på Møn skrev han blandt andet følgende:

Adskillige Godseiere have ivrigen staaet deres Bønder bi med Understøttelse til udskiftningen; saaledes har f.x. afg. Etatsraad Scavenius betalt i Bygningshjelp til de udfløttede Gaarde paa Klintholms Gods 8562 Rbd., og desuden leveret nyt Egetømmer til Gaardene, forsaavidt det gamle ikke kunde bruges. Folkemængdens store Tilvæxt her paa Landet og den større Velstand, der indtil nogle Aar efter Krigen var almindelig blandt Bønderne, skyldes for størstedelen Fælledsskabets Ophævelse. Det er gladeligt at see, i hvor kort Tid udmarvede og usle Jorder derved ere bragte til at bære særdeles god Sæd, og hvorledes den vigtigste Hindring for Agerdyrkningens Fremskridt nu ved Udstiftningen er ryddet af veien. Men sørgeligt, al den udmærkede Flid uagtet, som Møens Bønder i Almindelighed anvende paa deres jorders Dyrkning, at Fattigdom i de senere Aar, ved de over al Maade lave Priser paa alle Landmandens Produkter, er bleven næsten ligesaa almindelig som Velstand var det for 10 Aar siden.

Da landsbyen Mandemarke ligger i det nordvestligste hjørne af det område på Østmøn som rækker ned mod Østersøen som udgjorde ‘Ejerlavet Mannemarche Bye’, der mod øst grænsede op til Busenes ejerlav og mod vest til Budsemarke ejerlav, kunne 2 af gårdene i landsbyen blive liggende. Det var gårdene som i dag har adresserne Busenevej 19 og 20, som dog ikke ligger så tæt som man efter gadenumrene skulle tro, idet den ene ligger i det sydøstlige hjørne af landsbyen og den anden i det sydvestlige hjørne.

Resten af gårdene blev flyttet ud i landskabet ned mod Østersøen, hvor de fleste ligger der den dag i dag, omend der vist ikke er meget tilbage af de oprindelige gårde. En enkelt er forsvundet helt, måske er den bare fjernet efter at være faldet sammen og fraflyttet sidst i 1800-tallet? (Læs nedenfor Om den forsvundne gård på matr. 9).

Der var et klart system i omfordelingen af jorderne og tildelingen af matrikelnumre, som skal omtales her.

De to tilbageværende gård i landsbyen er Busenevej 20 som fik tildelt jorder som matr. 3, og Busenevej 19 som fik tildelt jorder som kaldtes matr. 4. I dag hedder de henholdsvis matr. 3a og 4a, idet er der siden er sket ændringer af de tilhørende jorder i forskelligt omfang.

Udsnit af sognekort 1816 (klik for at forstørre)

Matr. 5 blev den første gård syd for Mandmarke på Rakkerbanken 3, og matr. 6 blev til gården på Rakkerbanken 1.

Syd for vejen som i dag hedder Kraneledvej (måske har den også heddet det inden landsbyen Kraneled blev opført fra slutningen af 1800-tallet?) ligger matr. 7, Kraneledvej 12.

Nærmere vandet på Kraneledvej 14, ligger på matr. 8 og helt nede mod vandet lå så matr. 9, som er helt forsvundet i dag.

På sognekortet nedenfor fra omkring 1900 viser de kraftige mørkebrune markeringer grænserne for ejerlavet Mandemarke By.

Sognekort fra 1900 (klik for at forstørre)

Herefter begyndte man i næste række nedefra og op med matr. 10 og 11. Og som man kan se fortsatte man med lidt variationer systemet, således at man i sidste række mod Busene fik matr. 14 til 18.

Kortet afspejler, at der dog fortsat var nogle særlige forhold ude ved kysten. Men som man kan se af sognekortet fra 1900 skete der ikke de store forandringer de første 100 år.

Af de 14 gårde, som må være flyttet ud på matr. 5-18 i starten af 1800-tallet, ligger de fleste der stadig, selv om der er sket en voldsomt koncentration af jorderne på enkelte gårde. Således er gårdene med de største jordtilliggender i dag Båndhøjgård syd for Kraneledvej og Kraneledgård på Kraneledvej 35 lige øst for Kraneled, som man også kan se på kortet ovenfor er ved at opstå omkring 1900.

Begge disse gårde har ved deres opkøb af jorder gennem tiderne fået skabt lidt forstyrrelse i matrikelnumrene. Således har ‘Kraneledgård’ i forbindelse med et opkøb af jorden til ‘Solbakken’ på Gurkebakken 7 også overtaget matrikelnummer 13a. Det betyder at den gamle gård som ligger smukt renoveret på et mindre jordareal i dag har matr. 13p, selv om det normale eller var at tilføje et ‘a’ til matrikelnummeret for den oprindelige parcel med den gamle gård. Således har Rakkerbankens gårde i dag matr. 5a og 6a og Kraneledvej 12 har 7a og Kraneledvej 14 har 8a. ‘Båndhøjgård’ som oprindeligt må have været matr. 11,  har – efter helt at have opslugt den forsvundne gård på matr. 9 – i dag matr. 9a m.fl.!

Når man på folketællingerne i 1900-tallet begyndte at angive matrikelnumre – før i tiden stod der blot “En Gaard” eller “Et Huus” – skal man altså holde tungen lige i munden. Heldigvis har mange gårde været i de samme familiers eje i mange år. Og før da havde man også arvefæste i den forstand at efterkommere kunne få lov at videreføre fæstemålet på den gård de var vokset op på. Så derfor er det med støtte også i andre historiske kilder lykkedes at spore familierne til gårdene tilbage i 1800-tallet.

Der er i de over 200 år der er forløbet også kommet en enkelt ny gårde til på Rakkerbanken 2. Gården opstod i 1929 i forbindelse med en opdeling af Rakkerbanken 3, så der både blev noget til en datter og svigersøn samt til en søn som var vendt tilbage efter at have prøvet lykken i Argentina. Læs nærmere i historien om Rakkerbanken 2.

Når man i enkelte tilfælde kan følge familier fra gårdene helt tilbage til de ældste folketællinger i 1787 og 1801, kan man ikke vide hvor de den gang har boet, men sandsynligheden taler for at deres gårde fra det gamle landsbyfællesskabs tid har ligget i  landsbyen Mandemarke – måske nogle af de steder hvor der den dag i dag er tomme huller?

Landsbyens huse i 1798 (klik for at forstørre)

Der findes et gammelt kort fra 1798 hvor bygningerne var indtegnet i hele Mandemarkes ejerlav.

Kortet blev benyttet i en lang periode, og man satte så streger over bygningerne i takt med at de forsvandt som man kan se af dette udsnit her, hvor det kun er et temmelig begrænset antal af husene i dag, der ligger på samme måde på de enkelte matrikler eller grunde, som til gengæld ikke er blevet ændret ret meget.

På Bogø blev gårdene udskiftet i perioden fra 1783 til 1805, som er meget fint beskrevet på Bogøs Lokalhistoriske Forenings hjemmeside om Bogøs historie.

Læs også hele historien om kortet fra 1798.

Den forsvundne gård på matr. 9

I takt med at det er lykkedes at sætte adresser på for flere og flere af familierne ved folketællingerne igennem tiden især for gårdene, er der så indirekte kommet fokus på bl.a. den forsvundne gård ved kysten syd for matr. 7 og 8 på Kraneledvej 12 og 14.

I dag er jorden som nævnt ovenfor inddraget under Båndhøjgård, og den nuværende ejer Per Hansen mener også at kunne huske, at der en gang har været nogle spor af gården ude på marken.

Selv om gården altså er forsvundet er dens beboere om ikke lyslevende, så i alt fald nærværende, når man dykker ned i de gamle folketællinger.

Ved folketællingen i 1801 – formentlig inden gårdens udflytning – var matr. 9 beboet af følgende familie (med navn, alder, beregnet fødeår, m.v.):

Lars Christensen 36 1765 Gift Husbonde Gaardfæster
Sidse Olsdatter 33 1768 Gift hans Kone  
Bodil Larsdatter 5 1796 Ugift deres børn  
Ane Larsdatter 3 1798 Ugift deres børn  
Ole Hansen 13 1788 Ugift Tjenestefolk  
Ane Larsdatter 12 1789 Ugift Tjenestefolk  

Der blev ikke foretaget folketællinger igen før i 1834 idet Danmark havde haft større problemer at forholde sig til i denne periode end en opgørelse af folketallet (hvor Danmark  gik ind i Napoleonskrigene på den forkerte side og Danmark mistede flåden og Norge og gik bankerot). I 1834 genfindes Sidse Olsdatter dog som gårdmandsenke:

Sidse Olsdatter 66 1768 Enke Gaardmands Enke
Karen Larsdatter 20 1814 Ugift hendes Datter
Ole Larsen 33 1801 Gift Inderste, bestyrer Gaarden
Sophie Albrechtsdatter 25 1809 Gift hans kone
Lars Olsen 2 1832 Ugift deres Søn

Som man kan se er det nu sønnen Ole Larsen der bestyrer gården efter at hans far er død.  Han er 33 ved folketællingen i 1834 og må derfor være blevet født i 1801 efter at folketællingen der var foretaget. Han er nu blevet gift – sikkert lige omkring 1830 – og har fået sin første søn. Mon ikke det er en efternøler af en lillesøster til Ole der er nævnt efter hans mor?

Allerede 6 år efter foretages den næste folketælling i 1840:

Ole Larsen 39 1801 Gift Gaardmand
Sophie Albrechtsdatter 31 1809 Gift hans Kone
Lars Olsen 8 1832 Ugift deres Børn
Ane Kirstine Olsdatter 6 1834 Ugift deres Børn
Bodil Olsdatter 4 1836 Ugift deres Børn
Hans Olsen 2 1838 Ugift deres Børn
Hemming Larsen 24 1816 Ugift Tjenestekarl

Nu er både hans mor og hans søster forsvundet og han har også fået en tjenestekarl. Mon ikke også hans kone har fået ekstra at se til med et barn hvert andet år?

Ved den følgende folketælling i 1845 er både folkeholdet og ‘børneholdet’ udvidet, så de nu er 10 beboere på gården, hvor de i 1834 kun var 5:

Ole Larsen 44 1801 Gaardmand
Sophie Albrethsdatter 37 1808 hans Kone
Lars Olsen 13 1832 barn
Ane Kirstine Olsdatter 11 1834 barn
Bodil Kirstine Olsdatter 9 1836 barn
Hans Olsen 7 1838 barn
Sidse Kirstine Olsdatter 5 1840 barn
Karen Olsdatter 2 1843 barn
Peder Rasmussen 21 1824 Tjenestefolk
Marie Nielsdatter 17 1828 Tjenestefolk

Ved den næste folketælling i 1850 har forholdene ændret sig, idet hans kone efter 6 børnefødsler må være død. Som man kan se har Ole Larsen allerede fået en ny og 20 år yngre kone, hvad der naturligvis har været nødvendigt med den børneflok der har været (link til originalt skema):

Ole Larsen 49 1801 Husfader, Gaardmand
Karen Marie Christophersdatter 29 1821 hans Kone
Lars Olesen 18 1832 hans Børn
Ane Kirstine Olesdatter 16 1834 hans Børn
Hans Olesen 12 1838 hans Børn
Karen Olesdatter 7 1843 hans Børn
Sophie Olesdatter 2 1848 hans Børn
Christen Christophersen 23 1827 Tjenestekarl

Ved folketællingen i 1860 kan man se at hans børn er begyndt at flytte hjemmefra, og at datteren Sophie der var 2 år i 1850 har været deres første fælles barn:

Ole Larsen 59 1801 Gaardmand
Karen Marie Christophersdatter 39 1821 Hans Kone
Hans Olesen 22 1838 Hans Barn med afdøde Kone
Sidse Olesdatter 19 1841 Hans Barn med afdøde Kone
Sophie Olesdatter 12 1848 Deres Barn
Mette Kirstine Olesdatter 8 1852 Deres Barn
Hans Jørgen Hemmingsen 13 1847 Plejebarn
Jens Peter Bertelsen 6 1854 Plejebarn

Med en voksen søn på 22 har der ikke længere været behov for en tjenestekarl, og familien har endda også haft overskud til at tage to børn i pleje, hvor den ældste på 13 nok også har kunnet give en hånd med i marken eller stalden.

Folketællingen 20 år senere i 1880 (link til originalt skema) ser forholdene således ud:

Ole Larsen 78 1802 Husfader Gaardmand
Karen Marie Kristoffersdatter 58 1822 hans Kone
Hans Olsen 41 1839 deres Søn
Annette Kirstine Larsen 7 1873 Plejedatter
Karen Larsdatter 65 1815 Husfaderens Søster
Jens Peter Jensen 14 1866 Plejesøn (i 1901 uddeler i Brugsen)
Anne Kirstine Hansen 20 1860 Tjenestepige

Nu er hans lillesøster Karen Larsdatter som 65-årig flyttet tilbage til barndomshjemmet. Man kunne måske tænke at hun har været gift og er blevet enke, men på det originale skema er hendes ægteskabelige stilling anført som ugift. Ved folketællingen i 1840 kan man i øvrigt se at hun som 26-årig har været tjenestepige på gården på Gurkebakken 7 I 1845 har hun som 31-årig været i tjeneste på Højbogaard på Rakkerbanken 1, så hun har  boet kun været få skridt fra sit barndomshjem. Og der var hun også i 1850, men i 1860 har hun været i tjeneste et sted udenfor Mandemarke. Nu havde gårdmanden på Højbogaard også 2 piger på 18 og 21, så de har nok kunnet klare sig uden Karen, der jo også har været midt i 50-erne.

Kan Ole Larsen mon være den gamle gårdmand, som i juni 1885 blev omtalt således i avisen?

Et Øre sparket af. Et mærkeligt
Ulykkestilfælde er i Følge “Møens Avis”
i disse Dage passeret i Mandemark. En
gammel Gaardmand var gaaet ud for at
flytte Kreaturerne; idet han bøjede sig ned
for at tage sig Tøjrekøllen, sprang en Ko
af Kaadhed paa Ryggen af ham, og med
Hoven fik den saa fuldstændig revet det
ene Øre af ham, at det ikke kunde være
klippet mere nøjagtig med en Sax; i Faldet
mod Jorden fik Manden desuden forvredet
den højre Haand meget slemt.

Ole Larsen, som i 1885 har været 83, har i hvert fald været den ældste af Mandemarkes gårdmænd, men der var også en på 80 og 77.

Den næste folketælling i 1890 er ikke afskrevet og lagt på hjemmesiden men indeholder følgende oplysninger (originalt skema – familie 7):

Karen Marie Olsen 67 1823 Gaardfæsterenke
Ole Peter Jensen 25 1865 Tjenestetyende
Jens Peter Jensen 24 1866 Tjenestetyende, Gaardbestyrer
Karl Sofus Rasmussen 11 1879 Tjenestetyende
Karen Larsdatter ?7    ? Tjenestetyende
Anne Kirstine Hansen 16 1874 Tjenestetyende
Annette Kirstine Larsen 17 1873 Tjenestetyende

Ole Larsen er nu død og hans 67-årige enke Karen Marie som nu kalder sig Olsen til efternavn (ligesom deres søn) er ‘gårdfæsterenke’. Sønnen er imidlertid forsvundet fra Mandemarke i 1890, så hun klarer bedriften med 6 tjenestetyender, hvoraf en er gårdbestyrer, og han må være på vej væk for han bliver gift i 1893. Hendes ene tjenestetyende hvis alder ikke kan aflæses på skemaet kunne måske være hendes afdøde mands lillesøster, der i så fald må have været 65.

Ved folketællingen i 1901 findes ingen af personerne fra 1880, bortset fra Jens Peter Jensen, f. 20/2 1865, som er blevet gift 26/4 1893, jfr. kirkebog, og allerede har fået 3 børn, som i 1901 er uddeler i Brugsforeningen på Kraneledvej 21 og bor der.

Da registreringen af personerne i 1901 på Kraneledvej 12 og 14 efterfølges af dem på Båndhøjgaard, tyder det på at gården ikke længere er beboet. Dens jorder er som nævnt i dag overtaget af Båndhøjgård og den nuværende ejer mindes at der en gang har ligget en  ruin, som formentlig er resterne af gården på matr. 9, som altså har været beboet indtil først i 1890’erne.

Ved senere granskning af gamle realregistre for tinglysninger viser det sig, at godsejer C.S.Scavenius den 21/2 1893 har givet skøde på matr. 9a til Annette Kirstine Larsen, som allerede dagen efter giver skøde videre til Niels Peter Petersen (på Båndhøjgård).

Hvad baggrunden  er for at bruge Annette Kirstine som mellemled vides ikke. Ved folketællingen i 1880 var hun anført som plejebarn hos Ole Larsen og hans kone Karen Marie, som ved folketællingen i 1890 var blevet “gårdfæsterenke”, hvor Annette Kirstine blot var anført som tjenestetyende. Man må formode at gårdfæsterenken i 1893 også er død, hvorfor Klintholm Gods har måttet bruge Annette Kirstine som mellemled i sin overdragelse af ejendommen.

Der har utvivlsomt har været nogle økonomiske fordele for godset ved at sælge til en tidligere fæster, idet det i mange år havde været et politisk ønske at tilskynde til godsejerne til at sælge deres gårde til tidligere fæstere. Den samme konstruktion har Klintholm Gods også brugt ved andre af Mandemarkes fæstegårde, men her har det dog været den sidste fæster der var mellemledet, og ikke som ved denne gård et plejebarn til de tidligere fæstere!


Litteratur:

Landboreformer i slutningen af 1700-tallet på Danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet)

Wikipedia: Landboreformerne

Landsbyer Naturstyrelsen – Kulturhistoriske interesser i landskabet (pdf-fil)

Artikel om landsbyfællesskabet (pdf-fil)

Interessant er også:

De Søndre Byer – En lokalhistorie fra Møn

DanmarksNationalparker.dk: Området syd for Mandemarke/Busemarke (november 2004)