Barndomserindringer fra Søndergaard 1956-62

John Knuhtsen, som er født 1952 i Nykøbing Falster, har nedfældet sine tidligste barndomsminder fra han var 4 til 10. Den gang i 1956 til 1962 boede han på Søndergaard på Østmøn på Kraneledvej 3 sammen med sin familie, far Bent, mor Dora og sin 1½ år ældre søster Benedikte. Hans erindringsskrift om sine 6 år er blevet til, for at det ikke skulle gå i glemmebogen hvordan der var den gang han var dreng på Østmøn. Men der skulle en lovligt undskyldt sygemelding til i halvanden måneds tid for at det blev til noget.

Vi er meget glade for dette bidrag til et tidsbillede af forholdene på Østmøn for ca. 60 år siden, og hjemmesiden Mandemarke.dk er glad for at have været med til at inspirere John til det store arbejde, som det altid er at få nok så klare erindringer nedfældet på papir/computer. John har endda også fundet nogle gamle fotos frem til at illustrere tiden.

Vi er taknemmelige for at have fået lov til at lægge det hele på vores stadigt voksende hjemmeside. Måske kan det også inspirere andre …?

Stedet

Østmøn var et meget komplet lokalmiljø med alt, sidst i 1950’erne. Klintholm havn, en halv kilometer fra os, havde fiskere med en lidt højere levestandard end andre. De var de første med TV, og byen tog Tyskland med en sky af TV-dipolantenner. Første gang jeg så TV var en aften hos Anker Larsen på et lille bitte TV, medens de voksne røg tætte skyer af røg i et andet rum. Jeg drømte om den film i flere dage efter. Der var mange børn ved havnen. Min mor sagde engang om børnene ved Klintholm havn: ”De kan slet ikke leve andre steder.” Så sagde hendes svigerfar til mig: ”Kan du det?”

Tyskerne var under krigen indkvarteret på pension Søbad ved Klintholm havn, som blev revet ned i 2015. Min svigerfar holdt i 1989 sin 65 års fødselsdag på pension Søbad. De daværende værter havde en fortid i Australien.

Søndergaard med Mandemarke bakker i baggrunden

Naturen var fantastisk. Gården ligger i anden række ved vejen Kraneledvej og er i dag som Kraneledvej 3 A-D opdelt i lejligheder, men dengang havde vi hele huset at bo i. Der var udsigt ud over den sydlige bugt, som længere ovre er Hjelm bugt. Om morgenen kunne man høre fiskekuttere tøffe hjem til havnen. Det var helt lavfrekvente, hule ’dung dung dung’.

En anden speciel ting var, at SAS havde flyverute lige over gården. Der var en pejlestation midt på Østmøn beliggende imellem Sømarke og Langebjerggård. Den blev brugt måske 20 år frem. Det specielle ved flyene var, at de til at begynde med var propeldrevne DC3, men efterhånden imod slutningen af 50’erne skiftede man til jet. Jeg var vist den første til at bemærke, at man kunne høre forskel. I starten fløj de jetdrevne ikke meget højere.

Fra Søndergården var der også en god udsigt til den anden side op mod Høvblege og Mandemarke, såkaldt Høje Møn. Fra køkkenvinduet endda.

I første række langs kysten fra havnen og ud til fyret lå nogle små bondegårde. Boniteten af jorden er særdeles god og størrelsen var derefter. På gården nærmest Søndergården boede Oscar Bæk (Kraneledvej 4). Så kom Verner Torpe (Kraneledvej 6). Han havde kun 24 tdr. land. Det var hans fødegård. Ella var hjemmegående og de havde 3 børn: Bodil, Jens Martin og Karen. Derefter kom Gretes fars gård (Kraneledvej 8). Denne gård drives så vidt jeg ved nu af Gretes yngste bror.

Vi kendte den hurtigste vej til stranden, og far lavede en trappe i skrænten, så badeturen blev kortere. Det var vist før godsejerens sommerhus blev lavet ved at trække bindingsværk-skelettet af et husmandssted på midten af marken Strandager ned til strand-skrænten øst for Klintholm havn (Thyravej 11). Husets tidligere beliggenhed er vist på matrikelkortet over Klintholm Gods jorder i 1946 (ligger her på hjemmesiden). Ved skilsmisse overgik huset til CCs tidligere kone Birte Rist, og tilhører nu datteren kunsthistoriker Bente Scavenius eller hendes børn.

Stranden øst for Klintholm havn er bedst. Vest for havnen er der meget tang og lavvandet længere ud. Men det er mest børnevenligt der og op imod Kobbelgaard, der også tilhører godset. Ved havnen ved den vestlige strand var dengang en Decca-mast til skibskommunikation. Driften blev passet af Sonja Larsens mand. Sonja var lærerinde i bl.a. tysk på Magleby centralskole og mor til Peter og en datter, der blev gift med en tysker senere.

På gården var vi næsten selvforsynende. Dog ikke med ost og ej heller med mælk til en hel folkehusholdning. Ostemanden kørte rundt i bil imellem gårdene. Han havde underbid og en ynkelig pibestemme. ”Det er uustemanden …!” Ham købte vi altid hos. Der blev skåret smagsprøve-skiver til børnene også. Ost med kommen kunne vi godt lide.

Der kom også skærslibere, keramikreparatører og vandrende svende. Da vi havde karleværelser, kunne en ledig seng for en enkelt nat vel ofte skaffes uden det store problem.

Gården og de ansatte

Min far var bestyrer på Søndergården, der med 200 tdr. land hørte under Klintholm gods. Godset blev drevet af Carl Christian Scavenius, klintekongen, en excentrisk mand (han blev af nogle bare kaldt CC). Kammerherren, hans far Carl Sophus Scavenius, var en anden type. Han boede i sidelængen til det daværende slot, som blev kaldt ‘Kammerherre-boligen’.

Min far Bent ved den nærmeste strand ved Klintholm havn

Søndergården havde den gode jord, der går jo kridt i det højere oppe imod godset. Stuehuset på gården havde folkestue til at bespise gårdens karle og 1 pige. Jeg tror der boede fast 5 karle, 1 hønserist og 1 ung pige. Kun den unge pige boede i bestyrerboligen, karlene boede i en sidebygning på gården.

Arbejdsstyrken på Klintholm Gods ca. 1963 (med slottet bag træerne og kammerherreboligen yderst til venstre). KLIK PÅ BILLEDET og se samme opstilling i 1945!!

Min far ankom midt i en mekaniseringsproces. Heste ud, maskiner ind. (Klik på billedet ovenfor og se forandringen fra 1945 til 1963 helt bogstaveligt). Jeg fik fremvist en selvbinder som stod ubrugt, og kan huske et el-motordrevet tærskeværk der stod i laden og støvede som bare pokker. Halmen derfra lå løst og i meget store bunker, som vi kunne lege i. Det kunne være svært at få luft i al det halm.

Vi havde 4 unge piger i de 6 år, vi boede der. Inge, Hanne, Birgit og Lene. Lene og Hanne var søstre og kom fra minkfarmen overfor forsamlingshuset ‘Høje Møn’ på Klintholm Havnevej, hvor vi gik til dans, med rulleskøjter i pausen. Hanne var en meget afholdt, flot pige. Nr. 2 unge pige, Birgit, var meget syngende i køkkenet med slagere: ’Min bedste ven er meget rig, ejer et slot et Skotland’ osv.

Bent Knuhtsen på kontoret

Af til blev det min far for meget, og han gik fra skrivebordet i kontoret ned og tyssede på hende.

Lene var en anden type pige end Hanne. Pink læbestift og lidt bumser. Hun spillede lidt på guitar og havde popstjernebilleder på værelset, og havde en veninde på postgården og Maryjetta ved havnen. En gang havde jeg drillet hende for meget, og hun stak af ned på postgården i et par dage. Inge husker jeg ikke så meget om, men hun blev gift med Gerhard, den ældste søn på gården ved siden af Fyret. Jeg gik i klasse med hans lillebror Svend.

Nogle af karlene: Svend, Johan Stanislav Schepansky, Ottar, Jørgen og John foran

Af de mandlige ansatte husker jeg mest Johannes, hønseristen. Han var ikke så ung og han var med juleaften.

Jeg var meget sammen med Johannes. Han var rar og havde forlorne tænder der kunne rasle. Hans søster kom af og til på besøg og havde små porcelænsfigurer med som gaver til os. Juleaften kunne han gemme mandlen oppe i ganen over de forlorne tænder.

I dagligdagen skete det ofte, at en høne ud af de 4000 døde og blev smidt på møddingen. Jeg spurgte jo altid, hvad den var død af. ‘Glemte at trække vejret’ var standardsvaret.

Før Johannes var der Harald. Mor husker Harald for fars og hans snak ved bordet om dagens nedlagte rotter. Hønsene gik på en meter strøelse da vi ankom til gården, og der huserede rotterne. De fik renset op i det, og så var mor fri for at høre om rotter, som hun afskyede.

Af de øvrige var der Svend, Poul, Jørgen ’lille Morris 1000’, Jensen ’lille kalypso farvet Lloyd’, Ottar ’kasket, meget på sned’.

Johan Stanislaw Schepanski var polak og en sur sjæl overfor børn. Han boede i et bindingsværkshus (Kraneledvej 1), der hvor indkørslen går op til gården. Når han så mig, sagde han, at han ville komme om natten og skære ørerne af mig. Jeg lærte vist ikke rigtigt at tage det. Jeg begyndte at sove med dynen op om hovedet, så det må have været i mine tanker ret meget. Læse dansk kunne han ikke rigtig. Han skulle altid have hjælp i køkkenet med køreplanen for Møens Omnibusser.

Desuden havde vi en ko for mælkens skyld. Den hed Musse. Hvis man drillede den, skulle man være parat til løbe hen til og over hegnet med en vis fart.

Der var en hestestald fra tidligere, hvor koen var om vinteren. Samme hestestald kunne bruges, når Bente Scavenius red forbi med en veninde, så heste og ryttere kunne pausere lidt. Jeg fulgte med dem ned til stranden, og så at de red ud i havet til et hestebad. Jeg beundrede de fine sadler, seletøjet og de smukke rideheste, men det var også nogle flotte piger.

En tyrekalv, Benedikte og John

En tyrekalv, Benedikte og John

På et tidspunkt havde vi også fedekalve. Nogle blev kastrerede og fik ring i næsen som det ses på billedet her.

Det var Jensen der fodrede dem. I forbindelse med deres fodring var der kommet en omrejsende kartoffelkoger forbi. Han havde en meget stor kartoffelkoger på hjul, som han arbejdede med.

På et tidspunkt sad han på denne med en flaske i hånden og græd. Det blev jeg meget chokeret over at se en mand gøre for første gang. Så jeg skyndte mig ind i køkkenet til mor og den unge pige, og sagde at han skulle trøstes. Det ville de ikke.

På et tidspunkt havde vi en afgrøde, der skulle sprøjtes fra luften. En aften landede et lille fly på en mark ved Mandemarke op til Gunildsbjerg kaldet Vengesmark. Piloten var en flot men meget tynd, cigaretrygende mand. Han overnattede på gården hos os efter aftensmad. Den følgende dag sprøjtede han Strandager. Han kunne vende i den ene ende over havet, men ved Kraneledvej var der telefontråde. Det var et show at se ham rejse maskinen op over disse, vende og stryge ned igen.

Kurt Spohr med marksprøjten i rødkløvermark

Ved en anden lejlighed havde vi en rødkløvermark, der skulle sprøjtes. Det gjorde Kurt Spohr med en lille Ferguson monteret med en meget bred sprøjte. Det var en landmand fra Busemarke. Det blev fars og mors venner igennem mange år. Han havde 2 sønner, der blev landmænd.

Manuel sukkerroe optagning kunne blive nødvendigt på grund af vinteren

Sukkerroerne til sukkerfabrikken i Stege blev normalt taget op med maskine. Men et år satte det ind med frost og sne, og de sidste roer måtte tages op i hånden. Det var hårdt arbejde på knæ i olietøj med segl og greb. Den ene er godsets gartner, Holm Hansen, og den anden er en fiskerkone fra havnen.

En gang kan jeg huske, at en ældre mand døde i roemarken. Det må have været ved samme lejlighed. Der var gråd i folkehusholdningens køkken omkring det store brændekomfur med udlægger-centralvarme. Og det var jo ikke for børn, så jeg blev forskånet for mange detaljer, men jeg så ambulancen.

Der var også hårdt arbejde med at læsse roerne på vognen til transport til fabrikken. Det skete med en speciel greb, der var udformet med en stor bredde og med ’kugler’ i spidsen på alle tænderne. Brugte man en møggreb i stedet for roegreben, ville man ofte spidde roerne, og få et arbejde med at trække dem af med støvlen. Jeg husker at min far fortalte, at han havde sine problemer med at hamle op med Arvidsen. Han var utrolig stærk til det, og han havde ofte 2 grebfulde i luften på samme tid. Det kunne koste min far en sygedag – og gjorde det.

I 1956 fik vi en ung ungarsk flygtning boende. Han var der ikke så længe, for han stak af på fars cykel, som han aldrig fik igen. Østmøn var ikke lige noget for ham.

Vi fik på et tidspunkt en schæferhund. Det var en fin hund med stamtavle. Min far elskede den hund, der hed Viktor. Den havde jeg desværre et uheld med. Det var mit job at sætte en mælkespand ned til vejen. Ved siden af lå huset, hvor vores landarbejder Johan Schepanski boede. Han havde høns som ikke var ordentligt i bur. Da Viktor ville gå i lag med hønsene, trak jeg den i halsbåndet. Så sagde den den haps om min højre arm. Jeg gik op på gården igen og skyllede sårene ved håndvasken. Men min mor så det og brød grædende sammen. Så blev jeg kørt på sygehuset i Stege af vores karl Jørgen i hans Morris 1000. Det var før vi selv fik bil. Besvimede det sidste stykke tror jeg. Jeg blev indlagt til observation for stivkrampe.

Jeg var ikke ret stolt af at overnatte andre steder end hjemme. Men det var da en oplevelse. Mændene på stuen med 6-8 senge drak øl, og en tandløs gut kunne ikke tygge franskbrødet og sad og smed stumper af brød ud af vinduet. En sygeplejerske plukkede blå iris til mig i hospitalshaven, og det var i lang tid efter min yndlingsblomst. Viktor var ikke så gammel og kom retur til kennelen og blev senere solgt til en bager på Fyn.

Min mor drev folkehusholdning sammen med den unge pige. Mor var jo uddannet på Strib husholdningsskole. Karlene skulle have 3 hovedmåltider, og i det mindste hønseristen kom til aftenkaffe. Køkkenet var stort med spisebord til vores familie og den unge pige i midten. Spisekammeret lå lidt højere. Det havde et lille køleskab, som var noget eksotisk dengang. Om aftenen blev mælk sat ud i dybe tallerkener i spisekammeret og var tykmælk næste morgen. Vi fik ofte øllebrød til morgenmad og æg. Delikatessen om aftenen var æggesnaps. Det skulle røres helt grundigt, så man ikke kunne mærke sukkerkornene på tungen. Evt. kom man lidt kakao i.

En gang om året kom godsejeren på inspektion for at se om noget skulle investeres eller fornyes. Han var rundhåndet. Vi havde også en rigtig god Master Mixer, en røremaskine. Vaskemaskine havde man ikke. Meget blev sendt på vaskeri, men ved baggangen var vaskerummet med baljer, vaskebræt, m.m.

Godset

Engang, da min søster Benedikte og jeg var inviteret til rejer i godsejerens nye sommerhus øst for havnen, havde jeg en episode med godsejeren. Vi – Alette og hendes mor var der – startede med at fiske med rejenet i havet uden at det rigtig gav noget. Det var mest for syns skyld, for rejer blev leveret fra havnen senere. De blev kogt og vi pillede dem. Så dukkede godsejeren op, og ved den lejlighed lærte han mig at bukke! Man skal bøje nakken før ryggen. Jeg skulle øve mig meget for ham, før godsejerfruen sagde: ”Hold nu op, Christian!” Det berettede jeg naturligvis udførligt om derhjemme, og min far så meget eftertænksom og lettere chokeret ud. Jo, Scavenius, Klintekongen, lærte mig at bukke!

Store æg med 2 blommer blev samlet sammen og leveret til godset. Jeg kaldte dem godsejeræg. De kunne måske heller ikke leveres som standardvare til Æggepakkeriet i Stege.

Den regnskabsførende på godset hed Thorvald Larsen. Thorvald var enkemand og havde en datter, stor og med meget dyb stemme. Hun arbejdede på godset med forskelligt. Sidst jeg så hende var i 80’erne, hvor hun pudsede vinduer på Klinteskovspavillonen. Det havde jeg lidt ondt af, men det siger også lidt om rummelighed på godset.

Pavillonen er nu revet ned, og GeoCenteret ligger der i stedet. Hotel Storeklints bygning findes dog endnu og er inddraget i centeret.

På Hotel Storeklint boede alle guldaldermalerne i gamle dage.

Foran hotel Storeklint

Klinteskovspavillonen var også udsmykket med klintemalerier hele vejen rundt om dansegulvet, placeret oppe ved de vinduer der var i taget hele vejen rundt. Der blev lavet cafeteria sidst i 60’erne.

Jeg havde i gymnasietiden det job at arbejde lidt der. Jeg startede med at rydde borde, og der var mange borde at rydde i påske og pinse. Senere bag disken ved kassen eller ved madlavningen. Der var travlt. Lørdag aften var der dansant med et jazz/palmehave orkester. En del rockere kom. De var ret fulde og begyndte at skåle med ’Havet omkring Danmark, vort moderlige havhavhav !’ og sang ’Min far var vognmand i Slagelse …’ osv.

Min far havde ligesom forvalter Høgh på godset en lille tjenestemotorcykel egnet til markkørsel. Det var vist mindste model fra Jawa, måske den svenske militær Jawa. Den knaldede lystigt ‘pot pot pot’, når den tog gassen af før et sving. Det var jo en to-takter. Der var kølehus og mere mælk på godset, og jeg husker nogle ture ned ad alleen med mig bagpå. Det var jeg vist ikke så tryg ved.

Søndergården havde 2 Nuffield traktorer, medens godset brugte Farmal traktorer. Fra godset kom også mejetærskerne ned og høstede. Til at begynde med var det 2 bugserede Claas og en selvkørende Massey Harris. Senere blev det selvkørende Claas.

Da mejetærskerne kom i drift, blev halmen ikke længere samlet løst i laden. Der kom en halmpresser ned fra godset. For at modvirke regnskade blev den pressede halm stablet i små stakke.

På marken ned imod havnen – Sildested af navn – var det populært, at børnene fra havnen byggede igloer af dem medbringende få brædder til loftet. Det gjorde de om aftenen eller om natten. Dem fik min far revet ned igen løbende. Han sagde at det var for brandfarligt med stearinlys i dem. Rygtet bredte sig via vores unge pige, at børnene var kede af nedrivningen.

Fotos ovenfor (kan forstørres ved at klikke på dem): Høsten en våd sommer i 1959. Man hjælpes ad (Søndergårdens Nuffield og godsets Farmal traktor). Høstparade (bemærk kornneg på bakken bagved). Der presses halm (Svend).

Fastelavnskarneval Benedikte og John

Engang var Benedikte og jeg til fastelavnskarneval på godset. Det var kammerherreinden Gerda, der arrangerede det. Jeg har dette billede taget med bokskameraet, så det var i begyndelsen vi var på gården. Jeg var med høj hat og stok, og Benedikte var i kjole og slør. Ellers husker jeg ikke andet end at vi ikke blev kattekonge/-dronning.

Godsejeren havde 3 børn: Bente, Peter som arvede godset og Alette. Desuden havde de en brun cockerspaniel. Alette gik jeg i klasse med i kun et halvt år på Magleby centralskole.

Lønnen for et job som min fars var formodentlig meget lav, da den mest bestod af naturalier. Fri bolig, fri varme, fri telefon, det meste mad undtagen ost. Benedikte mener at lønnen var 900 kr. om måneden. Jeg har aldrig hørt om beskatning af disse naturalier og fribolig osv. før 1970, hvor min far holdt op som funktionær og blev gårdejer, men jeg ved ikke hvordan det var.

På godset blev der styret en udvikling. Den gamle kammerherre (Sophus Scavenius) ville gerne forpagte gården til min far. Men C.C. Scavenius ville have stordrift. Da jorden på Søndergården desuden var den bedste, var det en værdifuld brik.

C.C. Scavenius startede campingpladsen op. Gustavson, skytten, fik den til at opgave at bestyre. Han var en mand med en vis pondus, og rygtet gik at han i Sverige havde bragt en krybskytte af dage. Så han var den rette mand til at håndtere de rockere, der på et tidspunkt generede lidt på campingpladsen. Han gjorde det på den måde, at de fik deres egen lysning i skoven at være på. Rockerne faldt helt til rette. Mange af dem var håndværkere, og rygtet gik at de tilbød at reparere skorstenen på sparekassen i Magleby. Det lavede de et show ud af. Balancerede på tagryggen med mursten under armen.

Der blev lavet bomme om Klinteskoven og krævet entre. Cafeteria, kiosk og et mini-museum blev oprettet. Samt nogle børneaktiviteter, geder, læderbælter.

Vedligeholdelsen af grusvejen igennem Klinteskoven var en udfordring. Efter svensk mønster blev der kørt vejsalt på, vel sagtens for at absorbere regn når det kom eller for at begrænse støv. På vejen var en kritisk bakke, kaldet Djævlebakken, som der måske skulle tilløb til.

Sommerspiret med Klinterotten i baggrunden – klik og forstør billedet og se om der er nogen der kravler derude!

Storeklint med Sommerspiret var en stor attraktion, men spiret stod kun til den 13. januar 1989. Dengang i 50’erne sejlede en lille chalup kaldet Klinterotten ud fra stranden under klinten med turister.

Jeg har et scannet dias af Sommerspiret med Klinterotten som en lille hvid kølvandstribe på havet. Om formiddagen, når solen stod på, var det bedste tidspunkt at se klinten fra søsiden.

Også andre væsentlige dele af klinten er skredet ned siden dengang. Ved enden af Jydelejet lå dengang Taleren, som skred i 2002. Derfra råbte man: ”Hvad drikker Møller? …”

På Kobbelgården blev der opdrættet kaniner, på Søndergården var der hønseri.

Klintholm Havn havde godset også oprindelig startet samt kolonialhandlen, som nu er skibsproviantering om sommeren for sejlerne mest. Senere kom Ålekroen til, som nu er revet ned, og Hyttefadet.

Men stordrift og maskiner kunne jo uvægerligt medføre reduceret bemanding. Det førte til at Søndergården blev lagt ind under godset, og min far måtte finde andet arbejde.

Senere blev også besætningen af køer på godset nedlagt efter en brand, og mange bygninger sløjfet.

Skelsættende for godset var også, at der under slottet var en kilde, der bragte svamp i bygningen. Da den var en kopi af Rosenborg slot, blev den ikke skønnet bevaringsværdig. Så det lykkedes ikke at skaffe støtte til at redde bygningen, der blev revet ned i 2000 efter kun 125 år.

(klik på billedet for at se ekstern side om godset)

Malerisamlingen blev flyttet over i den borgerlige sidebygning, hvor kammerherren boede før. Den og guldaldermalerne ved klinten inspirerede måske Bente til hendes levevej. Men faderen mente vist at hun skulle være jurist, ligesom visse andre i slægten, vistnok bedstefaderen. Men hellere en god kunsthistoriker end dårlig jurist var hendes egen mening. Evnen til at tale med alle – f.eks. Jens Jørgen Thorsen i flere kunstquiz i TV – det tror jeg Bente lærte på godset. Der var så mange typer, og man var vant til stor rummelighed.

Engang lånte min far et haglgevær af godsejeren. Så gik han på duejagt i hegnene. Jeg gik bagefter. Han skød en enkelt due, der sad stille i en trætop. Det var vel egentlig meget godt klaret, når man ved hvor sky de er. Han gik dog ikke siden mere på jagt.

På godset var mange ansatte funktionærer. Dem vi så mest til var skovfoged Helgesen og frue. Derudover var der forvalter Høgh og fodermester Hermansen. Sidstnævnte kørte i Volvo med kompressorhorn monteret. Det sagde som et kobrøl! Han var en anelse brovtende som type, men de havde nogle dygtige sønner.

På Langebjerggaard var der familien Eskling. Den ene søn Ole er nu en meget aktiv campingpladsbestyrer og en af forkæmperne for turismens og Østmøns fremtid. I dag bor både Ole og hans forældre Bitten og Helge Eskling i Mandemarke.

Godset havde fælles udflugter for de ansatte funktionærer. Der var vi børn ikke med. Den ene gang blev vi passet af Anna Vinge oppe fra Mandemarke (Strædet 9). Hun serverede øllebrød med æggesnaps på sengen for os om morgenen. En af turene gik til Bornholm, hvor mor og far tidligere havde været på bryllupsrejse på cykler. De besøgte bl.a. Christiansø. En anden tur gik til København, hvor de så ’My fair Lady’, vistnok var på natklub og boede på Grand Hotel.

På mit arbejde i DLR Kredit er jeg faldet over et matrikelkort over Klintholm gods fra 1946 (ligger her på hjemmesiden – kan ses i stort format på ny fane, der kan forstørres yderligere). Der er afsat alle marknavne – far førte jo separat regnskab for hver mark. Der var markerne Brusebækmark, Sildested, Strandager, Langager og Mandemarksager. Da meget af kysten også tilhørte godset, er Busene Have med, og der kørte vi tit på tur til. Endvidere er Stubberup Have skov afsat. Den tilhørte med sine 100 tdr. land godset, selv om den lå i den nordvestlige ende af Liselunds arealer. Den blev solgt til Dronningen i 1980. Min far købte i 1969 den lille gård Skovlygaard beliggende op ad denne skov. De boede der til 1997 og flyttede så til Stege grundet sygdom.

Boligen

Fra baggangen var trappen op til den unge piges værelse. I hovedindgangens entre var der en lang gang med indgang til køkken, badeværelse, soveværelse, børneværelse, spisestue, daglig stue/kontor, hvor den pæne stue lå bagved.

I børneværelset var min seng placeret foran vinduet, så himlen udgjorde en stor del af synsfeltet. Jeg var en del syg som barn, som jeg husker det. Det var jo kedeligt at ligge i sengen. Men jeg husker at jeg fandt ud af, at de drivende hvide skyer på den blå himmel på vej imod øst kunne jeg få til at stå stille ved at stirre på dem længe nok. Og så var det mig der susede afsted og skyerne der stod stille. Det var magisk. Er det sådan man bliver en drømmer? Der blev sunget en del fra ’De små synger’ ved den seng, bl.a. ’Solen er så rød mor’, samt læst H.C. Andersen eventyr fra de små bøger.

I entreen var der en trappe op til 2 gæsteværelser og et stort loftrum, hvor jeg havde elektrisk tog – Pionerekspressen, 32 mm spor, dansk produceret i Birkerød til 1960. Der lå oppe på loftet over et værelse en gammel dobbeltløbet hanebøsse fra forgængeren bestyrer Jensen. Den havde jeg en uheldig og pinlig episode med. Fætter Thomas havde jo vakt min interesse meget for den. Engang der var mandegæster trådte jeg ind i entreen og rettede bøssen imod en sagesløs mand. Han blev naturligvis meget forskrækket. Men de konstaterede hurtigt, at den ikke var ladt. Der var overhovedet ikke blevet skudt med den. Jeg blev ikke rigtig straffet for dette, men helt galt var det, det vidste jeg. Jeg kunne i hvert fald ikke være i selskabet mere den dag.

Min mor Dora foran begonier og solur

Til stuehuset hørte en ret stor have med separat køkkenhave. Far havde arvet et solur fra præstegården. Det blev placeret i midten af et rundt bed langt nede i haven før hesteblommetræet med røde knoldbegonier rundt om. Der blev også lavet en kunstig brønd med hejserulle. Der var staudebed med lupiner, iris og alperoser omkring flagstangen.

Bag pyntebrønden stod et meget højt pæretræ, og ved roden af det groede nogle hvidlige svampe. Min mor tog dem for champignon og lavede en stuvning af dem, som heldigvis kun hun spiste. Hun blev meget syg. Doktor Fenger var ude at besigtige svampene og mente at det var hvid fluesvamp. Mor lå syg i flere dage. Det var der hvor jeg i min barnlige bekymring, spurgte min mor: ’Mor, hvis du dør, må Hanne så komme og passe os?’

Hegnet til køkkenhaven var begroet med lathyrus. I køkkenhaven var vi forsynet med kartofler, rødbeder, gulerødder m.v. og dild, som jeg engang lugede op som værende ukrudt. Der var også et valnøddetræ, og hasselnødder var i hegnet. Ved koens fold var et stort kastanjetræ, og underneden var vores sandkasse. Den blev forsynet med strandsand, som blev kørt op fra stranden i en firehjulstrukket traktorvogn. Bag folden og køkkenhaven var et hegn, som vi kaldte skoven. Der byggede vi en hule, og der var skvalderkål. Den lugt minder mig stadig om hulen.

Med to gæsteværelser havde vi ofte overnattende familie. Sådan gjorde man dengang, ikke mindst jyderne.

Flere år havde vi ’indian summer’ i september omkring min fødselsdag. Ja, haven blev brugt meget. Det var også før vi fik TV, så sommeraftenerne blev brugt til at trimme haven.

Maden

I markhegn op imod Mandemarke var mange hyldebærtræer. De blev høstet. Bærrene blev kogt i en stor gryde, og saft løb ud fra et træstativ med stofpose over en skål. Fra haven havde vi også pærer og blommer. De blev henkogte og serveret som dessert med knuste makroner og flødeskum. Desuden fik vi næsten altid grød til dessert med jordbær eller stikkelsbær. Sidstnævnte satte jeg meget stor pris på. Solbær, ribs og hindbær kunne bruges til rødgrød. Salat var altid med flødedressing.

På ’varm-ret siden’ er det sværere at huske. Men forloren hare var almindeligt, og kålrouletter, frikadeller, tarteletter og hønsekødssuppe, hvor grønkål bruges. Rosenkål fik vi ret meget. Jeg kan også huske engangsforeteelser som kålrabi og rågeunger.

Min madkasse i skolen var den lille røde af blik med ’Velbekomme’ udenpå.

Folkehusholdningen for en flok karle må nødvendigvis servere mange kartofler. Jeg har læst, at forbruget kan være 8000 kcal pr. dag, hvilket er 3 gange mere end for en kontoransat.

Julen

I lang tid et år snedkererede far på et dukkehus til Benedikte. Det var rigtig flot og med møbler. Så havde vi også et snelandskab af vat med kælke og nisser, en sø af et spejl og en kirke med lys i. Kravlenisser i huset, juledekorationer. Juletræet blev først fremvist pyntet juleaften. Der var små fugle, trompeter der kunne sige noget, trommer, vores klippede hjerter, glimmer osv. Til Jul fik vi gås med rødkål og brunede kartofler. Kræmmerhuse med flødeskum til dessert. Mandlen skulle sættes i blinde i en af dem – de stod i sukker.

Vi havde en gulvvase i entreen med strandtjørn (fmtl. sandtorn/havtorn, red.) nede fra Klintholm havn. De revner ved den første frost og skal bjærges inden.

Telefon og radio

Vores telefonnummer var 4 cifret, 2452. Hotel Sølyst i Kraneled (Kraneledvej 22) som Frands Baandhøjs mor drev, var 2417. Torpes var vist 2442. Møn var forsøgsmæssigt Danmarks første automatcentral, den lå der hvor posthuset i Stege lå.

Der var kun én telefon i hjemmet, den stod på fars skrivebord. Jeg havde på et tidspunkt en sort kattekilling med hvide poter, ører og halespids. Den havde vi fået af Hannes og Lenes forældre. Den var fræk nok til at gynge i gardinerne, når mor talte i telefon med familien.

Der var ikke musik i hjemmet. Benedikte og jeg hørte giro 413 om søndagen siddende på gulvtæppet ved radioen.

Naboer

I Mandemarke stod et vandværk, og det kunne få vand til at løbe nedad til os og hjælpe med at vande vores 4000 høns, når det virkede. Tørstige høns hakker hinanden til blods. (Det gamle pumpehus ved gadekæret er i 2011 blevet renoveret til et lille informationscenter).

Grise gør lidt det samme. Dem havde vi ikke, men første gang jeg så genboen Verner Torpe, var da han kom på sin lille grå Ferguson og hentede vand til sine grise. Vores vandforsyning var bedre end hans.

Torpes blev nogle af mine forældres bedste venner resten af livet. De små grå Ferguson traktorer var en del af Marshall hjælpen efter krigen, der egentlig smurte den amerikanske industri. Vi havde dem ikke på gården, men naboerne havde.

Fra gården kunne vi se, at de ovre hos Verner Torpe havde en drage hængende højt. Den hang uafbrudt hele døgnet. Så min far lavede en stor drage til mig af trælister og brunt pakkepapir. Den fløj jeg med i østenvind. Den var så stor, at jeg måtte holde fast i poplerne for ikke at blive trukket videre ud på marken.

På gården ved siden af Verner Torpes lå Gretes fars gård. Hun havde 2 brødre. Den ældste havde en kajak. De kunne også imponere med en ravsamling. Meget store stykker som de undertiden så fra kysten og svømmede ud efter.

Overfor Verner Torpes indkørsel lå et bindingsværkshus tilhørende godset (Kraneledvej 5). Det blev lejet alle årene af de samme københavnere, familien Ingemann Petersen. De havde 3 børn: Torben, Gitte og Lars. Jeg var mest sammen med Lars, den yngste. Moderen var en stor, vældig rar kone, faktisk end del lig Bodil Udsen og med samme slags latter. Der var også altid hendes søster, der var nærmest smuk. De havde en amerikanerbil med en globus på næsen af kølerhjelmen, Studebaker 1950 formodentlig. Det hændte at de sejlede hjemmefra og ned til Klintholm havn i en Drage sejlbåd.

Huset de havde ved Søndergården var meget primitivt med das. En dag kom jeg over i haven der, og Lars var ved at grave et hul en tør sommer, lidt af en opgave. Han ville ikke fortælle formålet, og jeg vidste ikke noget om et das. Han krøb udenom: Plante et jordbær. Jeg foreslog jordhule.

Husdyrene

På gården havde vi altid katte. I begyndelsen havde vi 2 hvide albino katte. Min far tog et par billeder af dem i sne med sit gamle bokskamera. Meget godt sete billeder faktisk, albino katte i sne. Den ene havde en mørk plet i panden. Den fandt sig i at jeg forsøgte at skrubbe den af med en neglebørste, men mor stoppede mig.

Senere var det mere stribede landkatte, som jeg stadig synes vældig godt om.

John med en yndlingskatVi havde kaniner i en række bure op ad kofolden. Om vinteren kunne de godt være inde i den gamle hestestald. Vi havde en krydsning med en vædderkanin, som var udlånt af Joel der var søn af fodermester Hermansen på Klintholm fra 1947. Den hed Basse og vi var meget glad for den. Af og til fik den lov til at rende løs rundt i haven. Til sidst kom den dog også afsted med vognen, der hentede høns til slagteriet. Vi var blevet overtalt igennem lang tid af Ulla von Pein med at den var for fed. Vi tjente lidt lommepenge på afregningen.

Ulla von Pein var kusine til min far, gift med Birger von Pein, kaldet onkel Bisse. Onkel Bisse gav mig min første lille fuglebog den 6/4 1957 med signatur ’Onkel Bisse, 6 graders frost’. Han havde en båndoptager med, som vi prøvede at tale i mikrofon til.

Fritid

Det lå i tiden, at man skulle have et hjemmeværn. Det deltog min far da også i ligesom gårdens karle. De holdt af og til øvelser omkring Søndergården. Det knaldede og bragede, og jeg var glad for de tomme patronhylstre, som man kunne fløjte med. De havde også bajonetter til at sætte på.

Efter 1960 fik vi købt en Opel Rekord 1960 model. Jeg har mange år senere været på Cuba, og erfaret at den model har Opel antagelig blev lavet som en nedskaleret Chevrolet BelAir 1956. Det er samme hajgab og bagparti m.m. Den var sort med hvidt tag og med hvide dæksider. Tre fremadgående gear havde den som ratgear. Den var min far utrolig glad for. Han fik lavet en opvarmet garage med luftindtag fra fyret i karlebygningen, og af og til gik han ud i garagen om aftenen og nød den. Den kostede 17.000. De havde den til efter min gymnasietid, måske 1972-73. Så både Benedikte og jeg debuterede som bilister i den.

Da vi fik bilen kunne vi køre i kirke næsten hver søndag. Der sang jeg så højt, at folk kiggede og smilede. Præsten var en ældre, rund mand med runde briller, Kjeld Holger Høyberg (1933-64).

Det lå i tiden at køre ud med madkurv. Man havde ofte et lille bordsæt i bagagerummet. Den flade kasse af træ var et bord med ben til at klappe ud, og der var klapstole i også. Ofte sad man ikke ret langt fra trafikken. Vi havde dog ikke sådan et sæt. Vi var alle unge nok til at kunne tåle at ligge eller sidde på et tæppe. Busene Have var et yndet mål.

Far satte stor pris på disse madkurvsture igennem hele livet. Vi havde termokande med kaffe, andre drikkevarer og en lille kuffert med hylder til højt belagt smørrebrød.

Skolen og kammerater

I Kraneled lå en lille forskole (Gurkebakken 1) med én lærerinde, Astrid Nielsen, boende i den anden ende af bygningen. Der var ét klasseværelse og 3 årgange med samme lærer. Der er et klassebillede med alle elever siddende på trappen. I min klasse var 5 drenge og 3 piger.

Min storesøster Benedikte begyndte jo året før mig, og jeg savnede hende meget. Så jeg gik til noget check i klasseværelset – opmærksomhed, kunne sidde stille eller lignende – da jeg var 6. Så jeg fik lov at begynde i skolen som 6 årig, men jeg blev 7 i måneden efter. I min klasse var der Sonja, Lillian, Bente Thomsen, Frands Baandhøj som er en af mine få facebook venner, Svend, Bent og Palle, samt en fyr jeg ikke længere husker navnet på, måske Willy? (Se klassebilledet nedenfor fra 1959-60). Vi cyklede til skole på hver sin røde cykel.

Palle i klassen, søn af en skovarbejder fra godset, og hans kammerat Bent var der jævnligt problemer med. Palle var nærmest bandeleder og kunne uddele trussel om tæsk ved Brugsen på vejen hjem. Den praksis fortsatte han senere også med på centralskolen, lige indtil pigerne blev mere interessante og han fik læderjakke og motorcykel. Jeg var glad for at komme væk fra ham i 1962.

Af og til var der tæsk i luften fra Palle og Bent. Så fik jeg nervøs mavepine. Men jeg fandt da ud af at køre en anden vej hjem, så de kom til at vente forgæves ved Brugsen (Kraneledvej 20). Jeg kørte lidt ned imod Skansebakken og tog vejen forbi Baandhøjgård og ud på Kraneledvejen igen. Jeg fortalte aldrig dette til far og mor. Måske fordi jeg ikke fik tydelige mærker. De kunne ikke banke mig.

En anden gang havde jeg ikke undgået mødet ved Brugsen og var ret presset, men da kom Møns Omnibusser forbi, og chaufføren Richard Andersen fik sagt nogle myndige ord til flokken, og så jeg kunne komme afsted hjemad. Men jeg har hørt, at det ødelagde hele skoletiden for Svend. Det har min mor fortalt.

Frands var jeg kammerat med, og jeg har overnattet mindst en gang på hans mors hotel – Sølyst. Vi legede sæbekassebil og kørte ned ad Gurkebakken bl.a. Det er den op til Høvblege fra Kraneled. Frands havde 3 ældre søskende, 2 piger og storebror John. (Læs også historien om John Baandhøj og hans familie og Sølyst). Når vi kørte ned ad bakken forbi skolen, var det sjovest at fortsætte lige over krydset ved Kraneledvej. Så den ene holdt udkig og varskoede, hvis der kom en bil, så man kunne sætte fødderne ned og bremse. Da vi fortalte om det ved frokostbordet, nedlagde John forbud mod dette, at den ene havde det ansvar på sig.

Min far og mor holdt sølvbryllup på hotel Sølyst 6. april 1973 eller tæt på denne bryllupsdag, og Benedikte arbejdede lidt på hotellet en sommer, hvor vi var flyttet ud på Skovlygård. Måske sommeren 1970.

Lærerinde Astrid Nielsen og klassen i læserækkefølge: Lillian, Bente Thomsen, John Knuhtsen, Willy ?, Sonja, Frands Båndhøj (Sølyst), Svend, Bent, Palle Nielsen

Lærerinden Astrid Nielsen kom lidt i vores hjem.

Hun havde selv TV, og vi sad engang – hele skolen – inde i hendes bolig på gulvtæppet og så noget kongeligt fra England. Jeg har ikke rigtigt kunne greje hvilken begivenhed, det kan have været sidst i 50’erne. Omkring 1960 fik Astrid Nielsen en hjerneblødning.

Så fik vi en yngre vikar, rødhårede frk. Olsen. Hun kom også i vores hjem. Jeg husker en skoleudflugt med hende til Høvblege, hvor jeg bl.a. var langt nede i Kongens køkken, et jordfaldshul bag bakken imod skoven, sammen med Flemming fra Benediktes klasse. Han boede også på en gård lige på den anden side af vejen, og kendte det vel rigtig godt.

Lærerindevikar frk. Olsen og 2 klasser sammen (bemærk sutskoene) i læserækkefølge: Lillian, Benedikte, Bent, Frands, Palle, frk. Olsen, Flemming, Sonja, Lone, Bente, Grethe, Svend, John, Jens Martin Torpe.

Der var perlegrus/rald i skolegården, og jeg faldt ofte og slog knæet. Man havde ofte korte bukser indtil sneen kom, og der skulle plaster på. Jeg blev truet med at skulle betale det selv.

Benedikte og jeg cyklede de godt 1 km til skole på hver sin røde cykel. Vi sang mange salmer i skolen. Jeg husker især morgensangen ‘I østen stiger solen op’. Jeg tog den meget billedligt for en beskrivelse af min pragtfulde skolevej langs kysten med en flot udsigt over bugten. Det var jo Østmøn. Der blev undervist i religion, og det opfattede jeg også meget billedligt, som en lang stige der gik op i himlen og med engle og stjerner.

Men jeg husker også fra min skolevej, at der ofte lå 2-3 destroyere i samme bugt. Det var under den kolde krig.

Af og til kom vagabonden Aage gående ned ad Gurkebakken forbi skolen. Han var huleboer oppe i Klinteskoven, men jeg har kun set billede af hulen i avisen. Han var vist ude på noget gratis hos byens damer, for det chokerede os skolebørn, at han havde dilleren hængende ude.

Efter et års tid med frk. Olsen blev forskolen nedlagt, og vi kom ind under Magleby Centralskole. Der var jeg kun ca. 1/2 år, så flyttede vi til Langebæk. Jeg kan huske, at vi byttede tyggegummi mærker i skolegården med bl.a. Elvis Presley og Tommy Steele. Det var ikke noget, jeg kendte hjemmefra. Der var bibliotek på skolen, og jeg lånte nogle gode børnebøger.

Skolelederen var lærer Rasmussen med frue. De havde sønnen Viggo, som desværre mange år senere druknede i Klintholm havn med en optimistjolle.

Lægen

I forbindelse med min tilskadekomst med armen er det værd at nævne den lokale læge, doktor Fenger. Han boede i en stor villa bag bryggeriet i Borre i Svenskestræde, hvor vi fik lavet æblemost af nedfaldsæblerne. Det var en meget høj, skaldet mand med udstående, enkeltstående fortænder. Når man sad i venteværelset og ventede og det blev ens tur, sagde han: ”Kom baaare indenfor, jeg bider ikke!”

Men afholdt var han da. Han udskrev c-vitaminer i store mængder til mig generelt. Engang jeg kom op til ham med et sår på armen, ville han komme rød jod på. Det ville jeg ikke have, for det var tøsejod. Nej, det er tigerblod, sagde han, og så rakte jeg velvilligt armen frem.

Han havde en amerikanerbil – angiveligt en Ford Fairline – med flyvinger set bagfra. Prøv at google billeder ’ford fairline wings’ – hvis ikke det var en Chevrolet BelAir 1959. Den var så bred, at den kun lige kunne køre igennem Torpes gårdport. Scavenius havde samme dille med amerikanerbiler.

Summa summarum

I 1962 flyttede vi til Langebækgård på Sydsjælland til en for en dreng endnu bedre tumleplads. Dog uden ung pige i huset – et stort savn. Efter 6 år der fik det også en ende.

Så var denne livsform med en stor fribolig og mange naturalier måske opbrugt for os. Min far blev så gårdejer fra 1969.

Ja, faktisk er et helt landbosamfund forsvundet samtidigt. Skoler på landet er over hele landet blevet nedlagt. På Østmøn gælder det Kraneled Forskole og Magleby Centralskole. Der er ikke længere ret mange mennesker beskæftiget i landbruget, og der er 20 gange færre gårde. Uanset at børnene i landbosamfundet dengang på mange måder havde ideelle opvækstmuligheder for at udvikle sig til dygtige og kreative mennesker, så arbejder de i dag i andre brancher.

Jeg vil så afrunde med digtet ’Det lysner over agres felt’ fra 1915 af Ludvig Holstein, som var født på Langebækgård i 1864, hvor bækken var min legeplads, da jeg boede der.

Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store bælt
med sol på kirkegavle.

Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.

Vel! Ræk mig da, o efterår,
En gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.

Og det er al den jord, jeg har,
og alt hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.