Om Klintholm Gods og et kort fra 1823 (Nyt 2/2020)

Klik på billedet, hvis du vil springe direkte ned til kortet fra 1823

Tænk, hvad der i 2017 kan dukke op på et pulterkammer: Et gammelt, gulnet kort fra 1823 over hele Klintholm Gods!

Det giver anledning til først at fortælle lidt om godsets historie fra det i 1798 blev overtaget af familien Scavenius.

Dernæst kommer selve historien om det gamle kort fra 1823 (spring til afsnit).

Efter denne historie kommer en alternativ historie om godset og familien Scavenius, som hjemmesiden er kommet i besiddelse af. Selv om historien overlapper den umiddelbart følgende historie, indeholder den også mange interessante nye oplysninger og perspektiver (link til historien).

Der afsluttes med en kronologisk gengivelse i skemaform af begivenhederne i godsets historie fra 1769 til 2000 (link til afsnittet).

Om Klintholm Gods og familien Scavenius

(Bemærk at afsnittets links er til Wikipedia – eller smukkere opsat på Wikiwand).

I 1798 blev godset købt af justitsråd Jacob Pedersen Brønnum Scavenius, som i forvejen ejede Gjorslev med Stevns KlintSøholm og Erikstrup ved investering af en formue optjent i Ostindien. Hvordan han optjente sin betydelige formue er der forskellige teorier om. Den pæneste er, at hans formue havde forbindelse med at danske skibe var neutrale, da der var krig mellem englændere og indere, hvorfor englænderne kunne benytte sig af neutrale skibe med dansk flag til at trække enorme værdier ud af landet. Jacob blev boende på Gjorslev med sin hustru Karine Lucia Debes og havde yderligere en residens i Skindergade i København.

I årene 1801-04 udskiftede han de 4 omkringliggende landsbyer – BuseneMandemarkeBusemarke og Magleby – og af overskudsjorden oprettede han 8 nye husjordlodder. Udskiftningen var dog ikke ensbetydende med salg, alene en omfordeling af landbrugsarealerne i forbindelse med udflytning af gårde fra de 4 landsbyer.

I årene indtil sin død opkøbte Jacob flere ejendomme på Møn. Således blev Borre enge, Magleby Overdrev, Busene Haver, Stubberup Haver, Bøgeholt, Bjergene, Råby Ovede, Tiendegården, Stubberup by samt Elmelunde Kirke opkøbt og føjet til Klintholms jorder, og godset bestod efterhånden af 81 gårde, 101 huslodder, Øster Mølle (nedlagt efter en brand), en skole i Mandemarke (der som man kan læse under historien om den tidligere skole på Skovstrædet 2 har været ejet af en Scavenius siden 1798, bortset fra perioden 1931-1947) samt to kirker.

Ved Jacobs død i 1820 overtog enken Karine Lucie Debes driften af Klintholm og fortsatte med at udbygge godset. I 1819 var købmand Staals driftsbygninger på hovedgården brændt, så hun byggede en ny lade og en ny stald. Fanefjord Kirke blev købt i 1825. Desuden blev der opført to bindingsværksboliger, et skovriderhus, et kalkbrænderi, et teglværk, en tømrerbolig, en murermesterbolig, et hus ved Trylledansen i Klinteskoven, et hus i Normannsmarken, et hus i Møllemarken og en degnebolig i Magleby.

Kortet over Klintholm Gods, som er dukket op, er dateret 1923 og skulle således afspejle godsets omfang ved Jacob Brønnum Scavenius’ død. Som man kan se af kortet nedenfor omfattede det hovedparten af Østmøn, men bl.a. ikke jorderne der hørte til Ålebæk og Nyborre.

Klintholm Gods har ifølge historien opkøbt to kirker, både Elmelunde kirke og Fanefjord kirke. Og hvad der ikke er blevet nævnt i Wikipedia er at Magleby kirke ved salget af krongodset i 1777 – inden Jacobs overtagelse af godset – også har været afhændet til Klintholm (jfr. Nationalmuseet). Klintholm gods må have haft noget med kirker, for Fanefjord kirke på den modsatte side af Møn ejedes i over 100 år af Klintholm gods indtil kirken i 1914 blev overdraget til sognet, ligesom Magleby kirke overgik til selveje 7. April 1910, som man kan læse om under historien her på hjemmesiden om Magleby kirke. Elmelunde kirke hørte under Klintholm fra 1820 til 1916.

Det var vist ikke helt sædvanligt at et gods i starten af 1800-tallet, som allerede ejede den nærliggende kirke, som man sikkert selv brugte at komme i, yderligere skulle erhverve 2 kirker! Man kunne næsten fristes til at tro at Jacob, hvis betydelige formue var hjembragt fra Dansk Ostindien uden at man har sikker viden om hvordan den blev erhvervet, har haft et usædvanligt stort behov for at komme til at stå sig godt med Vorherre!

Da Jacobs kone Karine døde fem år efter i 1825, blev godserne på Sjælland overdraget til den ældste søn, Peder Brønnum Scavenius, mens Klintholm overgik til den næstældste, Lucas Frederik Scavenius, som imidlertid året efter solgte godset til sin ældre broder. Peder ejede godset i perioden 1826-1864. Til erstatning for den hovedbygning, som var brændt i 1819, opførtes i 1838 en ny hovedbygning kaldet Kammerherreboligen. I 1842 byggede Peder en stor lade med en port, som bærer hans initialer: P.B.S., som var hovedindgang til godsbygningerne og som er det første man ser, når man man kommer kørende op ad alleen til godset fra Klintholm Havnevej. Peder købte i 1833 de arealer, som blev rammen om Søndergård ved Klintholm Havn. (Læs også historien om Søndergård).

Ved Peders død i 1868, arvede sønnen Jacob Gjorslev og sønnen Carl Sophus Brønnum Scavenius arvede Klintholm, hvortil han flyttede året efter. Carl havde forinden giftet sig med Thyra Castonier, der var yngre søster til Jacobs hustru, Louise. Det betød, at Klintholm for første gang mens det var i familiens Scavenius eje blev fast beboet af sin ejer.

I 1873-75 lod Carl opføre en ny hovedbygning i hollandsk renæssancestil efter tegninger af arkitekt August Klein og delvis finansieret ved salg af fæstegårde. Den ny hovedbygning havde karakter af et lille slot ikke ulig Rosenborg. I 1940’erne blev der konstateret ægte hussvamp i den nye hovedbygning. Gentagne forsøg på at bekæmpe svampen hjalp ikke, og da familien i 1964 flyttede over i Kammerherreboligen, fik svampen optimale vækstbetingelser og spredte sig hurtigt til vitale dele af huset. I 1975-80 blev træværket i en stor del af kælderen fjernet, og i 1983 blev indboet solgt på auktion. I 1992 blev huset besigtiget af Miljøministeriets Fredningskontor, og det blev konstateret, at svampeangrebet nu var så fremskredet, at der ikke var mulighed for at frede bygningen. Den nye hovedbygning blev revet ned i 2000.

Da Carl døde i 1901, overtog enken Thyra driften af godset, indtil hun i 1918 overlod det til sønnen Sophus, som havde fungeret som godsforvalter siden 1900. Carl og Thyra havde givet deres søn det meget originale navn Carl Sophus Brønnum Scavenius, hvorfor han blev kaldt Sophus for ikke at skabe unødig forvirring i forhold til hans far, som nemlig også hed Carl Sophus Brønnum Scavenius (link til side med hans stamtræ). Da de fik 10 børn har der sikkert været rigeligt med navne at holde styr på.

Læs også historien om folketællingerne for Klintholm Hovedgaard i 1787, 1880 og 1906.

Ved Sophus død i 1945 blev godset overtaget af hans søn  Carl Christian Brønnum Scavenius. En af de første ting som Carl Christian gjorde var at få indlagt elektricitet på Godset. Det havde hans far Sophus nemlig været for nærig til at få gjort, og godset var dermed formentlig den sidste ejendom som trådte ind i den nye tidsalder. I det daglige blev Carl Christian kaldt ‘CC’ af de lokale. Hans største satsning indenfor landbruget var kødkvægproduktion, hvor Klintholm som de første i Danmark indførte Herefordkvæg. Helge Eskling som bor i Mandemarke var CC’s håndgangne mand i den forbindelse. Under CC blev turismen yderligere udviklet, og Hotel Hunosøgård blev moderniseret og udvidet, ligesom Camping Møns Klint, som var etableret i 1945, blev udviklet. Ved Møns Klint blev der opført cafeteria, museum og legeplads, og hotellet blev moderniseret. Familien Eskling har efter at kvægdriften blev opgivet, været forpagtere både af cafeteriet og Camping Møns Klint, som i dag bestyres af deres søn Ole, der også bor i Mandemarke.

Efter CC overtog hans eneste søn Carl Peter Brønnum Scavenius godset i 1972. CC fortsatte dog selv med at forestå driften af godset i yderligere 10 år til 1982. Peters to søstre måtte nøjes med hver at få et hus, Bente (Christina Brønnum) Scavenius i klitterne øst for Klintholm Havn, og Alette (Karine Brønnum) Scavenius stenhuset i Klinteskoven ved Karensby. Det er foreløbigt kun Bente som er blevet Ridder af Dannebrog!

I begyndelsen af 1980’erne blev Klintholm Gods fredet og Møns Klint solgt. En fredning havde tidligere været overvejet, idet Thyra i 1917 havde tilbudt Rigsdagen at frede Møns Klint mod en erstatning på 145.000 kr., hvilket blev afslået. Ifølge Danmarks Statistiks prisberegner, skulle beløbet svare til ca. 2,5 million kr. i 1980’erne. Da Carl Christian Scavenius i 1973 truede med at udvinde grus fra Mandemarke Bakker, blev sagen imidlertid igen taget op. I 1980 blev Møns Klint solgt til staten, Jydelejet blev overtaget af staten i 1983, og staten købte i 1992 Høvblege og Mandemarke Bakker. Godsets økonomi blev rationaliseret i løbet af 1980’erne ved salg af Råby Ovede, Risbækhusene og husene ved Søndergård, Kobbelgården og Humlegården, og i 1991 blev jorden til Langebjerggård solgt fra.

Nederst på denne side følger i skemaform en kronologisk gengivelse af begivenhederne i Klintholm Gods historie fra 1769-2000 (klik HER for at springe ned til afsnittet).

I 2007 påbegyndtes generationsskiftet fra Peter til sønnen Carl Gustav Jacob Brønnum Scavenius, således at en del (størstedelen?) af godset ejes af Carl Gustav, der i 2015 også selv flyttede ind i den gamle Kammerherrebolig sammen med sin kone Inger Marie Kirketerp Scavenius og deres børn, mens Peter har fået bygget et nyt og moderne hus ved Klintholm Havn med udsigt over Borre Mose. Igennem de ca. 40 år Peter havde drevet Klintholm Gods, havde familien dog boet i København, således at han måtte pendle frem og tilbage. Carl Gustav er således ikke selv opvokset på godset, men har altså nu i modsætning til mange af de tidligere ejere af Klintholm taget bopæl på godset. Læs også historien Klintholm Hovedgaard – 1906, 1880 og 1787 (link til afsnittet om 1906).

I en reportage i Politiken den 24/2 2019 med overskriften “Et arvestykke kan også være et 220 år gammelt gods på en Mark på Møn” fortæller de, at køkkenet som det eneste måtte moderniseres inden de flyttede ind, da det var en del år siden en familie med mindre børn havde boet fast på godset. I artiklen nævnes også at godset i 1950’erne havde 110 ansatte: Malkepiger, køkkenfolk, landbrugs- og skovmedarbejdere, mejeriarbejdere, oldfruer og chauffører. I dag er der 10, så virkeligheden som godsejere i dag er altså en markant anden. Som Carl Gustav selv udtrykker det i reportagen: “Som moderne godsejer skal man vide en masse om en masse, man ikke nødvendigvis har forstand på.”

Til TOP

Kortet over Klintholm Gods i 1823

Vi har hidtil her på hjemmesiden kun haft kendskab til det særlige kort der i 1798 blev udfærdiget i forbindelse med Jacob Brønnum Scavenius overtagelse af godset. Kortet omfattede kun ‘Mandemarche Byes Jorder’, som der så smukt står på kortets øverste højre hjørne, altså det der i dag er ‘ejerlavet Mandemarke By’, som området fra Mandemarke og ned til kysten betegnes – se og læs mere om ‘Hvad der hører til Mandemarke by’(åbnes i ny fane).

Det meget detaljerede kort blev benyttet i de næste ca. 75 år til at registrere ændringer med hensyn til de aftegnede huse og navne m.v. på brugerne af de enkelte jordlodder. Der blev slået streger over huse og bygninger, når de blev fjernet, og der blev tilføjet nye navne på de små marklodder – eller blev tilføjet “‘s Enke” – når der kom nye fæstere til.

Læs også hele historien om kortet fra 1798 her på hjemmesiden (åbnes i ny fane). Ved at følge linket nedenfor kan du via Geodatastyrelsens side for historiske kort åbne 1798-kortet på en ny fane: Kort opmålt af Engelbrecht Waager Knoph i 1798 som var gældende til 1860. Her kan du selv kan lave udsnit og forstørre dem – meget! Sæt markøren i øverste venstre hjørne og træk til du har det ønskede udsnit, slip så. Du kan også zoome ud ved at vælge ‘Navigation -‘ i stedet for ‘Navigation +’.

Det nyfundne kort fra 1823 viser forholdene 25 år senere. 

Kortet er kopieret af H.G.Wegge og er ikke lige så detaljeret som kortet fra 1798. Det fremgår heller ikke hvornår og fra hvad det er kopieret.

Således er der f.eks. ikke gjort forsøg på at indtegne af gårdene efter udskiftningen, bortset fra gården på Skansevej 1 på matr. 17 (der er markeret på helt samme måde som på det gamle 1798-kort, der derfor sikkert har været dannet grundlag for Wegges kort).

Til gengæld giver dette kort et overblik over Klintholm Gods’ samlede jordbesiddelser i 1823. Som det fremgik af historien ovenfor, udvidede Jacob også godsets besiddelser i løbet af de ca. 25  år der gik efter hans erhvervelse af godset i 1798 indtil hans død i 1820.

Tættere på – Klik på kortet for at forstørre det – Klik igen for MEGET STOR forstørrelse

Klik her for at åbne kortet på ny fane og klik igen! Praktisk, hvis du selv vil studere kortet i detaljer!

På det store kort findes mange interessante navne, bl.a. på markerne.

Gunildsbjerg (link til historien her på hjemmesiden) er på kortet her stavet ‘Gudnildsbjerg’, men med østmønsk dialekt bliver det første d vist også stumt, og så er der jo ikke noget at sige til navnets udvikling. På Sognekort for Magleby fra 1816 (åbnes på ny fane) kaldes bakken i øvrigt ‘Gudnils Bierg’!

Du vil forgæves kigge efter Klintholm Havn, som først  blev etableret af Klintholm Gods i 1878 under ledelse af kammerherre C. S. Scavenius (link til Wikipedia). Havnen skulle fungere som udskibningshavn for godsets leverancer af bl.a. kridt. På havnen byggedes pakhus, skibshandel og kro. I 1918 blev havnen solgt til kommunen, og gradvist overtog og udviklede fiskerbefolkningen selv havnen med bl.a. ophalerbedding og fællessalg. Også turismen kom til.

Udsnit af ejerlavet Mandemarke samt af selve Mandemarke i 1823:

Udsnit med Mandemarke ejerlav

Landsbyen Mandemarke 1823

Man kan her se det gamle gadekær, som den gang – naturligvis – lå midt i landsbyen (den lille cirkel). Bemærk også vejføringen – både nord for landsbyen mod Klintholm Gods samt vejen øst om landsbyen. Så der er da sket noget i de forløbne små 200 år!

Til TOP

Og så er hjemmesiden kommet i besiddelse af en alternativ version af historien om Klintholm gods og familien Scavenius, som delvis overlapper ovenstående men også har mange interessante nye oplysninger og perspektiver:

Familien Scavenius på Klintholm gods fra 1798 til 2000

I 1769 blev det mønske krongods opdelt i 5 hovedgårde, hvoraf Klintholm blev gods nr. 5.

I 1798 kom Klintholm Gods i Scavenius slægtens besiddelse. Den første Scavenius var Jacob Pedersen Brønnum Scavenius (1798-1820).  Navnet Scavenius betyder manden fra Skagen. Jacob, der var 9. barn af Peder Christensen Brønnum, begyndte at studere teologi i København, selvom det egentlig var jura, der interesserede ham. I 1775 opgav han studierne og tog job i Rentekammeret. Året efter blev han assistent i Asiatisk Kompagni for i 1779 efter en rejse til Indien at blive faktor (nærmest 1. assistent) i den danske koloni Frederiksnagore – nord for Calcutta, hvor han virkede i 13 år. Hans tipoldebarn Carl Christian Scavenius har i et interview oplyst, at hans løn var 1000 rigsdaler om året.

I 1792 vendte han tilbage til Danmark med en rigdom på to tønder guld (ca. 200.000 rigsdaler). Omtalte Carl Christian forsøgte under et besøg i Trankebar at finde frem til en forklaring på baggrunden for denne store formue, men uden resultat.  ”Institut for samfund og Kultur”, Aarhus Universitet, giver følgende ledetråd:

”Serampore, der også var kendt under navnet Frederiksnagore, var en dansk-norsk loge (et handelskontor) ved Hughli-floden i Bengalen. Logen blev oprettet i 1755 efter aftale med nawab’en af Bengalen, og den forblev dansk indtil 1845. Baggrunden for etableringen var, at Danmark-Norge ønskede at deltage i handelen med det, der på dette tidspunkt var Indiens rigeste provins, Bengalen. Umiddelbart efter overtog det britiske East India Company kontrollen med Bengalen, og nærheden til den britiske hovedby Calcutta, der blot lå 20 kilometer borte, fik stor betydning for Serampore.

I anden halvdel af 1700-tallet blev Bengalen det væsentligste handelsområde i Indien, og Serampores handel overgik efterhånden handelen på det danske hovedsæde Trankebar, der lå i Sydindien. Serampore blev et centrum for tilbageførsel til Europa af de formuer, som engelske koloniembedsmænd havde optjent på illegal vis. Aktiviteterne i logen kulminerede under stormagtkrigene i slutningen af 1700-tallet, hvor sejlads under det neutrale danske flag var efterspurgt.” (fremhævelsen er min).

Nawab var en traditionel fyrstetitel med arabisk udspring, som blev anvendt blandt muslimske herskere i Indien, herunder Bengalen.

Efter sin hjemkomst investerede Jacob sin formue ved erhvervelse af Gjorslev Gods (med Stevns Klint), Søholm Gods og Erikstrup Gods. Endnu et halvt år efter blev han viet til Karine Lucie Debes, som medbragte en medgift på omkring 80.000 rigsdaler.

Med henblik på at udvikle kridtstensbrydningen effektivt købte han Klintholm i 1798, men i modsætning til Stevns Klint viste Møns Klints kridt sig ubrugeligt til byggeri. Han blev som flere efterfølgere i slægten boende på Gjorslev med sin familie.

I årene indtil hans død opkøbte han flere ejendomme på Møn, således at godset kom til at bestå af 81 gårde, 101 huslodder, Øster Mølle (nedlagt efter en brand), en skole i Mandemarke (i dag ombygget til beboelsesejendom) samt to kirker.

Ved hans død i 1820 overtog enken Karine driften af Klintholm til sin død i 1825. Hun fortsatte med at udbygge godset.

Efter Karines død blev godserne på Sjælland overdraget til den ældste søn, Peder Brønnum Scavenius, mens Klintholm overgik til den næstældste søn, Lucas Frederik Scavenius, som imidlertid året efter solgte godset til den ældre broder, som ejede dette gods fra 1826 til 1864. Derfor bogstaverne PBS på indkørselsportalen til godset.

Med Peder Scavenius fik slægten yderligere social opdrift. Juristen Peder Scavenius var en politisk begavelse, og han bestred gennem livet en del betydningsfulde poster, hvor han bl.a. kæmpede for ejendomsrettens ukrænkelighed. I perioden 1834-48 var han indvalgt i Roskilde Stænderforsamling, og han blev kongevalgt medlem af den grundlovsgivende rigsforsamling. Han var medstifter af Godsejerforeningen, som han var formand for i 20 år. Denne store personlighed blev kammerherre i 1840, og i 1843 blev han adlet.

For at forstå slægtens politiske betydning bør ikke glemme Peders to døtre Jacobine og Anna Christine. Den yngste Jacobine blev gift med etatsråd Hector Frederik Estrup, med hvem hun fik den senere for vores forfatningshistorie betydningsfulde politiker, konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup, som var politisk leder under Provisorietiden. Jacobine døde allerede som 29, hvorefter enkemanden giftede sig med den ældre søster Anna Christine. Historikeren Hector Frederik Estrup var i en periode direktør for Sorø Akademi.  

Ved Peders død i 1868 arvede sønnen Jacob Gjorslev og sønnen Carl Klintholm, hvortil han flyttede året efter. For første gang bosatte en Scavenius sig således på Klintholm, hvilket skulle få betydning for udviklingen – også i forhold til udnyttelse af naturen – på Møn. Klintholm Gods havde ikke været en så god investering som godserne på Sjælland.

Jeg vil ikke bruge meget plads til nærmere at omtale Jacob Scavenius, selvom han ud fra et historisk synspunkt blev en af de mest bemærkelsesværdige politikere i slægtens historie. Han stod oprindeligt Bondevennerne nær og var i stærk opposition til De Nationalliberale. Da Det forenede Venstre blev stiftet i 1870, brød han fuldstændigt med sine gamle allierede, Bondevennerne, og sluttede sig nu til den konservative fløj i Folketinget. I 1880 blev han kultusminister (svarende til kirke- og undervisningsminister) i fætteren J.B.S. Estrups regering, og han blev her, stærkt påvirket af nederlaget i 1864, ministeriets mest forsvarsivrige medlem. Selv om han var én af de udprægede “kampministre”, fik han på grund af sin saglige tilgang til problemerne vedtaget værdifulde love for kulturlivet på trods af provisorie- og visnepolitik. Da tilnærmelserne mellem Folketingets fløje begyndte at spire, måtte Jacob Scavenius som den største torn i øjet på oppositionen ofres, og han måtte forlade ministeriet i 1891. Han opnåede at blive storkorsridder.

I en biografi fra 2013 omtales baggrunden for hans afsked således:

”Den 6. juli 1891 afskedigede konseilspræsident J.B.S. Estrup sin 13 år yngre fætter, kultusminister Jakob Scavenius. Forud havde landets største dagblad Aftenbladet afsløret, hvordan Scavenius i en opsigtsvækkende retssag om et påstået bordelbesøg havde købt flere kronvidner til tavshed. Sagen er et tidligt eksempel på en toppolitiker, der via pressens afsløringer blev fældet af privatlivet.”

Den yngre bror Carl Sophus Brønnum Scavenius (1864-1901) blev gift med Thyra Castonier, der var en yngre søster til broderen Jacobs hustru, Louise. Det blev i Carls tid, at der blev påbegyndt en udvikling af en turisme på Klintholm. Bl.a. blev Hunosøgård, Stengården, Langebjerggård og Søbadet i Klintholm Havn indrettet som pensionater.

Store Klint var forpagtet ud til R.B. Christensen, Stege, som opførte en pavillon og et hotel på stedet. Senere overgik forvaltningen af dette område til Klintholm Gods.

Det var også denne godsejer, som anlagde Klintholm Havn, som efter planerne skulle fungere som udskibningshavn til Tyskland. På dette tidspunkt var der etableret en jernbaneforbindelse til Vordingborg, medens Gedser Havn endnu ikke var anlagt. Godsejerens vision gik ud på at få bygget en bro fra Sjælland til Møn samt etableret en jernbaneforbindelse fra Vordingborg til Klintholm Havn.

Dette lykkedes ikke på grund af lokal modstand, og bl.a. derfor flyttede godsejeren i 1890 med familien til København og kom herefter kun på Klintholm i sommerhalvåret. Parret fik 10 børn, som alle blev født på Klintholm, heriblandt Erik Scavenius (1877-1962), den senere statsminister.

Den lokale modstand blev støttet (og måske inspireret) af folketingsmand og sognerådsformand Frede Bojsen (1841 – 1926), som byggede Rødkilde Højskole (nu teaterskolen) ved Stege. Han var et meget betydningsfuldt medlem af partiet Venstre, og man kan let forestille sig, at det lå i hans politiske gener at spænde ben for den magtfulde slægt Scavenius, selvom Carl ikke havde været politisk aktiv. Men det havde Carls far Peder, broderen Jacob samt fætteren Estrup. Det var i provisorietiden, hvor ingen venstremand kunne acceptere fremgang for en godsejer som Carl Scavenius. I øvrigt havde Frede Bojsen sine egne fredningsinteresser at fremme på Ulvshale.

Det var også Carl som indledte ødelæggelsen af den smukke klint ved i erhvervsmæssigt øjemed, bl.a. at fjerne ufattelig store mængder sten fra den tørre strand ved klintens fod. Denne stenvold og stene i havstokken havde indtil da beskyttet klinten mod havet og dets til tider meget voldsomme bølger, som bygges op i Baltikum. Klintholm Havn blev anlagt med store sten fra bl.a. Kriegers flak øst for Møn og Bjelkes Flak syd for Møn.

Da Carl Christian Brønnum døde i 1901, overtog enken Thyra driften af godset, indtil hun i 1918 overlod det til sønnen Sophus, som havde fungeret som godsforvalter siden 1900. Det var denne søn, der i 1904 – som senere omtalt – deltog i det møde i København, hvor geologen V. Hintze forgæves advarede mod konsekvenserne af fjernelse af klintens beskyttelse.

I 1945 blev godset overdraget til sønnen Carl Christian Brønnum Scavenius (1945-1972), som med sin ægtefælle bosatte sig i den nye hovedbygning. Carl Christians største satsning indenfor landbruget var kødkvægsproduktion, hvor Klintholm som det første landbrug i Danmark opdrættede Herefordkvæg.

Under Carl Christian blev turismen yderligere udviklet. Hotel Hunosøgård blev moderniseret og udvidet, ligesom Camping Møns Klint, som var etableret i 1945, tilsvarende – ved ulovlig fjernelse af nogle kæmpehøje – blev udvidet. Ved Møns Klint blev skovpavillonen ved nogle uskønne bygningsændringer omdannet til et cafeteria.

Det var i denne godsejers tid at der blev gennemført en omfattende og meget uskøn landskabsforandring på Store Klint bl.a. ved en nivellering af arealet for at give plads til en motorbane. Fra denne godsejers tid stammer begrebet ”tivolisering af Klinten”, som har fået indpas i den lokale jargon.

Her er en kommentar fra en tilhænger af den forvandling, som blev gennemført af godsejeren:

”Jeg kan stadig se for mig, hvordan det var omkring 1970, hvor jeg var en voksen teenager og der var rigtig gang i adskillige aktiviteter på Møns Klint. I sommerperioderne blev der afholdt baller på Cafeteriaet. I området omkring legepladsen var der opstillet boder, hvor der kunne købes næsten alt, smukt iblandet med udstillinger og plancher over og med Klintens historie og diverse fund. Jeg erindrer også, at der blev forsøgt med et omrejsende tivoli i nogle år. Legepladsen blev indhegnet og samtidig gjort mere “børnevenlig” med bl.a. får, geder, kaniner og små heste – og de voksne kunne sidde og nyde den medbragte mad og/eller kaffe; mens ungerne løb omkring og legede. Ak ja – den gang var der skam stor og livlig aktivitet ved Store Klint …”

Og herefter en mere kritisk og negativ beskrivelse:

”I 1960erne blev området på Store Klint raseret af bulldozere fra Klintholm Gods – små høje blev sløjfet – store bøgetræer blev fælder – store parkeringsflader og nye trapper, stier og veje kom til. Den gamle pavillon fik en ”beton”-facade, der blev bygget små boder til Tivoli og kæledyr for børn, udsynet til havet gik tabt, alt i fremskridtets navn. I flere hundrede år havde området nærmest været et Guldalderlandskab”.

 Også en primitiv skilift på Aborrebjerget fik godsejeren på et tidspunkt etableret. Uden denne godsejers aktivitet til fremme af turismen, havde man ikke fået GeoCentret det pågældende sted.

I 1972 blev godset overdraget til sønnen Peter, men Carl Christian forsatte med at stå for driften indtil 1982, hvor sønnen Peter flyttede ind på Klintholm. Fra 2007 er godset formentlig af skattetekniske grunde overdraget til Carl Peter Brønnum Scavenius’ søn Carl Gustav Jacob Brønnum Scavenius.

I 1983 blev Klinteskoven og Høje Møn fredet, hvilket tidligere havde været overvejet, idet Thyra i 1917 havde tilbudt Rigsdagen at frede Møns Klint mod en erstatning på 145.000 kr., hvilket imidlertid blev afslået. Tidligere i 1980 var omfattende arealer på Østmøn blevet fredet.

I 1980 blev Møns Klint solgt til staten, Jydelejet blev overtaget af staten i 1983, og staten købte i 1992 Høvblege og Mandemarke Bakker, som godsejeren angiveligt havde truet med at anvende til udvinding af grus.

I 1940’erne blev der konstateret ægte hussvamp i den nye hovedbygning. Gentagne forsøg på at bekæmpe denne slog ikke til, og da familien i 1964 flyttede over i Kammerherreboligen, fik svampen optimale vækstbetingelser og spredte sig hurtigt til at omfatte vitale dele af huset. I 1975-80 blev træværket i en stor del af kælderen fjernet, og i 1983 blev indboet solgt på auktion. I 1992 blev huset besigtiget af Miljøministeriets Fredningskontor, og det blev konstateret, at svampeangrebet nu var så fremskredet, at der ikke var mulighed for at frede bygningen. Den nye hovedbygning blev revet ned i 2000.

Til TOP

Skematisk kronologisk oversigt over Klintholms historie

Med tak til en hjemmeside udarbejdet af fem lærerstuderende fra Den frie Lærerskole i Ollerup på Sydfyn som en del af et speciale  bringes her i skemaform en gengivelse af Klintholms gods historie kronologisk fra 1769 til 2000.

Årstal Begivenhed
1769 Det mønske krongods, som hidtil havde Klintholm under sig, opdeles i fem hovedgårde, hvoraf Klintholm blev gods nr. 5.

Klintholm udbydes til salg og kommer på auktion i Stege, hvor det bliver købt af Hans Tersling fra Falster for 50.000 rigsdaler.

1774 Klintholm bliver solgt videre til købmand Ditlev Staal fra Stubbekøbing for 42.358 rigsdaler.
Staal køber også ”Pølsegården”, som Tersling ikke havde kunnet overtage sammen med godset.
Staal bor sandsynligvis på ”Pølsegården”, mens de første bygninger opføres på Klintholm.
1778 Staal opfører: staldlænge, mejeri, lade, kornmagasin og et forvalterhus på Klintholm.
1788 Bygningerne var færdigbyggede, og Staal flytter til Klintholm.
1797 Staal dør på Klintholm.
1798 Staals enke sælger Klintholm gods til justitsråd (medlem af Højesteret) Jacob Brønnum Scavenius for 102.000 rigsdaler. J. B. Scavenius havde tjent pengene i Dansk Ostinden og ejede i forvejen Gjorslev med Stevns Klint, Søholm (Magleby Stevns Sogn) og Eriksstrup.
Han blev boende på Gjorslev med sin hustru Karine Lucia Debes og havde yderligere en lejlighed i Skindergade i København.
1801 De fire omkringliggende landsbyer – Busene, Mandemarke, Busemarke og Magleby bliver udskiftet. Af overskudsjorden oprettes otte nye husjordlodder.
Der tilføres en række bygninger til hovedgården.
1803 Stengården med en lade af kampesten bliver opført. I dag fungerer gården som Bed & Breakfast med mulighed for en bondegårdsferie.
. I løbet af J. B. Scavenius levetid opkøbes flere ejendomme på Møn og tilføres Klintholm: Borre enge, Magleby Overdrev, Busene Haver, Stubberup Haver, Bøgeholt, Bjergene, Råby Ovede, Tiendegården, Stubberup by samt Elmelunde Kirke.
Klintholm gods består nu af 81 gårde, 101 huslodder, Øster Mølle (nedlagt efter en brand), en skole i Mandemarke (i dag ombygget til beboelsesejendom) samt to kirker.
1819 Drifts- og hovedbygningerne på Klintholm hovedgård brænder.
1820 J. B. Scavenius dør.
Enken Karine overtager driften af Klintholm, bygger en ny lade og stald og fortsætter med at udbygge godset.
 

1825

Fanefjord Kirke, to bindingsværksboliger, et skovriderhus, et kalkbrænderi, et teglværk, en tømrerbolig, en murermesterbolig, et hus ved Trylledansen i Klinteskoven, et hus i Normannsmarken, et hus i Møllemarken og en degnebolig i Magleby købes.
Enken Karine dør.
Godserne på Sjælland overdrages til den ældste søn, Peder Brønnum Scavenius.
Klintholm gives til den næstældste, Lucas Frederik Scavenius.
1826 Lucas Frederik Scavenius sælger Klintholm gods til broderen Peder Brønnum Scavenius.
1833 Peder Scavenius køber de arealer, der senere bliver til Søndergård ved Klintholm Havn.
1838 Som erstatning for den hovedbygning, som var brændt i 1819, opførtes en ny hovedbygning kaldet Kammerherreboligen.
1842 Peder Scavenius bygger en stor lade med en port, som bærer hans initialer: P.B.S., og som fungerer som hovedindgang til godsbygningerne.
1868 Peder Scavenius dør.
Sønnen Jacob Scavenius arver Gjorslev, og sønnen Carl Scavenius arver Klintholm.
1869 Carl Scavenius, som er gift med Thyra Castonier, der var en yngre søster til Jacobs hustru, flytter ind på Klintholm, som nu for første gang siden Staal bebos fast af sin ejer.
1873 Carl Scavenius opfører en ny hovedbygning i hollandsk renæssancestil efter tegninger af arkitekt August Klein, og delvis finansieret ved salg af fæstegårde. Den ny hovedbygning havde karakter af et lille slot i stil med Rosenborg.
Carl Scavenius introducerede turismen på Klintholm. Hunosøgård, Stengården, Langebjerggård og Søbadet i Klintholm Havn blev indrettet som pensionater.
Kampestenshusene Klintholm Gl. Smedje og Stenhuset, også tegnet af August Klein, bygges i Karensby. Skovridergården og Kobbelgården opføres.
1878 Carl Scavenius starter bygningen af Klintholm Havn.
Havnen skulle fungere som udskibningshavn for godsets leverancer af bl.a. kridt til især Tyskland. På havnen byggedes pakhus, skibshandel og kro.
1890 Leverancen af kalk til Sjælland forudsatte bygning af en bro og etableringen af en jernbaneforbindelse. Pga. lokal modstand mislykkedes planerne med broen, hvilket får Carl Scavenius til at flytte med familien til København. Herefter kom familien kun på Klitholm i sommerhalvåret.
1901 Carl Scavenius dør.
Enken Thyra overtager driften af godset.
1914 Den Røde Lade opføres. Magasinbygningen og Skibsprovianteringen bygges i Klintholm Havn.
Store Klint er forpagtet ud til R.B. Christensen, som bygger både en pavillon og et hotel, som senere overgår til Klintholm. (Han hed rent faktisk Hans Christian Rasmus Christensen, og som man kan se af historien om Strædet 2 i Mandemarke flyttede han senere hertil).
Under Carl blev store dele af Jydelejet tilplantet med gran.
1918 Enken Thyra overlader Klintholm gods til sønnen Sophus, som havde fungeret som godsforvalter siden 1900.
Sophus var i 1908 blevet gift med Gerde Monrad Hansen (1886-1959) og boede i den gamle hovedbygning (Kammerherreboligen).
Klitholm havn sælges til kommunen, da den ikke havde fået den økonomiske betydning men snarere var blevet en belastning. Gradvist overtog og udviklede fiskerbefolkningen selv havnen med bl.a. ophalerbedding og fællessalg. Også turismen kom til.
Kirkerne bliver frigivet.
1945 Klintholm gods overdrages til sønnen Carl Christian Scavenius, som i 1943 var blevet gift med Birte Rist. De bosætter sig i den nye hovedbygning.
Turismen udbygges med Hotel Hunosøgård modernisering, opførelse af cafeteria, museum, legeplads og Camping Møns Klint.
1953 Kobbelgården blev indrettet som fåreavlsforsøgsstation under Statens Husdyrsbrugsudvalg
1962 Fåreavlen erstattes af kanindrift.
1966 Carl Christian bliver skilt, hvorefter han blev gift med Yvonne Westermann, og de flyttede over i den gamle hovedbygning fra 1838, delvist pga. udbredelsen af ægte hussvamp i den gamle hovedbygning.
1967 Den Røde Lade ødelægges i en efterårsstorm, hvor stumper af den spredtes rundt på Østmøn.
1970 Carl Christian Scavenius sælger Stubberup Have med sine 100 tdr. land skov til Dronning Margrethe II.
1972 I forbindelse med Danmarks indtrædelse i EU overdrages Klintholm gods til sønnen Peter, men Carl Christian fortsætter med at stå for driften.
1979 Peter overtager driften og flytter ind på Klintholm.
Danmarks første bestand af Herefordkvæg nedlægges.
1980 Klintholm Gods fredes. Råby Ovede, Risbækhusene, husene ved Søndergård, Kobbelgården og Humlegården sælges. Møns Klint, de mest bevaringsværdige overdrevsarealer (permanente græsningsarealer) og den del af skoven, der lå i umiddelbar tilknytning til Møns Klint, bliver solgt til staten.
1981 Al landbrugsdrift bliver bortforpagtet.
1983 Indboet i den nu hårdt medtagede hovedgård (svamp) bliver solgt på auktion.
Jydelejet bliver overtaget af staten.
1993 Stald og en lade med forpagterens maskinpark går til i en brandstorm.
I den forbindelse bliver en væsentlig del af landbrugsdriften taget tilbage og drevet direkte under Klintholm.
1992 Høvblege og Mandemarke Bakker købes af staten.
Miljøministeriets Fredningskontor besigtiger hovedgården og konstaterer, at svampeangrebet nu er så fremskredet, at der ikke er mulighed for at frede bygningen.
1999 Stormen den 3. december er ikke så hård ved Klintholm gods, som mange andre steder i landet, bl.a. fordi Klinteskoven mest består af løvtræer, som er mindre følsomme for vind.
Stormen får ingen indvirkning på driftplanerne, men hugsten sættes i bero indtil markedet stabiliserer sig igen.
2000 Hovedbygningen rives ned.

Til TOP