Østmønsk dialekt

Østmøn har (haft) sin egen dialekt, som nok forsvinder med de ældre, der har boet her siden de var børn.

I 1743 blev der udsendt et cirkulære til alle Danmarks amtmænd om at lade forfatte “hellere ganske udførlig end kort” en beskrivelse af hvert amt. På Møn afleverede amtmand Galkowsky en udførlig beskrivelse, hvorfra følgende skal citeres om sproget:

De besynderligste talemåder iblandt den gemene almue er: Når morgenstunden skal beskrives på den følgende dag siges: morg-ålv tidlig. Når årsagen til en gerning skal opskrives, hedder det: Det er putzet det. Tag mig den op – talemåden bruges, når den er spotsk over noget eller vrangvilling til noget. De ord, som ender på -n, udtales som der var intet n som bør for børn, kor for korn, skar for skarn. Når et enkelt v skal udtales med r efter, bliver det som f udsagt, nemlig vred som fred og således, vrang-vrinsk hedder frang-frinsk. Et sært ord er ellers meget brugeligt, nemlig hange. Da det vel har sin oprindelse af at hænges, bruges det dog for skæmt og som noget ganske uskyldigt som den store og stærke hange etc. Når de vil sige: kære søn, sige de sæn og det både til mands- og kvindepersoner uden forskel. I stedet for i aften: På stæn. En klædebørste: en klædetærskel.  …  Således og, for så vidt ingen kundskab og efterretning har været at erholde, under tilforladeligste måde at være forfattet testerer, Stege på Møn den 25. september 1743. Ch. S. Galkowsky (Kilde: Kirsten Lütchen-Lehn, Øvrighed og godtfolk, Beretninger fra det gamle Møn, 2011).

Østmønsk

I 1986 udgav Aa. H. Kampp: Mønsk. Som man talte på Vestmøn og Østmøn – for der var betydelig forskel på dialekten om man var fra den ene side af Noret eller den anden. Fra bogen følger nedenfor 3 eksempler på Østmønsk (ikke dem på Vestmønsk) – med ‘oversættelser’ til rigsdansk lige efter. De er alle på vers.

Herefter følger en lovprisning af Møn skrevet på vers fra en hjemvendt mønbo, Harald Bendsen i Kraneled. Den var trykt i Møns Dagblad den 10. marts 1941, og du skulle kunne forstå den uden hjælp (‘oversættelse’), når du først er kommet ind i sprogtonen!

Dernæst kommer nogle eksempler på den østmønske dialekt hentet fra nogle af historierne her på hjemmesiden.

Til sidst kommer der nogle links til lydfiler m.m., så man også kan få lidt dialekt ind i øret i stedet for at skulle læse tekster med lydskrift.

Værd at læse er i øvrigt også artiklen om dialekt på Nyords lokalhistoriske forenings hjemmeside, hvor der endda er en lille Nyords/Østmønsk/Rigsdansk ordbog.

Den fø’st frost
Nøv ææ bjønt å frysse, dar legger rim på græsse daryyv.
Alle smue blomster mo jysse, men dom dar stur bav men ryve,
di sir yv a vemje å fryer sæ øer deng deilie varme
dar æ i støven, deng nyer di i dirs vimjes kårme.

Den første frost
Nu er det begyndt at fryse, der ligger rim på græsset derude.
Alle små blomster må gyse, men dem der står bag min rude,
de ser ud ad vinduet og fryder sig over den dejlige varme,
der er i stuen, den nyder de i deres vindueskarme.

Vonær kongr forure?      
Staai venter hoar vi, de frysser og snir,
vo ææe dov trist, nøv de liier mou forur.
Å soulen sjællen ma sir, tæ tros få a deng frema skrier po hemling.
I fjoor ka jæ høvse, da vå’e de finste vær i mars,
føvlene saing, da vå blomster i having,
og så hyrt ma ryrdrømmen gaing på gaing.

Hvornår kommer foråret? 
Vi har stadig vinter, det fryster og sner,
hvor er det dog trist, nu det lider mod forår.
Og solen ser man sjældent, til trods for at den skrider fremad på himlen.
I fjor kan jeg huske, da var det fineste vejr i marts,
fuglene sang, der var blomster i haven,
og så hørte man rørdrummen gang på gang.

De a dov grouhier
Jøs vo de syvser i men gamle høll,
som stur i kråving a having.
A “lærken” jæ tåar mæ i lelle søll,
de varmer dar nire i maving.
Men vofå ææ’e’ så dyrt, de skit?
Fææm krouner få ing skvat aggevit
de æ dov grouvhier!

Det er dog for meget
Jesus, hvor det suser i min gamle hyld,
som står i krogen i haven.
Af “lærken” tager jeg mig en lille slurk,
det varmer dernede i maven.
Men hvorfor er det så dyrt, de skidt?
Fem kroner for en skvat akvavit,
det er dog for meget!

Fra Møns Folkeblad i 1941 (før Mønbroen var færdig)

Af Harald. B. Bendsen

Der’jæme pó Møn

Mel.: Til Pinse når skoven bli’r rigtig grøn

Derjæme pó Møn æ’ så pent øveralt!
Jæ’ blivr alri’ træt a’ å fue e’ fåtalt!
Kaskiesens a’ vi, som stak oa, ser de bedst,
nå som’ tiens om somring vi æ der som jæst.

Føst toar vi le’ tilje tæ’ Klenting en tøvr.
Po væing deryv sto’ bekendte på løvr:
di vøfter mø næving: “Men dov, æ’ e’ dæj?
Godaw, kom dov enj, jæ hoar kaffen på væj”.

Dæ’ æ’ enjen stæer så småkt i vort låing,
som klenting mæ krit å mæ’ skov å mæ stråing.
Å daving æ ‘ låung, så vi smutter en stun,
til Hunnesyegurd og så tæ’ Lessenlun’.

Om aftningen guer vi på volling væ’ Stææ’
å tænker tæbave på åungdommens glææ’.
Tæ’ dyrskue’ fæk vi ing dåings i de’ fri
– de’ endte jerne mæ’ ledt kær’steri!

Tææ Jyvlsale trøller vi åsse ing dav.
På somring deryve hoar manne få’t smav,
få’ skoving hoar skøgge, å såinje æ hvit,
å vantøvren jir såd’n en go’ appetit.

Fra Borren væ’ Sprove å Præstebjærgs top
æ’ yvsigten go’! La’ vos kravle derop!
Væ’ Grønhøing hører vi fortiens sprov.
Dæ æ’ åsse dejligt i Fanefjord Skov.

Tæ’ tøvren låungs Nore’ vi åsse fo’ ti’
å færes på brenkerne, de’ ka’ vi li’
å ro i ing boed på de’ blekstelle vanj,
mens droslen hon sønjer fra kratte’ sinj sangj.

Besøj hus familjen æ åsse plasier,
men davene guer, å nøv nuer vitte mier.
Fyvel, skønne hjemstavn! Nøv rejser vi, men
når broen blivr færi’, vi kommer ijen!

.


Under omtalen af Holstenerhuset er der et uddrag af Simon Hempels “En fodtur til Møens Kridtbjerge” fra 1827 med nogle gode eksempler på den østmønske dialekt som taltes der:

“Nå Rasmes, ka du ik’ sei go’dav te de fræmede? hører du? – Næ se dov nov te dæi skabede onge, nov flæver haa! Væ så gou nou aa træ inn, je haar lavet deresses stou istain!”

Og da de overnattende fremmede blev vækket tidligt næsten morgen og spurgte værtsfolkene om de ikke havde noget tevand, da de i nogen tid havde ventet uden at se hverken vådt eller tørt, fik de svaret: “Jo, mæn, de hår vi itte fnat (penge) nok te.”


Fra Vagn Hansens meget læseværdige erindringer om sine bedsteforældre i Mandemarke Om Sidse Miniche og hendes familie er følgende hentet:

F.eks. historien om da hans morfars moder Maren skulle føde og hun sagde: ”Jeg kommer til at lægge mig!” Og svigermoderen svarede: ”Det ka´ et nøt noet, Maren! Vi ska vær færdi mæ å bage!”

Svigermoderen var lige så kontant når hun sagde til børnene der ville lege med naboens forhutlede unger: ”Dem ska i et lej mæ, de er ett et af vor ejn!” Eller til morfars ældre broder Jens, der som dreng gik lidt mere i et med tapetet, når der blev delt bolcher ud: ”Du behøvr et nod, du er så stur!”

I 1920’erne var hans mor kom tidligt ud at tjene hos bønder, hvad der ikke havde nogen ubetinget god oplevelse, men der var dog enkelte humoristiske oplevelser forbundet med det:

Nabogårdens nærige gårdmandspar var inviteret til spisning, og efter at de med stive øjne var faldet over maden, hvisker konen højt til manden på bredt mønsk: ”Spis langsom Kresjan; du aner ik hvor du ka prop dej!”

I det hele taget har det brede mønske givet lejlighed til sjove parodier, som når et familiemedlem beklagede sig over boligforholdene: ”Ratter å meus ranner op or nier a gardiiinerne. Kresjan sir vi skal ha nåd raatuut, men Kresjan sir de er foorrr dyyr!!!”


Vi arbejder på at fremskaffe lydfiler med østmønsk, men indtil da kan du evt. lytte til DR Hjernekassen på P1: Dialekter, sendt: DR P1 dem 26. Sep. 2016. Klik på højttalerikonet og spol frem til start kl. 09:05: Er de danske dialekter ved at uddø eller ændrer de sig bare? Hvordan kan man høre forskel på, om en person kommer fra Ringsted eller Ringkøbing, og hvad skal vi bruge alle de dialekter til? Vi har eksperter i studiet.

Københavns Universitet har et eksempel på dialekt fra Borre med nedenstående oplysninger: http://dialekt.ku.dk/dialektkort/#Borre

Optaget 1968, indtaleren født 1892.
Indtaleren fortæller tre små historier. De indeholder mange træk, der er karakteristiske for mundtlig fortællestil: en indledning (”der var engang”), en handlingsgang, ofte markeret med ”så”, ”og så”, ”men så”, og med flere skift mellem datid og ”dramatisk” nutid (fx: og vi hilste jo og faldt i snak og så siger jeg jo …), et replikskifte og en pointe.

Lydskriftforklaring
: = længde, fx dæ:r = der
kursiv = nasalering, fx gaj = gang, dæj = den

Jens Olsen og barberen
1 Där vå ås: ing gaj, a ha vå kåm: darhæn å sku balbeer:s, å:
1 Der var også engang, at han var kommet derhen og skulle barberes, og

2 now dæj babeer, ha ha: – ha lee så fåfärdli a törst, å så se:r
2 nu denne barber, han havde – han led så forfærdelig af tørst, og så siger

3 ha tæ: – de: jo så læ:e sejn, så dæj gaj ha: vi jot: elæktresk lys
3 han til – det er jo så længe siden, så dengang havde vi jo ikke elektrisk lys

4 har – så se:r ha tæ Jæns Åwlsen: “Ka døt: vænt: let, få jæ ska nee
4 her – så siger han til Jens Olsen: “Kan du ikke vente lidt, for jeg skal ned

5 i brussen å hænt: petråljåm” – De mæ petråljåm de vå jo fup, ha
5 i brugsen og hente petroleum” – Det med petroleum det var jo fup, han

6 sku jo nee å håa sæ æn ba:jer, æller ves dæ ku bliw: ti tæ:e, så ku
6 skulle jo ned og have sig en bajer, og hvis der kunne blive tid til det, så kunne

7 ha nap: tåw. Mæn så blee Jæns Åwlsen jo alewwel kee åa (å) set: dæ:r, å så
7 han nappe to. Men så blev Jens Olsen jo alligevel ked af at sidde dér, og så

8 lester ha jo hæn i brussen. Ha kåmmer le: darhæn å seer babeeri ha
8 lister han jo hen i brugsen. Han kommer lige derhen og ser barberen han

9 stoer åm: baw væ, å: – “Nå, vå de sådden du sko hå tvelle poe!”
9 står omme bag ved, og – “Nå, var det sådan du skulle have tvillet på!”

Svend Byagers frømark
10 De vå ing gaj a Svæn Bya:wer ha vå ø:we å soe nå:w frøe øw: i ma:rken
10 Det var engang at Svend Byager han var ude at så noget frø ude i marken

11 å så kåm där i køwnhawner fåbi, å di falt jo så i snak, å
11 Og så kom der en københavner forbi, og de faldt jo så i snak, og

12 køwnhawneri ha vå jo nyseeri å sku jo da hå å ve:, va de vå å
12 københavneren han var jo nysgerrig og skulle jo da have at vide, hvad det var at

13 Svæn ha soete. Å så bjø:r Svæn jo å fåklår:, å de vå eet æller
13 Svend han såede. Og så begynder Svend jo at forklare, at det var et eller

14 a: slaws frøe, å de sku soes now – de wåwl kas met po såmri
14 andet slags frø, og det skulle såes nu – det var vel kanske midt på sommeren

15 de ble soet – å så sku e stoe dar heel: ventri, å så: tæ næeste såmmer
15 det blev sået – og så skulle det stå der hele vinteren, og så til næste sommer

16 så kåm de jo åp tæ frøe. Å så: sku de så – nå:w ætter høest, så vå:e
16 så kom det jo op til frø. Og så skulle det så – noget efter høst, så var det

17 jo föst blew: mowt – å så sku di tæ: høeste, å så sku di jo så tæ:
17 jo først blevet modt – og så skulle de til at høste, og så skulle de jo så til

18 håa pæ:ne fråe e. Så se:r køwnhawneri, “De vå dåw påkker tæ
18 at have penge fra det. Så siger københavneren: “Det var dog pokker til

19 ti å vænte!” Så se:r Svæn, “Ja:m jæ stoer sgutte hæ:r yw: å vænter heel:
19 tid at vente! Så siger Svend: “Jamen jeg står sgu itte (1) her ude og venter hele

20 ti:n.”
20 tiden.”

Stengærdet
21 Dæ vå ås: i a:n gaj jæ kåm køerne ijæmmen by:i, å så ha:
21 Der var også en anden gang jeg kom kørende igennem byen, så havde

22 Svæn så tra:wlt ywwen få si ha:w, haw væ: la:w e stenjæer:. Å vi
22 Svend så travlt uden for sin have, han var ved at lave et stengærde. Og vi

23 hælste ju å falt jo i snak, å så se:r jæ jo tæ ham, “De å dåw e fåali
23 hilste jo og faldt i snak, og så siger jeg jo til ham: “Det er dog et farligt

24 fijnt stenjæer: du æ væ: sætte.” – “Ja:”, ejröm: Svæn ju, “de vå:e
24 fint stengærde du er ved at sætte.” – “Ja”, indrømmede Svend jo, “det var det

25 da.” – “Ja, de: lejner næsten di reddie gammeldaws stenjæer:, såm di ha:
25 da.” – “Ja, det ligner næsten de rigtige gammeldags stengærder, som de havde

26 åm ha:werne i gammel ti”, se:r jæ så. “Ja:”, se:r så Svæn, “mæn de
26 om haverne i gammel tid”, siger jeg så. – “Ja”, siger så Svend, “men det

27 æ ås: nån: mæ: gamle steen jæ bro:wer tæ:e.”
27 er også nogle meget gamle sten jeg bruger til det.”

(1) itte, dvs. ikke