Fra Møn til Argentina

Du kan søge i teksten nedenfor efter navne m.m. ved at bruge søgefunktionen Ctrl+F – IKKE søgefunktionen her til højre!

Indledning

Mange danskere udvandrede især fra 1860’erne og frem og rejste særligt til USA men også mange rejste helt til Argentina. Man mener at omkring 13.000 danskere kom til Argentina fra 1844-1920. USA, Australien og Argentina var de mest populære lande for danskerne at udvandre til.

Mønboere især fra Magleby Sogn rejste til Tandil, som ligger et par hundrede kilometer syd for Buenos Aires, og der blev nærmest grundlagt en hel dansk koloni i Tandil med dansk kirke, skole, sygekasse, apotek m.v.

Således rejste Lars Pedersen, som var skrædder i Mandemarke, til Tandil i 1865 med kone og 4 børn. Ved ankomsten tilføjede han først Mandemark til sit navn og kaldte sig ‘Lars Pedersen Mandemark’. Senere blev han kendt i Tandil som ‘Pedro Mandemark’. Lars Hemmingsen var fæstebonde på en gård skråt overfor Magleby Kirke og havde 10 børn, hvor mange af dem også udvandrede til Tandil. Flere af dem sejlede i øvrigt fra Hamburg til Buenos Aires sammen med Lars Pedersen og hans familie. Historierne om Lars Hemmingsen og hans familie og ‘Pedro Mandemark’ (link åbner dem på ny fane, men de kan også findes under fanebladet Den gamle landsby / Personer).

Som man kan læse i en gammel bog:

I 1876 var der henved et Par Tusind Mennesker i Tandil, som var danske eller født af danske Forældre.  Af de indvandrede var ca. 100 fra Møen, deraf alene 70 fra Magleby Sogn, det østligste paa Øen. 15 var fra Lolland, 11 fra Sjælland, 1 fra Falster, 1 fra Fyn og 5 fra Jylland. Møen udgjorde befolkningsmæssigt et stort Fastland, og spydige Jyder paastod senere, at Mønboerne lærte deres Børn, at Danmark bestod af Møen med omliggende Øer. Ligeledes fortaltes der, at da en nyankommen med Selvfølelse i stemmen meddelte, at han var fra Jylland, svarede en Mønbo: “Ja, jeg kan jo nok høre, at du er ingen Dansker, men du kan da gøre dig forstaaelig!”

Om forholdene i dag og Dronning Margrethes besøg i 2019

Margarita II se despidió de Argentina con una visita a Tandil

I marts 2019 afsluttede Dronning Margrethe et statsbesøg i Argentina med at besøge nogle af de danske udvandreres efterkommere. Som der står under fotoet til venstre fra den argentinske avis ‘La Natión’ i anledning af besøget: Margrethe den 2. sagde farvel til Argentina med et besøg i Tandil.

Statuen de er forsamlet ved er opsat til minde om Hans Fugl – eller Juan Fugl, som han blev kaldt (link er til Wikipedias opslag om ham).

I Geografisk Tidsskrift fra 1877 er der en meget interessant og velskrevet artikel han har skrevet om ‘Den danske Koloni i Tandil’ (åbnes i ny fane som pdf-fil).

Fugl kom fra Lolland og var en af de første danske pionerer i Argentina i 1844. I 1859 var han på besøg i Danmark, og i den forbindelse overtalte han en række beboere fra Magleby Sogn til at rejse med sig tilbage til Tandil – herunder skrædderen fra Mandemarke som i sit nye land blev kaldt ‘Pedro Mandemark’.

Mon de lokale også har bevaret traditionerne med danske folkedragter?

Margrethe besøgte også et ældrecenter for efterkommere af danske indvandrere og talte bl.a med en 90-årig argentiner, hvis far som ung saddelmager var udvandret fra Danmark til Argentina. Dronningen var imponeret over, hvor gode de ældre på centret var til at tale dansk og til at værne om danske traditioner. “De har beholdt en masse danske skikke som en fuldkommen selvfølgelighed. Det er alt fra julefejring til frikadeller og leverpostej.”

I 1964 var prinsesse Benedikte i Tandil, og nogen tid efter besøgte Margrethe som tronfølger også Tandil, så det var hendes andet besøg i Tandil på 66 år!

Udover en udsendelse i DR om Margrethes besøg sammen med sin tronfølger Frederik – det skulle være deres første statsbesøg sammen – er der på YouTube videoer fra besøget men også andre seværdige (åbnes i ny fane): Kongehusets video (kun en fotokavalkade) samt videoen Om eftermiddagen den 18. marts 2019 besøgte H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsen Argentinas Kongres El Palacio del Congreso de la Nación Argentina.

På YouTube findes også video fra Billedbladet, men den mest interessant er måske den lille reklamevideo på 4 minutter Rejs til den “danske” pampa med Gyrd & Rasmussen på grund af dens klip fra området og samtaler med danske efterkommere. Se også Danskere i Argentina eller gamle film af Danske udvandrere ankommer til Venezuela i 1938. Og så er der også en spansk dokumentar på 50 minutter (tekstet på dansk!) om de danske invandrere: “Lille Danmark – Version Tv – [Subtiltulos danés Incluidos]” I 2019 er der kommet Dansk kultur i Argentina.

For den læsende havde TV 2 havde i december 2018 besøgt danskerne i Argentina – læs artiklen her (åbnes i ny fane). Eller læs om dansk sprog og kultur i Argentina i dag (for den mere nørdede) i rapporten “En snert af dansk mellem pampa og urskov” af Nadia Hansen.

Man kan også læne sig tilbage i stolen et øjeblik og tænke over, hvorfor det er så fascinerende, at de mange efterkommere af danske udvandrere i Argentina har bevaret dansk sprog og kultur så længe – helt frem til 3. og 4. generation, hvoraf mange aldrig har været i Danmark? Danskerne fik også hurtigt opført kirker i Argentina, endda i samme stil som en dansk landsbykirke, hvor gudstjenesterne også indtil for få år siden blev afholdt på dansk! Argentina var jo katolsk, hvilket betød at de første danskere som protestanter blev betragtet som hedninge og derfor ikke kunne blive viet før de fik kontakt til en protestantisk præst! Og så kan man rette sig op i stolen og tænke på, hvordan virkeligheden er for indvandrere og flygtninge i Danmark!

De første danskere

Den første egentlige bølge af dansk udvandring til Argentina begyndte i 1860’erne. Danmark var på dette tidspunkt et bondesamfund med udpræget fattigdom grundet mangel på jord og arbejde til den voksende befolkning. 300.000 danskere udvandrede til Nord- og Syd- Amerika, hvoraf omkring 12.900 af dem i perioden 1871 til 1930 valgte at bosætte sig i Argentina – størstedelen syd for hovedstaden Buenos Aires.

Derfor er det tankevækkende at man i 2011 har indført regler i Danmark, som gør det nemmere for dansk-argentinere at søge om arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, hvilket flere har benyttet sig af, så der nu bor danskargentinere i Danmark med arbejds- og opholdstilladelse. Baggrunden er, at der rent økonomisk er flere muligheder i Danmark i dag end i Argentina som i dag er et fattigt land, mens det er i Danmark mulighederne er. Sådan kan forholdene altså ændre sig!

Lars Bækhøj (1876-1959)

En dansk historiker Lars Bækhøj, der har været skolelærer for danske udvandrere i Argentina, skrev i Aarskrift fra 1910 for ‘Dansk Skoleforening i Argentina’ en fin artikel om “Danske nybyggere i Tandil”. Uddraget af artiklen nedenfor om de første danskere i Tandil er altså skrevet for over 100 år siden og  vedrører tiden fra 1860’erne og frem men er gengivet i moderne retsskrivning. Mange af de nævnte personer omtales også i de andre historier her på hjemmesiden om ‘Pedro Mandemark’ og Lars Hemmingsen og hans familie.

Der findes også en interessant og læseværdig artikel i Samvirke fra 1940 af Karl Kongstad: Danske Bønder i Argentina (åbnes som pdf-fil i ny fane).

Et udsnit af et gammelt postkort fra omkring 1900 som giver indtryk af de landlige forhold. (Flere gamle postkort kommer til sidst efter historien).

Beliggenheden af det lille nybyggersamfund Tandil – der stadig ligger et par hundrede kilometer syd for Buenos Aires, selv om nybyggerpræget for længst er forsvundet – og den lange rejse dertil (der er ca. 12.000 km. i direkte linie), kan man få et indtryk af på de næste billeder, hvor markøren udpeger Tandil:

Fra Møen

Af Lars Bækhøj

Midt i den brusende, østlige sø
kneiser en lille, men blomstrende ø.
Møen vi den kaldte, og sikkert jeg tror,
:/: Det er den skønneste plet på vor jord. :/:

[Melodien og resten af versene kan ses på en anden hjemmeside]

Sådan er det sunget om den ø, hvor de fleste af de danske, der rejste til Tandil i dette tidsrum, har deres hjemstavn. Og når man lægger mærke til den trofasthed, hvormed de første nybyggere i Tandil har holdt sig til denne egn, trods det at der har været lokkende udsigter i andre egne, så kommer man til at tænke på, at deres hjemlands skønhed, dem selv ubevidst, har præget sig sådan i deres sind, at de siden måtte kræve smukke naturomgivelser at bo i, for at de kunde finde sig tilfredse. Og her ved Tandil er der da sikkert også lige så smukt efter argentinske forhold, som der er på Møn efter danske.

I årsskriftet 1909 er der fortalt om, hvorledes Christian Mathiasen og Peder Nielsen rejste med Fugl i 1859, og om at Christian Mathiasens brødre, Lars og Hans Peter, og hans kæreste Marie Larsen, hendes søster Ane Kirstine og broder, Hemming Larsen fulgte efter i 1862. Disse syv unge mennesker var alle fra Møn og fra Magleby sogn; og de synes at have været bundet til deres bysbørn med stærke bånd; thi i den følgende tid vandrer den ene lille skare efter den anden ud fra Magleby for at drage til Tandil. Fra Magleby breder bevægelsen sig til de nærmeste sogne, hvorfra der også udgår en del; men langt den største del udgår fra Magleby sogn.

Dette sogn optager hele den østlige ende af Møn og har et flademål af omtrent 1 1/4 kvadratlegua, altså som en lille estancias jord her.

[Red. tilf.: 1 legua svarede i Buenos Aires provinsen til 5.199,6 meter, så en såkaldt “lille estancia” ved Tandil har været på ca. 6.125 tønder land eller 3.380 hektar – altså et pænt gods! Til sammenligning med Mandemarkes forhold kan det oplyses, at Båndhøjgård efter opkøb af flere gårde i dag er kommet op på ca. 215 tdr. land.]

Magleby sogn omfatter byerne: Magleby, Stubberup, Sømarke, dertil nogle afbyggersteder i Klinteskoven, Karensby. Omtrent en femtedel af sognet er dækket af fredskov. Efter folketællingen i 1860 var der 1.445 indbyggere i sognet; og disse boede i 85 gårde og 144 huse, hvoraf størstedelen havde jordtilliggende. Den største af byerne er Magleby, der har en meget gammel kirke, vist nok den ældste på Møn næst efter Keldby Kirke. I sognet ligger herregårdene Klintholm og Liselund. Hele egnen er høj og meget bakket og afsluttes mod øst af den vidunderlig smukke Møns Klint.

Der kom af og til breve fra de bortrejste unge mennesker med opfordring om at komme til Tandil, og der var foreløbig to steder, hvor der blev tænkt over sagen med alvor. Det ene sted var hos skrædder Lars Pedersen i Mandemark; han havde fra sin barndom af kæmpet med små kår; nu var han gift anden gang med et søskendebarn til brødrene Mathiassen og havde fire småbørn. Ane Kirstine Larsen, der havde tjent sammen med hans første kone i København, skildrede i brevene forholdene i Tandil sådan, at han fik lyst til at prøve farten.

Det andet sted, hvor man tænkte over det, var hos Christian Mathiasens søster, Maren Stine, der i København hvor hun tjente havde mødt fynboen Povl Christiansen og havde giftet sig med ham. De boede nu i København og havde en lille dreng. Manden gik på arbejde i havnen. Der blev dog først gjort alvor af sagen, da Manuel Eigler i 1865 kom til Møn og fortalte om forholdene i det fjerne land. Han skulle rejse samme år, og såvel Lars Pedersen Mandemark som Poul Christiansen med familier fulgte med ham.

Foruden dem fulgte en broder til Mandemarks kone, Hans Jørgensen, en brodersøn af hans første kone, Christian Brandt, samt skolelærens søn i Magleby, Carl Meisler.

Allerede året efter rejste Peter Meisler, broder til Carl Meisler samt Peter Larsen, en gårdmandssøn fra Magleby. Endvidere Elise Larsen, søster til Christian Mathiasens kone (blev gift med Carl Christiansen). Samme gang rejste også Marcus Mackeprang, en søn af distriktslægen i Stege. Hans farbror Filip Mackeprang fra Stege, var tilligemed fem sønner og en datter rejst med Fugl i 1859. Nu havde han et hotel i Buenos Aires. Der rejste Marcus Mackeprang til først, men drog siden til Tandil, hvor en broder til ham, Carl Mackeprang, også ophold sig.

I 1867 kom Filip Mackeprang en tur til Danmark, og da han vente tilbage, fulgte Peter Larsens søster Katrine (blev gift med Peder Nielsen) og hans broder Lars Peter med over havet.

Det næste år 1868 besøgte Hemming Larsen og Hans Peter Mathiasen Danmark. De havde nu været i Tandil, den første i 9 år den anden i 6 år. Hemming Larsen blev gift herhjemme, og da de tiltrådte tilbagerejsen, var der en hel lille flok der fulgte med.

Blandt dem var Hemming Larsens’ søster Maren Kirstine (link til historie om hende åbnes i ny fane), hendes mand Peder Pedersen Grothe og deres søn Lars Peter, der var fire år. De havde det ellers jævnt godt og havde egentlig ikke tænkt på at udvandre, men da så Hemming Larsen sagde meget bestemt, at det ville de komme til at fortryde, gav de efter og fulgte med.

Endvidere var der en søstersøn af H. P. Grothe, Lars Rasmussen, Martin Hansen fra Stege, Christian Nielsen fra Borre, Christian Madsen (smed) fra Hjelm og en anden Hemming Larsen fra Magleby, som i reglen kaldtes unge Hemming, og hans kone Line. De nåede Tandil først på året 1869.

I dette år kom et par andre Tandil-farere til Danmark, det var brødrene Christian og Mathias Mackeprang.

Da de vendte tilbage, fik de rejsefølge af en gartner Hansen fra Sjælland. Hans kone var søskendebarn til Christian Mathiasens kone. De havde en lille søn med. Endvidere en søster til Peter Larsen, som havde tjent på Sjælland som mejerske på en herregård. Der var hun blevet forlovet med forkarlen Lars Andersen. Nu var de gift og havde en lille datter. Dertil kom to slægtninge af Christian Mathiasen, Lars Larsen fra Sømark og Kirstine Hemmingsen fra Fanefjord, og endelig en ung mand, Jørgen Jacobsen fra Damsholte.

Det bliver dog for vidtløftigt at nævne navnene på alle dem, der udvandrede til Tandil i disse år. Sådan som det ses af det foregående, at den ene efter den anden af de udvandrede vender hjem for at hente en større eller mindre skare af slægt og venner til de allerede udrejste, forsætter i de følgende år. Her skal nu peges på de større familier og søskendeflokke.

Kirstine Hemmingsen fra Fanefjord fik efterhånden sine tre søstre og to brødre over til sig. Der havde været fattigt i hjemmet. Fader og moder var nu døde, og så rejste de en efter en, eftersom de kunde hjælpe hinanden med rejsepenge. Den sidste var Frederik Hemmingsen, der kom i 1875. 14 år gamle Christian Nielsen fra Borre blev efterfulgt af sin søster Marie (gift med Martin Hansen) og til sidst deres forældre.

Foruden de allerede nævnte tre søskende til Peter Larsen rejste i 1871 en søster, Else Marie, en broder Jacob og deres moder, som nu var enke.

Over til Christian Brandt, der var rejst i 1865, drog i 1871 hans fader, der også var skrædder, og broderen Lars Peter. Året efter rejste hans mor og fem søstre. En af disse, Katrine, havde sin kæreste med. Det var skræddersøn Rasmus Nielsen.

Christian Nielsen Brandt

Indskud om Christian Brandt: Ifølge Magleby kirkebog (nr. 8 i kirkebogen) var han var født Christian Nielsen den 28/3 1847 i Magleby, for hans far hed Niels. Det viser sig dog at have været en fast tradition gennem mange generationer tilbage at tilføje slægtsnavnet Brandt til patronymerne (dvs. farens fornavn med tilføjelse af søn/sen eller datter).

Slægtsforskningssiden Geni.com har nemlig data ikke blot på Christian Nielsen Brandt og hans efterkommere i Argentina, men også på hans forældre og forfædre på Møn mange generationer tilbage. Af Genis stamtræsvisning kan man se slægtsnavnet Brandt var benyttet af både hans far, hans bedstefar, hans oldefar og hans tipoldefar Hans Pedersen Brandt (1726-1762 – som levede i Aalebæk og Stubberup). Det fortsætter faktisk tilbage til hans tip-tipoldefar Peder Hansen Brandt (1675-1736), hvis mor hed Anna Lauritzdatter Brandt (1653-1693), hvis far hed Lauritz Pedersen Brandt (1617-1689 Borre Sogn) og hvis far hed Peder Brandt (1600-1646). Han var altså 5*tip-oldefar til Christian Brandt som han kaldte sig. Går man tilbage til Christians ældst kendte forfædre, som alle levede på Østmøn, er Christian altså den 9. generation Brandt! 

Folketælling i Tandil 1895 (klik for at forstørre)

En lille morsom detalje er dukket op ved efterforskningen af Christian Brandt i de argentinske arkiver. Ved folketællingen i Tandil i 1895 anføres han som ‘Brantt Cristian’ og er som 48-årig enkemand efter 14 års ægteskab. Hans profession er ‘Sastre’ dvs. skrædder. Det havde hans far også været, og hans barnebarn Juan Fernando Nielsen blev også skrædder. Det usædvanlige i forhold til danske folketællinger var, at man også noterede om folk havde lært at læse og skrive (kolonne I: ‘Sabe leer i escribir’). Det havde Christian, men som man kan se af det originale skema var det ikke tilfældet for 9 af de 15 personer på skemaet! Det stod dog ikke så dårligt til med de 6 i nabohuset, der ernærede sig som ‘Prostituta’, hvor de 4 kunne læse og skrive, hvad man kan undre sig over har været nødvendigt!

Der var engang kommet en mand fra Jylland og havde taget tjeneste hos forpagteren af Magleby Præstegård. Siden havde han giftet sig med en af egnens piger, og de havde en søn, som blev postmand i Magleby og på Klintholm. Han var gift og havde flere sønner. De syntes af slægte bedstefaderen på i lysten til at drage på langfart, thi i 1871 udvandrede de to, Niels og Peter Christensen. Den sidste havde kæresten med, Ane Marie fra Sømark, og året efter fulgte Frederik Christensen.

En søster til den førnævnte Lars Larsen fra Sømarke var gift med Jens Peter Madsen. De rejste til Tandil, og det samme gjorde en anden søster, Kristine (gift med H. P. N. Forman). Unge Hemmings kone var fra Hornsherred på Sjælland.  Han var kommet til Møn, fordi han ikke kunne undvære sin søster, Johanne, der var gift med Lars P. Jørgensen fra Magleby. Her blev hun kendt med Hemming Larsen. Og ligesom Johanne havde draget Line til Møn, sådan drog nu Line Johanne til Tandil. Hun og hendes mand rejste i 1871 med to børn. Samme gang rejste et søskendebarn til hende, Christian Olsen.

I 1872 kom skrædder Mandemark (Lars Pedersen) til Danmark for at bo. Han mente nu, at han havde tjent nok og havde solgt skrædderiet til Christian Brandt. Han manglede imidlertid en svend, og så rejste skræddersvend Hans Hansen fra Mandemark. To søstre til ham drog samme vej. Den ene af dem blev gift med Lars Larsen fra Sømark.

I 1875, da Mandemark igen rejste til Tandil for at redde stumperne af sin skrædderforretning, som han ikke havde fået alle pengene for, fulgte Hansens bror Jens Peter med kone og tre børn med. De boede i København og havde det meget fattigt. Samme gang rejste også en søster til Mandemarks kone og hendes mand, Karl Larsen fra København.

I Råbylille boede en tækkermand Lars Svendsen, som nok i sine unge dage var gået på sin fod helt oppe fra Karby på Mors, hvor han var fra, til Møn, hvor han havde bosat sig og giftet sig. Hans søn Niels Peter Larsen (link til Geni.com) rejste i 1870 til Tandil. Fra Råbylille rejste to søstre, Kristiane Larsen (gift med skrædder P. Jensen) og Karen Kirstine (gift med Lars Mathiasen).

Fra Magleby udvandrede tre søskendepar: Jørgen og Jacob Larsen, Karen Marie (gift med Jørgen Larsen) og Peter Hemmingsen samt Sidse (gift med Alfred Mackeprang) og Ane Kristiansen (gift med Butenchøn).

Foruden de her nævnte søskendeflokke og familier udvandrede mange enkelte personer, som ikke har draget andre til sig. I alt er der fra Møn i disse år udvandret 100 mennesker til Tandil. Deraf ca. 70 fra Magleby sogn.

Det vil sige, at for hver 20 indbyggere i sognet var der een i Tandil, eller at der fra hvert tredje hjem udvandrede en.

Fra andre egne.

Næst efter Møn er Lolland den landsdel, der giver den største bidrag til dannelsen af kolonien i Tandil; men udvandringen herfra når ikke over 20 personer i det her omtalte tidsrum, så den er ret ubetydelig ved siden af den mønske.

Lolland, Falster og Møn.

I 1859 rejste en lille flok med Fugl. Der var Manuel Eigler og hans søsters mands broder, Carl Christiansen, som egentlig var fra Falster, Margrethe Nielsen (gamle Grete) og hendes kæreste Thorvald Petersen, dertil Fugls kone, som også var fra Lolland. Da Eigler senere blev mayordomo [butler] på Estancia La Rosa, skrev han hjem til sin fader i Nakskov og bad ham skaffe sig en duelig mejeristfamilie, der kunde forestå anlægget af et mejeri på estanciaen. Organist Eigler lod sagen bekendtgøre i avisen; og der meldte sig en mængde ansøgere. Den lykkelige blandt disse blev Ernst Petersen. Han var gift og havde to børn. Hans forældre var i 40-erne indvandrede fra Holsten og havde siden drevet mælkeri på herregården Sæbyholm. Foruden Ernst Petersen og hans familie rejste også hans broder, Adolf Petersen, dertil en ung mejerske fra Majbølle, Ana Margrethe Madsen. De drog afsted i året 1867. Af Ernst og Adolf Petersens familie rejste broderen Henrik med familie i 1873. Efter det her omhandlede tidsrum udvandrede Ludvig Petersen med sin familie og til sidst rejste også forældrene til Tandil. Adolf Petersen fik i 1869 sin forlovede Edel Sofie Vagner over til sig.

Margrete Madsen, der blev gift med Peter Larsen, drog efter hånden alle sine søskende og til sidst sine forældre efter sig til Tandil. Deres udvandring falder dog også efter dette tidsrum.

De fleste af de sjællændere, der er udvandret til Tandil, har enten været gift med mønboer, eller er bleven draget med af disse. Sådan er det f. eks. med Lars Andersen, gartneren H. Hansen, unge Hemmings kone, skrædder J. P. Hansens kone og Christian Olsen, som det kan ses af det foregående. Nogen selvstændig udvandrerbevægelse fra Sjælland til Tandil findes ikke i dette tidsrum. Fra Fyn er det ligeså. Povl Christiansen kommer med, fordi han er gift med en pige fra Møn, og hans broder Rasmus følger så efter ham, dermed er det forbi.

For Jyllands vedkommende stiller det sig noget anderledes. Kaptejn Nikolay Hou var i 50’erne strandet med sit skib i La Plata floden, og derved kom han til at opholde sig i Buenos Aires i nogle år; sammen med ham var en københavner, Peder Martensen, som siden kom til Tandil. Kaptejn Hou rejste siden tilbage til Frederikshavn, hvor han havde hjemme. Men han syntes godt om Argentina, og i 1870 besluttede han at rejse derover for at bosætte sig. Med ham og hans kone fulgte to unge mand fra Hjørring egnen, Peder Larsen (gamle Per) og Peder Rasmussen. Peder Larsen havde været kusk hos fru Hous søster. Han havde lidt penge, og han førte derfor en mængde sager med sig, som han mente at få brug for i Argentina. Han havde vogne, plove, harver, skovle, spader, ja endog vinduer og døre med til huset, som han skulde have at bo i. Peder Rasmussen skulde tjene ham, når han kom til det nye land. De gjorde rejsen om ad København, der traf de tilfældig på Christian Jensen fra Jyderup på Sjælland; og da Peder Larsen godt mente, at han kunde bruge en mand til, fulgte Christian Jensen med. Det var meningen, at de ville være rejst op i Santa Fé, hvor der nok var let at få jord; men da de kom til Buenos Aires, fik de at vide at der var revolution og anden uro i Santa Fé, og Hou blev meget rådet fra at rejse derop; derved kom de til Tandil, hvor Hou forresten døde året efter. Fra andre egne i Jylland kom Ludvig Pedersen og hans broder Peter Pedersen (bogtrykker), og fra Sønderjylland et ægtepar Lausen, der rejste til Tandil for hurtigt at tjene sig rige, så de kunne købe en gård hjemme i Slesvig og blive fri for, at bønderne så dem over hovedet. De døde begge kort efter deres ankomst hertil. Fra Als var der endelig to brødre Christian og Henrik Wulf.

I alt er der udvandret til Tandil i det omhandlede tidsrum lidt over 150 danske. Af dem var ca. 100 fra Møn.

Når man tager dette betænkning, forstår man, at det ikke var helt hen i vejret, når der i gamle dage blev sagt her i Tandil, at Danmark bestod af Møn med omliggende øer. Thi mønboerne dannede her et stærkt sammenhængende midterparti. De var næsten allesammen i slægt; og de, der ikke var det, giftede sig sammen, om det ellers var muligt. Og de små grupper af fynboer, jyder og Sjællandsfar’er var kun at betragte som ubetydelige øer rundt om det store mønske fastland.

 . . .   *  . . .

Gamle postkort

På www.historyofworldphotography.weebly.com er der en flot side om Alma Estrup i Argentina, hvorfra historien om de følgende postkort er hentet.

Rokkestenen ”Piedra Movediza” var en turistattraktion ved Tandil, men den faldt ned fra klipperne i 1912 og gik i to stykker (den er vist senere ‘genopført’ i beton!)

Ovenfor ses Alma Estrups postkort til sin mand Wilhelm, hvor hun på bagsiden fortæller at hun har været på besøg hos familien Kastrup (som også lyder dansk). De var rejst til Tandil i juni 1901, hvor hun var 22. Hun rejste tilbage til Danmark igen i 1910, men hendes mand var på grund af sygdom rejst tilbage noget før.

Hun døde i København i 1970 som 90-årig uden at efterlade sig arvinger, men en række albums med postkort fra tiden i Argentina blev reddet. Også det næste som viser at danskerne også havde deres eget apotek i Tandil!

Postkort fra familien Estrups ven Pedro Jensen med foto af det danske apotek i Tandil i 1906. Den gang måtte man ikke skrive på adressesiden af postkort i Sydamerika, så teksten måtte klemmes ind på billedsiden.

Det siges at hun aldrig lærte sproget. Når man kunne omgås så mange dansktalende har der heller ikke været nogen tilskyndelse til at lære spansk, og begrebet “assimilation” var i alt fald ikke noget man den gang talte om i Argentina!

Som en fjerde-generations dansker, hvis oldeforældre på farens side var nogle af de første danskere, der bosatte sig i Tandil, i dag har beskrevet konsekvenserne ved det veletablerede danske samfund i Tandil:

Dette velfungerende danske samfund i Tandil gjorde, at danskerne i de første mange år slet ikke havde brug for at tale spansk. Indbyrdes var der en god dialog mellem danskerne, som blandt andet hjalp hinanden med det sproglige. Det paradoksale var, at kvinderne slet ikke behøvede at involvere sig i det omgivende samfund. De var alle fuldtidsmødre på gårdene og dækkede hinandens sociale behov blandt andet igennem fælles sociale og kulturelle aktiviteter.  Her skal det nævnes, at menighedsrådet spillede en stor rolle.
Erdem, A. 2007. Indvandrernes paradis: danske rødder i Argentina. Odense: Geografforlaget, s 65.

(klik for at forstørre)

Fotoet er fra en dansk kirke i Argentina (Den Danske Kirke i Buenos Aires), hvor der på væggen bag alteret står på dansk:

Dersom jeg lader dem fare fastende hjem – Vil de vansmægte på vejen – Nogle af dem er jo kommet langvejs fra.

Har du lyst til at se flere gamle postkort bl.a. fra Elma Estrups samling, kan du se hvad Google har fundet!

Der skulle mange hestekræfter (10?) til at trække en af de moderne mejetærskere, som var nødvendige for at høste på de store ‘estancias’ på den argentinske Pampa.

Danskerne var dog langt fra de eneste som udvandrede til Argentina, som man kan læse om i undervisningsmaterialet “Immigration to Argentina – 16th to 20th century”

Seneste rev.: Nyt 4/2020