Lægeplanter

OBS: Du kan IKKE bruge søge-feltet oppe til højre (der søger på hele hjemmesiden og henviser til de sider hvor det søgte forekommer). Hvis du vil søge her på siden, skal du åbne din computers søgefelt med Ctrl+FHusk at hvis du følger links her på siden, så kommer du tilbage til det sted du kom fra ved at bruge venstrepilen i din browser eller Alt+VenstrePil på computeren.

Denne lange side indeholder – udover en omfattende indledning om lægeurters baggrund og betydning (klik og læs) – oversigtsartikler over 36 planter, hvoraf hovedparten findes på Høje Møn i alt fald i en eller anden form. Det er den mest besøgte side på Mandemarke.dk takket være Google!

Seneste nyt:

  • 11/2021 Historien om cikorie og dens høje indhold af inulin og Arlas tilsætning af inulin til deres eksklusive Cultura-produkter er opdateret, som følge af at Arla senere har udskiftet inulinen med (billigere) majsfibre.
  • 3/2020 Bl.a. foranlediget af begivenhederne i forbindelse med Covid-19 er der under hvidløg indføjet kommentarer fra bogen ‘Den blege rytter‘ fra 2017 om de store epidemier der formede Europa 1300-1700.
  • 11/2018 Loppefrø med DTU’s opskrift på den glutenfri superbolle!

KLIK nedenfor på den plante du ønsker oplysning om.  

ArnicaArnica BaldrianBaldrian blomst BetonieBetonie BurreBurre Cikoriecikorie 1 CitronmelisseCitronmelisse
EgetræEgetræ 3 FingerbølFingerbøl 2 FølfodFølfod GyldenrisGyldenris HestehovHestehov 2 HjertespandHjertespand
HusløgHusløg HvidtjørnHvidtjørn 2 KattefodKattefod KodriverKodriver KvæsurtKvæsurt 2 Hvidløg
LoppefrøLoppefrø 2 MorgenfrueMorgenfrue 2 NatlysNatlys 2 PerikonPerikon PilPil 1 Pimpinelle&anisPimpinelle
RejnfanRejnfan RøllikeRøllike SanthansurtSankthansurt SkovmærkeSkovmærke SnerreSnerre StenurtStenurt
StokroseStokrose SæbeurtSæbeurt TormentilTormentil VedbendVedben VejbredLancetbladet vejbred (Plantago lanceolata). ÆrenprisÆrenpris

Oplysningerne om de enkelte planter er hentet fra mange kilder, men især Wikipedia er der indsat mange uddybende – og nogle vil måske sige nørdede – links til. Alle links står i blåt med understregning – følger du links til Wikipedias sider forlades denne side, men du kan komme tilbage til dit udgangspunkt med din browsers tilbage-pil (evt. Alt.+venstrepil).

Oplysningerne fra gamle dage om planterne hidrører fra ’Folk og flora, Dansk etnobotanik af Vagn J. Brøndegaard’ (linket åbner på en ny fane Index til bind 4, hvorfra man kan komme videre til de andre bind og alle planterne). Den i 2015 udgivne ‘Etnobotanik. Planter i skik og brug, i historien og i folkemedicinen’ kan man hente de enkelte artikler fra via dette link med oversigt over afsnittene. Leder du efter oplysning om en lægeplante der ikke er omtalt, kan Urtegartneriets hjemmeside om lægeplanter måske bruges.

Mange af de omtalte planterne findes også i MIDDELALDERHAVEN ved Stege Kirke, som er et besøg værd. Prøv at kigge ind på deres hjemmeside (link til deres oversigt over temabede: Temabede i Middelalderhaven eller Lægeurter – åbnes i ny fane).

Indledning om lægeurter

For vores forfædre var det ganske naturligt at bruge lægeurter som medicin. Det er der stadig mange der gør. I Tyskland bruges der årligt næsten 200 mio. Euro på urtemedicin. En lægeplante, lægeurt eller medicinalplante er en plante som indeholder et eller flere aktive stoffer, der kan benyttes til at lindre eller helbrede sygdom eller benyttes i fremstilling af lægemidler.

Opiumvalmue

Opium-Valmue (Papaver somniferum) er en af de vigtigste lægeplanter gennem tiderne og dyrkes som prydplante mange haver. Dens frø bruges til fremstilling af birkes. ‘Birkes’ er i øvrigt oprindelig et jiddisch ord som betyder “velsignelse” og blev brugt i forbindelse med sabbatbrød som er bestrøet med valmuefrø. Andre steder udvinder man stadig opium af dens indtørrede mælkesaft, idet opium indeholder mange forskellige stoffer, blandt andet morfin, kodein og papaverin. Opium bliver omsat både på det legale og illegale marked og er grundlaget for en lang række medicinske produkter. Opiumsdyrkningen er stadig grundlaget for økonomien i mange lande – på trods af de problemer det skaber for andre!

Flere lægeplanter bærer det botaniske navn officinalis, hvilket angiver at planten har været betegnet som ’officinal’ og dermed tidligere var blandt de lægeplanter som et apotek skulle føre. ‘Officina’ var en gang den latinske betegnelse for det rum i klostrene, hvor munkene opbevarede deres medicin m.v., som jo i vidt omfang bestod af ‘lægeplanter’ i forskellige former. ‘Officina’ betyder på latin oprindeligt ‘værksted’ ud fra ‘opificina’, som er afledt af opifex ‘håndværker’. Senere fik det betydningen ‘kontor’ (engelsk ‘office’) eller et opbevaringsrum. På apoteker var ‘officinet’ det sted man producerede og opbevarede lægemidler – heraf kom navnet ‘officinalis’ ind i navnene for de lægeplanter man brugte her.

Lægen Thomas Bartholin udgav i 1658 Københavns farmakopé – Dispensatorium Hafniense – og var hovedkraften bag Danmarks første medicinalforordning fra 1772, hvor farmakopéens retningslinjer og forskrifter blev påbudt alle landets apoteker, så man kom til at arbejde efter et fælles regelsæt på lægemiddelområdet (Jesper Brandt Andersen: Thomas Bartholin, Kbh. 2017, s. 262).

Den officielle fortegnelse over lægeplanterne m.v. for de apoteker som senere opstod, kaldes Farmakopéen, og den fra 1772 er omtalt mange gange nedenfor. En farmakopé  foreskriver hvilke lægemidler – de såkaldte officinelle – der skal findes i ethvert apotek. Af planter med betegnelsen officinalis i deres botaniske navn kan nævnes følgende, hvoraf de fremhævede omtales nedenfor: Stokrose, læge-oksetunge, asparges, slangeurt, hjulkrone, morgenfrue, isop, jasmin, løvstikke, magnolie, citronmelisse, brøndkarse, pæon/bonderose, pungurt (hvidplettet), rabarber, almindelig springknap, rosmarin, salvie, stor bibernelle, sæbeurt, læge-kulsukker, læge-kvæsurt, mælkebøtte, baldrian, læge-jernurt, læge-ærenpris, ingefær, rank vejsennep, læge-betonie. Og for at tage en lille krølle med, så hører den i danske farvande almindeligt forekommende 10-armede sepiablæksprutte, Sepia officinalis, også til ’officinalis-familien’. Formentlig fordi dens blæk tidligere brugtes som meget værdsat skriveblæk eller tusch på grund af den brune farve.

Prøv også at læse følgende fra ”Christian 4.’s forordning angående læger, apotekere og kirurger og især om lægehonorarer og bøde til empirikere” fra 10. januar 1619:

Og da vi allernådigst har erfaret, at forskellige empirikere vover at give de syge indvortes medicin, ønsker vi for fremtiden dette allernådigst forbudt. … Derfor skal det kun tillades autoriserede læger og medicinske doktorer at anvende og ordinere indvortes medicin. Alle andre – det være sig bartskærere, apotekere, kemister, okultister, broksnidere og landfarere – skal overhovedet holde sig derfra, og skal alle som én passe deres eget håndværk og dygtiggøre sig deri. (Straffen for overtrædelse var til at få øje på: ”Om nogen skulle gribes i at overtræde dette, skal han hver gang bøde med 100 rigsdaler”).

Lægen og anatomen Thomas Bartholin (1616-1680) konstaterede, at bønderne helst forsøgte at behandle deres sygdomme selv frem for at tilkalde lægen: “Vore bønder er empirikere. De bruger ikke apotek men henter lægemidler i deres haver og på deres marker”. En af de planter bønderne hyppigt anvendte som lægemiddel var hyldebuske, men Bartholin undrede sig over, at det eneste fra denne plante som ikke blev brugt var bærrene, som han selv lovpriste og kaldte for ”vilde druer”: ”Man overlader dem til fuglene, der synes værdigere til denne guddommelige spise. Jeg undrer mig over, at de ikke her i landet sættes på bordet som dessert i stedet for fremmede druer, da de både er sunde for maven ved deres syrlighed og passer til vores temperament”. Bartholin anbefalede i flere af sine andre skrifter hyldeplanten som lægeplante, blandet andet i Dispensatorium Hafniense, hvor han nævner hyldemos, hyldeblomstsukker og hyldebærspiritus. Og med nutidens viden må man sige, at han havde en vis pointe. Hyldebær kunne med sit høje indhold af C-vitamin både forebygge og behandle en af 1600-tallets alvorlige sygdomme, skørbug, der skyldtes mangel på C-vitamin forårsaget af ensidig kost uden frugt og grønt. (Kilde: Bartholins bog om dansk lægekunst og danske lægemidler – De Medicina Danorum Domestica – fra 1666, som gengivet i Jesper Brandt Andersens bog om Thomas Bartholin, Kbh. 2017, s. 294f).

Munke- og nonnehavernes planter i Danmark har gennemgående været de samme, der dyrkedes ved klostrene overalt i Europa, dog med indskrænkning af arter som ikke kunne tåle det nordiske klima. Vinen trivedes mindre godt, i alt fald hvad druehøsten angik, og det har sagtens vakt mangen klosterbroders sorg, men i dens sted dyrkedes humlen som bruges ved brygningen af øl. Vildtvoksende planter, der kunne bruges i køkkenet eller lægekunsten, indplantedes eller blev såede, og klosterhaverne virkede som havedyrkningens avlscentre og har sikkert også drevet handel med frø, frugt, træer og urter. Der findes ingen samtidige skildringer bevaret, hvoraf der kan ses hvad klosterhaverne indeholdt, men adskillige arter træffes endnu som en art levende mindesmærker voksende ved ruiner og bopladser af vore middelalderlige klostre og borge, herunder også i Stege by!

Selv tilsyneladende nu ganske vildtvoksende planter er åbenbart oprindeligt indført af munkene. Eksempelvis (links er til Wikipedia): Hestehov (omtales på denne side), bulmeurt, hundetunge, kransburre, svaleurt, jernurt, flere arter katost, hjertespand (omtales nedenfor), dansk ingefær og kalmus. Andre bærer ved sjældnere og særprægede forekomster mere karakter af det som de virkeligt er, nemlig gamle klosterplanter. Således vore to arter fuglemælk, ellensrod, marietidsel, cypres-vortemælk, slangerod, hasselurt, skovtulipan, løvstikke, mesterrod. Ja, endog de sine steder massevis som vildtvoksende påske- og pinseliljer må regnes for udgåede fra kloster- eller herregårdshaverne fra den katolske tid. Også den blandt mange haveejere kendte skvalderkål menes at være indført af munkene. Sådan er der både godt og skidt!

De i gamle dage almindeligt dyrkede krydderurter som isop, polej-mynte, citronmelisse, salvie, anis og andre hører nu væsentlig landsbyhaverne til. Enkelte som morgenfrue (omtales nedenfor) dyrkedes oprindelig som lægeplante, men tilhører nu blomsterhaven. På tagene plantedes husløg (omtales også nedenfor).

Op gennem 1900-tallet mistede lægeplanter – i hvert fald i Vesten – deres dominerende rolle i forbindelse med lindring og helbredelse af sygdom til fordel for industrielt fremstillede lægemidler med syntetiske aktive stoffer. Indenfor EU stilles samme kvalitetskrav til fremstilling og sikkerhed af plantebaserede lægemidler som for konventionelle lægemidler. Mange medicinalplanter sælges derfor i Danmark under betegnelsen ’kosttilskud’, da de dermed ikke er underlagt samme krav til videnskabelig dokumentation for deres effekt og sikkerhed! Man kan dog også finde mange hjemmesider med gode råd og oplysninger, f.eks. Tabita Wulffs ‘Tjek de virksomme stoffer i din naturmedicin’ (åbnes i ny fane).

World Health Organization (WHO) anslår at 80 procent af befolkningen i nogle asiatiske og afrikanske lande i øjeblikket bruger urtemedicin i deres primære sundhedspleje, fordi farmaceutisk fremstillede præparater er uoverkommeligt dyre for de fleste af verdens befolkning (hvoraf halvdelen levede for mindre end 2 $ US per dag i 2002). Barken af Cinchona officinalis, som i øvrigt på grund af en fejloversættelse fra latin kaldes Kinatræ selv om det kommer fra Sydamerika, indeholder således kinin, som i dag er en bredt ordineret behandling for malaria, især i lande der ikke har råd til at købe de dyrere malariamediciner produceret af medicinalindustrien. De spanske conquistadorer bragte barken fra Peru til Europa i midten af 16oo-tallet. Denne ‘perubark’, som den også kaldtes, havde Inkaerne i Peru hvor træet voksede i Andesbjergene i 1000-2500 meters højde, nemlig brugt i mange år til at behandle diverse febertilstande. Dog ikke malaria som først kom til Sydamerika med vestafrikanske slaver i 1500-1600 tallet. Omkring midten af 1600-tallet blev ‘kinabark’ eksporteret til Europa som middel mod malaria, der den gang på ingen måde bare var en tropisk sygdom. Således blev Sydsjæland og Lolland-Falster hårdt ramt af en malariaepidemi i 1831, hvor omkring hver tiende der blev ramt af sygdommen døde.

Faktisk har mange af de lægemidler der i øjeblikket er til rådighed for læger en lang tradition for anvendelse som naturlægemidler, herunder opium, aspirin (salicylsyre – læs om pil nedenfor), digitalis (omtales nedenfor) og kinin. Blandt de 120 aktive forbindelser, der i øjeblikket er udvundet af højerestående planter og bliver almindeligt anvendt i moderne medicin i dag, viser 80% en positiv korrelation mellem deres moderne terapeutiske anvendelse og den traditionelle brug af de planter hvorfra de er afledt.

Ifølge WHO stammer ca. 25% af de moderne lægemidler der anvendes i USA fra planter.  Mindst 7.000 medicinske forbindelser i de moderne farmakopéer stammer fra planter. I en 2010-undersøgelse af de 1.000 mest almindelige plante-afledte forbindelser, var der kun offentliggjort kliniske undersøgelser for de 156. Og kun for 9 planter fandtes betydelige beviser for terapeutisk effekt. I 2015 offentliggjorde den australske regerings Department of Health resultaterne af en gennemgang af alternative behandlingsformer, der søgte at afgøre om nogen var egnede til at blive dækket af sygesikringen. Naturmedicin var en af de 17 behandlingsformer hvor der blev fundet dokumentation for en vis effektivitet. (Kilde til ovenstående: Wikipedia)

Klaus Larsen skriver i sin bog ‘Den blege rytter’ fra 2017 i afsnittet om Urtemedicin og placebo (s. 101f) følgende:

Et stærkt supplement til urtemedicin, Fadervor, helgener og småkirurgiske indgreb har været placeboeffekten. Den har i de fleste tilfælde også været det eneste virksomme middel, og den har været en vigtig faktor i middelalderens stærkt troende samfund.
Placebovirkningen er ikke et nyt begreb. ”Der findes dem på hvem det blotte syn af medicin er virksomt,” skrev den franske skribent Michel de Montaigne (1533-92).
”Placeboeffekten” er opkaldt efter middelalderens professionelle grædekoner, som blev hyret til at messe bønner ved begravelser. De begyndte med ”Jeg vil behage Herren i de levendes land” fra Davids salmer messet på latin: Placebo Domino in regione vivorum.
Når placebo virker, er det fordi patienten tror på at behandlingen virker. Troen på at lægen nok vidste besked, var altså lægens stærkeste kort. … Placeboeffekten fremkalder altså en positiv eller helbredende virkning, selv af en virkningsløs behandling – og den kan forstærke virkningen af et effektivt lægemiddel.

En sjov detalje, når man i norden taler om lægeurter, drejer sig om pigenavnet Bodil. Det stammer nemlig fra det oldnorske “Bóthildr”, som kan deles op i “bót”  (“lægeurt”/“modgift”) og “hildr” (“kamp”). En variant af navnet er Boel. De to navne bæres af i alt næsten 15.000 danskere ifølge Danmarks Statistik. Af Bodil er afledt navnet Bolette.

En anden interessant ting er navngivningen af planterne og deres funktion. Signaturlæren er en forestilling, der bygger på den tankegang at Gud har sat sit mærke – sin signatur – på alle planter, for at fortælle os mennesker hvordan den enkelte plante kunne bruges som medicin. Planter med hjerteformede blade var naturligvis gode mod hjertesygdomme, planter med hul rod mod problemer med livmoderen osv. Således bærer mange blomster i dag navne, der tager udgangspunkt i denne tankegang. Læs mere på “Middelalderhavens” side om signaturplanter.

Nedenfor er samlet oplysninger om et udvalg af planter, hvoraf de fleste kan findes på Østmøn. Der er som nævnt også medtaget en række mere eller mindre nørdede links til Wikipedia – så vidt muligt den danske. (Husk at når du får lyst til at følge et link, så kan du altid komme tilbage ved at bruge venstrepilen på din browser eller kombinationen Alt+VenstrePil).

Når der i øvrigt enkelte steder henvises til Johanne Olsen 1906, stammer udtalelserne fra en gammel Mandemarke-beboer, hvis erindringer du kan læse på denne hjemmeside: Johanne Olsens livserindringer. I 1906 har hun været omkring 30 år gammel og var sikkert allerede da en erfaren ’klog kone’. Som lægen Thomas Bartholin udtrykte det 250 år tidligere:

Ikke sjældent kan man i et fortvivlet tilfælde savne et eller andet fornemt middel. Ja, man skal end ikke undse sig for at udfritte gamle kællinger og barberer om deres husråd, når blot de er probate og ofte er blevet anvendt med held.

Til top

 

Arnica

Arnica

Arnica eller Arnika (Arnica montana) kaldes også guldblomme og volverlej. Det er en flerårig urt med gul-orange blomster og kræver en sur, veldrænet og næringsfattig jord og fuld sol.

Den hører til kurvblomstfamilien, der omfatter over 1600 slægter og over 23.000 arter. Andre planter i denne familie som er også er nærmere omtalt på denne side er: Burre, cikorie, følfod, gyldenris, hestehov, kattefod, morgenfrue, rejnfan og røllike. Blandt kendte planter fra Mandemarkes opland kan også nævnes: Brandbæger, Bynke, Haremad, Kamille, Knopurt, Kortstråle, Margerit, Mælkebøtte, Svinemælk, Tusindfryd og Æselfoder.

Medicinsk er Arnicaens blomster og rodstok mest brugt som salve, olieudtræk og stærkt fortyndet tinktur udvortes. Den bruges ved forstuvninger, slag, gigt og muskelsmerter, da den øger blodtilførslen. Bruges kun på intakt hud. Nogle mennesker kan få udslæt ved vedvarende brug udvortes. Indvortes stimulerer den kredsløbet, og anvendes ved svag hjertefunktion og indre blødninger. Levnedsmiddelstyrelsen har dog forbudt indvortes brug! Den er også betændelseshæmmende og stimulerer immunforsvaret. Desuden mod salmonella. Homøopatisk bruges den ved chok, epilepsi og søsyge, plus de ovennævnte ting.

Johanne Olsen 1906: Arnica sat på brændevin er godt mod kvæstelser, gigt, kløe og håraffald.

Simon Pauli 1648: Bønderne her i disse lande … mener den skal være god imod alt ondt eller bedre end guld.

En gammel tekst fra 1795: Blomsterne lagt på smertende tand får de gnavende ’orm’ til at falde ud.

Men også husdyrene gav man guldblomme. I 1802 anbefales den mod hestens krydslamhed, engbrystighed, kuller samt forfangenhed efter forkølelse!

Goethe (1749-1832) anvendte den mod angina pectoris og hævdede at den reddede hans liv. Andre mener den slog ham ihjel til sidst! Planten er temmelig giftig, og er som sagt også forbudt at sælge til indvortes brug i Danmark. Angina pectoris eller hjertekrampe udløses oftest af fysisk anstrengelse eller af psykisk stress, ved kuldepåvirkning eller store måltider. Hjertekrampe forårsages oftest af åreforsnævring, som er en typisk livsstilssygdom der tiltager med stigende alder. Man kender talrige risikofaktorer som er medvirkende hertil, bl.a. tobaksrygning, overvægt, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterolindhold i blodet, sukkersyge og for lidt motion. Så man kan tænke over, om Arnica reddede Goethes liv eller slog ham ihjel – han blev jo trods alt 83 år!

Friske eller tørrede blomsterhoveder har været brugt til medicinske formål siden 1500-tallet og Arnica er stadig populær i dag i homøopatiske sammenhænge. Hildegaard af Bingen, en nonne kendt for hendes ivrige observation af naturen og fysiologi, skrev allerede i 1100-tallet om de helbredende egenskaber af Arnica montana. Hun blev i øvrigt den 7 oktober 2012 – med små 900 års forsinkelse – af Pave Benedict XVI udnævnt til ‘Doctor of the Church’ som den fjerde kvinde i den katolske kirkes historie (og det var først i 1970 at en kvindelig helgen for første gang blev kanoniseret som sådan).

I nutidens samfund er den fortsatte anvendelse af lægeurter – eller ’homøopatiske midler’  som man kalder dem i dag – omdiskuteret, og det homøopatiske middel der hyppigst har været undersøgt i placebo-kontrollerede kliniske forsøg er netop Arnica montana. (Læs mere om ’placebo-effekt’). Desværre har effekten af homøopatisk Arnica ikke kunnet underbygges klinisk. I den engelske Wikipedia står der således: A systematic review of clinical trials showed that homeopathic Arnica was no more effective than a placebo, cf. E. Ernst; M. H. Pittler (November 1998): “Efficacy of Homeopathic Arnica: A Systematic Review of Placebo-Controlled Clinical Trials”.

Så må man nok bare trøste sig med, at planten også har været kendt under navne som tobaksurt, vild tobak og tobaksrose, fordi de tørrede blomster kunne anvendes som tobakserstatning. Den er også blevet kaldt snustobaksblomst, fordi de knuste blomster stukket i næsen fremkalder nysen.

I Middelalderhaven i Stege, der i 2015 er blevet påbegyndt i den tidligere præstegårdshave ved Stege Kirke, kan man se Arnica – foruden en omfattende samling af lægeplanter, herunder de fleste af de på denne side omtalte planter. (Se nærmere om Middelalderhavens temabede på foreningens hjemmeside).

Til top

 

Baldrian

Baldrian blomst

Baldrian blade

.

.

.

.

.

Blomst og blade af lægebaldrian

Der findes i alt ca. 20 arter af baldrian, heraf vokser de 5 i Danmark.

Læge-Baldrian (Valeriana officinalis) indeholder især i jordstænglen flere aktive stoffer, bl.a. en æterisk olie der sammen med valerensyre og isovaleriansyre fremkalder den meget gennemtrængende lugt som er typisk for baldrian. Desuden indeholder planten valepotriat og flere alkaloider.

Roden er anført i farmakopeen 1772, det vil sige i oversigten over de midler som et apotek rummede – derfor betegnelsen ’officinalis’.

Baldrianrod styrker senerne, er sveddrivende, fordeler svulster, lægges knust på sår og tørret i pose mod svage øjne. Roden har krampestillende, nevestyrkende, sved- og urindrivende, opløsende egenskaber, modvirker hysteri og forrådnelse, anvendes mod indvoldsorm og for tilstoppede kirtler. 

Kilde til denne og andre oplysninger her på siden er Dansk Etnobotanik af V.J.Brøndegaard. Han var i øvrigt født på Møn i 1919 og endte med i en høj alder, hvor han boede på Lolland, at overdrage hele sin omfattende bogsamling og rettighederne til hans bøger til ‘Det svenske Kungliga Skogs- och Lantbruksakademis bibliotek’ i 2003. De er siden begyndt at lægge hans bøger på nettet – bl.a. ved at lægge hans omtaler om de enkelte planter i hans 4-bindsværk Folk og flora på nettet som pdf-filer. Baldrian er således – ligesom andre af planterne på denne hjemmeside – omtalt i bind 4.

Roden af baldrian indgik også i en beskyttende pest-akvavit omkring 1700!

Ifølge Johanne Olsen 1906 skulle baldrian skulle være godt mod nervøsitet. Men den har også været anvendt mod søvnløshed, hovedpine, smertefuld menstruation m.m.

I en gammel kilde kan man også finde følgende: Mand og kone at forene, som altid kives og trættes, giv dem begge at drikke af et krus … Valeriana, så bliver de straks gode venner.

I Agatha Christies ‘Mordet på orientekspressen’ fik den myrdede før sengetid sine vanlige “drops of valerian” i et glas vand som almindeligt beroligende middel – desværre denne aften suppleret med et lidt mere effektivt hvidt pulver!

Men baldrian har været kendt af de gamle grækere og romere. Hippocrates beskrev dens egenskaber, og Galen foreskrev den senere som et middel til søvnløshed.

I middelalderens Sverige blev den sommetider anbragt i brudgommens bryllupstøj for at afværge elvenes “misundelse”. I en gammel engelsk urtebog af John Gerard står, at hans samtidige fandt baldrian “fremragende for de belastede” (‘excellent for those burdened’), og [4″> at den tørrede rod blev værdsat som en medicin af de fattige i det nordlige ​​England og i Skotlands sydlige del, idet “ingen bouillon eller kødret er noget værd, hvis der ikke er baldrian i”.

Til top

 

Betonie (Læge-betonie eller Læge-Galtetand)

BetonieLæge-Betonie (Stachys officinalis) eller Læge-Galtetand er en flerårig urt med en opret eller opstigende vækst. I Danmark er den blevet meget sjælden og findes nu kun vildtvoksende på Lolland, hvor den er rødlistet.

Planten indeholder garvestoffer først og fremmest stachydrin. Desuden indeholder den æteriske olier som betonicin, turicin, cholin og flere alkaloider.

Den har været meget brugt som en næsten universelt virkende lægeplante. Bl.a. blæresten, vattersot og blodspytning, alle mulige øjenlidelser, smertende øre, hoste, hæshed, forstoppelse, alle mulige mavelidelser, sår, lever- og miltlidelser, malaria (i afkog sammen med vejbred), gulsot.

Hildegard af Bingen omtaler i 1100-tallet denne plante som virksom mod søvnbesvær og menstruationssmerter.

I gamle Harpestræng-afskrifter omkring 1300 anføres det, at med betonie på sig kan man ikke skades af nogen sygdom!

Omkring 1500 siges: Drikkes i maj knust betonie og rude i vin, er man sikret et godt helbred. Rude er en gammel klosterplante. I middelalderen dyrkedes Rude almindeligt som krydder- og lægeplante. Bl.a. brugtes den som beskyttelse mod pest og fungerede som universalmiddel mod maveonde og krampe. Den blev også brugt til at give klare øjne og at skærpe synet.

Simon Paulli 1648 siger om læge-betonie at den ”er i al sandhed en meget brugelig … lægedom”, og henviser til en romersk læge som hævdede at planten hjælper mod 47 sygdomme. Ikke underligt at bladene af betonie er anført i farmakopeen 1772.

Det er også sagt, at betonievand gør beruset mand ædru, men må ikke bruges oftere end to gange årligt!

Til top

 

Burre

BurreMange kalder denne plante for ’borre’, men planten er ikke opkaldt efter byen Borre, som ligger ikke langt fra Mandemarke. (Alle veje i Mandemarke har postnummer ‘4791 Borre’).

De fleste børn og unge burde i øvrigt føle sig meget fortrolige med planten, idet den har inspireret til opfindelsen af burrelukke, også kaldet velcro, som bruges til at lukke sko og meget andet. Det var oprindeligt den amerikanske rumforskning der søgte en løsning på, hvordan man i rumskibenes vægtløse tilstand kunne forhindre genstande i at svæve forstyrrende rundt i rumkabinen, og derved – inspireret af burren – udformede den kombination af løkker og de små kroge, som gør det let at sætte noget fast og til at skille det ad igen.

Burre er almindeligt forekommende både i Klinteskoven, ved foden af Kongsbjerg og langs vejkanterne – hvis Vordingborg kommune ikke utidigt tryner dem med deres ’kantklippere’! Man finder begge de to arter af burre:

Burre filtretFiltet Burre (Arctium tomentosum, se foto til venstre) der gror ved veje og bebyggelser, og Skov-Burre (Arctium nemorosum, se foto ovenfor) der er temmelig almindelig på frodig og fugtig bund i skove. Kurvens svøbblade er mere eller mindre hvidfiltede. Både de indre og ydre svøbblade har en indadbøjet, krogformet spids, hvilket skiller den fra Filtet Burre, hvor de indre svøbblade har ret spids. Blomsterne har rød krone og blå støvknapper.

Men der er åbenbart også en tredje slags burre, som hedder Glat Burre (Arctium lappa), hvis kurv-svøb-blade er glatte og hagekrummede i spidsen. Planten er i øvrigt mere eller mindre filtet-håret. Roden af glat burre spises som en grønsag i Japan og går under navnet Gobo. (Alt iflg. Wikipedia, hvor det øverste foto er fra).

Af Burre lavedes i gamle dage te af rødderne. Det var godt mod gigt og udslæt. Blev det blandet med olie var det godt for håret (Johanne Olsen 1906).

Medicinsk siges burre at være blodrensende, maveberoligende, afgiftende, og virksomt mod hudproblemer, gigt, blærebetændelse, nyresten, forkølelse og influenza. Ifølge Wikipedia kan de grønne, overjordiske dele af planten udløse eksemlignende hudskader på grund af den fototoksiske virkning af de laktoner, der findes i saften (formentlig på samme måde som det siges om saften fra Bjørneklo).

Rødderne af burre har også et højt indhold af polysaccaridet inulin, som det også er tilfældet med cikorie og hvidløg, der er omtalt nedenfor på denne side samt jordskokker. Læs mere om Inulin i den selvstændige artikel her på hjemmesiden!

Til top

 

Cikorie

Cikorie 2

cikorie 1

Cikorie (Cichorium intybus) er knyttet til lysåbne voksesteder på tørre, kalkrige jorde. Derfor findes den ofte langs vejkanter og på skråninger og overdrev. De himmelblå blomster ses også på Møn i juli, især på alle vejkanterne der ikke er blevet ‘skamklippet’.

Den bitre smag i bladene skyldes ifølge Wikipedia i første række esquiterpenerne lactucin og lactucopicrin. Desuden indeholder planten aesculetin, aesculin, cichoriin, umbelliferon, scopoletin og 6,7-dihydroxykumarin.

Planten oplagrer stoffet inulin som reservenæring i roden, og indholdet af inulin er meget højt i rødderne af cikorie: 13-20%. Inulin er opbygget af fruktose i en lang kæde og er et polysakkarid. Inulin nedbrydes ikke af den menneskelige organismes fordøjelses-enzymer. Det nedbrydes først af den mikrobiologiske flora i tyktarmen. Inulin betegnes derfor som et et præbiotisk stof (engelsk: prebiotic) og anses for at være sundheds-fremmende komponenter i kosten.  (Kilde og links: Wikipedia).

Et præbiotikum er altså en fødevarekomponent, der ikke kan fordøjes af menneskers eller dyrs fordøjelsesenzymer, men som stimulerer væksten af gavnlige bakterier i fordøjelsessystemet, for på den måde at gavne værtens almene sundhedstilstand. Præbiotika er en mellemting mellem almindelige fødevarer og medicin. (Frøskallerne af loppefrø indeholder også polysakkarider og betragtes derfor som præbiotika – læs artiklen om loppefrø længere nede). De sundhedsfremmende egenskaber viser sig ved at præbiotika overlever værtens fordøjelse og absorption, sådan at stoffet stadig er til stede i den nederste del af tyndtarmen og i tyktarmen, hvor bakterierne er. Præbiotika menes at have en effekt på mange lidelser, heriblandt mange af de vestlige livsstilssygdomme som diabetes, hjerte-/karsygdomme og forstyrrelser af mavetarmkanalen. De fleste præbiotika er det, der til daglig kaldes kostfibre.

Du kan læse en uddybende, meget udførlig artikel Om inulin her på hjemmesiden (under fanebladet Studerekammer).

Andre planter der også har et højt indhold af inulin er asparges, bananer, burre, mælkebøtterod, hvidløg, jordskokker, artiskokker, porrer og løg. 

Arlas morgenmadsprodukt ‘Cultura‘ Naturel indholdt tidligere foruden kultur af forskellige mælkesyrebakterier 4% kostfibre i form af cikorieinulin. På Arlas kartoner kunne man læse følgende: Cultura® holder maven i balance, fordi cikorieinulin bidrager til normal tarmfunktion via hyppigere afføring.

I september 2021 er Arla dog gået over til at nøjes med at tilsætte majsfibre i stedet for inulin. Når de brugte inulin fra cikorie, er det sikkert fordi rødderne af cikorie er en af de mange inulinholdige planter, som har et meget højt indehold af inulin og er nem at dyrke. Men der var formentlig også en anden begrundelse. Inulin skulle kunne ekstraheres fra cikorierødder af lunkent vand, mens udvindelsen af såkaldt “opløselig majsfiber” kræver kemisk behandling og derfor ikke er en ‘naturlig’ fiber udvundet af majs. Den naturlige produktionsproces af inulinen ved at udtrække den med varmt vand, adskiller den således fra andre fibre, som er vanskelige at fordøje gennem kemisk og enzymatisk modifikation.

Fremover må man altså selv aktivt skaffe sig inulin fra andre kilder, hvis man vil opnå de ønskede virkninger. Og så kan man i øvrigt altid supplere med lidt loppefrøskaller, der som omtalt nedenfor også indholder polysakkarider, og så eventuelt nøjes med en mindre portion! 

Arla oplyste at den cikorie de brugte i Cultura®produkterne primært dyrkedes i Belgien. Som det fremgår af oplysningerne nedenfor om brugen af cikorierødder til at lave kaffetilsætning har Danmark ellers haft en betydelig produktion.

Man tror det måske ikke, men Cikorie dyrkes også i gartnerier. Skud af en særlig type Cikorie (cichorium endivia), der er drevet i mørke, sælges især sidst på året under navnet “julesalat”, men kan vist efterhånden fås hele året ligesom jordbær og så meget andet!

Julesalat er de hvide, kompakte skud af planten, og fremstilles ved at man sætter rødderne i fugtigt sand ved 10-15º og holder dem i absolut mørke. Efter et par uger har rødderne dannet de blege, faste skud, som kan afskæres og bruges direkte eller tilberedt. Det er et afgørende kvalitetskrav, at skuddene ikke på noget tidspunkt får lys. Lyset får nemlig skuddene til at danne grønkorn (grønne spidser) og de meget bitre stoffer, som salaten er berygtet for. Julesalat af 1. kvalitet er ikke grøn i spidsen og smager ikke bittert.

Tidligere har de tørrede og ristede rødder af den almindelige cikorie været brugt til kaffeerstatning. Den tykke pælerod af cikorie blev tilbage i 1790 brugt som kaffesurrogat eller -tilsætning i et sådant omfang at importen af kaffe fra de danske kolonier var truet, hvorfor der blev udstedt et kongeligt forbud mod at indføre ristet cikorierod til København. I 1798 skrives om de tørrede og ristede rødder af cikorie: Blander man dem efter vægten med halvdelen af kaffe, så kan endog en kaffekender, når han ellers ingen anledning har til mistanke, næppe på smagen mærke deres nærværelse.

161014-249Men i 1877 indførtes ca. 2.000 tons cikorierødder i Danmark og under 2. verdenskrig blev der i 1942 ligefrem dyrket cikorie på et areal af i alt 13 kvadratkilometer – for at blive solgt under navnene “Richs” og “Danmarks“. Under en intens reklamedyst mellem de to producenter, blev sloganet ”Det er Richs der drik’s” af konkurrenten kort tid efter besvaret med sloganet: ”Men det er Danmarks der dur”!

Rent landbrugsmæssigt er der mange paralleller mellem sukkerroer og cikorie, når det er roden det drejer sig om, for det er i vidt omfang de samme teknikker og redskaber der bruges for at fremavle og ‘høste’ deres rødder.

De tørrede blade af cikorieplanten har – i øvrigt ligesom rabarberblade og mange andre blade – i tidernes løb været brugt som erstatning for tobak.

I 1400-1500 tallet blev skrevet, at planten var sårlægende, at den knuste rod kunne indtages for gulsot og med vin mod smerter i lysken, samt ikke mindst at ”de knuste blade lagt på kvindebryster får dem til at skrumpe ind”.

Simon Paulli 1648 skrev, at planten ”åbner de indvolde som fordøjer maden, hvilket læger noksom kan bekræfte af daglig erfaring.”

På Langeland sagdes helt op til 1900-tallet: Hvor der gror cikorie med hvide blomster, har en pige mistet sin mødom.

Så det har været en plante som i det hele taget har haft stor betydning.

Læs også Brøndegaards omfattende artikel om cikorie, hvorfra hans referat af Simon Pauli fra 1648 lyder således:Cikorieroden var officinel fra 1772 til 1840, dvs. at alle apoteker skulle have den tykke rod  i deres sortiment, og i mange egne af landet var det almindeligt at have 2-3 cikoriebede til eget brug op til 1870’erne.

Måske vil Almindelig Cikorie vende tilbage som nytteplante, for nye forskningsresultater fra Det Biovidenskabelige Fakultet (LIFE) i 2005 har vist, at ornesmag og lugt i slagtede svin kunne forhindres med cikorierødder i foderet lige før slagtningen. Samtidig kunne man påvise en gavnlig effekt på grises almene sundhedstilstand. Grisedysenteri og forskellige indvoldsorm var også blandt de lidelser cikorie i gamle dage kunne imødegå (jfr. Anne Hjort Balling: Influence of chicory roots /Cichorium intybus L) on boar taint in entire male pigs and female pigs).

Af sidstnævnte artikel fremgår i øvrigt at dyrkningen af cikorierødderne har mange fordele. Som der står på engelsk:
• On the farm level the chicory can be handled with the same equipment as sugar beets – hardly no or only minor need for new expertise or machines
• On the factory level the chicory roots can be dried and manufactured with existing equipment – no need for new investments
• The product can be dried and used in feed mixtures allyear round
• High biomass yield by area (e.g. 60 ton per ha)
• Can improve the soil quality and decrease the loss of N from soils by deep roots

På nettet findes der også en mangfoldighed af artikler om betydningen af tarmens bakterieflora for dem der har lyst til at læse mere, f.eks. følgende:

Til top

 

Citronmelisse

CitronmelisseCitronmelisse (Melissa officinalis) er en 20-90 cm høj buskagtig og let citronduftende urt med små hvide blomster.

Den dyrkes til brug i husholdningerne både som krydderurt og som en beroligende te. Desuden findes den forvildet nær bebyggelse – eller sagt mere direkte: Den spreder sig meget villigt som ukrudt i haverne.

I 1400-tallet anvendtes ’hierthen fryd’ bl.a. mod hjertesygdomme, idet den kunne ”styrke og fryde hjertet”.

Navnet ’citronmelisse’ kommer fra græsk melissa = bi og honning, idet blomsterne søges meget af bier. På Møn skulle den på grund af sin lugt også være kaldt ’kattepis’!

Christiern Pedersen 1533: Spises i maden mod hjerteonde, der forhindrer søvn. For mavelidelser indtages friske eller pulveriserede blade med mad og drikke, også for udeblevet menstruation. Bliver kvinde ikke gravid, skal hun bade sine kønsdele med vandafkog. Indtages med vin som modgift efter hugormebid. (Bemærk rækkefølgen af de behandlede problemer!)

Henrik Smid 1546: ”Hjertensfryd er vel bekendt blandt kvindfolk, den varmer, tørrer, fortærer, læger og sammentrækker.” Hjertensfryd og kamilleblomster i pose koges i vand eller vin og lægges over urolig livmoder, det ”stiller dens opstødelse og rørelse og den kommer ned igen til sit rette sted”. Gøres håret vådt med afkog af citronmelisse, bliver det ikke gråt.

Hjertensfryd-øl opmuntrer tungsindige, styrker hjertet og er meget sundt for kvinder, sagde man i 1632. Det gælder måske stadig?

Simon Paulli 1648: Planten berømmes af læger som medikament mod melankoli og andre hjertesygdomme. Det er lægfolk bekendt, at dekokt af hjertensfryd driver menses, nogle lægger de grønne blade i strømperne eller blot i tøfler og sko. På apotekerne tilberedes især til dette brug et sukkerudtræk af planten med destilleret vand. ”Sandelig må man højligt forundre sig over, så meget disse kvinder her i landene såvel i landsbyerne som købstæderne holder af dette hjertensfrydvand”, som de bruger til lægedom for alle sygdomme. Det er i hvert fald sandt, at hjertensfrydvand hjælper mod smerter, der skyldes opsteget livmoder.

Barselskvinder kan drikke vinafkog af hulurt (=slangerod), hjertensfryd og myrra, ”det læger alt, hvad indvortes brudt er, det være sig lungens, leverens, sidernes, livmodernes pine etc., det uddriver al uhumskhed og den koleriske væske”.

Urt og frø anføres i farmakopeen 1772, bladene indtil 1933.

Maren Haaning i Vindblæs gav mod alle skrøbeligheder bl.a. et vinudtræk af hjertensfryd, ensian, bævergejl og safran, der 24 timer havde stået nedgravet i en myretue.

Indholdet og den farmakologiske anvendelser af citronmelisse er fornylig blevet grundigt undersøgt, især med hensyn til dets traditionelle anvendelser. (Shakeri, Abolfazl; Sahebkar, Amirhossein; Javadi, Behjat (2016). “Melissa officinalis L. – A review of its traditional uses, phytochemistry and pharmacology”. Journal of Ethnopharmacology. 188: 204–228). Men der er kun foretaget meget få randomiserede, dobbeltblindede kliniske undersøgelser hos mennesker, så der er ingen generelle konklusioner om sikkerheden eller virkning af citronmelisse og dens komponenter, og det er især ikke klart hvilke doser der er sikre og effektive.

Til top

 

Egetræ

EgetræDer har været eg i Danmark lige siden sidste istid. Når der i dag er egeskove rundt omkring i Danmark, er det af hensyn til den store flåde man ville lave for 200 år siden. Egen er et meget hårdført træ. Den kan tåle dyrebid, klipninger eller åben bund, så der er store sandsynlighed for at der vil være mere eg end bøg i selvsået skov. I egeskove er der mange lysplanter i skovbunden da egetræet ikke har blade alle steder og der derfor slipper lys ned til skovbunden.

Stilk-Eg (Quercus robur) eller Almindelig Eg er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark er almindeligt i skove og krat og optræder blandet med andre løvtræer på næringsrig og veldrænet, kalkrig bund. På Stengårdsvej på vej mod Geocenteret står stadig resterne af en gammel eg som i 2016 ikke er formuldet helt endnu, som utvivlsomt er en Quercus robur ligesom Kongeegen i Jægerspris som med en anslået alder på 1500 år eller mere skulle være Nordeuropas ældste egetræ.

Egetræ 2

Egetræ 3Egebark virker mod dårlig sårheling, bylder, eksem og fodsved. Anvendes som udvortes omslag efter behov. Desuden kan man drikke et udtræk af 50-60 g bark i 1 liter vand. Koges op, trækker i 10 minutter og sis – og drikkes lunken. (Kilde: Helsenyt.com) Der findes mere end 500 arter egetræ, så det er ikke til at vide, hvilke der virker bedst. Men så må man jo bare prøve sig frem!

Afskallede agern skoldet i kogende vand og derefter ristet i smør og knust blev mange steder brugt som kaffeerstatning (se også under ’cikorie’), men i 1906 er det blevet sagt at det er ”et usundt surrogat for den rigtige kaffe”.

Til top

 

Fingerbøl (Digitalis)  

Fingerbøl set i lysning i Klinteskoven 2016 nordøst for Mandemarke (klik for at forstørre)

Fingerbøl 2

Udsnit af maleri af digitalis af Birthe Jarlbæk

Almindelig Fingerbøl (Digitalis purpurea) er en 40-130 cm høj urt, der vokser i skov, på skrænter og ved gærder. Planten indeholder de giftige stoffer digoxin og digitoxin, som begge er glykosider, der har indvirkning på hjertefunktionen og nervesystemet (kan være dødelig).

Tidligere brugtes udtræk af digitalis – under kontrollerede forhold – som hjertemedicin. I dag produceres de relevante stoffer til hjertemedicinen syntetisk, som det også er tilfældet for den meste plantemedicin.

Hele planten er giftig, inklusiv rødder og frø, omend bladene er mest giftige. Hvis man spiser bladene er der i yderste konsekvens risiko for dødsfald. Tidlige symptomer ved indtagelse omfatter utilpashed, opkast, spisevægring, diarré, ondt i maven, hallucinationer, svingende bevidsthed og kraftig hovedpine. Alt efter hvor kraftig forgiftningen er, kan patienten senere opleve svingende og svag puls, nerveforstyrrelser, synsforstyrrelser (særligt med gule/grønne skær om objekter, og blå haloer omkring lys), kramper og dødelige forstyrrelser af hjertet. (Wikipedia med link).

FingerbFingerbøl 3øl – et ord som formentlig er ved at miste sin betydning for yngre årgange – er et meget betegnende navn, når man betragter den enkelte blomst. Af hensyn til de yngre årgange kan det oplyses, at fingerbøl i gamle dage blev brugt til syning og brodering, når en synål skulle presses helt igennem et stykke stof. Jeres bedstemødre kan meget vel have fingerbøl liggende i skufferne et sted! Det gør nemlig nas på fingerspidsen, hvis man ikke har et fingerbøl af metal eller andet hårdt materiale til at sætte på spidsen af syfingeren, se foto til venstre.

Til top

 

Følfod

Følfod

Følfod med det smukke latinske navn Tussilago farfara blomstrer om foråret inden bladene kommer.

Den er almindelig på lerede og fugtige marker og kan ses fra stranden ved klinten hvor der er lerskred, så det kan ikke undre at den har det særligt godt i kalkholdig jord, hvorfor den først blev et problem som ukrudt i markerne, da man omkring 1850 begyndte at mergle markerne.

Indtil hormonmidlernes fremkomst var denne plante med sine lange underjordiske udløbere et frygtet og besværligt ukrudt i vintersædmarker – ”prokuratorer og følfod er bondens værste plager” (1870). Andre har udtrykt det på denne måde: Intet formerer sig så stærkt som grundtvigianere, rotter og følfødder.

Følfod-hovblade brugtes mod hoste og hæshed, fortalte Johanne Olsen 1906. Følfod har ikke noget at gøre med hestehov, selv om man efter navnene skulle tro at de var i familie – ud fra argumentet: ingen hestehov uden en foregående følfod! Siden Johanne Olsen taler om ’hovblade’, tænker hun måske i virkeligheden på planten ’rød hestehov’ som omtales senere, eller måske en kombination af følfod og rød hestehovs store hovblade (dem som H.C.Andersen kaldte skræpper). Men følfod er dog også blevet kaldet ’hovurt’ på Møn op til omkring 1820, fordi omridset af bladene har lighed med omridset af føllets hov. I ældre litteratur er følfod undertiden blevet navnemæssigt forvekslet med hestehov.

Både rod, blade og blomster er anført i farmakopeen 1772 og skulle stadig sælges på nogle apoteker.

Te af blomsterne stimulerer opspytning og hjælper således mod trangbrystighed, alle lungesygdomme og snue.

Medicinske anvendelser: Hoste, forkølelse, katar, kramper, betændelse, immunstimulerende. Skulle også kunne bruges som tobak. Cigarer af følfodblade er brugt mod astma (1894).

Er forbudt indvortes af Levnedsmiddelstyrelsen.

Følfod er selve symbolet på forårssolen og indgår mange steder i prosa og poesi, bl.a. af Johannes V. Jensen, Hans Hartvig Seedorf, Martin A. Hansen, Viggo Stuckenbjerg og Thøger Larsen.

Til top

 

Gyldenris

GyldenrisAlmindelig gyldenris (Solidago virgaurea) findes i mange gamle haver på landet.

Ud over at være en ganske køn staude, er det en fremragende plante for insekter, bier og sommerfugle. Det myldrer altid omkring den, når den blomstrer.

Medicinsk bruges den først og fremmest ved nyre- og blærelidelser af alle slags på nær kronisk nyrebetændelse. Den skulle endda skulle kunne skylle nyre- og blæresten ud. Den er stærkt vanddrivende, bakteriehæmmende og svampedræbende. Den er virksom mod visse former for gigt samt Candida albicans, som er en gærsvamp der lever i 80% af den menneskelige population uden at volde skade, hvor overvækst dog kan resultere i sygdom og kaldes candidiasis (link til Statens Seruminstitut). Hyppige infektioner der er forårsaget af Candida albicans omfatter bl.a. trøske, som er en svamp i mundhulen ofte hos småbørn.

Gyldenris anvendes både udvortes og indvortes mod sår og betændelse. Den er desuden slimløsende, mildt beroligende og en antioxidant. Skulle være god ved chok og andre sjælelige belastninger.

Den er en velkendt farveplante. Blomsterne bruges til en bitter snaps. Bladene bruges til the. Altså helt den samme historie som så mange andre lægeurter – drikkes som the, smagsgiver til brændevin og hvorfor ikke også prøve at ryge den?

Til top

 

Hestehov (rød hestehov)

Hestehov 2

Rød hestehov (Petasites hybridus) vokser fugtige steder. Om foråret kommer de røde blomsterstande tidligt. Hen på sommeren ser man skræpperne med somme tider meterhøje, store blade. Planten kaldes også for pestilensurt eller tordenskræppe.

Man kan i tvivlstilfælde kende Rød Hestehov ved at knække en stængel og lugte til saften. Den er stærkt ildelugtende, og det kræver en god omgang sæbe at få den af fingrene igen. I enkelte områder bliver planten opfattet som landskabsukrudt, da den kan sprede sig kraftigt under optimale forhold.

Den findes som sagt på fugtige steder, f.eks. omkring Mandemarkes gadekær som det ses på fotoet her.

Gadekæret midt i april

Mandemarkes gadekær midt i april (KLIK PÅ BILLEDET for at læse om gadekæret)

Planten kom oprindelig til Danmark som lægeplante i middelalderen, måske under pestipedemien ’den sorte død’ i 1300-tallet, men kendes fra vikingetiden på Århusegnen. Det diskuteres om dens navne som pestilensurt, pesturt eller pestilensskræppe har at gøre med at den blev anvendt mod bl.a. pest, eller om det skyldes at den er en ’pestilens’ fordi den er vanskelig at udrydde.

De knuste blade blev brugt mod malaria, pestbylder og sår i Middelalderen. Læs meget mere om byldepesten i historien Pesten på Østmøn i 1655-56 (åbnes i ny fane).

Senere er planten anvendt mod hoste, kramper og smerter i mave og underliv.

Roden anføres i farmakopeen 1772, og te af hestehov for leddegigt kunne købes på et apotek på Fyn i 1946.

Til top

 

Hjertespand (Almindelig hjertespand)

Hjertespand

Almindelig hjertespand (Leonurus cardiaca) er knyttet til lysåbne voksesteder med en let fugtig jord, der er rig på næring og kalk. Den har været meget brugt i folkemedicinen, både til hjertemedicin og som antiseptisk udtræk. Det hævdes, at udtræk af planten kan virke opstrammende i overgangsalderen og ved hjertebesvær. Ved kontrollerede undersøgelser har man vist, at nogle af indholdsstofferne virker hindrende
på optagelsen Hjertespand 2af calcium.

Udtrækket stimulerer livmoderen og kan derfor fremkalde abort. Det findes bl.a. som vist til venstre.

Planten er som navnet også antyder blevet brugt mod hjertelidelser – ’hjertespand’ betyder hjertespænding. Men den har et langt bedre navn, end dens brug og kræfter berettiger til, da den næppe hjælper for nogen hjertelidelser, men mere mod kolik som følge af diarré og livmodersmerter.

Mod børns indvoldsorm lægges de kogte blade, malurt og olie på navlen, og den tørrede og knuste plante spises eller drikkes som te for åndenød. Blandet med smør indtages den mod kolik og modersyge! (1838)

Planten kaldes også sejd-urt og blev brugt i besværgelse af hekse, som man bl.a. kan læse i Middelalderhavens fine faktablad.

Til sidst skal nævnes at hjertespand er giftig i større mængder som så mange andre lægeurter.

Til top

 

Husløg

HusløgHusløg (Sempervivum tectorum) består af små sukkulente rosetter og den får høje lyserøde blomsterstande. Ses nogle gange på gamle hustage, idet den elsker solrigt og tørt voksested.

Planten var i antikken helliget tordenguden Jupiter (svarende til Tor) og blev plantet på tage mod lynild. Den skulle også beskytte mod hekseri. Det er sikkert derfor man har ’hjulpet’ den op på taget af sit hus. Når man sommeren 2016 gik forbi huset på den lille navnløse stikvej i Mandemarke syd for Strædet kunne man se husløgene på vindfanget til Busenevej 22 – og det kan man sikkert stadig!

Medicinsk er planten anvendt mod øm hals, mundbetændelse, bronkitis, sår især forbrændinger, helvedesild. Bladene er anført i farmakopeen 1722.

Fra 1400-tallet stammer følgende: Gnides penis før samlejet med plantens saft, vil kvinden aldrig interessere sig for andre mænd.

I 1700-tallet: Mod døvhed dryppes plantens saft i øret eller saften blandet med bomolie (en dårlig kvalitet af olivenolie som i dag kun bruges til industriformål og tidligere brugtes til at holde møllerne velsmurte), kvindemælk og ingefær eller løgsaft.

I Thy (omkring 1880) lagde man bladene på en tallerken og satte den i varm ovn, hvorefter den varme saft dryppedes i øret mod tunghørhed og ørepine.

En klog mand eller kone på Østmøn lagde husløg kogt med vandgrød og kalveløbe på bylder for at ’modne’ dem.

Til top

 

Hvidtjørn

Hvidtjørn 2

Almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata) gror mange steder i og omkring Mandemarke, da fuglene gavmildt spreder frøene fra de velsmagende bær (i alt fald for fugle). Den vokser også i Mandemarke Bakker, da kvæget går udenom dem i modsætning til f.eks. geder. Går du fra Skovstrædet i Mandemarke op i bakkerne, ligger der til venstre mod skoven et smukt område med gamle hvidtjørne, hvoraf et er afbildet ovenfor mens det blomstrer – og dufter! Men der findes også hvidtjørn i andre former, som f.eks. denne:

Hvidtjørn 3

Crataegus laevigata cubus (?!)

Hvidtjørn er glimrende til et hjerte, der med alderen er blevet svagere, men som ikke er sygt. Planten kan bl.a. medvirke til at fremme forsyningen af ilt og sporstoffer til hjertemusklen. Overhæld 1 spsk. blomster og frugter med kogende vand til 1 kop te. Lad teen trække i 10 minutter. Drik 2-3 kopper slurkvis i løbet af dagen. Hvidtjørneteen skal drikkes regelmæssigt i et stykke tid, inden den opnår sin fulde virkning. (Kilde: Helsenyt.com)

Til top

 

Kattefod

Kattefod

Almindelig Kattefod (Antennaria dioica) eller blot Kattefod er en 5-20 cm høj flerårig urt med hårklædte stængler og blade. Blomsterne danner små kurve, der er samlet i endestillede halvskærme. Arten er karakterplante for meget mager og sandet jord.

Medicinsk anvendelse: Lever og galdeblæreproblemer, gulsot, diarre.

John Gerard‘s Herball (1597) skriver om planten:

When the flower hath long flourished and is waxen old, then comes there in the middest of the floure a certain brown yellow thrumme, such as is in the middest of the daisie, which floure being gathered when it is young may be kept in such manner (I meane in such freshness and well-liking) by the space of a whole year after in your chest or elsewhere, wherefore our English women have called it ‘Live Long,’ or ‘Live-for ever,’ which name doth aptly answer this effects.

Til top

 

Kodriver

 Kodriver

Hulkravet kodriver (Primula veris) vokser spredt overalt i landet på ret tør, neutral eller kalkrig jord. Den danner plantesamfund på græsningsarealer og i lyse skove. Er meget udbredt i bakkerne omkring Høvblege.

Den anvendes medicinsk mod bronchitis, hoste, ledbetændelse, søvnløshed, hovedpine, beroligende, forkølelse m.m. Roden er slimløsende og vanddrivende, og anvendes ved hoste og gigt. Bladene har samme virkning, men svagere. Blomsterne er beroligende, krampeløsende, betændelseshæmmende og modvirker frie radikaler. De bruges ved søvnløshed, hyperaktivitet, stress, astma, bronkitis, allergi, hovedpine og feber. Som omslag mod rynker, bumser, fregner, migræne og solskoldning. Bladene er meget c-vitaminholdige.

Hulkravet kodriver var anført i Farmakopeen 1772, og urt og rod er i mange år efter blevet solgt på apoteker – måske stadig?

Virkningerne er temmelig velundersøgt i nyere tid. Må ikke bruges ved graviditet, aspirin allergi (da den indeholder salicylsyre) eller sammen med antikoagulationsmidler. Store doser kan give diarre og opkastning. Kan hos enkelte mennesker give hudirritation, hvilket dog ikke er så udtalt som hos visse andre arter af primula. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver 0,1 gram af blomsterne som højeste daglige dosis. Den tyske angiver 1 gram af roden som højeste daglige dosis. Sådan er det med så meget!

Til top

 

Kvæsurt

Kvæsuurt 1

Kvæsurt 2

Læge-kvæsurt (Sanguisorba officinalis) var godt mod forstoppelse, brystsmerter og brandsår, iflg. Johanne Olsen 1906. Den er knyttet til lysåbne enge og moseområder med en jordbund, der har et lavt indhold af mineralsk næring.

Til samme slægt hører:

Kværsurt Bibernelle

Bibernelle (Sanguisorba minor) eller ’Blodstillende Bibernelle’ er en 50-70 cm høj urt, der i Danmark vokser på lysåbne steder med varm, tør og kalkrig men næringsfattig jord. Derfor findes den især på kalkholdige skrænter, bakker og vejkanter.

Har de samme medicinske egenskaber som lægemiddel som Læge-kvæsurt og er blevet brugt som te til at lindre diarré i gamle dage.

Kan også anvendes som ingrediens i både salater og dressinger, og har en smag der er beskrevet som “let agurk”. Man skal bruge de yngste blade, da de har tendens til at blive bitre som de bliver ældre.

Bibernellen har også en fin historie, idet den var Francis Bacons yndlings krydderurt, og den blev bragt til Nordamerika med de første engelske kolonister og fik særlig omtale af Thomas Jefferson.

Til top

 

Hvidløg

Hvidløg i naturen

Hvidløg (Allium sativum) er en løgplante, der bliver anvendt både som krydderurt og som lægeplante. Hvidløget kommer oprindelig fra Centralasien, men er også tidligt blevet dyrket i Mellemøsten og Lilleasien, og er en af de ældste kendte kulturplanter man kender.

Hvidløg har været dyrket i Danmark meget langt tilbage og nævnes allerede i de ældste opskrifter på dansk fra omkring år 1300, hvor man også anførte at “alle skadelige orme flygter for hvidløgets lugt”.

I optegnelser om 1600- og 1700-tallets danske bondehaver står der ofte, at der blev dyrket hvidløg sammen med flere andre løgsorter, og hvidløg brugtes både i maden og som lægemiddel. Endnu i starten af 1800 var hvidløg udbredt på landet, men så gik det af mode at bruge hvidløg, der fik et dårligt ry som ’fremmedartet’ og ’ildelugtende’, og hvidløg forsvandt næsten helt fra det danske køkken, indtil man med charterturismen i 1960’erne genopdagede hvidløget og begyndte at bruge det i maden inspireret af middel-havskøkkenet.

Også i dag regnes hvidløg som et af de vigtigste vegetabilske lægemidler. Siden 1980’erne er der blevet forsket meget i hvidløgs antibiotiske virkning, men man har ikke fundet den egentlige årsag. Hvidløg reducerer også fedtmængden i blodet, sænker blodtrykket og kolesteroltallet. Hvidløg indeholder vitamin A, B, C og E, selen og de æteriske olier alliin, alliinase og allicin. Når friske hvidløg knuses, nedbrydes alliin til det stærkt duftende allicin. De æteriske olier i hvidløget og allicin har en kraftig antiseptisk og antibiotisk virkning, og før udviklingen af antibiotika blev hvidløg derfor brugt mod alle former for infektioner fra tuberkulose til tyfus og sårbehandling af soldater. Under 1. og 2. verdenskrig blev hvidløg brugt som et antiseptisk middel til at forhindre koldbrand. Indtil Pasteur (1822-1895) indførte vaccinen, var hvidløg et af de vigtigste midler mod infektionssygdomme, blandt andet pest. (Læs også historien Pesten på Østmøn i 1655-56, som åbnes i ny fane).

Hvidløg har også et højt indhold af polysaccaridet inulin (læs mere om inulin her på hjemmesiden).

Hvidløg har en dokumenteret antibakteriel funktion, der altså har været kendt og brugt før opfindelsen af penicillin, og hvidløgspiller sælges stadig som kosttilskud i supermarkeder. De fleste hvidløg i forretningerne i dag er importerede fra Sydeuropa eller fra Kina, men vokser også fint i Danmark selv om de normalt ikke bliver lige så store. Sætter man hvidløgsfed i en velgødet havejord i oktober-november, kan de nå at komme i gang inden vinteren og er så klar til at vokse sig store, hvis de gødes igen allerede i marts.

Hvidløg kendtes i middelalderen og brugtes som krydderi og til medicin og er også tillagt magiske virkninger.

Overtro

I Europa har mange kulturer brugt hvidløg til beskyttelse eller hvid magi, måske på grund af hvidløgets omdømme inden for folkemedicinen. I Centraleuropæiske folkeopfattelser betragtes hvidløg som et stærkt middel mod dæmoner, varulve og vampyrer. For at afværge vampyrer kan hvidløg bæres, hænges i vinduer eller gnides på skorstene og nøglehuller. I overtroens verden beskyttede hvidløg mod ’onde øjne’, og som enhver læser af vampyrlitteratur ved, er hvidløg et ufejlbarligt middel mod de blodstørstige uhyrer. Man mente også at hekse kunne afsløres ved at man dagen før Mariæ bebudelsesdag den 25. marts skar et hoved af en hugorm og gemte det med et hvidløg i gabet under en hue på kirkegulvet. Så ville hekse føle sig overmåde fristet til at lette på huen og derved afsløre sig. ”Mariæ bebudelsesdag” har – for den der ikke lige har det præsent – traditionelt været en vigtig dag i kirkeåret, nemlig som den dag da ærkeengelen Gabriel kom til jomfru Maria og bebudede Jesu fødsel – eller sagt med andre ord, at hun var gravid. Den 25. marts er nemlig 275 dage før juledag. Det svarer til 39 uger og 2 dage og kan sammenlignes med varigheden af en normal graviditet, der er 38 uger regnet fra befrugtningen (40 uger regnet fra sidste menstruation).

Historisk

En mark med hvidløg

Brugen af ​​hvidløg i Kina går tilbage tusinder af år. De blev ifølge Virgil også spist af antikkens græske og romerske soldater, søfolk og landlige klasser, og ifølge Plinius den ældre af bønder i Afrika. I den antikke lægekundskab omtales hvidløg som et urindrivende og slimløsende middel, og anbefales mod tandpine og slangebid.

Traditionen med at bruge hvidløg mod tandpine går langt tilbage og kan genfindes i gamle jødiske skrifter, der tilråder at man på hånden i den side hvor tandpinen mærkes lægger et hvidløg på håndleddets tommelfingerside, der hvor pulsen mærkes. Et lignende husråd findes blandt samer i det nordligste Skandinavien og i Henrik Smids urtebog fra 1557.  Om ham skriver Klaus Larsen i sin bog ‘Den blege rytter’ (2017, s. 161ff):

Den lægekyndige Henrick Smidt (1495-1563), som selv blev et af ofrene for en af 1500-tallets mange pestepidemier, udsendte i reformationsåret 1536 seks små bøger om urtemedicin, som i alt væsentligt var afskrifter af tyske, græske og arabiske skrifter. Samlet udkom de på dansk i 1546 som ”En skøn Lystelig Ny Urtegaard”, der blev voldsomt populær og udkom i stadig nye oplag – helt frem til 1872 (som historisk kildeskrift er den også optrykt efterfølgende).

Han fungerede i en periode som livlæge for Christian den Anden, og havde det synspunkt, ”at sygdom er en straf fra Gud, men da Gud trods alt ikke ønsker at menneskeheden skal udslettes, har Han sat planterne på Jorden, for at mennesker kan ernære og helbrede sig ved at anvende dem rigtigt.” Og det lover han at man kan lære ved hjælp af hans skrifter.

Apropos bemærkningen om pestepidemierne fortæller Klaus Larsen også følgende:

Efter at pestepidemien i februar 1654 ramte København måtte op mod en tredjedel af byens befolkning lade livet. Det drejede sig primært om de fattigste indbyggere, der var stuvet sammen i elendige boliger og ikke havde mulighed for at rømme byen. De mere velbjergede var over alle bjerge, da epidemien begyndte at vise sig. Efter at have hærget København drog pesten videre ud i Østdanmark, bl.a. Stege. Her døde angiveligt halvdelen af indbyggerne. Så blev der givet befaling til at afskære al samfærdsel mellem Møn og Falster, og ved alle overfartssteder blev der posteret soldater.

Læs mere herom i historien Pesten på Østmøn i 1655-56, som åbnes i ny fane.

Hvidløg omtales også i 4. Mosebog, hvor maden under jødernes udvandring fra Ægypten var dårlig og gav problemer.

I islam anbefales det ikke at spise rå hvidløg før man går til moskeen. Det er direkte nævnt i flere forskellige hadither, som er beretninger om profeten Muhammeds udtalelser.

I både hinduisme og andre indiske religioner menes hvidløg at stimulere og varme kroppen og øge ens begær. I nogle buddhistiske traditioner antages hvidløg at stimulere seksuelle og aggressive drifter og dermed gøre det vanskeligt at meditere. Indenfor nogle retninger af buddhismen må munke og nonner ikke spise hvidløg eller andre stærke krydderier som f.eks. chili, idet de anses for at være “jordiske fornøjelser” og fremmer aggression på grund af den stærke og skarpe smag.

Syge husdyr blev tidligere behandlet med hvidløg. Fik koen yverbetændelse, forsøgte man at kurere det med kogt mælk med hvidløg, og ryttere og vognmænd gav hestene hvidløg “da er de tre gange lystigere og friskere til at løbe og trække …  De vognmænd som ingen hvidløg har givet deres heste, skælder og bander på de andre”. Man mente også at hvidløg havde den egenskab at opflamme vrede og hidsighed, og man fodrede dyr der skulle bruges til slagsmål med hvidløg op til kampen, ligesom væddeløbsheste fik hvidløg i foderet før et vigtigt løb.

Til venstre ses ‘Høst af hvidløg’ fra Tacuinum Sanitatis, der var et arabisk værk om “Vedligeholdelse af sundhed”, som i slutningen af 1400-tallet blev oversat til latin og udgivet i Italien og Frankrig. Værket, der udkom i flere stærkt illustrerede latinske versioner, fremhæver væsentlige elementer for trivsel bl.a. tilstrækkelig  af mad og drikke (i moderat omfang), frisk luft, afveksling mellem aktivitet og hvile, afveksling mellem søvn og vågenhed samt virkningerne af forskellige sindstilstande. Ifølge Tacuinum Sanitatis skyldes sygdomme ubalance af disse elementer. Tacuinum var et meget populært værk i Vesteuropa i middelalderen, og et tegn på dette er brugen af ​​ordet taccuino i moderne italiensk som betyder “notesbog”. Ud over sit bidrag til forståelsen af ​​middelaldermedicin er Tacuinum også interessant for ​​landbrug og madlavning; for eksempel findes et af ​​de tidligst identificerbare billeder af guleroden – en moderne plante – i den.

Medicinsk

Hvidløg er kendt for at forårsage dårlig ånde (halitosis) og en markant kropslugt når hvidløget svedes ud. Det skyldes allyl methyl sulfid (AMS), som er en flygtig væske, der absorberes i blodet under kroppens omsætning af ​​hvidløgsafledte svovlforbindelser. Fra blodet transporteres AMS dels til lungerne og videre til munden, hvor den giver den dårlig ånde (”hvidløgsånde”), dels til huden hvor den udskilles gennem hudens porer.

Undersøgelser har vist at den dårlige ånde i vidt omfang kan undgås, hvis man drikker mælk samtidigt med at man indtager råt hvidløg. Hvis man blander hvidløg med mælk i munden inden man synker, er det mere effektivt end at drikke mælk bagefter. Almindeligt vand, svampe og basilikum kan også reducere lugten, men blandingen af ​​fedt og vand i mælken har vist sig at være mest effektivt. Det giver så desværre også visse begrænsninger rent kulinarisk, hvis f.eks. en salat med en god olie- eddikedressing med lidt presset hvidløg skal indtages sammen med mælk. Den klassiske mormordressing med fløde og citron til salaten, som ældre mennesker måske husker, er fra tiden før presset hvidløg kom på mode igen. Men måske er det vejen frem for dem der ikke vil lugte af hvidløg på arbejdet næste dag, at prøve kombinationen af fløde og hvidløg i en mormordressing?

Det der sker når hvidløg bliver knust eller hakket fint, er at der dannes allicin, som er et stærkt antibiotikum med virkning over for både bakterier og svampe. Det er også allicin der giver den karakteristiske lugt. Allicin er en svovlforbindelse, der først dannes når membranen på et fed hvidløg brydes, og er et meget flygtigt stof. Der opnås bedst effekt med friske hvidløg, for det forsvinder nemlig i gamle hvidløg. Når friske hvidløg knuses starter nemlig en kemisk proces hvor enzymet alliinase omdanner aminosyren alliin til allicin, som så ved omsætningen i kroppen omdannes til andre svovlforbindelser som ajoen, allyl propyl disulfid og vinyldithidiin.

Ajoen har den samme og måske større blodpropsforebyggende effekt som acetylsalicylsyre  og hæmmer blodpladernes sammenklumpning til blodpropper uden at forstyrre blodets koagulationsevne.

Allyl propyl disulfid er en flygtig lysegul væske med stærk lugt som findes både i hvidløg og almindelige løg. Når man skærer løg eller hvidløg, fordamper stoffet – og det er det som får øjnene til at løbe i vand som alle har oplevet. Når løg opvarmes, fordamper stoffet og den skarpe smag forsvinder og efterlader løgene bløde med en sød smag, som alle der har fået et helt flækket hvidløg som har været en tur i ovnen vil vide.

Vinyldithidiin er en kompleks organisk svovlforbindelse som menes at virke som antioxidant og forebygge hjerte-kar-sygdomme. I begyndelsen af ​​1980’erne blev man opmærksomme på, at folk i Middelhavslandene havde lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme, og da hvidløg bruges meget i middelhavskøkkenet har hypotesen været, at kemikalierne i hvidløg kan have positiv hjerte-kar-effekt. Der er foretaget undersøgelser som tydeligt viser at vinyldithiin i hvidløg reducerer forekomsten af blodpropper, hvor blodpladerne som har betydning for blodets evne til at størkne klumper sig sammen. Hvis tilbøjeligheden for blodpladerne til at klumpe sig sammen reduceres, reduceres risikoen for blodprop i hjertet (myokardieinfarkt) eller iskæmisk slagtilfælde ved reduceret ilttilførsel til hjertemusklen. Organiske svovlforbindelser som f.eks.vinyldithiin virker også som antioxidanter og kan have betydning overfor hjertesygdomme. Indtagelse af fødevarer med vinyldithiiner og andre organiske svovlforbindelser kan også reducere risikoen for kræft i fordøjelsessystemet, herunder tyktarmskræft.

Hvis man indtager antikoagulerende medicin sammen med hvidløg i større doser, kan det medføre en højere risiko for blødning. Hvidløg kan også interagere med warfarinclopidogrel, aspirin, ciprofloxacin og blodtrykssænkende medicin.

Nogle mennesker er allergiske over for hvidløg og andre arter af Allium. Symptomerne kan være irritabel tarm, diarré, mund og halssår, kvalme, vejrtrækningsbesvær og i sjældne tilfælde anafylaktisk chock. Folk der lider af hvidløgsallergier, er ofte følsomme overfor mange andre planter, herunder løg, purløg, porrer, skalotteløg, haveliljer, ingefær og bananer.

Mange indtager hvidløg som fast kosttilskud i form af kapsler, men bivirkningerne af langtids-hvidløgstilskud er stort set ukendte, og der er ikke udført nogen undersøgelser af det amerikanske Federal Drug Agency, FDA. Mulige bivirkninger kan være fordøjelsesmæssigt ubehag, svedtendens, svimmelhed, allergiske reaktioner, blødninger og menstruelle uregelmæssigheder. Nogle ammende mødre har opdaget, at amningen tager længere tid når de har spist hvidløg, men børnene skal vel bare have tid til at vænne sig til smagen!

Til top

 

Loppefrø (‘Husk’)

Loppefrø 1Loppefrø 2

Loppefrø med det latinske navn Plantago ovata er ikke almindeligt udbredt på Østmøn – i alt fald i naturen.

Men frøskallerne kaldet ’Psyllium frøskaller’ som på engelsk hedder ’Psyllium seed husk’ kendes her i landet under navnet ‘HUSK’ og findes både på Stege Apotek og i Superbrugsen. På engelsk betyder ‘husk’ noget i retning af frøskaller og avner, så det er jo ret smart at beholde det engelske ord, der jo har en helt anden betydning på dansk!

Hvis du synes planten på billederne ligner Vejbred (se denne), er det ikke uden grund, da de alle hører til Plantago-slægten.  Ordet ‘plantago’ kommer af latin, hvor ‘planta’ betyder ’fodsål’, og kendes allerede fra Naturalis Historia af Plinius den ældre, der levede i det første århundrede efter Kristus og døde af svovldampene efter Vesuvs udbrud i 79. Der findes omkring 200 arter i plantago-slægten, hvoraf omkring 7 kan findes vildt i Danmark. De loppefrø – eller mere præcist frøskallerne eller avnerne omkring de små frø – der forhandles i butikkerne, stammer formentlig fra Indien, som er den førende producent, selv om Plantago ovata  også vokser i ørkener og græssletter i Sydeuropa og i Vest- og Sydasien.

Frøene indeholder i frøskallen slimpolysakkarider, der med vand kvælder til mange gange den oprindelige volumen. Når man indtager loppefrøskaller, bevirker kvældningen at tarmindholdets volumen øges kraftigt og dermed stimuleres peristaltikken. Afføringsmidler der virker på denne måde kaldes rumopfyldende afføringsmidler og anses for at høre til de mindst skadelige. Hørfrø, hvedeklid og sorbitol har i øvrigt også tilsvarende virkning.

I tarmkanalen danner loppefrøskallerne en halvflydende gel, som nedsætter optagelsen af galdesyrer i kroppen, hvorefter leveren må forbruge kolesterol til at danne nye galdesyrer. Ifølge Hjerteforeningen har loppefrø en let kolesterolsænkende virkning i følge mindre studier. Effekten er beskeden, og der synes ikke at være nogen gunstig virkning på HDL (det sunde kolesterol) eller triglycerid. Med hensyn til blodsukker har loppefrø måske en let blodforsænkende effekt hos diabetikere.

I Politiken den 5. november 2016 skrev Bente Klarlund Pedersen i sin brevkasse om sundhed:

Havregryn og flere andre fiberrige madvarer som byg, rug, frugt, grove grøntsager og champignon indeholder en del vandopløselige kostfibre af en særlig type, kaldet beta-glucaner. De har vist sig at have særlig stor indflydelse på leverens kolesterolproduktion, fordi de i tarmsystemet danner en vandig gel, der binder en del galdesalte, og derfor ‘tvinger’ leveren til at producere nye galdesalte under anvendelse af kolesterol fra blodet. Derved sænkes kolesteroltallet. De vandopløselige kostfibre sænker ikke bare risikoen for udvikling af fedme og forhøjet kolesterol, men også en række sygdomme som sukkersyge og tarmkræft.

Og som Google Translate så poetisk gengiver passagen fra engelske Wikipedia om loppefrøskaller:

”Den USA-Food and Drug Administration (FDA) har etableret en håndgribelig fordel af psylliumfrøskaller indtag, og en nedsat risiko for koronar hjertesygdom (CHD). Psyllium er opløselige fibre har således potentiale til at mindske risikoen for CHD.” (Den maskinelle oversættelse mangler måske lidt finpudsning, men med god vilje forstår man budskabet).

Selvom der ikke findes egentlig videnskabelig dokumentation for at loppefrøskaller direkte kan afhjælpe sygdomme, anvender mange dem alligevel som naturlægemiddel mod følgende:

  • Konstipation (forstoppelse)
  • Irritabel tyktarm (IBS)
  • Dårlig fordøjelse (dårlig absorption, for hurtig tarmpassage osv.)
  • Divertikulitis coli (divertikelsygdom/divertikulose – betændelse i udposninger på endetarmen)
  • Diarre (tynd mave)

Og så kan loppefrøskaller også bruges i brødbagning! Hvede bruges jo meget, fordi indholdet af gluten som en slags lim holder velhævede brød oppe. Med loppefrøskaller kan man opnå en lignende virkning, således at brød med andre kornsorter også kan bevare luftboblerne fra gæringen. Med nogle spiseskefulde loppefrøskaller skulle man også kunne bage brød med bygmel, som ikke indeholder gluten men meget andet godt, eller  med boghvedemel som uanset navnet intet har med hvede at gøre.

Prøv selv med inspiration fra Emma Martinys opskrift i kogebogen Herlig og ærlig mad: Bland 250 g boghvedmel, 150 g tørret frugt (rosiner, tranebær …), 3 spsk loppefrøskaller, 1 spsk salt, 2 tsk allehånde, reven appelsinskal. Varm 4 dl kokosmælk (=1 dåse) med 1 dl vand og 2 spsk ahornsirup til det er lunkent og udrør 25 g gær i væsken. Tilsæt de tørre ingredienser og rør grundigt så dejen stadig er fugtig. Efter en times hævning bliver dejen fastere. Vip den over på bageplade uden at presse luften ud. Bag ved 175 grader i op til 1 time og 15 minutter. Smager godt med ost.

Urtekram som også leverer økologiske loppefrøskaller til supermarkeder skriver på sine poser, at man kan udover at forøge fiberindholdet i sine brød kan forbedre strukturen både i almindeligt og glutenfrit bagværk ved at anvende 1 dl loppefrøskaller til 5-6 dl væske. Man skal røre loppefrøene i væsken og røre i 5 minutter til frøskallerne gelerer.

Kirsten Skaarup fortæller i sin seneste bog fra 2019 “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”, at man i stedet for æg som bindemiddel i det plantebaserede køkken kan bruge loppefrø: “1 spsk loppefrøskaller pisket med ½ dl. vand eller plantefløde svarer til ca. 1 æg.”

I interview i Politiken (November 2018) med professor Oluf Borbye Pedersen, Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter, Københavns Universitet, om seneste forskningsresultater af forbedringer af tarmfloraten med fiberrig, men glutenfattig kost, gives opskriften på ‘Den glutenfri superbolle fra DTU’ som forsøgspersonerne havde fået, idet kvaliteten af industriens glutenfattige produkter – altså mad uden hvede, byg og rug – var for ringe:

Ingredienser: 30g gær, ½ liter vand, 20 g loppefrøskaller, 200 g revet squash og gulerod, 20 g sukker, 110 g solsikkekerne, 80 g rapsolie, 16 g fint salt, 920 g grov melmiks af glutenfri stivelse, grove boghvedeskaller, roefibre.

Tilberedning: Dag 1: Gæren udrøres i vandet og de øvrige ingredienser tilsættes. Rør godt og længe, ca. 15. minutter. Sæt 20 boller på ca. 100 g på en bageplade med to skeer evt. dyppet i vand. Bollerne klappes evt. jævne i overfladen. De fyldte bagplader dækkes med film og stilles på køl til næste dag. Dag 2: Bollerne tages ud af køleskabet og efterhæver 1-2 timer ved stuetemperatur. Bag bollerne ved 190 grader i ca. 20 minutter.

Loppefrøskaller indgår som nævnt også i mange morgenmadsprodukter men er også godt til heste, for 100% rene hele loppefrø anbefales af Dyrehospitalet i Helsingborg med følgende begrundelse:

”I løbet af efterår, vinter og tidlig forår hvor græssets vækst ikke længere kan følge trop med hestenes behov (foldene bliver nedbidte), er hesten ofte meget ihærdig i dens søgen efter frisk græs. Hesten bider græsset meget tæt på jorden og risikerer derved at indtage anseelige mængder sand og jord, som kan give anledning til sandkolik. Psyllium (loppefrø) har i mange år været et velkendt middel til at afhjælpe problemet. Det er loppefrøenes skal der, når det kommer i kontakt med væske danner en sej slimet substans, som kan trække sand og jord med ud af hestens mave/tarm system. Loppefrø kan gives alene eller sammen med krybbefoderet.”

Til top

 

Morgenfrue

Morgenfrue 2De fleste tænker vist ikke over at morgenfruen er en gammel lægeurt.

Plantedelene indeholder bitterstoffer og antiseptisk virkende stoffer, som er forudsætningen for at Have-Morgenfrue kan bruges som naturmedicin, hvilket også afspejles af dens latinske navn Calendula officinalis (se forklaringen om ’officinalis’ i indledningen til denne side).

Blomsterne indeholder bl.a. mineraler (10%), æteriske olier (0.2%), triterpener, flavonoider, karotenoider. Derfor kan de bruges antiseptisk, dvs. mod betændelse fremkaldt af bakterier og svampe. I naturmedicinen bruges blade og blomster mod problemer med lever, livmoder, urinveje, fordøjelse og hud. Morgenfrue virker sammentrækkende på trods af det lave tannin-indhold. Endvidere bruges udtræk af planten til vanddrivende, blodrensende, afførende og sveddrivende formål. (Kilde: Wikipedia med links)

Både blade og blomster af morgenfrue er spiselige, blomsterbladene giver kolorit til salater. Plantens blade kan have en sød smag, men er oftest bitre.

Man har også brugt randkronerne til forfalskning af safran og til gulfarvning af smør.

En kilde fra 1595: Blomsterne anbragt i hul tand får ‘ormene’ til at falde ud.

Til top

 

Natlys

(Også kaldet “Klokken 8 Blomst” – før indførelsen af sommertid!)

Natlys 1

Bemærk støvfanget der hænger ud af blomsten (klik for at forstørre)

Natlys 2

Fotos af åbne og lukkede blomster

Der findes omkring 150 arter af denne plante, som har sit danske navn fordi den ofte åbner sine blomster omkring kl. 8 om aftenen for at kunne tiltrække natinsekter – men husk at det er kl. 9 ved sommertid! På engelsk hedder den ’sun drop’ eller ’evening primrose’.

Det latinske navn på den i Danmark almindeligt forekommende Kæmpe Natlys, der i øvrigt sår sig villigt, er Oenothera bienni. Den er toårig, første år med en roset og andet år med den høje blomsterstand, som kan blive halvanden meter høj. Den får store duftende, lysende gule blomster op til 10 cm i diameter, der som nævnt åbner sig ved skumringstid.

Medicinsk har den været anvendt til PMS (præmenstruel syndrom), allergi, blodtrykssænkende, gigt, alkoholisme, anorexi, psoriasis, forkalkning, sklerose.

Desværre viser større undersøgelser af effekten af kapsler med olie udvundet af natlys, at den ikke har nogen effekt overfor hverken eksem eller cancer (Cochrane metaanalyse 2013 og American Cancer Society 2010). Andre undersøgelser viser at den heller ikke synes at lette præmenstruelle symptomer, eller at fremskynde eller lette fødsler. Andre medicinske virkninger eller følger er meget omdiskuterede, idet der åbenbart også kan optræde mange bivirkninger.

Så måske skal man bare nyde de smukke blomster.

Til top

 

Perikon

PerikonPrikbladet perikon (Hypericum perforatum) er en 40-60 cm høj urt, der vokser på overdrev, vejkanter og i lysåbne skove. Planten indeholder stoffer, der virker depressionsdæmpende.

Medicinske anvendelser: Nervøsitet, pms, menopause, virus og bakteriehæmmende, betændelse, diarre, åreknuder, stimulerer blodomløb, ømme led og muskler, søvnløshed, hoste, mavekatar og mavesår, udrensende, vanddrivende, gigt m.m.

Planten bruges i naturmedicin som supplement eller erstatning for de såkaldte lykkepiller. Men prikbladet perikon (og præparater heraf) har påviselig indflydelse på omsætningen af lægemidler. Mekanismen er opregulering af to enzymer (bemærk de 2 links der er for de dybt nørdede): cytokrom P450 og CYP3A4 men også CYP2C9, der bevirker en øget nedbrydning af medicinen, hvilket medfører lavere koncentration i kroppen og mindsket klinisk effekt. Det afgørende i denne forbindelse formodes at være plantens indhold af hyperforin.

Og så skal man ikke glemme at de uudsprungne knopper bruges til at fremstille en smuk og velsmagende kryddersnaps. Kniber man en uudsprungen blomsterknop mellem to fingre, får man en helt rød plamage. Det er den røde saft som også trænger ud i kryddersnapsen og giver perikonsnapsen dens farve. De æteriske olier som giver den pragtfulde smag bliver meget hurtigt opløst i snapsen, så den mest velsmagende perikonsnaps får man efter en kort trækketid på højst en dag.

Planten ses hen i juli i grøftekanter og er i Mandemarke bl.a. set ved grøften langs søen ved Tørvelukket, men det kan skifte fra år til år og afhænger også af hvornår kommunen slår grøftekanterne.

Til top

 

Pil

Pil 1

Pil 2

Pil vokser meget gerne på fugtige steder, blandt andet ved det lille mosehul på Rakkerbanken syd for Mandemarke og ved moseområdet på vejen fra Mandemarke mod Klintholm gods. De fleste pilearter får gæslinger tidligt på foråret som man kan se på det første billede ovenfor. Der findes mange arter af pil, men den på det andet foto er formentlig Hvid-Pil (Salix alba).

Et klassisk eksempel på naturmedicin er pilebark, som er blevet benyttet som smertestillende middel.  De fleste kender den fra hovedpinepiller som indeholder salicylsyre (Salix=pil), der i dag er den virksomme ingrediens i mange industrielt fremstillede produkter til forskellige former for smertebehandling.

Salicylsyre er kendt for sin evne til at lindre smerter og reducere feber. Disse medicinske egenskaber, især febernedsættelsen, blev opdaget i oldtiden. Det anvendes som et anti-inflammatorisk lægemiddel.

Salicylsyren udvindes fra det inderste af barken og har den kemiske formel C7H6O3 .

I moderne medicin er salicylsyre og derivater heraf indholdsstoffer i mange medicinske produkter. Methylsalicylat anvendes f.eks. som liniment til at lindre led- og muskelsmerter og cholinsalicylat anvendes topisk til at lindre smerten af sår i munden. Salicylsyre er en vigtig ingrediens i mange hudplejeprodukter til behandling af arp, akne, psoriasis, hård hud, ligtorne og vorter.

Til top

 

Pimpinelle og anis

Pimpinelle

Stor Pimpinelle (Pimpinella major) er en flerårig plante i skærmplante-familien.

Ifølge Wikipedia har den i traditionel Østrigsk medicin været anvendt mod lidelser i luftvejene, feber, infektioner, forkølelse og influenza, så det samme har sikkert også været tilfældet i Skandinavien.

Det er en 40-130 centimeter høj urt med glat, kantet-furet, hul stængel. Stængel- og grundblade er enkelt fjersnitdelt med aflangt ægformede afsnit. Frugten har tydelige ribber til forskel fra Alm. Pimpinelle, som ser således ud:

Pimpinelle 2

Hvis man har gået i gymnasiet og sunget de gamle studenterviser af Bellman kender man den fra dens svenske navn: Pimpinell. Som der står på en svensk hjemmeside:

Blad av pimpinell användes under 1700-talet för att krydda vin och sallat, vilket är omskrivet bland annat av Bellman. Hoffberg (1792) skriver följande om pimpinell: “Kryddsmakande: lägges på rödt win och sallat, deraf smaken förbättras”.

Måske var det Pimpinella anisum, som også på dansk kaldes anis, man brugte! Anis bruges til at give smag til en hel masse forskellige drikke! Den mellemøstlig arak, colombianske aguardiente, franske absint, anisette og pastis, græske ouzo, bulgarske og makedonske mastika, tyske Jägermeister, italienske sambuca, hollandske Brokmöpke, portugisiske, peruvianske og spanske anísado samt tyrkiske raki. Disse væsker er klare, men ved tilsætning af vand bliver de uklare – et fænomen kendt som ‘ouzo virkning’. Anis menes også at være en af de hemmelige ingredienser i den franske likør Chartreuse.

Anis er medicinsk blevet brugt til behandling for menstruationskramper og kolik, men den vigtigste anvendelse af anis i traditionel europæisk urtemedicin var for at modvirke tarmluft (flatulens). Som John Gerard så smukt skrev i sin encyklopædi om urtemedicin ‘Great Herball’ fra 1597: “The seed wasteth and consumeth winde, and is good against belchings and upbraidings of the stomacke, alaieth gripings of the belly, provoketh urine gently, maketh abundance of milke, and stirreth up bodily lust: it staieth the laske (diarrhea), and also the white flux (leukorrhea) in women.”

Til top

 

Rejnfan

Rejnfan

Alle der kalder denne smukke grøftekantsblomst som blomstrer fra juli til september for ’regnfang’, skulle måske hellere bruge det latinske navn Tanacetum vulgare. Dens danske navn er nemlig ’rejnfan’. Den har også det meget beskrivende navn ‘guldknap’. ’Rejnfan’ er i virkeligheden en forvanskning af det tyske “Rainfarn”, som betyder ’bregne der vokser langs markskel’, og har altså intet at gøre med at fange regn.

Den er stærkt duftende og har været brugt som krydderi i kager, salat, kød, æg, men er noget giftig! Mere sikker anvendelse skulle være til at holde lopper, fluer, møl m.m. væk, hvilket skyldes indholdet af de æteriske olier kamfer, borneol og thujon. Desuden indeholder planten en række bitterstoffer.

I Mandemarke – og sikkert mange andre steder – var det almindeligt også at blande rejnfan i sengehalmen. Man kan let tænke sig til hvorfor!

Blomsterne kan bruges til traditionel garnfarvning og giver garnet en solgul farve. Bruges også mod indvoldsorm hos heste.

Det har været almindeligt at sætte blomsterne på brændevin. Det gælder nu også mange andre læge- og krydderurter, men rejnfan er ligefrem blevet kaldt ’brændevinsblomst’ på Langeland.

Rejnfan har fået tilnavnet “herba immortalis” – den udødelige urt – da man indgned lig med den, så de ikke blev fortæret af orm. Bladene af en anden art af rejnfan er blevet anvendt til balsamering i det gamle Ægypten.

Folkemedicinsk anvendelse: Ormemiddel, afførende, fordøjelsesfremmende. I mange lande har rejnfan været anvendt særligt som ormedrivende middel, hvorfor den ligefrem har fået betegnelsen ormekrudt. Også mod trolddom og djævlebesværgelser samt som elskovsmiddel var rejnfan god. Den sikrede desuden mod lynnedslag og forrådnelse. Når blomsterne blev kogt i sødmælk var den god mod kighoste. Den kunne fordrive fluer, væggelus og lopper (især i sengehalmen), og blev lagt mellem klæderne mod møl. Ved stærke tandsmerter stoppede man frøene af rejnfan i den hule tand. På Færøerne har man lagt tørrede blomster på navlen for brok og afbrændt dem i sygeværelset for at bedre luften.

Og til alle med heste: ”Rejnfan nævnes blandt råd for hestens snive og engbrystighed. Man kommer nogle rejnfankurve på foderet, det holder hestene raske, og om efteråret, når de kommer på stald, værner det dem mod at få kværke.” ”Et sikkert middel mod alle slags sygdomme og trolddom hos fæ” indeholder bl.a. rejnfan, malurt, dyvelsdræk og løvstikke. (Brøndegaard, Dansk Etnobotanik, bind 4, s. 274).

Til top

 

Røllike

Røllike

Røllike (Achillea millefolium) findes på tør eller fugtig næringsrig sand- eller humusbund, dvs. næsten overalt: På enge, græsplæner, vejkanter, overdrev, strandenge osv.

Røllike var i ældre tid et besværligt ukrudt i kornmarker, og man fandt en røllike i Egtvedpigens kiste fra bronzealderen  fra ca. 1300 f.Kr.

Alm. røllike er en gammel lægeplante, der indeholder mange aktive stoffer f.eks. æterisk olie bestående af bl.a. kamfer, cineol (eucalyptol) og chamazulen. Herudover indeholder planten achillein, garvestoffer, isovaleriansyre, salicylsyre, asparagin, flavonoider og harpiks.

Stofferne virker sveddrivende, blodtryksænkende, betændelseshæmmende, febernedsættende, og stimulerende på fordøjelsen. Herudover er Alm. røllike beroligende og vanddrivende.

Røllike er på grund af de nævnte virkninger blevet brugt ved febertilstande og infektion, f.eks. ved forkølelse og influenza. Blomsterne anførtes i farmakopeen 1772, dvs. fortegnelsen over midler apotekerne skulle føre, og de skulle stadig kunne købes på apotekerne.

Planten er ikke giftig, men ved indtagelse af meget store doser giver den hovedpine og svimmelhed. Nogle mennesker reagerer allergisk overfor røllike, og gravide skal undgå at indtage planten.

Afkog af røllike i øl eller vand har været brugt mod for stærk menstruation, og unge piger med ’mavepine’ (ophørt menses) har drukket te af røllike eller vejbred! Andetsteds er det skrevet, at kvinder skal være forsigtige med at drikke afkoget, da det kan “forvolde standsning i andre funktioner.”

Ifølge Simon Paulli 1648 er røllike næsten end af de bedste urter, som læger sår og andre skader, renser uden smerter, den kan stille ”hele kroppens blod og blodgang”, et afkog kan drikkes mod for voldsom menstruation. Bønderne tager røllike, når de i slagsmål bliver hugget eller skåret af kniv eller af vanvare lemlæstes. Blander man den ituhakkede urt med flæsk og lægger det på såret, ”straks løber skaden sammen og bliver helet og lægt uden nogen videre bekostning”.

Tørret røllike er blevet røget i Sønderjylland mod astma, og røllike er på Bornholm grundet sin anvendelse mod diarré også kaldt røvsnerpe.

(Brøndegaard, Dansk Etnobotanik, bind 4, s. 307-311 + 312).

Kan som så mange andre urter også bruges i snaps!

Til top

 

Sankthansurt

SankthansurtSankthansurt eller ‘St. Hansurt’ (Hylotelephium telephium eller Sedum telephium) vokser på stengærder, overdrev og skrænter samt som forvildet nær bebyggelse. Planten er sukkulent og kan danne nye planter fra afrevne blade. Den findes også omkring mange huse på Møn.

Det er også en såkaldt bladsukkulent ligesom Bidende Stenurt, som også er omtalt på denne side.

Medicinsk er den f.eks. blevet brugt mod hæmorider (kan også staves haemorrhoide eller hæmorroide). Man lagde planten mellem skuldrene til den visnede (planten, ikke hæmoriden!), iflg. en kilde fra 1800. Hvor langt nede mellem skuldrene der mentes, vides ikke. I dag anbefales det bl.a. at øge fiberindholdet i kosten f.eks. i form af loppefrø (link til omtalen her på siden åbnes i ny fane).

Sankthansurt er også blevet anvendt mod brandsår. Man knuste de friske blade og anvendte dem som en pasta i et køligt omslag. Sankt Hans-urtens blade er kølige, uanset hvor varmt det er. ”Stenbræk-fedthøne var godt for brandsår,” sagde Johanne Olsen, hvis erindringer findes andetsteds på denne hjemmeside (klik HER, åbner i ny fane). Da Sankt Hansurt på tysk hedder ’Fetthenne’, altså fedthøne, er det nu nok den Johanne Olsen har tænkt på i stedet for stenbræk (Saxifraga granulata, der som det danske navn antyder har været brugt mod blæresten og nyresten).

Sankt Hansurt har også været brugt til mange andre gode formål end brandsår. Bladene blev anvendt ved næseblod, hvor man lagde bladene på panden og dryppede plantens saft i næsen.  Hvis saften blev tilsat honning eller sukker, kunne en skefuld eller to af denne sirup bruges mod ondt i halsen. Det hed sig også, at den skulle være god mod kræft.

Planten anvendes ikke mere officinelt (som lægeurt og apotekervare), men tidligere blev afkog af bladene givet for smertefuld vandladning.

Sankt Hansurt kan også bruges til at tage varsler om kærlighed og giftermål. Sådan er den i alt fald blevet brugt op mod slutningen af 1800-tallet!

Man hænger to skud op. Vokser skuddene mod hinanden bliver kæresteparret gift, gror de hver sin vej, bliver der intet ægteskab! Og som bonus viser antallet af sideskud, hvor mange børn pigerne får.

Planten plukkede man normalt Sankt Hans-aften – altså endnu inden den havde sat blomst. Det hænger formentlig sammen med, at midsommerfesten fra hedensk tid var den store fest, hvor der blev taget varsler.

Som Brøndegaard skriver i Etnobotanik (2015), side 839ff:

I hele Europa blev der knyttet megen skik og tro til sommersolhverv 23–24 juni. Mens solen stod højest på himlen mente man, at kilder, læge- og trylleurter havde deres største magiske kraft mod sygdomme og onde magter. Skt. Hansaften var (og er) især unge menneskers fest, mange forlovede sig denne aften, orakler spåede om livets længde og kærlighedens veje.

Adam Oehlenschlägers Sankt Hans Aftens Spil fra 1803 har følgende digt:

I Skyggen vi vanke
blandt lysgrönne Straae.
Sanct Hans Urt vi sanke,
hvor Blomsterne staae.
Pæne lille Urt
staaer saa reent og puurt,
staar saa frisk og grön
uformærkt i Lön.

Bag Kjökkenets Række [tallerkenrækken]
vi hensætte den,
fra Træelistens Sprække
den snoer sig da hen.
Hvis den fæster Rod
blier vor Skiebne god.
Döer den paa sit Sted,
ak da döe vi med.

H. C. Andersen fortæller om hjemmet i Odense o. 1815 (Andersen, H. C., 1855, Mit Livs Eventyr, København, s. 4): St. Hansurter stak vi ind i bjælkesprækkerne, og af disse, eftersom de voksede, kunne vi se, om vi skulle leve længe eller kort. Det må formentlig være en erindringsfejl, når han i digtet om barndomshjemmet skrevet 4. marts 1875 henlægger skikken til pinsen:

Hvor var der festligt derinde
naar Pintseklokkerne klang,
smaa hvide Sommergardiner
i Solskin om Vinduet hang.
Sancthansurt blev sat i Bjælken,
og Kakkelovnen fik Glands,
de duftende Birkegrene
stod der med Skovmærkekrands.

Til top

 

Skovmærke

Skovmærke

Skovmærke eller Galium (Asperula) odoratum, siden 1300-tallet også kaldet Bukar, vokser i Klinteskoven og som bunddække i skyggefulde hjørner af nogle haver.

Skovmærke hører til planeten Mars. I magien bruges den til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet. Den tiltrækker alfer.

De grønne dele af planten indeholder et stof, som fraspalter kumarin. Det dufter fint og krydret (som godt enghø), hvad der gør, at planten bruges til grønne kranse og som drinkskrydderi i snaps eller vodka.

Den tørrede plante bliver giftig hvis den udsættes for fugt under opbevaringen. Max dosis i følge drogelisten er 1/2 gram plante om dagen. Bruges ikke sammen med kredsløbsmedicin og ved graviditet, formentlig fordi kumarin virker antikoagulerende og også kaldes ”anti K-vitamin”.

I gamle dage gik fattigfolk og deres børn hvert forår omkring i byerne og falbød ’Grønne kranse’, så folk kunne købe et par stykker og hænge dem op i hjemmet. Det var almindeligt at lægge skovmærker i små buketter mellem tøj og pelsværk. Den stærke lugt skulle fordrive møl og give klæderne og deres bærere en fin ’parfume’.

H.C.Andersen skrev i 1875:

Hvor var der dog festligt derinde, når pinseklokkerne klang;
små hvide sommergadiner i solskin om vinduet hang.
SanktHansurt blev sat i bjælken og kakkelovnen fik glans,
de duftende birkegrene stod der med skovmærkekrans.

Den anføres i farmakopeen 1772. Medicinsk anvendes den som vanddrivende, krampeløsende, betændelseshæmmende, blodfortyndende, mod lette mavesmerter, leverbetændelse, som alment tonikum, og er mildt beroligende.

På Østmøn er skovmærke brugt mod tandpine.

Tørret skovmærke gav i mangeltider som under 1. verdenskrig 1914-1918 en god te-erstatning og er også blevet røget som tobak (man fristes til at tilføje: naturligvis).

Bukarkrans bundet under barselskvindens fødder letter fødselen. Det er et gammelt husråd at koge tørrede skovmærker med usaltet smør til salve på hug- og stødsår, gamle sår, skab, frost, køers ømme yver og sprukne patter (1761). I salven blandes den mellemste hyldebark og kamilleblomster (1700).

Skovmærke hører til planeten Mars. I magien bruges den til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet. Den tiltrækker alfer.

Til top

 

Snerre (gul snerre)

SnerreGul snerre (Galium verum) vokser i Mandemarke Bakker. Planten er knyttet til mager jord, hvor græs og andre kraftige, skyggende planter bliver holdt nede ved trafik, græsning eller slåning. Det gør den almindelig på overdrev, bakkeskrænter, langs vejkanter, på sandede strandenge og i klitter

Kaldes også ’Jomfru Marias sengehalm’ og har sikkert været et velkomment tilskud til sengeklimaet i gamle dage med sin vidunderlige honningduft, når den blev brugt som fyld i madrasser og puder.

Den var anført i farmakopeen 1772 (fortegnelsen over apotekervarer) med medicinske anvendelser: Nyre og blæreproblemer, gigt, krampestillende, vanddrivende, sveddrivende.

Den kan også bruges i kryddersnapse, som jo til alle tider også har været indtaget af medicinske grunde. Det siges også, at man mente at brændevin beskyttede imod pest!

Lagt i sengens halm eller fodende skulle den fordrive lopper.

Tager man ’Vor Frues sengehalm’ i mad og drikke, kan man ikke skades af orme og slanger, når man i høsten sover med åben mund i græsset.

Når man læser om hvad der i tidens løb har været fortalt om mange af de her nævnte planter, får man et levende indtryk af tidens problemer!

Til top

 

Stenurt

StenurtBidende Stenurt (Sedum acre) er en 3-6 cm høj urt, der i Danmark er meget almindelig på åben sandbund, stengærder, overdrev og vejkanter. Findes også i Mandemarke Bakker. Et andet medlem af Sedum-familien er Sankt Hansurt (Sedum telephium).

Blade og stængler har en skarp og bitter smag, som skyldes giftige alkaloider. Spisning af planten vil fremkalde ætsningsagtige skader på hud og slimhinder, men siges alligevel at have medicinsk virkning: Nedsætter blodtryk, afførende, fremkalder opkastning, vorter.

Ifølge Henrik Smid har Bidende Stenurt samme lægekræfter som husløg. (1546)

Saften giver opkastning og ”en del bønder og gemene folk” bruger den som brækmiddel, men brugen frarådet, hvis man har en svag natur og skrøbelig mave. (1648)

Planten lægges som opløsende omslag på negle, ølafkog drikkes mod skørbug, blandet med alun og honning for dårligt tandkød og løse tænder. (1800)

Også poesien har nydt godt af Bidende Stenurt (Valdemar Rørdam):

Stenurt, en Tommeliden at se, men fuld af saft,
låner bjerget et himmelsk lys til den hærgende kraft,
den blomstrer på trods af fornuften,
den lever af stenen og luften
og ler af al bitter erfaring.
Det er ensomheds åbenbaring.

Til top

 

Stokrose

Althaea officinalis

Lægestokrose (Althaea officinalis)

Stokrose

Almindelig have-stokrose, Alecea rosea.

Almindelig have-stokrose, Alecea rosea, bliver op til 2 meter høj og har fløjlsbløde grågrønne blade og lyserøde blomster. Vokser foran ethvert ældre hus med respekt for sig selv – og er et ‘must’ ved stråtækte bondehuse med bindingsværk.

Medicinsk: Hoste, bronchitis, astma, mavesår, diarre, søvnløshed, stimulerer nyrer, bihulebetændelse.

Som urtemedicin menes stokrose at være et blødgørende afføringsmiddel. Det bruges til at styre inflammation, for at stoppe sengevædning og som mundskyl i tilfælde af blødende gummer.

Bruges også til snaps og bolsjer – Altea bolsjer kaldes vist også Kongen af Danmarks bolsjer. Oprindeligt indeholdt ’marshmallows’ – på dansk ’skumfiduser’ – også ekstrakt af Althaea officinalis.

EkstrakStokrose 2t af roden bruges også som smagsgiver i den mellemøstlige hvinende søde ’halva’, se foto til venstre. Kemiske bestanddele indbefatter ikke mindre end altheahexacosanyl lacton (n-hexacos-2-enyl-1,5-olid), 2β-hydroxycalamene (altheacalamene) og altheacoumarin glucosid (5,6-dihydroxycoumarin-5-dodecanoat-6β-D-glucopyranosid), sammen med de kendte phytoconstituents laurinsyre, β-sitosterol og lanosterol (iflg. engelske Wikipedia og Google translate).

Lægestokrose (Althaea officinalis) har fra meget gammel tid – helt tilbage fra traditionel kinesisk medicin – været anvendt til medicin. Saften af roden bruges til at lindre smerter ved fx insektbid og dårlig hals. Saft af althea kan købes på apoteker. Den anses også i dag som et nyttigt og harmløst medikament mod halsproblemer. Saften bruges som smagsstof i ’kongen af Danmark bolsjer’, hvor de slimløsende egenskaber udnyttes til at forkæle børn og patienter og lindre hoste og øm hals.

Hele planten, især roden, bugner med en mild planteslim som virker blødgørende.

Artsnavnet Althaea er afledt af det græske “ἄλθειν”, som betyder “at helbrede”, på grund af sine helbredende egenskaber. I traditionel kinesisk medicin, er Althaea officinalis kendt som 藥 蜀葵 (pinyin: yàoshǔkuí).

Mange af de fattigere indbyggere i Syrien levede i ugevis på urter, hvoraf Lægestokrose var en af de mest almindelige. Når rødderne først blev kogt og dernæst stegt med løg og smør, ansås de af romerne som en stor delikatesse, og i tider med knaphed som følge svigt af basisafgrøderne, har stokrosen også været brugt som fødevare.

Horats nævner det med henvisning til sin egen kost, som han beskriver som meget enkel: “Me pascunt olivae, me cichorea levesque malvae” – frit oversat: ’For mig er oliven, endivie og stokrose livsfornødenheder’. (Læs om ’endivie’ – også kaldet ’julesalat’ – under cikorie).

Til top

 

Sæbeurt

SæbeurtSæbeurt (Saponaria officinalis) vokser vildt omkring bebyggelser på tør kalkrig jord. I Mandemarke findes den flere steder, bl.a. for enden af Skovstrædet efter lågen op til bakkerne.

De enkelte blomster åbner sig om aftenen og forbliver åbne i omkring tre dage. Om natten producerer de en stærkere duft og supplerer nektarproduktionen. Blomsterne besøges af bl.a. ugler (en sommerfugl), humlebier og svirrefluer, men er også selvbestøvende.

Alle dele af planten men især jordstænglen indeholder 2-5 % af triterpen-saponiner, som virker emulgerende, hvilket har gjort planten anvendelig til finere vask siden oldtiden. Det antages at den har været brugt til at behandle Ligklædet i Torino. Saponiner er også let giftige, og en overdosis kan forårsage kvalme, diarré og opkastning. Til trods for sin giftighed bruges sæbeurt som emulgator i den kommercielle fremstilling af tahini halva, og i brygning til at skabe øl med et godt ’hoved’.

I Mellemøsten er roden ofte brugt som tilsætningsstof ved fremstilling af den populære halva, en slags sød konfekt. Planten kaldes ‘IRQ al-ḥalāwah’ på arabisk, ‘Coven’ på tyrkisk, og anvendes til at stabilisere olie i blandingen eller at skabe en karakteristisk tekstur af halva, som enhver der har smagt ’turkish delight’ vil kende. Se også omtalen af halva lige ovenfor under stokrose!

Blomsterne kan bruges i salat, men medicinsk bruges den sjældent grundet en vis giftighed.

Navnet sæbeurt ”tilkendegiver en ikke ringe ting, at den til afvaskning af skarn på hænderne ikke er ubekvem, men meget tjenlig og god” (1649). Som det fremgår af anden del af dens navn – officinalis – har den indgået apotekernes sortiment. Både rod og plante anføres i famakopeen 1772. Sæbeurt er blevet brugt mod kønssygdomme som syfilis og gonorré, men det nok mest rengøringen mere generelt den har været benyttet til.

I 1819 gjorde kammerråd Drewsen i København forsøg med udtræk af hele planten til vask af får, for at man til udlandet kunne eksportere en renere uld. Endnu omkring 1935 anvendte man de underjordiske dele til sæbe, f.eks. ’Lux’, og under anden verdenskrig anviste Statens Husholdningsråd den til finvask og rengøring af malet, lakeret og ferniseret træværk.

Til top

 

Tormentil (Blodrod, Potentil)

Tormentil

Tormentil eller Blodrod eller Potentil (Potentilla erecta).

Artsnavnet tormentil betyder ’plage og pinsel’, fordi den tykke jordstængel blev brugt mod gigt og smerter i tænderne. Navnet ’tormentil’ stammer fra omkring 1450, fordi planten blev anvendt mod smerter, idet plage på latin hedder ’tormentum’!

Jordstængelen er rød indvendig og hele planten indeholder en rød saft og har derfor givet planten tilnavnet Blodrod. Den indeholder garvestoffer og er derfor meget værdsat til stærk kryddersnaps ’jægerdram’ som har en smuk rubinrød farve.

Der findes også en ’Krybende Potentil’ (Potentilla reptans), hvis artsnavn henviser til den krybende stængel og de lange op til 60 centimeter lange overjordiske udløbere der slår rod, i modsætning til artsnavnet for tormentil Potentilla erecta, hvor erect betyder opret. I alt fald den krybende findes i mange vilde haver i Mandemarke, da den breder sig villigt.

Roden er anført i famakopeen 1772 med medicinsk anvendelse: Diarre, mavesår, hæmorider, styrker immunsystemet, feber, blodstillende.

Tormentil renser og læger som plaster eller salve alle sår og bylder, disse bades med vin- eller vandafkog, den knuste rod strøs i såret. 

Simon Paulli 1648: Der findes næppe en barber, som ikke ved, at urtens rod er blodstillende; derfor kommer den også i sårdrikke og sårplastre. Den knuste jordstængel kogt i vin styrker synet og sikrer kvinden graviditet. Da dette udtræk også var godt mod koldfeber (malaria), mod blodsot (dysenteri), mod pest og mod diarré, har det jo været en ren win-win situation, medmindre man var kvinde som ikke ønskede at blive gravid!

Og der er også tænkt på dyrene: I oktober bør kvæget hver morgen før udbindingen have tormentil med lidt salt som værn mod ’usund tåge’ (1780).

Til top

 

Vedbend (Efeu)

Vedben

Vedbend (Hedera helix) er en stedsegrøn lian, der kan blive op til 30 meter lang og vokser på muldbund i skove, krat og parker. Vækstformen er dels krybende, dels klatrende. Den klatrer ved hjælp af særlige klatrerødder på grenene, og der findes i Klinteskoven hele træer som er helt tilgroet med vedbend. Hele planten er giftig, også bærrene. Den kendes også under det tyske navn Efeu.

På billedet ses vedbend i den blomstrende fase, hvor bladlapperne mangler.

Vedbend anbefales af NASA (NASA Clean Air Study undersøgte forskellige måder at rense rumstationers luft) som indendørs potteplante, da den er særlig god til at rense luften for visse luftforurenende stoffer.

Vedbend bruges også – ufrivilligt eller frivilligt – som vækst på bygningsfacader. Eksempel på sidstnævnte er Aarhus Universitet, hvor flere bygninger har store partier med vedbend (se billede – link virker selv om det er overstreget).

Har medicinsk været anvendt mod podagra, rheumatisme, hoste, bronchitis. Planten er giftig, men sådan er det jo med mange planters medicinske anvendelse gennem tiderne. For meget er bare alt for meget!

Christiern Pedersen 1533: Saften blandet med olie og eddike inddryppes i næsen mod hovedpine. Vedbendolie gnedet på navnlen og nedefter (!) hjælper til at gøre kvinde gravid. Lud af asken får håret til at vokse og blive gult – også på gamle folk.

Den sidste bemærkning er meget interessant i lyset af hvad Simon Paulli skriver i 1648: Mod håraffald bades hovedbunden med udtræk af kvistene, ”men er håret forinden gult, da gør det at det ændrer farve, så det … bliver sort”.

Friske blade vædet med eddike og oversiden lagt på ligtorne i aftagende måne får dem til at forsvinde.

Røgning med vedbend holdt flagermus borte fra flæsk hængt på loft eller skorsten (1648).

Bo Bramsen har udtalt: Det mest sympatiske ved planten er dens uomtvisteligt gode smag! I valget af, hvad den gider vokse op ad, kan den udvise en så skarp kritik, at det fra gammel tid har været en almindelig talemåde, at et hus kan være så grimt at end ikke vedbend vil vokse op ad det”.

Til top

 

Vejbred

Bredladet eller Glat Vejbred (Plantago major)

Glat Vejbred (Plantago major)

Lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata).

Lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata).

.

Bredbladet vejbred til højre kaldet Glat Vejbred (Plantago major) og Lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata) er begge meget almindelige ved og på veje og i gamle plæner.

Bemærk ligheden med ‘loppefrø’ (Plantago ovata), som ses på det lille foto til højre. Som man også kan se af de latinske navne, er ligheden ikke så overraskende, da de er af helt samme familie. Som det fremgår af den selvstændige omtale af  ‘loppefrø ovenfor, vokser ‘ovata’ i Sydeuropa, Vest- og Sydasien og Indien, som er den førende producent.

Den bredbladede eller glatte vejbred er den almindeligste og den man i gamle dage tog varsler af. Overalt i landet har man taget varsler af vejbred. Rives bladstilken af ved roden, viser trævlernes antal, hvor mange kærester man får før den rette kommer, eller hvor mange kærester man eller en anden har. Det er endda udtrykt på vers:

  • Træk kun, hvis din samvittighed er ren.
  • Jeg trækker for mig selv; nu, spå mig, vejbred!
  • Jeg vidste det – selvfølgelig kun én!

På samme måde spås hvor mange børn man vil få, når man er blevet gift. Nogle steder steder har man også taget varsel om, hvor mange børn der bliver levedygtige, ved forsigtigt at trække trævlerne op gennem bladpladen. De må ikke briste før bladets spids, men ”det er sørgeligt mange, der omkommer som aborter på halvvejen”.

Klog mand i Åby ved Åbybro påstod, at med et vejbredblad lagt under hovedet var man sikker på at vågne til bestemt tid næste morgen.

Børn har også holdt i hver sin ende af en bladstilk og trukket den over. Den som har de fleste udragende trævler (karstrenge), får et samtidigt ønske opfyldt, og antallet af strenge viser hvor mange år der går før opfyldelsen finder sted.

Som lægemiddel har vejbred også haft stor betydning – og man får også et indtryk af de udfordringer man har haft.

Omkring 1300-tallet brugtes lancetbladet vejbred bl.a. som omslag på næse- og øjenbylder, og knust og blandet med svinefedt til omslag på hårde bylder. Bladene blev også lagt på hundebid og blandet med æggehvide på brandsår.

I 1400-tallet: Saften blandet med rosenolie dryppes i døvt øre, saften holdes i munden og bladene spises for tandsmerter der giver dårlig ånde (!), saften blandes med vin til gurgling mod synkebesvær, drikket blandet med honning og eddike for hoste. Frøene indgår i råd for blære- og nyresten, planten kogt i øl og tilsat frø af fennikel, selleri, persille, dild og hør bør drikkes for betændt milt. Kage bagt af vejbred og rapsfrø spises, det ”læger og heler, hvad der er sønderrevet”. Vejbred kogt med smør giver god fordøjelse og læger kvæstelser i kroppen.

Christiern Pedersen 1533 – som må have haft stor erfaring med vejbred – skriver: Mod dysenteri (en fælles betegnelse for tarmbetændelse med blodige og evt. betændelsesfyldte diarréer): Anus pålægges klæde vædet med saft af glat vejbred eller de knuste blade og saften. For hævet blære drikkes saften af lancetbladet vejbred, saften kogt med honning indtages mod diarré. For blodspytning drikkes saft af lancetbladet vejbred og eddike. Patient med hævede testikler skal drikke saft af lancetbladet vejbred og dyreekskrementer, dekokt af samme plante, jernurt og skabiose tilsat røgelse og æggehvide, testiklerne pålægges saften af glat vejbred blandet med bønnemel og olie. Gnides saften af bladene på kvindes bryster, standses deres vækst, de knuste blade og saften til omslag, der blokerer diegivende kvinders laktation. På bid af gal hund lægges vejbredblade kogt med hvidløg og kamilleblomster eller de knuste blade og æggehvide.

Henrik Smid 1546ff: Vinafkog af røddernes drikkes mod koldesygen (=malaria). Bullen mund, hals og strube gurgles med vejbredvand. Bid af hugorm og gal hund bades med plantens saft og pålægges de lægende blade. Vejbredssaft blandet med husløg lægges på ”den vilde ild” (udslæt) og al betændelse. Nogle hænger roden om halsen og tror det fordriver struma.

Simon Paulli 1648: Glat vejbred er den bedst kendte art og bliver ofte indført og brugt på apotekerne. Man anvender mest blade og frø, både ind- og udvortes, for alle slags betændelser, friske som gamle sår, mod malaria. Intet stiller bedre end vejbredblade smerten i blærer eller vabler trukket af spansk flue, de forsvinder og ny hud dannes. ”Men det er så almindeligt at bruge vejbred til udsæt, fnat og sår på benene og andetsteds på kroppen, at enhver, ja endog små børn, ved det og derfor også bruger den til sammen fornødenhed, idet de trækker senerne ud af bladene og så lægger dem på sårene morgen og aften.” Man kan derfor ikke tvivle på, at man med vejbred blandet i sårdrikke desto hurtigere bliver lægt. Men den, der er så kræsen, at han ikke vil indtage et så ringe medikament som afkog af vejbred, kan bruge en essens (et udtræk i alkohol) af planten i et afkog af byg, cikorie, syre- eller græsvand tilsat vitriolspiritus. Med en sådan blanding kan stilles ”sædens blodige flod, som gerne plejer at være pokkers og fransosers (gonorré og syfilis) medfølgende staldbroder”.

Mod ørepine stikkes en vejbredrod som er stegt og svøbt i surdej i øret. For tandpine: Blade eller rod af vejbred stak man i øret over tanden. ”Når roden toges ud, var den glinsende sort af det onde, den træk ud af tanden”.

Vejbred var og er især kendt som sårlægende plante. Lancetbladet vejbred er ”det eneste trækplaster foruden grønkålsblade, som fattige fok ved at betjene sig af på Skagen”. Myggestik gnides med eller pålægges frisk vejbredblad. De grønne blade anbringes i skridtet for hudløshed (i alt fald i Sønderjylland). En te af roden drikkes mod hæmorroider (på Østmøn).

Blade og frø af glat vejbred er anført i famakopeen 1772, og skulle i 1984 stadig sælges på apoteker.

Erfaringerne med vejbred er et sted opsummeret således: Af vejbreds rødder blev der kogt te mod leverlidelser og hæmorider. Bladene skulle være godt mod diarre, hæmorider, bronchitis, astma, høfeber, tør hoste, sårhelende, mavekatar, helvedesild og urinvejsinfektion. Frøene skulle virke afførende, men er også (derfor?) populære hos stuefugle.

Og løfter vi blikket til den store verden, så kaldes den glatbladede vejbred i Nordamerika for “hvid mands fodspor”, idet planten blev slæbt ind og bredte sig med landbrugets fremmarch.

Til top

 

Ærenpris
Ærenpris
Læge-Ærenpris (Veronica officinalis) er en nedliggende urt med 10-30 cm lange stængler med blå blomster i klaser. Den vokser på morbund i skove eller på tørre overdrev.

Den har som navnet antyder været påskønnet for sine fremragende medicinske kræfter, og stod sammen med tykbladet ærenpris i famakopeen 1772. Læge-ærenpris nævnes 1740 som en af de bedste erstatninger for kinesisk te, og blev mange steder i landet drukket som sådan.

Den anbefales bl.a. mod forhøjet kolesterol, bronkitis, gigtknude, rheumatisme, eksem, ved hudproblemer samt som blodrensende middel.

I leksikon om lægeplanter er det fremhævet, at den skulle være god mod alderskløen, nervøsitet, hukommelsessvigt og svimmelhed. Så den kan jo altid være god at have ved hånden!

Ærenpris 2 Velbekomme!

Til top

.

.

.

Ansvarsfraskrivelse: Alle oplysninger på denne side afgives uden ansvar for både ønskede og uønskede virkninger, bivirkninger og eftervirkninger!