Glimt af livet i gamle dage (NY 1/2020)

Det kan være svært at forestille sig, hvordan det var at leve i Mandemarke i gamle dage. I det følgende er samlet glimt fra nogle af de mange historier her på hjemmesiden og fra andre kilder, der giver indtryk af hvordan forholdene har været før i tiden.

Når man sidder med sin skærm og læser dette, kan man starte med at tænke sig små 100 år tilbage, hvor elektricitet og telefon ikke var kommet til Mandemarke endnu.

Som Vagn Hansen fortæller i historien om sine besøg hos sine bedsteforældre i enderækkehuset på Busenevej 28C de første år i 1940’erne (Om Sidse Meiniche og familie):

Stedet var uden elektricitet og andre bekvemmeligheder og ”solen skinned på lokummertag, det gjorde den både i går og i dag,” som min morfar sommetider reciterede med et stort provokerende grin, hvilket omgående medførte et arrigt “Theodor!!!” fra mormor. Toiletrullen var her for øvrigt erstattet af en gammel telefonbog. Hvor de havde den fra står hen i det uvisse, for telefon var da et ret fjernt ord på disse kanter.

I historien om sommerpensionatet ‘Sølyst’ på Kraneledvej 22 (link til Kraneledvej 24, hvor sønnen John i dag bor) kan man læse følgende:

”Det var farfar der byggede Sølyst i 1920, og der var elektrisk strøm! Det var kun fordi han havde opført et lille motorhus ved siden af, hvor der stod en diseldrevet generator. Så det har været fint for gæsterne på Sølyst at have elektrisk belysning fra eget el-værk,” fortæller John, for først omkring 1939 blev der ført offentlig strøm frem til Kraneled.

Før da fik man lys fra petroleumslamper eller lys. Som Jens Christoffersen fortæller om forholdene sidst i 1800-tallet:

Omkring ved midten af oktober, eller når dagene blev så korte at det måltid vi kaldte midaften først fandt sted efter at udearbejdet eller dagens gerning var ophørt, så begyndte aftenarbejdet omkring en olielampe eller et hjemmestøbt lys der var anbragt i en såkaldt lyskælling, en stage af træ med en firkantet egetræsfod og 1 en kvart alen høj høj (dvs. ca 75 cm efter nutidens mål, red.), der var anbragt midt på gulvet i dagligstuen.

Der samledes så hele gårdens kvindelige og mandlige befolkning. Der fandtes kun det ene lys i stuen, og nærmest lyskælingen sad husmoderen med pigerne ved hver sin rok, enten spindende hør eller uld. Bag ved dem og ud for hvor lysstrålerne kunne komme imellem, sad så eller stod karlene anførte af husbonden med hver sin lille håndten eller hamperok, mens hampen hang ned fra loftet, hvor den var fastgjort ved et bånd, således at den kunne lade sig trække ud efterhånden.

Ude bag ved disse kredse havde børnene deres plads, og der kunne magelig ses nok til at læse lektier eller andet arbejde. Drengen havde den bestilling at vinde det spundne garn i nøgler og række karlene de tomme håndrokke.

Arbejdet fortsattes for mandfolkenes vedkommende til kl. 9, og før den tid måtte ingen gå i seng – ikke engang børnene. Kvindfolkene blev ved til kl. 10.

I dag vil mange ikke ane hvad kvinderne og mændene foretog sig i stuen i Jens Christoffersens barndomshjem på gården ved Koster for 150 år siden. (Har du lyst til at læse mere om livet på en gård, så fortsæt med historien Jens Christoffersen fortæller her på hjemmesiden).

De ting vi foretager os i dag, ville være endnu mere uforståelige for den tids folk. Når man styrter gennem SuperBrugsen i Stege og fylder sin indkøbsvogn med mere eller mindre færdiglavet mad – ‘conveniance food’ som det vist også kaldes – kan man tænke på husmoderens rolle i gamle dage, hvor husholdningerne var stort set selvforsynende.

Udsnit af luftfoto fra 1956 af grunde midt i landsbyen (klik for at forstørre)

I mange af husene i Mandemarkes landsby var der en lille stald i den ene ende af huset  hvor man havde en gris gående, som man også kunne fede op med resterne fra husholdningen (det var før noget der hed ‘bio-affald’). Hen imod jul blev den slagtet, så man kunne slå sig løs i den svære tid ved at lave blodpølse, medisterpølse, sylte, finker, skinke, flæskested m.m., hvor man forøgede holdbarheden ved saltning og eventuelt røgning.

Ellers dyrkede man selvfølgelig det stykke jord man havde til rådighed, som man for eksempel kan se af luftfotoet i 1956, der må være taget tidligt på foråret, inden kartofler,  porrer, rosenkål, grønkål osv. var begyndt at fylde pladsen ud. Til mange af husene hørte i mange år også et stykke jord udenfor landsbyen – på vejen mod Busene som man kan se på dette udsnit af kortet fra 1798. Se også nogle af de andre Gamle kort over Mandemarke.

Pastor Paludan, som var præst i Fanefjord kirke indtil sin død i 1821, har følgende bemærkninger til forholdene på den tid:

Af Kjøkkenurter finder man hos Bønderne almindeligt kun Kaal, Gulerødder, undertiden Løg, Persille og Timian. Enkelte have vel bragt Havens Dyrkning noget videre, men idet Hele staae Møenboerne der lige saa langt tilbage som Bønderne i de fleste andre danske Egne, og savne den nødvendige Veiledning for at gjøre Fremskridt deri, hvilken uden tvivl bedst kunde udgaae fra Skolerne.

I Henseende til Behandlingen af Gjødningen ere Bønderne paa Møen ogsaa endnu temmeligt tilbage, og vise ikke den nødvendige Økonomie dermed. Den samles i en Mødding tæt udenfor Gaarden ved Stalden, men Mange sørge ikke engang for skadeligt Vands Afledning, ligesom man heller ikke omhyggeligt blander det gamle Foder, og hvad der udrenses af Gaarden dermed.

Før internet, Google, Facebook – og før fjernsyn, ja selv før radioen kom til – var den eneste kilde til nyheder de trykte aviser – og hvad der ellers blev fortalt i stuen om aftenen eller hvad man hørte fra andre i landsbyen.

I stedet for et opslag på Facebook kunne man f.eks. i 1885 læse følgende:

Et Øre sparket af. Et mærkeligt
Ulykkestilfælde er i Følge “Møens Avis”
i disse Dage passeret i Mandemark. En
gammel Gaardmand var gaaet ud for at
flytte Kreaturerne; idet han bøjede sig ned
for at tage sig Tøjrekøllen, sprang en Ko
af Kaadhed paa Ryggen af ham, og med
Hoven fik den saa fuldstændig revet det
ene Øre af ham, at det ikke kunde være
klippet mere nøjagtig med en Sax; i Faldet
mod Jorden fik Manden desuden forvredet
den højre Haand meget slemt.

Lokale aviser var der flere af selv på en lille ø som Møn. I 1908 var der en spektakulær brand i Mandemarke, som blev omtalt i flere aviser over hele landet. Følg dette link for at se artiklen i Møns Folketidende – og ja, selv bogstaverne var anderledes den gang! Du kan læse hele hele historien om Branden i Mandemarke i 1908 her på hjemmesiden, hvor avisartiklen også er ‘oversat’ fra de gotiske bogstaver til dem vi bruger i dag. Her kan man bl.a. læse følgende:

Man anslog husene til en alder af omkring 100 år, så indretningen kan næppe siges at have været nutidssvarende; fra den side set er det jo kun glædeligt, om sådanne hytter kan blive fornyede.

Men der går jo altid noget i købet, hvor det er småfolk, det brænder for, selv om alle tre familier havde assureret (indboforsikring); særlig de to søstre, Maren Stine og Anna Nielsen, lider et ret føleligt tab.

Det skal siges til Maren Stines ros, at hun, skønt selv meget skrøbelig og endnu rekonvalescent efter 2½ måneds nervekur på Amtssygehuset, først og fremmest tænkte på at få reddet Chr. Larsens 8 børn ud af huset. Maren Stine, som sad udenfor sin dør og syede, ilede straks, da røgen væltede ud af naboens køkkenvindue, ind i de røgopfyldte rum og fik børnene, som sad inde bag ved i en stue og ikke anede noget ondt, trukket ud på gaden. Først efter at have sikret sig, at søsterens lille pige ikke var inde i huset, kunne hun begynde at tænke på deres lille indbo. Som nævnt havde de kun småt assureret, og da de udelukkende er henvist til at leve af, hvad den raske søster kan fortjene, ser forholdene jo ikke just lyse ud. – Kunne der ikke netop i dette specielle tilfælde være anledning til en lille indsamling til den svagelige pige? ”Møns Folkeblad” er villig til at modtage bidrag.

Ildens opkomst bliver rimeligvis aldrig fuldt opklaret. Det er temmelig givet, at den kommer fra komfuret i Chr. Larsens køkken – men hvorledes? De 3 børn, som her var ene hjemme, var en lille 2-års pige, en 7-års dreng og en 9-års pige. Drengen havde kort i forvejen været ude efter en favnfuld risbrænde og tændt op på komfuret, hvor den store pige ville koge vælling til den mindre. Børnene glemte vællingen som rimeligvis er blevet svidt. Men hvordan er ilden gået videre? Der var lervægge og stengulv i køkkenet, altså kan den ikke have bredt sig denne vej, selv om risbrændet på gulvet er antændt. Chr. Larsen tænkte sig nærmest, det kunne stamme fra skorstenen, eller at en gnist var fløjet ud gennem det åbentstående vindue op i taget. Men Maren Stine Nielsen så jo røgen komme ud fra vinduet og ikke fra taget. – Der bliver noget for øvrigheden at hitte rede i.

Har du tålmodighed til at læse en avisartikel fra Møns Dagblad i 1944 med krøllede bogstaver kan du få et indtryk af livet i den gamle landsby. ‘Smaa Glimt fra en af Danmarks smukkeste Landsbyer og af dens særprægede Folketyper’. I den lange artikel foretager Aage Post en tænkt vandretur i gamle dage (formentlig i starten af 1900-tallet) rundt i den gamle landsby. Han begynder oppe i bakkerne, går ned ad ‘Smallegade’ (=Skovstrædet) og videre på tværs af ‘Hovedgaden’ (=Busenevej) hen ad ‘Skvalderstrædet’ (=Strædet). For enden følger han en lille sti der ikke findes mere bagom til ‘Smedestrædet’, hvor vejstykket op til ‘Hovedgaden’ (=Busenevej) i dag også kaldes Busenevej (dvs. Busenevej 12-22). Halvt oppe ad ‘Smedestrædet’ drejer han til venstre ad ‘Benbrækkerstrædet’, der “fører fra Smedestrædet hen til Købmandsforretningen” (fra Busenevej 14 til Busenevej 8). Til sidst tager han et lille svip til højre ud til den sidste af gårdene i landsbyen på venstre hånd, før han vender tilbage til Rytterskolen midt i landsbyen. Men tag turen med ham i historien Aage Post: Lidt om det gamle Mandemark.

Læs også den underholdende båltale som Niels Sandø holdt ved Sankt Hans festen i 2015 Mandemarke i gamle dage, hvor han selvfølge også omtaler overtro og hekseafbrændinger på Møn.

Lokalaviserne over hele landet klippede flittigt fra hinanden, som man også kan se af følgende fra Næstved Tidende, 31. juli 1885 der blev gentaget i Randers Dagblad, 31. juli 1885:

ULYKKESTILFÆLDE. En Tækkemand fra Mandemark, Jens Petersen Hvilsted, der arbeidede paa en Gaard i Magleby, faldt, efter hvad ”Møens Avis” meddeler, i Mandags Formiddag ned og slog sig ihjel på Stedet. Den Afdøde var gift og sad i smaa Kaar.

Jens Christoffersen fortæller også om livet på gården:

Om morgenen kl. 4 mødte daglejeren både sommer og vinter…  Efter at daglejeren var ankommen, begyndte han straks at arbejde – noget der hed kaffe om morgenen vankede der jo ikke den gang.

Husets andre folk måtte jo så op, og medens første-karlen skar hakkelse til hestene med de dengang anvendte håndskærekister, måtte anden-karlen muge ud ved hestene, strigle og vande dem. Drengen måtte så muge ved køerne og give fårene samt udføre andre, som lavere betragtede, arbejder.

Alle disse arbejder tilligemed malkningen, der udførtes af pigerne, skulle være tilendebragt før frokosttid kl. 6 (egentlig betyder frokost jo tidlig kost, selv om den i dag er flyttet hen midt på dagen – hvor man den gang spiste til middag, red.). Til denne samledes jo så hele gårdens personale og havde hver sin bestemte plads ved bordet – således husbonden ved bordenden. Øverst på den lange bænk sad daglejren, derefter første-karlen, så anden-karlen og nederst drengen. For ved bordet stod kvindfolkene – disse sad nemlig aldrig ned, når de spiste.

Apropos kaffe er følgende klippet fra en artikel ‘Bønderne gjorde kaffe til dansk nationaldrik‘ (Politikens tidskrift Historie fra april 2019 af Anette Hoff, seniorforsker i Den gamle By):

Ud fra gamle lister over provinskøbmænds varelagre, der var blevet lavet bl.a. for at se om der blev snydt med tolden, kan man se at Danmark i midten af 1700-tallet var et tedrikkerland. Selv om det bedre borgerskab og herregårdene havde det fulde udstyr til kaffedrikning, havde tedrikningen selv i København førestillingen med 120 tehandlere i 1787 mod kun 3 kaffehandlere.

Mens købstæders embedsmandshjem, fæsterne og hovedstadens borgere havde foretrukket teen, var hovedparten af den danske befolkning – bønderne – nemlig op til omkring 1800 aldrig kommet i gang med at drikke te. Fattige fæstebønder havde ikke råd, og skulle der alligevel være råd til luksus, foretrak man brændevin.

Desuden – og mest afgørende – blev tedrikning associeret med sygdom. I landbefolkningen var der en dybt nedarvet tradition for, at man ved sygdom i husstanden gik ud og plukkede urter som salvie, røllike eller kamille, af hvilke man bryggede et afkog, der måske kunne kurere dårligdommene. (Prøv bare at søge efter ordet ‘drikke’ på historien om Lægeplanter her på hemmesiden). Sammehængen mellem hjemmebrygget urtete og sygdom var på landet så forankret, at man selv i vor egen tid kan blive spurgt om man er syg, hvis man beder om en kop te.

Da landboreformerne i 1700-årenes sidste årtier så småt lettede fæstebøndernes kår, og der efterhånden kom lidt klingende mønt på kistebunden, fik især landbokonerne øjnene op for kaffen. Dette nydelsesmiddel var efterhånden faldet en del i pris, og kaffen bredte sig – først som en sjælden drik for kvinderne ved bondebryllupper for så omkring 1800 at få fast fodfæste i så mange bondehjem, at Asiatisk Kompagni i 1807 beklageligvis måtte konstatere, at kaffen var blevet stærkt udbredt i “Middelclassen og Almuen”, men der ikke var den store afsætning af te til disse befolkningsgrupper. Da omkring 80% af befolkningen boede på landet, betød det, at Danmark nu var blevet et kaffedrikkerland. Den første trykte udgave af Danmarks Statistik i 1843 bekræfter, at teen var blevet den lille med 200.000 pund importerede teblade mod kaffebønnernes 4 mio. pund.

Her på hjemmesiden kan du læse Vagn Hansens erindringer fra besøg hos  sine bedsteforældre i Mandemarke først i 1940’erne (en fra samlingen af 9 erindringer fra vedrørende perioden 1850-1960 her på hjemmesiden):

Når bedstefar og jeg skulle ud og hugge stød op eller på andet arbejde, blev den hjemmeflettede pilekurv pakket af mormor med to madpakker og en stor flaske hvidtøl med prop. Der blev fyldt varm kaffe på en anden stor, grøn hvidtølsflaske, som herefter blev rullet ind i aviser så den kunne holde sig nogenlunde varm. Hvidtøllet blev tappet fra det lille træanker, der lå på en gammel taburet og var forsynet med spuns (en hane af træ). Der blev altid tappet under stor påpasselighed, for der kunne godt være ørentvister i det sidste øl der var i tønden.

Den gamle landhandel 1900

Datteren til købmanden i Mandemarke skulle selvfølgelig også hjælpe til. Om at bringe varer ud omkring 1920 har hendes datter genfortalt følgende (jfr. historien om købmanden på Busenevej 8):

“Alt blev solgt i løs vægt dengang. Spegesild var lagt i lage i en tønde nede i kælderen. En dag blev mor sat til at køre sild ud til bonden på Postgården i Busemarke. De blev taget op af tønden viklet ind i avispapir og sat på bagagebæreren. Da Dagmar Elise nåede ud til bonden udbrød han: ’Jam tøvs dog wo hav du gjort af sildene?’  Dagmar kiggede forskrækket på den tomme bagagebærer og indså at sildene var røget af cyklen på den bumpede sandvej. Så blev mor bare sendt tilbage for at samle sildene op. Og så var bonden ellers godt tilfreds. Den slags ting tog man ikke så nøje dengang.”

Og det talte sprog var selvfølgelig også helt anderledes end det vi hører i dag, som du kan få indtryk af ved at læse historien om Østmønsk dialekt. Selv om Møn ikke er nogen stor ø, var der endda forskel på dialekterne som taltes på Østmøn og Vestmøn og Nyord!

De færreste ville formentlig forstå en lyd af det sprog man indbyrdes talte for 50 år siden eller mere. Som det meget morsomt blev udtrykt i en avisarktikel (Jens Roelsgaard i Politiken 2/1 2019):

Hvis danske dialekter var mennesker i dag, ville de være patienter indlagt på akutafdelingen på et sygehus. Forestil jer sygestuen: Ovre ved vinduet ligger bornholmsk i respirator. Thybomål går rundt med rollator og iltflaske. Længst henne ved døren ligger fynsk i koma, og vendelbomål sidder afkræftet i sin kørestol og kigger tomt ud af vinduet. … Tilbage på akutafdelingens anden stue ligger lollandsk, sydsjællandsk, sallingbomål, hanbomål og de fleste andre dialekter og venter på, at tiden tager dem.

Som det også i artiklen nævnes, var det indtil 1950’erne stadig normen, at de fleste talte sit lokale egnsmål. I hjemmet, på arbejde og hos købmanden foregik samtalerne på det stedlige egnskmål, så ud fra folks snakken kunne man ret nøjagtigt høre, hvor de kom fra.

Hvad man skal gøre ved dialekterne er en gammel diskussion. Fra en gammel avisartikel i Ringsted Folketidende den 27. juni 1916 kan man finde et referat fra et afholdt skolemøde i Næstved, hvor modersmålsundervisningen blev drøftet:

Lærer Villum Jensen, Mandemark, syntes Højtlæsning havde stor Betydning i Skolen, ligesom han mente Dialekternes Vildskud burde skæres bort.

Og så var skolerne jo også noget andet end et man kender i dag. I 1814 underskrev kong Frederik 6. et sæt af skolelove, der kom til at udgøre fundamentet for den danske folkeskole til langt op i 1900-tallet. Lovene betød, at alle børn skulle gå i skole senest fra det fyldte 7. år, og indtil de kunne konfirmeres. Et barn skulle nemlig have et vist mål af kundskaber i læsning og religion for at kunne gå til præst.

Som man kan læse i historien om lærer Villum Jensen der i 41 år frem til 1926 underviste på den gamle skole i Mandemarke:

Læreren skulle ene mand levere undervisning til alle landsbyens børn plus nogle stykker fra oplandet fra det syvende år og frem til konfirmationsalderen. De få som gik videre tog til Magleby private Realskole der blev åbnet i 1885. I Mandemarke Skole var der to klasser. Læreren kunne selvfølgelig kun undervise en klasse af gangen. Det problem klarede man ved, at børnene fra 7 til 10 års alderen gik tirsdag, torsdag og lørdag. De 11 til 14 årige blev så undervist mandag, onsdag og fredag. De fleste børn havde kun en egentlig fridag, nemlig om søndagen, hvor gudstjenesten i Magleby kirke var obligatorisk for de fleste. Resten af de skolefri dage gik med fysisk arbejde.

Børns skolegang formede sig dog meget forskelligt. For en dreng af husmandsforældre betød skolegang den lokale landsbyskole. For en pige fra et velhaverhjem – som der ikke var nogen af i Mandemarke – betød undervisning i en privatskole, for hun havde brug for en mere omfattende uddannelse, end hun kunne få i den offentlige skole. På godserne havde godsejerne dog ansat privatlærere til deres børn (som man f.eks. kan se i historien om Frøken Schmidt-Phiseldeck på Liselund Slot). 

Omkring 1720 tog kongen Frederik 4. initiativ til, at der på rytterdistrikterne skulle opføres særlige skoler, hvis formål først og fremmest var undervisning i kristendommen samt at give børnene en god opdragelse i loyalitet mod kongen og fædrelandet. Ryttergodserne omfattede kun omkring en sjettedel af landets område, men Mandemarke var et af dem.

Et par år efter indførte Christian 6 i 1736 konfirmationen, hvilket blev en betingelse for, at man kunne fæste en gård eller blive gift. Derved måtte også de børn, som tidligere var blevet unddraget undervisning af deres forældre, nødt til at gå i skole

Hvordan det stod til med skolegangen i Mandemarkes gamle rytterskole kan man få et levende indtryk af i historien Om den gamle rytterskole og Biskop Balle:

Ved en visitats i 1805 var biskop Balle meget utilfreds med, at de fleste af skolens mange børn enten aldrig havde været i skole eller kun i ganske få dage. Om skoleholder Leegaard blev bemærket: “En Ligegyldighed, som hartad bliver magelig… 16 Børn læser vel i Bog, dog maa Skrivning øves, to har begyndt at skrive, een læser Bibelhistorie. Mængdens uovervindelige Lunkenhed i Henseende til deres Børns Opdragelse bør der engang raades Bod paa.” Det sidste er et tema man mere end 200 år efter stadig kan høre ved diskussioner om skolens og familiernes opgaver!

Hvordan livet ellers var i Mandemarke kan man også få et indtryk af fra Niels Sandøes båltale Sankt Hans 2015, der indledes således:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans! De ord kunne næppe være mere velvalgte for en landsby opkaldt efter et blodigt slag i et for længst glemt opgør, der efterlod så mange døde mænd at stedet blev kaldt Mandemarke.

Siden var livet for menigmand her i landsbyen ensbetydende med hårdt arbejde fra ti-års alderen til døden med evige plageånder på nakken spændende fra Roskilde Bispens repræsentant, hærgende svenske tropper, vendere, goter, tyske lejesvende, kongens rytteri anført af tyske lejesvende, en hensynsløs hollandsk købmand, kongens skatteopkrævere og endelig en stribe af godsejere og hårdhændede gårdmænd.

Hvis man kommer til at tænke på, hvordan man tilberedte maden og i det hele taget holdt varmen i de gamle, utætte huse – før elektriske komfurer, varmepumper og den slags – ja, så skulle man nok besøge Museumsgården, hvor en velhavende bondes hjem havde brændekomfur (i stedet for et åbent ildsted) og en meget stor skorsten, hvor al røgen fra brændeovnene blev ført ud, så man kunne have pølser og skinker hængende der for at blive røget efter at de først var saltet, for det var en måde at konservere fødemidler før køleskabe og frysere kom til.

Havde man så i Mandemarke gratis træ i Klinteskoven? På ingen måde og der har jo heller ikke altid været skov på bakkerne. Og så var det jo i 200 år Klintholm Gods som ejede skoven! Næ, landsbyboerne måtte klar sig med tørv, og der har man til gengæld været meget heldigt stillet, for rundt omkring Mandemarke har der nemlig været flere tørvemoser, som man kan læse mere om i historien Om tørvemoserne.

Mandemarke var også med på noderne med den nye ‘Mandemark-Bilomnibus’, som man i det gamle avisudklip nedenfor kaldte den første bus til Mandemarke, hvor der bl.a. står (hvis du ikke er så skarp til at læse teksten med ‘krøllede bogstaver’:

Enhver vil indrømme, at det er en usædvanlig smuk Vogn i Formerne, men tillige har den en kraftig Motor. På en tur til Dame i gaar med 14 Passagerer kunne den tage alle Stigninger på højeste Gear.

Læs også historien om Busgaragen i Mandemarke og historien Der var engang et busstop og en postkasse om forholdene indtil for ganske få år siden.

‘Postmesteren’ foran postkassen

Næsten helt op til vores tid havde postvæsenet en gylden tid – før mails, e-box og sms’er osv. 

Mandemarke har endda haft sit eget posthus som man kan læse om i historien om Strædet 4 og se det særlige Mandemarke-stempel på gamle frimærker.

Til venstre ses den gamle ‘postmester’ Jens Peter Hemmingsen foran postkassen med sin kridtpibe. Han var skomager i ordets helt bogstaveligste forstand (mager betyder at lave), d.v.s. at han lavede sko til folk – håndsyede!

Han kunne selvfølgelig ikke leve af posthuset, så han havde også et stykke jord udenfor landsbyen, hvor han kunne dyrke. Og som man kan se af  det næste foto holder han foran den gamle landhandel med sin kærre og et læs hø – sikkert til koen han har spændt for som trækdyr. Læs også den gamle avisartikel om ham i historien Den, der ager med ko …

I mange af Mandemarkes huse var der i den ene ende stald til deres dyr.

Her ses et værdibrev som blev sendt fra Mandemarkes posthus via Borre og indeholdt 664 kr. Derfor måtte brevet også frankeres med 10+10+5 øre, hvor et normalt brev kun kostede 5 øre at sende. Det er Kong Frederik den 8., der var konge fra 1906 til 1912, som er afbildet på 10-øres frimærkerne, så brevet er nok sendt på den tid.

Det har været en kæmpe sum som man den gang betroede postvæsenet at sende til Kjøbenhavn. Ved en omregning til nutidskroner efter Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks skulle svare til ca. 43.000. Det var lidt mere end hvad en tjenestekarl på en af Mandemarkes gård tjente på et helt år i 1916, jfr. historien om Indkomst- og formueforhold i 1916

Når talen nu er om penge, så var den mest værdifulde pengeseddel fra 1910 til 1963 denne 500 krone-seddel. Den afbilder en mand som er ved at pløje med to heste til at trække ploven – og pengesedlen blev i almindelig tale der også kaldt “en plovmand”.

Den gang foregik alt arbejde på landet jo helt uden maskiner. Man havde heste som trækkraft og heste skulle jo have noget at spise. Det skulle de jo hele året og derfor blev der brugt meget arbejde på at skaffe tilstrækkeligt med hø – som var tørret græs. Det er derfor ikke helt tilfældigt at der i gamle dage var mange ord med hø:

Hø, hømark, høste, høslæt, hørive, høvender, høspreder, høberedning (med anvendelse af høvender og stakryttere), høbjergning, høslæber, høslæde, høsamler, høvævel, høtyv, høfork, høgaffel, høkniv, høkrog, høsvøb, høstak, høhæs, hølæs, høhæk, høgaard, høloft, høgulv, høhjald, høtorv, høkasse, høpresse, høkoger, høsalt, hømadras, høpind, høskrække, høsnue, høfeber og så var der ordet som stadig bruges: hønisse.

På billedet ovenfor ses børn på toppen af et hølæs. Først omkring 1950 begyndte det at blive mere almindeligt at anvende maskiner i landbruget – og antallet af heste styrtdykkede efter fremkomsten af traktorer. Til højre høstes der med en såkaldt ‘selvbinder’, som den blev kaldt fordi det afskårne korn automatisk blev blev bundet sammen i neg. Først brugte man heste til at trække, men på farvefotoet kører konen traktoren, mens manden sidder på høstmaskinen og holder øje med at det hele kører som det skal.

Før i tiden brugte man en le som man kan se af L.A.Rings maleri til venstre fra 1885 med titlen ‘Høst’. Så måtte andre komme efter for at  for at samle kornet i neg, så man kunne håndtere dem i bundter.  Negene skulle sættes i ‘traver’, som var lange rækker af 2 neg som lænede sig mod hinanden for at blive ordentligt tørre, inden de blev hentet hjem og tærsket. Der var beskæftigelse til mange hænder inden kornet kunne blive malet til mel.

Klintholm Gods som jo havde meget jord havde også mange maskiner, og nedenfor ses hele arbejdsstyrken omkring 1963 opstillet i gården med det gamle, nu nedrevne slot i baggrunden bag træerne. Der er 9 traktorer og rigtigt mange folk. I dag skal der efter sigende være 2 mand til at passe godsets jorder, men det er nok lidt lavt sat.

Det følgende stammer fra historien om Familien Zachodnic, som boede i huset på Skovstrædet 11:

På fotoet ses Johan Zachodnic en sommerdag i 1932 med en af godsets første traktorer. Den ligner ‘den gamle Fordson’ som Museumsgården i Keldbylille har fået gjort køredygtig. Dagen efter styrter traktoren med Johan Zachodnik bag rattet i en af de talrige mergelgrave på godsets jorder og Johan bliver dræbt. Han efterlader sig sin 38-årige polske kone Sophia Rij Zachodnik og de fem børn Stanislaw, Josef, Marie, Anna Wladislawa og Anna Kataryna. Marie var fyldt 12 år da ulykken skete. Hun husker hvordan hendes fars kiste ikke måtte komme ind i kirken, familien var jo katolikker.  “Det tænkte vi ikke over dengang. Det føltes helt naturligt. Gudstjeneste var noget vi holdt rundt omkring i private hjem. Selv blev jeg konfirmeret i den katolske kirke i Nykøbing. Det var en flot gudstjeneste,” husker hun mange år efter. “Mor fik ingen hjælp. Efter fars død måtte mor flytte fra huset og ned til midterlejligheden i huset på Busenevej 28).” Men den gang betalte man ifølge Marie stort set intet for at bo i godsets boliger, og livet kunne alligevel opretholdes trods vanskelige kår.  “Mor gik på Klintholm og malkede om morgenen. Derefter vaskede hun spandene og ordnede karlekamre. Til aften malkede hun endnu en gang, inden hun gik hjem.”  Arbejdet startede tidligt, hvor Maries mor måtte stå op klokken fire for at møde i tide på godset. Men godsejerparret var ifølge Marie flinke folk. Og den meget beskedne hyre blev suppleret med naturalier. “Mor fik mælkemærker. Dem kunne hun på godset bytte til mælk, som hun tog med hjem.”

Familien var indvandrere fra Polen. Til Mandemarke er også kommet indvandrere fra Rusland og Sverige (læs fx historien om Emil Carlsson og familien Carlsen) og sikkert også fra andre steder.

Til gengæld var der også mange som udvandrede fra Mandemarke, især i slutningen af 1800-tallet. Læs fx historien om ‘Pedro Mandemark‘ om skrædderen Lars Pedersen der udvandrede til Argentina, som i øvrigt også mange andre fra Møn gjorde. Så mange at dronning Margrethe og kronprins Frederik ligefrem i 2019 besøgte Tandil, hvor mange af deres efterkommere stadig bor, som man kan læse om i historien Fra Møn til Argentina

På hjemmesiden er der også historier om udvandrere til Tasmanien/Australien og selvfølgelig til USA. Læs f.eks. historien om Anna Kirstine Jensen der som 20-årig sypige rejste med ‘Amerika-damperen’ i 1888, hvis efterkommere i 2018 besøgte Mandemarke for at se hvor hun kom fra og det hus hun havde boet i (Strædet 14).

Men lad os efter denne ‘rundtur’ i den store verden vende tilbage til Møn og til Stege, som har set sådan ud ifølge et par gamle postkort (KLIK OG FORSTØR):