En gård i Mandemarke gennem 400 år? (NY 4/2020)

Indledning

Det følgende er blevet en lang historie som begynder meget langt tilbage. Den fletter mange ting sammen om Mandemarke gennem tiderne, og berører også emner som er omtalt nærmere i andre af  hjemmesidens historier.

Historien ender ved en enkelt af Mandemarkes gårde, som siden 2005 har været ‘en fritidsgård’ for første gang i mange hundrede års historie. (I gamle dage var der ikke noget der hed fritid på en gård, som man kan få et indtryk af fra Jens Christoffersens erindringer fra 1800-tallet).

Efter en hurtig ‘overflyvning’ af Mandemarkes historie kommer vi frem til opløsningen af det gamle landsbyfællesskab som havde bestået i århundreder, hvor alle gårdene havde ligget i selve landsbyen.

I starten af 1800-tallet blev næsten alle gårdene nemlig blev flyttet ud af landsbyen til de steder, hvor de fleste ligger den dag i dag, selv om de naturligvis undervejs er blevet bygget om eller fornyet med jævne mellemrum, ligesom det også har været tilfældet hidtil under landsbyfællesskabet. Udskiftningen var det endelige resultat af mange års debatter i landet om at reformere landbruget (som man kan læse mere om i Wikipedias opslag om Landborefomerne).

Efter en kort orientering om de kilder der kan oplyse om Mandemarkes beboere – folketællingerne siden 1787 m.v. samt Maglebys kirkebøger over fødsler og dødsfald mv. som rækker meget længere tilbage – bliver kombinationen af folketællinger og slægtsforskning benyttet til at følge beboerne på en enkelt af Mandemarkes gamle gårde.

Med udgangspunkt i den ældste egentlige folketælling der blev foretaget i 1787, forsøges det at gå tilbage i tiden via slægtsforskningens oplysninger ud fra Maglebys kirkebøger ud fra en enkelt familie. Efter at være nået tilbage til denne families forfædre i Mandemarke sidst i 1500-tallet, følges gårdens beboere i 1787 i det næste afsnit frem i tiden gennem de efterfølgende folketællinger. De følges helt frem til 2005, hvor den sidste bonde solgte gården, som hans far 75 år tidligere havde købt  af Klintholm gods, for indtil da havde alle gårdens beboere været fæstebønder først under Roskildebispen, senere under Kongen og til sidst under Klintholm Gods.

Til sidst afsluttes med en opsummering af de bønder som gennem tiden fra slutningen i 1500-tallet sandsynligvis har beboet den samme gård frem til 2005, selv om gårdens bygninger naturligvis har været ændret talrige gange i løbet af de godt 400 år. Indtil begyndelsen af 1900-tallet har de alle været fæstebønder.

Undervejs i historien kommer vi blandt andet ind på hvad det har indebåret at være fæstebonde, og der er henvisninger til mange af hjemmesidens andre historier, hvor emner er nærmere omtalt, ligesom der også kommer henvisninger til nogle af kilderne, så man selv kan dykke ned i disse og se hvordan folketællingsskemaerne f.eks. har set ud, hvis man skulle have lyst.

Mandemarke siden gamle dage

Der har boet mennesker i Mandemarke i rigtigt mange år. Selv om landsbyen Mandemarke første gang er nævnt i skriftlige kilder i 1370 – i Roskilde-bispens skattebog som vi kommer tilbage til – er der ingen tvivl om at der har ligget landsby på stedet mange år forinden. Som der står i historien Mandemarkes historie i hovedtræk:

I den såkaldte jernalder på godt 1000 år – fra omkring 500 år før Kristus til omkring 750 efter – blev landsbystrukturen udvidet, så der er næppe tvivl om at der har ligget huse i Mandemarke i mere end 1.000 år

Der er heller ingen tvivl om at der har boet mennesker i området i flere tusind år, når man ser på alle de mange gravhøje, hvoraf overraskende mange stadig er bevaret. Lige øst for Mandemarke har der oppe i bakkerne også ligget gravhøje, som dog er mere eller mindre forsvundet, sikkert fordi de har ‘ligget i vejen’ for senere tiders bønder, som måske også har kunnet bruge nogle af stenene til andre formål. Kortet under Fortidsminder lige øst for Mandemarke viser hvor der har ligget gravhøje, som kan tidsfæstes til tragtbæger-kulturen 4-6000 år tilbage i tiden.

Ved afslutningen af den sidste istid i Danmark for omkring 15.000 år siden, havde sammenstød af gletsjere skruet undergrunden op i lag som i dag ses som Møns klient. De smukke Mandemarke bakker er resterne af denne opskruning, som opstået ved et langstrakt ‘sammenstød’ mellem flere gletschere, selv om det er svært at forestille sig. Møns Klint eller klinter er den blotlagte bagside af denne opskruning af kridlagene. Der er absolut ikke uden grund at Mandemarke Bakker og Møns Klint – i den nævnte rækkefølge – i 2018 blev nomineret som et ud af 15 steder i hele landet i Danmarks naturkanon fra 2018.

Landsbyen Mandemarke har med sin beliggenhed kunnet drage nytte af vandet oppe fra bakkerne. Der har været flere vandløb til gavn for både til mennesker og dyr. Mellem husene på Busenevej 24 og 26 springer stadig en kilde, som ældre beboere i landsbyen har fortalt man hentede vand fra, når man skulle koge gule ærter (jfr. historien om Landsbykilden).

Indtil rørlægningen ned til Borre Mose af afløbet fra landsbyens nuværende gadekær, som jo løbende forsynes med vand fra bakkerne, kunne man i en ålekiste fange ål som var svømmet op fra kysten for at gyde. (En gammel beboer fra Mandemarke fortæller om det i en af videooptagelserne på Videoer med Mandemarke-historier).

Der har også i gamle dage ligget en vandmølle lige nord for landsbyen, hvor beboerne har kunnet få malet deres korn til mel. I Roskildebispens jordebog over Møn fra ca. 1370 til 1400 kan man læse følgende om Mandemarke: “Nær ved denne by ligger en gård, som kaldes Polzeghaart (=Pølsegård), har ¾ bol jord, som Jacob Nielsön har og giver 40 gr. Nær ved gården er en lille vandmølle, som giver 6,5 skilling gr.” 

I Frede Bojsens store værk “Møns historie” (der også kunne have heddet ‘Møns verdenshistorie’) kan man læse følgende: “At Pølsegård har ligget nord for Mandemarke, fremgår formentlig af, at nær ved gården lå en lille vandmølle (nedlagt omkring 1650).  Denne har ligget ved afløbet fra Plukkesø. Og denne bæk løber forbi Nordenden af Mandemarke og kaldes længere nede endnu Møllebækken” (jfr. historien her på hjemmesiden om Pølsegården).

Der har også altid været flere moser i hulninger tæt ved landsbyen, hvorfra beboerne kunne hente tørv, som var nødvendigt brændsel, som man kan læse mere om i historien Om tørvemoserne og tørv. Man kunne måske forledes til at tro, at beboerne bare kunne hente træ i Klinteskoven, men den har ikke hørt til landsbyen og beboerne har kun i begrænset omfang kunnet hente grene og kvas. I øvrigt har bakkerne ud mod klinten som i dag kaldes Klinteskoven heller ikke altid haft skov.

Mandemarkes landsby har haft markerne fra landsbyen ned mod kysten som man har kunnet opdyrke i fællesskab, og derfor har markerne også haft navne så de vidste hvad de talte om, som man kan se i historien om Finurlige stednavne. Landsbyen har altså ligget i det fjerneste hjørne fra vandet af sit område, og i gammel tid har det nok heller ikke været dårligt at bo fjernt fra kysten, idet al færdsel foregik ad søvejen – også af fjendtligsindede!

Beliggenheden af landsbyen Mandemarke har i det hele taget været god, når man ser på de fysiske forhold men også når det drejer sig om de åndelige. Der er næppe tvivl om at den høje bakke nord for landsbyen Gunildsbjerg som tidligere været kaldt Gudnilsbjerg og af mange senere også kaldes Gunhildsbjerg har haft særlig betydning i forhistorisk tid for landsbyens beboere. (Læs også den lille historie om Gunildsbjerg).

Efter at kristendommen kom til Danmark har Magleby været centrum for det gudelige på det østlige Møn. Den nuværende kirke i Magleby er fra 1200-tallet og har afløst en gammel stavkirke i træ, så Mandemarkes beboere har i mange århundreder vandret fra landsbyen til kirken. I mange år var der ligefrem en kirkesti fra landsbyen til kirken (her på siden er der også en lille historie om kirkestien).

Frem til reformationen i 1536 var det Roskilde-bispen som ejede Møn og dermed også Mandemarke. I bispens skattebog fra 1370, der som nævnt er den ældste skriftlige kilde om Mandemarke, var der registreret 9 skattebetalende husstande. Foruden afgrøder måtte såvel Peder Jyde, Sune Jyde, Bo Pedersön og Mikkel Suder slippe hver 2 høns til biskoppen, som der står i et gammelt dokument:

Bo Pedersön har ¼ bol jord og giver 15 gr. og 2 høns. Mikkel Jensön ligeså, Godsvend ligeså, Lasse Jyde ligeså. Peder Jyde har ¼ bol jord, giver 15 gr. og 2 høns. Sune Jyde ligeså. Mikkel Suder har 4 sil. Jord (1/6 bol) giver 11 gr., 2 sterlinger og 2 høns. (Læs fodnote om ‘bol’ i en anden historie).

Efter reformationen i 1536 konfiskerede kongen kirkens besiddelser, men fæstebønderne havde fortsat pligt til at levere naturalier på forskellig vis som betaling for at kunne bo på gårdene og dyrke markerne. De var fæstebønder, som du kan læse mere om ved at følge linket til Wikipedia.

Først mod slutningen af 1700-tallet besluttede kongen at sælge kronens besiddelser på Møn, og opdelingen af Møn i forskellige godser førte til sidst til at justitsråd Jacob Pedersen Brønnum Scavenius i 1798 blev ejer af Klintholm Gods, som man blandt andet kan læse om i historien Om Klintholm Gods.

På alle fæstegårdene hvilede der altså forpligtelser overfor deres ejer – Roskildebispen, Kongen eller Godsejeren. Om gården på Skansevej 2 kan man f.eks. læse følgende om de forpligtelser der var tinglyst i det gamle tingbøger under ‘Servitutter andre Byrder’: “Præstetiende af 10a: 1 Sk. 1½ F. Hvede, 3 Sk. 3/4 F. Rug, 4 Sk. 1/4 F. Byg, 1 Sk. 3 1/4 F. Havre, 1 Sk. 1½ F. Ærter.” Da præsten jo skulle have noget at leve af, skulle bønderne altså årligt levere bestemte mængder af korn m.v. Med hensyn til rug skulle de 3 Skæpper og 3/4 Fjerdingkar svare til ca. 65 kg om året, så det har der selvfølgeligt også kunne blive bagt nogle rugbrød af. Længere tilbage i tiden (men man skrev aldrig oplysning om hvornår) har der også været tinglyst forpligtelser for gården til at levere ydelser til både præst og skolelærer, som senest var  blevet justeret til følgende: “Kvægtiende og Smaar. til Præsten af 10 a: 0 Skp. Fdk. Byg. – Smaar. til Skolelær. af 10 a, 2 Sk. 2 Fdk. Byg.” 

‘Smaar.’ er en forkortelse for ‘småredsel’. Det er et udtryk der indgik i det såkaldte ‘landgilde,’ som i gammel tid var en fæsters faste årlige afgift i naturalier og ofte også penge til herremanden, som ejede fæsterens gård. Landgildet var beregnet efter gårdens størrelse og bestod hovedsageligt af gårdens produkter. En middelstor gård skulle typisk aflevere ca. 2 tønder rug, 5 tønder byg og 2½ tønde havre. Dertil kom den såkaldte småredsel, hvortil man blandt andet regnede får, lam, gæs høns, æg, fisk og smør. De enkelte ydelser i landgilden kaldte man for persiller. De har formodentlig altid kunne omregnes i penge, og efter 1500-tallet også i tønder hartkorn. Ud over landgilde skulle fæsteren yde hoveri, som var en arbejdsafgift og ikke var nærmere præciseret men bestemt efter ”sædvane”. Dertil kom et engangsbeløb, som skulle betales ved overtagelsen af fæstegården, som kaldtes ‘indfæstning’. (Kilde Aarhus Universitets leksikon DanmarksHistorien.dk).

Hvis du på dette sted synes at du ikke lige har styr på det med Skæpper og Fjerdingkar  osv., kan du læse mere i historien Gamle ord og begreber (linket åbnes i ny fane, så du kan vente med at læse det til du er færdig med historien her).

Udskiftningen i Mandemarke

Indtil ophævelsen af landsbyfællesskabet ved den såkaldte udskiftning, som i Mandemarke først skete meget sent, dyrkede man de jorder der hørte til landsbyen i fællesskab. (Du kan læse mere i Wikipedia om udskiftningen og det tidligere lansbyfællesskab).

Indtil da havde alle Mandemarkes gårde som sagt ligget i selve landsbyen. Det var altså først i starten af 1800-tallet man flyttede hovedparten af Mandemarkes gårde ud på de marker, som de nu hver især havde fået tildelt, idet formålet var at få jorden dyrket mere effektivt, når den enkelte bonde boede på den jord han nu selv havde ansvaret for at dyrke, end det hidtil havde været muligt under landsbyfællesskabet.

 

Mandemarkes jorder ligger som en vifte ned mod Østersøen mellem Busenes jorder mod øst, Busemarkes mod vest og Klintholm Hovedgaards mod nord, som man kan se af kortet her, hvor selv landsbyen altså har ligget i det øverste venstre hjørne.

Alle Mandemarkes gårde har også matrikelnumre under ‘Ejerlavet Mandemarche Bye’, som det kaldtes i gamle dage.

Kort fra 1798 – udsnit af landsbyen

Ved udskiftningen i begyndelsen af 1800-tallet fik de enkelte gårde tildelt deres egen jord, og alle gårde pånær to blev derfor flyttet ud af landsbyen til det stykke jord som de nu havde fået tildelt.

På udsnittet af kortet fra 1798 til højre kan man se de 2 gårde som blev liggende tilbage i landsbyen – nederst til venstre og nederst til højre, hvor der senere med sort er skrevet N.3 og N.4 henover deres bygninger.

Sognekort 1816

Disse to gårde fik tildelt jordstykker direkte syd for landsbyen, som man kan ane af sognekortet fra 1816 til venstre. Det drejer sig om jordstykke nr. 3 og 4, hvor den sydvestligste gård i landsbyen (i dag Busenevej 20) fik nr. 3 og den sydøstligste gård (i dag Busenevej 19) fik nr. 4. 

De øvrige matrikelnumre op til nr. 18 blev fordelt som man også kan se af sognekortet.

Det har naturligvis været et stort arbejde at flytte gårdene, men man skal huske at de jo var opført i bindingsværk, således at det dyre tømmer kunne skilles ad og samles igen på det nye sted.

Klintholm Gods som dengang ejede hele Mandemarke og også gårdene, har formentlig også hjulpet økonomisk, da fæstebønderne forventedes at blive i stand til at yde mere til godset, når jorderne kunne dyrkes mere effektivt.

Bortset fra de 2 gårde der fik lov at blive liggende i landsbyen, er det indtil nu ikke lykkedes at finde ud af, hvor de øvrige gårde har ligget i landsbyen, før de blev flyttet ud.

Formentlig lod man nogle steder bygningerne blive stående i landsbyen og indrettede så beboelse for nye folk, mens de øvrige ‘hjemstedspladser’ som de kaldtes henlå ubebyggede. Dette fremgår indirekte af Møns Branddirektorats ældste forsikringsprotokol fra starten af 1800-tallet (som dog ikke er nem at læse eller forstå, jfr. dette link til Statens Arkiver).

På en senere brandforsikringsprotokol fra 1858-78 blev mange beboere af huse i landsbyen Mandemarke angivet som “Hjemstedsmand” (forkortet Hjmd). Ifølge Dansk Dialect Lexicon (C. Molbech, 1841) er det en betegnelse, der den gang blev “brugt på Møn om den som kiøber, bygger og beboer den plads , hvor en fra byen udflyttet gaard har staaet, ved hvilken leilighed et lukke, en haveplads, et hjemvænge, eller jord fra 4 skiepper indtil 4 tdr. land, sædvanligen sælges med af den udflyttende bonde.”

Kombinationen af folketællinger og slægtsforskning

I 1787 blev der for første gang lavet en optegnelse af folketallet i Danmark, hvor alle personerne i den enkelte husstand var nævnt med fulde navn, alder, stilling i husstanden, erhverv m.v. Beboerne i Mandemarke findes på listerne for Magleby Sogn, som er affotograferet af Statens Arkiver men ikke lette at læse. 

Her på hjemmesiden findes 14 af de folketællinger der er lavet, siden man i 1787 første gang gik rundt til de enkelte gårde eller huse og noterede oplysningerne om beboernes navne og alder m.v. De er afskrevet så vidt de har kunnet tydes, så de er lette at søge i. Desværre skrev man i mange år kun om de boede i ‘et Huus’ eller ‘en Gaard’. Alligevel er det lykkedes at følge mange beboere gennem folketællingerne, da folk jo ofte blev boende det samme sted, således at der også har kunnet tilføjes (formodede) adresser på folketællingerne – i visse tilfælde også ved hjælp fra andre gamle kilder.

Præsterne i Magleby kirke har siden 1645 indført alle kirkelige handlinger i kirkebogen – dåb, konfirmation, vielse og begravelse – således at man i kirkebøgerne kan finde vigtige oplysninger om personernes familiemæssige relationer mv. som f.eks. fødsesldato, forældrenes navne og fødested (hvor byens eller stedets navn kunne være anført, hvis der ikke blot stod Magleby for hele sognet). Statens Arkiver har affotograferet kirkebøgerne så de ligger på nettet, men slægtsforskere har heldigvis samlet oplysninger i databaser med hele stamtræer, så det hele er nemmere at overskue.

Traditionelt er folk gået i gang med de enkelte studier af deres families historie i håb om at bevare det for fremtidige generationer, men denne isolerede tilgang resulterer i at samme forskning bliver gentaget igen og igen, uden at nogen får det helt store overblik. Derfor er internettet fantastisk når bestræbelserne kan blive koblet sammen. Der findes flere stamtræssider, men Mandemarkes hjemmeside har haft stort udbytte af Geni.com’s “The World Family Tree”, hvor millioner af mennesker løbende samarbejder om at kontrollere eksisterende oplysninger og forfølge nye grene i stedet for at spilde tid på at gentage hvad andre allerede har fundet. Geni.com er i modsætning til andre gratis at bruge (i basic-versionen) og rummer over 140 millioner profiler, hvor blandt andet dækningen af østmønske familieforhold har vist sig at være meget fin. Da der især i sidste halvdel af 1800-tallet også var mange som udvandrede fra Møn til f.eks. USA, Argentina og Tasmanien (Australsk ø syd 250 km. for Sydney), som det fremgår af forskellige historier her på hjemmesiden, har disse historier kunnet inddrage oplysninger fra Geni.coms enorme stamtræ, herunder også gamle familiefotos der er lagt ind på Geni.com.

På de 14 folketællinger for Mandemarke, der indtil videre er lagt på hjemmesiden her i afskrevet stand, bliver der løbende tilføjet links til personernes profiler på Geni’s stamtræ, således at man også kan følge deres slægtsforhold og vigtige begivenheder i deres liv.

Ved at kombinere oplysningerne fra folketællinger med disse stamtræsdata kan man sammen med oplysninger fra andre kilder følge beboerne gennem mange år på alle Mandemarkes gårde og i et vist omfang også i Mandemarkes huse (mange af hjemmesidens ældre historier om landsbyens beboere er dog skrevet før opdagelsen af Geni.com).

Som nævnt er det for alle Mandemarkes gårde og også for mange ‘Huuse’ lykkedes at fastslå deres beliggenhed, selv om der ved folketællinger mellem 1787 og 1901 kun stod ‘en Gaard’.

For gårdenes vedkommende har det især været en hjælp at der frem til 1837 blev udarbejdet hartkornsprotokoller for Mandemarke med oplysning om ejendommenes matrikelnumre og brugernes navne. Matrikelnumrene kendes jo også fra sognekortet ovenfor fra 1816.

Ligesom man ved arkæologiske undersøgelser graver sig ned lag efter lag for at komme tilbage i tiden, kan man gøre noget lignende ved gårdenes familier. Hvor de udflyttede gårde lå i Mandemarkes landsby ved folketællingerne i 1801 og 1787, er det dog indtil videre ikke lykkedes at fastslå, bortset fra de 2 gårde der forblev liggende i landsbyen. Der er dog ingen tvivl om at der i mange århundreder har ligget gårde i landsbyen på stort set samme sted, som med mellemrum har været ombygget eller genopført efter at være blevet nedrevet, brændt eller bare faldet sammen.

Derfor kunne det være interessant at se, hvor langt man kan følge de familier, som formodes at have boet på gården i Mandemarkes sydøstlige hjørne, hvor gården på Busenevej 19 i dag ligger, der siden starten af 1800-tallet har haft matrikelnummer 4 (i dag 4a efter at det meste af jorden er solgt fra).

Beboerne på en af Mandemarkes gamle gårde

Før udskiftningen havde hver gård et nummer, som desværre ikke svarer til de matrikelnumre de senere fik tildelt. Der er grund til at tro at gård nr. 9 var gården på Busenevej 19 som stadig ligger i landsbyen. Lad os begynde ved den ældste folketælling fra 1787.

Den 1ste Julii 1787‘ blev familie nr. 9 på en gård i landsbyen Mandemarke optegnet som anført nedenfor, hvor familieoverhovedet der kaldtes ‘Huusbonde’ var ‘Bonde og Gaardbeboer’. Der er tilføjet links til næsten alle beboernes slægtsdata på Geni.com (prøv at følge dette link til det originale skema – hvis du tør).

Hemming Johansen 69 1718 Huusbonde Bonde og Gaardbeboer (hans 2. ægteskab)
Kirsten Jørgensdatter 56 1731 hans Kone  
Jørgen Hemmingsen 22 1765 hans Børn af 2. Ægteskab  
 Peder Hemmingsen 20 1767 hans Børn af 2. Ægteskab  
Lars Jørgensen 11 1776 Tienestefolk  
Anna Friderichsdatter 31 1756 Tienestefolk  

I 1787 er Hemming Johansen blevet 69 år har altså været ‘bonde og gårdbeboer’ i mange år. Det fremgår også at han nu er i sit 2. ægteskab.

Hemming Johansen kan man også finde på gård nr. 9 i Jordebogen fra 1769, hvor kun navnene på familieoverhovederne blev nævnt. Det kan derfor være interessant at se, hvor langt tilbage i tiden man kan følge hans familie. De har nemlig sandsynligvis været fæstebønder på den samme gård før ham, idet man i Mandemarke normalt havde en form for arve- eller livsfæste, således at fæstegården typisk blev overtaget af en søn eller svigersøn af den tidligere fæster – eller eventuelt en plejesøn.

Som vi kommer tilbage til overtager Hemming Johansens ældste søn Jørgen Hemmingsen senere fæstemålet af gården efter ham, men hvem kan Hemming Johansen have overtaget fæstemålet fra?

Lad os se om ikke hans profil på Geni.com kan give et svar på dette.

Hemming Johansen 

Fødsel: 1720
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Dødsfald: 4. marts 1801 (80-81)
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Nærmeste familie: Søn af Johan Friderich Blom og Anna Hemmingsdatter
Gift med Kirsten Jørgensdatter og Anna Frantzdatter
Far til Jørgen Hemmingsen og Peder Hemmingsen
Bror til Friderich JohansenMargareta JohansdatterIngeborg JohansdatterChristine JohansdatterAne JohansdatterBodil Johansdatter og Anders Johansen

Hemming Johansen har altså levet hele sit liv i Mandemarke fra 1720 til han som 80-årig døde den 4. marts 1801.

Han var søn af Johan Friderich Blom og Anna Hemmingsdatter. Hans far viser sig at være født i Budsemarke og kommer senere til Mandemarke, så lad os i stedet kigge nærmere på hans mor for at se om hun er født i Mandemarke og har levet hele sit liv der.

Anna Hemmingsdatter 

Fødsel: 1689
Magleby Sogn, Præstø Amt
Nærmeste familie: Datter af Hemming Rasmussen Samsing og Anna Jacobsdatter Munch
Gift med Johan Friderich Blom
Mor til Friderich JohansenMargareta JohansdatterHemming JohansenIngeborg JohansdatterChristine JohansdatterAne JohansdatterBodil Johansdatter og Anders Johansen 

Hun blev gift som 26-årig den 17/3 1715 med Johan Friderich Blom, om hvem der ikke findes andre oplysninger end hans fødsel, nemlig i Budsemark i 1690, og hans dødsdato den 10/4 1768.

Anna fik med ham 8 børn, hvor fødestedet for nr. 1 og 5-7 kun er anført som  Magleby, mens der for alle de øvrige står Mandemarke. Så familien her har nok også boet i Mandemarke til deres død, og Anna kunne derfor også godt selv være født på den gård, som sønnen Hemming senere overtager.

Anna, som i øvrigt var opkaldt efter sin mor, var datter af Hemming Rasmussen Samsing, så lad os se hvad der er af oplysninger om ham.

Hemming Rasmussen Samsing 

Fødsel: 1632
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Dødsfald: december 1711 (78-79)
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Begravet i: Magleby, Mønbo, Præstø, Denmark
Nærmeste familie: Søn af Rasmus Jørgensen Samsing og Margrethe Jørgensen
Gift med Anna Jacobsdatter Munch
Far til Rasmus Hemmingsen SamsingZilla HemmingsdatterPeder HemmingsenAnna Hemmingsdatter og Jacob Hemmingsen
Bror til Lauritz Rasmussen SamsingSøren Rasmussen SamsingJørgen Rasmussen SamsingMaren Rasmusdatter og Søren Rasmussen Samsing

Han var altså selv født i Mandemarke i 1632. Først som 47-årig blev han gift i 1679 med den 29-årige Anna Jacobsdatter Munch. Da Mandemarke også står anført som fødested for nr. 1 og 3 af deres 5 børn (for de øvrige står der blot Magleby, som også er navnet på sognet Mandemarke hører under), og da han også dør i Mandemarke i 1711, har også hans familie levet der formentlig på den gård som hans svigersøn senere overtager.

Hans kone Anna, som var født i Keldbylille i 1650, bliver efter hans død gift igen som 63-årig den 1/12 1713 i Magleby, hvor hun også dør i 1735 som 85-årig, så måske er hun flyttet til Magleby by men det kan også være at hun blev boende i Mandemarke. Hvis gården efter hendes mands død er overtaget af en svigersøn, har hun måske også haft behov for at etablere sig med en ny mand et sted i nærheden, selv om det nok ikke var ret tit at kvinder giftede sig igen i den alder.

Men lad os gå et skridt længere tilbage og se på Hemming Rasmussen Samsings far.

Rasmus Jørgensen Samsing 

Fødsel: ca. 1590
Mandemarke, Magleby, Præstø, Denmark
Dødsfald: juli 1660 (53-54)
Magleby, Præstø, Denmark
Begravet i: Magleby, Præstø, Denmark
Nærmeste familie: Søn af Jørgen Samsing
Gift med Maren Hammer og Margrethe Jørgensen
Far til Hemming Rasmussen SamsingLauritz Rasmussen SamsingSøren Rasmussen SamsingJørgen Rasmussen SamsingMaren Rasmusdatter; og Søren Rasmussen Samsing

Om hans far Jørgen Samsing vides kun at han stammede fra Samsø. Det må være forklaringen på at hans søn Rasmus – foruden det sædvanlige patronym Jørgensen – også tilnavnet Samsing, som også blev brugt i de følgende generationer nærmest som et slægtsnavn. (Patronym vil sige farens fornavn med tilføjelse af søn eller datter).

Hans far må i alt fald være kommet til Mandemarke, for sønnen Rasmus blev født i Mandemarke. Hans fødselsår har tidligere været anført til 1606, men da han mellem 1621 og 1632 fik 6 børn og næppe er begyndt allerede som 15-årig (måske har der stået 1600 i  den svært læselige kirkebog) er det er efter forespørgsel til profilens administrator blevet rettet til ca. 1590.

Da også alle Rasmus Jørgensen Samsings børn er født i Mandemarke, er der i alt fald ingen tvivl om at også denne familie har boet i Mandemarke, selv om der ved hans død blot blev anført navnet på sognet, nemlig Magleby som Mandemarke jo hører under.

Det er måske lidt dristigt at konkludere at det er den her omtalte fortløbende række af Jørgen Samsings efterkommere som har været fæstere på den samme gård i Mandemarke fra slutningen af 1500-tallet frem til folketællingen i 1787. Men udelukkes kan det ikke!

 Og i så fald har rækkefølgen af gårdens fæstere været således:

  • Jørgen Samsing
  • Rasmus Jørgensen Samsing (ca. 1590-1660)
  • Hemming Rasmussen Samsing (1632-1711)
  • svigersønnen Johan Friderich Blom (1690-1768) som blev gift med Anna Hemmingsdatter
  • Hemming Johansen (1720-1801)

Beboerne på gården ifølge folketællingerne i 1787 og frem

Hvor vi nu har gået tilbage i tiden, så lad os i stedet vende næsen den anden vej og begynde ved Hemming Johansen og hans familie. De blev som vi har set registreret således den 1/7 1787 som familie nr. 9 (originalt skema), hvor Hemming Johansen jo også i  Jordebog 1769 var registreret som fæster på gård nr. 9 (stadig med tilføjede links til Geni.com):

Hemming Johansen 69 1718 Huusbonde Bonde og Gaardbeboer (hans 2. ægteskab)
Kirsten Jørgensdatter 56 1731 hans Kone  
Jørgen Hemmingsen 22 1765 hans Børn af 2. Ægteskab  
 Peder Hemmingsen 20 1767 hans Børn af 2. Ægteskab  
Lars Jørgensen 11 1776 Tienestefolk  
Anna Friderichsdatter 31 1756 Tienestefolk  

Lad os se på den ældste søn Jørgen Hemmingsen fra 1765, da den anden søn ikke fik nogen børn:

Jørgen Hemmingsen 

Fødsel: 1765
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Dødsfald: 03. februar 1841 (75-76)
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Nærmeste familie: Søn af Hemming Johansen og Kirsten Jørgensdatter
Gift med Anna Jørgensdatter

Han levede hele sit liv i Mandemarke og var som 26-årig den 7/12 1791 blevet gift i Magleby kirke med den 21-årige Anna Jørgensdatter:

Anna Jørgensdatter 

Fødsel: 12. april 1770
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Dødsfald: 01. juni 1844 (74)
Mandemarke, Magleby Sogn, Møn, Præstø Amt, Danmark
Nærmeste familie: Datter af Jørgen Larsen og Anna Marie Jacobsdatter
Gift med Jørgen Hemmingsen
Søster til Peder JørgensenJacob JørgensenHans JørgensenHans Jørgensen og Lars Jørgensen
Halvsøster til Jørgen HemmingsenAne Sophie Hemmingsdatter og Kirstine Margrethe Hemmingsdatter

Både Jørgen Hemmingsen og Anna Jørgensdatter levede altså hele deres liv i Mandemarke men fik tilsyneladende ingen børn. I stedet tog de flere plejebørn, som man kan se ved senere folketællinger.

Den næste folketælling blev foretaget i 1801, hvor familien bliver registreret som den første i landsbyen ‘Mannemarche’ (og der tydeligt står ‘Ane Jørgensdatter’ selv om hun vist i kirkebogen ved sin død blev kaldt ‘Anna Jørgensdatter’ – originalt skema):

Jørgen Hemmingsen 36 1765 Husbonde, Gaardfæster
Ane Jørgensdatter 31 1770 hans Kone
Hemming Johansen 82 1719 Husbondens Fader, Enkemand
Ane Nielsdatter 23 1778 Tjenestefolk
Friderich Hemmingsen 16 1785 Tjenestefolk

Jørgen Hemmingsens gamle far Hemming Johansen, som havde været enkemand siden 14. maj 1794, er blevet 82 år. Og meget ældre bliver han ikke, for folketællingen skete den 1. februar 1801 og han dør allerede den 4. marts 1801.

De næste 33 år blev der desværre ikke foretaget nogen folketællinger, for landet var i dyb krise efter deltagelse i Napoleonskrigen på den tabende parts side. I 1807 trak englænderne af med flåden efter bombardementet af København i 1807. I 1813 kom så en statsbankerot efter en brutal pengeombytning. Ved Kielerfreden i 1814 måtte Danmark afstå Norge, som havde hørt til landet i 434 år. Og så i 1818 ramtes landbruget hårdt, da priserne på hvede, korn og byg styrtdykkede. Nu var det norske hjemmemarked forsvundet og de europæiske markeder var oversvømmede af landbrugsvarer på grund af en generel overproduktion. Man havde regnet med England til at aftage den norske andel af den danske landbrugsproduktion, men tolden på importeret korn i England blev i 1815 forøget kraftigt. Det hele slog igennem i 1818, og over de næste år var kornpriserne faldet til en tredjedel eller en fjerdel af priserne før krisen. Utallige gårdejere gik fallit, og store dele af befolkningen endte i en bytteøkonomi.

Men i 1834 var der overskud til at foretage en folketælling igen, og her finder vi den 70-årige Jørgen Hemmingsen og hans kone Ane på en gård sammen med en anden familie der er nævnt først (originalt skema med tilføjede links til Geni.com):

Familie 1 Jørgen Pedersen 33 1801 Gift Gaardmand
  Kirsten Hendriksdatter (Kirsten Hendrichsdatter) 35 1799 Gift hans kone
  Kirsten Jensdatter 14 1820 Ugift deres Pleiedatter
  Mads Jensen 16 1818 Ugift Tjenestefolk
  Ane Kirstine Jensdatter 23 1811 Ugift Tjenestefolk
Familie 2 Jørgen Hemmingsen 70 1764 Gift Aftægtsgaardmand
  Ane Jørgensdatter 64 1770 Gift hans kone
  Peder Pedersen 9 1825 Ugift Pleiebørn
  Ane Marie Pedersdatter 3 1831 Ugift Pleiebørn

Jørgen Hemmingsen er nu som 70-årig anført som ‘aftægtsgårdmand’, så den nye gårdmand i 1834 Jørgen Pedersen har altså overtaget forpligtelsen til at sørge for den tidligere gårdmand og de to små plejebørn som han og hans kone har boende.

Det bekræftes også af den hartkornsprotokol pr. 28/12 1837 der gennem mange år havde været under udarbejdelse, at Jørgen Pedersen var bruger af matr. 4 efter at der i tidligere udkast havde stået Jørgen Hemmingsen. (Læs også historien om Hartkornsprotokoller m.v.). Matrikel 4 er som nævnt gården på Busenevej 19, der efter at markerne er blevet solgt fra i dag har matr. 4a (hvor tilføjelsen af bogstavet ‘a’ markerer at det er hovedparcellen med gården). 

Så nu ved vi altså med sikkerhed, at det er gården på Busenevej 19 i Mandemarkes sydøstlige hjørne, som de foregående personer i denne historie har boet på! 

Da der ikke blev foretaget nogen folketællinger mellem 1801 og 1834, er det ikke til at vide om Jørgen Pedersen, som var født i 1801, har startet som plejebarn hos Jørgen Hemmingsen og han kone. Han var ældste barn i en familie der ikke er så mange oplysninger om. Da han blev gift i 1826 har Jørgen Hemmingsen været 62, så det er sikkert i den forbindelse han har overtaget fæstemålet, naturligvis mod at tage sig af de gamle og deres plejebørn.

Og det viser sig yderligere at det er efterkommere af Jørgen Pedersen og Kirsten Hendriksdatter, som kommer til at videreføre gården i mange år fremover!

Jørgen Pedersen selv var i øvrigt født i 1801 på en anden gård i Mandemarke som formentlig kort efter hans fødsel blev flyttet ud til Skansevej 2, medmindre man kan regne med oplysningen i Bygnings- og Boligregistret (BBR) hvorefter Skansevej 2 er opført i 1774! Hans far er død som 50-årig i 1819, så ved folketællingen i 1834 er hans mor anført som gårdmandsenke med hans gifte lillebror som gårdbestyrer. Jørgen Pedersen må altså være vokset op på gården på Skansevej 2, men har måske ikke kunnet vente på at overtage gården efter at han i 1826 blev gift med Kirsten Hendriksdatter og derfor kom overens med Klintholm Gods og den hidtidige fæster Jørgen Hemmingsen om at overtage Busenevej 19 som ny fæstebonde. Men muligheden for at det børneglade ægtepar Jørgen Hemmingsen og hans kone har haft Jørgen Pedersen som plejebarn kan også være forklaringen på, at han har ladet sin lillebror blive på Skansevej 2 sammen med deres mor efter farens død i 1819. 

Ved folketællingen 6 år efter i 1840 er der ikke sket de store forandringer på Busenevej 19 hvor de 2 familier stadig bor sammen (originalt skema):

Familie1 Jørgen Pedersen 39 1801 Gift Gaardmand
  Kirsten Hendriksdatter 41 1799 Gift hans Kone
  Jørgen Pedersen 23 1817 Ugift Tjenestefolk
  Kirsten Jensdatter 20 1820 Ugift Tjenestefolk
  Lars Pedersen 15 1825 Ugift Tjenestefolk
Familie2 Jørgen Hemmingsen 76 1764 Gift Inderste og Aftægtsmand
  Ane Jørgensdatter 70 1770 Gift hans Kone
  Peder Pedersen 15 1825 Ugift deres Pleiebørn
  Ane Marie Pedersdatter 9 1831 Ugift deres Pleiebørn

Jørgen Pedersen har i øvrigt nu fået en tjenestekarl som også hedder Jørgen Pedersen, så det har sikkert givet anledning til lidt morskab.

Ved den følgende folketælling i 1845 findes Jørgen Hemmingsen og hans kone ikke længere på gården, men da de i 1840 var henholdsvis 76 og 70 er der ikke noget at sige til at de er døde i 1841 og 1844.

Så i 1845 er der igen kun en familie på gården, som er nævnt mellem huse hvilket passer med at den ligger i landsbyen (familie 12 på originalt skema):

Jørgen Pedersen 44 1801 Gaardmand
Kirsten Hendriksdatter 47 1798 hans Kone
Ane Marie Kirstine Pedersdatter 14 1831 Pleiebarn
Niels Rasmussen 24 1821 Tjenestefolk
Ane Kirstine Larsdatter 16 1829 Tjenestefolk

Plejedatteren Ane Marie Pedersdatter bor fortsat på gården – nu som plejebarn hos Jørgen Pedersen og hans kone. Det andet plejebarn Peder Pedersen som nu må være blevet 20 må være kommet ud at tjene udenfor Mandemarke. 

Folketællingen i 1850 (familie 52 på originalt skema):

Jørgen Pedersen 49 1801 Husfader, Gaardmand
Kirsten Hendriksdatter 52 1798 Hans kone
Hans Larsen 9 1841 Plejesøn
Hemming Jensen 30 1820 Tjenestefolk, indkaldt til Krigstjeneste
Hemming Pedersen 17 1833 Tjenestefolk
Ane Marie Kirstine Pedersdatter 19 1831 Tjenestefolk

Plejedatteren Ane Marie er nu anvanceret til at være ‘Tjenestefolk’, selv om hun sikkert altid har gjort ‘tjeneste’, da der altid var masser af arbejdsopgaver til børnene på gårdene.

Men Jørgen Pedersen og hans kone har fået en ny plejesøn Hans Larsen der i 1850 er  9 år. Han viser sig at være interessant, idet Jørgen og hans kone ikke selv havde fået nogen børn, som eventuelt kunne overtage fæstegården efter dem. Og så er han også ‘interessant’  på en anden måde, for han havde en navnebror som var født i Mandemarke to måneder efter ham, så det hidtil ikke har været til at vide hvem der var hvem, når der på folketællingerne optræder en Hans Larsen født i 1841. Det er der dog gjort op med i historien Hans Larsen – et dobbeltportræt.

Folketællingen 1860 (familie 15 på originalt skema):

Jørgen Pedersen 59 1801 Gaardmand, Enkemand
Kirstine Margrethe Nielsdatter 26 1834 Plejebarn
Hans Larsen 19 1841 Plejebarn
Ane Kirstine Frederiksdatter 13 1847 Plejebarn
Ane Cathrine Jørgensdatter 17 1843 Tjenestepige

Jørgen Pedersens kone må nu være død efter sikkert at have taget et nyt plejebarn til sig  der nu er 13 år. Jørgen Pedersen klarer altså gården med en tjenestepige og tre plejebørn hvor de to jo nu er voksne.

Men så sker der noget, for Hans Larsen gifter sig den 27/7 1866 som 24-årig med den 20-årige Sidse Kirstine fra ‘Kongsbjerggaard’ på Busenevej 36. Og samme år overtager Hans Larsen gården i fæste fra Klintholm, som man kan udlede af et gammelt avisudklip i historien om hans kone Sidse Kirstine Larsen!

Fra historien Hans Larsen – et dobbeltportræt ved vi nu, at han har været barn af en børnerig familie i et af Mandemarkes huse og kom i pleje hos ægteparret på gården, som ikke selv kunne få børn. Og så har han fået lov til at fortsætte fæstemålet i 1866 efter dem, selv om han ikke var ægtebarn. Klintholm Gods har sikkert lagt vægt på at Hans har været som et barn for dem og har kendt til gårdens forhold gennem mange år.

Da den næste folketælling i 1870 ikke ligger afskrevet her på hjemmesiden, springe vi frem til folketællingen i 1880 (originalt skema):

Hans Larsen 38 1842 Gaardfæster
Sidse Kierstine Jensdatter 33 1847 hans Hustru
Vilhelmine Kierstine Larsen 12 1868 deres Barn
Lars Peter Larsen 10 1870 deres Barn
Christian Valdemar Larsen 8 1872 deres Barn
Jens Jørgen Larsen 5 1875 deres Barn
Frederik Andersen 32 1848 Tjenestekarl

Hans Larsen og Sidse Kirstine har nu fået 4 børn og klarer gården med dem samt en tjenestekarl.

Ved folketællingen i 1890 som ikke er afskrevet, er Hans Larsen død og Sidse Kirstine er gårdmandsenke med den 20-årige søn Lars Peter Larsen som gårdbestyrer (FT1890 familie 10).

Ved folketællingen den 1. februar 1901, hvor man nu for første gang skriver at det er gården matr. 4 – altså Busenevej 19, er gårdens ejer i øvrigt anført som “Gmd. Hans Larsens Enke”, hvilket er lidt af en tilsnigelse da gården jo var ejet af Klintholm Gods (link til det originale skema):

Sidse Kirstine Larsen 14/6 1846 Husmoder Gårdfæster
Jens Jørgen Larsen 23/9 1874 Barn Murer
Marie Larsen 26/5 1882 Barn  
Johanne Margrete Johansen 3/1 1895 Barn  
Johannes Hansen 14/3 1868 Tjenestetyende Gårdbestyrer
Kirsten Jensen 29/4 1849 Tjenestetyende  
Kristian Petersen 24/1 1883 Tjenestetyende  
Hansigne Frederiksen 18/4 1872 Logerende Syerske

Her i 1901 anførtes også for gifte, hvornår de var gift, hvornår ægteskabet evt. var ophørt samt antallet af børn. Så man kan se at Sidse Kirstine var født i Magleby sogn, var blevet gift i 1866, og at hun havde været enke siden 1887, samt at hun havde fået 4 børn som levede og at hun havde mistet 1.

Hans Larsen er altså død i 1887 og den ældste søn som var gårdbestyrer i 1890 er nu rejst fra gården, så hun har måttet ansætte en ‘gårdbestyrer’, da hendes anden søn som stadig bor hjemme arbejder som murer.

Det yngste af de 3 børn, Johanne Margrete Johansen som kun er 6, må være et barnebarn, da pigen også har et andet efternavn. Det bekræftes ved den næste folketælling i 1906, hvor hun omtales som datterdatter. Da vi ved at Sidse Kirstine havde 4 børn, 2 drenge og 2 piger, og der kun er 13 år mellem Johanne Margrete og den yngste af døtrene, er det altså Vilhelmine Kierstine Larsen fra 1868, som har fået en datter som hendes mor har taget til sig. Og forklaringen viser sig simpelt hen at være at Vilhemine Kirstine Larsen (ifølge dette link til Geni.com) er død som 28-årig den 10/8 1896, hvor hendes datter Johanne har været 1½ år.

Den 1. februar 1906 er der igen foretaget en folketælling (familie 3 på originalt skema):

Sidse Kirstine Larsen 14/6 1846 Husmoder, Enke  
Johanne Margrete Johansen 3/1 1895 Datterdatter  
Karl Kristian Hansen 1879 Tjenestetyende Gaardbestyrer
Johannes Nielsen 1887 Tjenestetyende  
Rasmine Nielsen 1884 Tjenestetyende

Nu har hun for tredje gang fået en ny gårdbestyrer, hvad så forklaringen kan være på dette. Hun har nok været ret skrap som man kan se af den sag om Forligsmægling i tyendesag i 1899 der er omtalt her på hjemmesiden, hvor teglbrænder P Hemmingsen forlangte “Løn til sin Søn fra 1ste Maj 1899 til 1ste November 1899 45 Kr.”, hvilket Sidse Kirstine fortsat nægtede.

Ved folketællingen den 1. februar 1916 så husstanden på gården, som nu angives som matr. 4a, således ud (familie 12 på det originale skema):

Sidse Kirstine Jensen 14/6 1846 Husmoder Enke Gaardfæster
Johanne Margrethe Johansen 3/1 1895 Ugift Slægtning Husgerning
Georg Nielsen Skov 23/4 1889 Gaardfæstetyende Ugift Landbrug
Hans Christian Carlsen 11/9 1896 Tjenestetyende Ugift Landbrug
Astrid Alice Nielsen 9/2 1908 Slægtning

Sidse Kirstine, som i 1880 var anført med efternavnet Jensdatter, har nu moderniseret sit pigenavn til Jensen! Børnene er ikke overraskende flyttet hjemmefra. Men nu har hun 2 slægtninge boende. Hendes barnebarn Johanne Margrethe er nu blevet 21 og ernærer sig ved husgerning, og så er der kommet yderligere en pige på 8, som sikkert også er et barnebarn.

For første og eneste gang indholder folketællingen i 1916 også skattevæsenets efterfølgende optegnelser over personernes indkomst, formue og evt. skattebetaling.

Sidse Kirstine er blev sat i skat af en indkomst på 3.000 med kr. 56,10 til staten og kr. 53,72 til kommunen. Johanne Margretes indkomst er 400 kr. og hun skal kun betale kommuneskat på 3,40 kr. Sidse Kirstines indkomst svarer måske i dag til 125.000 og hendes formue til 500.000. Man kan undre sig over hvordan formuen er gjort op i betragtning af at hun som fæstebonde på en gård som Klintholm Gods ejede kunne have en sådan formue. Forklaringen er formentlig at gårdens værdi er medregnet hos hende, således at det også var hende der som fæstebonde kom til at betale formueskatten. Hendes samlede skatter på 109,82 kr. svarer dog kun til 4.600.

Der endnu engang kommet en ny bestyrer, Georg Nielsen Skov der står anført med det gammeldags udtryk  ‘Gaardfæstetyende’.

Men det mest interessant er at hun også har haft en ansat – ‘Tjenestetyende’ som man sikkert i dag ville kalde en tjenestekarl eller gårdskarl eller bare karl – til at hjælpe med landbruget, som hedder Hans Christian Carlsen født den 11/9 1896. Ham kender vi  nemlig fra andre historier her på hjemmesiden netop i forbindelse med gården her. For i 1931 lejede han selv gården af Klintholm Gods og i 1937 købte han gården af godset, som sikkert i 1930’erne manglede penge og som vist også havde haft svært ved at finde nogen der ville drive den efter at Sidse Kirstine var død i 1921.

Men alt det kan man læse mere om under historien om Busenevej 19 og hans søn Finn Carlsen, ligesom historien ovenfor naturligvis også hører sammen med (og overlapper) historien om Sidse Kirstine Larsen. Der har også tidligere været skrevet en historie om Hemming Johansens efterfølger Jørgen Pedersen.

Så lad os runde af med følgende fra historien om Emil Carlsson og familien Carlsen:

Ved folketællingen i 1940 kan man finde følgende oplysninger om beboerne på gården på Busenevej 19 (med vielsesdatoen yderst til højre):

Hans Christian Carlsen 11/9 1896   Husfader Gaardejer 15/3 1931
Kirsten Margrethe Carlsen 3/1 1907   Husmoder  15/3 1931
Finn Graaberg Carlsen 1/1 1932   barn  
Lise Graaberg Carlsen 5/11 1937   barn  
Hans Ejnar Jensen 14/6 1921   Forkarl  

Hans Christians gamle forældre bor stadig på Busenevej 18 (navn, fødselsdato, fødested, stilling og vielsesdato):

Emil Julius Carlsen 14/3 1864 Sverrig (dansk) Husmand Aldersrentenyder 4/8 1888
Maren Kirstine Carlsen 8/2 1867 Magleby Husmor Aldersrentenyder  

Da Emil Carlsen døde i 1953 havde sønnen Hans Christian forlængst købt den ene af landsbyens to gårde som ikke var flyttet ud af Mandemarke i starten af 1800-tallet (Busenevej 19) og øget dens jordtilliggende. Blandt andet havde han i 1947 købt den gamle skole (Skovstrædet 2) med den tilhørende jord, men han havde kun brug for jorden, og solgte skolen til Klintholm gods, som stadig ejer bygningen.

landsbyen_finn1Finn Gråberg Carlsen kom som nævnt til verden nytårsdag 1932 på den fædrene gård Busenevej 19, som 39 år senere skulle blive hans egen.

Året før havde Finns far Hans Christian Carlsen lejet sig ind på gården, som han  senere købte af godset i 1937.

Det var dengang Hans Christian plantede den bøgehæk, der i dag troner på toppen af gærdet ud mod Busenevej afbrudt med jævne mellemrum af et højt tykt bøgetræ.

Finn Carlsen flyttede fra gården omkring 2000 til en mere overkommelig bolig i Klintholm Havn, hvor han levede sine sidste år. Og efter forskellige ‘puslerier’ blev gårdens marker solgt fra og selve gården med så meget jord som det var muligt at beholde for et nedlagt landbrug uden landbrugspligt blev solgt som fritidshus. 

Afslutning

Efter Hans Larsens død i 1887 videreførte hans enke Sidse Kirstine altså de næste 34 år driften af gården til sin død i 1921, hvor der for første gang ikke var nogen efterfølger der stod på spring. Hun havde de senere år haft flere forskellige bestyrere ansat, og ingen af hendes børn med Hans havde åbenbart haft noget ønske om at videreføre gården. Det var vist også trange tider for landbruget og godset har manglet penge, så derfor endte rækken af fæstere på gården altså ved Sidse Kirstines død i 1921.

Men så har vi ellers – med stadigt større sikkerhed – kunnet følge en række af fæstere fra slutningen af 1500-tallet til starten af 1900-tallet (med indsatte links til stamtræssiden Geni.com):

Og efter disse måske 9 fæstebønder kom der så 2 selvejere af gården – fra 1937 til 2005 – som selv stammede fra landsbyen (Busenevej 18):

  • Hans Christian Carlsen (1896-?)
  • Finn Graaberg Carlsen (1932-?)

Så det er altså en historie om bare de sidste 400 år af en gård i Mandemarke.

Flemming Deleuran 11-04-2020