Gamle ord og begreber

Når man interesserer sig for Mandemarke eller gamle dage på landet, støder man på ord og begreber som man – ung som ældre – ikke har det samme forhold til, som den gang ordene blev brugt i det daglige. Hvis man overhovedet kender dem!

I det følgende vil ord som matrikel, ejerlav, fæstebonde, hartkorn og mange andre blive omtalt nærmere.

Lad os begynde med vejen fra Mandemarke til Busemarke som i dag kaldes Hovvejen. Måske ringer der en svag klokke hos dig om noget med ‘hoveri eller hoveriarbejde’, medmindre du tror det har noget med hestes hove at gøre. Det fantastiske internetleksikon Wikipedia forklarer udtrykket således (med links til sine egne ordforklaringer):

Hoveri var en ydelse i form af arbejdsdage, som en fæster (fæstebonde eller  husmand) skulle udføre på eller for det gods, hans gård tilhørte som led i årlig modydelse. Foruden hoveri skulle ydes landgilde. Forholdet mellem disse to ydelser varierede fra herregård til herregård og over tid.

(klik for at forstørre)

På et gammelt kort fra 1798 var det imidlertid vejen mellem Mandemarke til Klintholm Gods, der blev kaldt ‘Klintholm Hovvei’ (med rød skrift). Det har nok også været mere relevant, for beboerne i Mandemarke skulle jo vandre hen til godset for at udføre arbejde der! Men måske har der senere været et ønske om at fortrænge denne kendsgerning ved at få vejnavnet ændret til Klintholmvej?

Udtrykket ‘fæstebonde’ kommer man ikke udenom, når man interesserer sig for Mandemarke og gamle dage, for bønderne var jo fæstebønder indtil de fra slutningen af 1800-tallet begyndte at blive ejere af deres gårde. I Mandemarke var der fæstebønder til godt op i 1900-tallet. F.eks. solgte godset først gården på Busenevej 19 til Hans Christian Carlsen i 1937. Så sent som ved folketællingen i 1916 blev hans ‘forgænger ‘Sidse Kirstine Larsen der døde i 1921 som 75-årig anført som ‘gårdfæsterske’.

Som Wikipedia i indledningen til en omfattende artikel forklarer det:

En fæstebonde (fæster), i flertal fæstebønder, var en landmand, der havde et fæstebrev på en fæstegård. Fæsteforholdet trådte i kraft, når indfæstningen var betalt. Hvis fæsteren overholdt betingelserne i fæstebrevet (kontrakten), kunne jordejeren ikke opsige fæsteforholdet i bondens og hans enkes levetid. Fæstebønder spillede en stor rolle i Danmark indtil slutningen af det 18. århundrede. I løbet af 1800-tallet overgik de fleste fæstegårde til selveje, og med jordlovene i 1919 blev de sidste rester af det gamle fæstesystem i Danmark endeligt afskaffet.

Som man kan læse i historien om gården på Skansevej 2, der var en fæstegård indtil 1888:

Peder Jørgensen var ‘Gaardfæster’, det vil sige at han var fæstebonde, altså en bonde som med mere moderne begreber forpagter en gård med tilhørende jord. Betalingen skete typisk i form af landgilde, som er den ydelse en fæstebonde årligt skal svare jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord.

Betalingen skete typisk i form af naturalier i form af korn eller andet, men kunne også ske ved hoveri (link til Store Danske Ordbog), som var det pligtarbejde bønderne ydede til hovedgårdens drift. Hoveriet kendes fra middelalderen, men først med godssystemet i dets senere form med hovedgårdsdrift og underliggende samlet bøndergods fik det almindelig udbredelse og fandt den udformning, der kulminerede i 1700-tallet og fortsatte frem til 1800-tallet. Hoveri blev her en del af fæstebøndernes ydelser til godsejeren og var uløseligt forbundet med fæstevæsenet.

Oprindeligt var fæstemålet på livstid og udviklede sig senere til arvefæste. I Danmark var fæsteforhold kendt fra 1300-tallet og det blev først endeligt afskaffet i 1919. (Læs også Aarhus Universitets artikel om Fæstevæsen).

Strammer vi skruen og går længere tilbage i tiden, kommer et ord som ‘livegne’ måske op på skærmen, men næppe hos mange. Wikipedia forklarer livegenskab således (med links til ordforklaringer):

En livegen er en person, der var en godsejers personlige ejendom. Det forhold blev i historien afløst af feudalismen. I de allerfleste lande blev slaveriet til livegenskab. Den grundlæggende samfundsdeling gik nu mellem feudalherrer og livegne bønder. Forholdet mellem mennesker blev ændret: Slaveejerne havde regnet slaverne for deres ejendom, loven havde stadfæstet det og betragtede slaverne som ting, der fuldstændig tilhørte slaveejerne. Godsejerne ejede dog ikke de livegne bønderne som ting, men havde ret til deres arbejde, ret til at de udførte faste pligter. I praksis var livegenskab på ingen måde forskelligt fra slaveriet, især ikke Rusland.

Men lad os vende tættere tilbage til nutiden.

De fleste har nok også hørt om udtrykket ‘tønder land’, som er et mål for et bestemt jordareal. Men hvorfor det hedder det, og hvor mange kvadratmeter det er, vil de fleste nok ikke lige have et hurtigt svar på – uden først at Google det eller gå direkte til Wikipedia, som i et længere opslag forklarer det således:

En tønde land var oprindeligt det areal, der kunne tilsås med en tønde sædekorn. Det var oprindeligt defineret som 13.824 kvadratalen, men dette blev i 1688 afrundet til 14.000. Enheden blev afskaffet ved metersystemets indførelse i Danmark i 1907. Den præcise værdi er 5.516,242665696 m², hvilket er cirka 5.516,2 m², eller 0,55 hektar.

Når det så kommer til ‘skæpper‘, så er der måske nogle som kender udtrykket ‘det skæpper godt i kassen’, men ingen anelse har om hvilken overført betydning det spiller på. At en skæppe både er et mål for rumfang og for areal, kommer nok bag på de fleste. Som rummål er 1 skæppe = 18 potter = 17,4 liter. Om skæppe som arealmål kan man læse følgende på Wikipedia (med links til ordforklaringer):

En skæppe er en gammel måleenhed for areal. En skæppe land er 1/8 tønde land og opmåles som: 36 x 48 alen = 1.728 kvadratalen. En skæppe land svarer til ca. 689,5 m². En skæppe land kan yderligere opdeles i fire fjerding land. Eller en skæppe land kan opdeles i 12 album, der er kvadrater på 144 kvadratalen = 12 x 12 alen. (Vi vender senere tilbage til de mærkelige underopdelinger fra tiden før decimalsystemets indførelse i 1907).

En skæppe land er (måske overraskende?) let at opmåle. Måler man diagonalen fra hjørne til hjørne tværs over skæppen, skal den være 60 alen, hvilket enhver, som har stiftet bekendtskab med Den pythagoræiske læresætning, nemt kan regne ud. Men man havde fundet på en meget enkel anvendelse af metoden (fordi 3²+4²=5² og dermed ganget med 12 er: 36²+48²=60²): Tre skridt til venstre og fire skridt derfra til højre – skal ende med fem skridt på skrå hjem til udgangspunktet. Hvis ikke det gør det, har man ikke drejet vinkelret i hjørnet mellem 3 og 4. Hvad skæppen angår, måler man altså 3 album (36 alen) til siden og fire album (48 alen) fremad. Så skal der være 60 alen (5 album) ned til, hvor man startede. Enheden blev officielt afskaffet i 1907, hvor metersystemet blev indført i Danmark med endelig virkning fra 1/4 1912.

Så blev man så klog!

Et lille spring op til nutiden nu vi i var inde på at 1 tønde land var 0,55 hektar. ‘Hektarstøtte’ er noget alle landmænd i dag kender til, for i alle EU’s medlemslande får landmænd direkte arealstøtte (som man kan læse mere om i landbrugsministeriets vejledning for 2019). Danske landmænd får ca. 6 milliarder kr. i direkte arealstøtte om året! ‘En hektar’ er et areal på 10.000 kvadratmeter (m²) eller 0,01 km², hvilket er et kvadrat på 100 meter × 100 meter. Det svarer til ca. 2 fodboldbaner eller knap 2 tønder land! Fodboldbanen i Parken er 105 x 68 meter lig med 7.140 m². Med gammeldags omregning vil banen angives som 1-2-1-(2), det vil sige een tønde, to skæpper, een fjerding og to album, eller 2/3 fjerding.

På Mandemarke.dk dukker ordet ‘hartkorn‘ også op, f.eks. i historien Om hartkorns-protokoller og gamle begreber, hvor også Wikipedias omfattende artikel om ‘Hartkorn‘ (pr. 1/2 2019) er lagt ind på hjemmesidens historie sammen med artikler om de tilhørende begreber ‘Matrikel‘ og ‘Tønde land‘ (alt mere udførligt end her). 

Navnet hartkorn skriver sig oprindeligt fra, at landgildeafgifterne (det som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord) til trods for deres ulige udredelsesmåde, blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, d.v.s. såkaldt hårdt eller ‘hart’ korn. Disse afgifters beregning optoges hyppigst i jordebøger, som godsejerne, der var afgiftsfri og tillige havde ret til at foretage ligningen af de skatter som staten udskrev hos deres bønder, da benyttede i dette øjemed. Senere gik ordet over til at betegne en skyldsætningsmålestok.

Hartkorn er som overflademål ikke entydigt, idet det har været grundlag for beregning af landgilde og skatter. Entydige overflademål er derimod 1 tønde land (= 5.516 m²), som er 8 skæpper. 1 skæppe er 4 fjerdingkar. 1 fjerdingkar er 3 album. 1 album er 4 penning. 1 penning (=14,37 m²) er 36 kvadratalen, hvor 1 kvadratalen =0,39 m². Det blev noget nemmere at være skoleelev, da man i 1907 indførte metersystemet! (Læs mere i historien Jordebog …).

Så kommer vi til udtrykket ‘matrikel’ som normalt betyder et jordareal. Typisk ligger et hus på en matrikel, som har et bestemt nummer evt. med tilføjelse af et bogstav, som indgår i et såkaldt ‘ejerlav‘. Som Wikipedia beskriver det i et længere opslag (med links til sig selv):

Ejerlav er i dag en betegnelse for en del af en ejendoms eller et jordstykkes matrikelnummer. Før udskiftningen i slutningen af 1700-tallet var det betegnelsen for det fællesskab, som en landsbys gårde havde omkring dyrkningen af landsbyens jorde.

Selve begrebet matrikel er ifølge Wikipedias meget udførlige opslag om historien i matrikelsystemet en fortegnelse over et lands faste ejendomme (opslaget er gengivet her på hjemmesiden i mere overskuelig form). Udtrykket matrikel bruges dog i daglig tale i dag som betegnelse for en grund, et jordstykke (ny betydning i anvendelse hos menigmand, advokater og ejendomsmæglere).

Til højre kan du se de enkelte matrikler som tilsammen udgør ‘Ejerlavet Mandemarke By’, som er indrammet af den brede brune linie. (Du kan få vist et tydeligere kort over ejerlavet under historien om folketællingerne – se her). Oprindeligt lå alle gårdene i landsbyen Mandemarke, og derfor var det naturligt at kalde det samlede jordareal der hørte til landsbyen for ‘ejerlavet Mandemarke By’. I dag har gårdene mellem landsbyen og Østersøen alle matrikelnumre som f.eks. ‘Lundhøjgaard’ (på Rakkerbanken 3): Matr. 5a Mandemarke by. Tilføjelsen af bogstavet er blevet nødvendig den gang et stykke af det oprindelige matr. 5 blev opdelt, så der også blev plads til at opføre ‘Højbogaard’ på Rakkerbanken 2 til en søn.

Du kan læse mere om ‘udskiftningen’ i historien om Mandemarkes udflyttede gårde.

Indtil gårdene blev flyttet ud af landsbyen til de steder de ligger i dag (det skete omkring 1803), blev hele ejerlavets område dyrket af Mandemarkes fæstebønder i fællesskab. Der var gode jorder og der var dårlige jorder og alt skulle fordeles retfærdigt i markstykker – agre – som var lange, smalle jordstykker.

Når fæstebønderne skulle pløje deres agre og gik med heste spændt foran ploven, som man kan se på den gamle 500 kroneseddel til højre, skulle man jo ikke vende for mange gange, for det var ret besværligt, så agrene var lange smalle jordstrimler. (Wikipedia: Begrebet ager, der angiver den strimmel jord, hver bonde havde som en del af bymarken i dyrkningsfællesskabets tid, altså før Landboreformerne. Agrenes bredde svinger der i reglen mellem 15 og 30 alen, men der er mange smallere og enkelte bredere agre).

Der kunne selvfølgelig let opstå tvivl om grænsen mellem de enkelte fæstebønders agre, så derfor kunne det blive nødvendigt med ‘rebning’ hvor man med reb opmålte de enkelte jordstykker, som man også kaldte ‘bol’. I historien ‘Mandemarkes historie i hovedtræk’ er der et afsnit som forklarer nærmere om ‘bol og rebning’.

Agrene og jordstykkerne havde navne, så man vidste hvad man talte om. Læs den underholdende historie ‘Finurlige navne’ her på hjemmesiden om ‘smallehule ager’, ‘gorke ager’ osv.

Sådan kunne denne historie fortsætte … og fortsætte … og … !

Men alt må have en ende, og derfor kommer vi til ‘rosinen i pølseenden’. Udtrykket bruges stadig for at udtrykke at noget (det bedste) kommer til sidst i en rækkefølge. Det menes at stamme fra fra gamle dages pølseproduktion, hvor man lagde en rosin i enden på pølsen, for at forhindre farsen i at løbe ud. I Sverige kan udtrykket spores tilbage til 1600 tallet. Her blev der lagt rosiner i pølserne for at gøre dem særligt lækre ved specielle højtider – gerne ved jul. Ved at lægge rosiner i enden af pølsen skulle pølsen få en ekstra god smag. Derfor bruges idiomet til at beskrive noget ekstra godt ved en allerede god oplevelse. Som rosinen i pølseenden skal vi derfor have historien om ‘dobbeltøl’. 

Det skete ikke sjældent at der gik brand i de gamle huse hvor man jo indtil slutningen af 1800-tallet havde åbne ildsteder i mange huse. Med stråtagene kunne en brand hurtigt sprede sig, så derfor blev mange tilkaldt når der var ‘ildsvåde’. I 1908 var der en brand som bagefter blev meget detaljeret beskrevet i Møns Folketidende, som du kan læse om i historien ‘Branden i Mandemarke i 1908’, hvor journalisten afrunder sin historie med følgende:

Som sædvanlig gik det livlig med slukning – henne udenfor købmanden. ”Heldigvis” var den værste tørst slukket, da man nåede til dobbeltøllet. Også sprøjterne gjorde god besked. Var de to sognesprøjter (også Borre-sprøjten var der) ikke mødt så forholdsvis hurtigt, kunne det have knebet med at redde Hans Larsens enkes gård, som lå lige overfor. Tilmed da vinden midt under slukningsarbejdet gik fra nordvest til vest og bar lige på.

Og så må du springe direkte til historien om den nærmere forklaring af hvad dobbelt øl betød – skål!