Jordebog for Klinte Godset 1776 og matrikelsystemet

Jordebog for Klintholm Gods 1776

(klik flere gange for at forstørre)

Forsiden af Jordebog for Klinte Godset 1776  – hele bogen kan du se nedenfor.

Jordebog

Iflg. Wikipedia er en jordebog en fortegnelse over de ejendomme, der hører til et gods eller en ejer. Jordebøger spiller en stor rolle for demografiske, godshistoriske, egnshistoriske, landbrugshistoriske og slægtshistoriske studier. Jordebøger kan være uens indrettet fra gods til gods, men er i hovedreglen opbygget således:

  1. landsby for landsby angives
  2. de under godset hørende fæstegårde og -huse med angivelse af
  3. aktuel(le) bruger(e) (eller om ejendommen er ubesat – “øde”)
  4. værdiansættelse i hartkorn og
  5. landgildeafgifter (rug, byg, havre, smør, får, gæs, høns, æg osv.) – landgilde var den ydelse, som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord.

Jordebog for Klinte Godset 1776

Klik på det sidste billede og brug venstrepilen for at bladre frem i dokumentet, som desværre er blevet scannet baglæns ind. (Mandemarche omfattende 19 gårde nævnes på side 4 og side 5 – med links til billeder som kan forstørres):

Hartkorn (Wikipedia og links hertil)

Hartkorn betyder egentlig “hårdt korn”, altså brødkorn, men tidligere var tønde hartkorn en enhed for værdien af landbrugsjord (en kombination af jordens areal og ydeevne). I den lange periode, hvor al betaling foregik som byttehandel med konkrete varer var det nødvendigt med et fælles værdimål. Man besluttede sig til at sammenligne alle varer med værdien af det såkaldte “hårde korn” eller hartkorn. Hartkorn måltes i tønder (ikke at forveksle med tønder land). 1 tønde = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album. Mindste enhed er 1/4 album, også kaldet en Penning, den var 2 favne (eller 2 x 3 = 6 alen) på hvert led, svarende til 36 kvadratalen. (Det blev lidt nemmere da man i 1907 indførte metersystemet!)

Navnet skriver sig oprindeligt fra, at landgildeafgifterne (det som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord) til trods for deres ulige udredelsesmåde, blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller “hart” korn. Disse afgifters beregning optoges hyppigst i jordebøger, som godsejerne, der var afgiftsfri og tillige havde ret til at foretage ligningen af de skatter som staten udskrev hos deres bønder, da benyttede i dette øjemed. Senere gik ordet over til at betegne en skyldsætningsmålestok.

Landbruget blev værdisat i tønder hartkorn

Alt hvad der blev produceret på en gård blev værdisat efter et system, der havde måleenheden ‘en tønde hartkorn’ (Td. Htk.), det vil sige ca 139 liter eller ca. 100 kg.

Rug, byg og havre

Udgangspunktet for korntyper var rug og byg  – til de holdbare rugbrød henholdsvis byggrød og ikke mindst til ølbrygning – mens havre var andenklasses. Havrejord blev nedsættende brugt om knap så god jord.

Sammenlignelig enhed

Enheden sikrede at gårde eller landsbyer var mere sammenlignelige – også set fra et overordnet niveau; kongemagten eller godsejerne handlede og opgjorde jo hele landsbyer ad gangen.

Måleenheden hartkorn blev også brugt ved værdiansættelsen af dyrehold, herunder brugsret til svinehold i skoven, vind- og vand- møller, fiskeri (typisk i åer og søer), men også helt andre indtægtsgivende aktiviteter som broafgifter, vadesteder, krohold med mere.

1664-matriklen

Kort efter enevældens indførelse blev det pålagt alle landets private godser at indsende jordebøger over de afgifter, som fæstebønderne og -husmændene skulle udrede. Sammen med tilsvarende oplysninger hentet fra krongodsregnskaber blev det muligt at beregne det afgiftstryk, der var på al jord i landet, hvilket skulle danne grundlag for en ny statsskat. Ordningen indebar et brud med de gamle skatteprincipper: de hidtil skattefrie ugedagsbønder skulle fremover beskattes på lige fod med alle andre fæstebønder, og godsejerne, der hidtil ligeledes havde været skattefrie, fik nu deres jord takseret efter udsæd og høavl. Ligeledes blev der indført det princip, at godsejerne fremover skulle være garanter for, at bønderne betalte deres skatter. Det betød i praksis, at hvis en bonde ikke betalte, måtte godsejeren betale for ham.

De jordebøger, som var blevet indsendt i 1661, dannede grundlag for en ny værdiansættelse kaldet hartkorn, som skulle udtrykke den værdi ejendommen havde, og dermed det skattetryk den kunne klare. Denne fastlæggelse skete i en kommission, og den nye skattematrikel kaldes derfor ofte for kommissionsmatriklen (undertiden 1662-matriklen). Det viste sig imidlertid hurtigt, at de indsendte oplysninger ikke afspejlede rigets tilstand efter Karl Gustav-krigene. Der nedsattes derfor nye kommissioner for de enkelte amter, som skulle foretage en revidering af skatterne. Denne nye matrikel kaldes som regel for Amtsstuematriklen (senere “Gammel Matrikel” eller 1664-matriklen). Matriklen omfattede omkring 460.000 tønder hartkorn.

1664-matriklen var i brug frem til 1688. Det viste sig snart, at heller ikke den nye matrikel fungerede efter sin hensigt. Årsag hertil var blandt andet, at landgilde (og dermed hartkornsansættelse) for forskellige gårde i samme landsby kunne være stærkt varierende, da de enkelte gårde kunne tilhøre forskellige godser. Ligeledes var der stor variation i udsæd og landgilde samt i de ydede persiller og småredsler (andre afgifter fx lam, får, gæs, høns, æg, smør, fodernød og foderokser), som de enkelte fæstebønder skulle yde, hvilket var betinget af den store variation i naturgivne forhold og godsernes behov eller ønsker om bestemte varer, kombineret med bøndernes evne til og mulighed for at yde dem. Når dertil lægges, at man havde uens systemer for kornmål i landets forskellige egne, og at der var adskillige afvigelser, bliver det nærmest umuligt at regne dem op imod hinanden.

1688-matriklen

Den ældste matrikel hvilede i alt fald for bondejordens vedkommende på et meget irrationelt grundlag, da landgildeafgifterne i de enkelte egne var af højst ulige størrelse. Intet under derfor, at man hurtig besluttede sig til at udarbejde en ny matrikel, der blev påbegyndt 1681 og var afsluttet 1688.

Denne såkaldte “gamle matrikul” hvilede på klassebonitering af jorden. Man udvalgte typer af jord af en vis bonitet (godhed eller ydeevne), på øerne 4, i Jylland 6, således, at antallet af tdr. land pr. tønde hartkorn var forskelligt efter jordtypens bonitet, og henførte nu al agerjord under en af de opstillede grupper. Selve arealets bestemmelse gik for sig uden optagelse af kort ved simple målinger, for hvilke grundreglerne skal være givne af den berømte matematiker Ole Rømer, mens udførelsen hyppigt blev betroet til landmålere, fx officerer hjemvendte fra den Skånske Krig uden forkundskab til at udføre det dem betroede hverv. Græsningsjorder sattes i hartkorn efter vurdering af høavlens mængde og kvalitet og engene efter det antal kreaturer, de kunne afgive græsning til, skovene endelig efter den mængde svin de kunne oldenføde, eller det antal kreaturer som dér kunde finde græs. Tiender skyldsattes, således som det allerede var sket 1664, efter den indtægt man kunne opnå. Også andre næringsveje på landet blev sat i hartkorn, fx møller, ligesom man også sine steder kendte et fiskestade-, færgeløbs- og brohartkorn.

Af ager- og enghartkorn kom matrikulen af 1688 til at omfatte 362.085 tdr, foruden 7.964 tdr hartkorn på Bornholm efter den gamle matrikul. De skyldsatte jorders hartkorn blev senere noget forøget, og efter en opgørelse af 1796 udgjorde det med Bornholm 374.659 tdr ager- og engs hartkorn, 4.953 tdr skovskyld, 5.078 tdr mølleskyld, 35.895 tdr kongetiendehartkorn, 37.896 tdr kirketiendehartkorn samt nogle få tdr fiskestade- samt færgeløbs- og brohartkorn.

Jorden blev værdisat efter ydeevne

Jordbunden blev opdelt i seks klasser efter ydeevne, og tabellen viser her, hvor store arealer der skulle tilsås, for at ejeren kunne beskattes med 1 tønde hartkorn. Altså: På den ringeste jord var ydeevnen så lav, at der kun kunne inddrages 1 tønde hartkorn i skat for hver 20, der blev tilsået.

Jordtype Skatteprovenu Årlig udsæd
Allerbedste jord 1 td. hartkorn 2 tdr. udsæd
God jord 1 td. hartkorn 4 tdr. udsæd
Middel jord 1 td. hartkorn 6 tdr. udsæd
Skarp jord 1 td. hartkorn 9 tdr. udsæd
Ond jord 1 td. hartkorn 12 tdr. udsæd
Allerværste jord 1 td. hartkorn 16 tdr. udsæd
Uden for kategori 1 td. hartkorn 20 tdr. udsæd

Tabellen viser udregning af skatteskyld i forhold til jordtype.

Der beregnedes 14.000 sjællandske kvadratalen til 1 td. udsæd. Jord af 24 tdr. udsæd, hvor årligt 2/3 blev tilsået, medens 1/3 lå brak, regnedes for 16 tdr. årlig udsæd, og en jord af 12 tdr. udsæd, som kun blet tilsået hvert sjette år, regnedes for 2 tdr. årlig udsæd.

En tønde hartkorn, omregnet til areal på fire jordtyper, kan sættes til henholdsvis:

  • 5 tønder agerjord
  • 10 tønder eng
  • 50 tønder overdrev
  • 100 tønder skov

Fotoet viser den fælles norsk-danske alen, sådan som den var angivet på kirkedøren i det norske Sorum.

Denne alen målte 62,75 cm, men tallet blev rettet allerede i Ole Rømers tid, sådan at den rette alen nu var 62,7707 cm lang.

En kvadratalen var altså et kvadratisk stykke jord med sidelængden 62,7707 cm, hvilket giver et flademål på 0,39 m².