Limsten er det rene kalk. Og mens kalken fra Møns Klint var alt for porøs og uren til at bygge med, var limsten fra Stevns Klint et rigtig godt byggemateriale.
Læs mere om kalk på Wikipedia.
Det siges, at en af grundene til at den første Scavenius købte Klintholm Gods, var at man forventede at kunne drage nytte af kridtet i klinten som byggemateriale. Men det kunne man ikke, da det var alt for blødt.
Da familien Scavenius i flere generationer ud over Klintholm rådede over godset Gjorslev på Stevns, var det derfor logisk i stedet at sende limsten fra Stevns til Møn.
Derfor blev der i sidste århundrede bygget en del huse med limsten på godset – og også i Mandemarke.
Et af dem er dette hvide bindings-værkshus på Busenevej 10, hvor man tydeligt kan se de gamle limstensblokke. Det siges at være fra 1850, men er ifølge Bygnings- og Boligregistret BBR fra 1880.