Om en pensioneret bondes behov for 200 år siden (NY 9/2020)

Som det fremgår af mange af historierne om Mandemarkes gårde, så forblev mange af dem i familiens eje i flere generationer. Når næste generation – søn eller svigersøn (for kvinderne talte normalt ikke med juridisk og økonomisk) – så kom de gamle på ‘aftægt’. Aftægt betyder ifølge Ordbog over det Danske Sprog: “livsvarigt underhold i form af bolig, forplejning m. m., som den, der (især p. gr. af alderdom) afstaar sin ejendom, betinger sig af den ny ejer.”

Fra Mandemarke kendes der ikke nogen skriftlige aftaler om de nærmere detaljer. Men fra det jyske kendes en sådan aftale, som giver et levende indtryk af, hvad en bonde for 200 år siden – som pensionist, ville man sikkert sige i dag – havde brug for.

Christen Sørensen Halkjær havde i 1791 købt fødegården i Halkjær, som hans far Søren Christensen havde været fæstebonde på. Skødet sluttede med følgende påtegning: Da hæderlige Karl Christian Sørensen haver fornøjet mig for Købesummen 440 Rigsdaler, så skiøder og hiemler jeg ham fornævnte Sted og Tiender som et uigenkaldelig kiøbt Kiøb uden Giælds forheftelse i mindste Måde. Sælgeren var Ritmester Christian Ehrenreich Brockdorf på Søndervang.

Den 23/9 1798 giftede Christen sig som 34-årig med den 22-årige Maren. Hun fødte den 10/6 1799 datteren Mette, men døde selv 14 dage efter ‘i barselsseng’. Datteren overlevede, men han giftede sig ikke igen.

I 1816 afstod han som 52-årig gården til svigersønnen Ole Christian Christensen Kirk, som i det daglige kaldtes Ole Kirk, der netop var blevet gift med hans datter Mette Christensdatter Halkjær (links er til stamtræssiden Geni.com). Ole Kirk underskrev en opholds-kontrakt for svigerfaren, hvorefter der skulle “forskaffes ham fornøden Husværelse med Indretning …” med tilføjelse af bestemmelser “hvis han hellere ønske at komme for sig selv.”

Og så kommer perlen i dokumentet – forsøgt gengivet med original stavning nedenfor – som giver et indblik i tidens forhold og en pensioneret bondes behov for fornødenheder for 200 år siden.

Har du brug for hjælp til nogle måleenhederne, så klik her. Men ellers er 1 lispund = 8 kg, 1 pund =½ kg og 1 pot = 0,97 liter. Så de 24 potter ‘brændvin’ der omtales, svarer til godt 33 flasker snaps i dagens størrelse, hvis alkoholprocenten er den samme som nu.

Endvidere yder jeg (Ole Kirk) ham 3½ Td. Rug, 3 1/8 Td. Byg, god og forsvarlig Korn, 2 lispund godt Flæsk, 5 lispund Kjød, 8 snese Hvilling, 4 Torsk, 4 snese hønseæg, 1 Skp. Humle, 1 Skp grov salt, 24 Pot Brændevin som leveres med 1 Potte ad gangen, 8 pund got Tælle, 3 pot Tran, 6 læs Klyne, 4 læs huggen Tørv, 1 læs lyng hveranden år, altsammen forsvarlig læs, bjerget og hiemkørt, 8 pund got Hør, 6 pund got Uld årlig. Daglig 3 pot Sødmælk, således som det malkes. Årlig 1½ lispund Smør, der leveres ham eftersom samme behøves. 12 karduser Tobak, der leveres med 1 i hver Måned, videre beholder han til brug halvparten af den ved Gården værende Kålhauge, hvortil den fornødne Gødske tages af Gårdens, og i svagheds tilfælde forskaffes ham dyrket til rette tid. Hans Korn forskaffer jeg ham malet og hjemkørt, når behøves. Endelig nyder han fri adgang til Gaardens Vaskekjedel og Kar og Bageroven og dens Redskaber. Skulle han ønske at flytte, skal bl.a. Mælken falde bort. I Sygdoms og Alderdomssvaghed skal han opvartes, og han skal eventuelt have en Pige til hjælp.

Kontrakten skal tinglæses med 1ste prioritet i Gården fremfor anden Forhæftelse. Når Chr. Sørensen afgår ved Døden, skal hans Ejendele tilhøre Ole Kirke eller arvinger. Til stadfæstelse under vore Hænder

Halkier Stadil 15de Jan 1816 – Christen Sørensen – Ole C. Kirk

Christen døde på gården den 2/7 1829 og nød således godt af ovenstående i 13 år.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvad den månedlige ‘kardus tobak’ svarer til. Kardus var en papiremballage man brugte dengang. Man kan stadig købe ‘karduspapir’ både i A4-format og A3-format, så forhåbentlig har Christen fået sin pibetobak i en pakke lavet af det store A3-format.

Tælle og tran har naturligvis været til at sørge for belysningen. Tælle eller talg kunne man støbe lys af (tællelys). Tran som er fedtstof, der udvindes af hvaler, sæler og fisk kunne man bruge i tranlamper. Man var jo nødt til at have lidt lys om aftenen, når der skulle spindes garn af den leverede hør og uld, eller der bagefter skulle strikkes af det spundne garn.

Som man kan læse i historien ‘Jens Christoffersen fortæller om livet i 1800-tallet‘:

Omkring ved midten af oktober, eller når dagene blev så korte at det måltid vi kaldte midaften først fandt sted efter at udearbejdet eller dagens gerning var ophørt, så begyndte aftenarbejdet omkring en olielampe eller et hjemmestøbt lys der var anbragt i en såkaldt lyskælling, en stage af træ med en firkantet egetræsfod og 1 en kvart alen høj høj (dvs. omkring 78 cm efter nutidens mål, red.), der var anbragt midt på gulvet i dagligstuen.

Der samledes så hele gårdens kvindelige og mandlige befolkning. Der fandtes kun det ene lys i stuen, og nærmest lyskælingen sad husmoderen med pigerne ved hver sin rok, enten spindende hør eller uld. Bag ved dem og ud for hvor lysstrålerne kunne komme imellem, sad så eller stod karlene anførte af husbonden med hver sin lille håndten eller hamperok, mens hampen hang ned fra loftet, hvor den var fastgjort ved et bånd, således at den kunne lade sig trække ud efterhånden.

Læs også historien ‘Pastor Paludan: Mønboerne omkring 1800‘ for at få et indtryk af forholdene for 200 år siden. Det er ham som om arbejdsomheden på Møn skrev følgende:

Flid og arbejdsomhed kan man ikke ubetinget rose mønboerne for. De fleste er vel idelig beskæftiget i deres næringsvej, men de er som oftest meget langsomme i deres færd, og især er det påfaldende at se hvilken ladhed, der hersker blandt mandfolkene de fleste steder i de lange vinteraftener, som skammelig snorkes hen. Kvindekønnet fortjener i det mindste i sammenligning med mandfolkene ros for deres flid.