Møns Klint er 7 km lang og over 100 meter høj. Klinten består af kridtflader, der rejser sig stejlt af Østersøen og er adskilt af slugter og fald. Særlig kendte kridtflader er Gråryg (108 meter), Sommerspiret og Dronningestolen (128).
Der skrider lejlighedsvis stykker af klinten, og det giver altid anledning til avisomtale. Hvis du vil se en gammel avisartikel fra 1971 kan du klikke HER). Naturstyrelsen har en lille side herom. Da der i januar 2007 skete det største skred i 50 år, måtte naturstyrelsen udgive en naturguide i den anledning. På en privat hjemmeside kan man finde en oversigt over de største skred gennem 100 år. Hjemmeside om ‘Danske Bjerge‘ har sat sig for at undersøge hvor hurtigt Møns klint skrumper.
Sommerspiret skred i havet i 1988 efter at have været favoritmotivet for malere og fotografer i flere hundrede år!
Læs også historien om Skovgaards og Eckersbergs andre malerier fra Møn og Møns klint i ‘Historien om guldaldermalerne’ her på hjemmesiden, hvor der også er fotos fra det store skred i 2007 af Store Taler, som P.C.Skovgaard havde malet 150 år tidligere.
Som du kan fornemme af fotoet nedenfor er Møns klint meget høj (på det højeste sted omkring 128 meter).
Ofte er stranden kun nogle få meter bred, og tidligere skred fra klinten kan spærre vejen for gående.
Kig grundigt på disse to fotos – fra 15. marts og 1. april 2017. Kan du se der mangler noget på fotoet til højre? Det ligger nu nede på stranden! Klik evt. på fotos for at se dem forstørret.
Prøv også at følge næste link til Geocenter Møns Klint med en vildt smuk video af klinten set i vild flugt (klik HER), hvor man også glæder sig over at være blevet UNESCO Biosfære der også er omtalt her på hjemmesiden.
Eller svæv over Møns klint med denne video:
Naturstyrelsens folder Møns Klint og Klintholm fra 2013 kan du åbne på ny fane.
Ovenfor klinten breder Klinteskoven sig ca. 3 km ind i landet. Her findes overdrevet Jydelejet, og søerne Geddesø, Aborresø og Hunosøen samt Møns højeste punkt, Aborrebjerget, der er 143 meter højt.
Ved Mandemarke – i Mandemarke Bakker – ligger Kongsbjerg, der er det næsthøjeste punkt, nemlig 137 meter.
I 2018 er Mandemarke bakker som 1 af 15 kommet på Danmarks naturkanon – sammen med Møns klint! Læs historien: Kanonflot: Mandemarke bakker og klinten.
I 1743 udsendte chefen for Danske Kancelli et cirkulære til alle Danmarks amtmænd om at lade forfatte “hellere ganske udførlig end kort” en beskrivelse af hvert amt, dets beskaffenhed, art og egenskab. På Møn tog amtmand Galkowsky opgaven meget alvorligt og udarbejdede en omfattende redegørelse. I relation til Møns klint skrev han følgende (citeret fra Kirsten Lütchen-Lehn: Øvrighed og godtfolk. Beretninger fra det gamle Møn. 2011, side 41):
Så vidt det har været at bringe i erfaring, findes ganske ingen mineralia eller naturalia i amtet. Vel findes under den såkaldte Møns klint adskillige store stene, hvoraf nogle af klintebanken tid efter anden er ud- eller nedfaldne, og andre, som mulig af stranden kan været opskyllet, hvilke vel lader sig til syne, som derudi skulle være nogen guld eller sølverts (malm). Men da samme ere bleven prøvet og efterset, befindes de at være af svovlagtig materie, der gør, at de ere tunge af vægt og tillige glimrende. Men for resten, så vidt de her værende kan se og skønne, ikke af nogen bonitet.
Foruden disse findes endnu under denne klint mange andre mindre stene af adskillige figurer, nogle er af facon som knapper, der bruges i klæder, nogle som små lys og nogle flintestene, som ere runde og hule med en liden klar sten indvendig, hvilken indvendig liden sten, når den er udtagen, kan skære som en diamant.
Og han fortsætter senere således:
Formedelst landet overalt af den salte sø er omgiven, har man her snart det halve år igennem stændig storm, der dog ikke falder for at være skadelig, men langt mere til menneskenes sundhed tjenlig, efterdi slige vinde renser og klargør luften, som ellers i henseende det meget vand, landet ligger udi, samt de deri befindende søer, moradser og sumpede steder måtte blive skadelige og til sygdom og svaghed give anledning.
Stege på Møn den 25. september 1743. Ch. S. Galkowsky.