Uddrag af Kulturarvsatlas om Møn og Mandemarke

Møn – 5 tidsperioder

Oldtid og Vikingetid (ca. 9000 f. Kr. – 1060 e. Kr.)
Overalt på Møn findes spor efter oldtidens indbyggere. I Jægerstenalderen udgjorde øen med sine mange nu inddæmmede fjorde og vige et godt sted for fiskere at slå sig ned.
Da landet blev ryddet og indbyggerne begyndte at omstille sig til bondestenalderens landbrug omkring 4000 f. Kr., blev der bygget talrige dysser og jættestuer over hele Møn kommune. Omkring 130 i alt, men mange kan være gået tabt i den tid, der er gået siden da. Sammen med højene fra den efterfølgende bronzealder repræsenterer de med over 800 stk. et væsentligt træk ved det mønske landskab.
Fundene fra den efterfølgende jernalder/vikingetid er knap så monumentale. Men talrige overfladefund vidner om et intensivt benyttet område. Sejlspærringer og voldanlæg er en indikation om, at det ikke udelukkende var en fredelig periode, men at der også var stridigheder, enten interne eller med udefra kommende magter.

Middelalder (1060-1536) samt perioden ca. 1536-1660
Middelalderen var en rig periode for Møn, hvor sildefiskeriet i Østersøen blomstrede. Sildene blev afsat på store sildemarkeder i Skåne. I løbet af 1500-tallet gik det nedad for sildefiskeriet og Møn mistede grundlaget for sin indtjening.
Den mægtige Stegeborg ved indsejlingen til Stege Nor spillede en vigtig rolle for Møn i middelalderen. Borgen blev opført i starten af 1200-tallet (samtidigt med kirken), ødelagt under Grevens Fejde i 1534 og endeligt nedrevet i slutningen af 1700-tallet.
Tabet af borgen og sildefiskeriet satte Møn i en stille position.

Perioden ca. 1660-1790: Nedgang og forarmelse
Tiden omkring enevældens indførsel fik særlig betydning for Møn. Svenskekrigene og kongens indsættelse af von Plessens Hestgarden trak i udpræget grad Møn og øerne i økonomisk uføre. Gårde, bønder og jorde blev udpint og ødelagt, således at hele reproduktionsapparatet gik i stå.
Der gik op mod hundrede år førend økonomi og produktion atter kom på gled. Fra denne periode stammer stednavnene ”kobler”, som i Hjelm Kobbel. Det var von Plessen, der inddrog bøndernes græsningsarealer til brug for gardens heste. Græsningsområderne blev kaldt kobler.
De mønske godser blev til efter krongodssalget i 1769.

Perioden ca. 1790-1880: Den florissante periode på Møn.
Tiden efter krongodssalget og udskiftningen satte på mange måder gang i handel og byggeri. De nye godser opførte hovedbygninger og anlagde parker. I Stege kom håndværksmestre og købmænd fra Tyskland, som bidrog til den stigende handel. Der blev opført købmandsgårde og borgergårde.
I landskabet skete der store forandringer med udskiftede jorder, fredsskov og landvindinger. Tiden falder sammen med den åndelige vækkelse, der manifesterede sig ved højskole og friskoler sidst i perioden.

Perioden ca. 1880 – i dag: Landbrug, industrialisering og videnssamfund.
Fra 1880’erne begyndte en ny epoke baseret på industriel produktion. Den effektivisering, der var påbegyndt i landbruget med dræning af vådområder blev fortsat bl.a. med sæsonbetonet arbejdskraft. Samtidig med omlægningen til roedyrkning opstod en landbrugsrelateret industri, som sammen med befolkningstilvæksten betød at service og liberale erhverv voksede frem. Sukkerfabrikken i Stege var en meget stor arbejdsplads for Møn og øer.
Industrialiseringen fortsatte sin vækst ind i 1960erne. Såvel land som by blev styrket af handlen, der affødte velfungerende oplandsbyer og købstad. I landsbyerne blev der bygget centralskoler.
Nedgangen i landsbyernes vækst begyndte i midten af 1900-tallet med mekaniseringen af landbruget, som medførte en affolkning på landet. Handlen blev koncentreret i enkelte større landsbyer og sukkerindustrien i Stege blev nedprioriteret.
I dag er det karakteristisk, at der pendles mellem arbejde og bolig. Hertil kan tilføjes at den faldende efterspørgsel på boliger har medført, at mange huse har fået status af flexbolig, dvs. uden bopælspligt, og således benyttes som fritidsboliger.
Nedgangen i industriel produktion har kun efterladt sig få varige spor i landskabet.

Mandemarke

Tid 1790-1880.
Karakteristik Natur Mandemarke ligger i et bakket landskab på den ”indvendige” side af det høje klinteterræn, mens det åbne landskab falder ned mod kysten. Byen ligger i læ bag en morænebakke sydvest for byen. Mod nord, mellem Klintholm og Mandemarke, ligger Gunildsbjerg (83 m.o.h.) og St. Kirkebjerg (74 m.o.h.), som høje punkter i landskabet og afgrænser landsbyen topografisk.
Kultur Mandemarkes jorde blev udskiftet i 1802. Den anvendte blok-udskiftning er i dag tydelig i landskabet, idet gårdene ligger i hver sin blok udenfor selve landsbyen.
Mandemarke landsby bærer derimod præg af et ældre og mere selvgroet bebyggelsesmønster med huse og snævre, snoede stræder.
En nedlagt købmandsbutik er bevaret som spor af landbolivet i første halvdel af 1900-tallet. Husets stil, der tangerer Bedre Byggeskik, skiller sig ud. Også den tidligere landsbyskole, opført i slutningen af 1800-tallet vidner om et andet Mandemarke. Skolen afløste en gammel rytterskole fra 1700-tallet.
Ved Mandemarke lå før krongodssalget i 1769 en rig hovedgård, kaldet Pølsegården. Til gården hørte en vandmølle og over 100 tdr. land. Gården indgår uden navn i sagnet om Brøndhøjes forsvinden i 1625. Ved Pølsegården opførte i begyndelsen af 1700-tallet major von Lützov, næstkommanderende i von Plessens hestgarde, en stor gård. Den blev sandsynligvis nedlagt efter krongodssalget i 1769, hvor Mandemarkes jorder blev en del af Klintholm Gods. I landsbyen ligger endnu to ikke-udflyttede gårde.
Nogle af Mandemarkes gårde har i midten af 1900-tallet været indrettet som pensionater og trækker således linjer til turismens tidlige dage på Møn.

Landskab
Langs vejen hen til landsbyen står et levende hegn markant i det åbne landskab. Set udefra domineres den tættere del af Mandemarke af træer og beplantning – kun enkelte huse er synlige. Bebyggelsen ligger i flere lag – mod sydvest klumper gårde og huse sig sammen – og må betegnes som en klynge-landsby med forten beliggende øst for landsbygaden, afgrænset af Skovstrædet. Gaden har tidligere dannet en ringgade rundt om forten. Nu er den syd- og østlige del af ringen ikke vej, men sti bagom byen.
Matrikelstrukturen har et selvgroet præg, udstykket efterhånden som gadejord og gårdtomter er blevet udmatrikuleret til ny bebyggelse. Denne matrikelstruktur står i modsætning til den regelrette blokudskiftning, hvor gårdene tydeligt aftegner sig på sit lod med regelmæssig indbyrdes afstand.
Landskabet er præget af højdeforskellene i terrænet, og de rektangulære rum, som blokudskiftningerne danner.

Arkitektur
Landsbygaden danner ”rygrad” ned gennem bebyggelsen med stræder ud til hver side. Stræderne i vest møder landsbygaden igen i syd, mens de i øst fører ud i landskabet, op i skovbakkerne.
Ved gadekæret i den nordlige del af byen dannes en fin helhed af et lavt bindingsværkshus med et smukt træ og hvid låge mod vejen, og det højt beliggende nabohus med velholdt hæk. Her dannes en forpost for byen.
Længere mod syd følger en række højtbeliggende huse overfor en åben grønning, hvor henover der er kig til den tidligere rytterskole, som skiller sig ud af bygningsmassen ved at være grundmuret og højt beliggende. De øvrige huse er typisk bindingsværk, nogle endnu med stråtag.
Terrænet ligger højt i nord- og sydenden af byen, mens den centrale del ligger lavt. Landsbygaden går i et endnu lavere leje ved sidevejen, Skovstrædet, hvor et par huse ligger på høje tofter på den ene side af vejen, mens marken overfor holdes på plads i det højere niveau af et gærde. Fra denne vinkel opleves den tidligere rytterskole særligt høj med gavl ud til landsbygaden.
Mandemarke må særligt fremhæves for sine stræder i vest, som udgør snævre gaderum med hegn og hække mod gaden, hvor der ikke står huse helt ude i vejsiden. Man har oplevelse af en fodtrådt sti, som har fået lidt højere status gennem årerne, og dette underbygges af den uhøjtidelige belægning, grus/hjulspor.
De udflyttede gårde ligger med fast beliggenhedsmønster med omtrent samme afstand op til vejen og indbyrdes mellem sig. De er firlængede, og flere af dem står arkitektonisk ganske velbevaret. Vejen markeres af træer, der står som lodrette elementer henover fladen og understøtter det homogene
beliggenhedsmønster.

Bevaringstilstand
God i kraft af retningslinier ved 1983-fredningen, hvor kulturhistoriske træk påberåber sig bevaring ifølge oprindelige kulturhistoriske interesser og værdier.


Kilde: Møn Kulturarvatlas 2006 (tidligere http://www.moen-atlas.dk/index.php?id=65) kan nu kun læses på privat hjemmeside ved at bladre frem (spring eventuelle reklamer over), hvor Mandemarke omtales fra side 44.

(Rev. 7/2022)