Om de onde år i 1600-tallet (Nyt 6/2021)

Du kan søge efter navne m.m. på denne side ved at bruge søgefunktionen Ctrl+F – IKKE søgefunktionen her til højre!

Corfitz Ulfeldt (1606-64), som i 1629 var blevet hofjunker hos Chr. 4., var som 23-årig blevet trolovet med den 9-årige kongedatter Leonora Christine. I 1634 blev han lensmand på Stegehus.

Da han udnævntes til Rigsrådet i 1636, blev han gift med Leonora Christina, og de boede på Møn 1636-1637. De gjorde så vidt vides ingen skade på Møn.

Da Chr. 4. døde og hans svoger Frederik 3. blev konge i 1648, blev Ulfeldt og Leonora Christina nødt til at flygte, og ingen af dem havde herefter noget let liv. Leonora  Christine blev arresteret under et besøg i England og sad fængslet i Blåtårn på Københavns slot i næsten 22 år (fra 1663 til 1685) og døde i 1698. Ulfeldt undslap men døde i 1664 på en skibsrejse ludfattig som en forfulgt mand, og bekræftede herved den gamle talemåde “højt at flyve, dybt at falde”.

I 1650-erne var hele det danske samfund først ramt af en dødelig pestepidemi og siden af de ikke mindre fatale svenskekrige. 

Pestepidemien i 1654 er den første pestepidemi, hvor man har nogenlunde pålidelige oplysninger og tal … I København varede pestepidemien denne gang fra april til december. Derefter skulle der gå mere end et halvt århundrede, før byldepesten igen (og for sidste gang) viste sig i København. Men pesten var slet ikke færdig med Danmark endnu. Da den havde sluppet grebet om København, tog ’Den blege rytter’ på besøg i andre byer og landsbyer i Østdanmark. … I 1655 kom turen til Stege på Møn. Her døde angiveligt halvdelen af indbyggerne. Så blev der givet befaling til at afskære al samfærdsel mellem Møn og Falster, og ved alle overfartssteder blev der posteret soldater. (Klaus Larsen, Den blege rytter, 2017, s. 231)

På Møn udviklede 1600-tallet sig i det hele taget til at blive en skrækkelig periode. Stege by havde allerede lidt meget både under Syvårskrigen 1563-70 og hertil kom sildefiskeriets aftagen.

Først plyndrede og hærgede svenskerne øen under Karl Gustav-krigene 1657-60. I 1658 plyndrede svenskerne Stege og udpinte den såvel som hele øen under okkupationen fra 1659-60.

I en kort omtale af Pest og Svenskekrige på en privat hjemmeside med klip fra gamle kirkebøger, kan man bl.a. læse følgende.

Under svenskekrigene var Møn besat to gange af Karl Gustav´s hær, første gang i  begyndelsen af 1658, anden gang fra maj 1659 til 1660. Mønboerne havde før den anden  besættelse holdt stand mod svenskerne i ca. et halvt år. Først da svenskerne fandt ud af, at de kunne vade fra Bogø til Møn, gik det galt. Den 29.maj 1659 kom det til kamp på “Damme mader”, hvor ca. 7o bønder faldt, blandt andre Joen Pedersen Smid fra Søemarke.

Efter kampen bliver Møn overgivet soldaterne til plyndring. Denne plyndring har været særdeles grundig. En opgørelse fra 1660 over det mønske gods, bønder, heste og kvæg angiver følgende:
 Gårde som endnu står, men hvor størstedelen
er ødelagt indvendig: – 267½ stk.
 Øde og ødelagte gårde: – 233½ stk.
 Mænd som er i live: – 355 stk.
 Heste og hopper: – 624 stk.
 Køer, foruden dem bønderne har fået
til låns af junkeren: – 100 stk.
 Får: – 14 stk.

På det pågældende tidspunkt har der formentlig været ca. 500 gårde på Møn.

Dernæst blev Møn i 1664 pantsat til den hollandske storkøbmand Gabriel Marselis som sikkerhed for et lån til kongen. Kongen beholdt dog Stege By. Det førte til 20 år med den dybeste armod.

Men forholdene blev om muligt endnu værre i de for hele øen ulykkelige år 1685—97, da den var standkvarter for hestgarden.

Da Samuel von Plessen den første maj 1685 holder sit indtog på Møn i spidsen for den kongelige livgarde, tager 12 frygtelige år under manden som bønderne kaldte ‘Den Onde Pless’ sin begyndelse. For bønderne skulle nu ikke alene underholde sig selv og en enkelt herremand, men også halvdelen af den kongelige livgarde, der var blevet permanent indkvarteret på øen.

Samuel von Plessen grundlægger ved hjælp af tvangsudskrevne bønder godset Marienborg, hvor han får opført sig en 150 fag stor hovedbygning, hvortil materialerne blandt andet blev fremskaffet ved at nedrive en stor del af bymuren i Stege samt to af Steges tre byporte, så der nu kun er den tilbage som alle kender der har kørt fra Stege mod Høje Møn.

Plessens næstkommanderende major Cort von Lützow får bygget en 58 fag stor gård i Mandemarke til sig selv, sin kone og sine tjenestefolk. (Læs også historien om Lützows enkes bønskrift til kongen i 1705, da hun er i pengenød og søger om at få restsummen af sin afdøde mands løn udbetalt).

Bønderne er fanget i systemet, for vil de klage, skal det foregå til øens øverstbefalende, nemlig Samuel von Plessen.

Efterhånden begynder situationens alvor dog at gå op for myndighederne i København. Der bliver i slutningen af 1690’erne nedsat flere kommissioner, der ikke alene undersøger tilstanden på øen men også indsamler klager fra bønderne. Resultatet udmøntes i en retssag mod Samuel von Plessen, der dør formueløs i fængsel, efter at livgarden i 1697 endelig har rømmet Møn.

Det omfattende materiale i Rigsarkivet omfatter talrige klager mod Cort von Lützow, der i bedste Plessen-stil anlagde haver og fiskedamme til sig selv, som han lod nedrive og ombygge.

Bønderne klager blandt andet over, at han tvang dem til at foretage lange rejser for både ham og hans kone. En gang måtte der udføres en 3 dages rejse til Sjælland for at hente rønnebær til duerne. Ifølge en klage var det en yndet sport for ham at jage bønder med sin hund.

Det vakte særligt forbitrelse, at han ville lære bønderne at pløje på tysk og tvinge dem til at harve jorden, når kornet var spiret op i en fingers højde.

Endelig var der utilfredshed med hans kone, der i tørre sommerperioder sendte bønderne ud i de tidlige morgentimer for at hive duggen af græsset med et stykke klæde.

Bønderne kunne normalt ikke skrive, så deres vidnesbyrd blev nedskrevet af skrivere, hvorpå de signerede med deres eget mærke. Eksempelvis havde Rasmus Jacobsen en bolle med vinkelpil som sin personlige signatur som det ses nedenfor (se mere af dokumentet og nogle af de andre bønders ‘underskrifter’ ved at klikke på det).

historiens-gang_UnderskriftRasmusJacobsen

Rasmus Jacobsen personlige signatur (KLIK for at se mere af dokumentet)

Lützow klarede sig dog igennem anklagerne uden de store konsekvenser. Og efter hans død i 1704 skriver hans enke et brev til kongen, hvor hun beder om at få lov til at oppebære hans gage til hans post igen bliver besat. Hun rejser senere hjem til Mecklenborg.

I 1697 bliver der på den nye konges foranledning udfærdiget en stor bog i to håndskrevne eksemplarer om Møns tilstand efter tolv år under rytteriet. Her finder man en nøje optegnelse over situationen i Mandemarke.

Om Hemming Jørgensen Seye og bøndernes klage

(Links ved personnavne er til den store stamtræsside Geni.com, som bygger på oplysninger i kirkebøgerne)

Hemming Jørgensen Seye blev født i 1656 i Budsemarke, hvor han voksede op som enebarn hos sine forældre Jørgen Hemmingsen Seye og Kirstine Jørgensdatter.

Han blev gift med Maren Jeppesdatter den 23/4 1680 i Borre kirke. Hun var født 1663 i Råbymagle og døde i Mandemarke i 1709, ca. 45 år gammel.

De fik følgende børn: Jørgen Hemmingsen Seye (f. 1681, d. 1685), Jørgen Hemmingsen Seye (f. 1688, d. 1688), Kirstine Cathrine Seye Hemmingdatter (f. 1693, d. 1774 i Mandemarke, ca. 80 år gammel), Jørgen Hemmingsen Seye (1703-1740), Kirstine Seye, Ole Hemmingsen Seye. (Når de 3 gange fik en søn der blev døbt Jørgen Hemmingsen Seye, var det fordi de 2 første var døde forinden!)

Han døde i  1733 i Mandemarke 1733, ca. 77 år gammel.

En meget interessant stamtræsside indeholder detaljerede oplysninger om Hemmings gård i Mandemarke og bøndernes klage til Kongen efter at Hestgarden forlod Møn i 1697 (jfr. http://www.emilaner.dk/wp-content/uploads/2015/09/00674.pdf).

I 1682 nævnes i markbogen: “Efter at de andre bønders jorder i de brugelige 3 vange var opremsede følger nu, at Hemming Jørgensen Seyes jorder indlukket fra de andre bymænds jorder for sig selv og saas hvert aar.”  

Det ser således ud til, at Hemmings jorder har ligget adskilt fra de øvrige Mandemarke-bønders jorder. Hans jorder kan være resterne af begyndelsen til en hovedgård, der i middelalderen kaldtes ”Pølsegården”. Da hans jorder er blevet tilsået hvert år, kan han ikke have haft trevangsbrug, hvor en af vangene lå brak hvert tredje år. Jorderne består formentlig af det meste af den nutidige ”Holgermark” under Klintholm, samt et stykke af den øst for liggende avling, det højtliggende terræn syd for mosen “Bundløse”. Dette jordstykke bærer omkring 1800 stadig navnet “Pølsegave”.

Før Hestgarden indtager Møn i 1685 rummer hans gård følgende besætning: 12 bæster, 8 køer, 2 stude, 2 kvier, 2 kalve, 12 får, 20 svin, 4 gæs. Senere samme år består gården af 50 fag hus og rummer følgende besætning m.m.: 4 heste, 2 hopper, 2 føl, 4 køer, 4 kalve, 6 får, 8 lam, 6 svin, 7 høns og 5 gæs, samt 6 tønder rug, 6 tønder byg og 1 tønde havre.

Da Hestgarden kommer til Møn bliver Hemmings gård kvarter for løjtnant Pentze. Ved Hestgardens afgang fra Møn i 1697 består gården af 11 fag hus og rummer følgende besætning m.m.: 8 bæster, 4 køer, 1 ungnød og 7 får.

Sammen med de andre bønder i Mandemarke indgiver Hemming efter Hestgardens afgang tre forskellige klager over forskellige overgreb fra Hestgardens side: En klage omfattende 60 klagepunkter, anden anden klage omfattende 18 klagepunkter, og en tredje klage omfattende 3 hovedklagepunkter. Som den eneste af underskriverne skriver Hemming med egen hånd (de øvrige har formentlig ikke kunnet skrive, men har anført deres bomærke). I den 3. klage anføres blandt andet følgende:

”Højædle og velbårne herrer kongelige Commisarier.
Her er en liden specifikaton på hvis som vi fattige mænd i Magleby sogn af underofficerne såvel som af gemene gardere er vederfaret på Nyegaard eller andre steder, som vi til arbejde af vore huse var uddrevne:
1. Hvem af os der var blevet meget ilde medhandlet med hug og slag.
2. Hvem af os der har forkørt vore bæster, så de var døde straks efter de besværlige ting de måtte slæbe og trælle med.
3. Hvad vi har udgivet til en stor hest som vi havde i sognet i 5 år.”

For Mandemarkes vedkommende klages over følgende:
“1. Hemming Seye blev engang i sin egen gård slået af ridefoged Christian Arentsen foruden nogen given årsag. Nok derforuden gik hans tjenere (= ansatte), Lauridts og Hans, og lugede hans gærder omkring hans vænge, og da (af)hug(gede) de nogle enebærskorn at lægge på gærderne. Da kom major Lützau, og havde korporal Sigbret Kluch med sig; og der de så dem, da løb korporalen hen og ville slå dem, for de hug noget enebærkorn at lægge på gærderne; og der han ikke selv kunne nå dem, da hidsede han nogle hunde på dem; og der han omsider kom til dem, nemlig korporalen, da slog han dem meget ynkeligen.
2. Har Hemming Seye årlig givet til stodhestenes underholdning 7 opmålte skæpper havre.”

Hemming hører til dem, der får udbetalt erstatning for de ulovligheder, som Hestgardens leder von Plessen senere bliver dømt for. Erstatningen er på 9 rigsdaler, 4 Mark og 15 Skilling. Størstedelen bliver afskrevet på hans (skatte?)restancer til kongen. Han modtager desuden det halve af den erstatning der tilkommer hans afdøde far i Busemarke, ca. 4 Rigsdaler.

Og så kan det tilføjes, at von Plessen ovenikøbet fik frataget sit Ridderkors. Han er en af de ganske få personer, der har modtaget Ridderkorset, som er blevet pålagt at returnere det i levende live! Det skal altid returneres ved død.

Hits: 1162