Om tørvemoserne og tørv

Det er IKKE Mandemarke Bakker i baggrunden!

Fotoet er ikke fra Mandemarke men fra Irland, hvor man kan se at der stadig graves tørv! I Mandemarke er der også blevet gravet tørv i mange år, og det er såmænd ikke så mange år siden man holdt op.

Det følgende er historien om hvor og hvornår og hvorfor der er blevet gravet tørv i Mandemarke.

Dernæst et længere afsnit ‘Hvorfor er tørv så interessant?’ om tørvegravningen gennem historien. (Link til afsnittet)

Og så er der til sidst kommet en lille sjov tilføjelse om den gamle ‘Jordebog over Møens Land og Bogøe’ fra 1697 om den årlige “Udvisning udi Sckounene på Møen og Baagøe” – altså om hvad der kunne tildeles af træ til forskellige formål til de enkelte landsbyers beboere. (Spring direkte ned til afsnittet ‘Andre kilder til det livsvigtige brændsel‘)

‘Bundløs Tørvemose’ lige syd for landsbyen

landsbyen_toervemose

Den bundløse tørvemose sydvest for Mandemarke (klik for at se den gamle vej til mosen)

Til højre ses et lille udsnit af det gamle kort over Mandemarke fra 1798.

Som man kan læse lige under den sorte påtegning ‘No 48’ står der med svag skråskrift ‘Bundløs Tørvemose’. Det var altså navnet i 1798  på den tørvemose, der ligger syd(vest) for landsbyen og gården på Busenevej 20.

Hvad baggrunden for navnet er, vides ikke, men mon ikke tørvemosen allerede den gang var dybere end Mandemarkes anden tørvemose nord for landsbyen, siden man åbenbart mente at den var bundløs?

Læg også mærke til at der ved at vejen hen til den bundløse tørvemose med rødt står ‘Tørvemose Vej’. For mange år siden fremsatte Mandemarke Bylaug et forslag om få genåbnet nogle af de gamle stier og veje. Den gamle “Tørvemosevej til bundløs mose” var en af dem. Det blev kun til de gode intentioner, da projektet forudsatte velvilje fra private ejere, herunder også godset.

Et gammelt foto fra en mose i Danmark

Under historien om gården på Busenevej 20 kan man læse:

Under 2. verdenskrig (og sikkert også før) blev der skåret tørv i mosen. Tørvene blev malet i en maskine og kom ud i nogle lange stænger, der blev snittet i stykker på størrelse med mursten med en kniv, og derefter lagt til tørre på marken.

På det gamle sort-hvide foto kan man se at den stående mand står ved sin trillebør. Han må være en rigtig tørvetrillerIfølge Ordbog over det danske sprog (1950) er det nemlig en ‘arbejder, der paa trillebør transporterer de skaarne tørv eller den æltede tørvemasse fra tørvemosen til læggepladsen‘. Ordet ‘tørvetriller’ har vist efterhånden kun fået en mere overført betydning, nemlig ‘en kedelig, tvær, tør person; et sløvt og ligegyldigt menneske; dødbider’.  Selv i dag er der nogen der kender ordet i denne betydning.

‘Tørvelukket’ lige nord for landsbyen

Nord for landsbyen ligger landsbyens anden tørvemose på det område, der i dag kaldes ‘Tørvelukket’. 

Det er der hvor der siden er blevet udgravet en ny sø. Egentlig var planen med projektet i 2008-2011 at få renset den gamle mose op, da den var groet til, efter at der i mange år ikke har været gravet tørv. Det viste sig imidlertid at der levede en lille snegl i rørskoven som var rød-listet, dvs. at dens levested ikke måtte forstyrres. Så derfor ligger ‘Tørvelukke-søen’ nu i virkeligheden ved siden af den gamle mose! (Læs også hele historien om Mandemarke Grøn Plan).

Tørvelukket nord for Mandemarke

På udsnittet af det gamle kort står der med spids skrift: Fælles Tørvemose og Sætteplads, Magelægudlagt fra Klintholm Hovedgaard til Mandemarche. 

Ifølge Ordbog over det danske sprog fra 1750 og frem var ‘Sætteplads’ i ældre dansk en læggeplads til tørv. Den fælles sætteplads ses i øvrigt nederst på kortet, svarende til Skovstrædet 5 i dag.

Da kortet fra 1798 blev benyttet indtil 1860, er det ikke til at vide hvornår påtegningen er fra, men da der er overskrevet både med et 6-tal i blåt og 49 i kraftigt sort, er påtegningen måske fra det oprindelige kort.

Når den ‘fælles tørvemose og sætteplads’ er blevet overført fra Klintholm gods til landsbyen ved et grundbytte, som man i gamle dage kaldte ‘magelæg’, kan det have været fordi landsbyens beboere efter ophævelsen af det gamle landsbyfællesskab kort efter at kortet blev lavet – der helt sikkert også var et fællesskab om retten til at grave tørv i mosen – fortsat har haft brug for at kunne grave tørv der.

Om Hans Peter Hansen og hans kone Sidse Marie, som ved folketællingen i 1880 boede i ‘Tørvelukkehuset’ på det der i dag hedder Skovstrædet 5 (som ligger på det sted der på kortet ovenfor blev kaldt ‘Fælles Sætteplads‘), kan man læse følgende:

“De led den bet at skulle dyrke en bakket fattig jord, hvor markerne gik fra huset og et stykke op i bakkerne. Indtægten blev suppleret med tørvegraveri. Det var et hårdt og nøjsomt liv.” 

På det gamle foto står de to gamle foran huset.

Da Hans Hemmingsen i 1926 for 5.000 kr. købte sit barndomshjem Strædet 4 af Klintholm Gods var det med forbehold for “Udenomsrettigheder så som Andel i Gade- og Skolejord, ret til Tørveskær samt Jagtret” og med pligt til at opsætte og vedligeholde hegn.

Forbeholdet skyldtes sikkert at godset jo hidtil foruden dette og mange andre huse i Mandemarke også ejede gadejorden (og det gør de faktisk stadig!), samt den gamle skole med tilhørende jord, foruden retten til at skære tørv. Til sidst nævnes jagtretten, som er den eneste der stadig har betydning for godset, og hvor der på nogle af godsets huse i  landsbyen i forbindelse med salgene endda blev tinglyst en såkaldt servitut om ret for godset til at drive jagt på grunden! Det gælder flere af haverne til landsbyens huse, bl.a. Strædet 11, selv om det nok ville overraske beboerne, hvis godset begynder at håndhæve denne ret!

Hvorfor er tørv interessant?

Tørven blusser i Dan O’Haras hus (Irland, 2017)

I “gamle dage” gravede man tørv fordi tørvene var en meget vigtig form for brændsel, så man kunne lave mad og varme husene op.

Tørv dannes i moser og består af døde plantedele. På grund af iltmangel i vandet er plantedelene kun blevet delvist nedbrudt. Den ufuldstændige nedbrydning bevirker at indholdet af kulstof stiger. Da kulstof er brændbart, er tørv velegnet til brændsel.

I dag bruges der ikke tørv i Danmark, men tørv bliver stadig brugt mange andre steder i verden til brændsel, især i ulandene. Men altså også stadig i Irland. (Men i Danmark fyres der jo også stadig i et vist omfang i brændeovne).

Man skelner mellem 3 typer tørv: skæretørv, æltetørv og pressetørv. Hvis man laver æltetørv, som man formentlig har gjort i moserne ved Mandemarke har arbejdsgangen været denne: 1) Tørvene graves op. 2) De æltes til en masse, der kan formes. 3) De formes. 4) De tørres.   Og det gælder faktisk uanset om arbejdet blev udført år 200 f. Kr. eller om det var i 1950!

De første mennesker her i landet brugte træ til brændsel, men da stenalderfolkene slog sig ned og blev bønder, begyndte de at fælde skovene for at få landbrugsjord. Efterhånden blev der mangel på træ, og for 2-3.000 år siden blev det nødvendigt at bruge tørv i stedet for.

Den romerske historiker, Plinius (23-79 e.Kr.) skrev om “et folkeslag, der beboede Nordsøens kyster, med hænderne tog dynd op af sumpene og tørrede det mere ved vinden end ved solen, for derefter at brænde det og derved varme deres spise og deres af Nordens kulde stivfrosne lemmer”.

KLIK på billedet af denne tørvehytte i Irland, og se et gammelt foto af en tørvestak i Mandemarke.

I Danmark viser arkæologiske fund i moserne, at tørvegraverne omkring 200 år f. Kr. brugte træredskaber. Man har gravet tørvedyndet op og æltet det sammen med mosevand. Derefter har man formet tørvene med hænderne og lagt dem til tørre. De tørv, der er fundet fra den tid var ovale, ret flade og ca. 15 cm. lange.

Mosernes udnyttelse til brændsel var i hele tidsrummet indtil ca. 1900 præget af selvforsyning. Man gravede tørv til dækning af eget forbrug. Hvis der var tale om større mosearealer, blev de ofte fordelt mellem landsbyerne og mellem gårdene efter størrelse, men det har næppe været tilfældet i Mandemarke.

Tidligere sagde man, at tørv og brænde skulle i hus inden Sankt Hans, da ugerne efter Sankt Hans plejer at være våde. Hvis det skulle nås, måtte man i gang i tørvemoserne midt i maj, lige så snart forårsarbejdet i marken var overstået.

Hør fortællingen fra en der levede i slutningen af 1800-tallet:

Tørveproduktionen foregik simpelthen ved, at de gravede et hul i tørvejorden, hældte vand deri, hvorpå de iført træskostøvler trampede rundt til det var blevet en vælling (læver), derefter blev det skovlet op og lagt i form.

Formens størrelse mener jeg var ca. 115 cm. i firkant, dens kapacitet var to snese og jeg mener hver tørv var ca. 8 x 12 x 2 tommer (en tomme er tæt på 2½ cm). Formene var lavet af fyrretræ, senere asketræ, da det var stærkere og lettere.

Formene var forsynet med et håndtag i to af hjørnerne, som personen der jævnede massen tog fat i når han vendte formen og dermed var klar til næste trillebørfuld.

Omkring 1. verdenskrig brugte man mange steder en æltemaskine trukket af en hest i en hestegang. Hesten blev spændt for enden af en ca. 5 meter lang trækstang. Den fik et reb fastgjort til hovedtøjet og ind til hestegangen, hvilket bevirkede at den gik i rundkreds. I maskinen blev den opgravede jord æltet, mens der blev tilsat vand. En mand gravede jord og smed den op til maskinen. Ofte fra et dybt hul – op til 5-6 meter. En anden mand fyldte jord i maskinen. En tredje mand kørte den færdige blanding på en trillebør hen til formene, hvor en fjerde kom jorden i formen og flyttede formen til næste læs.

Noget tilsvarende kan man læse fra en hjemmeside om tørvegravning i Tilst (som ligger lige vest for Aarhus), hvor der også er billeder af gamle redskaber til tørvegravning:

Tørvegravningen begyndte så snart vårsæden var i jorden.  Tørvegravningen var på akkord, når folkene havde lavet 2000 tørv havde de fri.  Der var i tørveskæret, som den tid hvor der blev gravet tørv blev kaldt, et muntert liv i mosen. Byens karle og piger skulle nok sørge for, at de kom i mosen sammen med de andre unge fra byen. Til mellemmadstid gik de sammen og spiste, men det gjaldt mest om at få 2000 tørv lavet så hurtigt som muligt og blive færdig så tidligt som muligt, for så rigtigt at holde sjov om aftenen. Almindeligvis var de færdige et par timer før solnedgang og så morede de sig sammen.  Når tørvearbejdet i juni var forbi, skulle pigerne rejse og stakke tørvene, mens karlene i den tid skulle arbejde i marken med harvning, udkørsel af gødning og pløjning. Når tørvene var tørrede af solen og vinden, skulle de køres hjem, et arbejde der helst skulle være forbi inden høsten.  I slutningen af 1800 tallet da roedyrkningen kom til, blev det vanskeligt at afse tid til tørvestrygning eller tørveskær, og derfor holdt man mange steder helt op med at fremstille tørv. Mange tørvemoser blev uddrænede og jævnede, så de kunne bruges til agerjord eller græsgange.  I krigsårene blev moserne dog igen udnyttet til tørvefremstilling, og der kunne da ses græsmarker blive gravet op og tørvejorden i dens undergrund blive udnyttet til tørvefremstilling.

Før landboreformerne var gårdens størrelse afgørende for, hvor mange tørv bonden måtte skære i den fælles mose. De jordløse daglejere – indersterne og husmænd – havde sjældent rettigheder i den fælles mose. Nogle steder var det almindeligt, at husmændene skar tørv for gårdmændene mod at få en del af tørvene til sig selv. Efter landsbyernes udskiftning blev det almindeligt, at også moserne blev udstykket i lodder. Nogle gårdmænds lodder var så store, at de kunne sælge til andre, som ikke selv havde adgang til tørvemoser.

Tørv var en meget vigtig brændselskilde. Den egnede sig godt til bilæggerovnene, hvor den kunne ligge længe og ulme. Brændselstørv kan inddeles i skæretørv og æltetørv. Skæretørv skæres direkte af hedens lyngdække eller af mosens faste overflade. At skære tørv var mandens arbejde. Til dette havde han mange forskellige spader og knive, som han brugte, alt efter hvor fast tørven var. Når tørvene var skåret fri, kørte kvinderne dem bort til tørvepladsen, enten på en trillebør eller på en “slæbefjæl” trukket af heste. På tørvepladsen var det børnenes arbejde at lægge tørvene ud og vende dem cirka én gang om ugen til de var tørre. Skæretørvene kunne derefter brændes i miler og blive til tørvekul. Tørvekul blev anvendt af smeden, da de kunne brænde længe og give en meget kraftig varme.

Fra Søren Peter Sørensens erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Øster Hornum (han var født i 1918) er følgende hentet:

Tørvene var, bortset fra nogle sække kul til vinterens værste kuldeperioder, den eneste form for brændsel, som kendtes derhjemme. Ja selv smuldet og de små tørvestumper, som kaldtes bælligger (bællinger?) blev anvendt. I komfuret til madlavning var de endda særdeles velegnede.

Arbejdet i tørvemosen tog som regel sin begyndelse omkring midten af maj, når frosten var af jorden. Tørvejord har altid en tendens til at holde på frosten til langt hen på foråret, sommetider til ind i juni, såfremt vinteren havde været særlig slem. Nogle dage i forvejen, inden det egentlige arbejde skulle påbegyndes, kørte far ud i mosen. Der skulle graves afvandingsgrøfter fra tørvegraven, vej og læggeplads skulle jævnes, så alt var klar til at tørvegravningen kunne påbegyndes med kort varsel.

Hvis vejret var nogenlunde tørt, kunne selve gravningen klares på 8-10 dage. Eftersom vi var tre børn, der gik i skole samtidig, var der også skoleproblemet at tage hensyn til, selv om vi kun gik i skole to dage om ugen om sommeren og fire dage om vinteren. Sådan var den almindelige skolegang i de små landsbysamfund dengang. Der kunne under særlige forhold dispenseres fra denne skolegang ved at give fri under tørvearbejde, høst og lignende foruden den såkaldte kartoffelferie, som i dag kaldes efterårsferie. Hermed kunne man bedre familievis samles om de for tiden mest nødvendige opgaver. Familielandbruget, som lå til grund for denne ordning var jo det bærende erhverv i datidens landsbysamfund. Far gik gerne ned og snakkede med lærer Thuesen og forklarede ham om sagens sammenhæng. Som den forstående mand han var, blev der truffet en ordning om nogle dages fritagelse for skolegang mod så til gengæld, når det hele var overstået, at tage “ekstra godt fat” for på den måde at indhente, hvad der var forsømt.

Afslutning

Når man i dag kaster et hurtigt blik ud over det, som er tilbage af de to moser lige nord og syd for landsbyen Mandemarke, kan man se at naturens kredsløb nærmer sig sin afslutning, forstået på den måde at de er ved at ende der hvor de for ca. 7-8 tusinde år siden begyndte: Nemlig som en stor sump bevokset med tæt vegetation.

Processen er hele tiden i gang, hvor de døde plantedele aflejres som tørvejord, som igen om nogle århundreder kan graves op igen som tørv og afbrændes, for selve forrådnelsesprocessen standses i den sure mosejord.

Med den udvikling som foregår for tiden, vil der dog næppe nogensinde blive brug for tørv til opvarmning. Andre varmekilder har for længst overtaget tørvens rolle som næsten enerådende energikilder. Men det kan jo være at vi skal overveje at vende tilbage til tørven, når olien en dag er brugt op?

Statens Filmcentral har i mange år haft en dokumentarfilm fra 1978 liggende på nettet, om hvordan man på Island har brugt tørv som byggemateriale igennem mere end 1.000 år. Hvis linket ikke er overstreget kan du stadig se den ved at klikke HER.

I Danmark har man også brugt tørv som byggemateriale til husene, da luften i de tørrede tørveblokke også har gjort dem til et godt isoleringsmateriale. På Island har man haft tørvevægge som var metertykke!

Andre kilder til det livsvigtige brændsel

Det har naturligvis haft stor betydning for Mandemarkes beboere, at de igennem tiderne gennem mange århundreder har haft adgang til brændsel tæt på landsbyen med  to moser umiddelbart op til landsbyen mod nord og syd.

I dag ville man jo tro at Klinteskoven måtte have været en god forsyningskilde til brændsel, men den har jo tilhørt andre end landsbyfællesskabet. Landsbyens beboere har muligvis haft ret til at sanke træ til optænding og grene til at sætte  op på gærderne for at holde dyr adskilt fra marklodderne. Men at fælde træer for at skaffe brændsel, har været helt udelukket.

I en gammel ‘Jordebog’ fra 1697 kan man – hvis man er kyndig i at læse gamle håndskrifter! – se, at der mens Møn og Bogø hørte under kongen var taget detaljeret stilling til fordelingen af træ fra skovene mellem de enkelte landsbyer og disses beboere. (Det findes mod slutningen af et uddrag af Jordebogen – kan formentlig indlæses via  nettet som pdf.fil – men side 56 på filen er afbildet nedenfor).

Klik for at forstørre – men teksten er transkriberet til højre

Summariscke Extract
ofuer,
Forregaaende specificerede aarlig udvisning udi sckouene paa Møen og Baagøe til betienterne, bønderne og baadsmændene udi huer bye eftersom de liger sckouene beleiligt til, huer effter den aarlig sckouf rulle kand regulleris / nemblig brendeueden aarlig og hiul sampt bygningstømmer huer 2det eller 3de aar, effter derom Commissionens giorte anstalt og sckoufbetienternes sampt ridefogdens forretning, dend 19 augusti anno 1697.

 

Mandemarke er allerede omtalt som den anden by på listen over 2 sider og bliver tildelt følgende:

Bønder og huusmænd: brendeued 49 læs, hiultømmer 21 læs, buigningstømmer 21 læs, i alt til bønderne 91 læs. Bådsmændene i Mandemarke tiltænkes 26 læs brendeued årligt. I alt til Mandemarke 117 læs.

Bemærk at tømmer til at lave vognhjul og tømmer til bygninger udgjorde næsten lige så meget som det bønder og husmænd fik tildelt som brænde. (Bådsmændenes historie i Mandemarke mangler at blive udforsket).

Så tørv har nok stadig været den væsentligste kilde til opvarmning i ildstederne, for 49 læs ‘brændeved’ har næppe kunnet række. Heldigvis har da da også – udover de to moser lige nord og syd for Mandemarke – på begge sider af vejen mellem Mandemarke og Klintholm gods (det var den vej der oprindeligt blev kaldt ‘Hovvejen’!) også været andre moseområder, hvor man også gravede tørv helt op til 1. og 2. verdenskrig.

Rev. FD 1/2023