Jens Christoffersen boede hele sit liv i Koster på Møn. For mere end 100 år siden skrev han ved slutningen af 1800-tallet om sæder og skikke m.v. på den tid. I 2011 blev disse optegnelser om ”Kosters historie i 1800-tallet” udgivet af ”Bøger & Papir” i Stege med hvis tilladelse følgende afsnit gengives.
Den huslige orden, således som den fandt sted dengang
Om morgenen kl. 4 mødte daglejeren både sommer og vinter. Om vinteren, især så længe tærskearbejdet varede, gjaldt det jo om at tjene så meget, at det til dels kunne både noget på den lille dagløn, der vankede om sommeren. Ja, man ville jo, dersom man ikke selv havde været med, ikke tro det muligt at en rask og dygtig mand om vinteren kunne 2 mark eller i nutidens penge (dvs. omkring år 1900) 66 til 70 øre om dagen og kosten, mens den samme mand om sommeren – selv i høsten – måtte arbejde undertiden hele 16 timer daglig for at tjene 30 til 35 øre. Efter at daglejeren var ankommen, begyndte han straks at arbejde – noget der hed kaffe om morgenen vankede der jo ikke den gang.
Husets andre folk måtte jo så op, og medens første-karlen skar hakkelse til hestene med de dengang anvendte håndskærekister, måtte anden-karlen muge ud ved hestene, strigle og vande dem. Drengen måtte så muge ved køerne og give fårene samt udføre andre som lavere betragtede arbejder.
Alle disse arbejder tilligemed malkningen der udførtes af pigerne, skulle være tilendebragt før frokosttid kl. 6 (egentlig betyder frokost jo tidlig kost, selv om den i dag er flyttet hen midt på dagen – hvor man den gang spiste til middag, red.tlf.). Til denne samledes jo så hele gårdens personale og havde hver sin bestemte plads ved bordet – således husbonden ved bordenden. Øverst på den lange bænk sad daglejren, derefter første-karlen, så anden-karlen og nederst drengen. For ved bordet stod kvindfolkene – disse sad nemlig aldrig ned, når de spiste.
Så længe der blev fisket med egne garn (det gjorde de i alt fald på Koster, red.) var der jo sild nok, og der blev hele året rundt rettet an med kogt sild til frokost samt meldyppelse. Denne blev anrettet i en eller to fællestallerkener, mens enhver havde en firkantet træbikke til at anbringe sin sild på. Efter silden vankede der varm mælk med brød i, og til daglig fik kun daglejeren og første-karlen snaps. Brændevinsflasken havde altid sin plads ved siden af husbonden, og denne skænkede og uddelte de snapse der skulle ud, én til hver. Det var tillige en ufravigelig skik, at ingen af husets børn rykkede op at spise ved det store bord, førend de kunne deltage i arbejdet, og så indtog de uden hensyn den plads i rækken som de i følge deres arbejde kunne tilkomme. Ellers havde børnene deres plads ved et mindre bord eller liggende på knæ ved en stol.
Der kunne undertiden passere morsomme tilfælde ved uddelingen af snapsene. Jeg mindes således en vinter, der var antaget en ældre mand i nogen tid. Han var jo meget for snapsen, og en dag efter at han havde fået sin tilmålte snaps, og glasset – fyldt op på ny – skulle passere ham for at komme ned til karlen, så tog han også dennes snaps. Karlen gav sig så til at hoste, og sagde at hans snaps kom i den forkerte hals!
Om vinteren fra 15. oktober til 15. marts vankede der ingen mellemmand om formiddagen kl. 9. Middagsmaden bestod udelukkende af saltmad eller mælkemad med undtagelse af ganske enkelte dage der kaldtes gilde, som bragegilde, ærtetærskergilde og enkelte dage i høsten.
Ved bordet måtte ingen underordnet person, som drengen eller lillepigen – selv om de var børn i huset – understå sig i at tale. Talen skulle føres af de ældre samt husbonden og madmoder. Når en underordnet person gjorde sig obsternasig og nægtede at spise sin middagsmad, så fik han heller ingen midaften (dvs. til aften, red.). En sådan kur kunne i de fleste tilfælde hjælpe, bare det blev anvendt en gang.
Om vinteren var den sædvanlige kost til midaften fedtebrød, der blev udskåret og smurt af husmoderen og stillet på det bare bord, den ene rundtenom ved siden af den anden, og midt på bordet saltkarret. Hvedekage, som vi kaldte den, vankede der ikke uden ved særlige højtidelige lejligheder og i høsten, men efter aftenarbejde fik vi undertiden noget vi kaldte nadre, for det meste mælk og grød (’nadre’ må være en forvanskning af nadver, der er et gammelt udtryk for aftensmad).
Pasningen af kreaturerne var de fleste steder kvindfolkenes sag, og i alle tilfælde blev dette ikke medregnet ved den egentlige arbejdstid og udførtes også så at sige uden for denne, og der blev aldrig den gang anvendt lys eller lygte i stald eller lo. Alt, både mugning, hakkelsesskæring, malkning og tærskning foregik i mørke, og selv om en dreng i den strengeste vintertid skulle gå næsten hele dagen uden at have noget at bestille, så fordrede den huslige orden at han skulle muge om morgenen i mørke. Der kunne ellers også være nok for en dreng at bestille. Han skulle nemlig om vinteren sørge for at få lavet alle de tøjrpæle, der skulle bruges om sommeren, han skulle bringe forskellige småredskaber på deres plads og skaffe dem til stede, når og hvor de skulle bruges.
Drengen skulle være villig og lydig over for enhver af gårdens voksne kvindelige som mandlige, påhøre i tavshed alle deres urimeligheder og muligvis skældsord. Når man var dreng den gang kunne man så også være vis på at stå i særlig yndest hos sin madmoder og stod særlig i hendes bevågenhed. De bedste sulelader ved middagen blev rakt til drengen, hans tøj blev vasket og helet, og i vådt vejr blev der sørget for at hans tøj blev tørret.
Ved høsten når kornet skulle slås med le, hørte det også til en rask drengs pligt som den sidste i rækken at følge med de øvrige. Desuden skulle han hente øl, og når de andre arbejdere gik hjem til middag, skulle han først vande heste og flytte får samt hjælpe pigerne med kvæget. Når han så endelig kom hjem fik han mad og kaffe med det samme og kunne så følge med de andre, der i mellemtiden havde fået sig en lille middagslur.
Husfliden eller hjemmearbejdet om vinteren
Omkring ved midten af oktober, eller når dagene blev så korte at det måltid vi kaldte midaften først fandt sted efter at udearbejdet eller dagens gerning var ophørt, så begyndte aftenarbejdet omkring en olielampe eller et hjemmestøbt lys der var anbragt i en såkaldt lyskælling, en stage af træ med en firkantet egetræsfod og 1 en kvart alen høj høj (dvs. omkring 78 cm efter nutidens mål, red.), der var anbragt midt på gulvet i dagligstuen.
Der samledes så hele gårdens kvindelige og mandlige befolkning. Der fandtes kun det ene lys i stuen, og nærmest lyskælingen sad husmoderen med pigerne ved hver sin rok, enten spindende hør eller uld. Bag ved dem og ud for hvor lysstrålerne kunne komme imellem, sad så eller stod karlene anførte af husbonden med hver sin lille håndten eller hamperok, mens hampen hang ned fra loftet, hvor den var fastgjort ved et bånd, således at den kunne lade sig trække ud efterhånden.
Ude bag ved disse kredse havde børnene deres plads, og der kunne magelig ses nok til at læse lektier eller andet arbejde. Drengen havde den bestilling at vinde det spundne garn i nøgler og række karlene de tomme håndrokke.
Arbejdet fortsattes for mandfolkenes vedkommende til kl. 9, og før den tid måtte ingen gå i seng – ikke engang børnene. Kvindfolkene blev ved til kl. 10.
Lørdag og søndag aftener havde karlene fri og pigerne havde lov til at arbejde for dem selv.
