Landskab og arkitektur (Nyt 9/2021)

Mandemarke

Landsbyen ligger på ‘bagsiden’ af Møns Klint – højt over det åbne landskab mod sydvest – som man kan se på billedet ovenfor taget fra det højeste punkt i Mandemarke Bakker, nemlig Kongsbjerg som med sine 137 meter over havet er det (næst)højeste punkt på Møn.

Selve landsbyen ligger omkring 60 meter over havet, så den ligger trygt og godt, selv om afsmeltningen af isen på nord- og sydpolen i fremtiden skulle kunne medføre forhøjelser af havenes vandstand med 50 meter!

vinter_slide0002_image003

Byen afgrænses mod nordøst af de stejle, og nogle steder tætbevoksede Mandemarke Bakker, der hæver sig øst for byen, mens det åbne landskab i sydvest tager et langt glidende fald mod kysten med Klintholm Havn.

I 1980 traf Overfredningsnævnet endelig afgørelse om landskabsfredning af bl.a.  området omkring Mandemarke, således at kun selve landsbyen er undtaget fra fredningen som man kan se af de skraverede linjer på Fredningskort over Mandemarke, men læs mere i historierne om Østmøns fredninger.

I 2018 kom naturområdet Mandemarke Bakker på Danmarks naturkanon – sammen med Møns Klint – som et af kun 15 områder i hele landet, som man kan læse i historien ‘Kanonflot: Mandemarke Bakker og Møns klint’.

Mod nord mellem Klintholm og Mandemarke ligger Gunildsbjerg (83 m.o.h.) og St. Kirkebjerg (74 m.o.h.), som høje punkter i landskabet og afgrænser landsbyen topografisk. Læs historien om ‘Gunildsbjerg‘.

Omkring 1370-80 skrives navnet ‘Mannæmarkæ‘, måske afledt af mandsnavnet Manni, muligvis af Møns navn (Maun) i ejefald (Manar), måske Møns sydøstlige grænse (-markæ = grænse). Sikkert er det i alt fald, at landsbyen den gang allerede havde ligget længe på stedet, så den nok har ligget på stedet i mindst 1.000 år. Som man kan læse i et afsnit i historien Om tørvemoserne og tørv begyndte man allerede i bondestenalderen at have brug for at grave tørv, og netop Mandemarke er ved sin beliggenhed i Mandemarke Bakker er landsbyen begunstiget ved at have flere moser i sin nærhed – herunder Den bundløse Tørvemose, som den kaldtes på et gammelt kort fra 1798, jfr. første afsnit i historien om Tørvemoserne.

Struktur

Mandemarkes jorde blev udskiftet i 1804. Den anvendte blokudskiftning er i dag tydelig i landskabet, idet gårdene ligger i hver sin blok udenfor selve landsbyen, som man kan se i historien om Mandemarkes udflyttede gårde med kort og links til de enkelte gårde og deres historie.

Mandemarke landsby bærer derimod præg af et ældre og mere selvgroet bebyggelsesmønster med huse og snævre, snoede stræder som man kan se af kortet nedenfor der forstørres med et klik (ligesom de andre gamle fotos). Eller følg dette link til Kraks luftfoto af landsbyen i dag.

En nedlagt købmandsbutik er bevaret som spor af landbolivet op til midten af af 1900-tallet. Den ses på fotoet nedenfor fra omkring 1960 kort før sin lukning. Bemærk at der i det spidse hjørne er 2 åbninger, hvor det siges at der en gang har været en svingdør imellem, så kunne man kunne komme ind fra den side der passede bedst til vindretningen! Længere inde var så døren ind til selve butikslokalet til højre, som ikke var særligt stort. Til venstre var der en dør ind til købmandens kontor med en telefon, som de mange i landsbyen der ikke havde sådan en moderne opfindelse kunne benytte (der var en tæller på, så man kunne betale for opkald). Læs mere mere om den gamle købmand under historien om Busenevej 8.

koebmandsgaard-1960-70

Også den tidligere landsbyskole opført i slutningen af 1800-tallet vidner om et andet Mandemarke, som det ses af følgende fotos. Læs mere mere om skolen på Skovstrædet 2 og dens historie helt tilbage til 1721 hvor den oprindelige rytterskole blev indviet.

landsbyen_K landsbyen_KlasseSHFKL

Langs Hovvejen fra Busemarke op til landsbyen står et levende hegn markant i det åbne landskab (se kunstmaleren Johan Jacobsens maleri af Hovvejen med sne), hvorfor det da også er blevet fredet. I øvrigt var det oprindeligt vejen fra Mandemarke til Klintholm Gods, som af gode grunde kaldtes ‘Klintholm Hovvej’ (jfr. forstørrelse af det gamle kort fra 1798). Måske har man ikke på Klintholm Gods syntes om at blive mindet om dette, hvorfor vejen til godset i dag bare hedder Klintholmvej, og så er det vejen mod Busemarke som har overtaget navnet.

Set udefra domineres den tættere del af Mandemarke i dag af træer og beplantning. Kun enkelte huse er synlige, som man kan se af det indledende foto til historien. Men sådan har det ikke været den gang al jord skulle udnyttes til noget ‘fornuftigt’ som det kan ses af et gammelt luftfoto fra 1954 – det er altså først i løbet af de seneste 50-60 år at Mandemarke er begyndt at ‘springe i skov’.

Landsbyens bebyggelse ligger i flere lag. Mod sydvest klumper gårde og huse sig sammen. I Møns Kulturarvsatlas 2008 er det skrevet at Mandemarke må betegnes som en klyngelandsby med forten beliggende øst for landsbygaden afgrænset af Skovstrædet, og at gaden har tidligere dannet en ringgade rundt om forten. I den syd- og østlige del af ringen har været ændret fra vej til sti bagom byen, men i dag kan man bare gå rundt langs skellet mellem bakkerne og landsbyen.

Hvis det er rigtigt, er det i alt fald langt tilbage i tiden det har været sådan, og opfattelsen af marken ‘midt’ i landsbyen som en forte, er formentlig en fejlfortolkning, idet der i Mandemarke i alt fald ikke var en forte på marken på dette sted i henhold til det gamle kort fra 1798, hvor der derimod lå en gård indtil udskiftningen, jfr. nedenfor og kommentar i afsnittet om arkitektur.

Udsnit af kort fra 1798, hvor huse og gårde blev optegnet med rødt. De senere overstregninger må være foretaget efter udskiftningen få år senere.

Matrikelstrukturen har et selvgroet præg, der er opstået efterhånden som gadejord og gårdtomter er blevet udmatrikuleret til ny bebyggelse, men meget har utvivlsomt rødder meget længere tilbage, idet der har været bebyggelse siden middelalderen. Landsbyens matrikelstruktur står i modsætning til den regelrette blokudskiftning, hvor gårdene tydeligt aftegner sig på hver sit lod med regelmæssig indbyrdes afstand.

Landskabet er præget af højdeforskellene i terrænet, som man også kan se af kortet over landsbyen (klik HER).

Arkitektur

Landsbygaden danner ’rygrad’ ned gennem bebyggelsen med stræder ud til hver side. Stræderne i vest møder landsbygaden igen i syd, mens de i øst fører ud i landskabet, op i skovbakkerne. (Det er dog mange år siden man i vest har kunnet gå fra enden af Strædet til det stræde, som i dag blot betragtes som en stikvej fra Busenevej).

Større udsnit af landsbyen i 1798.

Læs om de gamle fælles veje og fælles arealer i tilknytning til bl.a. det gamle gadekær i historien Det gamle gadekær og ‘forten‘. Den gamle forbindelse rundt om landsbyen øst om byen, er dog ikke længere bevaret, hvorfor det nok er en efterrationalisering når der i Møn Kulturarvsatlas 2006 skrives:

Forten er nogenlunde bevaret, men stiforløbet omkring kunne med fordel fremhæves i højere grad, så fortens karakter af frit areal indenfor landsbyens rammer fremhæves. (Se Wikipedias beskrivelse af forte, hvor forfatteren af beskrivelsen i kulturarvsatlas formentlig tænker på området med det sorte 1-tal).

mandemarke-aabning_aabning_44Gadekæret i den nordlige del af byen danner en fin forpost for byen med det fine, hvide bindingsværkshus, som undertiden er beboet af ænder.

Længere mod syd følger en række højtbeliggende huse overfor en åben grønning, hvor der er kig til den tidligere rytterskole, som skiller sig ud af bygningsmassen ved at være grundmuret og højt beliggende. De øvrige huse er typisk bindingsværk, nogle endnu med stråtag.

Terrænet ligger højt i nord- og sydenden af byen, mens den centrale del ligger lavt. Landsbygaden går i et endnu lavere leje ved sidevejen Skovstrædet, hvor et par huse ligger på høje tofter på den ene side af vejen, mens marken overfor holdes på plads i det højere niveau af et gærde. Fra denne vinkel opleves den tidligere rytterskole særligt høj med gavl ud til landsbygaden.

Mandemarke må særligt fremhæves for sine stræder i vest, som udgør snævre gaderum, med hegn og hække mod gaden, hvor der ikke står huse helt ude i vejsiden. Man har oplevelse af en fodtrådt sti, som har fået lidt højere status gennem årerne, og dette underbygges af den uhøjtidelige belægning, grus/hjulspor.


Kilde til ovenstående er især Møn Kulturarvsatlas 2006 – som har ligget på nettet på en nu nedlagt side på nettet, hvis linket er overstreget. Den er dog tilgængelig som PDF-fil (privat hjemmeside – spring annoncerne over), hvor Mandemarke omtales fra side 44. 

I forbindelse med pilotprojekt omkring nationalpark på Høje Møn fik Naturstyrelsen i 2004 udarbejdet en kulturmiljøbeskrivelse af Mandemarke, som stadig kan ses som pdf-fil på 6 sider: Kulturmiljøbeskrivelse af Mandemarke 2004.