Landboreformerne sidst i 1700-tallet

I mange hundrede år har området omkring Mandemarke været dyrket af bønder i fællesskab, mens gårdene stadig lå inde i selve landsbyen Mandemarke. Landsbyfællesskabet havde igennem mange år haft sine fordele og formentlig ligefrem været nødvendigt. Men i løbet af 1700-tallet blev man mere og mere opmærksomme på dets begrænsninger. På den baggrund iværksatte man fra statens – kongens og regeringens side – de såkaldte landboreformer, som du nedenfor kan læse en forkortet version af fra Wikipedia.

Udskiftningen for Mandemarkes vedkommende – dvs. opløsningen af det gamle landsbyfællesskab i forbindelse med en omfordeling af jordene og en udflytning af gårde fra landsbyen, så de kom til ligge på den nu tildelte jord – skete først i 1803 og 1804 ifølge en påtegning på det gamle kort over Mandemarke som var udarbejdet i 1798 i forbindelse med Jacob Pedersen Brønnum Scavenius køb af Klintholm gods i 1798.

Læs også historierne Udskiftningen i Mandemarke og om Mandemarkes udflyttede gårde.

Klintholms godsarkiv er blevet overdraget til Rigsarkivet, hvorfor en nærmere en nærmere granskning af udskiftningen i Mandemarke, forudsætter en tilladelse til at studere disse arkivpakker nærmere på en af Rigsarkivets læsesale (der ikke ligger lige i nærheden af Mandemarke). Måske kommer der en dag oplysninger frem her til hjemmesiden, hvordan udskiftningen i Mandemarke rent faktisk foregik.

Johan Paludan var præst i Fanefjord kirke fra 1788 til sin død i 1821 og var levende interesseret i alt hvad der havde med Møn at gøre. I forbindelse med en grundig beskrivelse af hvordan udskiftningen fandt sted på Møn skrev han blandt andet følgende:

Adskillige Godseiere have ivrigen staaet deres Bønder bi med Understøttelse til udskiftningen; saaledes har f.x. afg. Etatsraad Scavenius betalt i Bygningshjelp til de udfløttede Gaarde paa Klintholms Gods 8.562 Rbd., og desuden leveret nyt Egetømmer til Gaardene, forsaavidt det gamle ikke kunde bruges. Folkemængdens store Tilvæxt her paa Landet og den større Velstand, der indtil nogle Aar efter Krigen var almindelig blandt Bønderne, skyldes for størstedelen Fælledsskabets Ophævelse. Det er gladeligt at see, i hvor kort Tid udmarvede og usle Jorder derved ere bragte til at bære særdeles god Sæd, og hvorledes den vigtigste Hindring for Agerdyrkningens Fremskridt nu ved Udstiftningen er ryddet af veien. Men sørgeligt, al den udmærkede Flid uagtet, som Møens Bønder i Almindelighed anvende paa deres jorders Dyrkning, at Fattigdom i de senere Aar, ved de over al Maade lave Priser paa alle Landmandens Produkter, er bleven næsten ligesaa almindelig som Velstand var det for 10 Aar siden.

Den følgende gengivelse af Wikipedias lange artikel om landboreformerne kan med udbytte læses sammen med Aarhus Universitets Landboreformer i slutningen af 1700-tallet på Danmarkshistorien.dk.

Landboreformerne (Wikipedia med links til samme)

Den Store Landbokommission var en kommission nedsat i slutningen af 1700-tallet for at gennemføre en vidtgående omlægning af dansk landbrug, hvorunder landsby-fællesskabetfæstevæsen og hoveri skulle afskaffes og et individuelt, selvejet og selvkørende landbrug skulle gennemføres. Foruden forbedringer i landbrugernes vilkår blev der også arbejdet med husmændenes levevilkår.

C.D.F. Reventlow

Allerede fra midten af 1700-tallet havde der været skrevet og talt meget om, at fæstevæsen og hoveri burde ophæves, og en del godsejere havde ved privat overenskomst med deres fæstebønder allerede indført disse reformer på deres godser.

I 1757 nedsatte regeringen “den første landbokommission”, som havde til opgave at fremkomme med forslag til ordningen af det skadelige fællesskab godsejerne imellem. Til trods for, at reformbevægelsen snart blev støttet, snart blev modarbejdet fra regeringens Side – dette sidste var ikke mindst tilfældet i den guldbergske periode –  kom der dog flere gode forordninger, blandt andet den betydningsfulde af 23. april 1781 om fællesskabets ophævelse, en forordning der i virkeligheden åbnede de store landboreformer.

Den Kongelige Kommission angaaende Landbosagen

Poul Abraham Lehn

Christian Colbjørnsen

Ved kongelig resolution af 27. juli 1786 nedsattes Den Kongelige Kommission angaaende Landbosagen, populært kendt som “Den Store Landbokommission”, med det formål, at “undersøge og gøre forslag om adskillige poster, betræffende proprietærernes såvel som fæstebøndernes rettigheder og pligter i Danmark“.
 

Ifølge sit kommissorium af 25. august 1786 skulle man overveje og fremkomme med forslag inden for alle spørgsmål af juridisk eller økonomisk art, som endnu ikke var blevet regulerede ved lov for så vidt angik forhold imellem godsejere og deres bønder samt andre af almuen, der var stavnsbundne. Kommissionen skulle tage udgangspunkt i eksisterende lovbestemmelser og fremkomme med forslag til forbedringer af bøndernes vilkår dog uden derved at krænke godsejernes rettigheder, som det hed i dens kommissorium: “være forpligtet at se på alt, hvad der kan tjene til forbedring af bondestandens kår, uden at nogen af jorddrotternes lovlige ejendomsrettigheder derved indskrænkes og uden at jorddrotterne hindres i deres godsers lovlige brug og benyttelse“.

Reelt blev kommissionens arbejde samlet om spørgsmålene vedrørende stavnsbåndets ophævelse, regulering af hoveriet samt indretningen af et fremtidigt militær. Desuden kom spørgsmålet om husmændenes fremtidige stilling til at indtage en betydelig plads i kommissionens virke. Derimod kom udskiftningen af landsbyer ikke til at spille nogen større rolle, da denne allerede var i fuld gang ved kommissionens nedsættelse.

Kommissionen var igennem flere år et centralt sted for tidens landbodebatter. Flere af dens medlemmer fremkom med og lod offentliggøre egne udspil til, hvorledes de dagsaktuelle spørgsmål burde løses.

Jord til husmænd

Et af de første spørgsmål, der blev taget op i kommissionen efter dens nedsættelse, var spørgsmålet om husmændenes forhold. Under landsbyfællesskabet havde husmænd haft ret til græsning for deres dyr, men med udskiftningen forsvandt denne ret, fordi overdrevene nu blev udstykkede til private brug. En udbredt holdning i samtiden var, at husmændene burde have deres egen jordlod til erstatning for den tidligere græsningsret. I nogle tilfælde fik husmændene tildelt et jordstykke, ofte på det tidligere overdrev og ofte i hele “kolonier”. I andre tilfælde blev gårde nedlagt for at skaffe jord til husmænd. I atter andre tilfælde blev der ingen tilfredsstillende løsning fundet. Spørgsmålet var derfor yderst aktuelt.

I et promemoria af 18. september 1786 fremlagt af Christian Colbjørnsen kommenterede han en bestemmelse i Danske Lov (3-13-7), ifølge hvilken godsejere kunne fratage bønder et jordstykke imod at denne til gengæld fik en nedsættelse af landgilde og skatter. Colbjørnsen foreslog, at bonden også skulle have kompensation i sit hoveri, som han fandt mere byrdefuldt. Endvidere fandt han det uheldigt, at bestemmelsen åbnede mulighed for, at en bonde kunne miste et jordstykke, som han havde ofret tid og kræfter på at gøre mere dyrkningsegnet. I samme spørgsmål forelagde godsejeren på Frydendal, V.A. Hansen på mødet i kommissionen den 4. december 1786 et forslag om, at der skulle kunne fratages bønder jord “for at forsyne jordløse huse med nogle få tdr. land … for at afværge, at husmændene med deres familier ej skal udsættes for at sulte ihjel, især hvor udskiftningen sker mand og mand imellem“. Dette udspil blev taget op og udvidet af kommissionen, som foreslog, “at det ikke alene skulle tillades ved udskiftninger at tillægge husmændene nogen jord til dyrkning, hvilket dog ikke måtte overgå 3 á 4 tønder land middelmådig jord, men at dette endog skulle have sted, hvor udskiftningen allerede var sket, når husmændene derved ingen jord var bleven tillagt, dog at der i det sidste tilfælde ikke blev taget mere jord til dette brug fra nogen gård end 4 tønder land”. Det skulle være amtmandens og landvæsenskommissærernes opgave ved eventuelle klager at undersøge, om sådanne var berettigede og under alle omstændighed sikre, at ingen gård mistede så megen jord, at den ikke længere lod sig drive på rimelige vilkår. Det blev endvidere fastlagt, at husmænd skulle pålægges en afgift af den jord, som de derved fik tillagt, “hvilken afgift skal erlægges til husbonden, som igen godtgør fæsteren samme i sin landgilde“. Skoleholdere skulle tildeles en jordlod, der var dobbelt så stor som husmænd, i overensstemmelse med en forordning fra 1781. Der var med andre ord tale om et forslag, der skulle tage lige stort hensyn til alle berørte parter.

Dette standpunkt blev til dels imødekommet ved forordningen af 8. juni 1787, der fastslog, at hvis en bonde blev frataget en del af sin jord, burde denne “ikke alene nyde billig afkortning derfor i de skatter, landgilde og hoveri, som svares af gården, men endog forholdsmæssig tilbagebetaling af de ved tiltrædelsen givne indfæstningspenge“.

Ophævelsen af stavnsbåndet

Frihedsstøtten i 2005 er opsat i København til minde om stavnsbåndets ophævelse. Grundstenen blev lagt i 1792.

Et at tidens mest brændende spørgsmål var ophævelsen af stavnsbåndet. I samtidens liberale kredse i hovedstaden var der ingen tvivl om, at dette skulle ske, men samtidig var der et hensyn at tage til det nationale forsvar; ikke uden grund havde kommissionen blandt sine medlemmer også en repræsentant fra militæret. Allerede den 24. oktober 1786 havde Reventlow udarbejdet et udspil, hvori han behandlede flere aspekter, således om det ville krænke godsejeres rettigheder at ophæve stavnsbåndet, om militærudskrivningen burde ske efter hartkorn eller folkemængde, samt hvem der burde undtages fra udskrivning. Han argumenterede for en forkortelse af tjenestetiden. Han gjorde sig til talsmand for ophævelse fra år 1800. Dette udspil kom til at danne grundlag for efterfølgende diskussioner.

Af stor betydning var det, da Christian Colbjørnsen den 30. oktober 1786 på kommissionens tredje møde fik udformet et udkast til en foreløbig indstilling, som blev indført i mødeprotokollen: “Intet stavnsbånd skal have sted, undtagen for så vidt samme er grundet på landmilitie-indretningen, så at når en person af bondestanden enten har fået sin afsked fra krigstjenesten eller opnået den alder, at han ikke kan antages til soldat, eller og af landmilitiesessionen er bleven erklæret utjenstdygtig, bør han være løst fra alt stavnsbånd og være berettiget til at nedsætte og opholde sig, hvor han finder for godt i landet“. Det var en væsentlig indskrænkning, der fuldt ud tilgodeså nødvendige hensyn til forsvaret. Spørgsmålet blev senere taget op på en række kommissionsmøder fra den 15. januar 1787 til den 28. april 1788.

Allerede den 8. januar 1787 fremlagde Colbjørnsen et promemoria, hvori han gjorde sig til talsmand for stavnsbåndets fuldstændige ophævelse fra 1. januar 1800, men samtidig fastslog “at enhver af bondestanden uden undtagelse bør tjene en vis tid som soldat, når han dertil er duelig.” Dette indebar implicit en væsentlig afkortning af den mulige værnepligtsperiode til 6-8 år, hvorved unge mænd allerede i en alder af 26-30 kunne etablere sig som landmænd. Samtidig skulle der kunne tages visse humane hensyn, således skulle enker, hvis de kun havde en eneste søn, kunne få denne fritaget, og en lignende fritagelse skulle kunne ske for studerende almuesønner, hvis de havde “troværdige vidnesbyrd fra offentlige lærere”. Dette udspil skulle efterfølgende blive grundlag for forhandlinger på følgende kommissionsmøder. Den endelige ordning fremkom ved forordningen af 20. juni 1788, men den trådte først i kraft den 1. januar 1800.

Hoveriet

Blandt alle de emner kommissionen behandlede var hoveriet det mest ømtålelige, og kommissionen måtte gå på kattepoter i spørgsmålet for ikke at overtræde sit kommissorium. Spørgsmålet havde allerede været behandlet i årevis før kommissionens nedsættelse. I landbokommissionen blev Reventlow den første til at forsøge et udspil, en betænkning dateret den 11. februar 1788. Hans udspil tog udgangspunkt i hoveriets omfang i 1771, da en forordning af 20. februar dette år udtrykkeligt havde bestemt, at hoveriet i fremtiden ikke måtte forøges. Imidlertid havde en ny forordning fra 1773 ophævet den tidligere forordnings bestemmelser.

I sin betænkning vender Reventlow sig især imod “ubestemt” hoveri, som han anså som skadelig. I betænkningen gennemgår han forskellige hoveriydelser og deres betydning, spørgsmål om hoveriforseelser og godsejernes mulighed for at fjerne besværlige bønder fra gårdene, og han erklærer det som et mål at få en ny hoverianordning, der skulle træde i kraft 1. maj 1789. Hans udspil blev rundsendt og gav anledning til en omfattende debat, men nogen egentlig løsning i spørgsmålet nåede man ikke.

Ved forordning af 25. marts 1791 om håndhævelse af god orden ved hoveriet blev det indskærpet bønderne at “vise sig hørige og lydige såvel imod jorddrotten som imod dem, han betror tilsynet ved eller bestyrelsen af arbejdet“, men hoveriforordningen fra 1773 forblev gyldig. Reventlow tilbød på et møde i landbokommissionen den 10. marts 1791 at udarbejde forslag til en ny hoverianordning, men det løb ud i sandet.

Den hårdknude som hoverispørgsmålet var endt i resulterede i en plakat af 24. juni 1791, der foreslog godsejere og bønder at forhandle om omfanget af det fremtidige hoveri på de enkelte godser. Dersom det ikke lykkedes dem selv at nå til enighed inden udgangen af oktober måned samme år, forbeholdt kongen sig ret til at udpege særlige kommissioner til at afgøre spørgsmålet i hvert tilfælde. Kun få steder nåede man et resultat inden den fastsatte frist, men regeringen tøvede med at gøre brug af sin trussel og forsøgte først ved en ny plakat af 23. december 1791 at formå bønderne til besindighed i forhandlingerne med godsejerne. Derefter stod spørgsmålet i stampe, og først ved en forordning af 15. juni 1792 blev det tilladt for godsejerne i forbindelse med udskiftningen at forhandle om landgilde og afgifter på de udskiftede og udflyttede gårde. Derved blev også hoveriet kædet sammen med andre spørgsmål vedrørende forholdet mellem godsejere og bønder. Først ved plakat af 5. juni 1795 blev nedsat de kommissioner, der skulle løse problemerne på de godser, hvor der fortsat ikke var enighed, og fra efteråret begyndte to kommissioner – en for Sjælland og Fyn, en for Jylland – deres virke.

I realiteten kom bønderne under pres, blandt andet fordi de ofte ikke havde indsigt i lovgivningen, så den 23. marts 1797 besluttede landbokommissionen, at det da gældende hoveri ikke måtte forøges for nye fæstere, inden Rentekammeret havde udtalt sig i sagen.

Endelig ved forordning af 6. december 1799 fik landbokommissionen fastlagt endegyldige regler for hoveriets fremtidige udvikling: De gik ud på, at alt hoveri i fremtiden skulle være entydigt fastlagt, at det ikke måtte overstige bøndernes kræfter, og at nye fæstere kun måtte få deres hoveri forøget efter forudgående undersøgelse og godkendelse fra Rentekammerets side. I praksis var det ikke lykkedes kommissionen at løse spørgsmålet men kun at bringe det i faste rammer. Endnu i 1810, da kommissionen reelt var ophørt at fungere, var de fleste fæstebønder helt eller delvist hoveripligtige. Forhåbninger om en egentlig hoveriafløsning måtte opgives i denne omgang.

Betydning

Den store landbokommissions arbejde resulterede i en række forordninger, som på afgørende måde greb ind og regulerede forholdene i det daværende landbosamfund.

Et første resultat af dens arbejde blev to forordninger af 8. juni 1787, af hvilke den ene angik de “Rettigheder og Pligter, som bør have Sted imellem Jorddrotter og Fæstebønder i Danmark ved Fæstegaardes Til- og Fratrædelse.” Den anden gav regler for, når husbonden mod godtgørelse kunne fratage bonden nogen del af hans jord. Ved disse love blev fæstevæsenet ordnet efter ensartede, bestemte regler, og bonden blev retslig sikret.

Året efter udkom den bekendte forordning af 20. juni 1788 om stavnsbåndets løsning. Efter at forordningerne af 1787 havde gjort bonden økonomisk fri, fik han ved denne lov nu også borgerlig frihed, godsejerens magt over hans person blev ophævet, det var ikke længere godsejeren men loven (eller “loddets kast”), der afgjorde, om han skulle være soldat.