Matr. 13d Mandemarke By
Historien om huset – der ikke uden grund altid har været kaldt “Bjergly” – mangler at blive skrevet, idet der ikke vides meget mere end hvad der kan udledes af folketællingerne frem til 1940.
Du kan se huset fra luften ved at klikke HER, og det må være et af de højest beliggende huse på Møn.
Huset, der ifølge BBR er fra 1887, er i 1999 købt af Bente Erntgaard for 370.000 på auktion, og har i dag en grund på 777 m2. Som man kan se af oplysningerne fra tingbøgerne der omtales nedenfor, har hun dog oprindeligt købt ejendommen i 1986 formentlig sammen en daværende ægtefælle.
Og sådan så det ud fra luften i 1961 før træerne omkring det var blevet så store som de er i dag:
De gamle tingbøger
Ejendommens blad i tingbogen fra 1927-2000 (link HER) er desværre blevet omskrevet i 1992 – fordi der har været så mange noteringer at siden var skrevet ud. Derfor vides ikke mere end at der i 1986 blev tinglyst skøde til Torben og Bente Erntgaard for kr. 240.000. De har åbenbart ikke blive enige om at opløse deres fælles ejerskab, for i marts 1999 blev der afholdt en frivillig auktion, hvorefter der i juli blev tinglyst skøde til Bente Erntgaard for kr. 370.000, således at hun herefter blev eneejer.
Husets historie fra 1901-1940 ifølge folketællingerne
Karl Petersen og Marie Klausen, som var blevet gift i 1897, flyttede begge til Mandemarke i 1900 – hvor de i alt fald året efter boede til leje i “Bjergly” sammen med en anden familie:
Folketællingen 1901 (originalt skema), 2 familier, Husejer: Lærer R. Hansen:
Karl Petersen | 11/8 1864 | Husfader | Stenhugger |
Marie Klausen | 1/5 1877 | Husmoder | (gift 1897, 1 barn – til Mandemarke i 1900) |
Den anden familie: | |||
Lars Kristoffer Olsen | 28/4 1870 | Husfader | Skovarbejder |
Anna Johanne Hansen | 12/2 1875 | Husmoder | (gift 1895, 3 levende, 1 død) |
Lars Peter Olsen | 1/4 1895 | Barn | |
Olaf Frederik Olsen | 9/1 1897 | Barn | |
Poul Harald Olsen | 19/2 1898 | Barn |
Hvad baggrunden for at lærer R. Hansen har ejet huset og udlejede det til 2 familier vides ikke. Det fremgår at den første familie først er tilflyttet Mandemarke i 1900 som relativt nygifte med 1 barn. Den anden familie har været gift så længe at de har nået at få 3 børn og miste 1.
Ved folketællingen i 1906 kan ingen af personerne fra 1901 eller 1925 umiddelbart genfindes, og det er heller ikke umiddelbart til at se hvem der boede i ‘Bjergly’ i 1906. Der findes godt nok en Carl Petersen og Marie Petersen i et hus som skulle have matr. nr. 13d, der er oplistet mellem 2 gårde som er matr. 16 og 15. Om Karl skrives med K eller C kan man ikke lægge noget i, og han er også stenhugger. Men ingen af deres fødselsdata passer, så det er meget mystisk (link til skema):
677 | Carl Petersen | 11/5 1872 | Husfader | Stenhugger, Husejer |
678 | Marie Petersen | 31/8 1874 | Husmoder |
Folketællingen 5/11 1925 (link til skema). Nu er der kommet nye ejere, Lars og Marie Nielsen, som er blevet gift 13/10 1899, og endda har et nyfødt barnebarn boende:
Lars Nielsen | 23/4 1869 | Husfader | Husejer | |
Karen Marie Nielsen | 22/3 1866 | Husmoder | ||
Karen Kristine Nielsen | 16/06 1904 | Barn | ||
Esther Marie Nielsen | 24/05 1915 | Barn | ||
Yrsa Jytte Leona Jensen | 26/01 1925 | Barnebarn |
Folketælling 1930 (skema Statens arkivalier)
Lars og Marie bor her stadig. Nu får vi også oplyst at de er blevet gift i 1899 og har fået ialt 5 børn:
Lars Nielsen | 23/4 1876 | Borre | Husfader | Arbejdsmand |
Karen Marie Nielsen | 22/3 1873 | Magleby | Husmoder | |
Valborg Margrethe Nielsen | 14/8 1908 | Barn | Notat: (Blev gift) | |
Karen Kirstine Nielsen | 16/6 1904 | Husmoder Ugift | Arbejdsmand | |
Yrsa Jytta (Yrsa Jytte Leona Jensen) | 26/1 1925 | Barn | ||
Kate Irene | 9/3 1930 | Barn |
Det er noteret at der er tale om to husstande, men den yngre, ugifte husmoder var en datter med sine egne 2 børn, hvor hendes ældste allerede boede hos bedsteforældrene i 1925. Fra en families store stamtræ på nettet, som også har relationer til andre personer og huse i Mandemarke (i alt fald Busenevej 1), er ‘plukket’ følgende oplysninger:
Arthur Kristoffer Larsen blev gift 3/11 1935 i Magleby med Karen Kirstine Nielsen, født 16/6 1904 i Magleby. Hun var datter af husmand Lars Nielsen i Busemark, født 23/4 1876 i Borre, død 27/11 1953 i Borre og hustru Karen Marie Hansen, født 22/3 1873 i Karensby, Magleby Sogn, død 7/5 1952 i Borre. Gift 31/10 1899 i Magleby.
Børn (5. generation, to plejepiger):
- Yrsa Jytta Leona Nielsen, født 26/1 1925 på “Bjergly”, Mandemark, Magleby Sogn, datter af ugift Karen Kirstine Nielsen, far ukendt.
- Kate Irene Nielsen, født 9/3 1930.
Her får vi altså lidt flere detaljer om familieforholdene, herunder også at datteren Karen Kirstine også endelig bliver gift i 1935 med Arthur Kristoffer Larsen, så hendes 2 piger endelig får en far. Eller gør de begge nu også det?
Folketælling 1940 (Skema)
Lars og Marie bor her stadig. De er nu sidst i 6o’erne og begge blevet aldersrentenydere og vi får oplyst deres præcise bryllupsdato, så de har altså nu været gift i 40 år (de understregede fornavn var dem der blev brugt i det daglige):
Lars Nielsen | 23/4 1876 | Husfader Landarbejder, Aldersrentenyder | 31/10 1899 |
Karen Marie Nielsen | 22/3 1873 | Husmoder, Aldersrentenyder | |
Yrsa Jytte Leona Nielsen | 26/1 1925 | Barn |
Jytte bor stadig hos sine bedsteforældre (står fejlagtigt anført som barn) og er altså ikke flyttet sammen med sin mor da hun i 1935 blev gift!
Det ser ikke ud til at der bor andre i huset i 1940, som på et senere tidspunkt også overgår til at blive brugt som fritidshus, som det er tilfældet med mange af de andre gamle huse på egnen.
Kurt Henriksen som voksede op i Mandemarke og boede på Strædet 11 indtil 1969 kan huske at der i Bjergly boede en der hed Sofus. Han havde en kiosk hvor man kunne købe is, og Sofus samlede omegnens unge i en slags klub. Endvidere drev han en pølsevogn på Klintholm havn.
Forhåbentlig kommer der en fortsættelse til historien efter 1940, men der mangler hjælp og oplysninger.