Johan Paludan var præst i Fanefjord kirke fra 1788 til sin død i 1821 og var levende interesseret i alt hvad der havde med Møn at gøre. Alt hvad han i tidens løb havde nedskrevet om Møn, samlede hans søn efter hans død og udgav i 1824 som ‘MØEN beskrevet af J. Paludan, Sognepræst til Phanefiord’ (i 2 bind på ca. 900 sider). Det følgende er – i let moderniseret retsskrivning – hentet fra bind II (fra side 271 indskannet af Google Books og åbnes i ny fane).
Mønboernes bygninger og bohave, levemåde, klædedragt, forlystelser og skikke
Hvilken grad af kultur almuen på Møn har nået, vil man bedst kunne dømme om, ved at træde ind i dens boliger og iagttage dens levemåde, klædedragt, forlystelser og skikke.
Ser vi hen til hvorledes bonden på Møn har boet i starten af 1700-tallet, da er forskellen mellem bøndergårdene dengang og nu 100 år senere påfaldende. Men vi behøver ikke at gå så langt tilbage, for at se hvor langt bedre gårdene i starten af 1800-tallet er nu frem for dengang. Det er især ved udflytningen forbedringen er sket; dog findes også mangfoldige ikke udflyttede gårde, der både er smukke og solide.
Gårdmændene på Møn bor i det hele bedre end i de fleste andre danske provinser. Gårdene består af 4 længer, som med undtagelse af udflyttergårdene på Klintholm gods, er sammenbyggede. De er af godt ege-bindingsværk, væggene af rå sten eller klinede, måske en enkelt tilbygget ”øverstestue” (gæstestuen) af brændte sten.
Med undtagelse af nogle få gårde, som har en ordentlig forstue, går man gerne fra gang lige igennem stuehuset, gennem køkkenet til dagligstuen. Herfra fører sædvanligvis en kort gang med spise- eller pulterkammer, stundom også et særskilt sovekammer ved siden til øverstestuen. I dagligstuen er som oftest sten- eller lergulv, i øverstestuen trægulv. Her finder man i almindelighed ret smukke møbler: Stole, et spejl eller to, kommoder, et smukt chatol eller et anseligt klædeskab, stundom endog en sofa. Gardinerne i vinduerne, skønt de findes et par steder, anses dog endnu som luksusartikler.
Foruden de nødvendige agerdyrkningsredskaber, har de fleste gerne en stadsvogn med kurvesadel og agestole, pynteligt malet. Selvejerne bor i det hele smukkere og er bedre forsynede med husgeråd end fæstebønderne. I Keldby, Vindebæk og Koster findes de smukkeste og bedste bøndergårde på landet. Blandt husene findes vel en stor del ret bekvemme og tætte boliger, men i det hele taget bor husmanden på Møn helt mådeligt i sammenligning med gårdmanden.
I henseende til bondens levemåde i mad og drikke, kan man sige, at der næppe gives nogen provins i Danmark, hvor bonden, især fra 1807 til 1814, levede mere flot, og hvor han endnu til daglig har sit bord rundeligere besat. Dog lever de østlige mønboerne tarveligere og sparsommeligere end de vestlige.
I høstens tid lever bonden udmærket bedre end ellers. Der vanker da gammelt øl og brændevin, sigte- og hvedebrød, ost på smørrebrødet osv. Fremdeles holdes da gerne et måltid mere, nemlig frokost, bestående af smidemad tidlig om morgenen før arbejdet begyndes. Ellers holder bonden for det meste 5 måltider om dagen:
- Davre, kogesild eller smidemad med søbe til.
- Andetfoer (andet foder) kl. 10, et stykke smidemad.
- Middagsmad kl. 12, bestående i almindelighed af den så meget yndede flæskesuppe (sulevælling), med urter og tørret frugt, ærter, kål, vandgrød eller sød vælling. Om sommeren og især i høstens tid, ofte fersk suppe; men stedse flæsk, stegt eller kogt, som tilmad. Grønt eller kartofler dertil bruges næsten ikke.
- Midaften kl. 5, bestående af smidemad.
- Til nadver: Vandgrød og mælk eller søbe.
[Ordforklaringer iflg. Ordbog over Det danske Sprog: Smidemad er et gammelt fynsk udtryk for en smurt mad (smørre-, fedtebrød), så Paludan stammede nok fra Fyn. Søbe er en flydende ret, som søbes med ske (søbemad, skemad), en ret bestaaende af kogt øl med æg, sukker og evt. små brødstykker (jf. Ægge-, Ølsøbe) eller bestående af (skummet) mælk og tyndt øl, kogt sammen med brød- eller grødklumper.]
Det andet måltid bortfalder i de korte dage; men nadveren, om den da og da skal nydes umiddelbart efter midaften, lader de ikke gå fra sig. Kaffe drikkes nu af mange bondefamilier daglig.
Ved gilder som ved barnedåb og bryllup, hersker ofte en overdådighed, der langt overgår bondens evner. Der opvartes da for et selskab af 100 til 200 personer med saltmadsfad eller sylte, oksekød med sauce, suppe, forskellige slags stege, undertiden bergfisk og endelig hos de fornemste også søsterkage eller deslige. Af drikkevarer: Brændevin, godt øl og kaffe. Bryllupsgæstebudet varer 2 á 3 dage.
Mange af gæsterne får med sig hjem såkaldt klædemad, nemlig et stort stykke hvedekage og andre varieteter. Mange af gæsterne lader i forvejen bringe gode portioner af smør, fjerkræ, æg og deslige til gildehuset, hvilke ikke lidet letter bekostningen. Fordum blev også båret rug, hvedemel og malt derhen, hvoraf ordsproget her: Når en ting er slet, er det malt at bære til gilde? Imidlertid går der ved et fornemt gilde nok til alligevel. I de senere år er det hos nogle blevet skik at køre i visit til slægt og venner om søndagen og især i julen.
Når en bonde har bygget nogle fag hus, og vil have klinet, eller han ønsker hjælp til at få gødning kørt ud, braget og skættet hør, eller tæsket ærter i gården når vejret er tørt, eller deslige, beder han (indbyder) så mange unge mennesker, som behøves for at fuldføre arbejdet på een dag, giver dem føden noget bedre end dagligdags, og betaler en violingnider om aftenen, men i øvrigt ingen dagløn, hvormed de er meget vel tilfredse, og takke til. Således opstår Klinegilde, Møggilde, Kartegilde, Bragegilde og flere. Foruden sådanne lejlighedsgilder, helligeholder enhver efter sin lejlighed Michelsaften, Mortensaften, Jule- og Nytårsaften ved gode måltider.
Mønboernes Klædedragt ligner temmelig de fyldige Sjællænderes. Til daglig bærer mandfolkene en brun eller hvid lang kjole af vadmel, en hvergarns brystdug – vest – som hos de ældre falder ned over hofterne; derunder, efter årstiden, endnu en eller to brystduge. Benklæderne er enten snævre knæbukser af skind og lærred, eller videre pantalons af lærred eller hvergarn, lange uldstrømper og dertil træsko eller støvler. Om vinteren bærer mange en skindpels, som undertiden farves blågrå eller brunrød. Den daglige hat er mådelig. Nogle bruger huer og enkelte gamle mænd et slag af klæde, som under hatten omgiver hovedet og falder ned til skuldrene. I kirken og til højtid bæres bedre blå og brune lange kjoler af vadmel eller klæde, korte gule skindbukser og en god hat. Til alters og ved begravelse har en stor del, især af de ældre, sorte klæder. Den mønske bondes højtidsdragt er ret smuk. Enkelte har i de senere år fået frakkesnit på deres kjoler, hvilket lang fra ikke klæder dem så godt. Derimod er de bekvemmere korte trøjer , der siden de sidste krigsår (Danmark deltog i Napoleonskrigene – på den tabende parts side, red.tlf.) er blevne almindelige blandt drenge og unge karle, langt mere at rose.
Fruentimmerne bærer til daglig stribet hjemmegjort hvergarn i skørter, forklæde af sammen slags tøj, rund hue af kattun, uden bånd, og hvidt korsklæde, et hvidt lærreds eller kulørt bomuldstørklæde om halsen, sorte eller blå uldne strømper og træ- eller lædersko. Om sommeren går de mindre formuende ofte barbenede, hvilket ikke er tilfældet med mandfolkene, smådrengene undtaget. Til kirketid har konerne i almindelighed korte uldne kjoler, men de mere velhavende taft, ja en enkelt vel endog atlask, hvide klare forklæder og tørklæder, undertiden med kniplinger, korsklæder af gage eller bobinet med kniplinger om, over huen. De har sædvanlig et silke- eller fløjls-livbånd. Til sorg er dragten af blåt, sort eller mørkegrønt hvergarn med brede sømme på forklæder og korsklæder; intet livbånd. Pigerne har nu som oftest affarvet tøj til alters og lignende højtid, samt hvide huer med røde bånd; i øvrigt omtrent ligesom konerne. Brudedragten er som konernes ovenfor omtalte, men på hovedet har bruden såvel som brudepigerne en stiv, smagløs krans af cantiller, sølvblomster og perler, håret rundt om opstrøget, og en rød sløjfe i nakken. Til gilder er deres stads meget forskellig; de har da stribet eller plettet hvergarn; dog har dette i de senere år mere og mere måttet vige for sirts, kattun og bomuldstøj etc. Korsklæderne er altid forsynede med kniplinger; forklæderne er af ternet bomuldstøj; huerne meget prægtige, af silketøj, ja endog af sort eller mærkeblåt fløjl med malede blomster eller broderede med guld, og bånd af den mod huen mest afstikkende farve. Til at rejse med havde hidindtil såvel koner som piger, af de mere velhavende, blommede (blomstrede? red.) kattuns kåber med foerværk om halsen og en stor sølvhægte, om hovedet et hvidt drejls tørklæde, som en kyse; men nu har mange i stedet kåber, klædes frakker og kulørte tørklæder om hovedet.
Blandt mønboernes forlystelser hører gilderne af alle slags – for den kære levemådes skyld, som spiller hovedrollen i dem – til de ypperste. Dog er det ikke mad og drikke alene, som i gildehuset udbreder glæden; dansen bidrager også væsentlig dertil, og skønt øverstestuerne hos mange er temmelig rummelige (100 kvadratalen – små 40 kvadratmeter, red.tlf.), giver de dog meget knap plads for de mange danselystne. Alligevel finder de i det snævre rum og den kvælende støv både plads og luft nok. Engelskdanse og valse har efterhånden fortrængt de før brugelige to- og tre-ture samt menuetter. Der findes næppe spor til kunst eller ynde i deres bevægelser. Ved gilder beholder de fleste mandfolk hatten på – vel næppe som et frihedstegn? – en skik, som nok ikke let går af brug, da der sjælden er plads til at lægge den bort. Om vinteraftener holdes imellem såkaldt lav, hvor de unge fornøjer sig ved dans. At spille kegler om søndagen har før været meget i brug blandt de unge karle, men er nu meget sjældent. Boldspil er aldeles ikke i brug; dertil er mønboerne, som den danske bonde i almindelighed, dels af naturen, dels ved strengt arbejde og tung føde, for klodset. Til skøjteløben så man forrige vinter en del drenge i Fanefjord sogn forsamle sig om søndagen på Koppeldammen, og nogle af dem havde nået en temmelig færdighed deri.
Af skikke, der ikke overalt i Danmark er sædvanlige, kan her følgende fortjene at nævnes: Når fattige folk havde haft bryllup, kørte brudgommen ledsaget af en anden alle vegne omkring på landet og bad om sædekorn. Enhver bonde plejede at give fra ¼ til 1 skæppe rug, byg, malt eller ærter, undertiden også et fint brød. En sådan omrejsende ægtemand kunne mange gange bringe 10 á 20 tønder forskellige kornvarer hjem, en betydelig hjælp til husholdnings- og agerdyrknings begyndelse, men også en ikke ubetydelig årlig udgift for jordbrugerne. En mand har i året 1804 givet 2½ tønder korn i sådanne brudegaver. Imidlertid vidner denne skik om en skjøn hjælpsomheds- og menneskekærlighedsånd, som endnu ej ganske har forladt den mønske bonde. Endnu, skjøndt sjeldnere, drager nygifte Huusfolk omkring efter denne Gave; ogsaa har det kunnet falde enkelte Gaardmand ind, men disse faar sædvanlig ikke Umagen betalt, saa at denne Skik i de sidste Aar er næsten ganske gaaet af Brug.
Oldtidens skik med at føre sommer i by vedligeholdes stadig. (Hos alle Nordtydslands Folkefærd findes Spor af en lignende Foraarsfest fra Oldtiden. Alle vendiske Nationer bære Døden, dvs. Vinteren af Bye og Foraaret i Bye). De unge karle af en eller flere byer forener sig almindelig straks efter pinsedag, om at sammenskyde nogle penge til at leje et gildehus, og bekoste det fornødne til højtideligheden. To af de mest yndede og ansete karle vælges til ”Majgrever”; en munter, sædelig gårdmand udkåres til skaffer eller kjøgemester. Denne forestår såvel det økonomiske ved festen, som de foregående øvelser. Tvende stærke karle vælges til at føre spæret, en 5 á 6 alen lang stage med anbragte tværstænger, overalt omsnoet og behængt med alle kulører bånd, flitterguld, brogede silke- og bomuldstørklæder. Til toget betinges også nogle violinspillere og en trommeslager, hvilke alle til hest i fuld trav må kunne opføre deres musik. Alle må have blå eller brune kjoler, hvide skærf om livet, grønne med blomster og bånd besatte kranse over skuldrene og maj i hatten. De bedste heste der er at få, må fodres godt og dresseres i forvejen, samt nogle bånd og andet stads haves til dem. Tvende herolder sendes da nogle dage i forvejen ud, og stikke om natten til 1. maj en majgren i taget over hver port, til tegn på at sommerskarle kunne ventes. Natten før den til toget bestemte dag, forsamler de sig i gildehuset, ordner skaren og begynder om morgenen deres ridt i følgende orden: Først majgreverne, så skafferen med sin pyntede skafferstok, derefter spærførerne og musikkanterne, og efter dem de øvrige parvis. Hvor majgrenen ikke er taget bort, drager de ind, og efter at have runderet i gården og hilst med spæret, stiger de af og går efter indbydelse ind. De danser da et par danse med husmoderen og pigerne, beværtes med hvedebrød og brændevin, modtager desuden foræringer af æg og deslige til deres gilde, og drager derpå videre.
I Fanefjord sogn har aldrig mindste uorden været foranlediget ved denne lejlighed og for naturens og almuens ven er dette en virkelig skønt opfunden og vedligeholdelsesværdig fest. Fastelavns riden er på Møn omtrent ligesom ”Riden sommer i by”. Kun haves da intet spær. Alle slags væddeløb anstilles også her ved fastelavns tider, disse den danske bondes saturnalier. Politiet har her, som andre steder, sat sig imod disse skikke, ja rent ud forbudt dem. Vel muligt at hist og her uorden derved har fundet sted; men har man derfor ret til at forbyde en uskadelig national skik? Burde man ikke tillade brugen og straffe misbrugen? Man kunne ligeså gerne sige: Bønderne må aldeles ikke forsamle sig til forlystelse; thi ved alle sådanne sammenkomster kunne uordener finde sted. At omtalte forlystelse, at ride sommer i by, har noget mere ædelt ved sig, end de sædvanlige dansesammenkomster, kan den der kender begge ikke nægte. Det er grusomt at ville berøve bonden sine få forlystelser, når der ikke kan gives ham bedre i stedet. Og hvad bedre skulle man vel give ham i stedet for hin uskadelige og yndede nationale skik? Eller er den måske, ved at udarte, blevet så farlig for moraliteten, at den burde afskaffes? Snarere desværre! har vel den moralske fordærvelse fordærvet skikken, og der er i sandhed intet slettere middel til at dæmme for hin, end at ile mod udryddelsen af det lidet skønne og gode, vi af vore fædres sæder og sikke endnu måtte have tilbage.
En senere kommentar om arbejdsomheden:
Flid og arbejdsomhed kan man ikke ubetinget rose mønboerne for. De fleste er vel idelig beskæftiget i deres næringsvej, men de er som oftest meget langsomme i deres færd, og især er det påfaldende at se hvilken ladhed, der hersker blandt mandfolkene de fleste steder i de lange vinteraftener, som skammelig snorkes hen. Kvindekønnet fortjener i det mindste i sammenligning med mandfolkene ros for deres flid.
I Magleby sogn skal forholdet være omvendt. Dette sogn gør også en undtagelse, når man må frakende mønboerne overhovedet sparsommelighed og tarvelighed, hvilke sidste af det følgende vil kunne ses. Men kunne mønboerne ikke roses for tarvelighed (enkelhed), fortjener de navn af ædruelighed. Imidlertid er de mere mådeholdende i nydelse af brændevin end bønderne i andre egne. Årsagen bør vistnok til dels følges deri, at landet er så lykkeligt ikke at have nogen privilegeret kro, undtagen i købstaden. Måtte der kun våges over, at intet ulovligt krohold fandt sted. Ved Gilder og andre Sammenkomster hersker stedse Orden og Velanstændighed. Slagsmaal er idet Hele yderst sjeldent. Grove Tyverier ere ogsaa endnu temmelig sjeldne.
Og lidt senere kan læses følgende om ukyskhed, altså den kendsgerning at kvinder fik børn uden at være gift (gengivet som skrevet bortset fra de gotiske bogstaver):
At Ukydskhed, især under Krigen, da Øen idelig havde Indqvartering og adskillige Tropper marscherede derover, har tiltaget, kan desværre ikke nægtes. I de 20 Aar fra 1802 til 1821 incl. har i Gjennemsnit omtrent hvert 15de Barn været uægtefødt. Forholdet mellem de Ægte og Uægtefødtes Antal har i bemeldte 20 Aar fordeelagtigst i Borre og Maglebye Sogne, da i første kun hvert 42de og i sidste hvert 34te Barn har varet uægte. I Stege Sogn har derimod neppe 9 af 10 varet ægtefødte. Blandt de Sogne som blot bestaaer af Landsbyer, har Damsholte forholdsviis det største Antal Uægte, omtrent hvert 14de.
Den Sædvane, at Bruden enten efter Trolovelsen forbliver hos Brudgommen, eller flytter til ham efter første Tillysning, er ganske almindelig paa Møen. Skjøndt dette blandt Bønderne aldeles ikke ansees for usømmeligt, bliver det dog, saalænge Ægteskabet skal været helligt, en høist forargelig Skik, og da den desuden i politisk Henseende er næsten ligesaa skadelig som i moralsk, er det besynderligt, at der endnu ikke ved Lovbud er sat Grændser, om den end ikke med Eet lodsig afskaffe. (Her taler præsten, red.)
Og om overtro:
Overtroe er endnu meget herskende blandt Almuen paa Møen, og skjøndt mangen En iblandt den smiler derover, eller vel endog søger at gjøre den latterlig, turde det hænde, at han selv var ikke ganske fri for den. Saaledes have Møenboerne en forunderlig Hengivenhed til og Troe paa Maanen. Næsten alle Markarbeider, økonomiske Forretninger, Børns Daab o.s.v. har den Indflydelse paa: Erter skulle saaes i Aprils Næer, ellers blomstre de kun uden at satte Frugt. At holde Bryllup i Maanens Aftagende, volder at Næringen aftager o.s.v. Naar En døer, bliver der lagt en Psalmebog i hans Hænder og en Sax eller et Par Stykker Staal overkors paa Brystet. Staaer Nogen Fadder, bør han for sig selv gjentage alt hvad Præsten siger, at Barnet kan blive letnemt. Kaager Melken, over ville Nogle mene at Qvæget bliver sygt i Yveret, hvis man ikke kommer et Par Korn Salt i Ilden. Nisser og Varulve drive endnu deres Spil og Mange troe fuldt og fast paa alt dette.
Flemming Deleuran