Klintekongen

På den tid, hvor Grøn herskede på Vestmøn, skal Jætten fra Upsal (den højtliggende sal) – også kaldet Klintekongen – have hersket over Østmøn. Det hed sig, at han boede på Kongsbjerg, nær Mandemarke, hvorfra han kunne bevogte klinten for sørøvere.

Han var stor og stærk og overvandt en af de farligste, nemlig Grap på Rygen. Jætten fra Upsal havde flere gange været i kast med Grap, bl.a. en gang ved Nyord. Grap kom fra Kullen med en masse gods og guld, som Klintekongen tog fra ham. Men først, da klintekongen på Stevns sluttede sig til den mønske, lykkedes det helt at få bugt med Grap.

Jætten Upsal var som en mønsk Holger Danske, der skulle forsvare Møn mod angreb. Han var omgærdet af ærefrygt og kunne skaffe sig en god indtægt, idet bønderne lige fra Arilds tid og til slutningen at 1700-tallet efterlod et havreneg hvert år til hans hest, for at den kunne skåne deres sæd.

Wiborg fortæller i 1679 i sin bog, at der for 6 år siden i Stege Kirke, blev opgravet en menneskepande, der var 3 gange så stor, som et normalt menneskes. Han skriver, at tænderne var så store som abetænder, og han fortsætter: “Man mener, det er rester af Jætten fra Upsal”.

Endnu i 1807, da englænderne overfaldt og bombarderede København, sagde man til trøst for mange, at Jætten fra Upsal var set, og endnu dengang blev der ofret til ham af enkelte bønder på klinten.

Jættens hustru var en smuk og anselig dame. Hun havde titel af dronning og fik en af klinteformationerne opkaldt efter sig, “Dronningestolen”. Sommerspiret hed engang Dronningespiret efter hende, men omkring 1670 fik det navn efter det spir, bønderne bar, når de red “Sommer i by”. Klintekongen på Stevns og Møn levede altid i gensidig forståelse, og de har ofte hjulpet hinanden.

Hits: 799