Efter at have overstået Covid-19 epidemien kan der være anledning til at kigge tilbage i historien. Det følgende drejer sig om epidemier med pest – som skyldes en bakterie i modsætning til Covid-19 som skyldes virus. Mandemarke har nemlig også været ramt af pest!
Ligesom der har været diskussion om betydningen af mundbind for spredning af smitte med Corona, er der naturligvis også – med så mange års afstand til de faktiske begivenheder – diskussion om pesten og dens smitte, hvor forløbet af den sidste pestepidemi i Mandemarke kan bidrage til forståelsen.
Pest har som tilbagevendende epidemier hærget vidt og bredt i århundreder både i Danmark og i den store verden. Den første epidemi kaldtes også Den sorte Død og var den langt mest omfattende og ødelæggende af alle epidemierne og anslås at have reduceret befolkningen i Europa med en tredjedel. Som følge heraf og de følgende og mindre omfattende epidemier skønnes befolkningstallet i Europa og herunder i Danmark først at begynde at stige fra ca. 1500.
I ‘Den blege rytter‘ fra 2017 om de store epidemier der formede Europa 1300-1700 fortæller Klaus Larsen om pestepidemien fra 1654:
Efter at pestepidemien i februar 1654 ramte København måtte op mod en tredjedel af byens befolkning lade livet. Det drejede sig primært om de fattigste indbyggere, der var stuvet sammen i elendige boliger og ikke havde mulighed for at rømme byen. De mere velbjergede var over alle bjerge, da epidemien begyndte at vise sig. Efter at have hærget København drog pesten videre ud i Østdanmark, bl.a. Stege. Her døde angiveligt halvdelen af indbyggerne. Så blev der givet befaling til at afskære al samfærdsel mellem Møn og Falster, og ved alle overfartssteder blev der posteret soldater.
Men som denne historie vil vise, ramte pesten hårdt også i Mandemarke!
Professor i medicin Ole Worm, som opholdt sig i København i 1654, har i et brev til sin søn i Holland beskrevet sygdommen således:
Kræfternes aftagen, Trykken i Hjertet, Angst og Kulde bemægtiger sig straks i Begyndelsen de fleste: der kommer Svulster og Bylder, og mod Slutningen sorte og gustne Pletter.
Men København havde forud været ramt af pest mange gange. Således både i 1536, 1546, 1583, 1601, 1625-1626, 1629, 1636-1637 foruden 1654-1655. Ved epidemien i 1654-1655 døde 15.000 mennesker i følge lægen Thomas Bartholin.
Det kan ikke overraske at der var mange lægeurter som blev forsøgt brugt mod pesten og bylderne, som du også kan læse i den lange omtale her på hjemmesiden af Lægeplanter (siden åbnes i ny fane).
Pest i Mandemarke
I bogen “Pesten grasserer! En undersøgelse af pesten i Danmark i 1650’erne” (2005) har museumsinspektør Lise Gerda Knudsen redegjort for sine undersøgelser af kirkebøger fra pestepidemien i 1650’erne, som var den sidste i Danmark af den række pestepidemier som ramte Europa i en periode på omkring 350 år fra 1347 til slutningen af 1600-tallet. Der findes jo ikke mange oplysninger fra den gang, så det er interessant at undersøge kirkebøgernes registreringer af begravelser.
Undersøgelsen dækker alene Sjælland, Lolland, Falster og Møn, fordi den danske del af pestepidemien – som på det tidspunkt ramte næsten hele Europa på nær England, formentlig på grund af de karantæneforanstaltninger man iværksatte der – primært var koncentreret i dette område, idet hverken Fyn eller Jylland blev ramt.
Hvor svært det har været den gang at holde pesten ude, fremgår dog også af den omstændighed, at London 10 år senere i april 1665 blev ramt af en pestepidemi, som ikke overraskende herefter spredte sig til resten af landet. Den dræbte omkring en tredjedel af Londons befolkning, eller for at være mere præcis af den fattige del af befolkningen, idet alle de velstående, herunder Kong Charles 2., skyndsomst havde forladt London i en ren eksodus.
Men tilbage til Danmark, hvor der har været stor forskel på de forskellige udbrud med hensyn til udbredelse og omfang. Pesten i 1650’erne er den første der er belyst af kirkebøgerne, idet præsterne først fra 1645 blev pålagt systematisk at føre kirkebog. Kirkebogen i Magleby begyndte man at føre i 1846 og de første dødsfald, der kun lige fyldte 2 sider, kan åbnes i ny fane.
Ved at dykke ned i kirkebøgerne har det vist sig muligt at følge konsekvenserne af den sidste pestepidemi, som særligt hærgede på det østlige Møn i 1655 og 1656, idet Magleby Kirkes gamle kirkebog og Borres kirkebog har været undersøgt. De to sogne er de østligste på Møn, hvor Magleby sogn er det yderste på Østmøn.
Har du selv lyst til at forsøge at læse Maglebys kirkebog da pesten kom, skal du følge dette link, som åbnes i ny fane med 1655 nederst til højre, hvor der står: “Den 3. Januarij bleff begraffuet …”. Og så kan du bladre frem med pileknappen foroven. God fornøjelse med læsningen! Uanset vanskelighederne med at læse præstens gotiske håndskrift, er der dog ingen tvivl om, at antallet af dødsfald langt overstiger, hvad der kunne stå på 2 sider for 1846.
Pestepidemiens forløb og forklaringer på smitten
I Magleby sogn varede udbruddet fra oktober 1655 til august 1656, dog ikke med lige stor dødelighed hele tiden. På den følgende figur viser søjlerne antallet af begravelser pr. måned i 1655 og 1656.
Der findes ingen opgørelse over befolkningstallet i sognet, men som man kan se var der der højst 5 begravelser om måneden indtil oktober. Til at begynde med lignede det et almindeligt efterårsudbrud, idet dødeligheden steg fra oktober, toppede i november med 49 døde og faldt derpå igen.
I januar, februar og marts lå dødstallet stabilt på mellem 15 og 20 døde pr. måned, hvilket dog stadig var meget højt i forhold til normale måneder. I april steg dødeligheden så igen til 30 begravelser, hvorefter udbruddet først langsomt døde ud indtil september, hvor dødeligheden igen var nede på et normalt niveau.
I Borre sogn som man kan se nedenfor var mønsteret i begyndelsen fuldstændig det samme som i Magleby sogn med ganske få begravelser om måneden indtil perioden fra september til januar, hvor der i november var 50 begravelser og i måneden før og efter var 30. Men i Borre vendte antallet af begravelser tilbage til det normale allerede fra februar 1656! Præsten i Borre var i øvrigt en af de få som nævnte pesten i kirkebogen – første gang ved et dødsfald i august og dernæst da han i februar kunne skrive at pesten var overstået – i Borre!
Det har været en udfordring for historikerne og andre sagkyndige at forklare de forskellige forløb rundt omkring i det undersøgte område, herunder også i Borre og Magleby sogne, som jo er de yderste sogne på Østmøn, hvor der kun er 3 kilometer mellem de to kirker. I den nævnte bog om pesten i 1655-56 diskuteres det ligefrem, hvilken sygdom der var tale om, idet der findes flere former for pest, og der ikke er lægelige kilder, som vi i dag har oplevet det f.eks. i forbindelse med Covid-19 epidemien.
Byldepest, som man kender den fra senere udbrud, smitter ikke direkte fra menneske til menneske men via en ‘vært’, nemlig rotteloppen Xenopsylla chopis. Disse loppers antal og reproduktion er meget afhængig af temperaturerne, hvilket skulle være forklaringen på sæsonvariationerne, hvor epidemierne ebbede ud hen på vinteren. Der kunne også tænkes at andre forhold har spillet ind, f.eks. hvordan folk var sammen på i sæsonerne. Tænk bare på høsttiden ude i det fri og så de kolde og mørke vinterdage i små indelukkede og tætbefolkede stuer.
Mennesker havde selvfølgelig også lopper, men laboratorieforsøg har dog ikke kunnet bekræfte, at de var i stand til at overføre tilstrækkelige mængder af pestbakterien Yersinia Pestis til at udløse sygdommen.
Lungepest smitter derimod fra menneske til menneske i dråbeform – ligesom Covid-19 – og er derfor hverken påvirket af årstidernes vekslende temperaturer eller af geografiske forhold – medmindre mennesker forhindres i at rejse på grund restriktioner eller direkte karantæne. Lungepest kan dog opstå, hvis en person med byldepest efterfølgende får lungebetændelse, men typisk er byldepesten ubehandlet meget hurtig og effektiv – pest blev under nogle epidemier ligefrem kaldt ‘den hurtige syge’!
Hvad kan så være en forklaring på at dødeligheden spredte sig over en længere periode i Magleby sogn end i Borre, hvor forløbet i Mandemarke ikke ligner den byldepest man kender i dag?
I kirkebøgerne stod der normalt ikke noget om dødsårsagen, så det er ikke til at sige om de enkelte dødsfald skyldes den ene eller anden form for pest eller måske en helt anden sygdom. Den nævnte bog fra 2005 gengiver mange teorier om pesten og dens smittemønstre uden at give svar på spørgsmålet, idet Lise Gerda Knudsens konklusion er, at der må have været tale om “en for os ukendt sygdom, der modsat den moderne byldepest blev overført direkte fra menneske til menneske”.
Siden er man dog blevet opmærksom på, at pesten ikke alene blev spredt med lopperne fra den sorte rotte, som man i mange år anså som den eneste forklaring på spredningen af pesten. Der har også været en anden ‘vært’ på spil, for folk den gang, i alt fald de fattige, havde nemlig også blodsugende lus! De fleste som i dag haft børn kender nok de lus som daginstitutioner og skoler i dag i perioder slås gevaldigt med – de såkaldte hovedlus, som holder til i håret, hvor de klæber deres æg på hårene.
Der findes imidlertid også en anden type lus, nemlig kropslus, som holder til i tekstiler! Dem ser man ikke i vores velfærdssamfund dag, hvor man jævnligt skifter og vasker sit tøj og har en langt højere hygiejne end man havde for 350 år siden. De mere velhavende den gang havde naturligvis også den gang flere sæt undertøj, og så de kunne skifte, og havde også en anden renlighed. Det har sikkert også været gældende for f.eks. slagterne i Borre og mange af de andre mere fremstående borgere.
I Mandemarke har hovedparten af beboerne på nær enkelte velstående gårdmandsfamilier, ikke haft meget mere tøj end det de stod og gik i. Uden at gå i detaljer kan man vist godt gå ud fra, at mange i Mandemarke har gået omkring i det samme tøj det meste af tiden, således at kropslus havde optimale vilkår for at formere sig og hurtigt sprede pestbakterien direkte til de nærmeste – helt ligesom hovedlus i børnenes hår hurtigt gør det nødvendigt for alle børnene og deres familier at indlede en heftig kur.
Kropslus skulle hertil også producere usædvanligt meget afføring, som selv i tørret form som støv i tøjet kunne overføre de smitsomme bakterier. Kropslus som lever i tekstiler kan altså overføre pestbakterier næsten direkte, og smitten har derfor ramt de nærtstående familiemedlemmer, som man levede – tæt – sammen med. Det giver også en god forklaring på hvad Jørgen Samsing, som bliver nærmere omtalt nedenfor, oplevede i Mandemarke!
Englænderne var i øvrigt allerede under den epidemi, der 10 år senere ramte dem i 1665, helt opmærksomme på at tøj og tekstiler kunne bære smitte med, så der blev derfor direkte indført forbud med salg og fjernelse af tekstiler fra pestramte. Man var blevet mere og mere klare over pestepidemiernes forskellige udbredelsesformer og hvad man kunne gøre for at modvirke dem, således at de mange og jævnligt tilbagevendende pestepidemier efterhånden ebbede ud slutningen af 1600-tallet.
Ud fra grafen ovenfor for Magleby sogn kan man se, at de må havde haft 200-250 ekstra dødsfald fra oktober til juli i forhold til det normale. Hvis størrelsesforholdet har været det samme som i 1787, hvor der ifølge den første egentlige folketælling var 903 beboere i Magleby Sogn og heraf 195 i Mandemarke, har Mandemarke oplevet mindst 50 dødsfald udover det normale.
Der kan derfor ikke være tvivl om, at det i sommeren 1656 har været svært at klare høsten i Mandemarke, der jo normalt involverede alle landsbyens hænder.
Dødeligheden for 370 år siden
Der har naturligvis hele tiden fundet en naturlig udskiftning sted af befolkningen på Østmøn ved fødsel og død, men den ekstra dødelighed under epidemierne har reduceret befolkningstallet ekstraordinært. Børnedødeligheden var i gamle dage høj, og i Borre sogn er det blevet opgjort at over en tredjedel af alle dødsfald i årene 1646-54 var børn mellem 0 og 5 år, hvor det især var de helt små under 1 år som udgjorde den største procentdel af dødeligheden. I normale år optrådte dødeligheden især blandt de små børn og for de voksne over 50.
Befolkningens alderssammensætning på den tid findes der ingen opgørelser over, så derfor ved man ikke, hvilke aldersgrupper der var særligt ramt af overdødeligheden på grund af pesten. Der er dog ingen tvivl om at voksne mellem 20 og 50 har været særligt ramt af overdødelighed, selv om epidemien også har ramt børnene hårdt, idet der normalt har været en tættere interaktion mellem børnene. De ældre har sikkert også været mere skrøbelige og udsatte, selv om der på den anden side også kan have været nogle som har overlevet tidligere pestepidemier og derfor har opbygget en immunitet.
Der har også været store forskelle i overdødeligheden i de forskellige sogne. For hele øgruppen Sjælland, Falster, Lolland og Møn, har man anslået at gennemsnitligt 13% døde, men nogle steder var overdødeligheden over 12 gange højere end andre steder.
Den store dødelighed under de tilbagevendende pestepidemier i 1600-tallet påvirkede naturligvis demografien, og omkring 1645 var en stor del af den sjællandske befolkning under 15 år. Fødselsraten efter en epidemi steg, som følge af alle de nye ægteskaber der blev indgået, men mange af børnene nåede sjældent at blive voksne før den næste pestepidemi ramte. Og for dem der overlevede, gik der naturligvis nogle år endnu, inden de blev giftemodne og begyndte at få børn.
Niels Frandsen Bruun (1583-1676)
Når vi taler om pesten i 1655-1656 i Magleby er der særlig grund til at nævne Niels Frandsen Bruun, der levede fra 1583 til 1676. Det er nemlig ham der har ført kirkebogen for Magleby kirke siden dens start og indtil sin død, måske suppleret af en kapellan.
Han begyndte nemlig selv som kapellan i Magleby kirke i 1611 og blev siden sognepræst, som han var indtil 1676 hvor han døde 92 år gammel. Niels Frandsen Bruun var altså ved Magleby Kirke i mange år – fra 1611 til 1676 – og må virkelig have haft en svær tid med at skulle begrave så mange af sine sognebørn i perioden fra oktober 1655 til juli året efter (for ikke at tænke på graveren),
Han er også omtalt som Nicolaus Francisi Brun, født 1583 i Stouby Sogn, Vejle Amt, begravet 21/1 1676. Ved at følge hans stamtræ på Geni.com, kan man se at han på mødrene side kommer af en familie med rødder meget langt tilbage, idet der for hans morfar Anders Eriksen Grøn (1520-1580) kendes en meget bred vifte af forfædre helt tilbage til 1200-tallet.
På et tidspunkt sendte Niels Frandsen Bruun et bønskrift til kongen, Christian den 4., om at få lempet de høje skatter og afgifter på Møn, som jo hørte under kronen. Ironisk nok endte det med at kongen kort efter indførte en kopskat (pr. hoved – læs om kopskat på Wikipedia). Derfor lod kongen foretage Mandtal i 1645, og i den forbindelse pålagde han kirkerne fremover at føre kirkebøger om dåb, fødsel og ægteskab. Så man kan måske takke Niels Frandsen Bruun for at kirkebøgerne blev startet i 1645!
At ‘Niels Frantzen Sognepræst udi Magleby’ i 1645 blev pålagt hovedskat fremgår af en gammel fortegnelse over hovedskatten af gejstligheden i Sjællands Stift af 6. maj 1645, som kan ses ved at følge dette link til Statens Arkiver. Ifølge en gammel kilde fik han “19/6 1661 kongeligt Brev paa i 3 Aar at nyde 30 Rdlr. aarligt af de møenske Kirkers Beholdning; lglds. 1/3 62 nyt Dok. paa, at faae ½ Rdlr. af hver Kirke i Stiftet; hvorhos Geistligheden opfordredes til, at hjelpe denne nødlidende Embedsbroder.”
Hans første kone Judithe Nielsdatter, som var født i Borre i 1595, døde i Magleby præste-gård i januar 1652 efter at have født 8 børn fra 1616 til 1633. For alle i familien er der fundet dødsdatoer som ikke ligger i pestårene, på nær to børn født i 1628 og 1631 med ukendt dødsdato. Pesten ser således ikke ud til at have berørt præstegårdens beboere, som jo også har hørt til de mere privilegerede uanset Niels Frandsens ‘nødlidende’ økonomi.
Flere af døtrene blev formentlig præstekoner rundt omkring, så det er overvejende en enkelt datter, hvis søn blev skovfoged (måske i Klinteskoven?), der kunne have nære familierelationer til, hvis man kigger frem i tiden og ser på beboerne Mandemarke i 1787.
Præsten i Stege havde gemt alle sine penge under gulvet
På det seneste er der dukket nyt frem om pesten i Stege, som også skal nævnes. I præstegården, Morten Reenbergs Gård, i Stege blev der under en renovering i 2013 fundet en sølvskat som havde tilhørt en præst der døde i 1655, som da havde ligget skjult under gulvet i 358 år, som Nationalmuseet skriver i artiklen:
I året 1655 døde to Stege-præster af pest. Med sig i døden tog den ene præst sin viden om, hvor han gemte sin formue på tre kilo sølv fordelt på 155 tunge sølvmønter.
I 358 år lå de kostbare mønter skjult under gulvet i præstegården, Morten Reenbergs Gård, i Stege, indtil en murer forleden fandt mønterne under renovering af huset.
– Når en stor sølvskat dukker frem, forbliver ejermandens navn som regel ukendt, men en gang i mellem er vi heldige at kunne spore skattens ejermand. Folkene i lokalarkiverne for Møn har fundet frem til, at der må være tale om en af to præster, der begge døde under en pestepidemi, som hærgede landet i 1655, siger arkæolog ved Museum Sydøstdanmark Martin Risvig.
Det drejer sig om præsten Anders Pedersen Hegelund. Han var tidligere rektor og søn af biskoppen i Ribe og præst i Stege fra 1638 til 1. juli 1655, hvor han døde af pest. Hegelunds afløser, Hans Jensen Jersin, kom til Stege en måned senere. Men allerede 16. september samme år døde han også af pest.
De fundne sølvmønter repræsenterer sandsynligvis hans opsparing, som efter datidens målestok var en meget stor formue, men udover hvad han selv kan have sparet sammen, kan han som søn af biskoppen i Ribe jo også have arvet.
Præsten i Stege har altså absolut været en mere holden mand end Niels Frandsen Bruun i Magleby, som måtte sende bønskrift til kongen om økonomisk støtte og som nævnt i 1662 ligefrem blev tilkendt at “faae ½ Rdlr. af hver Kirke i Stiftet; hvorhos Geistligheden opfordredes til, at hjelpe denne nødlidende Embedsbroder.”
Om nogle beboere i og omkring Mandemarke efter pesten
Da man på den tid – og faktisk langt op i 1900-tallet – normalt ikke bevægede sig langt omkring rent geografisk fra man blev født, til man giftede sig og fik børn og til sidst døde, er det ikke overraskende, at der findes mange som har levet hele deres liv i Mandemarke, og at mange af Mandemarkes senere beboere også har fælles forfædre blandt dem der overlevede pesten.
Fra 1787 og frem til 1940 er der lavet 19 egentlige folketællinger, hvoraf 15 for Mandemarkes ejerlav ligger afskrevet her på hjemmesiden (oversigt over folketællingerne åbnes i ny fane). På disse lister er der yderligere tilføjet oplysning om, hvilke andre af Mandemarkes folketællinger de også optræder på, og i vidt omfang hvor de har boet, selv om det først er efter 1900 man begyndte at angive dette. Endelig er der efterhånden for de fleste tilføjet links til stamtræsoplysninger, som bygger på en systematisk opsamling af oplysninger fra kirkebøger og eventuelle andre kilder langt tilbage i tiden, således at man nu også har mulighed for let at følge deres slægtsskabsforhold.
Da oplysningerne i kirkebøgerne om den enkeltes liv fra dåb til begravelse og evt. mellemliggende vielser og barnedåber ligger spredt over mange kirkebøger, er samlingen af disse oplysninger om den enkelte person på en samlet stamtræsside en stor hjælp til at få indblik i, hvad der er sket med personerne i perioderne mellem folketællingerne, og til at følge familierne endnu længere tilbage i tiden.
Stamtræssiden Geni.com har et meget omfattende stamtræ, som efterhånden rummer data om mere end 18 millioner personer langt tilbage i tiden og spredt over store dele af verden. Det afspejler i øvrigt også mange århundreders ud- og indvandringer, herunder til og især fra Mandemarke! (Første gang man logger ind, bliver man bedt om at identificere sig med navn og mail, men der er i modsætning til andre stamtræssider ingen forpligtelser forbundet med herefter at trække på mængden af stamtræsoplysninger).
Da personer med særlig interesse for på Møn har været meget ihærdige med at opsamle data især fra mønske kirkebøger som går tilbage til midten af 1600-tallet, kan man således være heldig at kunne følge familier i Mandemarke gennem mange generationer på den pågældende stamtræsside. Det fremgår også af mange andre historier på hjemmesiden her, særligt om Mandemarkes gårde.
Det følgende er et dyk ned i historien fra pestens tid og omtaler personer, der senere har levet især i Mandemarke, som jo er denne hjemmesides fokuspunkt.
Rasmus Samsing (1590-1660) og hans efterkommere i Mandemarke
Navnet Rasmus Samsing lyder ikke specielt mønsk men har den simple forklaring, at hans far var kommet til Mandemarke fra Samsø og derfor blev kaldt Jørgen Samsing. I virkeligheden var hans søn døbt Rasmus Jørgensen men tog farens tilnavn som en slags familienavn og efterhånden kaldtes blot Rasmus Samsing.
Nedenfor ses Magleby kirkebog med omtale af begravelser i 1655 den 22. august for Rasmus Samsings datter Maren og i næste linje den 2. september for hans hustru Margrete, begge i Mandemarke.
Eller som der helt bogstaveligt står i gotisk håndskrift, hvor Mandemarke nogle gange endda forkortes til Mandeq og hvor september forkortes til 7bris (latin 7 for sept):
Den 22 Augusti Rasmus Samsings Daatter I Mandemark ved Naffn Maren.
Den 2 7bris [september] Rasmus Samsings Hustrue I Mandeq ved Naffn Margrete.
Rasmus Jørgensen Samsing (link til Geni.com) var selv født i Mandemarke i 1590 og blev begravet 8. juli 1660 som 70-årig i Magleby kirke efter at have overlevet pesten. Hans børn var også født i Mandemarke, så han har levet hele sit liv i landsbyen i et hus eller på en gård. Man skal huske at gårdene også lå i landsbyen i landsbyfællesskabets tid og i Mandemarke først blev flyttet ud omkring 1803.
Han var 65 da pesten kom til Mandemarke og ramte hans familie hårdt. Hans kone Margrete som formentlig har været godt 55 døde den 22. august 1655. Da man den gang ikke kunne opretholde en familie uden en kone, er det ikke overraskende at han giftede sig igen. Hans næste kone Maren Hammer var født i 1635 og levede til hun blev 74.
Hans datter Maren Rasmusdatter, som døde 10 dage før sin mor i 1655, var født i Mandemarke i 1631 og blev altså 24.
Hans to ældste børn døde i 1656, Søren Rasmussen Samsing som 30-årig og Lauritz Rasmussen Samsing som 34-årig, så de er sikkert også begge døde af pest. Lauritz 5-årige søn Hemming blev begravet den 7. april og den 15. april blev Lauritz selv begravet sammen med sin yngste søn Jørgen på 2! Det giver et indtryk af den gevaldige overdødelighed i Mandemarke alene i 1656, når vi bare fokuserer på denne familie.
Rasmus yngste søn Hemming Rasmussen Samsing, der var født i 1632 og ligesom de andre børn i Mandemarke, var formentlig den eneste i familien ud over faren som overlevede pesten.
Da hans far som nævnt var 65 da pesten ramte og levede til han blev 70, kan det i øvrigt skyldes, at han har haft immunitet fra en tidligere epidemi. Sundhedsstyrelsen skønner i dag at byldepest (ubehandlet) har en dødelighed på 2 ud af 3, selv om den nok har været meget højere den gang grundet den generelt ringere sundhedstilstand. Men nogle kan altså have overlevet og derved opbygget en vis immunitet.
Hemming levede i Mandemarke fra sin fødsel til han blev 79, hvor han blev begravet den 1. januar 1712 i Magleby kirke. Hvis hans far Rasmus Samsing var fæstebonde på en af Mandemarkes 19 gårde, har Hemming sandsynligvis videreført fæstemålet, som det var normalt at typisk den ældste søn gjorde.
Hemming blev i 1679 blevet gift med Anna Jacobsdatter Munch fra Keldbylille, som fødte deres 6 børn i Mandemarke, hvor hun døde som 84-årig og blev begravet 6. oktober 1734.
Deres ældste søn Rasmus Hemmingsen Samsing døde i 1715 i Mandemarke som 30-årig, mens den yngste søn Jacob Hemmingsen fra 1693 døde i 1760 i Mandemarke som 66-årig. Hvem af de to der eventuelt kan være blevet boende i barndomshjemmet er ikke til at vide, hvis ikke de bare begge blev boende efter farens død. Rasmus har i alt fald ikke været nogen gammel nok til at få en søn til at videreføre et fæstemål.
Hans lillebror Jacob kunne derimod godt have videreført farens fæstemål og endda også ladet det gå videre til sin søn Hemming Jacobsen. Han var født i Mandemarke i 1724 og døde samme sted i 1769, ni år efter hans far Jacob som han sikkert har haft boende på aftægt. Efter denne Hemming, der var opkaldt efter sin bedstefar, er der dog ikke nogen indlysende forbindelse videre, idet det eneste barn der i stamtræsoplysningerne kan findes oplysning om andet end fødeåret, døde som spæd.
I Jordebog fra 1769 er der også omtalt en Hemming Jakobsen, så det er utvivlsomt ham, der har været et oldebarn til Rasmus Samsing. Han var dog ikke gårdmand men husmand i ‘Huus nr. 2’, som meget tyder på har ligget på Skovstrædet 11.
For lige at resumere: Rasmus Samsing f. ca. 1590, var søn af Jørgen Samsing, og havde sønnen Hemming Rasmussen Samsing (1632-1711), der overlevede pesten. Han havde foruden omtalte Rasmus Hemmingsen Samsing (1680-1715) og Jacob Hemmingsen (1693-1760) følgende børn: Zilla Hemmingsdatter (1682-1725+) og Anna Hemmingsdatter (1689- ) foruden en Peder Hemmingsen, der ikke er fundet oplysninger om.
Lad os følge Zilla Hemmingsdatter, der blev gift som 30-årig, som 34-årig og som 43-årig! Hun fik to børn med sin første mand, et barn med den næste og så ikke flere, men da var hun jo også blevet 43. Hendes datter Anna er den eneste som har efterladt sig spor i Mandemarke.
Zilla’s datter Anna Nielsdatter (1717- ) var mor til Niels Hansen Holst (1753- ) som var gift med Kirsten Hansdatter (1752-1827) og fik børnene, som altså var 5. generation efter Rasmus Samsing: Maren Nielsdatter (1776- ), Ane Kirstine Nielsdatter, Karen Kristine Nielsdatter og Kirsten Nielsdatter (1792-1869), hvor alene de to fremhævede har sat sig spor i Mandemarke.
Maren Nielsdatter boede i 1787 på gård gård nr. 5, som hendes far Niels Hansen Holsts far Hans Rasmussen Holst var gårdmand på iflg. Jordebog af 1769. Denne gård blev ved udskiftningen omkring 1803 flyttet ud til Skansevej 3. I 1801 var hun blevet gift med indsider Lars Hansen og blev ved folketællingen omtalt umiddelbart efter familien på Skansevej 3, så måske boede de blot som selvstændig husstand hos hendes far på gården på Skansevej 3. Under alle omstændigheder flyttede de dog fra Mandemarke, idet de i 1805 fik en søn i Aalebæk ved Borre.
Kirsten Nielsdatter bliver som 22-årig gift i 1814 med Lars Hansen, og sikkert ikke lang tid efter hans død gifter hun sig i 1829 med den 15 år yngre Hans Larsen. Ved folketællingen i 1834 er han gårdmand på Skansevej 3, og deres første søn født 5/6 1831 bliver navngivet Lars Hansen! Det bliver også ham som viderefører fæstemålet af gården på Skansevej 3. Han overtager fæstemålet i 1855 og står ved folketællingen i 1860 derfor som gårdmand, hvor han har sin gamle mor som er enke på aftægt. Hans kone dør i 1879, og han selv dør 17/3 1880 som 48-årig.
Den ældste søn Hans Peter Larsen er ved folketællingen i 1860 21, og det bliver ham som overtager gården efter faren, idet han ved folketællingen i 1890 direkte står anført som gårdejer og ikke blot ‘gårdfæstebonde’ som nogle af de andre. Familien har altså på dette tidspunkt endeligt fået frigjort sig fra Klintholm Gods, som alle forgængerne har været fæstebønder hos.
Hans Peters 3 yngre brødre vælger alle at søge lykken ved at udvandre til USA som så mange andre gjorde det på den tid (som du også kan læse om i mange andre historier her på hjemmesiden, herunder bl.a. Udvandrerne).
Hans Peter dør dog allerede i 1891, og gården bliver herefter solgt. Han endte således med at blive det 8. slægtsled i Mandemarke efter Rasmus Samsing: 1) Rasmus Jørgensen Samsing, 2) hans søn Hemming Rasmussen Samsing, 3) hans datter Zilla Hemmingsdatter, 4) hendes datter Anna Nielsdatter, 5) hendes søn Niels Hansen Holst, 6) hans datter Kirsten Nielsdatter, 7) hendes søn Lars Hansen og 8) hans søn Hans Peter Larsen.
Hans Peter Larsen har altså, hvis han havde styr på sine forfædre, kunne fortælle, at hans 4*tipoldefar Rasmus Samsing havde overlevet pesten i Mandemarke i 1656 og at hans efterkommere i direkte linje havde boet i Mandemarke siden da. Det er da ganske flot!
Afslutning
Hvis du har lyst til at læse mere om Rasmus Samsing og hans efterkommere og gården i Mandemarkes sydøstlige hjørne, som i dag har adressen Busenevej 19, skal du springe til historien Mandemarke gennem tiden under fanebladet ‘Den gamle landsby’.
Denne historie om pesten har også givet anledning til at kigger nærmere på en anden person, nemlig Hemming Jørgensen Seye, som blev født i marts måned under pestepidemien i 1656. Dels er der fundet oplysninger om ham og en meget omtalt forsvunden gård i Mandemarke, som kaldtes Pølsegaarden. Dels er slægtsskabsrelationen mellem ham og Mandemarkes fæstebønder godt 100 år efter pestepidemien blevet udforsket nærmere, hvor det viser sig at 3 af gårdene har haft børnebørn til ham som fæstebønder, og at hovedparten af de resterende gårde også har været drevet af fæstebønder som var i familie med ham. Du kan springe til historien om Hemming Jørgensen Seye, 1656-1733 ved at følge dette link.
