Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans! De ord kunne næppe være mere velvalgte for en landsby opkaldt efter et blodigt slag i et for længst glemt opgør, der efterlod så mange døde mænd at stedet blev kaldt Mandemarke.
Siden var livet for menigmand her i landsbyen ensbetydende med hårdt arbejde fra ti-års alderen til døden med evige plageånder på nakken spændende fra Roskilde Bispens repræsentant, hærgende svenske tropper, vendere, goter, tyske lejesvende, kongens rytteri anført af tyske lejesvende, en hensynsløs hollandsk købmand, kongens skatteopkrævere og endelig en stribe af godsejere og hårdhændede gårdmænd.
Se blot på dette konfirmationsbillede årgang 1910 fra Magleby kirke. Carl Larsen fra Mandemarke står nummer fire fra højre i bagerste række. I lighed med de fleste andre drenge lignede han i en alder af 14 år en vejrbidt ældre mand. Så her på denne lyseste aften bør vi kigge godt på hinanden og vores fælles overflod af mad, drikke og hvile og takke skæbnen for vores gode livs-timing.
Hver by har sin heks og hvert sogn har sine trolde. Med hekseafbrændinger var vi her på Møn helt i front med Danmarks to første af slagsen i 1540. Til gengæld gik troldene fri fra forfølgelse. Og fair nok, for dem kunne man blive rige af at håndtere på rette vis. Eller som den 86 årige husmand Johan Rasmussen berettede i 1920:
I Mandemarkebjergene er der en dyb dal, som kaldes Ulsdalshule. Der boede i gamle dage en trold. En dag kom en karl gående forbi, og så da et stort bål brænde i dalen. Det var jo et tegn på at der var en skat. Karlen tog sin kniv og kylede ned i bålet. Han havde nemlig hørt, at så mistede de underjordiske deres magt over skatten. Karlen gik så hjem.
Da han vel var kommet i sin seng, hørte han trolden stå uden for vinduet og råbe ind til ham: ”Kom ud, så skal vi dele.” Men karlen ville ikke komme ud til trolden. Så havde han vel også ødelagt ham. Men han råbte tilbage: ”Nej, du kan lade min part ligge til i morgen.”
Næste dag gik karlen så ned i Ulsdalshulen og hentede halvdelen af skatten.
Troldene var ganske udbredte i gamle dage, og der var ifølge de lokale fortællinger både han- og huntrolde. Og i Mandemarke var Sankt Hans aften noget helt specielt for troldfolket, der boede i højen kaldet Møllebjerg knap 200 meter vest for Arne og Annegrethes hus (Busenevej 24). Og det er ganske vist, for som Johanne Olsen fortalte tilbage i 1925:
Sagnet fortæller om Møllebjerg, der ligger ved Mandemarke, at hver Sankt Hans aften hævede bjerget sig på fire pæle. Og beboerne i Mandemarke kunne da se troldfolket komme vandrende med deres spader og skovle på nakken forbi byen over marken og ud til Gunildsbjerg. Det var kun mænd der gik. Kvinderne kunne man se fare rundt dernede i højen. Det så ud som de havde travlt med forberedelserne til en stor fest. Hen på morgenstunden kom mændene tilbage igen med deres redskaber. Og når dagen brød frem, var der intet at se.
Måske var mylderet i Møllebjerget ikke trolde men nisser, for Johanne Olsen sad på et plejehjem i 1925 og var måske ikke superskarp til at skelne. For nisser eller bussemænd, som man kaldte dem, var der jo masser af den gang. Faktisk så mange at Busemarke tog navn efter dem. Jo, måske gik de ud på marken for at grave orm for at fiske i mølledammen!
For Mandemarke havde sin egen vandmølle. En af de sidste møllere hed Jan Held, og han betalte i 1632 16 kg mel i landgilde for at få lov til at drive den lille vandmølle, der tilhørte Pølsegården nogle hundrede meter nord for Birgittes have (Busenevej 1). Men i 1659 invaderede de onde svenskere Møn. Specielt Østmøn blev hårdt ramt, hvor der i vores eget sogn Magleby blev ødelagt 40 gårde og Østmøns sidste vandmølle.
Selvom vandmøllen forsvandt bestod mølledammen. Det ved vi, for efter de onde svenskere kom kongens rytteri kommanderet af onde tyskere, der havde fået Møn i pant for at forsvare Danmark mod nye svenske invasioner. Og da de blev smidt på porten af den danske konge i 1697, lod han udfærdige nogle håndskrevne bøger om Møns tilstand. Eller måske snarere en opgørelse af de tilbageværende værdier, som han kunne beskatte.
Kongens udsendte mænd skridtede dammen af til at måle 238 meter i omkreds. Og selvom dammen ifølge embedsmændene havde en beskeden dybde på kun 1,2 meter, vrimlede den af liv takket være åen, som løb ned i dammen og videre ned over markene mod havet. Ialt 200 karper og 400 karusser svømmede ifølge embedsmændenes skøn rundt i mølledammen.
Det var en rigdom dengang. Og skulle en af datidens bønder genopstå fra mulden og en dag gå ned til vores vidunderlige kildefodrede nye mølleløse mølledam (‘Tørvelukkesøen’), ville han undre sig over hvorfor det klare vand var fiskeløst. Måske ville han møde Leif, der ville forklare ham, at fisk var forbudt af hensyn til tudser, frøer og salamandere. Og så ville han være ganske klar over, at han var omgivet af galninge og tosser.
Vi andre kan glæde os over de store fede snoge, der har fået så fremragende levevilkår, om end de er blevet lidt lovligt grådige. Eksempelvis oplevede jeg sidste år, hvordan en blishønemor med larm og fremadhakkende næb i sidste øjeblik reddede en af sine unger fra at blive trukket ned af en sulten snog, der i lighed med andre af sine artsfæller måtte konstatere, at blandt andet deres egen appetit havde tømt bassinet for padder.
Fisk eller ej. Vi har på visse felter bevæget os tilbage i retning mod de gamle dage på en lidt skæv måde. Da de fleste gadelamper for år tilbage blev sparet væk, fik vi nattelyset tilbage. Månen og stjernerne blev igen vore naturlige nattelamper. Og den velstand og det fremskridt som i 1950-erne fik erstattet utætte stråtage med fabriksnyt regntæt vedligeholdelsesfrit eternit, er nu erstattet med ny velstand, der igen erstatter gammel grim eternit med flotte nye stråtage.
Men i forhold til gamle dage er der blevet meget stille, altså lige bortset fra motorsavene og de motoriserede plæneklippere. Tænk engang at vores lille landsby tilbage i 1930 havde sin egen skole, købmand, slagter, skomager, busgarage, postfordelingshus med eget poststempel og to kunstmalere!
Omkring 200 sjæle boede den gang inde bag landsbyens døre. Anno 2015 skal det være jul, før vi på en vinteraften kan se lys i over halvdelen af husene, hvoraf tre står tomme hen pt. Men nu er det Sankt Hans, gøgen kukker, nattergalen synger så smukt, pindsvinet støjer i buskadset, uglen skriger og de grønne frøer ville have kvækket, hvis de ikke var blevet spist af snoge, og vi nyder alle vores smukke vidunderlige Mandemarke.
Så lad os alle ønske hinanden en god varm sommer!
Niels Sandø
Fotos fra en tidligere Sankt Hans fest. I 2005 var der stort bål i Mandemarke Bakker, og Niels Sandø løfter til venstre med hjælp fra Arne Lindahl heksen på plads og sætter efterfølgende ild til.
Så det er helt som i gamle dage med heksebrændinger. Bortset fra at man i historieforfalskningens navn nu giver heksene en kost at flyve bort på. Det er gået noget tilbage for mønboerne siden 1540!
