Lægeplanter

Denne lange side indeholder – udover en indledning om lægeurters baggrund og betydning – oversigtsartikler over 36 planter, hvoraf hovedparten findes på Høje Møn. Oplysningerne er hentet fra mange kilder, men især Wikipedia, som der også er mange uddybende – nogle vil måske sige nørdede – links til. Alle links står i blåt med understregning. De mange oplysninger fra gamle dage om planterne hidrører fra ’Folk og flora, Dansk etnobotanik af Vagn J. Brøndegaard’ (linket åbner på en ny fane Index til bind 4, hvorfra man kan komme videre til de andre bind og alle planterne).

KLIK nedenfor i skemaet på den plante du ønsker oplysning om for at springe direkte til den i tekstenDu kan IKKE bruge søge-feltet oppe til højre – hvis du vil søge her på siden, skal du åbne din computers søgefelt med Ctrl+F!

Husk at hvis du følger links her på siden, så kommer du tilbage til det sted du kom fra ved at bruge venstrepilen i din browser eller Alt+VenstrePil på computeren.

ArnicaArnica BaldrianBaldrian blomst BetonieBetonie BurreBurre Cikoriecikorie 1 CitronmelisseCitronmelisse
EgetræEgetræ 3 FingerbølFingerbøl 2 FølfodFølfod GyldenrisGyldenris HestehovHestehov 2 HjertespandHjertespand
HusløgHusløg HvidtjørnHvidtjørn 2 KattefodKattefod KodriverKodriver KvæsurtKvæsurt 2 LiljekonvalLiljekonval
LoppefrøLoppefrø 2 MorgenfrueMorgenfrue 2 NatlysNatlys 2 PerikonPerikon PilPil 1 Pimpinelle&anisPimpinelle
RejnfanRejnfan RøllikeRøllike SanthansurtSankthansurt SkovmærkeSkovmærke SnerreSnerre StenurtStenurt
StokroseStokrose SæbeurtSæbeurt TormentilTormentil VedbendVedben VejbredLancetbladet vejbred (Plantago lanceolata). ÆrenprisÆrenpris

Mange af planterne findes i øvrigt i MIDDELALDERHAVEN ved Stege Kirke, som er et besøg værd. Prøv også at kigge ind på deres hjemmeside (link til deres oversigt over temabede: Temabede i Middelalderhaven).

Indledning

For vores forfædre var det ganske naturligt at bruge lægeurter som medicin. Det er der stadig mange der gør. I Tyskland bruges der årligt næsten 200 mio. Euro på urtemedicin. En lægeplante, lægeurt eller medicinalplante er en plante som indeholder et eller flere aktive stoffer der kan benyttes til at lindre eller helbrede sygdom eller benyttes i fremstilling af lægemidler.

Opiumvalmue

Opium-Valmue (Papaver somniferum), en af de vigtigste lægeplanter gennem tiderne og dyrkes som prydplante mange haver. Dens frø bruges til fremstilling af birkes (der er oprindelig et jiddisch ord, som betyder “velsignelse” og blev brugt i forbindelse med sabbatbrød som er bestrøet med valmuefrø). Andre steder udvinder man stadig opium af dens indtørrede mælkesaft, idet opium indeholder mange forskellige stoffer, blandt andet morfin, kodein og papaverin. Opium bliver omsat både på det legale og illegale marked, og er grundlaget for en lang række medicinske produkter. Opiumsdyrkningen er stadig grundlaget for økonomien i mange lande på trods af de problemer det skaber for andre.

Flere lægeplanter bærer det botaniske navn officinalis, hvilket angiver at planten har været betegnet som ’Officinal’ og dermed tidligere var blandt de lægeplanter som et apotek (officin) skulle føre. Fortegnelsen heraf kaldes Farmakopeen og den fra 1772 er omtalt mange gange nedenfor. Af planter med betegnelsen officinalis kan nævnes følgende, hvoraf flere omtales senere: Stokrose, læge-oksetunge, asparges, slangeurt, hjulkrone, morgenfrue, isop, jasmin, løvstikke, magnolie, citronmelisse, brøndkarse, pæon, pungeurt (hvidplettet), rabarber, almindelig springknap, rosmarin, salvie, stor bibernelle, sæbeurt, kulsukker, mælkebøtte, baldrian, jernurt, ærenpris, ingefær.

Og for at tage en pudsig krølle med, så hører den i danske farvande almindeligt forekommende 10-armede sepiablæksprutte, Sepia officinalis, også til ’officinalis-familien’. Formentlig fordi dens blæk tidligere brugtes som meget værdsat skriveblæk eller tusch på grund af den brune farve.

Munke- og nonnehavernes planter har gennemgående været de samme, der dyrkedes ved klostrene overalt i Europa, dog med indskrænkning af arter som ikke kunne tåle det nordiske klima. Vinen trivedes mindre godt, i alt fald hvad druehøsten angik, og det har sagtens vakt mangen klosterbroders sorg – i dens sted dyrkedes humlen som bruges ved brygningen af øl. Vildtvoksende planter af hvilke der kunne gøres brug i køkkenet eller lægekunsten, indplantedes eller blev såede, og klosterhaverne virkede som havedyrkningens avlscentre og har sikkert også drevet handel med frø, frugt, træer og urter. Der findes ingen samtidige skildringer bevaret, hvoraf der kan ses hvad klosterhaverne indeholdt, men adskillige arter træffes endnu som en art levende mindesmærker voksende ved ruiner og bopladser af vore middelalderlige klostre og borge, herunder også i Stege by!

Selv tilsyneladende nu ganske vildtvoksende planter er åbenbart oprindeligt indført af munkene. Eksempelvis (links er til Wikipedia): Hestehov (omtales på denne side), bulmeurt, hundetunge, kransburre, svaleurt, jernurt, flere arter katost, hjertespand (omtales nedenfor), dansk ingefær og kalmus. Andre bærer ved sjældnere og særprægede forekomster mere karakter af det som de virkeligt er, nemlig gamle klosterplanter. Således vore to arter fuglemælk, ellensrod, marietidsel, cypres-vortemælk, slangerod, hasselurt, skovtulipan, løvstikke, mesterrod, ja endog de sine steder massevis som vildtvoksende påske- og pinseliljer må regnes for udgåede fra kloster- eller herregårdshaverne fra den katolske tid. Også den blandt mange haveejere kendte skvalderkål menes at være indført af munkene. Sådan er der både godt og skidt!

De i gamle dage almindeligt dyrkede krydderurter som isop, polej-mynte, citronmelisse, salvie, anis og andre hører nu væsentlig landsbyhaverne til. Enkelte som morgenfrue (omtales nedenfor) dyrkedes oprindelig som lægeplante, men tilhører nu blomsterhaven. På tagene plantedes husløg (omtales nedenfor).

Op gennem 1900-tallet mistede lægeplanter – i hvert fald i Vesten – deres dominerende rolle i forbindelse med lindring og helbredelse af sygdom til fordel for industrielt fremstillede lægemidler med syntetiske aktive stoffer. Indenfor EU stilles samme kvalitetskrav til fremstilling og sikkerhed af plantebaserede lægemidler som for konventionelle lægemidler. Mange medicinalplanter sælges derfor i Danmark under betegnelsen ’kosttilskud’, da de dermed ikke er underlagt samme krav til videnskabelig dokumentation for deres effekt og sikkerhed!

World Health Organization (WHO) anslår at 80 procent af befolkningen i nogle asiatiske og afrikanske lande i øjeblikket bruger urtemedicin i deres primære sundhedspleje, fordi farmaceutisk fremstillede præparater er uoverkommeligt dyre for de fleste af verdens befolkning (hvoraf halvdelen levede for mindre end 2 $ US per dag i 2002). Barken af Cinchona, som i øvrigt på grund af en fejloversættelse fra latin kaldes Kinatræ, selv om det kommer fra Sydamerika, indeholder således kinin, som i dag er en bredt ordineret behandling for malaria, især i lande der ikke har råd til at købe de dyrere malariamediciner produceret af medicinalindustrien.

Mange af de lægemidler der i øjeblikket er til rådighed for læger, har en lang tradition for anvendelse som naturlægemidler, herunder opium, aspirin (salicylsyre – læs om pil nedenfor), digitalis (omtalt nedenfor) og kinin. Blandt de 120 aktive forbindelser der i øjeblikket er udvundet af højerestående planter og almindeligt anvendt i moderne medicin i dag, viser 80% en positiv korrelation mellem deres moderne terapeutiske anvendelse og den traditionelle brug af de planter hvorfra de er afledt.

Ifølge WHO stammer ca. 25% af de moderne lægemidler der anvendes i USA fra planter.  Mindst 7.000 medicinske forbindelser i de moderne farmakopéer stammer fra planter. I en 2010 undersøgelse af de 1000 mest almindelige plante-afledte forbindelser, var der kun offentliggjort kliniske undersøgelser for de 156. Og kun for 9 planter fandtes betydelige beviser for terapeutisk effekt. I 2015 offentliggjorde den australske regerings Department of Health resultaterne af en gennemgang af alternative behandlingsformer, der søgte at afgøre om nogen var egnede til at blive dækket af sygesikringen. Naturmedicin var en af de 17 behandlingsformer hvor der blev fundet dokumentation for en vis effektivitet. (Kilde til ovenstående: Wikipedia)

En lille sjov detalje når man i norden taler om lægeurter drejer sig om pigenavnet Bodil. Navnet stammer nemlig fra det oldnorske “Bóthildr“, som kan deles op i “bót”  (“lægeurt”/”modgift”) og “hildr” (“kamp”). En variant af navnet er Boel. De to navne bæres af i alt næsten 15.000 danskere ifølge Danmarks Statistik. Af Bodil er afledt navnet Bolette.

En anden interessant ting er navngivningen af planterne og deres funktion. Signaturlæren er en forestilling, der bygger på den tankegang, at Gud har sat sit mærke – sin signatur – på alle planter for at fortælle os mennesker hvordan den kunne bruges som medicin. Planter med hjerteformede blade var naturligvis gode mod hjertesygdomme, planter med hul rod mod problemer med livmoderen osv. Således bærer mange blomster i dag navne, der tager udgangspunkt i denne tankegang. (Læs mere på Middelalderhavens side om signaturplanter).

Nedenfor følger nærmere oplysninger om et udvalg af planter, hvoraf de fleste kan findes på Østmøn. Der er som nævnt også medtaget en række (mere eller mindre nørdede) links til Wikipedia – så vidt muligt den danske. Husk at når får lyst til at følge et link, så kan du altid komme tilbage ved at bruge venstrepilen på din browser eller kombinationen Alt+VenstrePil.

Når der enkelte steder henvises til Johanne Olsen 1906, skulle udtalelserne stamme fra en gammel Mandemarke-beboer, hvis erindringer du kan læse på denne hjemmeside: Johanne Olsens livserindringer. I 1906 har hun været omkring 30 år gammel og var sikkert allerede da en erfaren ’klog kone’.

Til top

 

Arnica

Arnica

Arnica eller Arnika (Arnica montana) kaldes også guldblomme og volverlej. Den er en flerårig urt med gul-orange blomster og kræver en sur, veldrænet og næringsfattig jord og fuld sol.

Den hører til kurvblomstfamilien, der omfatter over 1600 slægter og over 23.000 arter. Andre planter i denne familie som er også er nærmere omtalt på denne side er: Burre, cikorie, følfod, gyldenris, hestehov, kattefod, morgenfrue, rejnfan og røllike. Blandt kendte planter fra Mandemarkes opland kan også nævnes: Brandbæger, Bynke, Haremad, Kamille, Knopurt, Kortstråle, Margerit, Mælkebøtte, Svinemælk, Tusindfryd og Æselfoder.

Medicinsk er Arnicaens blomster og rodstok mest brugt som salve, olieudtræk og stærkt fortyndet tinktur udvortes. Den bruges ved forstuvninger, slag, gigt og muskelsmerter, da den øger blodtilførslen. Bruges kun på intakt hud. Nogle mennesker kan få udslæt ved vedvarende brug udvortes. Indvortes stimulerer den kredsløbet, og anvendes ved svag hjertefunktion og indre blødninger. Levnedsmiddelstyrelsen har dog forbudt indvortes brug! Den er også betændelseshæmmende og stimulerer immunforsvaret. Desuden mod salmonella. Homøopatisk bruges den ved chok, epilepsi og søsyge, plus de ovennævnte ting.

Johanne Olsen 1906: Arnica sat på brændevin er godt mod kvæstelser, gigt, kløe og håraffald.

Simon Pauli 1648: Bønderne her i disse lande … mener den skal være god imod alt ondt eller bedre end guld.

En gammel tekst fra 1795: Blomsterne lagt på smertende tand får de gnavende ’orm’ til at falde ud.

Men også husdyrene gav man guldblomme. I 1802 anbefales den mod hestens krydslamhed, engbrystighed, kuller samt forfangenhed efter forkølelse!

Goethe (1749-1832) anvendte den mod angina pectoris og hævdede at den reddede hans liv. Andre mener den slog ham ihjel til sidst! Planten er temmelig giftig, og er som sagt også forbudt at sælge til indvortes brug i Danmark. Angina pectoris eller hjertekrampe udløses oftest af fysisk anstrengelse eller af psykisk stress, ved kuldepåvirkning eller store måltider. Hjertekrampe forårsages oftest af åreforsnævring, som er en typisk livsstilssygdom der tiltager med stigende alder. Man kender talrige risikofaktorer som er medvirkende hertil, bl.a. tobaksrygning, overvægt, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterolindhold i blodet, sukkersyge og for lidt motion. Så man kan tænke over om Arnica reddede Goethes liv eller slog ham ihjel – han blev jo trods alt 83 år!

Friske eller tørrede blomsterhoveder har været brugt til medicinske formål siden 1500-tallet og er stadig populær i dag i homøopatiske sammenhænge. Hildegaard af Bingen, en nonne kendt for hendes ivrige observation af naturen og fysiologi, skrev allerede i 1100-tallet om de helbredende egenskaber af Arnica montana. Hun blev i øvrigt den 7 oktober 2012 – med små 900 års forsinkelse – af Pave Benedict XVI udnævnt til ‘Doctor of the Church’ som den fjerde kvinde i den katolske kirkes historie (og det var først i 1970 at en kvindelig helgen for første gang blev kanoniseret som sådan).

I nutidens samfund er den fortsatte anvendelse af lægeurter – eller som man i dag ’homøopatiske midler’ – omdiskuteret, og det homøopatiske middel der hyppigst har været undersøgt i placebo-kontrollerede kliniske forsøg er netop Arnica montana. (Læs om ’placebo-effekt’ her). Desværre har effekten af homøopatisk Arnica ikke kunnet underbygges klinisk. I den engelske Wikipedia står der således: A systematic review of clinical trials showed that homeopathic Arnica was no more effective than a placebo, cf. E. Ernst; M. H. Pittler (November 1998): “Efficacy of Homeopathic Arnica: A Systematic Review of Placebo-Controlled Clinical Trials”.

Så må man trøste sig med at planten også har været kendt under navne som tobaksurt, vild tobak og tobaksrose, fordi de tørrede blomster kunne anvendes som tobakserstatning. Den er også blevet kaldt snustobaksblomst, fordi de knuste blomster stukket i næsen fremkalder nysen.

I Middelalderhaven i Stege, der i 2015 er blevet påbegyndt i den tidligere præstegårdshave ved Stege Kirke, kan man se Arnica – foruden en omfattende samling af lægeplanter, herunder de fleste af de på denne side omtalte planter. (Se nærmere om Middelalderhavens temabede på foreningens hjemmeside).

Til top

 

Baldrian

Baldrian blomst

Baldrian bladeBlomst og blade af lægebaldrian

Der findes i alt ca. 20 arter af baldrian, heraf vokser de 5 i Danmark.

Læge-Baldrian (Valeriana officinalis) indeholder især i jordstænglen flere aktive stoffer, bl.a. en æterisk olie der sammen med valerensyre og isovaleriansyre fremkalder den meget gennemtrængende lugt som er typisk for baldrian. Desuden indeholder planten valepotriat og flere alkaloider.

Roden er anført i farmakopeen 1772, altså oversigten over de midler som et apotek rummede – derfor betegnelsen ’officinalis’.

Den styrker senerne, er sveddrivende, fordeler svulster, lægges knust på sår og tørret i pose mod svage øjne. Roden har krampestillende, nevestyrkende, sved- og urindrivende, opløsende egenskaber, modvirker hysteri og forrådnelse, anvendes mod indvoldsorm og for tilstoppede kirtler. 

Kilde til denne og andre oplysninger her på siden er Dansk Etnobotanik af V.J.Brøndegaard. Han var i øvrigt født på Møn i 1919 og endte med i en høj alder, hvor han boede på Lolland, at overdrage hele sin omfattende bogsamling og rettighederne til hans bøger til ‘Det svenske Kungliga Skogs- och Lantbruksakademis bibliotek’ i 2003. De er siden begyndt at lægge hans bøger på nettet – bl.a. ved at lægge hans omtaler om de enkelte planter i hans 4-bindsværk Folk og flora på nettet som pdf-filer. Baldrian er således – ligesom andre af planterne på denne hjemmeside – omtalt i bind 4.

Roden af baldrian indgik også i en beskyttende pest-akvavit omkring 1700!

Ifølge Johanne Olsen 1906 skulle baldrian skulle være godt mod nervøsitet. Men den har også været anvendt mod søvnløshed, hovedpine, smertefuld menstruation m.m.

I en gammel kilde kan man også finde følgende: Mand og kone at forene, som altid kives og trættes, giv dem begge at drikke af et krus … Valeriana, så bliver de straks gode venner.

I Agatha Christies ‘Mordet på orientekspressen’ fik den myrdede før sengetid sine vanlige “drops of valerian” i et glas vand som almindeligt beroligende middel – desværre denne aften suppleret med et lidt mere effektivt hvidt pulver!

Til top

 

Betonie (Læge-betonie eller Læge-Galtetand)

BetonieLæge-Betonie (Stachys officinalis) eller Læge-Galtetand er en flerårig urt med en opret eller opstigende vækst. I Danmark er den blevet meget sjælden og findes nu kun vildtvoksende på Lolland, hvor den er rødlistet.

Planten indeholder garvestoffer først og fremmest stachydrin. Desuden indeholder den æteriske olier som betonicin, turicin, cholin og flere alkaloider.

Den har været meget brugt som en næsten universelt virkende lægeplante. Bl.a. blæresten, vattersot og blodspytning, alle mulige øjenlidelser, smertende øre, hoste, hæshed, forstoppelse, alle mulige mavelidelser, sår, lever- og miltlidelser, malaria (i afkog sammen med vejbred), gulsot.

Hildegard af Bingen omtaler i 1100-tallet denne plante som virksom mod søvnbesvær og menstruationssmerter.

I gamle Harpestræng-afskrifter omkring 1300 anføres det, at med betonie på sig kan man ikke skades af nogen sygdom!

Omkring 1500 siges: Drikkes i maj knust betonie og rude i vin, er man sikret et godt helbred. Rude er en gammel klosterplante. I middelalderen dyrkedes Rude almindeligt som krydder- og lægeplante. Bl.a. brugtes den som beskyttelse mod pest og fungerede som universalmiddel mod maveonde og krampe. Den blev også brugt til at give klare øjne og at skærpe synet.

Simon Paulli 1648 siger om læge-betonie at den ”er i al sandhed en meget brugelig … lægedom”, og henviser til en romersk læge som hævdede at planten hjælper mod 47 sygdomme. Ikke underligt at bladene af betonie er anført i farmakopeen 1772.

Det er også sagt, at betonievand gør beruset mand ædru, men må ikke bruges oftere end to gange årligt!

Til top

 

Burre

BurreMange kalder denne plante for ’borre’, men planten er ikke opkaldt efter byen Borre, som ligger ikke langt fra Mandemarke.

De fleste børn og unge burde i øvrigt føle sig meget fortrolige med planten, idet den har inspireret til opfindelsen af burrelukke, også kaldet velcro, som bruges til at lukke sko og meget andet. Det var oprindeligt den amerikanske rumforskning der søgte en løsning på, hvordan man i rumskibenes vægtløse tilstand kunne forhindre genstande i at svæve forstyrrende rundt i rumkabinen, og derved – inspireret af burren -udformede den kombination af løkker og de små kroge, som gør det let at sætte noget fast og til at skille det ad igen.

Burre er almindeligt forekommende både i Klinteskoven, ved foden af Kongsbjerg og langs vejkanterne – hvis Vordingborg kommune ikke utidigt tryner dem med deres ’kantklippere’! Man finder begge de to arter af burre:

Burre filtretFiltet Burre (Arctium tomentosum, se foto til venstre) der gror ved veje og bebyggelser, og Skov-Burre (Arctium nemorosum, se foto ovenfor) der er temmelig almindelig på frodig og fugtig bund i skove. Kurvens svøbblade er mere eller mindre hvidfiltede. Både de indre og ydre svøbblade har en indadbøjet, krogformet spids, hvilket skiller den fra Filtet Burre, hvor de indre svøbblade har ret spids. Blomsterne har rød krone og blå støvknapper.

Af Burre lavedes i gamle dage te af rødderne. Det var godt mod gigt og udslet. Blev det blandet med olie var det godt for håret (Johanne Olsen 1906).

Medicinsk siges burre at være blodrensende, maveberoligende, afgiftende, hudproblemer, gigt, blærebetændelse, nyresten, forkølelse, influenza. Ifølge Wikipedia kan de grønne, overjordiske dele af planten udløse eksemlignende hudskader på grund af den fototoksiske virkning af de laktoner, der findes i saften (formentlig på samme måde som det siges om saften fra Bjørneklo).

Til top

 

Cikorie

Cikorie 2

cikorie 1

Cikorie (Cichorium intybus) er knyttet til lysåbne voksesteder på tørre, kalkrige jorde. Derfor findes den ofte langs vejkanter og på skråninger og overdrev. De himmelblå blomster ses også på Møn i juli, især på alle vejkanterne der ikke er blevet voldklippet.

Planten oplagrer stoffet inulin som reservenæring i roden. Den bitre smag i bladene skyldes i første række esquiterpenerne lactucin og lactucopicrin. Desuden indeholder planten aesculetin, aesculin, cichoriin, umbelliferon, scopoletin og 6,7-dihydroxykumarin.

Man tror det måske ikke, men Cikorie dyrkes den dag i dag i gartnerier. Skud af Cikorie, der er drevet i mørke, sælges nemlig især sidst på året under navnet “julesalat”, men kan vist efterhånden købes hele året ligesom jordbær og så meget andet! Julesalat er de hvide, kompakte skud af cikorieplanten, og fremstilles ved at man sætter rødderne i fugtigt sand ved 10-15º og holder dem i absolut mørke. Efter et par uger har rødderne dannet de blege, faste skud, som kan afskæres og bruges direkte eller tilberedt. Det er et afgørende kvalitetskrav, at skuddene ikke på noget tidspunkt får lys. Lyset får nemlig skuddene til at danne grønkorn (grønne spidser) og de meget bitre stoffer, som salaten er kendt for. Julesalat af 1. kvalitet er ikke grøn i spidsen og smager ikke bittert.

Tidligere har de tørrede og ristede rødder været brugt til kaffeerstatning. Den tykke pælerod af cikorie blev tilbage i 1790 brugt som kaffesurrogat eller -tilsætning i et sådant omfang at importen af kaffe fra de danske kolonier var truet, hvorfor der blev udstedt et kongeligt forbud mod at indføre ristet cikorierod til København. I 1798 skrives om de tørrede og ristede rødder af cikorie: Blander man dem efter vægten med halvdelen af kaffe, så kan endog en kaffekender, når han ellers ingen anledning har til mistanke, næppe på smagen mærke deres nærværelse.

161014-249Men i 1877 indførtes ca. 2.000 tons cikorierødder i Danmark og under 2. verdenskrig blev der i 1942 ligefrem dyrket cikorie på et areal af i alt 13 kvadratkilometer – for at blive solgt under navnene “Richs” og “Danmarks”. Under en intens reklamedyst mellem de to producenter, blev sloganet ”Det er Richs der drik’s” af konkurrenten kort tid efter besvaret med sloganet: ”Men det er Danmarks der dur”!

Læs mere om cikorie og kaffetilsætningerne i Danmark på en anden hjemmeside.

De tørrede blade af cikorieplanten har – i øvrigt ligesom rabarberblade og mange andre blade – i tidernes løb været brugt som erstatning for tobak.

I 1400-1500 tallet blev skrevet, at planten var sårlægende, at den knuste rod kunne indtages for gulsot og med vin mod smerter i lysken, samt ikke mindst at ”de knuste blade lagt på kvindebryster får dem til at skrumpe ind”.

Simon Paulli 1648 skrev, at planten ”åbner de indvolde som fordøjer maden, hvilket læger noksom kan bekræfte af daglig erfaring.”

Roden var officinel 1772-1840, dvs. at den indgik i sortimentet på apotekerne.

På Langeland sagdes helt op til 1900-tallet: Hvor der gror cikorie med hvide blomster, har en pige mistet sin mødom.

Så det har været en plante som i det hele taget har haft stor betydning.

Måske vil Almindelig Cikorie vende tilbage som nytteplante, for nye forskningsresultater fra Det Biovidenskabelige Fakultet (LIFE) i 2005 har vist, at ornesmag og lugt i slagtede svin kunne forhindres med cikorierødder i foderet lige før slagtningen. Samtidig kunne man påvise en gavnlig effekt på grises almene sundhedstilstand. Grisedysenteri og forskellige indvoldsorm var også blandt de lidelser cikorie i gamle dage kunne imødegå.

Kilder: Wikipedia og ’Folk og Flora, Dansk etnobotanik’ af V.J. Brøndegaard.

Til top

 

Citronmelisse

CitronmelisseCitronmelisse (Melissa officinalis) er en 20-90 cm høj buskagtig og let citronduftende urt med små hvide blomster.

Den dyrkes til brug i husholdningerne både som krydderurt og som en beroligende te. Desuden findes den forvildet nær bebyggelse – eller sagt mere direkte: Den spreder sig meget villigt som ukrudt i haverne.

I 1400-tallet anvendtes ’hierthen fryd’ bl.a. mod hjertesygdomme, idet den kunne ”styrke og fryde hjertet”.

Navnet ’citronmelisse’ kommer fra græsk melissa = bi og honning, idet blomsterne søges meget af bier. På Møn skulle den på grund af sin lugt også være kaldt ’kattepis’!

Christiern Pedersen 1533: Spises i maden mod hjerteonde, der forhindrer søvn. For mavelidelser indtages friske eller pulveriserede blade med mad og drikke, også for udeblevet menstruation. Bliver kvinde ikke gravid, skal hun bade sine kønsdele med vandafkog. Indtages med vin som modgift efter hugormebid. (Bemærk rækkefølgen af de behandlede problemer!)

Henrik Smid 1546: ”Hjertensfryd er vel bekendt blandt kvindfolk, den varmer, tørrer, fortærer, læger og sammentrækker.” Hjertensfryd og kamilleblomster i pose koges i vand eller vin og lægges over urolig livmoder, det ”stiller dens opstødelse og rørelse og den kommer ned igen til sit rette sted”. Gøres håret vådt med afkog af citronmelisse, bliver det ikke gråt.

Hjertensfryd-øl opmuntrer tungsindige, styrker hjertet og er meget sundt for kvinder, sagde man i 1632. Det gælder måske stadig.

Simon Paulli 1648: Planten berømmes af læger som medikament mod melankoli og andre hjertesygdomme. Det er lægfolk bekendt, at dekokt af hjertensfryd driver menses, nogle lægger de grønne blade i strømperne eller blot i tøfler og sko. På apotekerne tilberedes især til dette brug et sukkerudtræk af planten med destilleret vand. ”Sandelig må man højligt forundre sig over, så meget disse kvinder her i landene såvel i landsbyerne som købstæderne holder af dette hjertensfrydvand”, som de bruger til lægedom for alle sygdomme. Det er i hvert fald sandt, at hjertensfrydvand hjælper mod smerter, der skyldes opsteget livmoder.

Barselskvinder kan drikke vinafkog af hulurt (=slangerod), hjertensfryd og myrra, ”det læger alt, hvad indvortes brudt er, det være sig lungens, leverens, sidernes, livmodernes pine etc., det uddriver al uhumskhed og den koleriske væske”.

Urt og frø anføres i farmakopeen 1772, bladene indtil 1933.

Maren Haaning i Vindblæs gav mod alle skrøbeligheder bl.a. et vinudtræk af hjertensfryd, ensian, bævergejl og safran, der 24 timer havde stået nedgravet i en myretue.

Til top

 

Egetræ

EgetræDer har været eg i Danmark lige siden sidste istid. Når der i dag er egeskove rundt omkring i Danmark, er det af hensyn til den store flåde man ville lave for 200 år siden. Egen er et meget hårdført træ. Den kan tåle dyrebid, klipninger eller åben bund, så der er store sandsynlighed for at der vil være mere eg end bøg i selvsået skov. I egeskove er der mange lysplanter i skovbunden da egetræet ikke har blade alle steder og der derfor slipper lys ned til skovbunden.

Stilk-Eg (Quercus robur) eller Almindelig Eg er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark er almindeligt i skove og krat og optræder blandet med andre løvtræer på næringsrig og veldrænet, kalkrig bund. På Stengårdsvej på vej mod Geocenteret står stadig resterne af en gammel eg som i 2016 ikke er formuldet helt endnu, som utvivlsomt er en Quercus robur ligesom Kongeegen i Jægerspris som med en anslået alder på 1500 år eller mere skulle være Nordeuropas ældste egetræ.

Egetræ 2

Egetræ 3Egebark virker mod dårlig sårheling, bylder, eksem og fodsved. Anvendes som udvortes omslag efter behov. Desuden kan man drikke et udtræk af 50-60 g bark i 1 liter vand. Koges op, trækker i 10 minutter og sis – og drikkes lunken. (Kilde: Helsenyt.com) Der findes mere end 500 arter egetræ, så det er ikke til at vide, hvilke der virker bedst. Men så må man jo bare prøve sig frem!

Afskallede agern skoldet i kogende vand og derefter ristet i smør og knust blev mange steder brugt som kaffeerstatning (se også under ’cikorie’), men i 1906 er det blevet sagt at det er ”et usundt surrogat for den rigtige kaffe”.

Til top

 

Fingerbøl (Digitalis)  

Fingerbøl set i lysning i Klinteskoven 2016 nordøst for Mandemarke (klik for at forstørre)

Fingerbøl 2

Udsnit af maleri af digitalis af Birthe Jarlbæk

Almindelig Fingerbøl (Digitalis purpurea) er en 40-130 cm høj urt, der vokser i skov, på skrænter og ved gærder. Planten indeholder de giftige stoffer digoxin og digitoxin, som begge er glykosider, der har indvirkning på hjertefunktionen og nervesystemet (kan være dødelig).

Tidligere brugtes udtræk af digitalis – under kontrollerede forhold – som hjertemedicin. I dag produceres de relevante stoffer til hjertemedicinen syntetisk, som det også er tilfældet for den meste plantemedicin.

Hele planten er giftig, inklusiv rødder og frø, omend bladene er mest giftige. Hvis man spiser bladene er der i yderste konsekvens risiko for dødsfald. Tidlige symptomer ved indtagelse omfatter utilpashed, opkast, spisevægring, diarré, ondt i maven, hallucinationer, svingende bevidsthed og kraftig hovedpine. Alt efter hvor kraftig forgiftningen er, kan patienten senere opleve svingende og svag puls, nerveforstyrrelser, synsforstyrrelser (særligt med gule/grønne skær om objekter, og blå haloer omkring lys), kramper og dødelige forstyrrelser af hjertet. (Wikipedia med links).

FingerbFingerbøl 3øl – et ord som formentlig er ved at miste sin betydning for yngre årgange – er et meget betegnende navn, når man betragter den enkelte blomst. Af hensyn til de yngre årgange kan det oplyses, at fingerbøl i gamle dage blev brugt til syning og brodering, når en synål skulle presses helt igennem et stykke stof. Jeres bedstemødre kan meget vel have fingerbøl liggende i skufferne et sted! Det gør nemlig nas på fingerspidsen, hvis man ikke har et fingerbøl af metal eller andet hårdt materiale til at sætte på spidsen af syfingeren, se foto til venstre.

Til top

 

Følfod

Følfod

Følfod med det smukke latinske navn Tussilago farfara blomstrer om foråret inden bladene kommer.

Den er almindelig på lerede og fugtige marker og kan ses fra stranden ved klinten hvor der er lerskred, så det kan ikke undre at den har det særligt godt i kalkholdig jord, hvorfor den først blev et problem som ukrudt i markerne, da man omkring 1850 begyndte at mergle markerne.

Indtil hormonmidlernes fremkomst var denne plante med sine lange underjordiske udløbere et frygtet og besværligt ukrudt i vintersædmarker – ”prokuratorer og følfod er bondens værste plager” (1870). Andre har udtrykt det på denne måde: Intet formerer sig så stærkt som grundtvigianere, rotter og følfødder.

Følfod-hovblade brugtes mod hoste og hæshed, fortalte Johanne Olsen 1906. Følfod har ikke noget at gøre med hestehov, selv om man efter navnene skulle tro at de var i familie – ud fra argumentet: ingen hestehov uden en foregående følfod! Siden Johanne Olsen taler om ’hovblade’, tænker hun måske i virkeligheden på planten ’rød hestehov’ som omtales senere, eller måske en kombination af følfod og rød hestehovs store hovblade (dem som H.C.Andersen kaldte skræpper). Men følfod er dog også blevet kaldet ’hovurt’ på Møn op til omkring 1820, fordi omridset af bladene har lighed med omridset af føllets hov. I ældre litteratur er følfod undertiden blevet navnemæssigt forvekslet med hestehov.

Både rod, blade og blomster er anført i farmakopeen 1772 og skulle stadig sælges på nogle apoteker.

Te af blomsterne stimulerer opspytning og hjælper således mod trangbrystighed, alle lungesygdomme og snue.

Medicinske anvendelser: Hoste, forkølelse, katar, kramper, betændelse, immunstimulerende. Skulle også kunne bruges som tobak. Cigarer af følfodblade er brugt mod astma (1894).

Er forbudt indvortes af Levnedsmiddelstyrelsen.

Følfod er selve symbolet på forårssolen og indgår mange steder i prosa og poesi, bl.a. af Johannes V. Jensen, Hans Hartvig Seedorf, Martin A. Hansen, Viggo Stuckenbjerg og Thøger Larsen.

Til top

 

Gyldenris

GyldenrisAlmindelig gyldenris (Solidago virgaurea) findes i mange gamle haver på landet.

Ud over at være en ganske køn staude, er det en fremragende plante for insekter, bier og sommerfugle. Det myldrer altid omkring den, når den blomstrer.

Medicinsk bruges den først og fremmest ved nyre- og blærelidelser af alle slags på nær kronisk nyrebetændelse. Den skulle endda skulle kunne skylle nyre- og blæresten ud. Den er stærkt vanddrivende, bakteriehæmmende og svampedræbende. Den er virksom mod visse former for gigt samt Candida albicans, som er en gærsvamp der lever i 80% af den menneskelige population uden at volde skade, hvor overvækst dog kan resultere i sygdom og kaldes candidiasis  candidiasis (link til Statens Seruminstitut). Hyppige infektioner der er forårsaget af Candida albicans omfatter bl.a. trøske som er en svamp i mundhulen ofte hos småbørn.

Gyldenris anvendes både udvortes og indvortes mod sår og betændelse. Den er desuden slimløsende, mildt beroligende og en antioxidant. Skulle være god ved chok og andre sjælelige belastninger.

Den er en velkendt farveplante. Blomsterne bruges til en bitter snaps. Bladene bruges til the. Altså helt den samme historie som så mange andre lægeurter – drikkes som the, smagsgiver til brændevin og hvorfor ikke også prøve at ryge den?

Til top

 

Hestehov (rød hestehov)

Hestehov 2

Rød hestehov (Petasites hybridus) vokser fugtige steder. Om foråret kommer de røde blomsterstande tidligt. Hen på sommeren ser man skræpperne med somme tider meterhøje, store blade. Planten kaldes også for pestilensurt eller tordenskræppe.

Man kan i tvivlstilfælde kende Rød Hestehov ved at knække en stængel og lugte til saften. Den er stærkt ildelugtende, og det kræver en god omgang sæbe at få den af fingrene igen. I enkelte områder bliver planten opfattet som landskabsukrudt, da den kan sprede sig kraftigt under optimale forhold.

Den findes som sagt på fugtige steder, f.eks. omkring Mandemarkes gadekær som det ses på fotoet her.

Gadekæret midt i april

Gadekæret midt i april (KLIK PÅ BILLEDET for at læse om gadekæret)

Planten kom oprindelig til Danmark som lægeplante i middelalderen, måske under pestipedemien ’den sorte død’ i 1300-tallet, men kendes fra vikingetiden på Århusegnen. Det diskuteres om dens navne som pestilensurt, pesturt eller pestilensskræppe har at gøre med at den blev anvendt mod bl.a. pest, eller om det skyldes at den er en ’pestilens’ fordi den er vanskelig at udrydde.

De knuste blade blev brugt mod malaria, pestbylder og sår i Middelalderen. Senere er planten anvendt mod hoste, kramper og smerter i mave og underliv.

Roden anføres i farmakopeen 1772 og te af hestehov for leddegigt kunne købes på et apotek på Fyn i 1946.

Til top

 

Hjertespand (Almindelig hjertespand)

Hjertespand

Almindelig hjertespand (Leonurus cardiaca) er knyttet til lysåbne voksesteder med en let fugtig jord, der er rig på næring og kalk. Den har været meget brugt i folkemedicinen, både til hjertemedicin og som antiseptisk udtræk. Det hævdes, at udtræk af planten kan virke opstrammende i overgangsalderen og ved hjertebesvær. Ved kontrollerede undersøgelser har man vist, at nogle af indholdsstofferne virker hindrende
på optagelsen Hjertespand 2af calcium.

Udtrækket stimulerer livmoderen og kan derfor fremkalde abort. Det findes bl.a. som vist til venstre.

Planten er som navnet også antyder blevet brugt mod hjertelidelser – ’hjertespand’ betyder hjertespænding. Men den har et langt bedre navn, end dens brug og kræfter berettiger til, da den næppe hjælper for nogen hjertelidelser, men mere mod kolik som følge af diarré og livmodersmerter.

Mod børns indvoldsorm lægges de kogte blade, malurt og olie på navlen, og den tørrede og knuste plante spises eller drikkes som te for åndenød. Blandet med smør indtages den mod kolik og modersyge! (1838)

Til sidst skal nævnes at hjertespand er giftig i større mængder som så mange andre lægeurter.

Til top

 

Husløg

HusløgHusløg (Sempervivum tectorum) består af små sukkulente rosetter og den for høje lyserøde blomsterstande. Ses nogle gange på gamle hustage, idet den elsker solrigt og tørt voksested.

Planten var i antikken helliget tordenguden Jupiter (svarende til Tor) og blev plantet på tage mod lynild. Den skulle også beskytte mod hekseri. Det er sikkert derfor man har ’hjulpet’ den op på taget af sit hus. Når man sommeren 2016 går forbi huset på den lille navnløse stikvej i Mandemarke syd for Strædet kan man husløgene på vindfanget til Busenevej 22.

Medicinsk er planten anvendt mod øm hals, mundbetændelse, bronkitis, sår især forbrændinger, helvedesild. Bladene er anført i farmakopeen 1722.

Fra 1400-tallet stammer følgende: Gnides penis før samlejet med plantens saft, vil kvinden aldrig interessere sig for andre mænd.

I 1700-tallet: Mod døvhed dryppes plantens saft i øret eller saften blandet med bomolie (en dårlig kvalitet af olivenolie som i dag kun bruges til industriformål og tidligere brugtes til at holde møllerne velsmurte), kvindemælk og ingefær eller løgsaft.

I Thy (omkring 1880) lagde man bladene på en tallerken og satte den i varm ovn, hvorefter den varme saft dryppedes i øret mod tunghørhed og ørepine.

En klog mand eller kone på Østmøn lagde husløg kogt med vandgrød og kalveløbe på bylder for at ’modne’ dem.

Til top

 

Hvidtjørn

Hvidtjørn 2

Almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata) gror mange steder i og omkring Mandemarke, da fuglene gavmildt spreder frøene fra de velsmagende bær (i alt fald for fugle). Den vokser også i Mandemarke Bakker, da kvæget går udenom dem i modsætning til f.eks. geder. Går du fra Skovstrædet i Mandemarke op i bakkerne, ligger der ovre til venstre mod skoven et smukt område med gamle hvidtjørne, hvoraf et er afbildet ovenfor mens det blomstrer – og dufter! Men der findes også hvidtjørn i andre former, som f.eks. denne:Hvidtjørn 3

Hvidtjørn er glimrende til et hjerte, der med alderen er blevet svagere, men som ikke er sygt. Planten kan bl.a. medvirke til at fremme forsyningen af ilt og sporstoffer til hjertemusklen. Overhæld 1 spsk. blomster og frugter med kogende vand til 1 kop te. Lad teen trække i 10 minutter. Drik 2-3 kopper slurkvis i løbet af dagen. Hvidtjørneteen skal drikkes regelmæssigt i et stykke tid, inden den opnår sin fulde virkning. (Kilde: Helsenyt.com)

Til top

 

Kattefod

Kattefod

Almindelig Kattefod (Antennaria dioica) eller blot Kattefod er en 5-20 cm høj flerårig urt med hårklædte stængler og blade. Blomsterne danner små kurve, der er samlet i endestillede halvskærme. Arten er karakterplante for meget mager og sandet jord.

Medicinsk anvendelse: Lever og galdeblæreproblemer, gulsot, diarre.

John Gerard’s Herball (1597) skriver om planten: “When the flower hath long flourished and is waxen old, then comes there in the middest of the floure a certain brown yellow thrumme, such as is in the middest of the daisie, which floure being gathered when it is young may be kept in such manner (I meane in such freshness and well-liking) by the space of a whole year after in your chest or elsewhere, wherefore our English women have called it ‘Live Long,’ or ‘Live-for ever,’ which name doth aptly answer this effects.”

Til top

 

Kodriver

 Kodriver

Hulkravet kodriver (Primula veris) vokser spredt overalt i landet på ret tør, neutral eller kalkrig jord. Den danner plantesamfund på græsningsarealer og i lyse skove. Er meget udbredt i bakkerne omkring Høvblege.

Den anvendes medicinsk mod bronchitis, hoste, ledbetændelse, søvnløshed, hovedpine, beroligende, forkølelse m.m. Roden er slimløsende og vanddrivende, og anvendes ved hoste og gigt. Bladene har samme virkning, men svagere. Blomsterne er beroligende, krampeløsende, betændelseshæmmende og modvirker frie radikaler. De bruges ved søvnløshed, hyperaktivitet, stress, astma, bronkitis, allergi, hovedpine og feber. Som omslag mod rynker, bumser, fregner, migræne og solskoldning. Bladene er meget c-vitaminholdige.

Hulkravet kodriver var anført i Farmakopeen 1772, og urt og rod er i mange år efter blevet solgt på apoteker – måske stadig?

Virkningerne er temmelig velundersøgt i nyere tid. Må ikke bruges ved graviditet, aspirin allergi (da den indeholder salicylsyrer) eller sammen med antikoagulationsmidler. Store doser kan give diarre og opkastning. Kan hos enkelte mennesker give hudirritation, hvilket dog ikke er så udtalt som hos visse andre arter af primula. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver 0,1 gram af blomsterne som højeste daglige dosis. Den tyske angiver 1 gram af roden som højeste daglige dosis. Sådan er det med så meget!

Til top

 

Kvæsurt

Kvæsuurt 1

Kvæsurt 2

Læge-kvæsurt (Sanguisorba officinalis) var godt mod forstoppelse, brystsmerter og brandsår, iflg. Johanne Olsen 1906. Den er knyttet til lysåbne enge og moseområder med en jordbund, der har et lavt indhold af mineralsk næring.

Til samme slægt hører:

Kværsurt Bibernelle

Bibernelle (Sanguisorba minor) eller ’Blodstillende Bibernelle’ er en 50-70 cm høj urt, der i Danmark vokser på lysåbne steder med varm, tør og kalkrig men næringsfattig jord. Derfor findes den især på kalkholdige skrænter, bakker og vejkanter.

Har de samme medicinske egenskaber som lægemiddel som Læge-kvæsurt og er blevet brugt som te til at lindre diarré i gamle dage.

Kan også anvendes som ingrediens i både salater og dressinger, og har en smag der er beskrevet som “let agurk”. Man skal bruge de yngste blade, da de har tendens til at blive bitre som de bliver ældre.

Bibernellen har også en fin historie, idet den var Francis Bacons yndlings krydderurt, og den blev bragt til Nordamerika med de første engelske kolonister og fik særlig omtale af Thomas Jefferson.

Til top

 

Liljekonval

LiljekonvalLiljekonval (Convallaria majalis) vokser i fugtig jord i halv til helskygge.

Medicinsk: Brugt mod podagra, lammelser, øjenbetændelse og som hjerteregulerende middel.

Liljekonvallens blade gør, at den indimellem forveksles med ramsløg. Dette kan medføre forgiftning, idet sidstnævnte er spiselig, mens liljekonvallen er stærkt giftig – især de smukke bær! Til gengæld lugter liljekonvallens blade ikke af hvidløg når man nulrer dem.

Til top

 

Loppefrø (‘husk’)

Loppefrø 1Loppefrø 2

Loppefrø med det latinske navn Plantago ovata er ikke almindeligt udbredt på Østmøn – i alt fald i naturen. Men frøskallerne kaldet ’Psylliumfrøskaller’ som på engelsk hedder ’Psyllium seed husk’ kendes også under navnet ‘HUSK’ og findes både på Stege Apotek og i Superbrugsen (på engelsk betyder ‘husk’ noget i retning af frøskaller og avner).

Hvis du synes planten ligner Vejbred – se denne – er det ikke uden grund, da de alle hører til Plantago-slægten.

Frøene indeholder i frøskallen slimpolysakkarider, der med vand kvælder til mange gange det oprindelige volumen. Når man indtager loppefrø eller loppefrøskaller, bevirker kvældningen at tarmindholdets volumen øges kraftigt og herved stimulerer peristaltiken. Afføringsmidler der virker på denne måde kaldes rumopfyldende afføringsmidler og anses for at høre til de mindst skadelige. Hørfrø, hvedeklid og sorbitol har i øvrigt også tilsvarende virkning.

I tarmkanalen danner loppefrø en halvflydende gel, som nedsætter optagelsen af galdesyrer i kroppen, hvorefter leveren må forbruge kolesterol til at danne nye galdesyrer. Ifølge Hjerteforeningen har loppefrø en let kolesterolsænkende virkning i følge mindre studier. Effekten er beskeden, og der synes ikke at være nogen gunstig virkning på HDL (det sunde kolesterol) eller triglycerid. Med hensyn til blodsukker har loppefrø måske en let blodforsænkende effekt hos diabetikere.

I Politiken den 5. november 2016 har Bente Klarlund Pedersen skrevet i brevkassen om sundhed:

Havregryn og flere andre fiberrige madvarer som byg, rug, frugt, grove grøntsager og champignon indeholder en del vandopløselige kostfibre af en særlig type, kaldet betaglukaner. De har vist sig at have særlig stor indflydelse på leverens kolesterolproduktion, fordi de i tarmsystemet danner en vandig gel, der binder en del galdesalte og derfor ‘tvinger’ leveren til at producere nye galdesalte under anvendelse af kolesterol fra blodet. Derved sænkes kolesteroltallet. De vandopløselige kostfibre sænker ikke bare risikoen for udvikling af fedme og forhøjet kolesterol, men også en række sygdomme som sukkersyge og tarmkræft.

Og som Google Translate så poetisk gengiver passagen fra engelske Wikipedia om loppefrøskaller: ”Den USA-Food and Drug Administration (FDA) har etableret en håndgribelig fordel af psylliumfrøskaller indtag, og en nedsat risiko for koronar hjertesygdom (CHD). Psyllium er opløselige fibre har således potentiale til at mindske risikoen for CHD.” Oversættelsen mangler måske lidt finpudsning, men med god vilje forstår man budskabet.

Selvom der ikke findes egentlig videnskabelig dokumentation for, at loppefrøskaller direkte kan afhjælper sygdomme, anvender mange dem alligevel som naturmedicin mod følgende:

  • Konstipation (forstoppelse)
  • Irritabel tyktarm (IBS)
  • Dårlig fordøjelse (dårlig absorption, for hurtig tarmpassage osv.)
  • Divertikulitis coli (divertikelsygdom/divertikulose – betændelse i udposninger på endetarmen)
  • Diarre (tynd mave)

Og så kan loppefrøskaller også bruges i brødbagning. Hvede bruges jo meget, fordi indholdet af gluten som en slags lim holder velhævede brød oppe. Med loppefrøskaller kan man opnå en lignende virkning, således at brød med andre kornsorter også kan bevare luftboblerne fra gæringen. Med nogle spiseskefulde loppefrøskaller skulle man også kunne bage brød med bygmel (som ikke indeholder gluten men meget andet godt) eller boghvedemel (som intet har med hvede at gøre).

Loppefrøskaller indgår som nævnt i mange morgenmadsprodukter for mennesker, men er også godt til heste, for 100% rene hele loppefrø anbefales af Dyrehospitalet i Helsingborg med følgende begrundelse:

”I løbet af efterår, vinter og tidlig forår hvor græssets vækst ikke længere kan følge trop med hestenes behov (foldene bliver nedbidte), er hesten ofte meget ihærdig i dens søgen efter frisk græs. Hesten bider græsset meget tæt på jorden og risikerer derved at indtage anseelige mængder sand og jord, som kan give anledning til sandkolik.  Psyllium (loppefrø) har i mange år været et velkendt middel til at afhjælpe problemet. Det er loppefrøenes skal der, når det kommer i kontakt med væske danner en sej slimet substans, som kan trække sand og jord med ud af hestens mave/tarm system. Loppefrø kan gives alene eller sammen med krybbefoderet.”

Til top

 

Morgenfrue

Morgenfrue 2

De fleste tænker vist ikke over at morgenfruen er en gammel lægeurt.

Plantedelene indeholder bitterstoffer og antiseptisk virkende stoffer, som er forudsætningen for at Have-Morgenfrue kan bruges som naturmedicin, hvilket også afspejles af dens latinske navn Calendula officinalis (se forklaringen om ’officinalis’ i indledningen til denne side).

Blomsterne indeholder bl.a. mineraler (10%), æteriske olier (0.2%), triterpener, flavonoider, karotenoider. Derfor kan de bruges antiseptisk, dvs. mod betændelse fremkaldt af bakterier og svampe. I naturmedicinen bruges blade og blomster mod problemer med lever, livmoder, urinveje, fordøjelse og hud. Morgenfrue virker sammentrækkende på trods af det lave tannin-indhold. Endvidere bruges udtræk af planten til vanddrivende, blodrensende, afførende og sveddrivende formål. (Kilde: Wikipedia med links)

Både blade og blomster af morgenfrue er spiselige, blomsterbladene giver kolorit til salater. Plantens blade kan have en sød smag, men er oftest bitre.

Man har også brugt randkronerne til forfalskning af safran og til gulfarvning af smør.

En kilde fra 1595: Blomsterne anbragt i hul tand får ‘ormene’ til at falde ud.

Til top

 

Natlys

(Kl. 8 Blomst)

Natlys 1

Bemærk støvfanget der hænger ud af blomsten (klik for at forstørre)

Natlys 2

Fotos af åbne og lukkede blomster

Der findes omkring 150 arter af denne plante, som har sit danske navn fordi den ofte åbner sine blomster omkring kl. 8 om aftenen for at kunne tiltrække natinsekter – men husk at det er kl. 9 ved sommertid! På engelsk hedder den ’sun drop’ eller ’evening primrose’.

Det latinske navn på den i Danmark almindeligt forekommende Kæmpe Natlys, der i øvrigt sår sig villigt, er Oenothera bienni. Den er toårig, første år med en roset og andet år med den høje blomsterstand, som kan blive halvanden meter høj. Den får store duftende, lysende gule blomster op til 10 cm i diameter, der som nævnt åbner sig ved skumringstid.

Medicinsk har den været anvendt til PMS (præmenstruel syndrom), allergi, blodtrykssænkende, gigt, alkoholisme, anorexi, psoriasis, forkalkning, sklerose.

Desværre viser større undersøgelser af effekten af kapsler med olie udvundet af natlys, at den ikke har nogen effekt overfor hverken eksem eller cancer (Cochrane metaanalyse 2013 og American Cancer Society 2010). Andre undersøgelser viser at den heller ikke synes at lette præmenstruelle symptomer, eller at fremskynde eller lette fødsler. Andre medicinske virkninger eller følger er meget omdiskuterede, idet der åbenbart også kan optræde mange bivirkninger.

Så måske skal man bare nyde de smukke blomster.

Til top

 

Perikon

PerikonPrikbladet perikon (Hypericum perforatum) er en 40-60 cm høj urt, der vokser på overdrev, vejkanter og i lysåbne skove. Planten indeholder stoffer, der virker depressionsdæmpende.

Medicinske anvendelser: Nervøsitet, pms, menopause, virus og bakteriehæmmende, betændelse, diarre, åreknuder, stimulerer blodomløb, ømme led og muskler, søvnløshed, hoste, mavekatar og mavesår, udrensende, vanddrivende, gigt m.m.

Planten bruges i naturmedicin som supplement eller erstatning for de såkaldte lykkepiller. Men prikbladet perikon (og præparater heraf) har påviselig indflydelse på omsætningen af lægemidler. Mekanismen er opregulering af to enzymer (bemærk de 2 links der er for de dybt nørdede): cytokrom P450 og CYP3A4 men også CYP2C9, der bevirker en øget nedbrydning af medicinen, hvilket medfører lavere koncentration i kroppen og mindsket klinisk effekt. Det afgørende i denne forbindelse formodes at være plantens indhold af hyperforin.

Og så skal man ikke glemme at de uudsprungne knopper bruges til at fremstille en smuk og velsmagende kryddersnaps. Kniber man en uudsprungen blomsterknop mellem to fingre, får man en helt rød plamage. Det er den røde saft som også trænger ud i kryddersnapsen og giver perikonsnapsen dens farve. De æteriske olier som giver den pragtfulde smag bliver meget hurtigt opløst i snapsen, så den mest velsmagende perikonsnaps får man efter en kort trækketid på højst en dag.

Planten ses hen i juli i grøftekanter og er i Mandemarke bl.a. set ved grøften langs søen ved Tørvelukket.

Til top

 

Pil

Pil 1

Pil 2

Pil vokser meget gerne på fugtige steder, blandt andet ved det lille mosehul på Rakkerbanken syd for Mandemarke og ved moseområdet på vejen fra Mandemarke mod Klintholm gods. De fleste pilearter får gæslinger tidligt på foråret som man kan se på det første billede ovenfor. Der findes mange arter af pil, men den på det andet foto er formentlig Hvid-Pil (Salix alba).

Et klassisk eksempel på naturmedicin er pilebark, som er blevet benyttet som smertestillende middel.  De fleste kender den fra hovedpinepiller som indeholder salicylsyre (Salix=pil), der i dag er den virksomme ingrediens i mange industrielt fremstillede produkter til forskellige former for smertebehandling.

Salicylsyre er kendt for sin evne til at lindre smerter og reducere feber. Disse medicinske egenskaber, især febernedsættelsen, blev opdaget i oldtiden. Det anvendes som et anti-inflammatorisk lægemiddel.

Salicylsyren udvindes fra det inderste af barken og har den kemiske formel C7H6O3 .

I moderne medicin er salicylsyre og derivater indholdsstoffer i mange medicinske produkter. Methylsalicylat anvendes f.eks. som liniment til at lindre led- og muskelsmerter og cholinsalicylat anvendes topisk til at lindre smerten af sår i munden. Salicylsyre er en vigtig ingrediens i mange hudplejeprodukter til behandling af arp, akne, psoriasis, hård hud, ligtorne og vorter.

Til top

 

Pimpinelle og anis

Pimpinelle

Stor Pimpinelle (Pimpinella major) er en flerårig plante i skærmplante-familien.

Ifølge Wikipedia har den i traditionel Østrigsk medicin været anvendt mod lidelser i luftvejene, feber, infektioner, forkølelse og influenza, så det samme har sikkert også været tilfældet i Skandinavien.

Det er en 40-130 centimeter høj urt med glat, kantet-furet, hul stængel. Stængel- og grundblade er enkelt fjersnitdelt med aflangt ægformede afsnit. Frugten har tydelige ribber til forskel fra Alm. Pimpinelle, som ser således ud:

Pimpinelle 2

Hvis man har gået i gymnasiet og sunget de gamle studenterviser af Bellman kender man den fra dens svenske navn: Pimpinell. Som der står på en svensk hjemmeside: Blad av pimpinell användes under 1700-talet för att krydda vin och sallat, vilket är omskrivet bland annat av Bellman. Hoffberg (1792) skriver följande om pimpinell: “Kryddsmakande: lägges på rödt win och sallat, deraf smaken förbättras”.

Måske var det Pimpinella anisum, som også på dansk kaldes anis, man brugte! Anis bruges til at give smag til en hel masse forskellige drikke! Den mellemøstlig arak, colombianske aguardiente, franske absint, anisette og pastis, græske ouzo, bulgarske og makedonske mastika, tyske Jägermeister, italienske sambuca, hollandske Brokmöpke, portugisiske, peruvianske og spanske anísado samt tyrkiske raki. Disse væsker er klare, men ved tilsætning af vand bliver de uklare – et fænomen kendt som ‘ouzo virkning’. Anis menes også at være en af de hemmelige ingredienser i den franske likør Chartreuse.

Anis er medicinsk blevet brugt til behandling for menstruationskramper og kolik, men den vigtigste anvendelse af anis i traditionel europæisk urtemedicin var for at modvirke tarmluft (flatulens). Som John Gerard så smukt skrev i sin encyklopædi om urtemedicin ‘Great Herball’ fra 1597: “The seed wasteth and consumeth winde, and is good against belchings and upbraidings of the stomacke, alaieth gripings of the belly, provoketh urine gently, maketh abundance of milke, and stirreth up bodily lust: it staieth the laske (diarrhea), and also the white flux (leukorrhea) in women.”

Til top

 

Rejnfan

Rejnfan

Alle der kalder denne smukke grøftekantsblomst som blomstrer fra juli til september for ’regnfang’, skulle måske hellere bruge det latinske navn Tanacetum vulgare.

Dens danske navn er nemlig ’rejnfan’. Den har også det meget beskrivende navn ‘guldknap’. ’Rejnfan’ er i virkeligheden en forvanskning af det tyske “Rainfarn”, som betyder ’bregne der vokser langs markskel’, og har altså intet at gøre med at fange regn.

Den er stærkt duftende og har været brugt som krydderi i kager, salat, kød, æg, men er noget giftig! Mere sikker anvendelse skulle være til at holde lopper, fluer, møl m.m. væk, hvilket skyldes indholdet af de æteriske olier kamfer, borneol og thujon. Desuden indeholder planten en række bitterstoffer.

I Mandemarke – og sikkert mange andre steder – var det almindeligt også at blande rejnfan i sengehalmen. Man kan let tænke sig til hvorfor!

Blomsterne kan bruges til traditionel garnfarvning og giver garnet en solgul farve. Bruges også mod indvoldsorm hos heste.

Det har været almindeligt at sætte blomsterne på brændevin. Det gælder nu også mange andre læge- og krydderurter, men rejnfan er ligefrem blevet kaldt ’brændevinsblomst’ på Langeland.

Rejnfan har fået tilnavnet “herba immortalis” – den udødelige urt – da man indgned lig med den, så de ikke blev fortæret af orm. Bladene af en anden art af rejnfan er blevet anvendt til balsamering i det gamle Ægypten.

Folkemedicinsk anvendelse: Ormemiddel, afførende, fordøjelsesfremmende. I mange lande har rejnfan været anvendt særligt som ormedrivende middel, hvorfor den ligefrem har fået betegnelsen ormekrudt. Også mod trolddom og djævlebesværgelser samt som elskovsmiddel var rejnfan god. Den sikrede desuden mod lynnedslag og forrådnelse. Når blomsterne blev kogt i sødmælk var den god mod kighoste. Den kunne fordrive fluer, væggelus og lopper (især i sengehalmen), og blev lagt mellem klæderne mod møl. Ved stærke tandsmerter stoppede man frøene af rejnfan i den hule tand. På Færøerne har man lagt tørrede blomster på navlen for brok og afbrændt dem i sygeværelset for at bedre luften.

Og til alle med heste: ”Rejnfan nævnes blandt råd for hestens snive og engbrystighed. Man kommer nogle rejnfankurve på foderet, det holder hestene raske, og om efteråret, når de kommer på stald, værner det dem mod at få kværke.” ”Et sikkert middel mod alle slags sygdomme og trolddom hos fæ” indeholder bl.a. rejnfan, malurt, dyvelsdræk og løvstikke. (Brøndegaard, Dansk Etnobotanik, bind 4, s. 274.)

Til top

 

Røllike

Røllike

Røllike (Achillea millefolium) findes på tør eller fugtig næringsrig sand- eller humusbund, dvs. næsten overalt: På enge, græsplæner, vejkanter, overdrev, strandenge osv.

Røllike var i ældre tid et besværligt ukrudt i kornmarker, og man fandt en røllike i Egtvedpigens kiste fra bronzealderen  fra ca. 1300 f.Kr.

Alm. røllike er en gammel lægeplante, der indeholder mange aktive stoffer f.eks. æterisk olie bestående af bl.a. kamfer, cineol (eucalyptol) og chamazulen. Herudover indeholder planten achillein, garvestoffer, isovaleriansyre, salicylsyre, asparagin, flavonoider og harpiks.

Stofferne virker sveddrivende, blodtryksænkende, betændelseshæmmende, febernedsættende, og stimulerende på fordøjelsen. Herudover er Alm. røllike beroligende og vanddrivende.

Røllike er på grund af de nævnte virkninger blevet brugt ved febertilstande og infektion, f.eks. ved forkølelse og influenza. Blomsterne anførtes i farmakopeen 1772, dvs. fortegnelsen over midler apotekerne skulle føre, og de skulle stadig kunne købes på apotekerne.

Planten er ikke giftig, men ved indtagelse af meget store doser giver den hovedpine og svimmelhed. Nogle mennesker reagerer allergisk overfor røllike, og gravide skal undgå at indtage planten.

Afkog af røllike i øl eller vand har været brugt mod for stærk menstruation, og unge piger med ’mavepine’ (ophørt menses) har drukket te af røllike eller vejbred! Andetsteds er det skrevet, at kvinder skal være forsigtige med at drikke afkoget, da det kan “forvolde standsning i andre funktioner.”

Ifølge Simon Paulli 1648 er røllike næsten end af de bedste urter, som læger sår og andre skader, renser uden smerter, den kan stille ”hele kroppens blod og blodgang”, et afkog kan drikkes mod for voldsom menstruation. Bønderne tager røllike, når de i slagsmål bliver hugget eller skåret af kniv eller af vanvare lemlæstes. Blander man den ituhakkede urt med flæsk og lægger det på såret, ”straks løber skaden sammen og bliver helet og lægt uden nogen videre bekostning”.

Tørret røllike er blevet røget i Sønderjylland mod astma, og røllike er på Bornholm grundet sin anvendelse mod diarré også kaldt røvsnerpe.

Kan som så mange andre urter også bruges i snaps!

Til top

 

Sankthansurt

SankthansurtSankthansurt (Hylotelephium telephium eller Sedum telephium) vokser på stengærder, overdrev og skrænter samt som forvildet nær bebyggelse. Planten er sukkulent og kan danne nye planter fra afrevne blade. Den findes også omkring mange huse på Møn.

Det er også en såkaldt bladsukkulent ligesom Bidende Stenurt, som også er omtalt på denne side.

Medicinsk er den f.eks. blevet brugt mod hæmorroider. Man lagde planten mellem skuldrene på den hæmorroide-ramte til den visnede! Om det hjalp, fortæller historierne ikke noget om.

Den er også blevet anvendt mod brandsår. Man knuste de friske blade og anvendte dem som en pasta i et køligt omslag. Sankt Hans-urtens blade er kølige, uanset hvor varmt det er. ”Stenbræk-fedthøne var godt for brandsår,” sagde Johanne Olsen, hvis erindringer findes andetsteds på denne hjemmeside. Da Sankt Hansurt på tysk hedder ’Fetthenne’, altså fedthøne, er det nu nok den Johanne Olsen har tænkt på i stedet for stenbræk (Saxifraga granulata, der som det danske navn antyder har været brugt mod blæresten og nyresten).

Sankt Hansurt har også været brugt til mange andre gode formål end brandsår. Bladene blev anvendt ved næseblod, hvor man lagde bladene på panden og dryppede plantens saft i næsen.  Hvis saften blev tilsat honning eller sukker, kunne en skefuld eller to af denne sirup bruges mod ondt i halsen. Det hed sig også, at den skulle være god mod kræft.

Planten anvendes ikke mere officinelt (som lægeurt og apotekervare), men tidligere blev afkog af bladene givet for smertefuld vandladning. For hæmorroider lægges planten mellem skuldrene til den visner. (1800) Hvor langt nede mellem skuldrene der mentes, vides ikke.

Sankt Hansurt kan også bruges til at tage varsler om kærlighed og giftermål. Sådan er den i alt fald blevet brugt op mod slutningen af 1800-tallet!

Man hænger to skud op. Vokser skuddene mod hinanden bliver kæresteparret gift, gror de hver sin vej, bliver der intet ægteskab! Og som bonus viser antallet af sideskud, hvor mange børn pigerne får.

Planten plukkede man normalt Sankt Hans-aften – altså endnu inden den havde sat blomst. Det hænger formentlig sammen med, at midsommerfesten fra hedensk tid var den store fest, hvor der blev taget varsler.

Til top

 

Skovmærke

Skovmærke

Skovmærke, eller Galium (Asperula) odoratum, siden 1300-tallet også kaldet Bukar, vokser i Klinteskoven og som bunddække i skyggefulde hjørner af nogle haver.

Skovmærke hører til planeten Mars. I magien bruges den til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet. Den tiltrækker alfer.

De grønne dele af planten indeholder et stof, som fraspalter kumarin. Det dufter fint og krydret (som godt enghø), hvad der gør, at planten bruges til grønne kranse og som drinkskrydderi i snaps eller vodka.

Den tørrede plante bliver giftig hvis den udsættes for fugt under opbevaringen. Max dosis i følge drogelisten er 1/2 gram plante om dagen. Bruges ikke sammen med kredsløbsmedicin og ved graviditet, formentlig fordi kumarin virker antikoagulerende og også kaldes ”anti K-vitamin”.

I gamle dage gik fattigfolk og deres børn hvert forår omkring i byerne og falbød ’Grønne kranse’, så folk kunne købe et par stykker og hænge dem op i hjemmet. Det var almindeligt at lægge skovmærker i små buketter mellem tøj og pelsværk. Den stærke lugt skulle fordrive møl og give klæderne og deres bærere en fin ’parfume’.

H.C.Andersen skrev i 1875:

Hvor var der dog festligt derinde, når pinseklokkerne klang;

små hvide sommergadiner i solskin om vinduet hang.

SanktHansurt blev sat i bjælken og kakkelovnen fik glans,

de duftende birkegrene stod der med skovmærkekrans.

Den anføres i farmakopeen 1772. Medicinsk anvendes den som vanddrivende, krampeløsende, betændelseshæmmende, blodfortyndende, mod lette mavesmerter, leverbetændelse, som alment tonikum, og er mildt beroligende.

På Østmøn er skovmærke brugt mod tandpine.

Tørret skovmærke gav i mangeltider som under 1. verdenskrig 1914-1918 en god te-erstatning og er også blevet røget som tobak (man fristes til at tilføje: naturligvis).

Bukarkrans bundet under barselskvindens fødder letter fødselen.

Det er et gammelt husråd at koge tørre skovmærker med usaltet smør til salve på hug- og stødsår, gamle sår, skab, frost, køers ømme yver og sprukne patter (1761). I salven blandes den mellemste hyldebark og kamilleblomster (1700).

Skovmærke hører til planeten Mars. I magien bruges den til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet. Den tiltrækker alfer.

Til top

 

Snerre (gul snerre)

SnerreGul snerre (Galium verum) vokser i Mandemarke Bakker. Planten er knyttet til mager jord, hvor græs og andre kraftige, skyggende planter bliver holdt nede ved trafik, græsning eller slåning. Det gør den almindelig på overdrev, bakkeskrænter, langs vejkanter, på sandede strandenge og i klitter

Kaldes også ’Jomfru Marias sengehalm’ og har sikkert været et velkomment tilskud til sengeklimaet i gamle dage med sin vidunderlige honningduft, når den blev brugt som fyld i madrasser og puder.

Den var anført i farmakopeen 1772 (fortegnelsen af apotekervarer) med medicinske anvendelser: Nyre og blæreproblemer, gigt, krampestillende, vanddrivende, sveddrivende.

Den kan også bruges i kryddersnapse, som jo til alle tider også har været indtaget af medicinske grunde. Det siges også, at man mente at brændevin beskyttede imod pest! Lagt i sengens halm eller fodende skulle den fordrive lopper.

Tager man ’Vor Frues sengehalm’ i mad og drikke, kan man ikke skades af orme og slanger, når man i høsten sover med åben mund i græsset.

Når man læser om hvad der i tidens løb har været fortalt om mange af de her nævnte planter, får man et levende indtryk af tidens problemer!

Til top

 

Stenurt

StenurtBidende Stenurt (Sedum acre) er en 3-6 cm høj urt, der i Danmark er meget almindelig på åben sandbund, stengærder, overdrev og vejkanter. Findes også i Mandemarke Bakker. Et andet medlem af Sedum-familien er Sankt Hansurt (Sedum telephium).

Blade og stængler har en skarp og bitter smag, som skyldes giftige alkaloider. Spisning af planten vil fremkalde ætsningsagtige skader på hud og slimhinder, men siges alligevel at have medicinsk virkning: Nedsætter blodtryk, afførende, fremkalder opkastning, vorter.

Ifølge Henrik Smid har Bidende Stenurt samme lægekræfter som husløg. (1546)

Saften giver opkastning og ”en del bønder og gemene folk” bruger den som brækmiddel, men brugen frarådet, hvis man har en svag natur og skrøbelig mave. (1648)

Planten lægges som opløsende omslag på negle, ølafkog drikkes mod skørbug, blandet med alun og honning for dårligt tandkød og løse tænder. (1800)

Også poesien har nydt godt af Bidende Stenurt (Valdemar Rørdam):

Stenurt, en Tommeliden at se, men fuld af saft,

låner bjerget et himmelsk lys til den hærgende kraft,

den blomstrer på trods af fornuften,

den lever af stenen og luften

og ler af al bitter erfaring.

Det er ensomheds åbenbaring.

Til top

 

Stokrose

Althaea officinalis

Lægestokrose (Althaea officinalis)

Stokrose

Almindelig have-stokrose, Alecea rosea.

Almindelig have-stokrose, Alecea rosea, bliver op til 2 meter høj og har fløjlsbløde grågrønne blade og lyserøde blomster. Vokser foran ethvert ældre hus med respekt for sig selv – og er et ‘must’ ved stråtækte bondehuse med bindingsværk.

Medicinsk: Hoste, bronchitis, astma, mavesår, diarre, søvnløshed, stimulerer nyrer, bihulebetændelse.

Som urtemedicin menes stokrose at være et blødgørende afføringsmiddel. Det bruges til at styre inflammation, for at stoppe sengevædning og som mundskyl i tilfælde af blødende gummer.

Bruges også til snaps og bolsjer – Altea bolsjer kaldes vist også Kongen af Danmarks bolsjer. Oprindeligt indeholdt ’marshmallows’ – på dansk ’skumfiduser’ – også ekstrakt af Althaea officinalis.

EkstrakStokrose 2t af roden bruges også som smagsgiver i den mellemøstlige hvinende søde ’halva’, se foto til venstre. Kemiske bestanddele indbefatter ikke mindre end altheahexacosanyl lacton (n-hexacos-2-enyl-1,5-olid), 2β-hydroxycalamene (altheacalamene) og altheacoumarin glucosid (5,6-dihydroxycoumarin-5-dodecanoat-6β-D-glucopyranosid), sammen med de kendte phytoconstituents laurinsyre, β-sitosterol og lanosterol (iflg. engelske Wikipedia og Google translate).

Lægestokrose (Althaea officinalis) har fra meget gammel tid – helt tilbage fra traditionel kinesisk medicin – været anvendt til medicin. Saften af roden bruges til at lindre smerter ved fx insektbid og dårlig hals. Saft af althea kan købes på apoteker. Den anses også i dag som et nyttigt og harmløst medikament mod halsproblemer. Saften bruges som smagsstof i ’kongen af Danmark bolsjer’, hvor de slimløsende egenskaber udnyttes til at forkæle børn og patienter og lindre hoste og øm hals.

Hele planten, især roden, bugner med en mild planteslim som virker blødgørende.

Artsnavnet Althaea er afledt af det græske “ἄλθειν”, som betyder “at helbrede”, på grund af sine helbredende egenskaber. I traditionel kinesisk medicin, er Althaea officinalis kendt som 藥 蜀葵 (pinyin: yàoshǔkuí).

Mange af de fattigere indbyggere i Syrien levede i ugevis på urter, hvoraf Lægestokrose var en af de mest almindelige. Når rødderne først blev kogt og dernæst stegt med løg og smør, ansås de af romerne som en stor delikatesse, og i tider med knaphed som følge svigt af basisafgrøderne, har stokrosen også været brugt som fødevare.

Horats nævner det med henvisning til sin egen kost, som han beskriver som meget enkel: “Me pascunt olivae, me cichorea levesque malvae” – frit oversat: ’For mig er oliven, endivie og stokrose livsfornødenheder’. (Læs om ’endivie’ – også kaldet ’julesalat’ – under cikorie).

Til top

 

Sæbeurt

SæbeurtSæbeurt (Saponaria officinalis) vokser vildt omkring bebyggelser på tør kalkrig jord. I Mandemarke findes den flere steder, bl.a. for enden af Skovstrædet efter lågen op til bakkerne.

De enkelte blomster åbner sig om aftenen og forbliver åbne i omkring tre dage. Om natten producerer de en stærkere duft og supplerer nektarproduktionen. Blomsterne besøges af bl.a. ugler, humlebier og svirrefluer, men er også selvbestøvende.

Alle dele af planten, men især jordstænglen, indeholder 2-5 % af triterpen-saponiner, som virker emulgerende, hvilket har gjort planten anvendelig til finere vask siden oldtiden. Det antages at den har været brugt til at behandle Ligklædet i Torino. Saponiner er også let giftige, og en overdosis kan forårsage kvalme, diarré og opkastning. Til trods for sin giftighed bruges sæbeurt som emulgator i den kommercielle fremstilling af tahini halva, og i brygning til at skabe øl med et godt ’hoved’.

I Mellemøsten er roden ofte brugt som tilsætningsstof ved fremstilling af den populære søde halvah, en slags sød konfekt. Planten kaldes ‘IRQ al-ḥalāwah’ på arabisk, ‘Coven’ på tyrkisk, og anvendes til at stabilisere olie i blandingen eller at skabe en karakteristisk tekstur af halvah, som enhver der har smagt ’turkish delight’ vil kende. Se også omtalen af halva lige ovenfor under stokrose!

Blomsterne kan bruges i salat, men medicinsk bruges den sjældent grundet en vis giftighed.

Navnet sæbeurt ”tilkendegiver en ikke ringe ting, at den til afvaskning af skarn på hænderne ikke er ubekvem, men meget tjenlig og god” (1649). Som det fremgår af anden del af dens navn, officinalis, har den indgået apotekernes sortiment.

Både rod og plante anføres i famakopeen 1772. Sæbeurt er blevet brugt mod kønssygdomme som syfilis og gonorré, men det nok mest rengøringen den har været benyttet til.

I 1819 gjorde kammerråd Drewsen ved København forsøg med udtræk af hele planten til vask af får, for at man til udlandet kunne eksportere en renere uld. Endnu omkring 1935 anvendte man de underjordiske dele til sæbe, f.eks. ’Lux’, og under anden verdenskrig anviste Statens Husholdningsråd den til finvask og rengøring af malet, lakeret og ferniseret træværk.

Til top

 

Tormentil (Blodrod, Potentil)

Tormentil

Tormentil eller Blodrod eller Potentil (Potentilla erecta).

Artsnavnet tormentil betyder ’plage og pinsel’, fordi den tykke jordstængel blev brugt mod gigt og smerter i tænderne. Jordstængelen er rød indvendig og hele planten indeholder en rød saft og har derfor givet planten tilnavnet Blodrod. Den indeholder garvestoffer og er derfor meget værdsat til stærk kryddersnaps ’jægerdram’ som har en smuk rubinrød farve.

Navnet ’tormentil’ stammer fra omkring 1450, fordi planten blev anvendt mod smerter, idet plage på latin hedder ’tormentum’!

Der findes også en ’Krybende Potentil’ (Potentilla reptans), hvis artsnavn henviser til den krybende stængel og de lange op til 60 centimeter lange overjordiske udløbere der slår rod, i modsætning til artsnavnet for tormentil, Potentilla erecta, hvor erect betyder opret. I alt fald den krybende findes i mange vilde haver i Mandemarke, da den breder sig villigt.

Roden er anført i famakopeen 1772 med medicinsk anvendelse: Diarre, mavesår, hæmorider, styrker immunsystemet, feber, blodstillende.

Tormentil renser og læger som plaster eller salve alle sår og bylder, disse bades med vin- eller vandafkog, den knuste rod strøs i såret. 

Simon Paulli 1648: Der findes næppe en barber, som ikke ved, at urtens rod er blodstillende; derfor kommer den også i sårdrikke og sårplastre. Den knuste jordstængel kogt i vin styrker synet og sikrer kvinden graviditet. Da dette udtræk også var godt mod koldfeber (malaria), mod blodsot (dysenteri), mod pest og mod diarré, har det jo været en ren win-win situation, medmindre man var kvinde som ikke ønskede at blive gravid!

Og der er også tænkt på dyrene: I oktober bør kvæget hver morgen før udbindingen have tormentil med lidt salt som værn mod ’usund tåge’ (1780).

Til top

 

Vedbend (Efeu)

Vedben

Vedbend (Hedera helix) er en stedsegrøn lian, der kan blive op til 30 meter lang og vokser på muldbund i skove, krat og parker. Vækstformen er dels krybende, dels klatrende. Den klatrer ved hjælp af særlige klatrerødder på grenene, og der findes i Klinteskoven hele træer som er helt tilgroet med vedbend. Hele planten er giftig, og også bærrene. Den kendes også under det tyske navn Efeu.

På billedet ses vedbend i den blomstrende fase, hvor bladlapperne mangler.

Vedbend anbefales af NASA (NASA Clean Air Study undersøgte forskellige måder at rense rumstationers luft) som indendørs potteplante, da den er særlig god til at rense luften for visse luftforurenende stoffer.

Vedbend bruges også – ufrivilligt eller frivilligt – som vækst på bygningsfacader. Eksempel på sidstnævnte er Aarhus Universitet, hvor flere bygninger har store partier med vedbend.

Har medicinsk været anvendt mod podagra, rheumatisme, hoste, bronchitis. Planten er giftig, men sådan er det jo med mange planters medicinske anvendelse gennem tiderne. For meget er bare alt for meget!

Christiern Pedersen 1533: Saften blandet med olie og eddike inddryppes i næsen mod hovedpine. Vedbendolie gnedet på navnlen og nedefter (!) hjælper til at gøre kvinde gravid. Lud af asken får håret til at vokse og blive gult – også på gamle folk.

Den sidste bemærkning er meget interessant i lyset af hvad Simon Paulli skriver i 1648: Mod håraffald bades hovedbunden med udtræk af kvistene, ”men er håret forinden gult, da gør det at det ændrer farve, så det … bliver sort”.

Friske blade vædet med eddike og oversiden lagt på ligtorne i aftagende måne får dem til at forsvinde.

Røgning med vend holdt flagermus borte fra flæsk hængt på loft eller skorsten (1648).

Bo Bramsen har udtalt: Det mest sympatiske ved planten er dens uomtvisteligt gode smag! I valget af, hvad den gider vokse op ad, kan den udvise en så skarp kritik, at det fra gammel tid har været en almindelig talemåde, at et hus kan være så grint, at end ikke vedbend vil vokse op ad det”.

Til top

 

Vejbred

Bredladet eller Glat Vejbred (Plantago major)

Bredladet eller Glat Vejbred (Plantago major)

Lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata).

Lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata).

Bredbladet vejbred kaldet Glat Vejbred (Plantago major) og Lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata) er begge meget almindelige ved og på veje og i gamle plæner.

Bemærk ligheden med ‘loppefrø’, hvilket ikke er tilfældigt, da de er af helt samme familie.

Den bredbladede eller glatte vejbred er den almindeligste og den man i gamle dage tog varsler af. Overalt i landet har man taget varsler af vejbred. Rives bladstilken af ved roden, viser trævlernes antal, hvor mange kærester man får før den rette kommer, eller hvor mange kærester man eller en anden har. Det er endda udtrykt på vers:

  • Træk kun, hvis din samvittighed er ren.
  • Jeg trækker for mig selv; nu, spå mig, vejbred!
  • Jeg vidste det – selvfølgelig kun én!

På samme måde spås, hvor mange børn man vil få, når man er blevet gift. Nogle steder steder har man også taget varsel om, hvor mange børn der bliver levedygtige, ved forsigtigt at trække trævlerne op gennem bladpladen. De må ikke briste før bladets spids, men ”det er sørgeligt mange, der omkommer som aborter på halvvejen”.

Klog mand i Åby ved Åbybro påstod, at med et vejbredblad lagt under hovedet var man sikker på at vågne til bestemt tid næste morgen.

Børn har også holdt i hver sin ende af en bladstilk og trukket den over. Den som har de fleste udragende trævler (karstrenge), får et samtidigt ønske opfyldt, og antallet af strenge viser hvor mange år der går før opfyldelsen.

Som lægemiddel har vejbred også haft stor betydning – og man får også et indtryk af de udfordringer man har haft.

Omkring 1300-tallet brugtes lancetbladet vejbred bl.a. som omslag på næse- og øjenbylder, og knust og blandet med svinefedt til omslag på hårde bylder. Bladene blev også lagt på hundebid og blandet med æggehvide på brandsår.

I 1400-tallet: Saften blandet med rosenolie dryppes i døvt øre, saften holdes i munden og bladene spises for tandsmerter der giver dårlig ånde (!), saften blandes med vin til gurgling mod synkebesvær, drikket blandet med honning og eddike for hoste. Frøene indgår i råd for blære- og nyresten, planten kogt i øl og tilsat frø af fennikel, selleri, persille, dild og hør bør drikkes for betændt milt. Kage bagt af vejbred og rapsfrø spises, det ”læger og heler, hvad der er sønderrevet”. Vejbred kogt med smør giver god fordøjelse og læger kvæstelser i kroppen.

Christiern Pedersen 1533 – som må have haft stor erfaring med vejbred – skriver: Mod dysenteri (en fælles betegnelse for tarmbetændelse med blodige og evt. betændelsesfyldte diarréer): Anus pålægges klæde vædet med saft af glat vejbred eller de knuste blade og saften. For hævet blære drikkes saften af lancetbladet vejbred, saften kogt med honning indtages mod diarré. For blodspytning drikkes saft af lancetbladet vejbred og eddike. Patient med hævede testikler skal drikke saft af lancetbladet vejbred og dyreekskrementer, dekokt af samme plante, jernurt og skabiose tilsat røgelse og æggehvide, testiklerne pålægges saften af glat vejbred blandet med bønnemel og olie. Gnides saften af bladene på kvindes bryster, standses deres vækst, de knuste blade og saften til omslag, der blokerer diegivende kvinders laktation. På bid af gal hund lægges vejbredblade kogt med hvidløg og kamilleblomster eller de knuste blade og æggehvide.

Henrik Smid 1546ff: Vinafkog af røddernes drikkes mod koldesygen (=malaria). Bullen mund, halt og strube gurgles med vejbredvand. Bid af hugorm og gal hund bades med plantens saft og pålægges de lægende blade. Vejbredssaft blandet med husløg lægges på ”den vilde ild” (udslæt) og al betændelse. Nogle hænger roden om halsen og tror det fordriver struma.

Simon Paulli 1648: Glat vejbred er den bedst kendte art og bliver ofte indført og brugt på apotekerne. Man anvender mest blade og frø, både ind- og udvortes, for alle slags betændelser, friske som gamle sår, mod malaria. Intet stiller bedre end vejbredblade smerten i blærer eller vabler trukket af spansk flue, de forsvinder og ny hud dannes. ”Men det er så almindeligt at bruge vejbred til udsæt, fnat og sår på benene og andetsteds på kroppen, at enhver, ja endog små børn, ved det og derfor også bruger den til sammen fornødenhed, idet de trækker senerne ud af bladene og så lægger dem på sårene morgen og aften.” Man kan derfor ikke tvivle på, at man med vejbred blandet i sårdrikke desto hurtigere bliver lægt. Men den, der er så kræsen, at han ikke vil indtage et så ringe medikament som afkog af vejbred, kan bruge en essens (et udtræk i alkohol) af planten i et afkog af byg, cikorie, syre- eller græsvand tilsat vitriolspiritus. Med en sådan blanding kan stilles ”sædens blodige flod, som gerne plejer at være pokkers og fransosers (gonorré og syfilis) medfølgende staldbroder”.

Mod ørepine stikkes en vejbredrod som er stegt og svøbt i surdej i øret. For tandpine: Blade eller rod af vejbred stak man i øret over tanden. ”Når roden toges ud, var den glinsende sort af det onde, den træk ud af tanden”.

Vejbred var og er især kendt som sårlægende plante. Lancetbladet vejbred er ”det eneste trækplaster foruden grønkålsblade, som fattige fok ved at betjene sig af på Skagen”. Myggestik gnides med eller pålægges frisk vejbredblad. De grønne blade anbringes i skridtet for hudløshed (i alt fald i Sønderjylland). En te af roden drikkes mod hæmorroider (på Østmøn).

Blade og frø af glat vejbred er anført i famakopeen 1772, og skulle i 1984 stadig sælges på apoteker.

Erfaringerne med vejbred er et sted opsummeret således: Af vejbreds rødder blev der kogt te mod leverlidelser og hæmorider. Bladene skulle være godt mod diarre, hæmorider, bronchitis, astma, høfeber, tør hoste, sårhelende, mavekatar, helvedesild og urinvejsinfektion. Frøene skulle virke afførende, men er også (derfor?) populære hos stuefugle.

Til top

 

Ærenpris
Ærenpris
Læge-Ærenpris (Veronica officinalis) er en nedliggende urt med 10-30 cm lange stængler med blå blomster i klaser. Den vokser på morbund i skove eller på tørre overdrev.

Den har som navnet antyder været påskønnet for sine fremragende medicinske kræfter, og stod sammen med tykbladet ærenpris i famakopeen 1772. Læge-ærenpris nævnes 1740 som en af de bedste erstatninger for kinesisk te, og blev mange steder i landet drukket som sådan.

Den anbefales bl.a. mod forhøjet kolesterol, bronkitis, gigtknude, rheumatisme, eksem, ved hudproblemer samt som blodrensende middel.

I leksikon om lægeplanter er det fremhævet, at den skulle være god mod alderskløen, nervøsitet, hukommelsessvigt og svimmelhed. Så den kan jo altid være god at have ved hånden!

Ærenpris 2 Velbekomme!

Til top

.

.

.

Ansvarsfraskrivelse: Alle oplysninger på denne side afgives uden ansvar for både ønskede uønskede virkninger, bivirkninger og eftervirkninger!