Johanne Olsens livserindringer 1953

Johanne Olsens erindringer færdiggjort på Borre Alderdomshjem i 1953 indsendt til Dansk Folkemindesamling den 11 maj 1953 af den 78-årige Johanne Olsen.

Mit barndomshjem står for mig som noget af det mest eventyrlige med de gamle skikke, talemåder og spøgelseshistorier. Da jeg altid havde åbne ører for sådant, har minderne fulgt mig gennem min lange og mange gange besværlige livsvandring.

Mit barndomshjem var i Busene. Der blev jeg født og jeg husker ikke så lidt fra jeg var fem år. Min far og mor flyttede til Busene først i 1870´erne efter de havde boet i Kavle (Karensby) hos morfar og mormor i nogle år. Der blev i hvert fald mine tre ældste søskende født. Vi var 7 søstre og 1 bror. Min far var smed og efter de tider en dygtig og pålidelig mand.

Da mine forældre havde boet i Kavle nogle år døde smeden i Busene. Far blev af Kammerherren (Carl Sophus Scavenius) tilbudt smedjen i Busene, hvor han flyttede til for at begynde som mester.  I forvejen havde han arbejdet som svend i Ålebæk, hvortil der var omkring en mil at gå. Han gik fra Kavle tidlig morgen og kom hjem aften for 16 skilling om dagen. Det var lønnen dengang for en svend.

Mor fortalte os børn, at da de havde været gift ½ år blev far indkaldt til tjeneste i København. Den dag han rejste havde mor 2 kr., den ene fik far for at kunne skrive hjem til hende. Den anden købte hun brød for. Den gang kostede et rugbrød en krone. Men så havde hun ikke noget at smøre på brødet. Så hun gik ind til sin mor og bad om lidt smør. Hendes far og mor havde to køer så de måtte hjælpe hende lidt.

Nu oprandt der bedre tider efter far var blevet mester. Der var meget arbejde og han holdt svende til hjælp.

Da jeg var 10 år blev far af kammerherren tilbudt smedjen i Mandemark, da smeden der var død. Han flyttede derhen. Men han skulle alligevel beholde smedjen i Busene, hvor han arbejdede to dage om ugen. Der gik nogle år så flyttede bønderne til Mandemark med al deres arbejde. Smedjen i Busene blev til brændehus for byens beboere. Alligevel måtte far betale 40 kr. om året af året for den til Kammerherren. Sådan fortsatte det i mange år.

Men det var altså min barndom jeg kom fra. Vi måtte tidligt lære at arbejde efterhånden som børneflokken voksede til. Jeg var en 7 til 8 år, da jeg måtte ud at vogte bondens kvæg.

I tolv års alderen blev jeg fæstet hos en gårdmand som ene pige. Denne gårdmand havde forpagtet gården af Kammerherren. Jeg tror i det hele taget det var småt for bønderne i de tider. De fik vist ikke meget ud af deres jord. Der var jo ikke noget, som hed kunstgødning. Kun hvad deres heste- og kvægbesætning skabte havde de at gøde jorden med.  Her på denne gård var der 6 børn og konen var svagelige. Så der var arbejde nok.  Jeg skulle have 20 kr. for et halvt år og fik den besked af far, at jeg skulle udføre hvad der blev forlangt af mig. Så vidste jeg det, at det nyttede ikke jeg klagede.

Kl. fem om morgenen kom manden og kaldte. Jeg måtte så ud at malke. Vi havde en 10 a 12 køer, men datteren på gården var 1 år ældre end jeg. Hun havde haft gigtfeber og var ikke stærk. Men hun hjalp mig alligevel lidt.

Det værste der på gården var, at der var to åndsvage børn. De kunne ikke tale, ikke gå. Den ældste af dem var 19 år. Det var to sønner. På den ældste søn voksede overkroppen og var som på et almindeligt menneske. Men underkroppen voksede ikke. Benene var sammenbøjede og kunne ikke rettes. Han var så tung at bære.

Konen var streng. Til tider fik jeg mange udskæld. Jeg husker en dag jeg og hun skulle rulle tøjet efter vasken. Hun stod ved den ene ende og trak rullen og jeg ved den anden. Men der var kun en snæver gang, da loftstrappen stod lige op til. Det var de gammeldags tunge ruller fyldt med store gråsten. Der hvor konen stod var mere plads og et vindue i gavlen. Hun rullede på stokken og så sagde hun gerne, når hun skulle rulle på. Så lod hun rullen gå ned, hvor jeg stod.  Men hun var vred den dag. Over hvad husker jeg ikke. Måske havde jeg gjort noget forkert. I hvert fald skældte hun hele tiden. Så hun lod rullen gå ned uden jeg vidste det. Min arm stødte hårdt i mod lofttrappen. Det blev ganske sort for mine øjne og jeg mærkede, hvordan min hånd værkede. Men i det jeg var ved at gå bort råbte hun, men træk dog tøs! Sover du? Jeg svarede, jeg kan ikke trække kun med en hånd, min arm gør så ondt, den gik imod lofttrapperne.

Vi var vidst nok også færdige med at rulle. Jeg blev sendt ned at malke. Det kunne jeg ikke, da jeg slet ikke kunne røre min hånd. Jeg malkede med den ene hånd, men jeg tænkte kun anede jeg ikke kunne. For hun kom ned i stalden og så mig malke med en hånd. Så sagde hun, nå det vil du heller ikke, tog mig i skulderen og slyngede mig over mod væggen med de ord, kan du så gå ind at sætte vand over til te.  Jeg tav stille og gik. Men jeg husker min arm var blevet så hævet og værkede så skrækkeligt. Ingen spurgte til mig. Jeg sov ikke den nat af bare pine.

Anden dagen blev jeg sendt op efter mælk, da var mejerierne kommet i gang. Jeg skulle køre 100 pund valle og 80 pund skummetmælk hjem i trillebøren. Jeg kunne jo ikke få læsset mælken. Så jeg gik ind på en gård, der lå lige ved vejen og bad dem læsse mælken for mig, hvad de gerne gjorde. Så tog jeg en trillebør arm med den ene hånd og lagde den anden i den anden arm ved albuen. Men jeg kunne jo næsten ikke holde den. Så kom manden mig i møde og sagde, nu skal jeg køre. Gå du bare hjem. Jeg forstod min arm var forstuvet ved håndledet.

Dagen efter igen skulle jeg og datteren til skole i Mandemark, der var der ingen skole ved Kraneled. Jeg viste så mor armen og hun gik med mig op i smedjen til far og sagde, se her. Så sagde han, nu kan du blive hjemme til armen er lægt. Glad var jeg.  Hvor lang tid der gik, husker jeg ikke. Det var jo ikke at være tjenende den gang som nu, det var bare arbejde fra morgen tidlig til aften sildig.

Jeg husker, at Inger Bendsen, den kloge kone, hun kom der engang hver sommer, hun var fra Tjørnehoved på Sjælland. Hun kom der for de syge børns skyld og sagde til en dag jeg sad ved siden af hende, sad hun og betragtede mig. Så siger hun: ”Hvor a døv dov mavere min peje. Døv trængere te å få nove søvl på kroppen.” Jeg ved godt, at jeg var lille og spinkel, som man sagde dengang.

Spøgelser på gården

Det var på den gård, at det spøgede. Jeg så nu aldrig noget. Men folkene har var meget overtroiske. Konen sagde til mig, at jeg ikke måtte gå ind igennem haven, når jeg om aftenen kom hjemmefra. Jeg skulle altid gå uden om haven. Thi oppe i øverste stuen havde den forrige pige set en hvid skikkelse stå en aften hun kom hjem. Og inden vi kom til gården lå der to høje på marken. En ved hver side af vejen, hvor vi gik. Her vandrede en hvid hest. Og højene kunne hæve sig, så man så de små folk derinde. Det var også ved disse høje, at der om aftenen var fest, når troldfolket ude fra troldhøj kom om aftenen.
En mand i Busene var ude en nat kl. 24, da de kom kørende med fire sorte hunde for vognen. De kørte ned over marken forbi Bøgeholt en lille skov ned i lavningen og ned til højene her på denne mark. Og der var fest med dans og musik.

Troldhøj er en høj, som ligger ude på Stengårdens mark, nær Klinteskoven, der hvor der om sommeren brændte Sankt Hans bål, og Stengårdens gæster og personale samledes og holdt fest.  Måske har skikkene holdt sig endnu. Jeg ved det ikke, da der er kommet helt nye folk på gården, og der end ikke mere er gæster derude. Jeg så aldrig noget. Men jeg skyndte mig alligevel forbi disse høje og skævede noget til dem. En morgen sagde konen der på gården til mig, om jeg ikke havde hørt noget om aftenen inden jeg faldt i søvn, men jeg havde intet hørt. Jo hun hørte tre store slag på yderdøren ud til haven.

De var meget bange alle her på gården. Her satte vi grød ud til nisserne juleaften, det måtte jeg altid gøre den tid, jeg var der, med et stort smørhul i. Og den blev også ædt om natten. Jeg skulle sætte den på loen og stænge døren. Selvfølgelig har katten og andet utøj ædt grøden, men det troede de ikke.

Her på gården bagte og bryggede vi selv. Og tærskede vort korn. Men alt det har jeg fortalt.
Jeg var der på gården i halvandet år. Det vil sige et halvt år før jeg blev konfirmeret. Og et år efter konfirmationen. Denne mand var nemlig fars plovmand. Derfor holdt jeg ud så længe.

Ud at tjene på anden gård

Jeg kom senere til en anden gård længere fra hjemmet. Her var det gode og flinke folk. Her var foruden manden og konen mandens gamle mor og en blind pige, mandens søster. Så mit arbejde her bestod mest af udenomsarbejde. Der var jo nok derinde. Men også det var jeg glad for, at jeg fik lært. Jeg har altid holdt meget af heste. Så jeg harvede og tromlede, når markerne var tilsået. Jeg skovede brænde hjem, savede og flækkede det. Så begyndte sukkerroerne, men alt gik med liv og lyst. Det er godt at arbejde, blot folk er gode.

Varulven

Den gamle kone sagde en dag til mig, om jeg aldrig så noget, når jeg om aftenen kom til gården. Nej! Det gjorde jeg ikke. ”Du skal nu alligevel se dig godt for,” sagde hun.
Så fortalte hun, at da hun var med et af børnene, havde hun siddet og spindet uldgarn. Så kom hun i tanke om, at der hang noget tøj til tørring ude på havehækken. Det ville hun hente inden hun gik i seng. Hun fik tøjet samlet sammen, men måtte skynde sig ind, da der kom en løbende på tre ben. Det var månelyst og hun kunne se den var som en stor hund, men hun kunne også godt se, at det ikke var en hund. Det var en varulv. Hun vidste hvad den ville. Den ville rive hende ihjel og drikke barnets hjerteblod. Så ville den blive frelst og forvandles til menneske igen.  Hun fik lige lukket døren og sat krogen på, men den skrabede så forfærdeligt på døren. Efter den tid så jeg mig omkring og skyndte mig ind. Jeg så aldrig noget.

I de år var der meget tale om spøgeri, varulve og marer. I de år jeg var her på gården holdt vi kartegilde, humlegilde brave (?) og skattegilde (?). Men om disse har jeg nedskrevet og fortalt om, hvordan de forløb.

Luftspejling hos skovridderen

Da jeg havde været der i 1 ½ år, syntes jeg, at jeg måtte lære noget husholdning og kom til skovridder Stoltse på Klintholm. Her var jeg i 1½ år. Jeg havde det godt. Men Stoltse var gammel og fik sin afsked som skovrider.  Her så jeg en dag et mærkeligt luftsyn. Fru Stoltse kom så rask hendes gamle ben tillod det og råbte på mig:  ”Skynd dig! Skynd dig lille Hanne? Så skal du bare se!”

Jeg løb inde i dagligstuen og så højt oppe på hønslen stod det dejligste slot aftegnet med sine røde mure, tåren og takker. Vi kunne se vinduer og døre. Og udenom den dejligste have med træer, graner og bøgetræer var der.  Det var en luftspejling så smuk. Det var som om den svævede frit i luften. Dernede omkring det smukke syn var kun tåge. Lidt efter lidt forsvandt det hele. Noget som jeg aldrig har set før eller siden. Det var i retning mod Falster. Hvorfra en sådan luftspejling måtte komme, det aner jeg ikke.

Nu skulle skovridder Stoltse ikke mere have fremmed hjælp. De havde en ældre datter og en sønnedatter på min alder. Så nu skulle de selv gøre arbejdet.

Flytter til Sjælland

Min ældste søster var mejerske på en sjællandsk gård. Hun skrev efter mig, og jeg rejste derover. Det var en gård på cirka 100 tønder land. De havde selv mejeri og kærnede fløden ved hestekraft. Lavede smør og ost, kom det i anrettere, hvorfra det blev sendt til København.

Vi måtte udføre alt det udføre alt forefaldende arbejde på gården. Jeg var dengang 18 år og meget glad for at være sammen med min søster. Hun var 8 år ældre end mig og godt oplært i mangt og meget. Hun havde været på Ryslinge Højskole. Kom hjem og gik på en friskole et halvt år. Men allerhelst ville hun arbejde både ude og inde. Det tror jeg nok lå til alle os søskende, vi var fra små lært til arbejde og så gik dagene så dejligt.

Søster i Mandemark

Min anden søster, der var 2 år ældre end jeg, tjente på en gård i Mandemark. Det hun undrede sig mest over var, når de kernede der. Det var en lidt stor kerne. Den var rund. De udførte arbejdet på gammeldags maner med staven. Denne var som andre kernestave lavet med et rundt brædt, hvori var mange huller. Når de trak den op og ned utallige gange kom endelig smøret. Men så længe min søster kernede, lå konen ved dørtærsklen og bankede med en lille håndøkse i den. Og hun havde sat så mange knappenåle i sit hår. Det måtte vel forstås sådan, at så blev der smør ud af fløden. En meget gammel overtro, men det har der været meget af i svundne tider.

Der var jo tider de intet smør fik, hvor meget de end kernede. Men det har jo været fordi fløden ikke har været rigtig opvarmet. Enten for lidt eller for meget. Når de så ikke fik smør, sagde man, at det var forhekset af en eller anden kone, der fik skyld for at kunne mere end sit ”Fadervor”, som der blev sagt.

Der blev også lagt stål i kernen, en saks for eksempel, og stål ved dørene den første dag deres køer blev trukket ud af stalden om foråret, når de skulle på græs.

Bror stikker til søs

Min eneste broder havde lært smedefaget, men havde aldrig lyst dertil. Hans hu stod til søen. Så tog han hjemmefra og tog hyre med et skib, der gik til Rusland. Men sømændene ombord var rå og fordrukne, så da de kom tilbage til København lod han sig afmønstre. Han begyndte som fisker. Inden længe havde han tjent så han købte sig eget skib og sejlede udenrigsfart.

Vådeskuddet

Men det var da jeg kom til Sjælland. Her var jeg et par år. Den sidste plads jeg havde var i Fakse. Her blev jeg ramt af et vådeskud. En barber, der havde lejet sig ind der hvor jeg var, havde været på krybskyttejagt om natten og beruset. Han stod udenfor og sigtede med bøssen ladt med store dyrehagl. Jeg kom oppefra og ned i gangen ved yderdøren. Jeg havde fået drejet låsen og skulle til at åbne døren. Men i det samme faldt skuddet ind gennem døren og haglene hvinede mig om ørerne.
Jeg mærkede straks, at jeg var ramt af skuddet. En blodstråle stod ud af venstre side. Jeg så ilden flamme ved mine fødder, men så ikke hullet i døren og tænkte:
”Hvor kom det dog fra?”
Fruen hvor jeg var kom nu farende og sagde:
”Men hvad er dog det?”
Jeg svarede, jeg ved det ikke, men jeg er blevet ramt af et skud. Jeg husker, at jeg gik med hende ind i stuen og hen til vinduet. Der sagde jeg:
”Vil De være så venlig at hilse min far, mor og søskende og sige, at jeg går glad herfra.”
Jeg husker jeg tænkte, at de ikke skulle sørge over mig. Mine tanker var hos dem. Så kunne jeg ikke mere tale og blev lagt i seng. Det var den 27 oktober 1895. Der var marked i Fakse den dag, og gæsterne var begyndt at komme. Så jeg blev kørt til Faxe Sygehus i præstens lukkede vogn. Jeg kom på operationsbordet med det samme. Ret hurtig kom jeg over det. De fleste hagl var prellet af mod mit korset, men der var dog 18 småsår i venstre side og 9 i armen.
Jeg går endnu den dag i dag med hagl i mig. Men det blev mig sagt, at de gør ingen fortræd.

Bryllup

Da jeg kom ud fra sygehuset blev jeg gift med min for et par år siden afdøde mand. Han havde lige aftjent sin værnepligt i København. Da jeg alligevel var bleven svag og nerverne havde lidt en del og som sådan foreløbigt udygtiggjort mig til strengt arbejde, ville min tilkommende mand at vi giftede os. Han var 5 år ældre end jeg med mine 20 år. Det var vinteren 1895. Vi boede på Sjælland ved Vemmetofte den vinter. Så skrev min far, at vi skulle komme hjem og bo hos dem til vores hus var færdig.

Hus i Busene

Min far havde som før nævnt smedjen i Busene, der fungerede som beboernes brændehus. Den lod han rive ned med Kammerherrens tilladelse. Han skulle jo år efter år betale for den. Så lod han opføre en god beboelse der. Her boede vi i fem år.

Min mand var en meget dygtig og solid arbejder. Jeg glemmer ikke den første vinter, vi var gift. Det var en meget streng vinter med frost og megen sne. Det var ikke let at få arbejde, men det gik dog. Han fik 1 kr. om dagen. Penge var der så lidt af i de tider. Jo nogen var der jo der havde mange. Det var det samme som nu. Dem der havde nogen holdt fast på dem. Det passer til Bibelens ord:  ”At den der har noget, skal have mere. Den der intet har fra ham skal der tages den smule han har.”

Det var just ingen stor lejlighed men hyggelig og varm. Nogle år efter ville min mand, at vi skulle flytte ud i skoven. Jeg lod mig overtale. Her var en god stor lejlighed. Men vi var omgivet af bjerge med høje graner. Vi kunne slet intet se uden skov og atter skov. Da vi havde boet der et par måneder blev jeg syg opgivet af lægen og lå i sengen i tre måneder. Så forbød lægen os at bo der. Der var for ensomt.

Vi flyttede atter tilbage til Busene. Vi fik mit barndomshjem at bo i. Her boede to gamle folk, som vi gav lidt undertakt. Det bestod i naturalier såsom mælk, kartofler, brænde og lignende. Vi gav manden der havde boet der 100 kr. for afståelse af huset. Og så skulle de begge have en lejlighed at bo i.

Huset var stort nok, der var plads nok. Men det kostede penge at få det hele gjort i stand. Det var blevet så forfaldent, mens denne mand havde boet der. Han ville helst ingenting bestille.

En ko skulle vi have. Der hørte 4 tønder land jord til. Mager og dårlig sandjord var det.
Men her rettede jeg mig og kunne hjælpe til. Da et år var gået, havde vi fået sat skik på det hele. Glad var jeg. Her var jeg igen i blandt gamle venner. De fleste levede endnu. Og man var villig til at give mig en håndsrækning, når det kneb. Vi havde nu fem børn så her var nok at gøre.

Vor nabo var meget gamle folk. De havde en søn hjemme på en 40 år. Han hjalp dem og gik så ellers på arbejde hos bønderne. De havde kun den ene søn. Jeg var inden for i deres hjem et par gange. De havde to køer. Huset var bygget i vinkelform med store toppede brosten uden for. Ligeledes i køkkenet var toppede sten på gulvet. De havde en stue og et sovekammer med det man kaldte himmelsenge. Blåternet forhæng med hvide frynser om kapperne fra oven.

Vor genbo levede endnu. Det var en gammel ungkarl. Jeg ser ham endnu for mig. Han gik altid i en lang falmet skødefrakke og langt hår Til både vor nabo og hans hus hørte 4 tønder land. Den gamle ungkarl hed Jørgen Jakob. Han kunne endnu malke sin ko. Høns og får havde han inde i stuen. Fåret havde gerne sin plads i kakkelovnskrogen med sine lam til de kunne komme ud på græs. Hønsene sad oppe på bordet rundt omkring. Hans speciale var hønsene, der interesserede ham meget. Jeg husker som barn, når han en enkelt gang kom op til moder. Så sagde han: ”Har du nu husket at lægge mærke til hver høne, inden de bliver lukket ud. For det skal du. Du skal tage dem op til dig og mærke på dem, så ved du, hvor mange æg du får i dag. Ellers ved du ikke noget. Så går de og smider dem udenfor.”

Han havde et soveværelse, hvor han sov ved siden af hele menageriet. Der var ikke hyggeligt hos ham. Men sådan havde han levet i mange år.  Der gik kun nogle få år, før han ikke kunne længere og gik på aftægt. Nogle unge folk kom til at bo der. Han fik sin stue. Og vi så ikke længere Jørgen Jakob så meget. Men han havde endnu den gang sit lange grå hår, der hængte ud over frakkekraven.

Men hans navn lever endnu i folkemunde. For hans mark lå et godt stykke uden for vor lille by. Og landevejen gik lige gennem hans jord. Her var en høj bakke, som endnu den dag i dag hedder Jørgen Jakobs banke. For resten er der mange, som tror, at herude ligger da ingen by. Man ser den ikke før man kommer op på Jørgen Jakobs banke. Da ligger byen Busene nede i dalen. Omgivet af Klinteskoven fra sydvest til øst. Gæsterne som kommer her om sommeren siger:  ”Mon I ved hvor smuk naturen er heromkring med den smukke Klinteskov, bakker og dale.”

Jeg har mens jeg boede der mangen en sommermorgen stået og hørt på al den fuglesang og kukkeren. Jeg var vel en 27 år, da jeg en morgen hørte kukkeren første gang. Jeg spurgte ham ad, hvor længe jeg skulle leve. Han kukkede til jeg blev 36. Nå tænkte jeg, så skal du dø, når du er 36. Det kunne jeg spørge om, fordi jeg ikke troede på kukkeren, men på ham der baner os vej fra vugge til grav. Men det var jo gammel tale, at vi skulle spørge ham om, hvad vi synes. Og så mange gange han kukkede. Så mange år ville det vare før det gik i opfyldelse.

Lige over for os ved den anden side af landsbyen boede en mand og kone med 8 børn. Nu var de også gamle. Jeg husker, da jeg var barn, hvordan vi lidt større børn blev kaldt op om natten fordi, der var kommen en dame med en taske til os. Så måtte vi over til Sørensens og ligge der om natten. Da var manden og konen jo unge folk og havde alle deres børn hjemme. Vi blev pakket sammen. Nogle lå ved hovedgærdet og nogle i benenden. Det var en stor bred seng. Oven over os hang en seng, der var sat fast i loftet med jernkroge. Disse folk var meget fattige. Der var stengulv i stuen og bohavet var kun småt. Men konen skulle jo op at varte den dame op blev os sagt, som var kommet til mor.

Denne kone var forresten med ved alle barnefødsler langt omkring og kunne ordne alt. Den næste dag da vi kom hjem, var der en lille søster. Jo, sagde Marie Sørensen:
” I så jo nok at damen havde en taske. deri var denne lille søster. Hun fandt hende ude under Vesterbjergsten,”
Vi undrede os noget derover. Så snart vi kunne skulle vi ud til Vesterbjergsten. Der lå vi og rodede for at om der var flere. Så ville vi da bære dem med hjem. Vesterbjergsten var en meget stor sten, der lå lidt fra byen ved siden af landevejen. Og den var groet langt ind i volden. Ja, den ligger der da endnu.

Dengang var børn ikke så oplyste som nu. Nu får de jo oplysninger fra skole og mange andre steder.

Stadig dukker der minder op fra barndomstiden. Nu da vi kom tilbage dertil igen var Marie Sørensen blevet ældre. Hendes mand blev slået ihjel i skoven. Træet gik den forkerte vej. Ramte Sørensen i nakken. Han var død på stedet.

Da jeg var barn var der kun en avis her på øen, Møens Avis, senere kom Møns Folkeblad, som jo eksisterer den dag i dag.

Min mand arbejdede i skoven om vinteren. Det er et meget strengt arbejde. Daglønnen var 1 kr. og 33 øre. De arbejdede fra 7 morgen til mørket dækkede alt. Han kom ikke hjem før det længe havde været mørkt. En lang dag for en lille dagløn også i sne og frost. Når de spiste deres mad sad de på et fældet træ. Øllet var frosset til is. Men de havde gerne en lille flaske hver, der gik fire snapse på. Det var det eneste som ikke frøs.

Da nogen år var gået blev der lagt på daglønnen, så de fik 1,5 kr. om dagen. Min mand arbejdede 28 år i skoven og han passede jorden i de hellige dage. Aldrig undte han sig frihed.  Om vinteren når han havde fået sin varme mad tændte han lygten og tærskede med plejl til, han skulle have sin kaffe.  Men jeg og børnene holdt mørkningstime inden han kom hjem fra skoven. Når jeg havde maden færdig, tog jeg det mindste barn på skødet. De andre sad rundt mig. Jeg kan endnu høre deres stemmer:
”Åh, fortæl mor!”
Og jeg fortalte remser og sange. Det kunne de aldrig blive trætte af at høre på.

Om dagen havde jeg nok at gøre. Jeg bryggede selv øllet og bagte. Der kunne ikke blive meget til overs. Men vi sled os igennem. Betalte enhver sit.

Der var således som før nævnt 4 tønder land jord til. Men oftest traf det at om foråret, når jorden var tilsået, at vi fik en østenstorm, så både sandjorden og kornet fløj langt bort. Der stod hele støvskyer af sand. De år blev der sparsomt med korn.

Vores to gamle aftægtsfolk gik det således til, at manden, der var fra Sjælland, rejste fra konen og bosatte sig derovre. Konen var meget drikfældig, ellers fornærmede hun ingen. Hun kom stadig til mig og fik en flaske gammelt øl. Men hun ville betale. Jeg tog 5 øre for en flaske øl. Så købte hun brændevin til.  En morgen lå hun og var død. Hun havde siddet og kartet uld. Hun lå med ansigtet i uldkurven. Vi sendte så bud til manden. Han kom. Og nu ville han bo der. Men Kammerherren sagde, at vi måtte godt sige nej, da han jo var rejst bort fra sin kone. Men han bad så meget om at få lov at blive. Så ville han ingen undertakt have. Nå ja, så blev han.

Årene svandt børnene kom ud at tjene. Den ældste dreng var 11 år, da han kom til en bondegård, hvor der ingen karl var. Kun ham og manden til alt udenoms arbejde. Jeg husker det gøs i mig, når jeg så min dreng harve og pløje med tre heste for på det bakkede terræn. Men han klarede sig godt. De andre to drenge kom snart ud. Så havde jeg en mindre dreng og en pige derhjemme. To små piger havde jeg mistet. Men alt fik jeg kraft og styrke til at bære.

Den hængte mand

Den gamle mand levede i 21 år. Så blev han syg. Han var et par gange på sygehuset. Da var mine 2 mindste store. Jeg selv var svagelig. Jeg vaskede endnu for alle mine drenge og lavede deres tøj. Var mange en gang selv på hospitalet snart i København, Næstved og Stege.

Så sognerådet sagde til den gamle mand, at han kom til at flytte på et hjem, der var i Magleby. Det var kun et lille hjem med fem beboelser. Et rigtigt alderdomshjem havde der endnu aldrig været i Magleby sogn. Mange gamle døjede dermed. Vi hørte ind under Elmelunde Alderdomshjem. Men de gamle vil meget nødigt flytte fra sognet, hvor de hører til. Det er jo sådan med et gammelt træ, når det rykkes op med rod, går det ud. Det kan ikke fæste rod på ny. Lige så med et gammelt menneske.

Nå, men det var den gamle mand, vi havde. Han ville ikke flytte. ”Så hænger jeg mig,” sagde han.  Det kunne jeg jo ikke have på min samvittighed. Jeg passede ham. Han led meget. Velsagtens kræft. Og en skønne dag hængte han sig alligevel. Det havde nær slået mig helt ned. Jeg ved, at jeg havde gjort alt så godt for ham, jeg kunne. Han sagde også flere gange, at han var glad for, at han måtte blive hos os. Han var såmænd taknemlig. Men hans smerter var slemme.

Drømmevarsler

Jeg forstår ikke, at jeg ikke kunne få det forhindret. Jeg var blevet advaret i en drøm om morgenen inden og vågnede. Jeg sagde til min mand, hvad mon der ville ske. Det var ikke en almindelig drøm. Det mærkede jeg kun alt for godt. Men det var som om jeg ikke måtte ane det. Jeg tænkte slet ikke på så noget før bagefter. Da så jeg drømmen og tænkte, hvorfor kunne jeg ikke ane at tænke den tanke. Men sådan har jeg haft flere mærkelige drømme. Og altid er der sket noget der, som jeg ikke anede ville ske. Men dog som jeg så noget lignende i drømmen. Man drømmer meget som intet har at sige. Men der kan også være drømme, hvor man vågner badet i sved og mærker, at det man drømte ikke var fantasier, men noget virkeligt. Kun ved jeg ikke hvad. Men også det hjælpe Gud mig over.

Min mand var nu blevet vejmand. Her fik han 5 kr. om dagen på egen kost, og redskabet skulle han selv vedligeholde. 5 kr. om dagen var den største dagløn min raske, trofaste og ihærdige mand nåede i sin tid. Men årene svandt. Vi blev begge opslidte. Hvad nåede vi så? Kun arbejde og opdragelse af vore sønner og eneste datter til pligtopfyldende og arbejdsomme mennesker. Ja, den ene søn lod vi lære tømmerfaget. Han er den der har det bedst i økonomisk henseende.

Under forrige krig lå de tre ældste sønner inde som soldat. Det var svært for mig at skaffe mad til dem alle, når de kom hjem på orlov. Nu kunne vi intet købe. Kun så lidt. Alt var så strengt rationeret. Vores jord havde vi ladet gå. Den kunne ikke svare sig.

Den ældste søn blev syg som soldat. Det var vinteren 1914. De lå ude på marken i sne, sjap og kulde. Man kan godt sige, at de legede krig. Det skulle jo forestille at de førte krig. Siden har han aldrig været rask. Han lå inde i 19 måneder. De andre to slap med lidt færre måneder. Men lå oppe ved Als i Sønderjylland.

Den yngste søn kom aldrig ind. Han blev syg og døde den sidste dag i året 1919, nær ved de 18 år. Det var vort tredje barn, vi lagde til hvile. Vor glade frejdige dreng. Han kom hjem fra sin plads og var syg. Dog gik han oppe en god måneds tid. Så tog sygdommen overhånd. Det var den 9. december på vores sølvbryllupsdag, at han gik til sengs. Tre uger efter var han død.  Han var den af børnene, der havde været mest glad. Han sang fra morgen til aften. Ofte stod jeg hjemme i døren og hørte ham synge, når han om aftenen havde været en tur hjemme. Skoven og bakkerne gav genlyd af sangen. Hans stemme var så smuk så ren og klar. Ja, det kan være svært at lære med sang i sind at sige:  ”Ske ikke min, men din vilje.” Men som jeg har skreven. Jeg freder om mindet. Og der hvor han hviler, der plante jeg blomster, mens tårerne randt. Jeg lever i håbet om gensynsglæden. I dette håb jeg velsignelse fandt. De siger nok, at tiden læger alle sorger. Men glemmes gør de aldrig.

Når jeg sad derhjemme alene, tænkte jeg på, hvad jeg i mine barndomsdage havde set af det overnaturlige. Ellers har jeg aldrig set noget overnaturligt i vågen tilstand. Kun i drømme.  I mit barndomshjem var samme stue samme dør. Døren gik ud til en noget lang gang. Jeg var 6 eller 7 år og sad nederst ved døren. Op til mig sad smedesvenden. Far sad ved bordenden og læste højt, mens moder spandt. De andre sad rundt i stuen. Da med et gik døren op. En hvid hånd kom til syne. Døren åbnede sig langsomt. Men hånden blev siddende. Jeg stirrede og blev som helt væk. Kun stirrede jeg på hånden. Ganske langsomt gled døren op. Med et for jeg op med et skrig, og fader sagde:  ”Hvad er der i vejen med dig?”

Hånden forsvandt, da jeg blev bange. Jeg fortalte, at der var en hånd på døren. Far sagde, at jeg havde sovet. Men det vidste jeg, at jeg ikke havde. Så sagde svenden:  ”Sæt du dig herop! Så sidder jeg ved døren.”  Far læste videre. Da med et var hånden der igen. Svenden ventede til døren var halvåben. Da for han ud i gangen. Nej, der var intet. Så ud af yderdøren. Og så ned at ligge ved enden af huset. Men vi opdagede aldrig noget.

Da min dreng døde, og alt hvad jeg havde gået igennem, tænkte jeg, at det måske var et varsel for mig. I hvert fald glemte jeg det aldrig.  Den sjette januar 1920 blev vor dreng begravet. Han kom på sygehuset. Der lå han 14 dage før han døde. Det var meningen, at de ville prøve at operere ham. Men han døde inden da.

Dagen efter han var kommen på sygehuset, kom vores ældste søn hjem. Så at sige kravlende på alle fire og gik til sengs. Han var syg halvandet år. Men han kom sig igen og satte bo. Blev igen syg otte år efter og går endnu som invalid. Men kan dog passe sit lille jordlod med jordbær og kartofler.

I året 1937 måtte vi give op af svaghed begge og kom på Elmelunde alderdomshjem. Min mands hjerte var slidt op. Jeg var nedbrudt og nervesvækket. Men vi rettede begge lidt op.
Vor eneste datter, der boede i Lendemarke ville have, at vi skulle tage derop. Vi havde begge besluttet, at vi ikke ville være børnene til byrde, og tog på hjemmet der, hvor vi var i 11 år. Så blev datteren syg og ligger nu på fjerde år.

Min mand døde så blev jeg ene. Da jeg ikke mere kunne døje at passe min datter, tog jeg herud (Borre Alderdomshjem), hvor jeg lettere kan komme til mine kære grave.

Min datter har kun en pige, som nu er 25 år. Hun passer sin moder. Jeg tager derop en eller to gange om måneden og laver deres tøj i stand. Men jeg siger dog, det er svært at stå ved de kæres båre, men sværere at se min eneste pige ligge så hjælpeløs.

Jeg kan vist ikke bedre skildre min livsvandring og håber, at De må få lidt udbytte heraf. Jeg vil nu skrive lidt gamle viser, som min mor sang for os børn i mørkningen. Og som jeg gengav for mine børn.

N.B. Jeg tror og er bange for, at jeg alligevel ikke har fået nedskreven min vandring gennem livet så korrekt, som jeg skulle. Mon de kan fatte det hele.

Jeg skrev i min skildring om sorgen og kampe. Nu må de ikke tro, at vi ikke også havde vores glæde både da børnene var mindre, og vi om aftenen samledes i hjemmet. Og når de lidt større drenge kom hjem. Og vi var glade ved hverandre, vi spøgte, lo og fortalte om dagens oplevelser.

Da de hver i sær var ældre og havde hvert deres hjem, da kom de med børnebørn til jul, påske og pinse for at fejre højtiderne sammen med far og mor. Da var i sær julen den bedste højtid. I min barndom var der intet, der hed juletræ. Men på den tid, hvor de var voksne og kom hjem, havde vi altid juletræ.  Jeg havde travlt flere dage i forvejen med forberedelserne med tillavning, bagning osv. Når vi mange år samledes med børn, børnebørn, far og mor, var vi 22 personer.

Når vi havde spist julenadveren, der gerne bestod af steg og sveskegrød, blev juletræet tændt. Jeg læste juleevangeliet, hvorpå vi tog hverandre i hænderne, gik rundt om træet og sang de kære kendte julesalmer. Da var der en egen højtidelig stemning tilstede.  Bagefter når lysene var nedbrændte legede vi sanglege, nødder i hænder og andet. Dejlige lyse minder. Ja, der var jeg midtpunktet. Men nu sidder jeg alene gammel og grå. Der er så stille i mit sind. Så klart de minder står.

Nu er mine børn snart alle op i alderen. Den ældste søn er 54. De andre der op til. Nu har de selv børn, som samles med dem.  Vi holder en god jul her på hjemmet. Men der er ikke den højtid over julen nu som dengang. Jeg har talt med flere gamle, der siger det samme.
Men gudskelov det hjemad gå. Did op hvor faderhuset står. Højt over kors og grave. Hvor himmelbroderen, Guds liv, ja, han har beredt os plads så skøn, for dem som hjemve have.

Og hermed slutter jeg mine optegnelser og håber De ikke bliver alt for skuffet. Jeg kunne som før sagt skrive meget mere. Men jeg har allerede for flere år siden skreven om morfars og farfars levnedsløb. Så jeg synes ikke, at det var nødvendig, at tage det med her.

Undskyld mine fejl og mangler.