Det gamle gadekær og ‘forten’ (Nyt 9/2018)

I 1798 lå landsbyens gadekær i den ende af haven til Busenevej 10, der vender ud mod det tidligere busstoppested med læskur ved den lille genvej mellem Busenevej 10 og 8 til husene på stikvejen til Busenevej, hvor husene i nr. 12, 14, 18, 20 0g 22 ligger.

busenevej_gamle_kaerTil gengæld eksisterede den opdæmmede dam oppe ved Hovvejen endnu ikke, der hvor landsbyens gadekær i dag ligger. Her løb Møllebækken frit mod Busemarke Mose uden at møde hverken slusehus, rør eller pumper på sin vej. Sådan blev virkeligheden i hvert fald tegnet på kortet fra 1798, som ses nedenfor (vandløbet er markeret med blåt).

Hvornår gadekæret nede i landsbyen forsvandt er uvist. Jørgen Bindesbøll købte i 1985 købte Busenevej 10, i hvis grund arealet med gadekæret en gang er blevet inddraget. Han har fortalt, at den forrige ejer Valdemar Hansen fyldte den sidste rest af det som han kaldte ‘branddammen’ op med jord engang i 1960-erne. Baggrunden var de mange myg der blev klækket i det lille vandhul, som efterfølgende flyttede ind i buskene i hans baghave.

Da der blev gravet ud i forbindelse med kloakeringen af Mandemarke, og der på dette sted (midt i det trekantede felt på kortet ovenfor) blev placeret en underjordisk pumpestation, blev der dybt nede fundet skaller af forskellige ferskvandssnegle, hvilket bekræfter at der i rigtig mange år har været gadekær på dette sted.

klik flere gange for at forstørre

På dette kort fra 1798 kan man se, at gadekæret den gang lå midt i landsbyen, hvilket også må have været mest praktisk, da mange beboere jo brugte det til at vande deres dyr. Man kan også se, at det mørkegule område omkring gadekæret strækker sig ud i landsbyen – ikke bare som en almindelig kørevej.

Erland Porsmose skriver i Gyldendals ‘På opdagelse i kulturlandskabet’ (1995), side 49:

Landsbygaden kunne undertiden være udvidet til en bred plads – en forte – med plads til gadekær og fælles institutioner (for Mandemarkes vedkommende skole og smedje).

Forten fungerede tillige som samlingsplads for landsbyens kvæg, før det skulle drives ud på overdrev eller fælled. (På kortet ovenfor er det store gule areal øverst til højre med det sorte 51-tal netop markeret som fælled). Landsbygaden/forten måtte derfor nødvendigvis være hegnet, ligesom de omgivende tofter (grunde) var det.

Selve ordet forte betyder den fast tiltrampede plads foran toften eller gården, og er i øvrigt det samme ord der indgår i nutidens fortov. Karakteristisk nok hedder det i middelalderens love, at alle tofter har andel i forten/landsbygaden, der derfor ikke måtte inddrages til private formål ved indhegning, byggeri eller andet. …

Det kan derfor ikke undre, at der kan findes eksempler på, at landsbygade, forte og toftestruktur er bevaret stort set uændret fra landsbyens anlæggelse ved overgangen mellem vikingetid og middelalder og helt frem til nutiden. …

Eftersom landsbyernes gårdtal og bebyggelsesstruktur i store træk var stabile fra ca. 1400 til 1800, tør vi dog som hovedregel gå ud fra, at de landdsbygrundplaner vi kender fra landboreformtiden, rækker tilbage i senmiddelalderen (1400-tallet) og ikke sjældent helt tilbage til tidlig middelalder (1000-1200-tallet).

Det digitale leksikon Wikipedia indeholder denne forklaring om begrebet forte (med links til andre opslag i Wikipedia – hop tilbage med din browsers venstrepil):

En forte var i landsbyfællesskabets tid et fælles areal midt i landsbyen og kunne bestå af et gadekær omgivet af vedvarende græs, der blev gennemskåret af hjulspor fra de veje, der gik til og fra byen (Ordborg over det Danske Sprog).

På forten var kvæget lukket inde om natten. Her blev det vandet, og her har oldermandslauget måske holdt rådslagning. Om sommeren var forten stedet, hvor de unge holdt majfester. Forten har været byens og omegnens samlingssted, og om sommeren blev husdyrene drevet ind fra græsningsarealerne omkring byen til malkning og vanding. Forten har oprindeligt været helt fri for bebyggelse, men kan senere være helt eller delvist bebygget.

Mandemarke som i skriftlige kilder har været omtalt allerede i 1370 har formentlig altid haft den samme struktur som man ser på kortet, og som man jo også kan genkende den dag i dag. Mange landsbyer i landet blev flyttet rundt i landsskabet med nogle hundrede års mellemrum, når man trængte til ‘frisk jord’. Men det har næppe været tilfældet med Mandemarke som har haft en ideel beliggenhed i det bakkede landskab med rigeligt vand  fra alle sider. Og så har man også kunnet grave tørv i mosen lige syd for landsbyen. Mosen var allerede på kortet i 1798 var anført som ‘Bundløs Tørvemose’ (på kortet ovenfor kan man nede til venstre under tallet 48 ane ordet ‘Bundløs’), så der må altså længe have været gravet tørv på dette sted. Læs også historien om tørv her på hjemmesiden (klik HER og åbn link på ny fane).

En pudsig detalje er i øvrigt at ‘forten’ – det mørkegule areal på kortet fra 1798 – i dag i en ‘slanket’ udgave udgør vejarealerne. De indgår iøvrigt i det samme matrikelnummer, matr. 51, der i de offentlige registre er henført til Klintholm Gods. Så formelt er det stadig godset som ejer alle landsbyens veje, selv om alle har ret til at færdes på dem – uanset om de officielt er offentlige veje, som kommunen skal vedligeholde, eller de er private veje med offentlig adgang, som grundejerne på disse vejstykker selv skal vedligeholde.