Det gamle gadekær – og ‘forten’

I 1798 lå landsbyens gadekær i den ende af haven til Busenevej 10, der vender ud mod det tidligere busstoppested med læskur ved den lille stikvej mellem Busenevej 10 og 8.

busenevej_gamle_kaerTil gengæld eksisterede den opdæmmede dam oppe ved Hovvejen endnu ikke, der hvor landsbyens gadekær i dag ligger. Her løb Møllebækken frit mod Busemarke Mose uden at møde hverken slusehus, rør eller pumper på sin vej. Sådan blev virkeligheden i hvert fald tegnet på kortet fra 1798, som ses nedenfor (vandløbet er markeret med blåt).

Hvornår gadekæret nede i landsbyen forsvandt er uvist. Men Jørgen Bindesbøll, der i 1985 købte Busenevej 10, har fortalt, at den forrige ejer Valdemar Hansen fyldte den sidste rest af det som han kaldte ‘branddammen’ op med jord engang i 1960-erne. Baggrunden var de mange myg, der blev klækket i det lille vandhul for efterfølgende at flytte ind i buskene i hans baghave i Busenevej 10.

Da der blev gravet ud i forbindelse med kloakeringen af Mandemarke, og der på dette sted (midt i det trekantede felt på kortet ovenfor) blev placeret en underjordisk pumpestation, blev der dybt nede fundet skaller af forskellige ferskvandssnegle, hvilket bekræfter at der i rigtig mange år har været gadekær på dette sted.

klik flere gange for at forstørre

Bemærk at gadekæret i gamle dage lå midt i landsbyen, og at det mørkegule område omkring det strækker sig ud i landsbyen – ikke bare som en almindelig kørevej.

Erland Porsmose skriver i Gyldendals ‘På opdagelse i kulturlandskabet’ (1995), side 49:

Landsbygaden kunne undertiden være udvidet til en bred plads – en forte – med plads til gadekær og fælles institutioner (for Mandemarkes vedkommende skole og smedje).

Forten fungerede tillige som samlingsplads for landsbyens kvæg, før det skulle drives ud på overdrev eller fælled. (På kortet ovenfor er det store gule areal øverst til højre med det sorte 51-tal netop markeret som fælled). Landsbygaden/forten måtte derfor nødvendigvis være hegnet, ligesom de omgivende tofter (grunde) var det.

Selve ordet forte betyder den fast tiltrampede plads foran toften eller gården, og er i øvrigt det samme ord, der indgår i nutidens fortov. Karakteristisk nok hedder det i middelalderens love, at alle tofter har andel i forten/landsbygaden, der derfor ikke måtte inddrages til private formål ved indhegning, byggeri eller andet. …

Det kan derfor ikke undre, at der kan findes eksempler på, at landsbygade, forte og toftestruktur er bevaret stort set uændret fra landsbyens anlæggelse ved overgangen mellem vikingetid og middelalder og helt frem til nutiden. …

Eftersom landsbyernes gårdtal og bebyggelsesstruktur i store træk var stabile fra ca. 1400 til 1800, tør vi dog som hovedregel gå ud fra, at de landdsbygrundplaner vi kender fra landboreformtiden, rækker tilbage i senmiddelalderen (1400-tallet) og ikke sjældent helt tilbage til tidlig middelalder (1000-1200-tallet).

Mon ikke Mandemarke, som i skriftlige kilder har været omtalt allerede i 1370, altid har haft den samme struktur som vi ser i dag?

En pudsig detalje er i øvrigt at ‘forten’ – det mørkegule areal på kortet fra 1798 – i dag i en slanket form udgør vejarealerne, som alle indgår under det samme matrikelnummer, der i de offentlige registre er henført til Klintholm Gods (som areal udlagt til vej).