Om hartkornsprotokoller m.m. (NY 2/2019)

Du kan søge efter alt på denne side ved at bruge søgefunktionen Ctrl+F – IKKE søgefeltet her til højre!

Indholdsoversigt

Indledning

Der ligger nu 14 folketællinger for hele Mandemarke incl. området ned mod Østersøen for perioden fra 1787 til 1940. De må først gøres almindeligt tilgængelige efter 75 år iflg. offentlighedsloven, så de sidste indtil CPR-registret blev oprettet omkring 1970, som overflødiggjorde folketællinger, må vi vente på. Desværre interesserede man sig det meste af tiden ikke for hvor folk boede, og først fra 1901 begynder folketællingerne i visse men ikke alle tilfælde at indeholde oplysning om ejendommenes matrikelnumre.

Da Mandemarkes hjemmeside fra starten bl.a. blev bygget op omkring historier om de enkelte huse og deres beboere, har det været svært at integrere de ældre folketællingers oplysninger om personer med de mange historier om de enkelte huse og gårde.

Mannemarke Bye (første side) – klik for at forstørre

Da man i 1800-tallet arbejdede med at fremskaffe et grundlag for beskatning af ejendom – det gør man som bekendt stadig her i 2019, jfr. nedenfor! – blev der foretaget registreringer af alle landets matrikler i hartkornsprotokoller, som kan se til venstre hvor ‘Mandemarke Bye’ begynder.

Hvis du hører til en af de mange som ikke ved hvad ‘hartkorn’ egentlig betyder, og selv om du måske (svagt) kender udtrykket ‘slå i hartkorn’, så er der hjælp at hente i flere af de efterfølgende afsnit som du kan se i indholdsoversigten ovenfor.

På hartkornsprotokollen for ‘Mannemarke Bye’ blev der udover ejerens navn Klintholm Gods (hvor  titlen for ‘Justitsraad Schavenius’ senere er blevet rettet til Kammerjunker) dernæst angivet brugernes navne for de enkelte matrikler. I de sidste kolonner kom en opgørelse af deres størrelse og værdi i form af ‘Gammel Matriculs Hartkorn’ og ‘Nye Matriculs Hartkorn’ med enhederne Tdr., Sk, Fk. og Alb. (som forklares nærmere i det senere afsnit om ‘Tønder land‘).

Geodatastyrelsen har affotograferet disse protokoller, hvor den ene – den såkaldt ‘ældre hartkornsprotokol’ – efter mange års arbejde blev afsluttet den 28. december 1837. Den ‘yngre’ hartkornsprotokol må være fra 1844-matrikelboniteringen (jfr. senere), selv om der er lidt forvirring om begreberne. Begge datastyrelsens protokoller har plads til både at angive ‘Gammel Marikuls Hartkorn’ og ‘Ny Mariculs hartkorn’ med yderligere under opdelinger.

Ud fra oplysningerne i disse ‘hartkornsprotokoller’ er det i mange tilfælde muligt at finde ud af, hvor folk ved folketællingerne omkring 1840 rent faktisk boede. For mange af ejendommens vedkommende eksisterer deres ‘Matriculs Nummer’ nemlig den dag i dag – eventuelt blot med tilføjelse bogstaver efter ændringer ved udstykning eller opdeling, så matr. 26 f.eks. er blevet til 26a.

Yderligere kan oplysninger fra gamle forsikringsprotokoller – fra den gang det var staten som (før privatiseringer) stod for brandforsikringen af alle huse og gårde – bidrage til koblingen af navne på brugerne/lejerne og matrikelnumre og dermed adresser. Stege Branddirektorats protokol, ‘Den almindelige Brandforsikringer for Landbygninger’ fra 1858-78, begynder for Mandemarkes vedkommende HER (foto 51-61). (Den er mere læselig og brugbar end den fra 1800-1838 som begynder HER med foto 64-75, som også ser ud til at bruge nogle helt andre matrikelnumre – måske fra før udskiftningen?)

Oplysningerne for ejerlavet ‘Mandemarke Bye’ – altså alle de ejendomme som har matrikelnumre under Mandemarke By – ligger afskrevet i det følgende afsnit   Hartkornsprotokoller for Mandemarke.

Nu er ordene ‘matrikel’ og ‘hartkorn’ ikke nogen de fleste bruger i det daglige. Ja, selv udtrykket ‘tønde land’ (forkortet på skemaerne til Tdr.) er det formentlig kun bønder der rigtigt kender betydningen af. Da disse begreber er væsentlige for at forstå historien og hvad der er sket i tidens løb både i Mandemarke og det øvrige land, og da ordene også bruges mange andre steder på her på hjemmesiden, følger der nedenfor forskellige afsnit. Den frie encyklopædi Wikipedia‘ indholder nogle meget udførlige artikler om henholdsvis hartkorn og matrikel og tønde land‘, som er indsat nedenfor efter afskriften af Mandemarkes hartkornsprotokoller (følg linkene for at springe direkte til de enkelte afsnit).

Hvad udtrykket ‘slå i hartkorn’ sprogligt betyder, kan du læse mere om i afsnittet ‘Om de gamle udtryk …’

Til sidst kommer gammel – men stadig meget læseværdig – artikel fra 1910, Hartkornsskat – Ejendomsskyld” som gør begreberne og deres historiske baggrund mere forståelige. Den giver også et levende indtryk af de samfundsmæssige og politiske udfordringer som beskatningen af fast ejendom allerede den gang havde givet anledning til gennem mange år – for ikke at sige århundreder!

Skulle du have lyst til at dykke ned i hvad fod, alen, skår, tønde og skæppe og mange andre spøjse udtryk egentlig betyder, findes der en ‘Oversigt over ældre måle- og vægtenheder‘ på Aarhus Universitets hjemmeside, hvor man også kan lære om disse gamle måls indbyrdes sammenhæng (siden åbnes på ny fane). Det kan undre, at noget så nærliggende som decimalsystemet var så længe om at vinde indpas overfor de gamle arealmål, som stadig blev anvendt i hartkornsprotokollerne: 1 tønde land (=14.000 kvadratalen) = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album (= 5.523,14 m²).

En god side på nettet til at få overblik over de gamle danske måleenheder – for længde, flade, rum, vægt og mængde – kan åbnes HER på ny fane. Den viser ikke blot hvor mange kvadratmeter der går pr. tønde land, skæppe, fjerdingkar, album og penning, men også rummål som hvor mange liter korn der svarer til læst, fad, tønde, skæppe, fjerdingkar, ottingkar og album. For ikke at nævne væsker som øl, der bl.a. blev opmålt i oksehoved, tønde, anker, bimpel, pot og pægl!

Et lille indskud om ejendomsbeskatning – en aktuel kommentar i 2019

Formålet med hartkornsprotokollerne var som nævnt at forbedre opgørelsen værdien af arealerne, som skulle danne grundlag for en mere ‘retfærdig’ ejendomsbeskatning. Dette lader til at være et næsten evigt problem, jfr. den aktuelle fastfrysning af ejendomsværdier mens et nyt system er under opbygning til iværksættelse (tidligst) i 2020!

I 1992 og 1998 konkluderede ekspertudvalg under forskellige regeringer, at man helt burde opgive at forsøge at fastsætte grundværdier, og så sent som i 2014 opgav et ekspertudvalg at finde frem til en metode til at vurdere grunde under ejerboliger. Alligevel er arbejdet fortsat med at indføre et nyt vurderingssystem, hvor grundværdierne skal være grundlaget for opkrævningen af to tredjedele af de samlede ejendomsskatter i Danmark.

Efter den senest offentliggjorte tidsplan februar 2019, skal ejerboliger vurderes til deres værdi pr. 1/1 2020, men skatteministeren har dog allerede understreget, at han ikke kan garantere at tidsplanen holder – og at projektet må forventes at blive dyrere end påregnet!

På grund af de mange års fastfrysning af de ejendomsvurderinger, som Rigsrevisionen allerede i 2013 havde kritiseret for at ramme ved siden af i 3 ud af 4 tilfælde, vil mange have betalt enten for meget eller for lidt i ejendomsskat indtil den dag der endelig kommer en ny moderne “hartkornsprotokol”! Så bliver der også en større ‘oprydning’ og efterregulering bagefter, for slet ikke at tale om alle de mange klagersager der kan komme. Emnet vil fortsat give anledning til mange avisskriverier gennem de kommende år!

Det er altså ikke blevet nemmere nu næsten 200 år efter hartkornsprotokollerne, og det er interessant at tænke på hvordan det vil være om 100 år!

Til TOP

Mandemarkes hartkornsprotokoller

Der findes 2 forskellige hartkornsprotokoller. Den ene som kaldes den ældste blev afsluttet den 27/12 1837 efter at have været under udarbejdelse igennem en lang årrække, hvorfor der er foretaget rettelser, hvis der er kommet nye brugere til inden afleveringen. Hvis navnet på først noterede bruger var overstreget, er den nye brugers navn anført i den næste kolonne nedenfor. Hvis der står navne både i første og anden kolonne, er det førstnævnte navnet på en tidligere bruger der er ophørt inden december 1837. (Er feltet i anden kolonne tomt, har brugeren i første kolonne altså også været bruger den 27/12 1837).

Den yngre hartkornsprotokol som ikke er dateret må høre til 1844-matrikelboniteringen (som du kan læse mere om i det senere afsnit om Hartkorn), hvorfor man ikke overraskende genfinder de samme brugeres navne, idet der i alt fald i Mandemarke ikke er sket nogen ændringer.

I skemaet nedenfor er protokollerne afskrevet for alle Mandemarkes matrikler (så vidt håndskrifterne har kunnet tydes). De to første navnekolonner afspejler som nævnt eventuelle ændringer i den ældre hartkornsprotokol indtil til 28/12 1837, så når f.eks. navnet på brugeren af skolelærerens hus er ændret fra Legard til Madsen, er det fordi Legard døde i 1825 og blev efterfulgt af lærer Madsen (som man også kan se i historien om Skoleledere i Mandemarke, hvor Legard er stavet Leegaard).

Mange af matrikelnumrene kan genfindes i dag, evt. efter tilføjelse af et bogstav, hvis der er sket ændringer. Derfor er der ved første kolonnes matrikelnumre indsat links til de ejendomme i dag som det – formentlig! – drejer sig om. (Følges et link, kommer man tilbage til udgangspunkt med browserens ’tilbageknap’ eller ‘Alt+venstrepil’).

Matr. Ældre (med evt. rettelse pr. 28/12 1837) Yngre (fmtl. 1844) Adresseforslag
1 Skolelærer Hans Jørgen Legard Skolelærer Madsen Skolelærer og Kirkesanger Madsen Skovstrædet 2
2a Forpagter Freuchen Forpagter Egidius Forpagter Egidius
2b Ingen anmeldt Hans Rasmussen Hans Rasmussen
3 Jens Hansens Enke Hans Jensen Hans Jensen Busenevej 20
4 Jørgen Hemmingsen Jørgen Pedersen Jørgen Pedersen Busenevej 19
5 Rasmus Hansen Jordan Niels Andersen Niels Andersen Rakkerbanken 3
6 Rasmus Hansen Skrædder Jacob Jensen Jacob Jensen Rakkerbanken 1
7 Jørgen Rasmussen Jørgen Rasmussens Enke Jørgen Rasmussens Enke Kraneledvej 12
8 Rasmus Rasmussen Rasmus Rasmussen Kraneledvej 14
9 Lars Christensen Ole Larsen Ole Larsen (nedlagt gård syd for Kraneledvej 14)
10 Peder Jørgensen Peder Jørgensens Enke Peder Jørgensens Enke Skansevej 2
11 Lars Pedersen Niels Larsen Niels Larsen Båndhøjvej 1
12 Unge Peder Hansen Peder Hansens Enke Peder Hansens Enke Busenevej 36
13 Anders Jacobsen Jacob Andersen Jacob Andersen Gurkebakken 7
14 Diderich Povelsen Diderich Povelsen Busenevej 40
15 Jens Hansen Jens Hansen Gurkebakken 12
16 Gamle Peder Hansen Lars Pedersen Lars Pedersen Kraneledvej 35
17 Hemming Pedersen Hans Jensen Hans Jensen Skansevej 1
18 Niels Holst Hans Larsen Hans Larsen Skansevej 3
19 Jens Nielsen Frimand Jens Nielsen Frimands Enke Jens Nielsen Frimands Enke Skovstrædet 6
20 Jens Hansen Peder Pedersen Væver Peder Pedersen Væver Busenevej 15
21 Peder Mortensen Frederik Christiansen Frederik Christiansen
22 Smeden Hans Christian Schmidt Hans Christian Schmidt Busenevej 24
23 Hans Jensen Tønnesen Jens Jørgensen Jens Jørgensen Busenevej 18
24a Svend Hansen Jens Svendsen Jens Svendsen
24b Forpagter Egidius Forpagter Egidius
25a Rasmus Hansen Niels Jensen Grothe Niels Jensen Grothe Strædet 11
25b Forpagter Freuchen Forpagter Egidius Forpagter Egidius
26a Hans Pedersens Enke Niels Jensen Frimand Niels Jensen Frimand Strædet 14
26b Forpagter Freuchen Forpagter Egidius Forpagter Egidius
27 Peder Hansen Peder Jensen Vilsted Peder Jensen Vilsted Busenevej 10
28 Hans Olsen Hans Olsen Busenevej 12
29 Jens Pedersen Lars Jensen Skomager Lars Jensen Skomager Busenevej 14
30 Jørgen Jensen Hans Hemmingsen Hans Hemmingsen Busenevej 8
31 Rasmus Pedersen Lars Jørgensen Skomager Lars Jørgensen Skomager Strædet 3
32 Lars Nielsen Lars Nielsen Strædet 5
33 Hans Nielsen Hans Hansen Hans Hansen Strædet 7
34 Rasmus Nielsen Jørgen Rasmussen Jørgen Rasmussen Strædet 9
35 Jens Hansen Peder Mathiasen Thisted Peder Mathiasen Thisted Strædet 12
36 Hans Jørgen Mogensen Hans Jørgen Mogensen Strædet 4
37 Lars Nielsen Lars Nielsen Busenevej 4
38 Hemming Frederiksen Lars Pedersen Væver Lars Pedersen Skovstrædet 11
39 Christian Frederiksen Jens Casper Hansen Jens Casper Hansen Skovstrædet 7
40 Christen Hansen Christen Hansen Skovstrædet 1
41 Jacob Pedersen Væver Jacob Pedersen Væver Busenevej 5
42 Peder Rasmussen Frandsen Rasmussen Frandsens Enke Rasmussen Frandsens Enke Busenevej 28A-C
43 Peder Nielsen Hans Larsen Hans Larsen
44 Anders Olsen Hans Andersen Hans Andersen Busenevej 26
45 Rasmus Nielsen Vogter Claus Visborgs Enke Claus Visborgs Enke Busenevej 22
46 Claus Sørensen Hendrik Pedersen Væver Hendrik Pedersen Væver Skovstrædet 4
47 Bruger af matr. 12,13,14 og 15 Bruger af matr. 12,13,14 og 15
48 Brugerne af matr. 5,12 og 13 Brugerne af matr. 5,12 og 13
49 Brugerne af 3,6-11 og 14-18 samt Ejeren af Klintholm Brugerne af 3,6-11 og 14-18 (Skovstrædet 5)
50 Brugerne af matr. 42 og 43 Brugerne af matr. 42 og 43
51 Ingen anmeldt Ingen anmeldt (Skovstrædet 10)

Listen kan også indlæses som pdf-fil med forslag til adresser – både kronologisk efter matr. nr. og sorteret efter adresser (Hartkornsprotokoller med adresser – åbnes i ny fane).


Til TOP

Hartkorn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi (med links hertil)

En rugmark

Hartkorn betyder egentlig “hårdt korn”, altså brødkorn, men tidligere var ‘tønde hartkorn’ en enhed for værdien af landbrugsjord (en kombination af jordens areal og ydeevne). I den lange periode hvor al betaling foregik som byttehandel med konkrete varer, var det nødvendigt med et fælles værdimål. Man besluttede sig til at sammenligne alle varer med værdien af det såkaldte “hårde korn” eller hartkorn.

Hartkorn måltes i tønder (ikke at forveksle med tønder land).  1 tønde = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 Album. Mindste enhed er 1/4 album, også kaldet en Penning, som var 2 favne (eller 2 x 3 = 6 alen) på hvert led, svarende til i alt 36 kvadratalen. Det blev lidt nemmere da man i 1907 indførte metersystemet!

Indholdsfortegnelse

  1. Navnets oprindelse
    • 1.1 Landbruget blev værdisat i tønder hartkorn
    • 1.2 Rug, byg og havre
    • 1.3 Sammenlignelig enhed
  2. 1664-matriklen
  3. 1688-matriklen
    • 3.1 Jorden blev værdisat efter ydeevne
    • 3.2 Høavl
    • 3.3 Skov
    • 3.4 Græsning
    • 3.5 Privilegeret og uprivilegeret hartkorn
  4. 1844-matriklen
  5. Afskaffelsen: skattereformen i 1903

1. Navnets oprindelse

Navnet skriver sig oprindeligt fra, at landgildeafgifterne, til trods for deres ulige udredelsesmåde, blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller “hart” korn. Disse afgifters beregning optoges hyppigst i jordebøger, som godsejerne, der var afgiftsfri og tillige havde ret til at foretage ligningen af de skatter, som staten udskrev hos deres bønder, da benyttede i dette øjemed. Senere gik ordet over til at betegne en skyldsætningsmålestok.

Landbruget blev værdisat i tønder hartkorn

Alt hvad der blev produceret på en gård blev værdisat efter et system, der havde måleenheden en tønde hartkorn (Td. Htk.), det vil sige ca. 139 liter eller ca. 100 kg.

Rug, byg og havre.

Udgangspunktet for korntyper var rug og byg til de holdbare rugbrød henholdsvis byggrød (og ikke mindst til ølbrygning) – mens havre var andenklasses. Havrejord blev nedsættende brugt om knap så god jord.

Sammenlignelig enhed

Enheden sikrede at gårde eller landsbyer var mere sammenlignelige – også set fra et overordnet niveau, kongemagten eller godsejerne handlede og opgjorde jo hele landsbyer ad gangen.

Måleenheden hartkorn blev også brugt ved værdiansættelsen af dyrehold, herunder brugsret til svinehold i skoven, vind- og vand- møller, fiskeri (typisk i åer og søer), men også helt andre indtægtsgivende aktiviteter som broafgifter, vadesteder, krohold med mere.

2. 1664-matriklen

Kort efter enevældens indførelse blev det pålagt alle landets private godser at indsende jordebøger over de afgifter, som fæstebønderne og -husmændene skulle udrede. (Se f.eks. historien her på hjemmesiden om ‘Jordebog for Klintegodset 1776’). Sammen med tilsvarende oplysninger hentet fra krongodsregnskaber blev det muligt at beregne det afgiftstryk, der var på al jord i landet, hvilket skulle danne grundlag for en ny statsskat. Ordningen indebar et brud med de gamle skatteprincipper: de hidtil skattefrie ugedagsbønder skulle fremover beskattes på lige fod med alle andre fæstebønder, og godsejerne, der hidtil ligeledes havde været skattefrie, fik nu deres jord takseret efter udsæd og høavl. Ligeledes blev der indført det princip, at godsejerne fremover skulle være garanter for, at bønderne betalte deres skatter. Det betød i praksis, at hvis en bonde ikke betalte, måtte godsejeren betale for ham.

De jordebøger, som var blevet indsendt i 1661, dannede grundlag for en ny værdiansættelse kaldet hartkorn, som skulle udtrykke den værdi, ejendommen havde og dermed det skattetryk, den kunne klare. Denne fastlæggelse skete i en kommission, og den nye skattematrikel kaldes derfor ofte for kommissionsmatriklen (undertiden 1662-matriklen). Det viste sig imidlertid hurtigt, at de indsendte oplysninger ikke afspejlede rigets tilstand efter Karl Gustav-krigene. Der nedsattes derfor nye kommissioner for de enkelte amter, som skulle foretage en revidering af skatterne. Denne nye matrikel kaldes som regel for Amtsstuematriklen (senere “Gammel Matrikel” eller 1664-matriklen). Matriklen omfattede omkring 460.000 tønder hartkorn.

1664-matriklen var i brug frem til 1688. Det viste sig snart, at heller ikke den nye matrikel fungerede efter sin hensigt. Årsag hertil var blandt andet, at landgilde (og dermed hartkornsansættelse) for forskellige gårde i samme landsby kunne være stærkt varierende, da de enkelte gårde kunne tilhøre forskellige godser. Ligeledes var der stor variation i udsæd og landgilde samt i de ydede persiller og småredsler (andre afgifter fx lam, får, gæs, høns, æg, smør, fodernød og foderokser), som de enkelte fæstebønder skulle yde, hvilket var betinget af den store variation i naturgivne forhold og godsernes behov eller ønsker om bestemte varer kombineret med bøndernes evne til og mulighed for at yde dem. Når dertil lægges, at man havde uens systemer for kornmål i landets forskellige egne, og at der var adskillige afvigelser, bliver det nærmest umuligt at regne dem op imod hinanden.

3. 1688-matriklen

Den ældste matrikel hvilede i alt fald for bondejordens vedkommende på et meget irrationelt grundlag, da landgildeafgifterne i de enkelte egne var af højst ulige størrelse. Intet under derfor, at man hurtig besluttede sig til at udarbejde en ny matrikel, der blev påbegyndt 1681 og var afsluttet 1688.

Den fælles norsk-danske alen, sådan som den var angivet på kirkedøren i det norske Sorum. Denne alen målte 62,75 cm, men tallet blev rettet allerede i Ole Rømers tid, sådan at den rette alen nu var 62,7707 cm lang. En kvadratalen var altså et kvadratisk stykke jord med sidelængden 62,7707 cm, hvilket giver et flademål på 0,39 m².

Denne såkaldte “gamle matrikul” hvilede på klassebonitering af jorden. Man udvalgte typer af jord af en vis bonitet (godhed eller ydeevne), på øerne 4, i Jylland 6, således, at antallet af tdr land pr. tønde hartkorn var forskelligt efter jordtypens bonitet, og henførte nu al agerjord under en af de opstillede grupper. Selve arealets bestemmelse gik for sig uden optagelse af kort ved simple målinger, for hvilke grundreglerne skal være givne af den berømte matematiker Ole Rømer, mens udførelsen hyppig blev betroet til landmålere, fx officerer, hjemvendte fra den Skånske Krig, uden forkundskab til at udføre det dem betroede hverv. Græsningsjorder sattes i hartkorn efter vurdering af høavlens mængde og kvalitet og engene efter det antal kreaturer, de kunne afgive græsning til, skovene endelig efter den mængde svin, de kunne oldenføde, eller det antal kreaturer, som dér kunde finde græs. Tiender skyldsattes, således som det allerede var sket 1664, efter den indtægt, som man kunne opnå. Også andre næringsveje på landet blev sat i hartkorn, fx møller, ligesom man også sine steder kendte et fiskestade-, færgeløbs- og brohartkorn.

Af ager- og enghartkorn kom matrikulen af 1688 til at omfatte 362.085 tdr, foruden 7.964 tdr hartkorn på Bornholm efter den gamle matrikul. De skyldsatte jorders hartkorn blev senere noget forøget, og efter en opgørelse af 1796 udgjorde det med Bornholm 374.659 tdr ager- og engs hartkorn, 4.953 tdr skovskyld, 5.078 tdr mølleskyld, 35.895 tdr kongetiendehartkorn, 37.896 tdr kirketiendehartkorn samt nogle få tdr fiskestade- samt færgeløbs- og brohartkorn.

Jorden blev værdisat efter ydeevne

Jordbunden blev opdelt i seks klasser efter ydeevne, og tabellen viser her, hvor store arealer, der skulle tilsås for at ejeren kunne beskattes med 1 tønde hartkorn. Altså: på den ringeste jord var ydeevnen så lav, at der kun kunne inddrages 1 tønde hartkorn i skat for hver 20, der blev tilsået.

Jordtype Skatteprovenu Årlig udsæd
Allerbedste jord 1 td. hartkorn 2 tdr. udsæd
God jord 1 td. hartkorn 4 tdr. udsæd
Middel jord 1 td. hartkorn 6 tdr. udsæd
Skarp jord 1 td. hartkorn 9 tdr. udsæd
Ond jord 1 td. hartkorn 12 tdr. udsæd
Allerværste jord 1 td. hartkorn 16 tdr. udsæd
Uden for kategori 1 td. hartkorn 20 tdr. udsæd

Tabellen viser udregning af skatteskyld i forhold til jordtype.

Der beregnedes 14.000 sjællandske kvadratalen til 1 td. udsæd. Jord af 24 tdr. udsæd, hvor årligt 2/3 blev tilsået, medens 1/3 lå brak, regnedes for 16 tdr. årlig udsæd, og en jord af 12 tdr. udsæd, som kun blev tilsået hvert sjette år, regnedes for 2 tdr. årlig udsæd.

En tønde hartkorn, omregnet til areal på fire jordtyper, kan sættes til henholdsvis:

  • 5 tønder agerjord
  • 10 tønder eng
  • 50 tønder overdrev
  • 100 tønder skov

Høavl

Jord, der ikke blev dyrket, blev også værdisat i måleenheden hartkorn

Høavl Antal vognlæs for hver
td. hartkorn i skat
Mærskhø 10
God eng 16
Geest-, kær-, ler- og skovhø 24
Star, lyngblandet hø 32

Skov

Skov blev værdisat efter antallet af svin, der kunne leve der. Skov overalt 24 svins olden pr. td. hartkorn.

Græsning

Dyrehold blev også værdisat i måleenheden hartkorn.

Græsning Antal høveder for hver
td. hartkorn i skat
God sort 24
Middel sort 32
Ond sort 40

Christian 5.s matrikel fungerede som beskatningsgrundlag frem til 1844. Det var en fuldstændig registrering af al dyrket jord, som blev takseret efter det, der blev kaldt hartkornsboniteringen.

Var der som omtalt allerede oprindeligt knyttet store mangler til udarbejdelsen af den gamle matrikul, måtte dennes værdi yderligere formindskes i tidens løb. Dertil bidrog navnlig jordernes højst uens opdyrkning i forbindelse med det misbrug, som mange steder havde indsneget sig, idet man ved bortsalg af jorder fra en gård hyppigt ikke sørgede for at få gennemført en passende fordeling af hartkornsansættelsen, men lod hele skatten hvile på hovedparcellen. Så upålidelig var den gamle matrikul efterhånden blevet som målestok for jordens værdi, ikke alene i forholdet mellem landets enkelte dele, men også for nærliggende jorder, at man havde eksempler på landsbyer, som lå ved siden af hinanden, og for hvilke værdierne af 1 Td. hartkorn forholdt sig til hinanden som 1:4. For de bestående skatter blev dog de oprindelige uligheder i tidens løb for en stor del udjævnet gennem købesummerne; men da man i begyndelsen af 19. århundrede måtte skride til en forøgelse af skattebyrden, var det i højeste grad ønskeligt at skabe et nyt grundlag for at påligne skatterne. Foreløbig hjalp man sig for de nye skatters vedkommende ved en omvurdering af det bestående hartkorn under hensyn til ejendommenes værdi. Men dette midlertidige skattegrundlag blev dog forladt i 1818, da man vendte tilbage til den gamle matrikul.

Privilegeret og uprivilegeret hartkorn

Efter enevældens indførelse bortfaldt adelens skattefrihed sammen med rostjenesten, men 1670 indførtes på ny en ryttertjeneste for adelen, og ved Forordning af 16. december 1682 gav man adelen frihed for hovedgårdsjord, hørende til komplette sædegårde (gårde, hvor en adelig familie før 1660 havde haft bopæl og med mindst 200 Tdr. hartkorn. Bøndergods inden 2 miles – ca. 14 km – afstand fra hovedgården). Senere udvidedes skattefriheden til alle komplette sædegårde, hvad enten de ejedes af adelige eller uadelige. Gik jordtilliggendet for en sådan gård ned under den størrelse der gjorde den til komplet, skulle den oprindelig også miste skatteprivilegiet, men denne bestemmelse blev senere ikke overholdt. I matrikulen af 1688 var hovedgårdsjorder ansat særlig til hartkorn, og dette fik senere i anledning af dets skattefrihed benævnelsen “privilegeret hartkorn”. Fri var desuden de fleste embedsjorder, købstadsjorder med mere, hvorved greverne og baronerne havde skattefrihed for en del af deres bøndergods, det såkaldte frihedshartkorn. I slutningen af det 18. århundrede var af hele Danmarks hartkorn omtrent en sjettedel privilegeret.

Langt senere, ved Forordning af 20. juni 1850, udjævnedes forskellen mellem det privilegerede og uprivilegerede hartkorn, men mod godtgørelse til ejerne af det førstnævnte for tabet af den tidligere nydte skattelettelse. Godtgørelsen udgjorde for komplette sædegårde det 15-dobbelte, for andet privilegeret hartkorn det 20-dobbelte af skatteforhøjelsens beløb; kun skattelettelsen for de gejstlige embedsmænd benificerede jorder samt grevernes og baronernes frihedshartkorn bortfaldt vederlagsfrit.

4. 1844-matriklen

Allerede ved Forordningen af 1. oktober 1802 var det bestemt, at der skulle skabes en hel ny matrikul, hvis udarbejdelse, der blev afbrudt ved krigen med England, væsentligt fuldendtes i 1826 men dog først trådte i kraft 1844. Formålet med tilvejebringelsen af denne nye matrikul var udelukkende en retfærdigere fordelingen af skatterne, ikke en forøgelse i antallet af Tdr. hartkorn, der væsentlig skulle forblive uforandret.

Ifølge Fredskovsforordningen af 1805 skulle højskovene omdannes til fredskove. Det betød, at der ikke længere måtte sættes dyr på græsning derinde. Derfor blev disse skove hegnet med asymmetriske diger (let skrånende ud ad skoven, men stejle ind mod den), og de kunne fortsat beskattes efter hartkornsansættelsen af 1688.

Den ny matrikul af 1844 kom udelukkende til at omfatte ager- og engs hartkorn, da det kun var den egentlige agerjord, der skulle bære skatteforhøjelsen. De øvrige hartkornsansættelser blev uforandrede fra 1688. Dette gjaldt således for tiendehartkornet og for de skove der var underkastede fredning, hvorimod de andre skove blev behandlede som jordejendomme og skyldsatte efter den græsning som de kunne afgive. Også fiskeri-, bro- og færgeløbs- samt møllehartkorn blev uforandrede, men de på dette hartkorn hvilende skatter blev senere ophævede ved Lov af 20. juni 1850 og 14. april 1852, dog således, at der af vedkommende fiskeri, færgeløb eller bro skulle udredes en tilsvarende fast årlig afgift.

En theodolit – også kaldet diopter(på grund af de to kikkerter) blev brugt til landmålernes vinkelmålinger i landskabet. Den var således afgørende for, at der kunne optegnes pålidelige kort.

Hartkornsansættelsen af ager og eng skete efter det nettoudbytte, jorden kunne afgive ved fornuftigt brug, om fornødent ved et skøn over de grundforbedringer, der var nødvendige for et velordnet agerbrug. Der lagdes altså ikke absolut vægt på jordens egenskaber i øjeblikket, men også på dens fremskridtsmuligheder. Derimod toges intet hensyn til den værdipåvirkning, der udgik fra ejendommens beliggenhed. Jordene vurderedes tværtimod udelukkende i deres egenskab som isolerede grundstykker.

Arealopmålingen skete på langt mere betryggende måde end efter den gamle matrikul. Regeringen forlangte indsendt alle de kort over jorderne, som var optagne ved udskiftninger eller i andre øjemed, og supplerede dette materiale ved optagelsen af nye kort således, at staten ved denne lejlighed kom i besiddelse af omtrent en snes tusinde specialkort over samtlige landets jordejendomme.

Som udgangspunkt for hartkornsansættelsen udsøgte man et jordstykke af bedste beskaffenhed, den såkaldte normaljord, der ansattes til en takst 24; alle landets jorder blev nu efterhånden skyldsatte til takster, bestemte ved deres sandsynlige overskud i forhold til i normaljordens. Som vejledning for vurderingsmændene ved taksternes fastsættelse valgtes 4 andre prøvestykker til takst 20, 16, 10 og 3. Andre jorders henførelse til en af disse takster skulle finde sted, når udbyttet antoges at blive det samme, selv om jordens kemiske sammensætning var uens. I betragtning af, at mindre god jord havde større mulighed for forbedring end den bedste, sattes ingen jord i skat over taksten 20. Græsningsjorder og enge blev væsentlig skyldsatte efter værdien af det græs eller hø, de kunne afgive, målt med udbyttet af en tønde boniteret agerjord. For græsningsjorders vedkommende var fremgangsmåden f.eks. den, at man undersøgte, hvad et kreaturs græsning kunne være værd i den pågældende egn, og hvor meget en tønde boniteret jord gav i indtægt, og efter det fremkomne forhold bestemte man, hvor stort et areal græsningsjord der måtte udkræves for at stilles lige med 1 Td. land boniteret jord. Heder skyldsattes på en noget mere summarisk måde ved henførelse til en af 6 klasser. I den laveste af disse kom der til at gå 2.968 Tdr land på 1 td. hartkorn.

Som omtalt var det fra begyndelsen bestemt, at antallet af beskatningsenheder ikke skulle forandres, og for at opnå dette omregnede man samtlige landets jorder efter de takster i normaljord, der var meddelt dem, og dividerede derefter antallet af Tdr land boniteret jord med det gamle antal Tdr hartkorn. Resultatet blev, at der kom til at gå 72.000 kvadratalen eller 5 1/10 Td. land boniteret areal på 1 Td. nyt hartkorn. Ved omsætningen var tallet afrundet noget nedad, og antallet af Tdr hartkorn efter den ny matrikul blev derefter omtrent 8000 Tdr større end efter den gamle og kom til at udgøre 372.221 Tdr (med Bornholm ca. 381.000 Tdr).

Siden den ny matrikuls fuldendelse er hartkornet påvirket af ulige forhold. En ikke ringe tilvækst fik det ved grænsereguleringen mellem kongeriget og hertugdømmerne ifølge Fredstraktaten af 30. oktober 1864, idet de afståede distrikter af Ribe amt kun var matrikulerede for 3.423, de i kongeriget indlemmede slesvigske distrikter derimod for 4.616 Tdr hartkorn. Ligeledes er det matrikulerede hartkorn forøget ved inddæmning, nedlæggelse af fredskovsforpligtelse, mens der på den anden side afgik en del ved udlæg af areal til jernbaner, veje, kirkegaarde med mere. I 1917 udgjorde hartkorns-tilliggendet 385.375 Tdr, der fordelte sig således:

Hovedstaden …………………..1.454
Øernes Købstæder …………. 4.579
– Landdistrikter …………….208.642
Jyllands Købstæder ……….. 3.278
– Landdistrikter…………… 167.422
Ialt……………………………. 385.375 Tdr H.

På øerne udgjorde 1 Td. hartkorn omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.

Produkt Værdi i td. hartkorn
1 td. rug eller byg 1 td. hartkorn
12 gæs 1 td. hartkorn
24 høns 1 td. hartkorn
1 td. hvede eller ærter 1,5 td. hartkorn
1 td. gryn eller hvedemel 2 tdr. hartkorn
1 td. honning 6 tdr. hartkorn

Tabellen viser omregningen fra forskellige naturalier til tdr. hartkorn.

Det er opgjort, at kongerigets samlede hartkorn i 1766 udgjorde omkring 385.000 Tdr hartkorn: Ejerskabet var fordelt på godsejere(adel) og konge med mere end 95% – knap 85% var hovedgårdsjord, godt 11% tilhørte kronen, resten (mindre end 5%) var ejet af købstæder, selvejerbønder og kirken.

Den nye matrikel, 1844 Matrikelboniteringen, indeholdt en landsdækkende kortlægning af matriklerne samt en optegning af et helt nyt matrikelkort (1:4000). Kortene er såkaldte økort, hvilket vil sige, at hvert kort omhandler ét ejerlav udarbejdet med udgangspunkt i landsbyen eller hovedgården.

Bonitetsbedømmelsen blev gennemført i perioden fra 1806 til 1826. Agerjorderne blev vurderet efter deres evne til at avle korn. Eng blev vurderet i forhold til mængden og kvaliteten af høhøsten, og andre arealer blev vurderet efter det antal kreaturer, som arealet kunne yde græsning til. Jorderne blev vurderet i henhold til en 24-trins-skala, hvor den bedste jord fik takst 24. For at fastlægge værdien af takstgrundlag 24 udpegede man et gårdlav i Karlslunde mellem Roskilde og Køge.

Markernes bonitet og deres arealstørrelse var grundlaget for bestemmelse af de forskellige gårdes hartkorn, som igen udgjorde beskatningsgrundlaget.

1844-matrikelboniteringen blev brugt som skattegrundlag i ca. 60 år. I 1903 vedtog man en ny skattelovgivning, hvor hartkorn forsvandt som beskatningsgrundlag.

1844-matriklen er stadig grundlaget for vore dages matrikulering, der varetages af Geodatastyrelsen.

5. Afskaffelsen: Skattereformen i 1903

Hartkornsansættelsen dannede indtil den store skattereform af 15. maj 1903 påligningsgrundlaget for alle Danmarks skatter på jorder og de af denne gående ydelser (tienden). Disse skatter sammenfattedes derfor under navnet hartkornsskatter og ydedes:

  1. til staten,
  2. sognekommunerne, og
  3. amtskommunerne.

Med hensyn til statsskatterne blev matrikulen af 1664 grundlaget for den faste skat, som den enevældige regering kort efter enevældens indførelse pålagde til dækning af udgifterne ved den stående hær, den såkaldte matrikulskat. Desuden indførtes en kornskat, landkonsumtionen, og en okse- og flæskeskat. Senere pålagdes rytterholdspengene 1670 og 1/4 % afgiften 1768, lægdspengene 1785, soldaterpengene 1791 og indkvarterings-pengene 1808. Disse skatter, af hvilke flere til en begyndelse svaredes in natura (dvs. i form af konkrete produkter), men senere gik over til pengeydelser, hvilede udelukkende på det uprivilegerede hartkorn; derimod deltog det privilegerede hartkorn i nogle enkelte andre skatter, således den 1760 påbudne konsumtions- og folkeskat.

Da regeringen 1802 indførte en ny årlig afgift på faste ejendomme, bestemtes det samtidig, at al jord, privilegeret som uprivilegeret, skulle være fælles om at bære de byrder, der skulle lignes på den tidligere omtalte midlertidige matrikul. Ved en Forordning af 1818 blev imidlertid disse ny afgifter efter Forordning af 1802 slåede sammen med de gamle skatter til en eneste ydelse, den såkaldte landskat, der udelukkende kom til at hvile på den gamle matrikul og udrededes med 6 rigsdaler af det privilegerede og 8 rigsdaler 2 mark af det uprivilegerede hartkorn. På ulige måder blev der i den følgende tid tilstået lettelser i denne skat.

Da den ny matrikul skulle træde i kraft, blev det nødvendigt at give regler for skattebyrdens fordeling på det gamle og nye hartkorn. Dette skete ved Forordning af 24. juni 1840, der trådte i kraft 1. januar 1844. På det gamle hartkorn kom der under navn af gammelskatten til at hvile 5 rigsdaler pr. Td. privilegeret og 6 rigsdaler 80 skilling pr. Td. uprivilegeret hartkorn. Det nye hartkorn skulle under navn af landskatten yde 1 rigsdaler pr Td. privilegeret og 1 rigsdaler 48 skilling pr. Td. uprivilegeret hartkorn, men faktisk udrededes skatten med et mindre beløb, og senere blev denne del af skatterne på jorden fastslået til 24 og 44 skilling pr. Td. privilegeret og uprivilegeret hartkorn. For skovenes vedkommende bestod jo kun een skyldsætningsmålestok, nemlig den gamle matrikul, og hver tønde skovskyldshartkorn efter denne kom til at udrede 3 rigsdaler for 1 Td. privilegeret og 4 rigsdaler 1 mark for 1 Td. uprivilegeret hartkorn, hvilke afgifter senere nedsattes med 50 skilling pr Td. hartkorn. Som omtalt kom det uprivilegerede hartkorn ved hartkornsudjævningen 1850 til at svare samme skat som al anden jord. Landskatten blev ved Lov af 26. maj 1868 forøget med 16 skilling pr Td. ager- og engs hartkorn og 8 skilling pr. Td. skovskyldshartkorn, samtidig med at den tidligere visse gårde påhvilende forpligtelse til at yde distriktsheste bortfaldt. Desuden var der allerede ved Lov af 20. juni 1850, som erstatning for ophævelsen af en del gamle skatter, der udskreves i specielle øjemed, blevet pålagt den såkaldte ligningsskat, der var bestemt til at hvile både på by og land; for dette sidste udgjorde skatten 1 rigsdaler 24 skilling pr Td. ager- og engs hartkorn og det halve af skovskyld. Når man samler det, der er nævnt ovenfor, fandtes der i Danmark i tiden, før skattelovene af 15. maj 1903 trådte i kraft, følgende statsskatter og andre pligtige ydelser, der var pålignet jorderne:

  1. gammelskatten, der hvilede med 13% kr. på hver Td. gammel ager- og engshartkorn. Denne skat indbragte i 1903—04 5.004.000 Kr,
  2. land- og ligningsskatten på ager- og engs hartkorn. Disse skatter beregnes med tilsammen 3% kr. pr. Td. nyt ager- og engs hartkorn. Af skove svaredes 8 kr 700. pr. Td. skovskyldshartkorn. Til landskatten regnedes skatten på tiendehartkorn, der indbragte ca. 250.000 kr. Tilsammen udgjorde land- og ligningsskatten i 1903-04 1.708.000 kr.

Forordningen af 24. juni 1840 bestemte i § 10, at de kommunale skatter på hartkorn skulle hvile på den ny matrikul med undtagelse af mølleskyld, bro-, færgeløbs- og fiskestadehartkorn, hvilket som omtalt senere bortfaldt, samt skovskyldshartkorn, der kun sattes halvt i skat. Da tiendehartkornet ikke deltog i den kommunale ligning, omfattede denne alene ager- og engs hartkorn efter den ny og skovskyld efter den gamle matrikul. Tidligere lignedes mange af de sognekommunale udgifter, fx til vejvæsenet, skolevæsenet med mere, særskilt på det kommunale hartkorn, men ved Lov af 6. juli 1867 bestemtes det, at samtlige de beløb i penge og korn, som kommunerne udskrev hos deres beboere, skulle lignes under eet på hele kommunen, dels på hartkornet, dels på formue og lejlighed. Det forhold, i hvilket disse to ulige ligningsgrundlag skulle dele skatterne mellem sig, var ikke fikseret ved loven selv, men det fastsattes for hver kommune af amtsrådet efter sognerådets forslag for 3 år ad gangen. Ved udskrivning på hartkorn til amtsrepartitionsfonden medtoges alle sognerådskredses hartkorn, således også handelspladsernes.

De kommunale hartkornsskatter udgjorde gennemsnitligt årligt i femåret 1871—1875 4.856.000 kr, 1890-1894 7.284.000 Kr og 1900 til 1904-1905 7.947.000 kr; i samme tidsrum udgjorde formue- og lejlighedsskatten 2.072.000, 4.016.000 og 6.403.000 kr, således at hartkornsskatterne vel havde været stigende, men dog ikke i samme grad som de personlige skatter. Til amtskommunerne udgjorde hartkornsskatterne 1871—1875 som årligt gennemsnit 4.065.000 kr, 1890—1894 4.906.000 kr og 1900 til 1904-1905 5.736.000 kr.

Ved skattelovene af 15. maj 1903 bestemtes det, at hartkornsskatterne til staten skulle bortfalde fra 1. juli 1904, og at al ligning på hartkornet til sogne- og amtskommunerne gradvis skulle afskaffes, således at de sogne- og amtskommunale ejendomsskatter henholdsvis fra 1. januar og 1. januar 1905 i 5 år skulle udredes med % efter hartkorn, % efter værdi (ejendomsskyld), i de følgende 5 år med % efter hartkorn, % efter værdi osv., indtil hartkornsskatten helt var bortfaldet i 1925. 1916—1917 udgjorde hartkornsskatterne og ejendomsskylden til sognekommunerne henholdsvis 6.518.000 kr og 9.839.000 kr og til amtskommunerne de tilsvarende skatter 4.232.000 og 6.350.000 kr.

Til TOP

Matrikel (ejendom)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi (med links hertil)

Matrikel (ejendom)

En matrikel er en fortegnelse over et lands faste ejendomme.

Indholdsfortegnelse

  1. Middelalder og renæssance
  2. Efter 1660 (Enevældens indførelse)
    • 1662-matriklen
    • 1664-matriklen
    • 1688-matriklen
      • Værdisættelse efter ydeevne – korn
      • Værdisættelse efter ydeevne – ikkedyrket jord
      • Værdisættelse i hartkorn af møller
  3.  1844-matriklen
  4.  Sønderjylland
  5.  Nutiden

1. Middelalder og renæssance

Kong Valdemars Jordebog fra 1231 er også kendt som Liber Census Daniæ (dansk: Danmarks skattebog). Den regnes for den første landsomfattende fortegnelse af Danmarks kongelige jordejendom med henblik på skatteansættelseNielsen (1873) mener det primært drejer sig om en indtægtsvurdering af de kongelige godser.

2. Efter 1660 (Enevældens indførelse)

Statsomvæltningen i 1660 førte til enevældens indførelse og skabelsen af amter med embedsmænd til at varetage landsdækkende skatteopkrævning mv.

Det skete ved at omdanne adelens len til amter i 1662. Denne inddeling blev ca. 130 år efter ændret til en ny struktur i Amter i 1793 i forbindelse med kortlægningen af Danmark af Videnskabernes Selskab og Jordreformerne. Denne inddeling holdt i næsten 200 år til kommunalreformen i 1970.

1662-matriklen

Den første matrikel i Danmark blev udarbejdet i 1662. Baggrunden var statsomvæltningen i 1660, der førte til enevældens indførelse. Allerede i oktober 1660 indkaldtes jordebøger fra både private og offentlige jordejere for at skaffe et samlet overblik over den “beskatning”, som fæstebønderne var pålagt. Målet var at skabe et nyt skattesystem hvilende på hver enkelt bondegårds og hovedgårds skatteevne til afløsning for det ældre skattesystem, hvorefter gårdene var delt op i helgårde, halvgårde osv. Den 13. december 1660 forelå et kongebrev til rigsdrosk Joachim Gersdorff med ordre til i Statskollegiet at “delibrere hvorledes en Rigens Matricul” bedst kunne indrettes. Allerede den 19. december 1660 forelå et forslag om, at hver fæstegårds landgilde skulle anføres og derud over skulle angives “huad hand derimod Aarlig kand saae, nemblig Roug, Biug, Aar, Boghuede, Ertter, etc. Item huor meget Høe hand kand Auffle … och saa Hartkornit in Margine med dess Valleur udj Pendinge anslagen”. Man havde således for øje, at udsæden og det ved menneskealdres erfaring fastslåede mulige udbytte skulle være grundlag for den nye matrikel.

Den 31. maj 1661 udstedte Skatkammerkollegiet en ordre til landets biskopper og lensmænd om, at sognepræsterne skulle lave en fortegnelse over decimanterne med angivelse af deres landgilde, herlighed, udsæd og “huor meget høe hand kan auffle”. De indkomne fortegnelser blev imidlertid ikke brugt; i stedet nedsattes for hvert stift en kommission, der skulle fastlægge de enkelte gårdes landgilde og udsæd. Den nye matrikel blev derefter udarbejdet i løbet af sommeren 1662 i henhold til en derom givet instruktion og indeholdt for hver gård oplysninger om:

  1. ejerens navn,
  2. brugerens navn,
  3. den årlige udsæds størrelse fordelt på kornarter,
  4. landgildens størrelse og sammensætning (herunder gæsteri, afløst hoveri o.lign.),
  5. den samlede landgilde (fraset gæsteri) omregnet til hartkorn,
  6. anslået handelsværdi udtrykt i rigsdaler pr. tønde hartkorn,
  7. høavlens størrelse,
  8. antal svin, der årligt kunne gå på olden.

Også hovedgårdene, der ikke svarede landgilde, blev ansat til hartkorn efter deres årlige udsæd divideret med 3, idet havre kun regnedes halvt – eller efter vurderinger ved skifter eller salg. Disse værdier blev derefter samlet efter hovedgårde, enkeltgårde og landsbyer, der atter samledes i sogne, derpå herreder eller birker og endelig i len.

Matriklen 1662 viser karakteristiske mønstre i landbrugsdriften: byg-landgildet var således koncentreret på landets mere frugtbare jordbund på øerne (fraset skovområder) og i den vestlige del af Limfjorden, rug-landgildet var derimod koncentreret omkring Roskilde fjord og den sjællandske Storebæltskyst, smør-landgilde atter med en vis overvægt i skovegne, foderokser altovervejende på Fynfodernød nogenlunde jævnt fordelt over landet, staldokser i Vendsyssel samt nord for Vejle fjord og Horsens fjord, sild og ål som landgilde var overvejende samlet i Limfjorden, mens torsk som landgilde forekom især langs den vestjyske kyst og på det sydlige Djursland.

1664-matriklen

1662-matriklen afløstes af kong Frederik 3.‘s matrikel i 1664 (også kaldet amtsstue-matriklen).

1688-matriklen

Under Frederik 3.’s efterfølger, kong Christian 5., blev matriklen af 1688 udfærdiget.

Den blev lavet helt fra grunden: I henhold til en instruks af 16. april 1681 til kommissarierne skulle landmålingen eller jordrebningen i hvert amt begynde med et møde, hvortil skriftligt var indstævnet amtmanden, jordegodsejernepræsterne, amtsskriveren, regimentsskriveren, herreds- og birkefogederne, tingskrivere samt bønder fra de enkelte landsbyer i den rækkefølge, byerne skulle opmåles og takseres i.

For hvert herred skulle udpeges 4 “forstandige og paa Jord og dens Dyrkelse vel erfarne Bønder”, der skulle ledsage landmålerne og efter landmålernes instruks “dømme og taxere” herredets jord og ejendomme.

Selve opmålingen skulle udføres så hver gårds jordstykker skulle opmåles hver for sig i længden og 2 bredder i sjællandske alen. Disse mål skulle omregnes til sjællandske kvadrat-alen og disse atter omregnes til enheden tønder land (Tdr.Ld.), idet 14.000 kvadrat-alen udgjorde 1 Td.L.

Værdisættelse efter ydeevne – korn

De enkelte jordstykker skulle samtidig værdisættes efter deres ydeevne i tønder hartkorn (Td.Htk.). Dette skete efter et system, hvor jorden blev delt i 4 klasser efter deres ydeevne:

  1. God eller middel byg-, rug- og ærteland: 2 Tdr.Ld. svarede til 1 Td.Htk.;
  2. Ond, skarp og ringe jord, dog egnet til rug-, byg- blandkorn- og boghvededyrkning: 3 Tdr.Ld. svarede til 1 td.Htk.;
  3. God havrejord: 4 Tdr.Ld. svarede til 1 Td.Htk.;
  4. Middel og ond havrejord: 6 Tdr.Ld. svarede til 1 Td.Htk.

Værdisættelse efter ydeevne – ikke-dyrket jord

Jord, der ikke egnede sig til dyrkning (enge), skulle værdisættes efter deres ydeevne i læs hø, idet:

  1. 24 læs hø regnedes til 1 Td.Htk. (moser og kærjorder dog 48 læs hø),
  2. skove værdisættes efter det gennemsnitlige antal svin, der kunne fedes på deres olden, idet 32 svins olden regnedes til 1 Td.Htk.

Værdisættelse i hartkorn af møller

Yderligere værdiansattes vand- og vindmøller efter deres brugbarhed året rundt.

I løbet af 1681 og 1682 opmåltes al agerjord på øerne (fraset Bornholm) og i 1683 hele Jylland indtil Kongeåen. De oprindelige kladder samt oplysninger fra bønder, proprietærer, originale tiender fra præsterne og oversigter over sognenes bøndergårde blev renskrevet i såkaldte markbøger, hvori blev angivet ejer, bruger, mål og værdiansættelse (bonitet). Disse oplysninger blev derefter samlede i markbogsekstrakter. Derefter fulgte omregningskladder og de endelige beregninger blev så indførte i konceptmodelbøger gård for gård, ejer, bruger, areal, værdi og hartkornsansættelse; heri indgik tillige oplysningerne om enge, skove m.m.

Det store opmålings- og beregningsarbejde blev imidlertid undergravet af konstateringen af store afvigelser mellem tidligere og nye hartkornsansættelser (hvilket var formålet med opmålingsarbejdet). I de følgende år indkom stribevis af klager over de nye hartkornsansættelser, og man forsøgte på mange måder at modvirke en del af de største afvigelser, og det tog således henved 5 år at nå frem til de endelige hartkornsansættelser.

3. 1844-matriklen

De tidlige matrikler blev imidlertid ikke vedligeholdt med hensyn til forandringer i ejendomsforholdene, og efter udskiftningen i slutningen af 1700-tallet var der behov for udarbejdelsen af en ny matrikel.

Matrikuleringsarbejdet begyndte i 1805, og opmålingen var afsluttet i 1822. Den nye matrikel trådte i kraft for landområdernes vedkommende 1. januar 1844. Matriklen blev oprettet med henblik på opkrævelse af skatter. Købstædernes bygrunde og landsbyerne blev ikke betragtet som skattebetalende områder og var derfor ikke med i matriklen fra 1844. Disse områder blev matrikuleret i perioden fra 1863 til 1885, således at hele det kongerigske område (dvs. kongeriget Danmark, der havde grænse ved Kongeåen) var dækket af matriklen.

4. Sønderjylland

Sønderjylland blev matrikuleret i tyskertiden (1864-1920), nærmere bestemt samtidig med opmålingen til det officielle 1:25.000 landkort af Preußische Landesaufnahme i årene 1878-1880. Dette system blev overtaget ved genforeningen i 1920. Ved etableringen af edb-matriklen i 1986 blev det prøjsiske system tillempet det danske, så data kunne præsenteres i det danske edb-system. Efter 1920 blev den sønderjyske matrikel ført efter det prøjsiske system af fire statslandinspektørembeder (i Haderslev, Sønderborg, Tønder, Aabenraa) og et teknisk kontor i Toftlund. Omkring årtusindskiftet blev det sønderjyske matrikelvæsen privatiseret, og også de sønderjyske matrikelsager må nu sendes til København til godkendelse.

5. Nutiden

Nutidens ejendomsmatrikulering hviler fortsat på matriklen af 1844, idet denne revideres løbende, hver gang et areal med et matrikelnummer deles, eller to arealer med forskellige matrikelnumre forenes.

Matriklen drives i dag af Geodatastyrelsen (det tidligere Kort- og Matrikelstyrelsen) under Miljøministeriet. Tidligere var Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune undtagelser, hvor det var henholdsvis Stadskonduktørembedet og Stadslandinspektøren, der drev matriklen. Indtil 1989 lå opgaven hos Matrikeldirektoratet, der per 1. januar 1989 blev sammenlagt med Geodætisk Institut og Søkortarkivet.

Til TOP

Tønde land

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi (med links hertil)

 

En tønde land var oprindeligt det areal, der kunne tilsås med en tønde sædekorn. I 1688 blev størrelsen defineret som 14.000 kvadratalen, som var afrundet fra 13.824 kvadratalen.

En tønde land svarer til cirka 5.516,2 m², eller 0,55 hektar. Den præcise værdi er 5.516,242665696 m².

Indholdsfortegnelse

  1. Opdeling
  2. Opdeling af en tønde land – og sammenhæng mellem enhederne
    • 2.1 Tilsåning med en tøndekorn
    • 2.2 Ager og tønder sæde
  3.  Hartkorn-relationen
  4.  Hvad kostede en bondegård ?
    • 4.1 Prisen for landbrugsjord ved Andelsbevægelsens begyndelse
    • 4.2 Prisen for landbrugsjord omkring 1660 efter enevældens indførsel

1. Opdeling

En tønde land blev opdelt i 8 skæpper land (á 36 x 48 Alen) à 4 fjerdingkar à 3 album à 4 Penning, der er 6 x 6 Alen = 36 Alen².

Notationen er x-y-z-q, Altså fx vil : 5-4-2-1 betyde 5 tønder, 4 skæpper, 2 fjerding(kar) samt eet album. Da der går 8 skæpper på en tønde og fire fjerdinger på en skæppe, så ville vi jo sige 5 en halv tønde og en halv skæppe. Den sidste “1”-er er een album på 36 kvadratalen på lidt over 50 m² oveni – altså en ubetydelighed set ift. en kornmark.

En tønde land er således: 8 x (36 x 48 Alen) = 13.824 kvadratalen − men ses ofte afrundet til 14.000 kvadrat alen i misforstået “nemhed”. Enheden blev officielt afskaffet i 1907.

Vi kan beskrive fodboldbanen i parken med dette arealsystem. Banestørrelse er 105 x 68 meter lig med 7.140 m². Med gammeldags omregning vil banen angives som 1-2-1-(2) – dvs een tønde, to skæpper, een fjerding … og to album, eller 2/3 fjerding.

2. Opdeling af en tønde land – og sammenhæng mellem enhederne

Her er en oversigt over sammenhængen imellem de forskellige størrelser:

1 Penning; 6 x 6 Alen = 36 Alen².

1 Album; 4 Penning; 12 x 12 Alen = 144 Alen².

1 Fjerdingkar; 3 Album; 12 x 36 Alen = 432 Alen².

1 Skæppe Land; 4 Fjerdingkar; 36 x 48 Alen = 1.728 Alen².

Tønde Land8 Skæpper; 36 x 384 Alen = 13.824 Alen² – som oftest fremstilles som 14.000 Alen².

2.1 Tilsåning med en tøndekorn

En tønde land skulle tilsåes med een tønde korn.

En tønde rummede cirka 139 liter korn (udsæd), og vejer 100 kilo. Det var i datidens enheder 144 potter korn, der skulle fordeles på 13.824 kvadratalen, det vil sige, at én potte skulle dække 96 kvadratalen. Det er én liter korn til knap 40 m².

Ved at opdele tønden i mere håndterlige størrelser − og arealet tilsvarende − var det lettere at få kornet sået jævnt.

Man begyndte med at hælde kornet over i et skæppemål. 8 skæpper svarede til én tønde. Det vil sige en skæppe kunne rumme cirka 17,5 liter korn − cirka 139 liter delt med 8.

Det område, én skæppe skulle dække, var en ottendedel af en tønde land, eller 36 x 48 alen. Det er cirka 22 meter x 30 meter. Og lidt voldsomt at fordele jævnt pr. håndkraft, da de cirka 17,5 liter korn vejer cirka 12,5 kilo, (en ottendedel af 100 kilo)

Derfor var det naturligt at opdele denne skæppe i fjerdedele, såkaldte fjerdingkar.

Et Fjerdingkar (rummål) korn vejer således en fjerdedel af skæppen, lidt over 3 kilo og fylder knap 4,5 liter, det er dog en mængde, der er til at bære − og til at fordele over en fjerdingkar land, dette rektangel på 36 x 12 alen, eller tre Album (flademål), var lig med tre gange 12 x 12 alen. Altså tre kvadrater på hver 12 x 12 alen.

En favn var tre alen, eller 1,88 meter, så hvert kvadrat var 4 favne på hvert led. Man skulle altså bruge cirka halvanden liter korn til sådan et kvadrat på fire favne på hver led, svarende til cirka 60 m².

Hvis det skulle udspecificeres yderligere, bestod en album af fire kvadrater, 4 Penning, hver på 2 x 2 favne, eller 6 x 6alen. Eller cirka 3,6 meter x 3,6 meter … lig med et areal på knap 14,5 m². De 36 kvadratalen skulle tilsåes med halvanden pægl korn.

2.2 Ager og tønder sæde

En tønde land skal ikke forveksles med begrebet ager, der angiver den strimmel jord, hver bonde havde som en del af bymarken i dyrkningsfællesskabets tid- altså før Landboreformerne.

Agrenes bredde svinger i reglen mellem 15 og 30 alen, men der er mange smallere og enkelte bredere agre.

En tønde sæde, også kaldet en tønde bygsæde, var 10.000 kvadratalen.

En agers bredde er ofte anført som 7 favne (21 alen), så man kunne let regne ud hvor mange tønder sæde en ager var. En ager på en tønde sæde ville være 476 alen eller cirka 159 favne.

En engelsk acre var ca 20 x 200 meter eller cirka 4.000 m², omregnet til alen ville det være noget i stil med: 30 alen x 300 alen, eller 10 favne i bredden og 100 favne i længden. Et rimeligt håndterligt mål for rebning og afskridtning. (En favn er 3 alen, eller cirka 1,88 meter svarende til to skridt).

3. Hartkorn-relationen

Ved ligning af jordskatter brugtes enheden tønde hartkorn. Denne enhed var en kombination af arealet og jordens bonitet (produktivitet).

På en jord af gennemsnitlig bonitet skulle der tilsåes cirka 4-5 tønder land for at man fik et udbytte stort nok til, at man skulle svare en tønde “hårdt korn” (i teorien = brødkorn, men i praksis = rug) i afgift til jordens ejer (herremanden). For hver tønde hartkorn i afgift skulle der svares 4 mark i skat til kongen.

Sådan en tønde korn rummede cirka 140 liter (139,121 liter) og vejede cirka 100 kilo og har i dag (år 2010) en værdi af 80-140 kroner.

En typisk bondegård havde et jordtilliggende på mindst 3 og højst 11 tønder hartkorn,  typisk omkring 5-8 tønder hartkorn.

I 1682 optalte man i Danmark mere end 58.000 bondegårde med hartkorn fordelt på over 5.000 landsbyer. En landsby havde fra 3 til over 40 gårde med hartkorn. I gennemsnit havde en landsby 12 gårde, de fleste mellem 8-20 gårde, få landsbyer mere end 40 gårde.

En typisk landsby på Fyn bestod af ca. 12-20 gårde og var tilsammen vurderet til ca. 100-200 tønder hartkorn om året (se matriklen af 1688 og senere). F.eks. takseredes Gudme i 1684 til 160 tønder hartkorn, og i 1844 til 194 tønder hartkorn. Der var 21-23 gårde.

4. Hvad kostede en bondegård ?

Prisen for en tønde land − eller prisen for en tønde hartkorn. Man værdisatte og købte bøndergårde eller hele landsbyer efter opgørelsen af tønder hartkorn, som det bedste værdigrundlag for hvad gården kunne bære i afgift.

En bondegård havde mindst 3 og højst 11 tønder hartkorn, og var på omkring 5-8 tønder hartkorn. De priser, der kommer når almindelige bønder handler, må antages at være lidt/noget højere. Lidt ligesom udlejningsejendomme har en lavere kvadratmeterpris end ejerboliger.

4.1 Prisen for landbrugsjord ved Andelsbevægelsens begyndelse. 

Der gives ingen statistiske oplysninger om, hvor store gårdmændenes indtægter var; men det siger en hel del, at salgspriserne for gårde steg fra et gennemsnit af omkring 4.500 kroner pr. tønde hartkorn, i 1860’erne − til et gennemsnit af 6.000-7.000 kroner pr. tønde hartkorn i 1870’erne. Hvis gården havde jord af “middel kvalitet”, ville denne tønde hartkorn svare til 5-6 tønder land, derved var prisen for hver tønde land (arealenhed; cirka 5.500 m²) omkring 1.000 kroner i 1870’erne.

4.2 Prisen for landbrugsjord omkring 1660 efter enevældens indførsel

Staten var tynget af gæld efter krigene, der nær havde udslettet landet. For at indfri pantsat gods besluttede man, at Kronen skulle sælge dele af det pantsatte gods, og sælge det til højstbydende, dvs ikke-adelige kunne også købe.

Hvis panthaveren − der købte sit pant − ville købe ekstra krongods, skulle det ske til en fast pris, nemlig 50 rigsdaler pr. tønde hartkorn − eller cirka 8-10 rigsdaler per tønde land (af middelgod jord). Denne pris må antages at have været fordelagtig for køber, da det var en ret som panthaveren fik, for at motivere til at overtage pantet ved køb af endnu mere omkringliggende jord. Denne pris er den, som godsejere handler jorden til, så værdien for en selvejerbonde må antages at være lidt højere.

NB: Rigsdaler er ikke det samme som Rigsbankdaler. Efter statsbankerotten i 1813 blev pengesedler lydende på rigsdaler kurant ombyttet til rigsbankdaler i forholdet 6:1.

Til TOP

Om “at slå i hartkorn” – sprogligt set

Her på hjemmesiden bruges i forbindelse med oplysningerne om gamle dage også en række gamle ord og udtryk, f.eks. hartkorn og alen. Du kender måske udtrykkene “slå i hartkorn” og “alenlang” – især hvis du er op i årene – men hvad kommer udtrykkene egentlig af? Nedenfor kommer nogle tekster som prøver at besvare dette, der bl.a. er fundet ved at Google udtrykket ‘slå i hartkorn’.

Til sidst kommer en meget underholdende artikel “Kan alen slås i hartkorn?” skrevet af ledende redaktør, mag.art. hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Ebba Hjorth om alen og hartkorn og andre gamle udtryk, som var trykt i Politiken 5/3 2008. Hun nøjes dog med at fastslå hvad udtrykket ‘slå i hartkorn’ i dag betyder, nemlig  ’(uberettiget) sidestille; henføre forskellige personer, genstande eller begivenheder til samme kategori’, men forklarer ikke den oprindelige betydning, som vil blive nærmere undersøgt i næste afsnit.

Som ‘rosinen i pølseenden’ af dette afsnit om det sproglige (et andet gammelt udtryk) kommer her en artikel skrevet af ledende redaktør, mag.art. hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Ebba Hjorth om alen og hartkorn og andre gamle udtryk, som var trykt i Politiken 5/3 2008.

Den oprindelige betydning af udtrykket ‘slå i hartkorn’

Den historiske Ordbog over det Danske Sprog  kommer nok den oprindelige betydning nærmest med følgende forklaring:  at slå i hartkorn, dvs. slå noget i hartkorn med noget andet, betyder egentlig at beregne en jordejendoms forskellige værdier, indtægtskilder efter samme målestok.

I 1925 kom ordbogen – der blev udgivet over en lang periode – til H og begrebet ‘hartkorn’. Fra den lange forklaring (direkte link til det fulde opslag) skal især følgende fremhæves:

Hartkorn egl. navn paa den kornsort (rug ell. byg), hvori landgilde-afgifterne ansattes; derefter brugt som maalestok (enhed: 1 tønde hartkorn) for skyldsætning af jord og de af denne gaaende ydelser (jf. Tiendehartkorn) samt af enkelte andre indtægtskilder paa landet (jf. Bro-, Fiske(stade)-, Fiskeri-, Færgeløbs-, Møllehartkorn).

Slaa (noget) i hartkorn (med noget andet) betyder egentlig at beregne en jordejendoms forskellige værdier, indtægtskilder, efter samme maalestok.
Nu bruges det mest i overført betydning: At regne for lige, at opfatte som værende af (omtrent) samme beskaffenhed; ikke at gøre forskel paa ell. skelne imellem; at slaa sammen; at sidestille; at parallelisere.
Og der gives et par teksteksempler fra bl.a. Oehlenschläger, Heiberg og Drachmann:
De slaaer dog ikke Tullin i Hartkorn med Bredal. Oehl.
Naar man ikke ligesom slaaer alle Stjerner i Hartkorn, men skjelner dem fra hverandre, og opfatter de individuelle Forskjelligheder. 
Heib.
Naa, vi er alle Toldere for Vorherre, og Byen her, som har udstødt ham, slaar os to i Hartkorn sammen. 
Drachm.
Bønderne ere nedsunkne til et rent materielt Liv, de behandle Alting mathematisk, de slaa Forstanden i Hartkorn (dvs.: anlægger en numerisk, økonomisk maalestok paa rent aandelige forhold) ligesom Regjeringen.

Udtrykket ‘at slå i hartkorn’ udspringer altså af behovet for at opgøre værdien af forskelligartede jorder – både frugtbare og mindre frugtbare jorder – ved at bruge ‘hartkorn’ til at gøre dem sammenlignelige. Man – prøvede – at opgøre værdien af alle jorder i en fælles ‘valuta’, ved at anslå den mængde hårdt korn (hvede, rug, byg) man kunne forvente at avle på et givent jordareal. Målet var – den gang som nu – at finde et ‘retfærdigt’ grundlag for beskatning af jorder. Man kunne også sige at jorder kunne have forskellig bonitet, for at bruge et gammelt udtryk som også er nøgleordet i Wikipedias udførlige opslag om hartkorn, hvor der i uddrag står følgende (det en gengivet i sin helhed ovenfor):

De jordebøger, som var blevet indsendt i 1661, dannede grundlag for en værdiansættelse kaldet hartkorn, som skulle udtrykke den værdi, ejendommen havde og dermed det skattetryk, den kunne klare. … Den såkaldte “gamle matrikul” hvilede på klassebonitering af jorden. … Ved den såkaldt nye matrikel i 1844 sørgede man for at arealopmålingen skete på langt mere betryggende måde end efter den gamle matrikul. … Markernes bonitet og deres arealstørrelse var grundlaget for bestemmelse af de forskellige gårdes hartkorn, som igen udgjorde beskatningsgrundlaget. 1844-matrikelboniteringen – blev brugt som skattegrundlag i ca. 60 år. I 1903 vedtog man en ny skattelovgivning, hvor hartkorn fra 1/7 1904 forsvandt som beskatningsgrundlag.

Ved søgning på Google efter “slå i hartkorn” får man hurtigt forklaret den overførte betydning af udtrykket: (uberettiget) sidestille; henføre forskellige personer, genstande eller begivenheder til samme kategori.

Men forklaringen på hvordan den overførte betydning af udtrykket oprindelig kan være opstået, har sjovt nok flest norske sider et bud på, f.eks. følgende beskrivelse af udtrykket ‘Slå i hartkorn’ – på nynorsk, som også kan være godt at træne:

I dagens propagandasamfunn, eller kanskje rettare “reklamesamfunn” er det om å gjere å ha eit godt rykte. Ingen ønskjer å bli samanlikna med nokon ein ikkje ønskjer å bli samanlikna med. Kan du skade motpartens rykte, ved å samanlikne han med noko negativt, ved å gjere hans motiv spekulative eller hans rykte frynsete, kan ein seie at “ein slår han i hartkorn med …”.

Ordet hartkorn høyrest dansk ut, og er det også. Tidlegare vart skatten til bøndene rekna ut etter kor mykje hardt korn (rug og bygg) dei skulle svare til staten, derav uttrykket hartkorn. Store norske Leksikon har denne skildringa av utsegnet: Slå i hartkorn brukes i daglig tale om behandling av likt og ulikt på samme måte. Uttrykket kommer fra historiske måter å beregne avgifter på. Avkastningen av jord som dyrket «hardt korn», altså rug og bygg, ble lagt til grunn for beregningene, til motsetning fra for eksempel havre.

Den overførde tydinga, altså dagens einaste reelle tyding, er at ein blandar likt og ulikt. Ofte til eigen vinning. Derav innleiinga der ein kan utruste til dømes politiske motstandarar med meiningar og motiv han/ho ikkje har eller ikkje kjenner seg att i. Å få opinionen på si side står høgt hjå politikarar og næringslivsfolk.

Uttrykket kan vidare tolkast som eit slags bevis for at bønder blanda inn billegare kornslag i hartkornet, for å sleppe billegare unna dei harde skattane. Ein slags nullkornytarar med andre ord.

Den sidste tolkning får Google Translate i øvrigt til følgende morsomme tekst på dansk:

Udtrykket kan også fortolkes som et bevis på, at landmændene blander billignende korn i harpikspornen for at frigøre bilforhandlere fra de hårde afgifter. Med andre ord, en slags nulkornsgenerator.

Nu kommer ‘bilforhandlerne’ dog kun ind, fordi den norske tekst fejlagtigt staver ‘billigare’ som ‘billegare’ – så man kan altså ikke laste Google Translate for alt! Man kommer nok tolkningen nærmest ved at sige, at udtrykket ‘slå i hartkorn’ også kan stamme fra, at landmændende blander billigere kornsorter i, for at slippe for de hårde skatter, og på denne måde bliver en slags ‘nulskatteyder’. 

Og så kommer der mere for sprognørden:

Kan alen slås i hartkorn?

Af Ebba Hjort, ledende redaktør hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (trykt i Politiken 5/3 2008)

En læser har for nylig hørt følgende formulering i Radioavisen på P1: »Dyrene bliver sendt ud på alenlange transporter«. »Gid det var så vel, at det kun var alenlange afstande, de stakkels slagtedyr blev transporteret over«, skriver læseren, og hun fortsætter: »Men journalisten må vel have misforstået noget, ikke?«.

Ja og nej! Tillægsordet alenlang er sammensat af en gammel længdebetegnelse alen og tillægsordet lang.Ordet alen er gammelt i dansk, og det findes i alle de germanske sprog. I oldislandsk hedder det alin eller öln, i tysk Elle, og på gammeldansk hedder det, som i moderne dansk, alen. I et håndskrift af Jyske Lov fra ca. 1325 hedder det f.eks. »athæl wægh skal wæræ fivghærtan alnæ breth« (’en hovedvej skal være fjorten alen bred’). I Peder Laales ordsprogssamling fra 1506 optræder ordsproget »Gijff een skalck een spand han tagher een allen« (’Giv en slyngel en håndsbredde, og han tager en alen’), der helt svarer til det mere kendte: »Ræk Fanden en lillefinger, og han tager hele hånden«.

Grundbetydningen af alen er ’underarm’, og det indgår i navneordet albue, der er sammensat af alen og bue. Som længdemål er alen, der er 0,6277 meter, blevet brugt indtil metersystemets indførelse i Danmark i 1907. Netop fordi alen er en målbetegnelse, optræder ordet ofte sammen med bred (som i eksemplet fra Jyske Lov ovenfor), høj og lang. I et retsgyldigt dokument fra 1436 bevidner en mand, at han har »saalt Tommarps closter ena booth, xij alna lang« (’solgt Tommarps kloster en bod, 12 alen lang’). Herfra er der ikke langt til det sammensatte tillægsord alenlang, der oprindelig har haft helt konkret betydning ’en alen lang’, men som nu især bruges i overført betydning ’meget lang i forhold til det normale eller ønskelige’.

Søger man på alenlang i de tilgængelige elektroniske tekstsamlinger, viser det sig, at så forskellige ting som samtaler, tvserier, øreringe, bogtitler, sammensatte ord, forskærerknive, vittigheder, monologer og krydsforhør kan være alenlange. Alt sammen noget, der i hvert fald ikke kan være så ’langt som en alen’, men nok kan være ’meget langt i forhold til det forventede eller ønskelige’.

Det konkrete betydningsindhold af alen svækkes for sprogbrugerne, efterhånden som målbetegnelsen bliver mere og mere sjælden og færre og færre ved, at vi har haft en længdeenhed med betegnelsen alen. Alen bliver et forstærkende forled på linje med f.eks. kæmpe-. Når så alenlang, som i det indledende citat om dyretransporterne, bruges længdebeskrivende, aktiveres den konkrete betydning af alen for nogle sprogbrugere, og det vil forekomme forkert eller absurd, at en afstand, som er meget, meget længere end en alen, beskrives som 0,6277 m.

Den forældede målbetegnelse alen indgår også i den faste forbindelse være to alen ud af et stykke. Hér er der på det konkrete plan tale om to stykker stof af hver en alens længde, som er klippet af den samme rulle stof, men den overførte betydning er ’være ens; have de samme, især dårlige, egenskaber’.

ANDRE FORÆLDEDE målbetegnelser indgår i faste forbindelser, der anvendes af talende og skrivende, uden at sprogbrugeren nødvendigvis er klar over, hvad der kulturhistorisk ligger bag udtrykket.

For nylig udtrykte Villy Søvndal i den løbende debat om integration af indvandrere, at der var folketingsmedlemmer, han nødig ville slås i hartkorn med. Udtrykket vidner om det danske sprogs rod i et bondesamfund, og hartkorn er et mål for landbrugsjords værdi beregnet ud fra jordens ydeevne og areal. Jordens værdi måltes frem til begyndelsen af 1900-tallet i tønder hartkorn, dvs. tønder af hårdt korn, dvs. byg og rug, som kunne dyrkes på jorden. Også målbetegnelsen hartkorn har mistet sin konkrete betydning, og ordet bruges nu især overført med betydningen ’målestok, sammenligningsgrundlag’. Udtrykket slå i hartkorn med betyder ’(uberettiget) sidestille; henføre forskellige personer, genstande eller begivenheder til samme kategori’.

Sætte sit lys under en skæppe er et andet kendt udtryk, som indeholder en gammel målbetegnelse: skæppe. Ordet skæppe er i familie med skab, og det betyder oprindelig ’noget udhulet’. Også dette ord er gammelt i dansk og brugtes helt tilbage i middelalderen både om et bestemt mål af f.eks. korn, mel, ærter, humle, bær og smør, og om den beholder, som kan rumme en skæppe. En skæppe rummede 17,4 liter.

Udtrykket sætte sit lys under en skæppe stammer fra Matthæusevangeliets kapitel 5, vers 15, og det har efterhånden fået ordsprogsform: Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, dvs. ’man skal ikke af beskedenhed undlade at fremhæve det, man er god til’.

Til TOP

Hartkornsskat – Ejendomsskyld

Artikel i ‘Tiden, Ugeblad for Politik og folkelig oplysning’ den 29. April 1910. 

Umiddelbart efter Enevældens Indførelse får vi i 1664 den første samlede Beskatning af Landejendommene i Danmark, idet man på Grundlag af de gamle Landgildeafgifter søgte at tilvejebringe et mere ensartet ”Hartkorn”.

Manglerne ved dette Skattegrundlag viste sig dog snart, og allerede i 1688 går man over til Anvendelsen af en bedre gennemført Matrikul, hvor Jorderne delvist var opmålte og efter bedste Skøn henført under forskellige Godhedsklasser, Det er den såkaldte ”gamle Matrikul”.

Herefter bortfalder nu den tidligere Hartkornsberegning – undtagen for Bornholm, hvor man lige ned til vore Dage efter de i 1664 givne Forhold har benyttet en Hartkornstønde, der kun svarer til 2/3 af den der ellers siden 1688 har været anvendt hele Landet over.

I godt halvandet Hundrede År stod nu Matriklen af 1688 som det Grundlag, hvorpå så at sige alle faste Ejendomsskatter blev lagt, medens til Gengæld Byerne særlig beskattedes ad indirekte Vej gennem ”Portkonsumptionen” (Accisen), der først forsvinder 1852.

Selv om Hartkornet fra først af har hvilet nogenlunde ligeligt, førte Tidens Udvikling snart til meget store Uretfærdigheder, ikke mindst derved, at man ved de senere så hyppige Udparcelleringer og Salg meget ofte undlod at dele Hartkornet på tilsvarende Måde som Jorden, så Følgen blev at Hovedparcellen beholdt hele Byrden, medens Resten blev skattefri.

Den gamle Matrikul kender i sin Oprindelse ingen Forskel på privilegeret og uprivilegeret Hartkorn, så for så vidt måtte alle tage Del i Byrden. Men vel nærmest på Grund af de for Bondestanden yderst trykkede Tider udvikledes den Praksis, at Godsejeren fik hel eller delvis Skattefrihed for sin egen Jord imod til Gengæld at garantere for Skatterne fra den til Godset hørende Bondejord.

Alt i alt er det vel tvivlsomt om Herremanden spandt Silke ved den Ordning, thi Garantien for Bøndernes Skatter var ingenlunde uden Risiko. Men ved de store Landboreformer i Tiden omkring 1788, da Bønderne i stor Stil går over til at blive Selvejernes Garanti for Bøndernes Skatter, burde Hartkornsprivilegiet være forsvundet. Dette skete dog ikke før 1850, da man måtte gå ind på at give det privilegerede Hartkorn kontant Erstatning, for at det for Fremtiden skulle give Skat som andet Hartkorn.

Kun for Tiendepligtens Vedkommende har vi endnu Forskellen mellem privilegeret  og uprivilegeret Hartkorn, men denne Forskel forsvinder af sig selv, efterhånden som Tienden nu afløses efter Loven af 1903.

Under den voldsomme Pengekrise i Begyndelsen af forrige Århundrede så man sig nødt til at udskrive store nye Skatter, men den gamle Matrikul var allerede da i så høj Grad i Forfald, at man ikke mere turde lægge det hele på Hartkornet.

Lave en ny Matrikul var der ikke Tid til, og man gik da den vej, at man i Året 1802 foretog en Vurdering i Penge af alle faste Ejendomme på Landet, og på dette Grundlag blev de nye Skatter opkrævet, medens Byerne kom til at bære deres Part i Form af en Bygningsafgift.

Skatten af 1802 var kun tænkt som midlertidig indtil en ny Matrikul kunne tilvejebringes, og kun på et Punkt fik den mere varig Betydning for Landet som Helhed, idet den ”Bankheftelse”, der blev pålagt til Dækning af Statsbankerotten i 1812, kom til at hvile på det i 1802 skabte Grundlag.

Den ”ny Matrikul”, der først blev færdig til at tages i Brug i Året 1844, var hvad Jordernes Opmåling og Bonitering angår sikkert et meget godt Arbejde, men den omfattede kun Ager- og Engs-Hartkornet, medens Skovskylden vedblivende hviler på den gamle Bestemmelse fra 1688, der fastsætter en Tønde Skovskylds Hartkorn, som det Areal der er nødvendigt for at ”oldenføde 24 Stk. 3 År gamle Svin”.  Da dertil kom, at den oprindelige Tanke at der ved Skyldsætningen skulle tages Hensyn til Stedets mere eller mindre gunstige Beliggenhed, atter blev opgivet, var den ny Matrikul i Virkeligheden så temmelig forældet allerede før den blev tagen i Brug.

Ved Ordningen 1844 gik man nu den Vej, at man lod Hovedparten af de tidligere Hartkornsskatter til Staten – nemlig 13 Kr. 67 Øre pr. Td. Hartkorn – blive liggende på Matriklen af 1688 under Navn af “Gammelskat”, medens ”Land- og Ligningsskatten” med et Beløb af 3 Kr. 75 Øre pr Td. blev lagt over på den ny Matrikul. Kun de kommunale Hartkornsskatter kom til helt og fuldt at hvile på den ny Matrikul.

På den Tid, da Hartkornsskatterne kommer frem, er Landbruget praktisk talt det eneste Erhverv der findes uden for de lidet betydende Købstæder, og for så vidt skete der ikke fra første Færd nogen egentlig Uretfærdighed ved at lægge så at sige al Skat på Hartkornet. Men som Tiden gik, begyndte den nu så stærkt fremtrædende Sammenhobning af Mennesker ikke alene i Købstæderne men også i et utal af småbyer ude i selve Landdistrikterne.

Der opstod en Mængde andre Erhverv, hvis Evne og moralske Pligt til at tage deres Del af Skattebyrden var lige så stor som den almindelige Landbrugers, men Hartkornets Ubevægelighed gjorde, at der her udviklede sig et nyt faktisk Skatteprivilegium af mindst lige så stor Betydning som det tidligere privilegerede Hartkorn.

Det var den ny Matrikul, der gik i Forfald lige så fuldt som den gamle, og langt hurtigere på Grund af Tidens rivende Udvikling.

Det var disse Forhold, der nødvendiggjorde Skattereformen af 1903, og det tjener Lovgivningsmagten til at uvisnelig Ære, at den resolut brød med alt det gamle Hartkorn og ikke nøjedes med halvgjort Gerning som Enevældens Regeringer i 1802 og 1844.

Havde den nyere Tids Skatteprivilegium fået tid og Lejlighed til at fæstne sig, ligesom det tidligere privilegerede Hartkorn, ville den sikre Følge uværgeligt været den, at sige alle faste Ejendomsskatter, særlig i Landkommunerne, ganske som Bønderne var ene om at bære dem i Herremandsvældens Tid, og hvem ved, om de ikke en skønne Dag, ganske som i 1850, var kommet til at stå således i det, at de andre Erhverv følte sig stærke nok enten at hævde deres Privilegium eller til at tiltvinge sig kontant Erstatning for at overtage den Part af Samfundets Byrder, som dog ingen for Alvor kan nægte, de bør bære.

Det er ikke Stedet her at gå ind på en omfattende Redegørelse for Ejendomsskyldens Princip. Den har sine Fejl, som en stor og gennemgribende Reform vel altid vil have, og disse Fejl har Venstre ved det i den senere Tid behandlede Lovforslag vist både Vej og vilje til at rette, men selv i den nuværende Form har Ejendomsskylden to Hovedegenskaber, der hæver den så højt over den gamle Hartkornsbeskatning, at dens Småfejl ved Siden deraf svinder ind til rene Bagateller, derved at den tager sit Udgangspunkt i Ejendommens Værdi, bliver ikke alene Jordens Godhed men også dens Beliggenhed beskattet. Ejendomsskylden indeholder altså dette andet Hovedhensyn, der oprindelig var påtænkt, men som senere blev opgivet ved Indførelse af den ny Matrikul af 1844.

Ved de stadigt tilbagevendende Vurderinger bringes Skatten til at svinge i Takt med Tidens Udvikling, hvorved al Tendens til Dannelsen af nye Skatteprivilegier bliver kvalt i Fødselen.

Overfor disse simple Kendsgerninger synes det ganske ufatteligt, at Folk med mindste skatteteoretisk Begreb kan finde det forsvarligt på ny at søge tilbage imod Hartkornsbeskatningen, hvorved man i Virkeligheden forlader den bevægelige Værdibeskatnings Princip for til Gengæld at opnå:

  • At beskatte Ager og Engs Hartkornet efter det forældede og ensidige Bonitetsprincip fra 1844.
  • At beskatte Skovene efter det Antal 3-Års Svin, de kunne oldenføde i 1688.
  • At åbne for Udviklingen af et Skatteprivilegium, der ikke står tilbage for Herremændenes Skatteprivilegium fra de foregående Århundreder.

Ja, det må indrømmes, det lyder næsten rent utroligt, men ikke desto mindre er det den nøgne Sandhed, at  den ”radikale” Indenrigsminister i året 1910 har vovet at byde Rigsdagen et Forslag, der netop ville medføre de ovennævnte Følger, idet han nemlig stillede Forslag om indtil videre at blive stående ved Hartkornet som Grundlag for den kommunale Beskatning i Stedet for at fuldbyrde den i 1903 vedtagne Overgang til Ejendomsskylden.

Ministeren sagde nok, at det kun skulle være noget rent midlertidigt, og for at få rigtig mange til at bide på, gav man svævende Løfter om en langt, langt bedre Værdibeskatning. Det lød jo rigtig kønt, men desværre så Regeringen sig ikke i stand til at stille noget som helst Forslag til Gennemførelsen af det påtænkte vidunderlige, lige så lidt som det lykkedes den at påvise hvorfor vi, for at komme til en forbedret Værdibeskatning, først skulle forlade den Værdibeskatning vi fik i 1903, og løbe en Tur tilbage gennem Hartkornsskatterne fra 1844 og 1688, der ligger så langt fjernere fra det angivne Mål end Ejendomsskyldloven af 1903.

Et Par Måneder senere fremkommer så Finansministeren med sit Forslag om den såkaldte ”Prøvevurdering”. Men hans Udtalelser i den Anledning var så yderligt forsigtige, at det sikkert stod klart for alle, at han, når alt kom til alt, ikke engang turde udtale nogen bestemt Formodning om, at Prøvevurderingen vilde afføde et brugbart Beskatningsgrundlag. Det var Maddingen, der faldt af Krogen.

Selvfølgelig kan så luftige Forestillinger ikke tjene som Grundlag for en positiv Skattelovgivning i Øjeblikket, og da Indenrigsministerens Forslag i sig selv var så bund-reaktionært som foran påvist, enedes alle Udvalgets Medlemmer, bortset fra de to Regeringsgrupper, såre let om, at give det stillede Forslag den eneste mulige ”tidssvarende” Behandling – nemlig at lade det forsvinde i Papirskurven for derefter selv at fremsætte Forslag til at afbøde Ejendomsskyldlovens værste Fejl.

Spørger man nu, hvorledes det er muligt, at Indenrigsministeren overhovedet kan få nogen Støtte for sit Forslag, er Svaret i og for sig grumme simpelt: Det er de nyprivilegerede Samfundsklasser der føler, at de Fordele, de i stedse stigende Grad kunne nyde under den forældede Hartkornsbeskatning, vil forsvinde, efterhånden som Ejendomsskylden i Løbet af 20 År fra 1903 at regne vil have afløst alle de gamle Hartkornsskatter.

Nu er det imidlertid sådan, at denne rent almindelige Årsag har fået en forøget Vægt derved, at Ejendomsskyldloven indeholder visse Fejl, som det ikke var muligt at forudse i 1903, da der endnu ikke forelå omfattende Vurderinger af Ejendommene.  I Agitationen har Sagen været fremstillet som om den store Masse af  Småhusmænd skulle have fået forøget Skat, medens de store Ejendomsbesiddere havde fået Lettelse. Ingen af Delene holder Stik i ren Almindelighed betragtet, hvad også Indenrigsministeren har måtte indrømme.

Ejendomsskyldlovens Hovedfejl ligger deri, at de fastsatte Fradrag til Fordel for de små Ejendomsbesiddere standser for hurtigt og for brat, særlig for små håndværkere og Handlende o.l., idet al Fradrag her forsvinder allerede når man kommer op til en Vurderingssum af kun 6.000 Kr., medens Fradragene for Landbrugets Vedkommende først forsvinder ved en Vurderingssum af 12.000 Kr.  Følgen heraf er den, at det i første Række er Landhåndværkere o.l. med Ejendomme på omkring 6.000 kr.’s Værdi, der er bleven ramt hårdere end tilsigtet, og noget lignende gælder en Række Små-Gårdmænd og større Huse til omkring 12.000 Kr.’s Værdi.

Disse Fejl er det man fra de samvirkende Venstregruppers Side har fæstet Opmærksomheden på, det er dem man har villet rette – og utvivlsomt kan rette – igennem et fast Fradrag på 2.500 Kr. for hver enkelt Ejendom, ligegyldigt om Manden er Landbruger, Håndværker eller hvad som helst andet, og ligegyldigt om Ejendommen er stor eller lille. Derved fritager man disse mindre Ejendomsbesiddere for den forøgede Byrde, en Del af dem imod Hensigten har fået, uden samtidig at genoprette det Skatteprivilegium en kostbar Villa eller Fabrik el. lign. uden nævneværdigt Hartkorn atter ville få, såfremt man fulgte Indenrigsministerens Forslag om at stå fast på Hartkornet.

Indenrigsministerens Forslag ville endvidere have medført en Skattelettelse for mange af de store Godsejere, der med deres alt for lave Skovskyldshartkorn, kostbare Hovedbygninger o. s. v. slipper langt billigere, når Skatten beregnes efter Hartkornet, end når den beregnes efter Værdien. Og på den anden Side ville Indenrigsministerens Forslag uimodsigeligt have tvunget Skatterne tilbage på de Snese af Tusinder af ganske små Ejendomsbesiddere, der allerede efter de gældende Fradragsregler efterhånden bliver helt eller delvis fri for at svare Skat af deres faste Ejendom.

Det var alle disse for Regeringens Forslag aldeles ødelæggende Fejl, de tre Venstregrupper selvfølgelig ikke ville have noget som helst Medansvar  for. Derfor foretrak de at gå deres egne Veje og stillede det ovenfor omtalte Forslag, der efter en særdeles velvillig Modtagelse i Folketinget hurtigst muligt overgik til Landstinget, hvor den knappe Tid dog hindrede Forslagets Gennemførelse i År. Men der blev dog Tid nok til at erfare, at der også her var så megen god vilje, at Sagen utvivlsomt vil kunne ventes gennemført ret hurtigt på Efteråret, og således måske alligevel komme til at træde i Kraft fra næste Skatteårs Begyndelse.

Vi kender alle Historien om Trolden, hvis Hoved Gang efter Gang blev hugget af men stadig voksede ud på ny, indtil Modstanderen ved et ganske simpelt Middel fik Bugt med Uhyret – Salt i Såret var det vist. Hartkornet har haft det ganske som Troldhovedet. Gang efter Gang har man søgt at blive det kvit, og nu i 1903 syntes Hovedet så grundigt kappet af, at alle måtte tro at det var forbi for stedse. Men i 1910 fik den radikale Trolddomsmagt dog Hovedet til at at vokse frem igen, Venstre kappede  det straks af. Mon det dog ikke kunne blive sidste Gang? Mon man dog ikke hos Vælgerne kunne finde det simple Middel, der kvæler Utysket for bestandig?

Er det virkelig tænkeligt at den Regering og særlig den Indenrigsminister, der nu på ny fik Troldhovedet til at vokse frem, ustraffet kan søge sin Støtte hos jævne Bønder, samtidig med at man vover at byde dem et Hartkornsforslag, der ret beset er den mest fuldendte Hån mod enhver, der er runden af dansk Bondejord.

N. P. Jensen.

Til TOP