Link til afsnittet Om den forsvundne gård og Ole Larsen fra 1801.
Indtil det gamle landsbyfælleskab i Mandemarke blev ophævet i 1803, havde alle gårdene ligget i selve landsbyen. Jorderne lå fordelt rundt omkring i landskabet – for manges vedkommende i mindre og aflange stykker, idet de var nemmest at opdyrke hvis man ikke skulle vende hesteploven for mange gange.
Det havde allerede fra starten af 1700-tallet været erkendt i landbrugskredse, at det ikke var en rationel form for landbrug at jorderne lå spredt og somme tider også langt væk fra gårdene. Derfor foregik der over hele landet i perioden fra 1700-1850 en proces som blev kaldt ‘udskiftningen’, hvor man samlede jorderne og flyttede gårdene ud på den tildelte jord.
Som det beskrives i Wikipedia:
I anden halvdel af 1700-tallet stod det klart, at det gamle landsbyfællesskab som driftsform var forældet og ej heller var i pagt med tidens tanker om forholdet mellem stat og almue. Man søgte efter en forandring, hvis hovedmålsætninger var en opløsning af driftsfællesskabet og samling af hver gårds jorder på eet sted, overgang fra fæste til selveje, afskaffelse af stavnsbåndet, omlægning af landets administrative forhold.
Løsningen blev landboreformerne, der afskaffede de gamle vangebrug. Jorderne blev omfordelte således, at hver gård nu fik jorden samlet enten eet sted eller som nogle få jordlodder (typisk en hovedlod, en overdrevslod – der ofte senere blev frasolgt – og en moselod eller englod). I nogle tilfælde skete jordomfordelingen uden at flytte gårde ud af landsbyerne men i de fleste tilfælde blev et større eller mindre antal gårde – i adskillige tilfælde mere end halvdelen – flyttet ud af landsbyen. Udviklingen skete i løbet af en menneskealder og var stort set afsluttet ved udbruddet af krigen med England i 1807.
Landboreformerne ændrede vel ikke meget ved de tidligere forhold bortset fra, at en del gårde og husmandssteder blev udflyttede i forbindelse med landsbyernes udskiftning, men dette skete ofte kun langsomt, hvorfor langt de fleste landsbyer bevarede deres præg af samlede bebyggelser.
I Mandemarke var det Klintholm Gods som ejede alle gårde og jorder, så det var Jacob Brønnum Scavenius som i 1798 havde købt godset, der iværksatte den modernisering af landbrugsdriften som udskiftningen indebar, og som allerede havde fundet sted de fleste andre steder i landet. Han ejede Gjorslev Gods før han købte Klintholm og havde der allerede været igennem processen med udskiftning og havde derfor erfaring med den.
Fæstebønderne har nok ikke haft anden mulighed end at skille deres bindingsværkshuse ad og genopføre dem ude i landskabet på de jorder de havde fået tildelt, men det har sikkert også været en tiltrængt forbedring for dem. Scavenius støttede bønderne både økonomisk og med materialer, jfr. nedenfor.
Johan Paludan var præst i Fanefjord kirke fra 1788 til sin død i 1821 og var levende interesseret i alt hvad der havde med Møn at gøre. I forbindelse med en grundig beskrivelse af hvordan udskiftningen fandt sted på Møn skrev han blandt andet følgende:
Adskillige Godseiere have ivrigen staaet deres Bønder bi med Understøttelse til udskiftningen; saaledes har f.x. afg. Etatsraad Scavenius betalt i Bygningshjelp til de udfløttede Gaarde paa Klintholms Gods 8562 Rbd., og desuden leveret nyt Egetømmer til Gaardene, forsaavidt det gamle ikke kunde bruges. Folkemængdens store Tilvæxt her paa Landet og den større Velstand, der indtil nogle Aar efter Krigen var almindelig blandt Bønderne, skyldes for størstedelen Fælledsskabets Ophævelse. Det er gladeligt at see, i hvor kort Tid udmarvede og usle Jorder derved ere bragte til at bære særdeles god Sæd, og hvorledes den vigtigste Hindring for Agerdyrkningens Fremskridt nu ved Udstiftningen er ryddet af veien. Men sørgeligt, al den udmærkede Flid uagtet, som Møens Bønder i Almindelighed anvende paa deres jorders Dyrkning, at Fattigdom i de senere Aar, ved de over al Maade lave Priser paa alle Landmandens Produkter, er bleven næsten ligesaa almindelig som Velstand var det for 10 Aar siden.
Da landsbyen Mandemarke ligger i det nordvestligste hjørne af det område på Østmøn som rækker ned mod Østersøen som udgjorde ‘Ejerlavet Mannemarche Bye’, der mod øst grænsede op til Busenes ejerlav og mod vest til Budsemarke ejerlav, kunne to af gårdene i landsbyen blive liggende. Det var gårdene som i dag har adresserne Busenevej 19 og 20, der dog ikke ligger så tæt som man efter gadenumrene skulle tro, idet den ene ligger i det sydøstlige hjørne af landsbyen og den anden i det sydvestlige hjørne.
Resten af gårdene blev flyttet ud i landskabet ned mod Østersøen, hvor de fleste ligger der den dag i dag, selv om der vist ikke er meget tilbage af de oprindelige gårde. En enkelt er forsvundet helt, måske er den bare fjernet efter at være faldet sammen og fraflyttet sidst i 1800-tallet? (Læs nedenfor Om den forsvundne gård på matr. 9).
Der var et klart system i omfordelingen af jorderne og tildelingen af matrikelnumre, som skal omtales her.
De to tilbageværende gård i landsbyen er Busenevej 20 som fik tildelt jorder som matr. 3, og Busenevej 19 som fik tildelt jorder som kaldtes matr. 4. I dag hedder de henholdsvis matr. 3a og 4a, idet er der siden er sket ændringer af de tilhørende jorder i forskelligt omfang.
Udsnit af sognekort 1816 (klik for at forstørre)
Matr. 5 blev den første gård syd for Mandemarke på Rakkerbanken 3, og matr. 6 blev til gården på Rakkerbanken 1.
Syd for vejen som i dag hedder Kraneledvej (måske har den også heddet det inden landsbyen Kraneled blev opført fra slutningen af 1800-tallet?) ligger matr. 7, Kraneledvej 12.
Nærmere vandet på Kraneledvej 14, ligger på matr. 8 og helt nede mod vandet lå så matr. 9, som er helt forsvundet i dag.
På sognekortet nedenfor fra omkring 1900 viser de kraftige mørkebrune markeringer grænserne for ejerlavet Mandemarke By.
Sognekort fra 1900 (klik for at forstørre)
Herefter begyndte man i næste række nedefra og op med matr. 10 og 11. Og som man kan se fortsatte man med lidt variationer systemet, således at man i sidste række mod Busene fik matr. 14 til 18.
Kortet afspejler, at der dog fortsat var nogle særlige forhold ude ved kysten. Men som man kan se af sognekortet fra 1900 skete der ikke de store forandringer de første 100 år.
Af de 14 gårde, som må være flyttet ud på matr. 5-18 i starten af 1800-tallet, ligger de fleste der stadig, selv om der er sket en voldsomt koncentration af jorderne på enkelte gårde. Således er gårdene med de største jordtilliggender i dag ‘Båndhøjgård‘ syd for Kraneledvej og ‘Kraneledgård‘ på Kraneledvej 35 lige øst for Kraneled, som man også kan se på kortet ovenfor er ved at opstå omkring 1900.
Begge disse gårde har ved deres opkøb af jorder gennem tiderne fået skabt lidt forstyrrelse i matrikelnumrene. Således har ‘Kraneledgård’ i forbindelse med et opkøb af jorden til ‘Solbakken’ på Gurkebakken 7 også overtaget matrikelnummer 13a. Det betyder at den gamle gård som ligger smukt renoveret på et mindre jordareal i dag har matr. 13p, selv om det normale eller var at tilføje et ‘a’ til matrikelnummeret for den oprindelige parcel med den gamle gård. Således har Rakkerbankens gårde i dag matr. 5a og 6a og Kraneledvej 12 har 7a og Kraneledvej 14 har 8a. ‘Båndhøjgård’ som oprindeligt må have været matr. 11, har – efter helt at have opslugt den forsvundne gård på matr. 9 – i dag matr. 9a m.fl.!
Når man på folketællingerne i 1900-tallet begyndte at angive matrikelnumre – før i tiden stod der blot “En Gaard” eller “Et Huus” – skal man altså holde tungen lige i munden. Heldigvis har mange gårde været i de samme familiers eje i mange år. Og før da havde man også arvefæste i den forstand at efterkommere kunne få lov at videreføre fæstemålet på den gård de var vokset op på. Så derfor er det med støtte også i andre historiske kilder lykkedes at spore familierne til gårdene tilbage i 1800-tallet.
Der er i de over 200 år der er forløbet også kommet en enkelt ny gård til på Rakkerbanken 2. Gården opstod i 1929 i forbindelse med en opdeling af Rakkerbanken 3, så der både blev noget til en datter og svigersøn samt til en søn som var vendt tilbage efter at have prøvet lykken i Argentina. Læs nærmere i historien om Rakkerbanken 2.
Når man i enkelte tilfælde kan følge familier fra gårdene helt tilbage til de ældste folketællinger i 1787 og 1801, kan man ikke vide hvor de den gang har boet, men sandsynligheden taler for at deres gårde fra det gamle landsbyfællesskabs tid har ligget i landsbyen Mandemarke – måske nogle af de steder hvor der den dag i dag er tomme huller?
Landsbyens huse i 1798 (klik for at forstørre)
Der findes et gammelt kort fra 1798 hvor bygningerne var indtegnet i hele Mandemarkes ejerlav.
Kortet blev benyttet i en lang periode, og man satte så streger over bygningerne i takt med at de forsvandt som man kan se af dette udsnit her, hvor det kun er et temmelig begrænset antal af husene i dag, der ligger på samme måde på de enkelte matrikler eller grunde, som til gengæld ikke er blevet ændret ret meget.
På Bogø blev gårdene udskiftet i perioden fra 1783 til 1805, som er meget fint beskrevet på Bogøs Lokalhistoriske Forenings hjemmeside om Bogøs historie.
Læs også hele historien om kortet fra 1798.
Om den forsvundne gård på matr. 9 og Ole Larsen fra 1801
I takt med at det er lykkedes at sætte adresser på boligerne for flere og flere af familierne ved folketællingerne igennem tiden, er der også kommet fokus på den senere forsvundne gård helt ned ved kysten på matr. 9, syd for matr. 7 og 8 på Kraneledvej 12 og 14.
I dag er jorden som nævnt ovenfor inddraget under Båndhøjgård, hvis ejer Per Hansen i 2020 har fortalt, at han kan huske, at der en gang har været nogle spor af en gård ude på marken.
Selv om gården altså er forsvundet, er dens beboere om ikke lyslevende så i alt fald nærværende, når man dykker ned i de gamle folketællinger.
Ved folketællingen i 1801 – formentlig inden gårdens udflytning – var matr. 9 beboet af følgende familie (med navn, alder, beregnet fødeår, m.v.):
| Lars Christensen | 36 | 1765 | Gift | Husbonde | Gaardfæster |
| Sidse Olsdatter | 33 | 1768 | Gift | hans Kone | |
| Bodil Larsdatter | 5 | 1796 | Ugift | deres børn | |
| Ane Larsdatter | 3 | 1798 | Ugift | deres børn | |
| Ole Hansen | 13 | 1788 | Ugift | Tjenestefolk | |
| Ane Larsdatter | 12 | 1789 | Ugift | Tjenestefolk |
Der blev ikke foretaget folketællinger (de næste 33 år) før i 1834, idet Danmark havde større problemer at forholde sig til i denne periode end opgørelse af folketallet – Danmark var gået ind i Napoleonskrigene på den forkerte side mistede flåden og Norge og gik statsbankerot.
Men i 1834 genfindes Sidse Olsdatter dog som gårdmandsenke:
| Sidse Olsdatter | 66 | 1768 | Enke | Gaardmands Enke |
| Karen Larsdatter | 20 | 1814 | Ugift | hendes Datter |
| Ole Larsen | 33 | 1801 | Gift | Inderste, bestyrer Gaarden |
| Sophie Albrechtsdatter | 25 | 1809 | Gift | hans kone |
| Lars Olsen | 2 | 1832 | Ugift | deres Søn |
Som man kan se er det nu sønnen Ole Larsen, der bestyrer gården efter at hans far er død. (Han var død 1/10 1826). Ole er 33 ved folketællingen i 1834 og må derfor være født kort efter at folketællingen i 1801 blev foretaget (nemlig den 28/10 1801, senere tilf.). Han er nu blevet gift – sikkert lige omkring 1830 – og har fået sin første søn.
Af de gamle realregistre som gik forud for tingbøgerne kan man se, at der på matr. 9 har været tinglyst en påtegning (jfr. højre side pkt. 1 som senere er overstreget), hvorefter der er blevet tinglyst et fæstebrev af 31. Dec. 1839 til Ole Larsen. Vi ved ikke hvad der har stået i fæstebrevet, men ved tinglysningen er han altså blevet sikret nogle rettigheder.
Allerede 6 år efter foretages den næste folketælling i 1840:
| Ole Larsen | 39 | 1801 | Gift | Gaardmand |
| Sophie Albrechtsdatter | 31 | 1809 | Gift | hans Kone |
| Lars Olsen | 8 | 1832 | Ugift | deres Børn |
| Ane Kirstine Olsdatter | 6 | 1834 | Ugift | deres Børn |
| Bodil Olsdatter | 4 | 1836 | Ugift | deres Børn |
| Hans Olsen | 2 | 1838 | Ugift | deres Børn |
| Hemming Larsen | 24 | 1816 | Ugift | Tjenestekarl |
Nu er både hans mor og hans søster forsvundet og han har også fået en tjenestekarl. Mon ikke også hans kone har fået ekstra at se til med et barn hvert andet år?
Ved den følgende folketælling i 1845 er både folkeholdet og ‘børneholdet’ udvidet, så de nu er 10 beboere på gården, hvor de i 1834 kun var 5:
| Ole Larsen | 44 | 1801 | Gaardmand |
| Sophie Albrethsdatter | 37 | 1808 | hans Kone |
| Lars Olsen | 13 | 1832 | barn |
| Ane Kirstine Olsdatter | 11 | 1834 | barn |
| Bodil Kirstine Olsdatter | 9 | 1836 | barn |
| Hans Olsen | 7 | 1838 | barn |
| Sidse Kirstine Olsdatter | 5 | 1840 | barn |
| Karen Olsdatter | 2 | 1843 | barn |
| Peder Rasmussen | 21 | 1824 | Tjenestefolk |
| Marie Nielsdatter | 17 | 1828 | Tjenestefolk |
Ved den næste folketælling i 1850 har forholdene ændret sig, idet hans kone efter 6 børnefødsler må være død. Som man kan se har Ole Larsen allerede fået en ny og 20 år yngre kone (de blev gift i Stege 12/11 1847), hvad der naturligvis har været nødvendigt med den børneflok der har været (link til originalt skema):
| Ole Larsen | 49 | 1801 | Husfader, Gaardmand |
| Karen Marie Christophersdatter | 29 | 1821 | hans Kone |
| Lars Olesen | 18 | 1832 | hans Børn |
| Ane Kirstine Olesdatter | 16 | 1834 | hans Børn |
| Hans Olesen | 12 | 1838 | hans Børn |
| Karen Olesdatter | 7 | 1843 | hans Børn |
| Sophie Olesdatter | 2 | 1848 | hans Børn |
| Christen Christophersen | 23 | 1827 | Tjenestekarl |
Ved folketællingen i 1860 kan man se at hans børn er begyndt at flytte hjemmefra, og at datteren Sophie, der var 2 år i 1850, har været deres første fælles barn:
| Ole Larsen | 59 | 1801 | Gaardmand |
| Karen Marie Christophersdatter | 39 | 1821 | Hans Kone |
| Hans Olesen | 22 | 1838 | Hans Barn med afdøde Kone |
| Sidse Olesdatter | 19 | 1841 | Hans Barn med afdøde Kone |
| Sophie Olesdatter | 12 | 1848 | Deres Barn |
| Mette Kirstine Olesdatter | 8 | 1852 | Deres Barn |
| Hans Jørgen Hemmingsen | 13 | 1847 | Plejebarn |
| Jens Peter Bertelsen | 6 | 1854 | Plejebarn |
Med en voksen søn på 22 har der ikke længere været behov for en tjenestekarl, og familien har endda også haft overskud til at tage to børn i pleje, hvor den ældste på 13 nok også har kunnet give en hånd med i marken og i stalden. Han er jo tæt på at være voksen, som man jo den gang var når man som 14-årig var blevet konfirmeret.
Folketællingen 20 år senere i 1880 (link til originalt skema) indeholder følgende oplysninger om forholdene:
| Ole Larsen | 78 | 1802 | Husfader Gaardmand |
| Karen Marie Kristoffersdatter | 58 | 1822 | hans Kone |
| Hans Olsen | 41 | 1839 | deres Søn |
| Annette Kirstine Larsen | 7 | 1873 | Plejedatter |
| Karen Larsdatter | 65 | 1815 | Husfaderens Søster |
| Jens Peter Jensen | 14 | 1866 | Plejesøn (i 1901 uddeler i Brugsen) |
| Anne Kirstine Hansen | 20 | 1860 | Tjenestepige |
Nu er hans lillesøster Karen Larsdatter som 65-årig flyttet tilbage til barndomshjemmet. Man kunne måske tænke at hun har været gift og er blevet enke, men på det originale skema er hendes ægteskabelige stilling anført som ugift. Ved folketællingen i 1840 kan man i øvrigt se at hun som 26-årig har været tjenestepige på gården på Gurkebakken 7. I 1845 har hun som 31-årig været i tjeneste på Højbogaard på Rakkerbanken 1, så hun har boet kun få skridt fra sit barndomshjem. Og der var hun også i 1850, men i 1860 har hun været i tjeneste et sted udenfor Mandemarke. Nu havde gårdmanden på Højbogaard også to piger på 18 og 21, så de har nok kunnet klare sig uden Karen, der jo også har været midt i 50’erne.
Den næste folketælling i 1890 er ikke afskrevet og lagt på hjemmesiden men indeholder følgende oplysninger (originalt skema – familie 7):
| Karen Marie Olsen | 67 | 1823 | Gaardfæsterenke |
| Ole Peter Jensen | 25 | 1865 | Tjenestetyende |
| Jens Peter Jensen | 24 | 1866 | Tjenestetyende, Gaardbestyrer |
| Karl Sofus Rasmussen | 11 | 1879 | Tjenestetyende |
| Karen Larsdatter | 67 | 1813 | Tjenestetyende |
| Anne Kirstine Hansen | 16 | 1874 | Tjenestetyende |
| Annette Kirstine Larsen | 17 | 1873 | Tjenestetyende |
Sønnen Hans Olsen er død som ugift 44-årig den 4/8 1882, og faren Ole Larsen er død 17/1 1883. Så hans 67-årige enke Karen Marie, som nu også bruger efternavnet Olsen ligesom sønnen, er ‘gårdfæsterenke’. Hun klarer bedriften med 6 tjenestetyender, hvoraf en er gårdbestyrer, og han må være på vej væk for han bliver gift i 1893. Hendes ene tjenestetyende på 67 var hendes afdøde mands lillesøster.
Ved folketællingen i 1901 findes ingen af personerne fra 1880, bortset fra Jens Peter Jensen, f. 20/2 1865, som er blevet gift 26/4 1893, jfr. kirkebog, og allerede har fået 3 børn, og er er blevet uddeler i den daværende Brugsforening på Kraneledvej 21, hvor han også bor med sin familie.
Da registreringen af personerne i 1901 på Kraneledvej 12 og 14 efterfølges af dem på Båndhøjgaard, tyder det på at gården ikke længere er beboet. Dens jorder er som nævnt i dag overtaget af Båndhøjgård og den nuværende ejer mindes, at der en gang har ligget en ruin, som må være resterne af gården på matr. 9, der altså har været beboet indtil først i 1890’erne.
Ved senere granskning af gamle realregistre for tinglysninger viser det sig, at godsejer C.S.Scavenius den 21/2 1893 har givet skøde på matr. 9a til Annette Kirstine Larsen. Allerede dagen efter giver hun skøde videre til Niels Peter Petersen (på Båndhøjgård).
Den tidligere omtalte tinglysning i 1839 af fæstebrev til Ole Larsen, kan man se først er blevet slettet den 13/3 1893, for at kunne overdrage matr. 9 a til Annette Kirstine. Man kan også se at overdragelsen til hende har indebåret en forpligtelse til en årlig afgift til besidderen af Klintholm Gods i form af “34 Tdr. 4 Skp. og 2½ Fdk. Byg”. Det virker højst besynderligt, og hvad baggrunden var for at bruge Annette Kirstine som mellemled vides ikke. Ved folketællingen i 1880 var hun anført som plejebarn hos Ole Larsen og hans kone Karen Marie, som ved folketællingen i 1890 var blevet “gårdfæsterenke”, hvor Annette Kirstine blot var anført som tjenestetyende. Man må formode at gårdfæsterenken i 1893 også er død, hvorfor Klintholm Gods har måttet bruge Annette Kirstine som mellemled i sin overdragelse af ejendommen.
Der må have været nogle juridiske og sikkert også økonomiske fordele for godset ved at sælge til en tidligere fæster, idet det i mange år havde været et politisk ønske at tilskynde til godsejerne til at sælge deres gårde til tidligere fæstere. Den samme konstruktion har Klintholm Gods også brugt ved andre af Mandemarkes fæstegårde, men her har det dog været den sidste fæster der var mellemleddet, og ikke som ved denne gård et plejebarn til de tidligere fæstere!
Disse oplysninger giver vist også forklaringen på, at gården ved folketællingen i 1901 tjente som aftægtsbolig for Niels Petersens gamle forældre, efter at han som senere tog navneforandring til Niels Peter Baandhøj havde overtaget gården de havde boet på i mange år (link til originalt skema, hvor tilføjede links ved personnavne er til slægtsforskningssiden Geni.com):
| Peder Nielsen | 28-3-1826 | Husfader | Aftægtsmand |
| Mette Kirstine Rasmusdatter (Mette Kirstine Nielsen) | 11-5-1823 | Husmoder | Aftægtskone (gift 1850, 5 børn, 1 død) |
| Elise Jensen | 3-1-1873 | Tjenestepige |
Peder Nielsen havde været fæster af gården Baandhøjvej 1, som oprindeligt havde matr. 11, (men efter sammenlægningen i 1893 har den ‘overtaget’ matr. 9a, som det første af sine matrikelnumre). Peder Nielsen findes på følgende folketællinger: FT1834:91, FT1840:1102, FT1845:288, FT1850:80, FT1860:38, FT1880:53 og FT1901:191. Han døde i 1903, angiveligt på Baandhøjgaard, mens hans kone døde i 1906 i Pollerup, Keldby Sogn.
Og så må benyttelsen af beboelsen på stedet være ophørt, medmindre den i perioder blev brugt til at huse polakker i roesæsonen. Hans Peters barnebarn John Baandhøj har mange år senere fortalt, at man på et tidspunkt havde flyttet et primitivt hus fra marken vest for Baandhøjgaard hen på adressen Kraneledvej 24. Det var hvad John Baandhøj kalder et ‘polak-hus’ (med tryk på første stavelse ‘po’), som havde været benyttet til at huse polakker der kom og hjalp ved arbejdet med roerne på Baandhøjgaard. Måske har det været de sidste rester af den forsvundne gård.
Afslutning
Ole Larsen, som var født i 1801/1802 har altså næsten fra fødslen boet på gården, som blev flyttet ud fra landsbyen Mandemarke i forbindelse med den såkaldte udskiftning i 1803. Og han har boet der til sin død i 1883 som fæstebonde, hvorefter hans enke fik lov at fortsætte nogle år endnu indtil Klintholm gods solgte gård og tilhørende marker til naboen på Baandhøjgaard.
På den store slægtsforskningsside Geni.com kan næsten alle de nævnte personer findes, således at man kan følge deres slægtsskabsforhold gennem tiden. Fra link til Ole Larsen kan man følge hans forfædre mange generationer tilbage, herunder bl.a. til Oluf Nielsen Seye, som levede i 1500-tallet i Budsemarke! De øvrige familiemedlemmer til Ole Larsen er der indsat links til i de nævnte folketællinger, f.eks. FT1860:8ff.
Litteratur:
Landboreformer i slutningen af 1700-tallet på Danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet)
Landsbyer Naturstyrelsen – Kulturhistoriske interesser i landskabet (pdf-fil)
Artikel om landsbyfællesskabet (pdf-fil)
Interessant er også:
De Søndre Byer – En lokalhistorie fra Møn
Opsummering:
Ole Larsen voksede altså op på gården på matr. 9, der lå syd for matr. 8 på Kraneledvej 14 helt nede ved kysten. Han var barn af Lars Christensen og Sidse Olsdatter (født 1865 og 1868), som allerede i 1801 var gårdfæstere mens gården endnu lå i Mandemarkes landsby og kort efter blev flyttet ud på marken i forbindelse med udskiftningen. Oles far var død i 1826, så ved folketællingen i 1834 bestyrede han gården for sin mor, der døde i 1838. Herefter har han videreført fæstemålet til sin død i 1883, hvor han var 81.
Da Ole Larsen mistede sin første kone Sophie Albrechtsdatter, giftede han sig den 12/11 1847 med Karen Marie Christoffersdatter, som var 26 og 20 år yngre end ham. Hans første kone fødte 6 børn, hvoraf et par formentlig døde som små, mens den yngste som var født i 1843 altså kun var 4 da han giftede sig igen.
Karen Marie var 62 da hun blev enke og videreførte fæstemålet af gården til først i 1890’erne, hvor hun formentlig også selv var død. Det benyttede godsejer Scavenius som anledning til at sælge ejendommen i 1893 til ejeren af Båndhøjgård. Han var blevet gift i 1892 og havde overtaget gården efter sin far og ønskede at forøge gårdens besiddelser. Pudsigt nok har Båndhøjgaard i dag matr. 9, selv om gården lå på det oprindelige matr. 11.
Oplysningerne ved folketællingen i 1910 kunne tyde på, at Ole Larsens gamle gård her var benyttet som aftægtsbolig for sine gamle forældre der havde haft guldbryllup i 1900.
