Holstenerhuset

Det gamle skovløberhus (vi kommer tilbage til husets navn) ejes af Klintholm Gods og er et af godsets mange udlejningshuse. Det ligger lige i skovbrynet nord for Mandemarke, hvor det på fotoet nedenfor ses fra den nye sø ved Tørvelukket.

Huset har i dag adressen Klintholmvej 4, men vejen fra Mandemarke til Klintholm Gods har tidligere været kaldt ‘Hovvejen’ som man kan se på kortet fra 1798. Det forekommer også mere retvisende, at det var vejen fra landsbyen til godset som har heddet sådan – fremfor vejstykket fra Mandemarke til Busemarke som det er tilfældet i dag. Det var jo bl.a. Mandemarkes beboere som i gamle dage udførte hoveriarbejde for godset, men måske har man fra godsets side ikke ønsket at mindes dette.

Ejendommen har matr. nr. 3b af Mandemarke by, Magleby. Når Mandemarke ejerlav når så langt op mod godset på dette sted uden at være en del af Klintholm Hovedgaards ejerlav, skyldes det måske at det pænt store stykke skov som udgøres af matr. 3b (75.533 m2) ved opdelingen – matrikuleringen – af hele Danmark under Chr. den 5. i 1660’erne har hørt til landsbyen Mandemarke, hvor man jo havde jordstykker rundt omkring som det fremgår af det gamle kort fra 1798. Af en oversigt over hele Mandemarke ejerlav kan man se at huset og skoven her ligger i den nordligste lille ‘tap’.

Indskud om ‘Klintholm Bjergmark’

I gamle kirkebøger er fødestedet for flere personer i forbindelse med dåb, bryllup eller død angivet som ‘Klintholm Bjergmark’, hvilken stedbetegnelse siden er gået så meget af brug at heller ikke Alette Scavenius har kunnet bidrage med oplysninger om stedet.

Da Holstenerhusets matr. 3 formentlig også er det område der stadig kaldes ‘Bjergene’ og huset i alt fald er det eneste der ligger tæt ved, forekommer det nærliggende at betegnelsen ‘Klintholm Bjergmark’ henviser til huset her. Området har i 1800-tallet næppe været tilplantet, men har utvivlsomt været besværligt at dyrke på grund af de nogle steder meget stejle bakker – ‘bjerge’.

Karen Kirstine Pedersdatter der var født omkring 1804 har i alt fald i mange år boet i et hus, hvor også kirkebogen for andre beboere ligeledes har brugt stedbetegnelsen ‘Klintholm Bjergmark’. Ifølge Magleby kirkebog døde hun den 20/2 1881 som 75-årig enke efter ‘husmand Jens Sørensen, Klintholm Bjergmark’. Allerede på skemaet ved folketællingen i 1850 blev hun og hendes mand med deres familie registreret som det sidste hus i Mandemarkes område, idet listen herefter fortsatte med Karensby (link til det originale skema), hvilket også forekommer naturligt hvis man ser på geografien.

Ved folketællingen i 1880 er flere medlemmer af en familie i Mandemarke også ifølge kirkebøgerne født i ‘Klintholm Bjergmark’.  Jens Jørgen Petersen var ifølge kirkebogen ved hans død i 1915 født 13/12 1877 på ‘Klintholm Bjergmark’, jfr. kirkebogen. For hans den gang 3-årige storebror Peter Andreas Petersen – der senere blev købmand i Mandemarke på Busenevej 8 – stod der i kirkebogen i forbindelse med hans indgåelse af ægteskab om hans fødested: “Mandemarke|: Bjergmarken|”. Brylluppet stod den 19/11 1909 og af kirkebogen kan man se at vidnerne var gårdejer Niels Jacobsen i Budsemark og A. Petersen fra Mandemark – det var deres fædre.

Så indtil redaktøren af Mandemarkes hjemmeside får anden besked, vil ‘Holstenerhuset’ som det kaldes af de lokale i dag, blive opfattet som ‘Klintholm Bjergmark’!

Familien Petersen – Holstenere?

straedet_GBHenS

Familie, plejebørn og venner samlet til ægteparret Petersens guldbryllup den niende oktober 1935 (KLIK FOR AT FORSTØRRE)

Her ser vi familien Petersen foran huset i 1935. Guldbryllupsfotoet er helt traditionelt for den den tid, hvor man ved særlige anledninger stillede sig op til ære for fotografen. Over døren til huset var der lavet et hjerte med brudeparrets forbogstaver: M.P. & P.P. for Maria Petersen og Peter Petersen.

Her er et lille foto af fra en stamtræsside om Peter Petersen, som man kan se er klippet ud af fotoet ovenfor.

Peter Petersen (f. 17/11 1862, Østermark, Elmelunde sogn, død 3/1 1952) og Karen Maria Nielsen (f. 23/1 1865 i Borre, død 4/7 1954) var blevet gift den 9. oktober 1885. Hun var altså 20 og han var endnu ikke fyldt 23, så det har været et for den tid ret tidligt ægteskab. Og forklaringen har næppe været at hun var gravid, idet deres første barn, Johanne, var født 14/12 1887.

Deres yngste søn Henry Petersen, som var født i 1907 og som voksen vendte tilbage til Mandmarke og boede i mange år i huset på Strædet 10, har senere fortalt, at han var ud af en børneflok på seks søskende og ti plejebørn – omend de ikke alle boede i huset på samme tid. Det har altså været en familie som var glade for børn.

Fotoet nedenfor skulle være fra guldbryllupsfesten på Sølyst (som var et pensionat i Kraneled), selv om Peter Petersen tilsyneladende ikke er til at få øje på, men måske har han været fotografen?

Det næste er helt sikkert et bryllupsfoto, men hvis bryllup det er og hvor det er taget mangler der oplysning om. Da Peter og hans kone sidder yderst til højre, kunne man forestille sig at det er fra en søns bryllup.

20. juni 2016 - man kan stadig se trinet til den gamle dør

20. juni 2016

På det lille foto til venstre af ‘Holstenerhuset’ fra 2016 kan man stadig ved soklen under det midterste vindue se trinet fra den gamle dør bag den opstillede familie på det første store foto.

Man kan også glæde sig over, at det gamle bindingsværk er blevet malet op, for på det gamle foto kan man se at det den gang var kalket over. Det gamle udtryk “over stok og sten” kommer i øvrigt oprindeligt af, at det var meget hurtigere at kalke huset når man kalkede hen over tømmeret (stok) og de murede felter imellem bindingsværket (sten) – så gik det nemlig over ‘stok og sten’!

Allerede ved guldbrylluppet i 1935 havde huset ifølge overleveringerne i flere generationer været beboet af ‘Holstenerfamilien’. Hvorfor familien har fået det navn vides ikke, men man må formode at den første beboer må være kommet fra Holstein. På folketællingerne kan man også finde navnet stavet ‘Holsten Petersen’, men det lader til at Henry egentlig hed Henry Holten Petersen. Prøv at følge dette link til mikrofilmen af folketællingsskemaet i 1940, hvor man kan se at mellemnavnet for far og datter staves henholdsvis Holten og Holsten! Det siges jo nogen gange at folks navne blev stavet forkert af præsten på dåbsattesten, og så har fejlen forfulgt dem lige siden. Så måske skulle Henry i virkeligheden have haft Holsten som mellemnavn?

På en ekstern side på nettet kan man finde Henrys stamtræ (klik HER), hvor man sikkert kan finde mange af navnene på personer på de gamle fotos ovenfor. Man kan bl.a. også finde hans far, og dennes far osv. – helt tilbage til Henrys tipoldefar (dog ikke på billederne).

Henry Petersen

straedet-b_henryEn af personerne på guldbryllupsbillederne ovenfor er helt sikkert Henry Petersen selv, der her ses som gammel. Kunne det mon være den unge mand på knæ forrest til højre?

Han var i alt fald født i 1907 i Holstenerhuset, som en ud af en børneflok på seks søskende og ti plejebørn, der dog som Henry har udtrykt det, ikke alle boede der på samme tid. Ved forældrenes guldbryllup i 1935 har han altså været 28.

I 1939 købte han i øvrigt sammen med sin kone Ada huset på Strædet 10, hvor han boede indtil 1998, hvor han flyttede på Høje Møn-hjemmet for igen i 1999 at flytte videre til en 2-værelses lejlighed med udsigt mod Klintholm Havn i det nye ældrecenter, hvor han døde i 2002.

Henry og Ada kom også selv til at fejre guldbryllup ligesom forældrene i 1935. Man kan se avisens omtale i 1982 hvor de begge var 75 ved at klikke her og evt. forstørre.

Efter guldbryllupsbilledet fra 1935 af familien Petersen mangler meget af historien op til i dag. Hverken Henry eller Ada har boet i Mandemarke ved folketællingen i 1930, men ved folketællingen i 1940 blev følgende registreret for matr. 35c foruden deres bryllupsdag den 29/4 1932 (link til originalt skema):

Henry Holten Petersen 3/1 1917 Husfader Husejer Landarbejder
Ada Pouline Mathilde Petersen 23/6 1907 Husmoder
Sonja Holsten Petersen 23/10 1938 Barn

Holstenerhuset – nu og måske før

Det er som sagt godset der ejer huset. Efter i ca. 30 år at have været udlejet til journalisten Frank Esmann og hans kone Susanne Bernth, er det fra 2019 blevet lejet af Thomas Martinsen.

Da Esmann døde den 27. november 2016 skrev hans gode ven Michael Kuttner i øvrigt en nekrolog i Jyllandsposten. Kuttner var selv ved et besøg hos Esmann i Holstenerhuset i 2001 blevet gjort opmærksom på huset i Strædet 5, som Kuttner herefter købte og brugte i ferier indtil han solgte det i 2019 for i 2020 at slå sig ned i Stege som fastboende pensionist.


.

I det oprindelige oplæg til denne hjemmeside er fundet følgende gamle historie, som måske er knyttet til Holstenerhuset men i alt fald er et underholdende uddrag af side 75 og 76 af:

Simon Hempels “En fodtur til Møens Kridtbjerge” fra 1827

Da klokken var blevet 8, gik vi sultne men glade hjem til vores bopæl og fandt to brave aldrende bondefolk i vores vært og værtinde, og som uagtet han var 60 og hun 40 dog havde dem en lille arving på 8 år, en rigtig kjællingpest af dreng. Manden hedder Christensen, havde i sine unge dage været møllerbyggersvend, var født i Holsten men opdraget på Sjælland og høvlet i København som soldat.

Konen hedder? Ja, jeg ved ikke, vi kaldte hende mor og hendes søn Rasmus. Den store hund var døbt Paspå, bed folk for et godt ord, men stak halen mellem benene og løb som en tapper general, når den så en opløftet stok.

Vores bolig lå lige udenfor skoven indesluttet på alle kanter af høje bakker med hasselbuske på og omgivet af et gjerde med to led. Et ud til vejen, som fører til skoven og Klintholm. Og et til en opdyrket bakke, som førte ned til klinterne langs med et gærde ved skoven. Den bestod af 2 bygninger på ens størrelse, som lå isolerede lige over for hinanden. Den ene til beboelse. Den anden til huggehus og en lille stald og en lille lade. Midt i gården lå en stor mødding, som vrimlede af tudser og snoge. Tæt uden for gården strømmede en sød kilde fra skoven.

Da vi sultne og dog glade kom ud af skoven og nærmede os gjerdet, begyndte monsieur Paspå at vise sin påpasselighed ved lys dag, ligesom jeg min raskhed, hvor den er unødvendig, gav hals af alle kræfter. Vi formodede at denne hr. hund måtte være menneskesky og tog en gren hver i hånden. Det var dog unødvendigt. Christensen kom os i forkøbet, forlod sin tørvekurv, som han var ved at flette på en snittebænk ude i gården, og jagede monsieuren op af en bakke. Men tie kunne den ikke. Den drejede bestandigt rundt. Snart til venstre. Snart til højre og gav hals som om den var blevet gal. Rasmus tog sin hue af og klyngede sig op af moderen, i det han gloede på os som på et par udenlandske dyr. Hun skubbede ham væk fra sig, i det hun tiltalte ham:

“Nå Rasmes, ka du ik’ sei go’dav te de fræmede? hører du? – Næ se dov nov te dæi skabede onge, nov flæver haa! Væ så gou nou aa træ inn, je haar lavet deresses stou istain!”

Vi gik op af den med brosten lagte trappe. Igennem døren ind i en lille forstue. På venstre hånd lukkede vores mor døren op til et meget pænt værelse med 2 store røde gammeldags kister, 2 borde, nogle stole og en meget stor og god seng. Hun bragte et stort sulefad ind på bordet, en halv snes stykker jysk doktorbrød, smør, honning, (som de der spise meget på brød og smørrebrød, ligeledes i grød, hvor det smager meget godt) og øl. Brændevin ejer de ikke. Gud bevares! Det var ikke sådan til at drikke dagligt. Vi spiste og drak og jagede en hoben oldenborrer ud, som var kommet ind igennem det åbne vindue, og hvoraf Larsen var en stor hader. Vi gik tidligt til køjs for at komme tidligt op igen.

Klokken var 4, da hr. Christensen vækkede os.

“Har i ingen tevand,” spurgte jeg, da vi nogen tid ventede uden at se hverken vådt eller tørt.

Jo, mæn, de hår vi itte fnat (penge) nok te”.

“Ja, ved du da hvad, Larsen, alle bakkerne er fulde af kodrivere. Og slåen er der nok af i skoven, har jeg set.”

Til min store forundring kendte Larsen ikke denne ypperlige drik, men fandt snart, at den overgik alt andet te. Vi drak den bestandigt på Møn. Og da det lakkede af den tid, at de snart ville afblomstre, plukkede vi et stort forråd og tørrede dem i solen. Disse smagte ligeså godt opblødte i det kogende vand som de friske. Således ejer landet et produkt, som kun få afbenytter, mens store pengesummer udstrømme til dyre luksus artikler!

De første dage savnede vi sukker, til vi fik bud til Stege efter det og nogle flasker rom, da deres brændevin er udrikkelig, for hvem der er vant til det københavnske.

Nu skulle vi da bese klinterne fra begyndelse til ende. Christensen viste os derfor ned over markerne eller bakkerne, en fjerdingsvej derfra hvor den sydligste begynder, da de som sagt strække sig østlig på Møn fra syd til nord.

 


Får du lyst til at læse mere om Østmønsk dialekt, kan du følge dette link!