Holstenerhuset (Nyt 2/2017)

Det gamle skovløberhus (forklaringen på husets navn kommer længere nede) ejes af Klintholm Gods og ligger lige i skovbrynet nord for Mandemarke, hvor det på fotoet ses fra den nye sø.

Ejendommen har matr. nr. 3b af Mandemarke by, Magleby. Når Mandemarke ejerlav når så langt op mod godset på dette sted uden at være en del af Klintholm Hovedgaards ejerlav, skyldes det måske at det pænt store stykke skov som udgøres af matr. 3b ved opdelingen – matrikuleringen – af hele Danmark under Chr. den 5. i 1660’erne har hørt til landsbyen Mandemarke, hvor man jo havde jordstykker rundt omkring som det fremgår af det gamle kort fra 1798. Af en oversigt over hele Mandemarke ejerlav kan man se at huset og skoven her ligger i den nordligste lille ‘tap’.

straedet_GBHenS

Familie, plejebørn og venner samlet til ægteparret Petersens guldbryllup den niende oktober 1935 (KLIK FOR AT FORSTØRRE)

20. juni 2016 - man kan stadig se trinet til den gamle dør

20. juni 2016

Ovenfor er et traditionelt foto fra den tid, hvor man ved særlige anledninger stillede sig op til ære for fotografen.

På det lille foto ved siden af fra 2016 kan man stadig ved sokkelen under det midterste vindue se trinet fra den gamle dør bag den opstillede familie.

Man kan også glæde sig over, at det gamle bindingsværk er blevet malet op, for på det gamle foto kan man se at det den gang var kalket over. Det gamle udtryk “over stok og sten” kommer oprindelig af, at det var meget hurtigere at kalke huset når man hvidtede hen over tømmeret (stok) og de murede felter imellem bindingsværket (mursten) – så gik det nemlig over ’stok og sten’!

Allerede ved guldbrylluppet i 1935 havde huset i flere generationer været beboet af ‘Holstenerfamilien’. Hvorfor familien har fået det navn vides ikke, men man må formode at den første beboer må være kommet fra Holsten. Og der er flere som på folketællingerne hedder ‘Holsten Petersen’.

straedet-b_henryEn af personerne på billedet ovenfor er helt sikkert Henry Petersen, der her ses som gammel. Kunne det mon være den unge mand på knæ forrest til højre eller står han skråt ovenfor til venstre med sort butterfly? Han var i alt fald født i 1907 her i Holstenerhuset, som en af en børneflok på seks søskende og ti plejebørn, der dog som Henry har udtrykt det, ikke alle boede der på samme tid.

I 1939 købte han i øvrigt sammen med sin kone Ada huset på Strædet 10, hvor han boede indtil 1998, hvor han flyttede på Høje Møn-hjemmet for igen i 1999 at flytte videre til en 2-værelses lejlighed med udsigt mod Klintholm Havn i det nye ældrecenter, hvor han døde i 2002. Henry og Ada kom i øvrigt også selv til at fejre guldbryllup ligesom forældrene i 1935. Du kan se avisens omtale i 1982 hvor de begge var 75 ved at klikke her og evt. forstørre.

Efter guldbryllupsbilledet fra 1935 af familien Petersen mangler meget af historien op til i dag. Hverken Henry eller Ada har boet i Mandemarke ved folketællingen i 1930, men ved folketællingen i 1940 blev følgende registreret for matr. 35c (foruden deres bryllupsdag den 29/4 1932):

87 Henry Holsten Petersen 3/1 1917 Husfader Husejer Landarbejder
88 Ada Pouline Mathilde Petersen 23/6 1907 Husmoder
89 Sonja Holsten Petersen 23/10 1938 Barn

Det er som sagt godset der ejer huset, og det har senest været udlejet i en årrække til journalisten Frank Esmann og hans kone Susanne Bernth.

Esmann døde den 27. november 2016 – læs hans gode ven Michael Kuttners nekrolog i Jyllandsposten. Det var i øvrigt ved et besøg hos Esmann i Holstenerhuset i 2001, at Kuttner blev gjort opmærksom på huset i Strædet 5, som Kuttner herefter købte.


.

I det oprindelige oplæg til denne hjemmeside er følgende fundet, som måske er knyttet til Holstenerhuset, men i alt fald er et underholdende uddrag af side 75 og 76 af

Simon Hempels “En fodtur til Møens Kridtbjerge” fra 1827

Da klokken var blevet 8, gik vi sultne men glade hjem til vores bopæl og fandt to brave aldrende bondefolk i vores vært og værtinde, og som uagtet han var 60 og hun 40 dog havde dem en lille arving på 8 år, en rigtig kjællingpest af dreng. Manden hedder Christensen, havde i sine unge dage været møllerbyggersvend, var født i Holsten men opdraget på Sjælland og høvlet i København som soldat.

Konen hedder? Ja, jeg ved ikke, vi kaldte hende mor og hendes søn Rasmus. Den store hund var døbt Paspå, bed folk for et godt ord, men stak halen mellem benene og løb som en tapper general, når den så en opløftet stok.

Vores bolig lå lige udenfor skoven indesluttet på alle kanter af høje bakker med hasselbuske på og omgivet af et gjerde med to led. Et ud til vejen, som fører til skoven og Klintholm. Og et til en opdyrket bakke, som førte ned til klinterne langs med et gærde ved skoven. Den bestod af 2 bygninger på ens størrelse, som lå isolerede lige over for hinanden. Den ene til beboelse. Den anden til huggehus og en lille stald og en lille lade. Midt i gården lå en stor mødding, som vrimlede af tudser og snoge. Tæt uden for gården strømmede en sød kilde fra skoven.

Da vi sultne og dog glade kom ud af skoven og nærmede os gjerdet, begyndte monsieur Paspå at vise sin påpasselighed ved lys dag, ligesom jeg min raskhed, hvor den er unødvendig, gav hals af alle kræfter. Vi formodede at denne hr. hund måtte være menneskesky og tog en gren hver i hånden. Det var dog unødvendigt. Christensen kom os i forkøbet, forlod sin tørvekurv, som han var ved at flette på en snittebænk ude i gården, og jagede monsieuren op af en bakke. Men tie kunne den ikke. Den drejede bestandigt rundt. Snart til venstre. Snart til højre og gav hals som om den var blevet gal. Rasmus tog sin hue af og klyngede sig op af moderen, i det han gloede på os som på et par udenlandske dyr. Hun skubbede ham væk fra sig, i det hun tiltalte ham:

“Nå Rasmes, ka du ik’ sei go’dav te de fræmede? hører du?- Næ se dov nov te dæi skabede onge, nov flæver haa! Væ så gou nou aa træ inn, je haar lavet deresses stou istain!”

Vi gik op af den med brosten lagte trappe. Igennem døren ind i en lille forstue. På venstre hånd lukkede vores mor døren op til et meget pænt værelse med 2 store røde gammeldags kister, 2 borde, nogle stole og en meget stor og god seng. Hun bragte et stort sulefad ind på bordet, en halv snes stykker jysk doktorbrød, smør, honning, (som de der spise meget på brød og smørrebrød, ligeledes i grød, hvor det smager meget godt) og øl. Brændevin ejer de ikke. Gud bevares! Det var ikke sådan til at drikke dagligt. Vi spiste og drak og jagede en hoben oldenborrer ud, som var kommet ind igennem det åbne vindue, og hvoraf Larsen var en stor hader. Vi gik tidligt til køjs for at komme tidligt op igen.

Klokken var 4, da hr. Christensen vækkede os.

“Har i ingen tevand,” spurgte jeg, da vi nogen tid ventede uden at se hverken vådt eller tørt.

Jo, mæn, de hår vi itte fnat (penge) nok te”.

“Ja, ved du da hvad, Larsen, alle bakkerne er fulde af kodrivere. Og slåen er der nok af i skoven, har jeg set.”

Til min store forundring kendte Larsen ikke denne ypperlige drik, men fandt snart, at den overgik alt andet te. Vi drak den bestandigt på Møn. Og da det lakkede af den tid, at de snart ville afblomstre, plukkede vi et stort forråd og tørrede dem i solen. Disse smagte ligeså godt opblødte i det kogende vand som de friske. Således ejer landet et produkt, som kun få afbenytter, mens store pengesummer udstrømme til dyre luksus artikler!

De første dage savnede vi sukker, til vi fik bud til Stege efter det og nogle flasker rom, da deres brændevin er udrikkelig, for hvem der er vant til det københavnske.

Nu skulle vi da bese klinterne fra begyndelse til ende. Christensen viste os derfor ned over markerne eller bakkerne, en fjerdingsvej derfra hvor den sydligste begynder, da de som sagt strække sig østlig på Møn fra syd til nord.

.

Får du lyst til at læse mere om Østmønsk dialekt, er der også en side om det.