Om Sidse Meiniche og familie – og et barn i 1940’erne

Indledning

For 100 år siden var det noget helt andet at få vasket tøj end det er i dag. Den gang var der ikke noget der hed vaskemaskiner, der var ikke vaskemidler med enzymer til hvidt og til farvet tøj, der var ingen tørretumblere og der var heller ikke elektriske strygejern. Når man for eksempel skulle have glattet folderne ud på tøjet efter at det havde hængt til tørre på en tørresnor, havde man et strygejern, som helt bogstaveligt var en klods jern som man brugte til at stryge hen over stoffet. Da et varmt jern er mere effektivt end en tung jernklods, stillede man jernet på komfuret, som fra midten af 1800-tallet var en brændeovn med en flad overside, hvor der var også var nogle huller med ringe i forskellige størrelser, så ens gryder og pander kunne komme i direkte kontakt med ilden nedenfor (link til Wikipedia om komfur).

Man havde også brug for varmt vand, masser af varmt vand, og masser af kar til at vaske og skylle i. Det vand man havde brug for i husene, skulle man selv bære ind i spande fra den nærmeste brønd med en pumpe, hvor man ved at hive pumpestangen op og ned gradvist kunne få løftet vandet op, så det kunne løbe ud af posten og ned i spandene (link til Wikipedia om postevand). Det er den gang husene hverken havde indlagt vand eller elektricitet for ikke at tale om telefon eller fibernet.

Det varme vand fik man fra en gruekedel, som var en stor gryde  eller kogekar, enten indmuret eller frithængende. Udtrykket ‘gruekedel’ kommer af, at man hængte kedlen over en ‘grue’ eller ‘grube’, der betyder ‘fordybning’ og henviser til det åbne ildsteds fordybning hvori bålet fandtes. Indmurede gruekedler blev traditionelt opvarmet nedefra ved brænde fra et fyrhul under kedlen. De frithængende, der oftest blev fremstillet i jern eller kobber, blev hængt over ildstedet. En ‘indmuret’ gruekedel stod oftest nedsænket i en dertil opbygget sten- eller betonsætning. Nedenfor fandtes et brandkammer med tilsluttet skorsten, hvorfra man opvarmede kedlens indhold. Fritstående gruekedler kom til senere og blev fremstillet med et dertilhørende lille tilpasset brændekomfur af støbejern, som kedlen blev placeret ovenpå. Endnu senere kom så gruekedler der blev opvarmet ved hjælp af gas, som produceres den dag i dag. Selv om gruekedlen var datidens ‘vaskemaskine’, kunne den også bruges til andre ting f.eks. ølbrygning og plantefarvning (links til Wikipedia).

Tøjvask var et stort arbejde, både hårdt og vådt og koldt, så derfor var det ‘kun’ et arbejde for kvinderne eller ‘konerne’. Ved folketællingen i 1930 for Mandemarke var der stadig en vaskekone:

Stine Meinicke Hansen 14/11 1848   Enke Vaskekone

Hun var 81 og egentlig hed hun Sidse Kirstine Meiniche. Hun boede i den sidste lejlighed i det sidste hus på højre hånd, når man kører mod Busene, som i dag er Busenevej 28C (det sidste hus i dag som ligger længere ude, blev først bygget i 1934). Hun boede der fra hun blev gift i 1886 til sin død den 30/5 1931. Hun var selv født i Klintholm, måske ‘Klintholm Bjergmark’? Hun er sikkert flyttet ind hos Rasmus Hansen efter at han havde mistet sin kone Ane Kirstine Jacobsen, der døde 12/7 1886 som 38-årig, jfr. kirkebog hvor efternavn står som Jacobsdatter (link til hendes data på stamtræ Geni.com). Hende var Rasmus blevet gift med som 26-årig den 8/3 1872 og de havde fået 4-5 børn, hvor den sidste var Louise Christine som var født 12/5 1886 (link til hendes stamblad på Geni.com).

Da Rasmus og Sidse Kirstine blev gift den 18/11 1886 i Magleby Kirke (jfr. kirkebogen), havde han været enkemand i 4 måneder, men stod jo også med en datter på 6 måneder foruden tre andre børn på 3, 6 og 11!

Ved folketællingen 5 år tidligere i 1925 var hun Sidse Kirstine ikke blevet enke endnu:

Rasmus Hansen 6/11 1845 Magleby Husfader Husmand, aldersrente
Sidse Kirstine Hansen 14/11 1848 Magleby Husmoder

Her stod hun med sin mands efternavn blot anført som husmoder. Han døde i øvrigt den 22/1 1927. De var begge født i Magleby Sogn, og som man kan se af oplysningerne til allersidst, gjaldt det samme deres forfædre langt tilbage.

Folketællingen i 1916 (link til originalt skema):

Rasmus Hansen 6/11 1845 Husfader Vejmand og Alderdomsunderstøttelse
Sidse Kirstine Hansen 14/11 1845 Husmoder Vask og Strykning

Denne gang er det tydeligt skrevet at husmoderens særlige erhverv var ‘Vask og Strykning’. Hendes fødeår var skrevet forkert, idet det var 1848.

I 1916 havde skattevæsenet efterfølgende også tilføjet på folketællingsskemaet, hvad de enkelte skønnedes at have af formue og indtægt. Det blev til 3 blanke felter for det gamle ægtepar og 300 kr. til husfaderen i årsindtægt – af hvilken han skulle betale en skat på 51 øre!

Ved folketællingen 10 år tidligere i 1906 boede deres datter Victoria endnu hjemme, og hende skal vi høre meget mere om:

Rasmus Hansen 6/11 1845 Husfader Skovarbejder
Sidse Kirstine Meiniche 14/11 1848 Husmoder Strygekone
Maria Victoria Hansen 26/2 1888 Datter Syerske

Victoria

Det var helt det samme ved folketællingen i 1901 (link til originalt skema), hvor man også kunne se at de var blevet gift i 1886 og havde fået 1 barn, og at han udover at tjene lidt ved skovarbejde også var ‘husmand’, dvs. at han har haft et lille stykke jord til at kunne dyrke kartofler og kål på eller hvad de nu havde brug for.

Datteren, som i virkeligheden var født ‘Maria Victoria Rasmine Hansen’, har de også fået sent, idet hendes mor har været næsten 40.

Et stamtræ for Sidse Kirstine Meiniche kan findes på Geni.com, hvor man – med lidt øvelse – også kan få vist følgende om hende (med links til alle de de omtalte familiemedlemmer):

Sidse Kirstine Meiniche

Køn: Kvinde
Fødsel: 14. november 1848
Klintholm, Magleby, Mønbo, Præstø
Dødsfald: 30. maj 1931 (82)
Mandemarke, Magleby sogn, Mønbo, Præstø, Denmark
Nærmeste familie: Datter af Johan Frederich Bastian Meiniche og Maren Pedersdatter
Hustru til Rasmus Hansen
Mor til Maria Victoria Rasmine Andersen
Søster til Hans Frederich MeinicheAne Marie MeinicheKaren Sophie MeinicheJohan Frederich MeinicheJens Peter Meiniche; og Karen Sophie MeinicheHalvsøster til Hans Frederich MeinicheJohan Jacob MeinicheCarl Frederich MeinicheDorthea Sophie Caroline MeinicheJens Peter Meiniche; og Ane Marie Meiniche 

Victoria og hendes familie

Stine Meiniche og Rasmus Hansen

Nu kommer vi til den spændende historie om Victoria, som blev født den 26/2 1888.

Redaktøren af Mandemarkes hjemmeside har været så heldig at blive kontaktet af hendes barnebarn Vagn Hansen.

Han har på et tidspunkt har fået lyst til at nedskrive noget af det han husker fra sin barndom, når han fra København kom på besøg på Møn hos sine bedsteforældre. Da han har en fin hukommelse og en levende måde at fortælle på, er det en fornøjelse at kunne bringe et længere uddrag af hans erindringer.

Hans mormor er altså Victoria, der var barn af Stine Meiniche og Rasmus Hansen som ses på fotoet her, så de er altså Vagns oldeforældre. Kan det mon være taget i forbindelse med deres sølvbryllup i 1911, hvor han har været 66 og hun et par år yngre?

Rasmus døde i 1927 og Stine i 1931, så Vagn har ikke nået at møde dem selv i huset på Busenevej 28C, da han først er født i 1933.

Vagn fortæller, at når familien mange år efter kom forbi Mandemarke, skulle de altid se til den taks, som var blevet plantet ude ved vejen ved huset på Busenevej 28C den gang hans mormor Victoria blev født i 1888. (Link til Wikipedia om Almindelig taks, som kan sammenholdes med Thuja idet den af mange er blevet omtalt som en thuja). Taksen – som i dag er over 130 år gammel – stod der stadig, som man kan se af det ældre foto nedenfor til venstre.

En dag havde elektricitetsvæsenet skåret den ned, fordi den stod for tæt på el-masten ved vejen og var kommet for tæt på ledningerne. Da der kom elektricitet til Mandemarke blev ledningerne nemlig trukket i luften fra mast til mast, men siden er kablerne gravet ned.

Taksen satte dog en masse nye skud fra træstubben og er igen ved at genvinde sin gamle størrelse, som man kan se af fotoet fra december 2018, der er taget i den anden retning af vejen.

Her kommer et uddrag af Vagn Hansens barndomserindringer fra Møn fra sidst i 1930’erne til midten af 1940’erne.

Min mormor og morfar, Victoria og Theodor Andersen.

Min morfar blev født 10 maj 1883 i Asmild sogn ved Viborg. Morfar var en ud af fem drenge af en søskendeflok på syv børn. Morfars far var landsbysmed og hed Andreas Andersen. Efter sigende var han kulsorthåret og mørk i huden, gener der tydeligvis er videregået til morfar og flere andre familiemedlemmer. Morfars mor hed Maren Poulsdatter til hun blev gift. Hun blev efter Andreas død sygeplejerske på et børnehjem ved Viborg.

Farmoderen levede endnu medens morfar var barn og havde vist en stor indflydelse på morfars opdragelse. Der går i familien flere historier om hendes karakter og dominans, som da morfars moder Maren skulle føde og sagde: ”Jeg kommer til at lægge mig!” Og svigermoderen svarede: ”Det ka´ et nøt noet, Maren! Vi ska vær færdi mæ å bage!” Eller til børnene når de ville lege med naboens forhutlede unger: ”Dem ska i et lej mæ, de er ett et af vor ejn!” Eller til morfars ældre broder Jens, der som dreng gik lidt mere i et med tapetet, modsat morfar der var en sortkrøllet dreng med et flot udseende. Når der blev delt bolcher ud, har min tante hørt hende sige til Jens: ”Du behøvr et nod, du er så stur!” Tydeligvis havde hun nogle lidt tvivlsomme menneskelige egenskaber.

I 1899 indtegnes morfar som 16-årig i lægsrullen og får udleveret sin søfartsbog. Den 22. april 1902 mønstres han som jungmand på flådens skoleskib Mågen, hvis skipper hed J. Buick. Mågen gik herefter til Island til de vestlandske fjorde, samt til Reykjavik og herefter hjem via Arendal i Norge, og d. 29 oktober samme år anløber Mågen Frederikshavn og morfar afmønstrer der. Der går nu fire år hvor han efter sigende er i lære som tømrer, og en landbrugsuddannelse er han vist også begyndt på i disse år.

I 1906 træder morfar ind i søværnet som menig i kystartilleriet Han er registreret her i 1907-1912 og 1915-1916-1917, til sidst som Korporal. Tilsyneladende har han i perioden 1915-17 gjort tjeneste på Hårbølle kystbatteri på Møen. Rimeligvis er han efter et par år som civil blevet genindkaldt ved udbruddet af første verdenskrig i 1914. Men noget tyder på at han i perioden før første verdenskrig har været ansat som forvalter på Søndergård, der hører under Klintholm Gods.

Der er ingen tvivl om at det er i begyndelsen af tjenestetiden han træffer min mormor Victoria, selvom min oldemor (Stine Meiniche) – sikkert for at dæmpe lidt på begejstringen – sendte min mormor til Vallekilde Højskole på Sjælland. De blev dog gift i Magleby kirke på Victorias 20-års fødselsdag den 26/2 1908. Samme år får de min moster Sigrid og senere i 1910 min mor som hedder Valdis, der er et islandsk navn. Hun blev født 8/3 1910 i Klintholm Bjergmark, Magleby. Herefter fødes min morbror Jesper, Poul Sigvard og sidst moster Eli.

Tilsyneladende er det i perioden fra 1910 til 1917 at mormor og morfar har boet i det hus de byggede på Hampeland nede ved fyret. Jeg ved at de i den første del af deres ægteskab boede i et af Klintholms små huse tæt ved Klintholm gods.

For resten boede mormors bedsteforældre i et hus ejet af godset lige i nærheden. Dette hus kom min mormor og morfar senere til at bo i, for i 1917 sælger de huset på Hampeland. Årstallet er oplyst af min mor, der kan huske at hun var 7 år og under flytningen var så syg, at hun ikke kunne gå og derfor blev placeret oven på flyttelæsset. Åbenbart er min mormors bedsteforældre flyttet ud af huset i skoven ved Klintholm, for det er der de nu flytter ind.

Det er i 1920’erne at morfars og mormors børn begynder at rejse hjemmefra. Jeg ved at min mor kom tidligt ud at tjene hos bønder. Det var ikke efter hvad hun har berettet nogen ubetinget god oplevelse, men der var dog enkelte humoristiske oplevelser forbundet med det: Nabogårdens nærige gårdmandspar var inviteret til spisning. Efter at de med stive øjne var faldet over maden, hvisker hun højt til manden på bredt mønsk: ”Spis langsom Kresjan; du aner ik hvor du ka prop dej!”

I det hele taget har det brede mønske givet lejlighed til sjove parodier, når mor fortalte om sin barndom, som et familiemedlems beklagelse over boligforholdene: ”Ratter å meus ranner op or nier a gardiiinerne. Kresjan sir vi skal ha nåd raatuut, men Kresjan sir de er foorrr dyyr!!!”  (Red.tlf.: Læs også historien her på hjemmesiden om Østmøns dialekt).

Fra 1917 flyttede mormor og morfar altså ind med en flok unger i det hus hendes bedsteforældre havde boet i. Der var stengulv i køkken og gang samt rotter og mus, så der var noget for mormor at gå i gang med. Koldt og fugtigt var der, og penge var det meget småt med, så det var ikke altid at de blev mætte har mor fortalt. Mere end én gang kom en af godsejersønnerne på Klintholm, Ove Scavenius, med en madkurv han havde fyldt i godsets køkken til stor glæde for flokken. Ove Scavenius blev en rigtig god ven til alle mors søskende, og jeg kan selv huske ture i hans åbne Chevrolet sammen med min moster. Jeg kan også huske at vi var inviteret op i godsets musikhytte i skoven med flyglet, hvor Ove spillede for os alle sammen. På et senere tidspunkt flytter morfar og mormor så ud til Djævleøen, formentlig omkring 1923-24. (‘Djævleøen’ er et hus på Klintevejen næsten ude ved campingpladsen, som vi kommer til at høre mere om).

Sommerferierne på Møn

Da jeg var barn, tilbragte jeg og min mellemste søster Sigrid flere sommerferier hos min mormor og morfar på Møn. Min lillesøster Nethe blev født under krigen og var derfor for lille til at rejse på ferie.

Da vi begyndte at komme dernede boede de på ’Djævleøen’! Stedet var et gammelt såkaldt udsted. Huset var hvidkalket med sort tjæret grund og sort optrukket bindingsværk. Den gang i 1940’erne var det indrettet til to familier. Mangel på andre huse i nærheden gav det et sært indtryk af en tilbagetrukket ensomhed. De høje, gamle valnøddetræer og den gamle frugthave var trukket tæt sammen om huset, der med sin beliggenhed et stykke fra vejen gav denne mærkelige fornemmelse af at stå overfor en slags ø.

Stedet lå ude på Østmøn ca. en kilometer fra Klinteskoven. Det hørte ind under godset Klintholm. Navnet Djævleøen fortaber sig sandsynligvis i fortiden, men kan godt have haft noget at gøre med dets udseende og nære placering op ad en sær lille mose. Min mormor kaldte den med en gysen ”bundløs”, fuld af lygtemænd og andet tøjeri, som man for resten gjorde bedst i at holde sig på afstand af. Om det var for at skræmme os fra at gå ned og falde i dyndet, eller om hun i virkeligheden var lidt overtroisk, har jeg aldrig helt fundet ud af.  Mosen er i dag drænet helt væk og ser såmænd som mark ret uskadelig ud. Stedet er vist nu lejet ud af godset og fungerer som  jagthytte for jægere fra København.

For resten var der ingen der som mormor kunne fremkalde en rigtig uhyggestemning omkring et tordenvejr. Når et sådant af og til passerede, opbyggedes der en helt særlig atmosfære i huset, næsten som når der var luftalarm hjemme i København og vi skulle i kælderen. Retfærdigvis skal det da siges at vi havde stråtag, og der var langt til Stege og brandsprøjterne i tilfælde af ildløs efter et eventuelt lynnedslag. Når det begyndte at tordne om natten, blev jeg vækket af mormor med et nervøst: ”Skynd dig at stå op min dreng, den er ind over.” Morfar og mormor var da altid oppe og havde klædt sig på. Morfar gik som regel til døren og kikkede ud på vejret. ”Ja ja ja ja! Den er syd-ost!” kunne han konstatere. Mormor skruede så bekymret ned for messinglampen i loftet, til et blus der uvægerlig måtte fremkalde ‘rigtig’ tordenvejrsstemning og skyndede nervøst på os med påklædningen. Vi sad så fuldt påklædte med alvorlige miner ved bordet, mens lynene bragede og morfar kommenterede: ”Ja ja – ja, ja. Den er over klinten nu!”  hvilket for mig som 8-årig  københavnerdreng nærmest lød som, at nu knalder det næste lyn sgu nok lige ned i skorstenen og splintrer hele huset, og vi så uden tvivl må flygte ud over markerne i regnvejret.

Stedet var uden elektricitet og andre bekvemmeligheder og ”solen skinned på lokummertag, det gjorde den både i går og i dag,” som min morfar sommetider reciterede med et stort provokerende grin, hvilket omgående medførte et arrigt “Theodor!!!” fra mormor. Toiletrullen var her for øvrigt erstattet af en gammel telefonbog. Hvor de havde den fra står hen i det uvisse, for telefon var da et ret fjernt ord på disse kanter. I det hele taget var pengene vist så små, at man  roligt kunne bruge ordet fattigdom om deres tilværelse. Trods de meget sparsomme midler, manglede der dog intet i tryghed og varme hos mine bedsteforældre.

Når vi skulle til Møn, var vi altid glade og fulde af forventning når vi blev sat på toget – for øvrigt med en stor lyserød børne-feriebillet i en snor om halsen. En episode fra en sådan rejse kan jeg huske særligt tydelig. En madpakke til en hel dags rejse, for det tog næsten hele dagen at rejse til Magleby, en gul sodavand i den tids patentflaske, og en pose lakridsbolcher med sukkerovertræk, det var vor rejseproviant den dag. Man sad over for hinanden i små lukkede kupeer med en skydedør ud til den langsgående gang. Lige over for os sad en ældre stramt tilknappet dame med sort stråhat, fantasifuldt pyntet med et højt gult blomsterarrangement. Hun havde flere gange sendt mig hvasse blikke, vi var jo børn uden et voksent følge og dermed noget man afgjort skulle holde øje med.

Da tiden blev lang, følte jeg trang til adspredelse. At eksperimentere var mig dengang som nu en relevant beskæftigelse, og da jeg alligevel var i gang med at slukke min tørst i bruset, rejste spørgsmålet sig, hvad mon der sker hvis man putter et lakridsbolsje med sukkerovertræk i gul sodavand? Virkningen skulle vise sig at være imponerende ud over alle grænser. En fontæne af sodavandsskum stod lodret op af flasken. I et panisk forsøg på at stoppe denne gejser i den alt for lille kupe, satte jeg min otteårige tommelfinger over hullet, hvorved strålen til min store skræk skiftede retning lige over i den sorte dames fine blomsterdekoration og ansigtsnet. Med et hysterisk vræl sprang hun op fra sin plads, vildt børstene sodavandsperler af floraen i hatten med sine glacehandsker: ”Forbandede uopdragne unger!! Skulle ikke have lov at rejse sammen med ordentlige passagerer!” medens hun olmt skulede til min store røde billet i snoren om halsen… ”Giv mig dit lommetørklæde!” skreg hun. ”Giv mig det!” Jeg rakte hende med røde ører mit hvide sirlige lommetørklæde, mens resten af kupeen halvkvalt af grin forsøgte at skjule deres morskab i frakker og andet grej. Jeg skal da lige nævne, at jeg noget flov spiste resten af min mad ude på gangen, og at der  ikke var ret meget sodavand til!

Der var en egen stemning hos mormor og morfar, når man om morgenen efter ankomsten, vågnede op på halmmadrassen på gulvet i stuen. Morfar sov i ”Hundehuset”, et meget lille kammer på ca. 1,5 meter gange 3. Man mærkede først duften af risbrænde fra det nyoptændte komfur. Komfurduften blandede sig hyggeligt med primussen og lampen på væggen, der hang og spredte sit gyldne lys sammen med den krydrede duft af  brændende petroleum. Som regel var det en skramlen fra vandspanden med blikkruset på kanten der vækkede mig, men sommetider også morfars lidt jyske barske fiskeropfordring til at stå op: ”Tørn u og skij!”

Morfar

Morfar var jo ‘importeret jyde’ og havde længe levet af at fiske fra klinten eller fra Klintholm Havn. Han havde stadig her under anden verdenskrig sit garnskur og hyttefad liggende under Jydelejet trykket helt op under klinten, med et stort hyttefad godt placeret således, at krystalklart vand fra et kildevæld højt oppe på klinten løb lige ned igennem det. Dette snedige arrangement gjorde, at de fangede ål der gik i dette vand i et par uger, var frie for ”rødsyge” og andre urenheder, og for øvrigt også herefter smagte dejligt friske. Garnskuret var et tjæret træskur med paptag, og garnene i det var kogt i en tynd tjæreopløsning. Så atmosfæren og lugten af  tovværk, tjære, fisk og petroleum var derfor meget speciel her, og selv i dag så mange år efter fremkalder disse lugte altid et flimmer af billeder og minder hos mig, når jeg af og til støder på dem ved en havn.

Det minder mig for resten om historien med spritdunkene. Morfar havde på en af sine ture på havet observeret nogle store 20-30 liter store sammenbundne dunke, der flød rundt i overfladen. De blev forsigtigt taget i land, og indholdet viste sig at være ægte finsprit!! Under krigen var finsprit vel omtrent lige så eftertragtet som guld, men fangsten skulle jo efter loven afleveres til tolderen på Klintholm Havn, så det gjorde morfar da!! “Nu har jeg fået det hele, ikke Theodor Andersen?” spurgte tolderen. ”Ja ja-ja ja, for helvede da,” forsikrede min morfar ham, medens hans tanker vist kredsede om de to 20 liter dunke der lå gemt i klinten hjemme bag garnhuset, Ja og så – for resten da – den han gav Chr. Stenpiller. Og så var der jo også den Lars Christian og hans svenske kone Karoline fik. Men alt det vidste tolderen jo ikke direkte noget om. At Lars Kristian og konen så ikke var ædru én eneste dag i de næste to måneder, kommer jo ret beset heller ikke den del af historien ved.

”Du gav ham da ikke det hele!” sagde min far til ham med et vantro og bestyrtet udtryk i ansigtet, da morfar langt senere fortalte ham om episoden. ”Nej for helvede da, jeg har da vist ca. 30 liter af det endnu …” ”Hvad bruger du det da til?” spurgte far lidt stakåndet og med opspærrede øjne. ”Ja ja, som du jo ved drikker jeg det jo ikke, så vi tænder da op i primussen med det, og pudser vinduer …” 

Fars bestyrtede ansigtsudtryk må have gjort et vist indtryk på ham, for spritten endte da kort efter hos os i København. Da far var fingernem med de fleste ting, varede det ikke længe før det lille køkken i Rådmandsgade var omdannet til et veritabelt laboratorium. Der bryggedes nu alskens likører: Kakaolikør, Doom, Grand Marnier og Bols osv.  Der blev sågar dampet etiketter af tomme indsamlede flasker for at give det rette synsindtryk og den rigtige atmosfære under nydelsen af de sjældne varer i krigstiden. Jeg kan helt tydeligt huske, at køkkenskabet var fuldt af klare og grønne flasker med flere farver likør! Der var da så naturligvis herefter livlig trafik af familie og venner. Brødrene Hækkerup, Per og Hans (Hans var min gudfar) var særdeles glade for et lille glas. Da de i forvejen var flittige gæster, og det jo var triste rationeringstider, blev der nu ikke mindre gang i den i Rådmandsgade 42.

Min morfar var delvis selvlært men en særdeles dygtig håndværker i træ. Her så mange år efter kan jeg se, at han havde en sjælden fin sans for konstruktioner og formgivning. Hans værktøj, som han i stor udstrækning selv fabrikerede, bar præg af opfindsomhed og kvalitet. Det gjorde i høj grad også det han fremstillede med redskaberne. Meget af det blev uden tvivl bearbejdet i den gamle, håndsmedede bænkskruestik, som var smedet hjemme i hans fars smedje ved Viborg. Ja, den ligger såmænd nu oppe på loftet over mit værksted og samler støv.

Morfar byggede så vidt jeg ved mindst 3-4 fiskerjoller. Den sidste kan jeg svagt huske. Den var oplinet ved svære lodrette planker i det store udhus på Djævleøen. Båden var klinkbygget lærk på eg, hvilket vil sige: Egetræsspanter hvorpå klædningen, altså lærketræsbordene, var fastgjort. Bordene var sammenholdt med ”klinker”, det vil sige håndsmedede, galvaniserede jernnagler med et stort hoved. De blev nittede med en kobberskive på indersiden af båden efter afklipning, og bordene kalfatredes herefter tætte med tjæret værk. Når disse ”bord” skulle bøjes, foregik det i en svedekiste. Svedekisten var en lang, smal fyrretræskasse, der blev stukket ind af det lille køkkenvindue. Den ragede så hen over komfuret. På komfuret var anbragt en stor spand  med vand, og på denne spand  hvilede kassen, der i bunden var forsynet med et hul til passage af dampen. ”Bordet”, altså lærketræsplanken, blev nu anbragt i kassen og dampet op ved hjælp af mormors stakåndede fyren med kvas i komfuret. Når planken så havde den rette temperatur, blev den ved fælles hjælp under svovlen, skælden og banden taget ud af kassen og hurtigt transporteret over gården og ind i udhuset. Herefter blev den anbragt på båden under eder og forbandelser, og hurtig fastgjort med store, hjemmelavede tvinger og klemmer, og derefter rettet til. Der var virkelig nervøs stemning på Djævleøen, når båden skulle klædes op.

Morfar var altså et hidsigt gemyt! Det siges, at denne gren af familien stammer i lige linie fra nogle af Vejleegnens natmænd. En vis sandsynlighed er der sikkert i denne historie, hvis man da som bevis vil føre det temperament flere af vore familiemedlemmer er i besiddelse af. Det siges i øvrigt at min oldefar, som jo var landsbysmed ved Viborg, blev benævnt ”Bette fanden”, altså ”Reservefanden”, uden tvivl på grund af sin voldsomme hidsighed. Det er jo sikkert herfra min morfar arvede en stor del af disse noget tvivlsomme egenskaber. Mor har fortalt flere grimme historier om utrolig hård behandling af hendes brødre. Men tiden og metoderne var vel også anderledes, hvis man skal bedømme den slags retfærdigt. I hvert tilfælde fandtes der ikke en bedre og mere omsorgsfuld morfar end ham vi oplevede, selvom hans temperament dog af og til skinnede igennem.

Morfar tjente under anden verdenskrig til dagen og vejen ved  blandt andet at hugge stød op på Klintholm og Liselund. Han arbejdede også i lange perioder på Klintholm Havn med torskeslagtning og garnbødning for de andre fiskere, og ind imellem vedligeholdt og reparerede han skiltning og trappetrin på Klinten for godset. Dette arbejde i Klinteskoven foregik  ved at vi kørte ud til Hotellet Hunosøgård og lånte hest og Jumbe, et lille spinkelt enspænderkøretøj, hvorpå skilte og værktøj blev læsset, og så gik turen ad de snoede grusveje i stejle kurver ud til skiltestederne og reparationsarbejderne.

Når vi skulle ud og hugge stød op eller på andet arbejde, blev den hjemmeflettede pilekurv pakket af mormor med to madpakker og en stor flaske hvidtøl med prop. Der blev fyldt varm kaffe på en anden stor, grøn hvidtølsflaske, som herefter blev rullet ind i aviser så den kunne holde sig nogenlunde varm. Hvidtøllet blev tappet fra det lille træanker, der lå på en gammel taburet og var forsynet med spuns (en hane af træ). Der blev altid tappet under stor påpasselighed, for der kunne godt være ørentvister i det sidste øl der var i tønden. Ankeret blev udskiftet én gang hver anden måned af ølvognen, som under krigen også leverede sødetabletter til øllet. Grunden til det var, at man på bryggeriet faktisk ikke under krigen havde det sukker til rådighed der normalt skulle i øllet.

Der blev nu anbragt en sammenlagt kartoffelsæk på stangen af morfars cykel, og jeg blev så sat sidelæns op herpå, og så gik det ad støvede grusveje, for der var ikke asfalteret på disse veje dengang. Når vi kom til de stejle bakker, og dem er der mange af her på Østmøn, steg vi af og gik til toppen. Og sådan fortsatte det til vi nåede ud til arbejdsstedet, som kunne være et stort stød i skoven, en jolle der skulle repareres, eller garnbødning.

Garnbødning foregik tit sammen med andre fiskere fra Klintholm og som regel i et stort skur på Klintholm havn. Garnene bødedes med bødenål i højre hånd og den lille korte bødekniv på lillefingeren, og der var raphed og rutine i bevægelserne. Alt foregik til ramsaltede fiskerhistorier og en spytten snus og skrå i én uendelighed. Politik diskuteredes i høje toner til fælles uenighed, når det da ikke gjaldt det satans tyske pak på havnen. Ja, og for resten også dem på møllen du ved…  Ja-ja … Ja, ja for helvede da, ja det er jo det gamle svineri … Pøj… Pøj … for satan... Og så stod snusen til alle sider, mens alle nikkede ivrigt bekræftende. 

Mormor

Min mormor var utrolig sød og kærlig.  Hun var en efternøler, som min oldemor Stine Meiniche i Mandemark fik med min oldefar Rasmus Hansen, som var enkemand og havde 3 børn i forvejen. (Link til Geni.com, genealogisk hjemmeside). De traf hinanden meget sent og var derfor også godt oppe i årene, da mormor som 18 årig blev gift med morfar. Det må have været rædsomt for disse gamle forældre, at se den fattigdom deres lille yndlingspige måtte leve under.

Stine Meiniche var efter sigende en meget stor personlighed. Hendes far havde været murermester og havde hovedsageligt arbejdet for Klintholm Gods. Hans far igen var fra Hørsholm i 1798 og blev senere ‘Bosniac’ ved Fr. d 7s Bosniac husarkorps.

I skudsmålsbøgerne måtte man på det tidspunkt ikke længere give ros eller ris, men så kunne man få en anbefaling på et løst ark i skudsmålsbogen – her fra ‘T.Scavenius født Castonier’ (KLIK FOR AT FORSTØRRE)

Hun havde som ung været barnepige for den senere statsminister Scavenius, hans bror Ove og den senere godsejer på Klintholm Sofus Scavenius, far til Carl Christian Scavenius som også blev kaldt ”Klintekongen”.

En tid blev hun husbestyrerinde hos en velhavende familie i København, og blev vist i denne periode gravid med en der uden videre emigrerede til USA, hvorefter hun gravid og alene måtte rejse tilbage til Magleby. Dengang gik man spidsrod i kirken om søndagen, hvis man ikke kunne stille med en far til barnet (det gjaldt min mormors ældre søster Sofie).  Stine Meinice har fortalt, at man i kirken forventede en bøjet nakke.”Men jeg havde ikke noget at skamme mig over, så jeg knejsede!”

Skudsmål fra A.Scheeel på Klosterskovgaard, der var en stor gård nord for Spejlsby, som oprindeligt hørte under Nordfelt Gods (KLIK FOR AT FORSTØRRE)

Man kan også se af hendes skudsmålsbøger, at hun alle steder har været betragtet som en højt respekteret personlighed. Hun havde til sidst en ganske lille forretning i Mandemark, hvor hun med stor flid vaskede for folk.

Rasmus Hansen arbejdede på Klintholm Havn i et større korn- og foderstoffirma, hvortil han fra Mandemark gik hver morgen. Mødetid kl. 6.

Min mormor var lille og elskelig. Hendes ansigt strålede altid af gensynsglæde, når vi gennem et helt liv kom på besøg hos dem, eller når de efter 1946 til jul blev hentet ved toget på stationen i Herfølge.

Hun var utroligt flittig. Hvis hun ikke var i sin have, syltede og henkogte hun. Hvad vi igennem årene har spist af hendes syltetøj og drukket af hendes saft er ikke småting. Når hun syltede, var det tit mit arbejde at pakke papiret af sukkertoppene og hugge sukkeret ud i klumper. Sukkertoppe var særligt egnet syltesukker, der leveredes i kegleformede toppe på 2-3 kg pakket i en slags kræmmerhuse af gult papir. Belønningen kunne så godt være, at smage på det afskummede, søde syltetøjsskum, sommetider på et stykke nybagt hvedebrød.

Aldrig var mormor i ro. Hun strikkede og hæklede eller stoppede strømper, så snart der ikke var andet at lave. Vi har her 35 år efter hendes død stadig nogle af hendes hæklede arbejder i skabe og skuffer. Hendes omsorg var uovertruffen. Når hun serverede the, pustede hun omhyggeligt på den til min ikke helt udelte glæde, men meningen med det var selvfølgelig at jeg ikke skulle brænde mig, og det er det der tæller og bliver husket.

Da jeg var 7 – 8 år, altså under krigen 1940-45, tog jeg af og til med hende på Hotel Hunosøgård, hvor hun tit hjalp til i vaskehuset og i opvaskekøkkenet, når der var brug for det. Jeg husker særdeles tydeligt disse forslidte vaskekoner med opsmøgede ærmer og våde forklæder, deres vaskebrædder, og det kolde skyllevand som de stod og rodede i. De trætte miner og ansigter gav et tydelig indtryk af, hvor hårdt sliddet var. Alligevel mindes jeg hende altid glad, når vi igen var hjemme i huset. Altid med det sirligt friserede grå hår og det omhyggeligt satte hårnet, velsoigneret og ordentlig. Tit faldt hagen ned på brystet af træthed, når hun havde haft en hård arbejdsdag og havde sat sig for at læse Møns Folkeblad.

Først i 1940’erne når jeg var alene på ferie, kørte mormor om tirsdagen på cykel til købmand Rasmussen i Magleby for at handle og for at hente ugens Familiejournal til mig. Jeg tror den kostede 25 øre dengang, hvilket var mange penge for hende. Men jeg fulgte jo med i ”Prins Valiant” og i ”Willy på eventyr med SM3,” og hun vidste jo, at jeg hentede inspiration her til mine enelege og snitten fine fantasifartøjer, og så læste hun jo da også selv artiklerne i den. At jeg så fulgte med i voksenromanen ”Den grå dame”, som  var et ubehageligt spøgelse der gik igennem vægge, og jeg derfor blev helvedes mørkeræd og skræmt af det, var en anden sag. Det gjorde faktisk, at når jeg i den store beboelses-ejendom hvor vi boede i København, skulle ned med skraldespanden igennem den lange med kroge, nicher og mørklægningsbelysning forsynede kælder, så var det med gåsehud over hele kroppen og strittende nakkehår og så for resten i løb.

Midt på sommeren var der børnefest i Magleby. Børnefesten startede for os ved at vi med mormor gik op til grusvejen og stillede os i venteposition. På et tidspunkt kom så alle Maglebys skolebørn marcherende med deres lærere i spidsen. Foran dem gik fire lokale musikere med hvide kasketter og horn. Når de passerede, sluttede mormor og vi os til flokken, og drog så ad snoede støvede grusveje sammen med dem forbi Hunosøgård ud gennem Jydelejet til Klinten. Ved Klinten holdt Overlærer Rasmussen sommertalen, og vi sang Mønssangen og andre danske sange. Lærer Sivertsen deltog også i sangen med sin vildt overdrevne ”kaninvibrato” med en fnisen til følge fra ungerne. Efter den medbragte sodavand og madpakke var fortæret, gik vi tilbage til Hunosøgård, hvor aftenen sluttede med dans i Annekssalen, og med de første spæde fornemmelser af at piger var anderledes, på en mærkeligt tiltrækkende måde.

For øvrigt fik en af disse sommerfester en uhyggelig og sørgelig afslutning. Midt om natten efter en sådan fest vågnede vi alle på ’Djævleøen’ ved en uhyggelig stigende og faldende tuden. Baaaaar Buuuuu – Baaaaar Buuuuu – Baaaaar Buuuuu samt lyden af tunge hjul der passerede oppe på grusvejen, der mærkedes som en rysten i huset. På vejen der gik forbi huset var tunge biler bestemt ikke noget der passerede ret tit, og da slet ikke på denne tid af døgnet, så alle i huset var på benene med det samme. Efter en stund sås store fejende lyskegler bag bakken og træerne der omkransede Hunosøen, og der lød fjerne stemmer og råb i natten. Herude hvor alt normalt var uden baggrundsstøj og da især om natten, gjorde dette dramatiske syn og disse ildevarslende lyde et sært og uhyggeligt indtryk på mig. Dagen efter kom min mormor cyklende hjem fra Hunosøgård med forklaringen og tårer i øjnene. En af køkkenpigerne hed Ellen. Hun kom sammen med køkkenkarlen Hans. Hans og jeg var gode venner, selv om han var meget ældre. Jeg fik af og til lov at sidde på hans bagagebærer, når han skulle ud at cykle småærinder. Om natten efter sommerfesten var Hans, Ellen og flere unge mennesker roet ud på Hunosøen i en af de små joller, som min morfar holdt  vedlige for hotellet. Hans havde efter sigende hele aftenen interesseret sig for en af de andre unge piger, der her var med i båden. Dette fik til sidst Ellen til at kaste sig i vandet i mørket. Søen var meget kold og dyb, og i mørket havde ingen en chance for at hjælpe hende op. Og som mormor fortalte morfar, medens hun skottede til mig for at se, om jeg var uden for hørevidde: ”De trak vod hele natten efter hende. Men først hen på morgenen fandt de hende på det dybeste.”  Det var meget tragisk og sørgeligt alt sammen, og jeg havde en stor klump i min 12 årige hals, for også jeg kendte jo Ellen fra køkkenet, og var vist lidt tiltrukket af hendes varme smil, som hun altid havde et af til overs til mig når jeg var med mormor dernede.

Jeg roede senere selv hjemmevant rundt i disse joller og kendte søen og dens bredder temmelig godt. I højre side og i den fjerneste ende var bredderne blokeret af en tæt sivbræmme, men i denne ende var der også en lille smal kanal ind i skoven med  brinker til begge sider. Disse brinker dannede i bunden nogle volde, som man påstod var resterne af Kong Hunos borg. Her var meget smukt, og der var særligt fint at fiske ved indsejlingen i sivene. Derfor kunne jeg slet ikke forstå reaktionen hos en fjortenårig køn feriepige fra København, som jeg havde danset meget med dagen før til sommerfesten, hvor jeg havde lovet hende en fisketur. Nu ville hun absolut fiske inde i kanalen, og blev skide sur da jeg sagde, at jeg aldrig havde hørt noget så åndsvagt!  Min 12 – 13 årige hjerne kunne dengang ikke helt regne ud, at der måske havde været noget bedre ”fiskevand” derinde.

Når morfar og jeg kørte rundt sammen, viste han mig en stor del af det smukkeste af Østmøn. Han kom altid i snak med mennesker hvor vi kom frem, og der kunne godt gå halve timer med at diskuterer politik og lokalstof. Jeg har en stærk fornemmelse af, at han ikke altid blev lige populær på sine retstatsmeninger og bastante postulater! (Læs om Retsforbundet på Wikipedia).

Afslutning

Vagn Hansen viser sig også at have et ‘meget mønsk’ stamtræ på mødrene side:

  • Vagn Hansen er årgang 1933 og hans mor og mormor er fra Mandemarke.
  • Hans mor Valdis Andersen er fra Møn (f. 8/3 1910 i Klintholm Bjergmark, Magleby, død 7/6 2004 i Køge).
  • Hendes mor – Vagns mormor – er Maria Victoria Rasmine Hansen f. 27/2 1888 i Mandemarke, død 20/11 1962 Næstved.
  • Hendes mor – Vagns oldemor – er Sidse Kirstine Meiniche, f. 14/11 1848 i Mandemarke, død 30/5 1931 i Mandemarke
  • Hendes mor – Vagns tipoldemor på mødrene linie – er Maren Pedersdatter, f. 12/8 1808 i Busemarke, død 4/9 1872 i Klintholm Bjergmark, Magleby.
  • Hendes mor – Vagns tiptipoldemor – er Sidse Christensdatter, f. i Råbymagle, Borre, død 4/4 1845 i Busemarke.
  • Hendes mor – Vagns 3*tipoldemor – er Maren Ludvigsdatter, om hvem det kun vides at hun var født i Magleby. Men hendes forældre, nogle bedsteforældre og 2 af hendes oldeforældre kendes også, herunder:
  • Marens mor – 4*tipoldemor – er Ellen Eggertsdatter, f. i Magleby, død i Magleby 10/5 1789.
  • Ellens mor – 5*tipoldemor – er Maren Lauritzdatter, f. 1672 i Sømarke, død 13/1 1713 i Magleby.

Og her slutter sporet når man følger Vagns mødres mødre tilbage i 8 generationer. Og alle 8 mødre er født i Mandemarke, Busene, Magleby, Sømarke,  Busemarke og en enkelt så langt væk som Råbymagle, der er helt udenfor sognet nemlig i Borre Sogn. Magleby Sogn er den østligste del af Møn og udgør sammen med Borre Sogn hele Østmøn. Og de er også alle sammen pånær hans mormor og bedstemor døde i Magleby Sogn.

Endnu længere tilbage kan man komme, hvis man følger faren til Maren Ludvigsdatter (3*tipoldemor) som hed Ludvig Jacobsen, f. i Magleby, død 17/11 1734 i Magleby. Hans far – altså 5*tip oldefar – var Jacob Michaelsen, f. 1675 i Magleby, død 18/9 1735 i Magleby, hvis far – altså 6*tip – var Mikkel Jensen Smed, f. maj 1619 i Magleby, død 4/8 1707 i Magleby, hvis far – altså 7*tip oldefar var Jens Erichsen, f. 1600 i Magleby, død 4/10 1668 i Magleby.

Vagns oldemor Sidse Meiniche kan altså følges 7 generationer tilbage uden at komme udenfor Magleby sogn! Når der i kirkebøgerne stod Magleby som fødested, dækkede det ofte over et af stederne i sognet, som kun undtagelsesvis blev angivet.

Efternavnet Meiniche havde Sidse fra sin farfar Johan Jacob Meiniche, som sammen med sin kone Sophia Dorthea Gratop var kommet fra Mechlenburg i Tyskland til Danmark sidst i 1700-tallet. De var vist flygtet via Sverige til Frederik 6.’s husarkorps i Køge.

Sidses far Johan Frederich Bastian Meiniche var altså 2.generations-indvandrer. Han kom fra Køge til Magleby sogn, hvor han den 25/11 1836 blev gift i Magleby kirke med Maren Pedersdatter, som var født i Busemarke. Begge Sidses bedsteforældre døde i ‘Klintholm Bjergmark’ og bedstefaren arbejdede som murer på Klintholm og var formentlig med til at bygge det nu siden nedrevne slot.