Busenevej 24

I dag ejes huset af Annegrethe og Arne Lindahl, som købte huset af Else og Finn Carlsen den 1. juli 1970.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

En smuk vinterdag 25. december 2010 med uberørt julesne

Arne tager imod i døren

Arne tager imod i døren (klik for at forstørre)

SONY DSC

Anne Grethe og Arne en ganske særlig dag i 2014 (klik for at forstørre)

I 2016 blev den årlige generalforsamling i Mandemarke Bylaug afholdt i deres have ud mod vejen, hvor der var læ (se billede her). Efter generalforsamlingen var der socialt samvær og lidt godt til munden i den store have på den anden side (klik her for at se huset fra havesiden).

Det er Arne og Anne Grethe som sammen har skrevet den fine sang om Mandemarke. Og de er også meget kreative, Anne Grethe med fotokunst og Arne med akvarel og tegning.

Arne har fortalt om husets erhvervelse m.m.

Arne (f. 1938) arbejdede i 1970 som læge på Næstved sygehus, og familien havde gennem længere tid ledt efter et fritidshus med en speciel beliggenhed, som kunne være fast base i weekenderne, da ansættelsessteder kunne skifte. Ved en udflugt kom de tilfældigt igennem Mandemarke og så et Til-Salg skilt ved Busenevej 24. De stoppede og gik hen og kiggede. Der var en stor mødding foran stalden, huset var forfaldent og stråtaget var defekt. Så de gik tilbage til bilen og kørte videre mod Busene. Ved Høvblege standsede de og gik derop – og indså så: ”Her skal det være!”

Der var 75 km’s kørsel fra Næstved og det passede fint til familiens behov, så de endte med at købe huset af Finn Carlsen. Han var netop flyttet tilbage til gården på Busenevej 19, hvor han var barnefødt. Han var nu gift med Else og havde netop overtaget gården fra sine forældre.

Det gamle bindingsværkshus havde indvendigt små gnidrede rum og dårlig gulvbelægning. På loftet lå der stadig hø for at isolere, så der blev ryddet og en masse vægge blev revet ned og loftsbjælkerne blev forstærket så der var klar til at inddrage overetagen (det skete nu først omkring 25 år senere).

Alle gulvene blev taget op og der blev gravet ud, så der kunne støbes ud med isolerende Leca-beton inden der blev lagt nye gulve. Nye og nye – på den tømmerhandel der den gang lå i Nyborre, havde de nogle gamle planker fra nedrevne pakhuse i København, som var mere end det man den gang kaldte ’tomme tykke’. Da tømmerhandelen skar dem over i to, kom der det smukkeste gamle pommerske fyr frem fra midten af de gamle pakhusplanker. De blev skåret til i den rigtige længde, så de passede til husets størrelse og lagt i huset, hvor der i den østlige ende blev lavet et stort køkken-alrum. I midten blev den gamle skorsten, hvor der sikkert i gamle dage havde været åbent ildsted til at lave mad, udbygget, så der bl.a. blev plads til en pejs og en niche til en gammel støbejernskamin. Det var i det hele taget et flerårigt projekt at bringe det gamle hus op til acceptable moderne standarder, men så var der også tid til at tænke over hvordan alt kunne gøres bedst muligt med respekt for det gamle hus’ historie.

Arne var som mange læger også praktisk med sine hænder, og det har sikkert givet respekt hos de forskellige naboer, for alle husene var jo beboet af familier med tilknytning til Mandemarke og mange var både født og opvokset i landsbyen. I begyndelsen kaldte de lokale huset for ”doktor-huset”, for Arne var jo læge, men efterhånden fandt de ud af at han alligevel godt kunne accepteres. Arne huggede selv cementen fra den gamle mødding væk, og det har nok gjort et vist indtryk på naboerne at se ’doktoren’ svinge mukkerten.

Fra 1981 blev Anne Grethe medejer af huset. Hun og Arne lærte deres naboer at kende og blev nære venner med flere i landsbyen, især Edit og Verner Petetersen fra nabogården (Busenevej 20). Bekendtskabskredsen er siden vokset betydeligt. Da Arne kom til Mandemarke var Jens Helmos hus på Busenevej 14 ’københavnerhus’ – det var vist en chefredaktør Aage Deleuran fra Berlingske Tidende. De havde sat huset fint i stand, men kom der ikke ret meget og solgte det også nogen tid efter. Og så havde Ole og Mette Rasch også købt deres ’københavnerhus’ året før (Skovstrædet 1). Og sådan er det jo fortsat så stille. Læs også historien om Københavnerne kommer.

Arne købte som nævnt huset af Else og Finn Carlsen. Som nabo i Busenevej 26 boede Finn Carlsens faster, Christiane Carlsen. Hun var fra omkring 1890 og var ugift – og altså storesøster til Finn Carlsens far. Til den anden side i Busenevej 22 boede Randi og Verner. Han blev kaldt ”Spjæt” – fordi han var ret lille i forhold til sin kone – og var bror til Finn Carlsens kone Else og altså Finn Carlsens svoger. Deres hus var ikke stort, så da Randi havde fået sit femte barn har der været godt fyldt op med køjesenge. Det var før overtagen blev udnyttet og huset var blevet forsynet med en lille tilbygning ind mod gården i nr. 10. Men det nu ikke så imponerende med ’bare 5 børn’, for der havde tidligere boet en familie på 10 børn. De havde dog ikke boet hjemme på samme tid, for man kom jo tidligt ud at tjene den gang.

Lige overfor i Busenevej 10 boede Valdemar og Kristine, for de lige numre på Busenevej fortsatte ned ad den lille stikvej til de andre huse og den anden større gård i landsbyen som var blevet liggende i landsbyen ved udskiftningen i starten af 1800-tallet, hvor Edith og Verner boede. Valdemar var imponeret da ”doktoren bankede en møddingsmur ned, jo-jo, ja-ja …” Han talte ærkemønsk og oven i købet meget nasalt efter en ganeoperation. Arnes far Svend Aage var også meget glad for at være i Mandemarke og møde de lokale, og han malede blandt andet en meget fin akvarel af Valdemar, som ligger her på hjemmesiden. Valdemar havde arbejdet for Klintholm Gods i hele sit liv i skov eller mark. Han syntes at den gamle godsejer på Klintholm som blev kaldt CC, som var meget jovial overfor alle syntes at han var lidt for folkelig i forhold til sin far, for han var ikke som ”den gamle kammerherre” (Sophus Scavenius).

Valdemars far, som tidligere havde boet i Valdemarks hus på Busenevej 12, blev i øvrigt kaldt ”doktor Hansen” fra den gang han kørte som chauffør for doktor Fenger i Borre. Det var doktor Fenger, som var født omkring 1910, der havde udtalt på mønsk: ”Der var dejligt på Møn – men bedre før broen!” Dronning Louises Bro blev indviet i 1943, således at Møn herefter blev landfast med Sjælland. Doktor Fenger kørte på lægebesøg på cykel i korte bukser!

Fenger havde i øvrigt været meget aktiv i modstandskampen på Møn og ledte sammen med den gamle baron Niels Rosenkrantz hjælpeaktionen for 275 koncentrationslejrfanger som på en gammel pram kom til Klintholm Havn ved befrielsen. Da baronen havde overdraget Liselund til sin søn, men stadig viste folk rundt på godset, gav han en gang anledning til bemærkningen: ”Nå, så det er den gale baron!” da han fortalte at det ikke længere var ham der ejede godset og var den rigtige baron. Carl Christian Scavenius, som var godsejer på Klintholm i 1945 efter sin far, Sophus Scavenius’ død, støttede også modstandsbevægelsen og sørgede efter krigen for at adskillige fra den danske modstandsbevægelse fik huse på Østmøn (således kom bl.a. Erik Huusfeldt fra Frihedsrådet til Kobbelgården).

Henne på gården Busenevej 20 boede som nævnt Edith og Verner, som Arne og Anne Grethe efterhånden blev meget nære venner med, så de også var med til deres guldbryllup i forsamlingshuset i Hjertebjerg. Verner var barnefødt på gården og arvede den som 12-årig, hvor hans far døde. Arne mindes at han måtte give en hjælpende hånd den gang Niels Sandø, der havde købt huset på Busenevej 15 som fritidshus, skulle interviewe Edith og Verner, da han benyttede sine journalistiske færdigheder til at indsamle oplysninger og historier om Mandemarke og beboerne der. For Niels havde som hurtigt-talende københavner brug for hjælp til at få oplysningerne fra de sindige og meget mønske bønder. Især Verner var meget fåmælt!

Arne mindes som læge, at han konstaterede at der i Mandemarke stadig var mange som havde det man som læge den gang med et gammelt udtryk kaldte ”kummersygdomme” som i et U-land.

Arnes eget bidrag til historien om huset i familien Lindahls eje

”Bondehuset”, slet og ret, tidligere kaldt ”Smedehuset”, fordi smeden i flere generationer boede her, blev 1. juli 1970 overtaget af familien Lindahl. Det tidligere husmandssted med køer og svin i stalden blev nu fritidshus – efter at Finn og Else Carlsen og deres tre piger flyttede til Finns fars gård (Busenevej 19). Hvad kunne det ikke fortælle om beboerne siden 1865!

Hvilken beliggenhed: I Mandemarke på Høje Møn, bag klint og skov og prægtige bakker – med frit udsyn over mose og marker til Østersøen mod syd – og med bondehave og landsbyidyl mod nord. Med huset solidt og tørt placeret øverst og grunden jævnt skrånende på solsiden. Grundens sjove vinkelform (med landsbykilden i midten) genfindes på bykortet fra 1796. (Følg linket HER og se udsnit af det gamle kort, hvor grunden er nr. 22 – og noget der kunne ligne landsbykildens udspring kan ses på nabogrunden, red.tilf.)

Haven anlægges: Grunden på søsiden var åben og forblæst, så huset skuttede sig mod kysten. Det gjaldt om at skaffe læ, og det lykkedes ad åre – dels med stendiger omkring huset – og dels med plantning af læbælter. Men de gik nu ud i flere omgange indtil robuste ahorn, røn, birk, havtorn og vilde roser klarede blæst og gus. På husets sydside og østgavlen anlægges terrasser med stenbelægning, og haverummet møbleres ved udflytning af bærbuske og buksbom. Til gengæld skyder gamle pinseliljer og perlehyacinter trofast op hvert år. Fodergræsset på skråningen slås og bliver til plæne. Men engen forneden må klares med le – gamle Valdemar (fra Busenevej 10) viser kunsten. Senere sørger gårdmand Verner (Busenevej 20) for at græsset her fornys efter fint kontrolleret afbrænding. Nu kan der spilles fodbold. De fine gamle frugttræer må efterhånden give op og nye plantes. Læbæltet bliver skov og fuglelivet stortrives. Fasaner søger ly for jægerne, og rådyrene er faste gæster i den store have, hvor også ugler med unger jævnligt holder til. Fra mosen høres gøg og nattergal.

Huset forvandles: Fra starten og nu gennem mere end 45 år er de lindahlske bestræbelser gået ud på at skabe og vedligeholde et smukt og ærligt hus – i det ydre efter mønsk byggeskik og i det indre en funktionel, enkel ferie/fritidsbolig med gode naturlige materialer og nu orienteret mod den herlige udsigt. Det indebar at de små, mørke rum blev slået sammen til stort , lyst pejsestue-køkken-alrum med havedør, hvor et skæmmende vindfang fjernedes. Og så skulle alle vinduer og døre fornys. Nyt loft med ekstra bjælker. Udgravning og fundering. Indervæggene af tørrede lersten kom til terrasseforlængelse. Ydervæggene er bindingsværk med blokke – dog ikke mønsk kridt, men limsten fra Scavenius-ejet brud på Stevns. Til gulvet havde Borre Savværk 7 m lange, brede planker af pommersk fyr fra 1700-tals pakhus i Københavns havn – skønt. Og midt i stuen stod nu en ensom og høj skorsten, som inviterede til at udbygges med kogeniche og pejs efter eget design. Som murer virkede Hans Hemmingsen fra Mandemarke (Strædet 6) – og som tømrer Ole Jon Ørnum fra Sømarke. Familien knoklede og naboer bistod – Per Høhne (Busenevej 15) med rør- og radiator-arbejde. Ild i pejsen og fest i huset.

Det her foregik omkring 1980. 25 år senere kom så den anden store metamorfose – udnyttelse af tagetagen. Nu med fremragende tømrer-snedker-arbejde af svigersøn Joakim. Stort, lækkert, hvidt rum, fine kviste, fransk gavlaltan og senere ekstra toilet. Sikke muligheder med udvidelsen !

Som kronen på værket fulgte så nogle år senere en tæt og smuk nytækning af det gamle stråtag. Så det passede bare fint med en flagstang som gave fra Mandemarke-venner ved Anne Grethe og Arnes 150-års fejring 2014.

Liv i Huset: For alle i familien, gamle, unge og børnebørn er ”Bondehuset” et elsket medlem, som gennem alle årene har stået for et væld af udfoldelse og gode oplevelser. Det er kombineret med glæden over resultatet af knokleriet, investeringerne og kreativiteten for hus og have, men også med berigelsen ved at færdes i den store natur og udnytte de kulturelle og sociale muligheder. Fire generationer har siden 1970 delt glæderne men også i høj grad ladet andre få del i herlighederne – familie, venner både i Mandemarke og udefra, trofaste lejere, bl.a.Knud og Tina Petersen, som siden blev husejere selv i Mandemarke, børne-og ungekammerater, kolleger, kunst- og visevenner mm.

Bylaugets mange forskellige aktiviteter og traditioner har i en lang årrække været et kæmpe plus for stedet, og der trækkes fint på et bredt panel af kompetencer blandt Mandemarkerne. Mulighederne i hus, have og omgivelser kan udnyttes året rundt med hygge ved pejsen, afslapning på terrassen sport, strand- og skovture, spil, hulebyggeri, fotosafari, malen og tegnen, fiskeri o.m.a. (Arnes malerier og tegninger m.v. er omtalt under kunstnerne – red. tilf.).

Husets historie før 1970

Bindingsværkshuset på Busenevej 24 er ifølge BBR (det Offentlige Bygnings- og Boligregister) opført i 1865.

Det var en periode hvor både Klintholm og Gjorslev på Stevns havde en og samme godsejer. Derfor blev der i den periode rejst en del mure i Mandemarke med de solide limsten fra Stevns klint. Endegavlen ud mod vejen på Busenevej 24 står tilbage som en af flere af den slags mure. Lige på den anden side af stikvejen ligger Busenevej 10, som er fra 1880 og stadig tydeligt er bygget af limsten.

Men ellers er der ændret meget fra dengang. Det gælder ikke mindst siden Finn og Else Carlsen flyttede fra huset i 1970 og over til den fædrene gård på Busenevej 19.

busenevej-24_FinnLinddahlsG

Fotografi af Busenevej 24 engang i 1960’erne

Foruden den gode udsigt gemmer haven på en vist endnu springende kilde, der i generationer har været brugt af landsbyens beboere.

Ejendommen må i mange år have været bolig for landsbyens smed, for på det gamle matrikelkort (som blev optegnet af Mandemarke i 1798 og blev benyttet til at registre ejerforhold indtil 1860), kan man se at ‘Hans Schmidt – smed’ havde sin jord langt oppe i bakkerne og at hans parcel havde nr. 22, dvs. at han boede på ejendommen her. Se kortudsnittet, hvor man også kan se formen på den gamle bebyggelse, som i 1865 blev erstattet af det nuværende hus.

I tiden lige inden første verdenskrig flyttede Mandemarkes nye smed Vilhelm Hansen ind i huset. Johanne Olsens livserindringer (her på hjemmesiden) indeholder også oplysninger om hendes far, som er gengivet under omtalen af den gamle smedje.

Vilhelm Hansen var barnefødt i landsbyen som søn af Hans Peter Hansen og Sidse Marie oppe i “Tørvelukke“. Arbejdet var hårdt. Og anden nytårsdag 1925 døde Vilhelm Hansen kun 47 år gammel.

Smeden var enkemand og efterlod sig 3 sønner Bernhard, Richard og Vilfred. Efter ham var der ingen som overtog hammer og blæsebælg på den gamle nu forsvundne smedje på Busenevej.

En af smedesønnerne overtog huset. Men han boede der ikke meget. Så både i sommeren 1925 og 1926 lejede han huset ud til maleren Willy Bille.

Johannes Sørensen købte i 1926 det dengang hvide bindingsværkhus og fik samtidig tilkøbt sig en bid jord fra godset.

Ved folketællingen i 1940 skulle (selv om det ikke klart fremgår af folketællingsskemaet) huset have været beboet af følgende (navn, fødsesdato, fødested, stilling):

Johannes Sørensen 4/4 1894 Magleby Husfader Parselist
Dorthea Jensigne Marie Andræa Sørensen 21/11 1903       “ Husmoder
Folmer Eigil Sørensen 26/8 1926       “ Barn
Herdis Valborg Sørensen 2/12 1928       “ Barn

Johannes og Thea, som hans kone blev kaldt, var blevet gift 9/5 1924. Johannes erhverv blev på skemaet angivet som ‘Parselist’. Han var ikke den eneste med denne stillingsbeskrivelse, idet Sofus Nielsen på Busenevej 4 også blev betegnet sådan (men det var også den samme såkaldte Tællingskomissionær der har lagt navn til stavningen), og om Sofus ved vi at han havde et lille stykke jord på den anden side af Busenevej. Så parcelist blev man nok kaldt, når man ejede et lille stykke jord. Det passede nok også godt på Busenevej 24 også i 1940.

Bitten Eskling, der var barn af Alvine og Herman Vinge på Busenevej 2 (som hun siden 1984 igen bor i), fortæller at hendes forældre kom meget hos Johannes og Thea og spillede kort, og at de ejede huset indtil Finn og Else Carlsen overtog det.

Da Finn og Else Carlsen købte ejendommen i 1960, hørte der 9 tønder land til, som tre år senere blev udvidet med fire tønder land købt af genboen Valdemar Hansen på Busenevej 12.

Og da Finn og Else i 1970 overtog Finns barndomshjem efter hans far – den firelængede gård på Busenevej 19 – må jorderne være blevet overført til denne inden salget til Arne i 1970, for i dag hører der ikke marker til huset.

Men det er stadig en pænt stor grund der hører til huset, for ifølge BBR er den på 3.700 kvm. Så Arne ville måske også blive registreret som ‘parcelist’ i dag!