Oldtiden ca. 4.000 f.Kr til vikingetidens afslutning ca. 1.000 e.kr.

langdysse-ved-busemarke

Langdyssen ved Busemarke (nr. 2 på listen nedenfor)

Møn har været beboet fra meget gammel tid. De første spor af mennesker går ca. 14.500 år tilbage, men i det mønske landskab i dag er det primært gravhøjene fra bronzealderen, der viser sig. Der er ca. 800 gravhøje på Møn, og selvom mange af disse i dag er overpløjede, kan de stadig synes i landskabet. Også vikin­gerne har efterladt sig sine spor, eksempelvis menes mange af de mønske landsbynavne at stamme fra vikingetiden, herunder Røddinge og Keldby.

Storstensgrave / megalitgrave / kæmpehøje

kort_OversigtoestmoenSe hvor tæt gravhøjene har ligget på Østmøn – og tænk på at de har ligget der i 4-5.000 år!

I tiden omkring 3200 f.Kr. var der byggeboom i Danmark.

Man skønner, at der over en periode på 100 år blev opført op mod 4.000 jættestuer, hvoraf omkring 700 bevaret frem til i dag.

Traditionen med byggeriet af de store stengrave kom til Danmark med de første bønder. Blandt de mere end 60 storstensgrave der kendes på det vestlige Møn, er den store “Klekkendehøj“-jættestue sammen med den nærliggende “Kong Asgers Høj” nogle af landets mest besøgte og fineste gravanlæg fra bondestenalderen (4.000-1.700 f.Kr.) Klekkendehøj indeholder to adskilte gravkamre med hver sin indgang og er derfor en af de relativt sjældne dobbelt-jættestuer.

Nær Mandemarke kan fremhæves følgende storstensgrave:

  1. Sømarkedyssen med de mange skåltegn – ligger øst for Sømarke
  2. Busemarke / Nøddebjerggård langdysse – ligger vest for Busemarke
  3. Den store gravhøj ved Elmelunde kirke – ligger meget overraskende lige op til kirken i Elmelunde
  4. Øster Brøndehøj på Østmøn på Hampelandsvej ud til fyret – ligger på Hampelands vej før Møns fyr
  5. Kraneled langdysse – ligger mellem Kraneled og fyret
  6. Klinteskovens bronzealdergravplads på Møn – ligger i Klinteskoven tæt ved campingpladsen

Se alle links til Møns jættestuer, langdysser og gravhøje og andre seværdigheder (under fanebladet ‘Gode links’).

Se også oversigten over alle fredede fortidsminder i Vordingborg KommuneWikipedia/Wikiwand (åbnes på ny fane).

Oldtidsfund

På Møn er fundet mange flintredskaber fra stenalderen, forarbejdet af øens rige, naturlige flintforekomster. I Hårbølle er der således fundet 16 smukke flintdolke fra slutningen af stenalderen.

Ved Keldby er et bronzekar fundet, der er fremstillet i den græske koloni Tarent i Italien ca. 300 f.Kr.

Budsene offerbrønd, brønd af udhulet ellestamme, udgravet 1903 ved Busene på Møn. Stednavnet Busene, eller som man også stadig ser Budsene, kendes fra 1266 som Buszinge, antagelig af forleddet i navnet på nabobyen Bussemarke og –inge, dvs. ‘stedet, som udflyttere fra Bussemarke har grundlagt’. I offerbrønden blev der i yngre bronzealder ofret kvindesmykker af bronze samt dele af dyr. Tæt ved findes gravhøje og en firkantet stensætning fra bronzealderen. Brønden er nu på Nationalmuseet. (Flemming Kaul: Budsene offerbrønd i Den Store Danske, Gyldendal). Stednavneforskere mener at de ældste stednavne med endelserne -heim, -inge, -lev, -løse og -sted hører til i jernalderen og menes at være opstået i løbet af det tredje og fjerde århundrede e.Kr.; måske er -ingenavnene endog nogle hundrede år ældre.

Ved en stensætning ved Busene Have blev der i 1874 fundet en skat fra vikingetiden, kaldet Mandemarke-skatten. Den bestod af sølvsmykker og enkelte guldringe og havde en samlet vægt på 964,4 gram, altså næsten 1 kilo!

mandemarkeskatten-flettet-halskaede

Flettet halskæde med dyrehoveder (kopi fra Mandemarke-Skatten, som kan bestilles via klik på billedet)

Ved bronzealder-gravhøjen Øster Brøndehøj (nr. 4 på listen ovenfor) er der opsat følgende planche (klik på billederne for at forstørre):

Øster Brøndehøj planche   Øster Brøndehøj - udsnit af planche

Gravhøjen kan også findes på en ældre hjemmeside af Nationalmuseet om Guder og grave ved søgning efter Busene Have.

De historiske perioder

Man plejer at opdele perioderne i stenalder, kobberalder og jernalder – og så har hver periode sine underopdelinger.

Stenalderen i Danmark opdeles således:

  • Jægerstenalder: 12.800 f.Kr. – 3.900 f.Kr.
    • Ældste stenalder: 12.800 f.Kr. – 8.900 f.Kr.
    • Ældre stenalder: 8.900 f.Kr. – 3.900 f.Kr.
  • Bondestenalder: 3.900 f.Kr. – 1.800 f.Kr.

Som man kan se af skemaet nedenfor underopdeler man også perioder efter gravskikke.

Tragtbægerkulturen i Danmark (iflg. Wikipedia)

Periode Tidlig Tragtbægerkultur Sen Tragtbægerkultur Enkeltgravskultur
Gravskik Runddysser, langdysser Jættestuer Jættestuer/enkeltgrave
Tidsrum ca. 4.200 – ca. 3.500 f.Kr. ca. 3.500 – ca. 2.800 f.Kr. ca. 2.800 – ca. 2.400 f.Kr.
Typelokalitet Barkær Volling, Sarup Vroue
Typeredskab (-er) spidsnakket økse tyknakket økse stridsøkse
Husdyr hund, får, ged, kvæg, svin hund, får, ged, kvæg, svin hund, får, ged, kvæg, svin

På et tidspunkt kan man så se at metallet bronze er kommet til, og det giver så navnet ‘bronzealderen’, som har sit navn efter den metallegering af ca. 90% kobber og 10% tin som i den periode var det mest avancerede materiale til redskaber, våben og smykker, selv om man fortsat brugte stenredskaber frem til romersk jernalder.

Bronzealderen indtræffer på forskellige tidspunkter i forskellige områder. I den første tid er bronze kun til ornamenter i sparsom mængde, da tin var svært tilgængeligt. Først omkring 2000 f.Kr. blomstrer den internationale samhandel, fordi tin udvindes i England, og det bliver nu muligt at lave våben og redskaber i større mængder.

Fra omkring år 1800 f.Kr. var der en selvstændig nordisk bronzealderkultur. Kobber og tin til bronzen blev byttet for rav og skind. Det blev byttet mod flint i Nordnorge. Fra Danmark sejledes flint langs Norges kyst. Skindene blev sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev solgt i England for tin. Rav har næppe været så stor en handelsvare, som tidligere antaget, hvorimod uld og især uldklæder angiveligt var en eftertragtet eksport og handelsvare, hvor et enkelt klædestykke kunne omsættes for bronze til adskillige sværd. Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal. Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig en organiseret handel styret af en magtfuld overklasse. Det var dyrt at udruste de lange handelsrejser.

Der findes ingen skriftlige kilder fra den nordiske bronzealder, hvorfor forståelsen af den periode er baseret på de mange prægtige våben, smykker og gravfund (fx Egtvedpigen fra ca. 1300 f.Kr.) samt mere rituelle sager som lur-instrumenter og den unikke Solvogn.

Bronzealderen i Danmark inddeles i:

  • Ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.) som igen inddeles i tre perioder: I, II og III
  • Yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) som igen inddeles i tre perioder: IV, V og VI.

Forskellen på ældre og yngre bronzealder er især skiftet fra jordfæstegrave til ligbrænding og ændringer i stil, smykker og andre genstande.

Jernalderen i Danmark regnes i dag som tidsrummet mellem ca. år 500 f.Kr. til år 850 e.Kr. De tidligste tegn på jernudvinding i Danmark stammer fra ca. 500-200 f.Kr.  Råmaterialerne til den indenlandske jernudvinding var trækul og myremalm.

Hvis man ser på den materielle kultur, kan jernalderen deles i to perioder, som skiller omtrent ved år 200, hvor muldfjælsploven blev indført. Det betød at markerne kunne give større udbytte, og dermed at befolkningstallet steg.

Man kender enlige gårde, men især hele landsbyer fra jernalderen. Fælles for de enligt beliggende huse og dem i landsbyer er, at de var orienteret i retningen øst-vest eller nordvest-sydøst med beboelse i vestenden og stald i østenden. Staldenden kunne indeholde båse til 3-10 stykker kvæg, geder, får og sjældnere en hest eller to. Midt i huset var loen med dør i begge sider. Møddingen lå ved norddøren. Alle landsbyer som ender på -ing, -um, -lev, -løse og -sted menes at være grundlagt i jernalderen eller tidligere.

Vikingetidens begyndelse sættes traditionelt til år 793, hvor klosteret på den hellige ø Lindisfarne (Holy Island) i Nordengland blev plyndret. Godt nok er der ikke bevaret samtidige kilder til dette overfald, og der fandt angreb sted på de frankiske kyster så langt tilbage som 500-tallet. Ikke desto mindre tog antallet af togter dog for alvor til fra omkring år 800, så det symbolske årstal er ikke helt forkert.

Én af de store teknologiske nyskabelser i vikingetiden var udviklingen i skibsbygning. Både de sejlførende oceangående handelsskibe og de lette hurtige krigsskibe, som både kunne sejle med sejl og årer, blev større, hurtigere og mere sødygtige. Det var langskibe og knarr. De bedre skibe betød, at der blev langt mere kontakt både mellem de forskellige dele af Norden og til udlandet. At det var muligt for vikingerne at etablere nye kolonier i Nordatlanten skyldes med stor sandsynlighed også det relativt varme klima, som flere forskere mener at have påvist for denne periode. Den middelalderlige varmeperiode (MWP) var en periode med relativt varmere klima i området omkring den nordlige del af Atlanten i forhold til den foregående og efterfølgende. Den omfattede perioden fra 10. århundrede til 14. århundrede, som i Europa betegnes Højmiddelalderen.

Historikere taler om at fokus på vikingerne for denne periode måske har været for stor, for der havde allerede længe været stor rejseaktivitet. Vikingesejlet som man kender afbildninger af var en af forudsætningerne for den meget ekspansive vikingetogter, men det var bestemt ikke den eneste. Og det var heller ikke så mange af nordboerne som tog ud på disse togter, hvor det også krævede store, stærke mænd at kunne ro langskibene, når vinden ikke lige stod ind bagfra. Faktisk har man fra mange grave i Danmark fra perioden konstateret at der var mange syge og svage – som måtte blive hjemme for at passe jord og husdyr!

Omkring år 800 fandt man ud af at lave stål, og det ændrede radikalt på forholdene, idet stål som legering af kulstof og jern i modsætning til det rene, bløde jern man længe havde haft til sin rådighed, kunne hærdes og var meget stærkere og holdt skarpheden meget bedre. Når man kunne lave tveæggede slagsværd som var meget holdbare, forstår man bedre den store succes vikingerne ude i verden fik. Men også i det hjemlige var det af stor betydning at man kunne producere skarpe og langtidsholdbare knive. Der er derfor historikere som siger at navnet stålalderen derfor siger mere om denne historiske periode når man kigger på Danmark.

Kristendommen kom til Danmark og dermed ændrede gravskikkene sig igen, således at man nu gravlagde kvinder og mænd adskilt, ligesom man ophørte med at lægge gravgaver. Vikingetiden – eller ståltiden – ophørte således omkring 1.000 hvor kristendommen kom til Danmark.

Læs også artiklen om før-kristen begravelsesskik i norden.