Fly over Mandemarke

Talrige tyske fly kastede deres truende skygger ned over Østmøn om morgenen den 9. april 1940. Baron Erik Rosenkrantz noterede i sin kalender om observation af 22 fly over Liselund og 8 over Borre kl. 7.40 om morgenen. Havde baronen været tidligere ude og kigge mod himlen ville han have set langt flere. Invasionen af Danmark og Norge var i gang. Og som i dag lå Østmøn i den logiske luftkorridor, der giver den mest direkte vej til København sydfra. Finn Carlsen kan tydelig huske, hvordan han den samme morgen sammen med sin far så de tyske fly flyve lavt hen over øen, at man kunne se piloterne.

Der blev i løbet af krigen mistet flere fly over Møn på begge sider. Eksempelvis kom en tysk 2-motorers bombefly af typen Heinkel 111 så tidligt som den 24 juli 1940 flyvende tæt forbi Borre Kirke fra nord kun holdt i luften af en enkelt motor. Ved 10 tiden passerede den lige øst for Klintholm Havn for kort efter at ramme vandet.

Der skulle komme mange andre fly ind over Østmøn, men i modsætning til den 9. april var de stort set alle allierede. Ifølge Finn Carlsen kom mange af dem om natten. Og når de passerede om dagen på bombetogter mod Tyskland, var de så højt oppe, at man dårlig kunne se dem. Der var dog en undtagelse. Da englænderne bomber Shell-Huset den 21. marts 1945 kommer en bølge af de engelske Mosquito jagere næsten ind over Mandemarke på vej fra vest. Ifølge Finn Carlsen flyver de så lavt, at man kan se deres ansigter og uniformer.

I krigens sidste år fandt Finn mange lange staniolstrimler oppe i bakkerne, der var sorte på den ene side og sølvfarvede på den anden. De var kastet ned fra allierede fly for at forvirre de tyske radaranlæg, hvor de nærmeste lå tæt på fyret. Staniolstrimlerne gav mange reflekser og gjorde det svært for tyskerne at vurdere størrelsen af en flyformation og dermed prioritere rigtigt med deres indsættelse af jagere.

I 1941 begyndte Royal Airforce at sende bombefly ind over Danmark for at bombe Tyskland. Og når målene lå i det østlige Nordtyskland fløj de ofte over Møn både ud og hjem for at undgå den kraftige antiluftsskyts mur i Tyskland.

I takt med at krigen skred frem fløj stadig flere allierede fly over Møn. Natten til d. 21 april 1943 passerer en bølge med 339 engelske bombemaskiner Møn på vej mod Stettin. Natten mellem den 28. og 29. april var der igen store overflyvninger. Fra Klintholm Havn blev der meldt om fly i stor højde med kurs sydpå.

Første gang amerikanske fly blev rapporteret over Møn i større antal var den 9. oktober 1943, hvor 378 B-17 fly bombede Anklam mellem Stralsund og Stettin, Marienburg i Østprøjsen samt Gdynia og Danzig. Inden da havde den tyske luftmeldepost i ved Højemøn Forsamlingshus registreret et Moskito-fly kl. 6 om morgenen på vej ud over Østersøen på vejrrekognocering.

En anden stor amerikansk overflyvning foregik 20. februar 1944, hvor 316 B-17 bombere fløj mod mål i Tyskland og Polen. Den 9. april samme år passerede 505 amerikanske bombere eskorteret af jagerfly. Samme nat fulgte flere hundrede engelske fly, der lagde miner ud i Østersøen. To dage senere fløj ydereliger 657 B-17 fly eskorteret af jagere over Møn.

Natten mellem 16. og 17 august 1944 bombede 461 Lancaster fly Stettin, men 348 andre minerede Østersøen. Den 29 og 30 august blev Stettin og Königsberg bombet af 592 engelske fly, der tog både turen frem og tilbage over Møn.

Både amerikanerne og englændere mistede fly over Møn. En motor fra et af bombeflyene blev senere fisket op af havet og endte hos Ole Eskling. Den ene motor placerede han i granbevoksning som en joke og brugte billedet til at illustrere en artikel om et muligt UFO-besøg i Klinteskoven.

historiens-gang_Shell1Shell-Huset brænder 21. marts 1945 (klik på billedet for at læse på Wikipedia om Shellhus bombardementet – og brug din browsers venstrepil til at ‘bakke tilbage’ hertil).  De 18 de Havilland Mosquito fly med i alt 36 stk. 500-pundsbomber kom dog ikke over Møn men lettede fra Østengland og fløj over Nordsøen og Danmark i lav højde for at undgå den tyske radar.

IKKE BRUGT