Det følgende er uddrag af nogle fortællinger skrevet for 175 år siden om, hvordan det var som dansker at ankomme til Tandil i Argentina.
Dels indledningen af Hans Fugl (1811-1900), som var en af de første danskere der udvandrede til Argentina og kaldtes Juan Fugl (hvordan Fugl udtaltes på spansk vides ikke). Han er også omtalt i andre af historierne her på hjemmesiden om udvandrerne fra Møn, da det var på grund af ham at mange forlod Møn – især Østmøn – for prøve lykken i Argentina.
Dels af pastor Meulengracht, som den danske konge Christian den 8. (regerede fra 1839 til 1848) i 1843 besluttede at sende til Argentina efter at have modtaget en anmodning fra de udvandrede danskere om at sende en præst og skolelærer til til Tandil.
Indledning af Juan ‘Fugl’
Pioneren, der især bragte mange Mønboer til Tandil i Argentina og kaldtes ‘Juan Fugl’, udgav i 1877 en lang og meget levende og velskrevet artikel ‘Om den danske Koloni i Tandil’, som blev udgivet i Geografisk Tidsskrift (åbnes i ny fane som pdf-fil).
Det følgende er et uddrag af to korte afsnit, som dels giver et indtryk af hans tanker omkring hans egen indsats for at bringe danskere til Argentina, dels – som introduktion til Pastor Meulengrachts efterfølgende brev – præsenterer frugten af bestræbelserne på også at få en dansk præst.
Da jeg udvandrede i Aaret 1844, tænkte jeg mindst paa at oprette eller fremkalde Oprettelsen af nogen dansk Koloni i den sydamerikanske Pampasslette, og om muligt endnu mindre, da jeg efter 14 Aars Forløb besøgte mit Fædreland med et levende Indtryk af de Vanskeligheder og Farer, som en Udvandrer saa tit er udsat for, og af de mange falske Forestillinger, som man danner sig om Guld og grønne Skove. Men helt at fraraade lysthavende turde jeg heller ikke, da jeg jo selv var tilfreds med min Udvandring; derfor gik jeg ogsaa ind paa, at nogle faa Danskere, i alt 17 Personer, fulgte med mig tilbage. Af disse kom omsider nogle til Tandil, og deriblandt 2 unge Landmænd fra Møen, og disse sidste optoge min tidligere Syssel, nemlig Agerbrug. Da disse dygtige Møenboer fandt sig vel der og gjorde god Fremgang, kom snart flere af deres Slægt og Venner fra Møen, og senere ogsaa Danskere anden Steds fra, der havde hørt om „den danske Koloni i Tandil”, hvilket Navn man havde begyndt at give vort lille Samfund.
Paa denne Maade er Tallet steget lidt efter lidt. De fleste af vore Landsmænd der ere sysselsatte med Agerbrug, hvortil vi i Almindelighed have særlig Lyst; dog er der nu ogsaa flere Haandværkere og et Par Handelsmænd. Landbruget yder unægtelig ogsaa her en Del Fordele og Lettelser fremfor mange andre Steder. Den frugtbare Jord, der er let at behandle, kan faas næsten for intet og er fri for Skatter og Pligtarbejder; der er ingen Slags nødvendige Markarbejder uden for Pløjning, Saaening og Høst, thi naar et Stykke Jord har udbaaret, tager man et andet i Brug; Vejrlaget tillader paa faa Undtagelser nær Markarbejde hele Aaret rundt, saa at en enkelt Mand, der er flittig og tager Tiden i Agt, kan tilberede og tilsaa et forholdsvis meget stort Areal, som f. Ex. 50 Tdr. Land og derover (Saatiden varer hele 3 Maaneder: Juni, Juli og August); endelig koste gode Arbejdsheste kun fra 30 til 50 Kr. Stykket, og Oxe- eller Lammekjød sælges for omtrent 8 Øre Pundet.
Med de nu indførte og alle Vegne brugte Mejemaskiner afskæres Kornet billig og hurtig, og her, hvor der hverken er Grøfter eller Gjærder, ere de ret brugelige. Derimod kunne Tærskemaskiner ikke gjøre sig gældende, da man kommer billigere og lettere fra det ved efter den gamle Fremgangsmaade at lade Heste udtræde Sæden. I omtrent den Tid som man vilde bruge til at binde Sæden og bringe den i Hus, har man paa Marken tærsket, renset og almindeligvis tillige solgt den; man kan da strax atter tage fat paa at lave Jorden i Stand til næste Aars Saaning.
…
Der har længe rørt sig en Trang til at danne et dansk protestantisk Kirkesamfund, som endog er gaaet forud for Koloniens pekuniære Formuenhed. Men det galdt om i Tide at vedligeholde det aandelige Velvære hos gamle og unge, samt Følelsen for Fædrelandskærlighed, Religion og Samfundsorden før Tanken herfor blev sløvet. Ønsket er nu opfyldt og Trangen tilfredsstillet, i det vor Konge ifjor har kaldet Kand. theol. Oscar Meulengracht til at være Præst og Skolelærer for Kolonien, hvorved denne af Fædrelandet og af den danske Folkekirke er lyst i Kuld og Kjøn. Pastor Meulengracht har nu allerede i et Aar udfoldet en velsignelsesrig Virksomhed i Kirke og Skole, til sin egen som til Koloniens Glæde og Tilfredshed.
Pastor Meulengracht
Det følgende er et uddrag af et langt brev, hvor Meulengracht fortæller om at komme til Argentina.
De véd jo, at min Kone, min lille Dreng og jeg ved vort Komme til Buenos Aires i Maj Maaned 1876 bleve modtagne med en mageløs Gjæstfrihed af Chr. Sommer og strax førte til hans Hus, hvor vi opholdt os i otte Dage. Han er altid strax til Rede med at hjælpe sine Landsmænd, og der er ingen af dem, som, hvis det er muligt, gaar uhjulpen fra ham. Han kom hertil 1844 som en fattig Hattemagersvend og netop samme Dag som J. Fugl, nu har han samlet sig en smuk Formue og nyder tillige overalt megen Anseelse paa Grund af sin ædle og opofrende Karakter.
Rørende var det for mig at træde frem i Kirken, der tilhører den tyske Menighed i Buenos Aires, og at holde dansk Gudstjeneste der, den første danske Gudstjeneste, som vel nogen Sinde er holdt i Sydamerika, med mindre Præsten paa et dansk Krigsskib muligvis har foretaget en saadan Handling. Den 29de Maj forlode vi Buenos Aires og toge med Jærnvejen. Ved den sidste Station stege vi op i en Diligence, og kjørte nu rask frem, idet Hestene stadig løb i Galop; omtrent hvert tre Kvarter stansede vi ved en „Coral” eller en Fold, hvor Gauchoen spændte sine Heste fra og derpaa med en Lasso fangede andre Heste, der nu spændtes for. Om anden Dagen kom fire Ryttere os i Møde, de bøde os „Velkommen” paa dansk og fortalte, at der bagefter dem kom en Wienervogn, som min tilkommende Menighed havde sendt efter os. Wienervognen indtraf ogsaa, og lidt efter lidt kom der flere danske Ryttere, i alt tyve, alle fra Tandil. De kan nok forstaa, at hele denne Modtagelse rørte os meget, og Vejen gik under disse Omstændigheder selvfølgelig meget behagelig.
Da vi med hele den store Kavalkade nærmede os Tandil, bleve vi enige om at skilles for ikke at vække Opsigt i den lille By, og vi kom nu helt stilfærdig til den Ende af Tandil, hvor Danskerne bo, og hvor man havde gjort et Hus i Stand til os. Ogsaa der modtog man os baade smukt og venligt, og vi følte os rigtig varme om Hjærtet. Boligen er ret passende for os; der er en god Skolestue og tillige en høj og smuk Beboelseslejlighed. Der var ved vort Komme en hel Del Møbler, og efterhaanden er der anskaffet flere.
Kirken er endnu ikke færdig; men vi have foreløbig til Gudstjeneste en stor og prægtig Sal, der tilhører et Sygeselskab, og i hvilken der er et Orgel, hvorpaa en af vore Landsmænd spiller. Den første danske Gudtjeneste holdtes deri anden Pinsedag, da Sygeselskabet selv skulde bruge den til Generalforsamling den første Pinsedag. Der var en varm, glædelig Stemning under Gudstjenesten, og da jeg efter Prædiken bragte Hilsen fra Danmark og særlig fra Kongen og Kronprinsen, som personlig havde paalagt mig det, vare de fleste Øjne fulde af Taarer. Man knyttes jo stærkt sammen, naar man er tusende Mile borte fra Hjemmet. Jeg aabnede Skolen med 19 Børn, men efterhaanden er der kommet 30, og jeg har ikke hjemme truffet elskværdigere Børn end her. Jeg har ogsaa hver Tirsdag Aften begyndt at samles med Menigheden til Salmesang, og det gaar baade godt og glædeligt …
Der er nu 200 Danskere her i en By, der tæller 5-6000 Indbyggere. Hvad der gjør, at vi holde os mere sammen, end det ellers er Tilfældet med Danskere i Udlandet, er det spanske Sprogs store Ulighed fra vort eget; der er nemlig meget faa af vore Landsmænd her, som kunne ordentlig spansk. Ja, mange Børn, der ere fødte her, kunne kun tale dansk, og derfor er ogsaa vor Skole dansk, hvad der vel neppe finder Sted i nogen Koloni i Nord-Amerika, og vel at mærke udelukkende dansk, ikke alene i Religion men i alt. Det gjælder nu for mig om at holde de danske Traditioner fast i Børnenes Sind og at opvarme deres Hjærter ved Fortællinger fra Danmark. De kan ikke tro, hvor den mindste Ubetydelighed kan have Værd i saa Henseende; min Hustru kan, som De véd, mange danske Melodier, og det er af stor Vigtighed for os i Skolen.
Vi have som sagt endnu ikke selv nogen Kirke; men forhaabentlig vil det ikke vare længe, inden vi komme saa vidt, at vi kunne „sætte Foden under eget Bord”. Midt i Byen og paa en Del af det gamle „Fort Independencias” Grund (dette Navn findes paa mange ældre Kaart i Steden for det nu brugelige Navn Tandil; Fortet selv er nedlagt) have vi til Kirke og Skole en stor Byggeplads med en Brønd. Vi have lagt Grund af Stene, som vi have brudt i Bjærgene, og Murene ere rejste; vi faa til Kirke en stor Sal, der om Søgnedagene skal bruges til Skole; i den bageste Del af Huset indrettes Bolig til os. Der har været megen Tale om, at vi skulde lade udgaa et Opraab til alle Landsmænd i hele Sydamerika om at komme os til Hjælp, og vi vilde ogsaa gjærne skrive hjem for at faa Understøttelse derfra. Landsmændene her have nemlig aldrig holdt sig tilbage fra at støtte Moderlandet; der var saaledes samlet en Del Penge i Anledning af Oversvømmelsen, men da kom der Kontraordre hjemmefra. Det er jo en stor Byrde for den lille Menighed paa én Gang at skulle skaffe Skole, Kirke og Præstebolig. Min Hustru og jeg ere for Resten meget tilfredse, ogsaa med mine Indtægter; vi maa imidlertid arbejde meget, og Savnet ved at være fra Hjemmet er meget, meget stort.
Paa Deres Spørgsmaal, om man skal opfordre Danskerne til at udvandre hertil, skal jeg give Dem et ligefremt Svar. Enhver, der er dygtig og vil arbejde, kan leve godt og tjene meget i Tandil. De Folk, der ikke kunne arbejde med Hænderne, skulle dog ikke komme hertil; derimod saadanne, som kunne dyrke Jord eller give sig af med Haandværk. De fleste af vore Landsmænd her ere Agerbrugere; i selve Byen bo ogsaa flere Kjøbmænd og Haandværkere, bl. a. adskillige Skræddere. Det er en stor Fejl, naar man hjemme tror, at det kan nytte at sende unge, halvt forfaldne „Subjekter” herover. Det er tværtimod det værste, som Forældre kunne gjøre imod deres Børn. Kan man ikke gjøre dem til skikkelige Folk hjemme, er det at sende dem hertil ligefrem Undergang baade legemlig og aandelig. De Folk, der skulle drage hertil, maa have moralsk Hold, ellers blive de fortabte ved Drik, Svir og Løsagtighed. Vi have desværre haft flere upaalidelige Folk, som have levet af det gode Navn, Danskerne have skaffet sig her paa Egnen, og som have skadet os meget. Vi ere meget ærekjære om vort Navn her, og vi vide godt, at det som Folk dømme om os, dømme de om hele det danske Folk, en Dom der bliver bragt viden om. Navnet „un Dinamarqués” er her en stor Anbefaling og skaffer i Reglen strax godt Arbejde. Saa mange arbejdsdygtige og paalidelige Danskere, der ville komme hertil, skulle være inderlig velkommne og blive hjulpne paa alle Maader. De ville strax faa Arbejde, og naar faa Aar ere henrundne, ville de have skaffet sig en selvstændig Stilling, ja for Flertallet af dem er Udsigten saaledes, at de kunne blive velhavende Folk. Saare ønskeligt vilde det være, om der hertil vilde komme en Del danske Piger med praktisk Sands og Dygtighed til at arbejde. Kvindelig Hjælp er her næsten ikke til at opdrive, og danske Piger ere meget søgte, ogsaa af andre Folkefærd, og til meget høj Løn. Jeg kan tillige forsikre Dem, at det ikke vil vare længe, inden dygtige danske Piger, der komme hertil, indgaa et godt Giftermaal. …
Som et Vidnesbyrd for hvor forskjellige mange Landbrugsforhold ere fra dem hjemme, skal jeg fortælle Dem lidt om, hvorledes man bærer sig ad med at faa Sæden tærsket. For nogen Tid siden, i Januar maaned der er vor Høsttid, var jeg buden ud til en Bonde fra Sjælland, der bor en Mil herfra, og som skulde til at tærske sin Hvede. Ved mit Komme til hans Ejendom saa jeg en tæt Støvsky og en Flok Hopper paa omtrent 150 Stykker, hvoraf mange med Føl, der jagede rundt i en med Pæle og Reb indhegnet rund Plads, og som efterfulgtes af 4-5 Gauchoer, der med Piben og Raaben æggede dem til stærkt Løb. Rundt om stod der Folk, som holdt Hopperne fra at knibe ud. I Midten var der et stort Kornhæs, hvorfra Kornet spredtes ud under Hopperne, som saa nedtraadte det og masede Straaet helt fint; herved blev Tærskningen fuldstændig. Da Kornet var blevet tærsket, joges Hopperne ud, det nedtraadte Korn kastedes til Side, og en ny Flok af Hopper kom ind for atter at tage fat paa Arbejdet. Arbejdsfolkene vare af forskjellig Nationalitet; foruden „Patronen” var der et Par Danskere, Resten var Baskere og Italienere; Ejeren af Hopperne og hans Folk vare derimod Gauchoer. En saadan Gaucho ejer tit flere tusende Hopper og Køer; Hestene og Oxerne sælger han, men Hunkjønnet beholder han til Tillæg; han bruger nemlig aldrig Hopper til Ride- og Trækbrug. I Høstens Tid lejer han Flokke af Hopper med tilhørende Folk ud til Avlsbrugerne. Man mejer Kornet med Mejemaskiner, men man binder det ikke. Naar det er mejet, slæbes det af Sted paa Oxehuder, hver med en Hest for, og samles til et Hæs; efter at dette er sket, foregaar Tærskningen paa den omtalte Maade. Man maa for Resten huske, at Straaet i dette tørre Vejrlag er meget skørt, hvad der i høj Grad letter denne særegne Tærskemaade, samt at Straaet ikke har nogen som helst Værd, ikke en Gang til Gødning. Man gøder nemlig aldrig, og naar Jorden har været brugt nogle Aar, lader man den hvile, i det man bruger andre Stykker; Jord er her jo nok af. Den omtalte Tærskemaade er nu vistnok den billigste, men langtfra den bedste; Kornet bliver nemlig saa stærkt blandet med Støv og Jord, at det ikke kan opnaa fuld Pris. For Resten er man i Færd med at gjøre Forbedringer i saa Henseende, og et Par af de dygtigste danske Avlsbrugere have skaffet sig et stort Tærskeværk med Lokomobil. De Kornsorter, som dyrkes herr er, først og fremmest Hvede og dernæst Majs; lidt Byg dyrkes af de danske Ølbryggere, og jeg selv er den eneste, der har en lille bitte Rugager. Jeg medbragte nemlig en Haandfuld Rug hjemmefra, og vi glæde os til ad Aare at skulle spise Rugbrød.
Underligt er det tilvisse at tænke sig, at jeg, der saa inderlig elsker mit Fædreland, nu er fjærnet saa langt derfra; men det glædelige derved er, at jeg kan bidrage min Skjærv til at vedligeholde Kjærligheden til Fædrelandet hos en Del Folk, der ellers efterhaanden let vilde tabe Mindet derom. Naar jeg kommer op paa Bjærgene her ved Byen og ser ud over den umaadelige Slette, tænker jeg paa Havet ved Aarhus, og naar jeg vanker her omkring og ser de mange smukke, men fremmede Planter, tænker jeg paa vore Botaniserture i Marselisborg og Ris-Skov. „Ak, hvor forandret”! Imidlertid, jeg har jo mit Arbejde her, og jeg haaber til Gud, at jeg ikke arbejder forgjæves, hverken for hans Sag eller for vort kjære Danmark …”
