Bispen bestemmer til 1536, herefter kongen og så …

Frem til reformationen i 1536 ejede bispen i Roskilde det meste af Møn med undtagelse af Stege og Borre.

Det var typisk stormændene der skænkede ejendom til kirker og klostre, og Roskilde-bispen kom til at eje en meget stor del af Sjælland (3.000 gårde). Men biskoppen i Roskilde ved navn Jens Pedersen Jernskæg fra 1431-48 fik Møn af Christian den 1. som erstatning for København. For lige at sætte det i perspektiv så var hans forgænger Peder Jensen Lodehat biskop i Roskilde fra 1395-1416 og dronning Margrethe den førstes kansler.

Mandemarke var altså ikke ejet af selvejerbønder, men af stormænd og høvdinge tilbage til tidlig vikingetid eller før. Et eksempel: “Gunhild, enke efter Tyge Pust gav som sjælegave sin fædrenearv på Møn, 1266.”

Fra den tidlige middelalder var landsbyen Mandemarke ligesom f.eks. Busemarke således ejet af bispen i Roskilde. Alligevel var tiden under bispen god set med samtidens øjne, da bønderne slap væsentligt billigere i skat end bønder under private herremænd.

Måske på grund af pest, plyndringer, brande og anden ondskab var antallet af bispeejede gårde i Mandemarke faldet fra 15 gårde i 1370 til kun 11 i 1519. Et problem som kendtes fra mange steder på landet, hvor faldefærdige gårde lå øde hen. Udover de 11 gårde ejedes også Pølsegård og en vandmølle, som omtales nærmere nedenfor.

For at holde styr på indtægterne og bøndernes skatter førte bispestolen en såkaldt jordebog. I jordebogen over Møn stammende fra ca. 1370 til 1400 kan man læse følgende om Mandemarke:

Byen Mannemarke har 2,5 bol (1 bol svarede til omkring 170 tønder land afhængig af, hvad der blev dyrket på jorden) og ¼ ?og 4 skilling jord. (? er sat ind, fordi det angivne mål i ikke kan tydes af referenten).
Bo Pedersön har ¼ ? jord og giver 15 gr. og 2 høns.
Mikkel Jensön ligeså, Godsvend ligeså, Lasse Jyde ligeså.
Peder Jyde har ¼ ? jord, giver 15 gr. og 2 høns.
Sune Jyde ligeså.
Mikkel Suder har 4 sil. Jord (1/6 bol) giver 11 gr., 2 sterlinger og 2 høns.
Mærk, at Elmelunde kirke har af disse 4 skil. Jord ½ otting.
Peder Læde har 1 otting og giver 7 ½ gr.
Peder Låle har ¼.
Olaf Strøby har ¼.
Niels Magnussön ligeså. Godsvend ligeså. Ligeledes eer der 1/8 øde jord.
Nær ved denne by ligger en gård, som kaldes Polzeghaart (Pølsegård), har ¾ bol jord, som Jacob Nielsön har og giver 40 gr. Nær ved gården er en lille vandmølle, som giver 6,5 skilling gr.

Det med den lille vandmølle passer godt på beliggenheden som vist på det øverste kortudsnit du kunne se hvis du fulgte linket ovenfor til ‘Pølsegård’. Fra søen (nordøst for den formodede beliggenhed af Pølsegården), som kaldes Tørvelukket fordi der har været gravet tørv i den mose der er opstået på stedet, løber vandet videre i en lille å mellem Busenevej 1 og 3 til det nuværende gadekær og videre ned over markerne til Busemarke Sø. Åen blev mange år senere rørlagt. Man kan endnu se vandløbet på det gamle sognekort fra 1900.

Efter reformationen

Ved reformationen i 1536 blev alt kirkegods til krongods, hvilket forøgede kongernes formuer betydeligt.

I slutningen af 1700-tallet frasolgte Kronen Møn. Dele af Vestmøn blev selveje for bønderne, mens Klintholm blev solgt som gods med 91 tdr. hartkorn og 358 tdr. bøndergods. Bønderne blev således hoveripligtige fæstebønder. Endnu i 1855 var der 208 fæstegårde på hele Møn.

I 1769 blev det dengang mønske ryttergods opdelt i 5 områder, hvoraf Klintholm blev gods nr. 5. Samme år blev godset udbudt på auktion i Stege og ejer blev Hans Tersling på Falster for en sum af 50.000 rigsdaler; men allerede i 1774 var godset til salg igen, og købmand Ditlev Staal fra Stubbekøbing overtog Klintholm for en sum af 42.358 rigsdaler.

En større gård, som Tersling ikke havde kunnet overtage sammen med godset, blev nu solgt og Staal overtog denne. Denne gård, som nævnes ved navn – Pølsegården – menes at have tjent som bopæl for Ditlev Staal, mens de første bygninger blev opført på Klintholm i årene 1778-80. Der blev opført staldlænge, mejerihus, lade, kornmagasin og et forvalterhus. Nogen egentlig hovedbygning forlyder der ingen dokumentation for på nuværende tidspunkt.

I 1788 stod hele gården færdigbygget og Staal flytter dertil, men han får kun 10 år på sit gods. Ditlev Staal døde pludseligt i 1797 på Klintholm. Hans enke solgte godset videre i 1798 til justitsråd Jacob Brønnum Scavenius, som i forvejen ejede Gjorslev og Stevns Klint.

Selveje i Mandemarke

Uanset at Mandemarke har været fuldt udmatrikuleret senest i 1566 (Chr. 5) kan man ikke tale om selveje før den store udskiftning i 1800-tallet, som i Mandemarke fandt sted omkring 1803, hvor det gamle landsbyfællesskab blev ophævet.

Den gang blev kun to af de egentlige gårde tilbage i landsbyen – den nuværende på Busenevej 19 og den endnu nuværende på Busenevej 20 – mens resten af gårdene blev flyttet ud i form af den blokudskiftning som man kan se i landskabet omkring Kraneledvej, hvor gårdene ligger i hver sin blok udenfor selve landsbyen, selv om der senere er sket forskellige sammenlægninger og omlægninger af jordene. Læs mere i historien om Mandemarkes udflyttede gårde.

Egentligt selveje begyndte dog først at optræde sidst i 1800-tallet, hvor Klintholm Gods begyndte at afhænde sine gårde. Indtil bønderne blev rigtige gårdejere, var de fortsat fæstebønder under godset, men de havde visse rettigheder f.eks. til at lade rettighederne gå videre til deres børn, således at deres retsstilling var en mellemting mellem livegne og selvejere.

Læs også Historien om kortet fra 1798, som blev udfærdiget over Mandemarke og tilhørende jorder i forbindelse med at Jacob Brønnum Scavenius den 7. juni 1798 overtog Klintholm Gods fra Karen Staal, der var enke efter Ditlev Staal.

Læs mere i historien Om Klintholm Gods historie med det seneste afsnit om Familien Scavenius.