Mandemarkes historie i hovedtræk

Mandemarke blev skrevet ind i Roskilde-bispens skattebog i 1370 med 9 skattebetalende husstande. Foruden afgrøder måtte såvel Peder Jyde, Sune Jyde, Bo Pedersön og Mikkel Suder slippe hver 2 høns til biskoppen, som der står i et gammelt dokument:

Bo Pedersön har ¼ bol jord og giver 15 gr. og 2 høns.

Mikkel Jensön ligeså, Godsvend ligeså, Lasse Jyde ligeså.

Peder Jyde har ¼ bol jord, giver 15 gr. og 2 høns

Sune Jyde ligeså

Mikkel Suder har 4 sil. Jord (1/6 bol) giver 11 gr., 2 sterlinger og 2 høns.

Om bol skriver Wikipedia bl.a.:

Bol kunne deles, og det fremgår af diplomer og gamle skiftedokumenter, at hvert af de nye ejere ved skiftet fik sine bestemte lodder, der udgjorde en vis bestemt kvota af et bol. Der tales således om halve bol, tredjedels, sjettedels, ja endog tolvtedels bol forekom.

Grænsen for et bol bestod ikke i et hegn, men i en simpel agerfure, og det kunde derfor jævnlig hænde, at grænserne imellem bolene eller delene af dem kunde blive forrykkede, hvilket ofte skete derved, at den ene pløjede ind på den andens jord for derved at tilegne sig den. Klagede nogen over, at jord var ham fragået, så foretoges der rebning, navnlig således, at når én, der havde fjerding klagede, rebedes halvt boel, havde han halvt boel, rebedes helt boel; havde han helt boel, hele byen, Danske Lov 1-18-1: “Den mand, som siger sig at have mindre af Jord, som kaldis Boel, end hannem bør, hand kommer det heele Boel til Reebs.”

Senere kom en friere periode efter at kongen i forbindelse med reformationen i 1536 konfiskerede kirkens land.

Men Mandemarke blev hårdt ramt af svenskernes invasion på Møn og endnu mere af den fallerede danske konges beslutning om efterfølgende at placere halvdelen af rytteriet i Mandemarke. For Mandemarke blev hjemsted for rytteriets næstkommanderende Cort von Lützow, der byggede sig en 58 fag stor gård til sig selv sin kone og tjenestefolk. Nærheden gør bekvemmeligheden ved at udskrive tvangsarbejdere fra Mandemarke stor.

Et kongeskifte satte dog i 1697 et endeligt punktum for 12 års rædselsstyre. Og klagerne var talrige, da kongens skrivere tager ud for nedfælde en rapport om øens tilstand. Ikke alene den øverst befalende Samuel von Plessen, men også Cort von Lützow i Mandemarke må stå for skud. Bønderne klager blandt andet over, at han tvang dem til at foretage lange rejser for både ham og hans kone. En gang måtte der udføres en 3 dages rejse til Sjælland for at hente rønnebær til duerne. Ifølge en klage var det en yndet sport for ham at jage bønder med sin hund.

Senere bliver hele landsbyen på nær en enkelt gård auktioneret væk, da kongen sælger sine jorder. I 1798 overtager slægten Scavenius hele landsbyen med tilhørende sjæle. En landsby med rundt regnet 35 huse og gårde samt en rytterskole fra 1721.

Få år senere brydes det gamle landsbysammenhold med fælles drift. De mest forfaldne gårde og huse rives ned og materialer genbruges til at rejse nye ude i landskabet. Mandemarke er ikke længere en klart defineret klat på landkortet uden beboelse uden for landsbyen.

Men godset har brug for arbejdskraft og det giver igen vækst af tilflyttere. Livet er dog ikke nemt. Så mange vælger at emigrere til Amerika eller endog til så fjerne egne som Tasmanien. Til gengæld trækkes nye folk til fra fattigere egne herunder Polen og Sydsverige.

Da første verdenskrig er ovre, er økonomien i godsdriften langt fra gylden. Det giver op gennem 1920-erne luft til en ny trend, hvor stadig flere bliver selvejere. Og det er tiltrængt, for hvem gider andet end at lappe på et hus, der ikke er deres eget. Mest malende beskrives tingenes tilstand måske i “Turistforeningen for Danmark Sydsjælland og Møn Aarbog 1933”:

Vil man forstaa den gamle Landsbystemning fra tiden før Udskiftningen, giver Mandemark Stof maaske mere end nogen anden landsby i Danmark. Kik ind i de gamle Gaarde, hvor Hønsene blunder i Middagssolen. Det er, som Poesien kommer ind i møde derinde fra. Men alt er saa uendelig faldefærdigt. Der er mange af Gaardene, som man neppe skulle tro kunde staa for en storm. Her har gammel Bondesæd og Tankegang endnu sit stille Liv.”

Anden verdenskrig kommer og går, men ses mere som ældre høflige tyske soldatter, der blandt andet lægger vejen forbi købmandsforretningen i Mandemarke, hvor konen er tysk.

De glade tressere er ikke særligt glade i Mandemarke. Arbejdspladserne forsvinder. Mekanisering i skov- og landbrug har sin pris. Der skal for mange køres langt i bus for at nå på arbejde.

Til gengæld melder Københavnerne deres ankomst. Ikke 1930-ernes kunstmalere, men akademikere, selvstændige og pensionister, der tiltrækkes af den ægte sommeridyl. Den trend er forsat uafbrudt siden. Prisen er stilhed og mørke om vinteren. Gevinsten er store investeringer i renovering af de gamle bygninger.

Men udviklingen giver heller ikke mulighed for meget andet. Skole, postsortering, busgarager og købmand er for længst lukket. Bussen kører sjældent og arbejdspladser er der ingen af.