Mandemarkes historie i hovedtræk

Selv om Mandemarke første gang er nævnt i skriftlige kilder i 1370, er der ingen tvivl om at landsbyen har ligget på samme sted meget længere. Når man ser rundt i landskabet med alle gravhøjene helt tilbage fra bondestenalderen, har mennesker dyrket jorden her i 4-5.000 år. I den såkaldte jernalder på godt 1000 år fra omkring 500 år før Kristus til omkring 750 efter blev landsbystrukturen udvidet, så der er næppe tvivl om at der har ligget huse i Mandemarke i mere end 1.000 år. Også fordi landsbyens struktur bærer præg af at have ligget her meget længe. (Link til tidstavle).

Mandemarke blev skrevet ind i Roskilde-bispens skattebog i 1370 med 9 skattebetalende husstande. Foruden afgrøder måtte såvel Peder Jyde, Sune Jyde, Bo Pedersön og Mikkel Suder slippe hver 2 høns til biskoppen, som der står i et gammelt dokument:

Bo Pedersön har ¼ bol jord og giver 15 gr. og 2 høns. Mikkel Jensön ligeså, Godsvend ligeså, Lasse Jyde ligeså. Peder Jyde har ¼ bol jord, giver 15 gr. og 2 høns. Sune Jyde ligeså. Mikkel Suder har 4 sil. Jord (1/6 bol) giver 11 gr., 2 sterlinger og 2 høns.  (Se forklarende fodnote om ‘bol’)

Senere kom en friere periode, efter at kongen i forbindelse med reformationen i 1536 konfiskerede kirkens land.

Men Mandemarke blev hårdt ramt af svenskernes invasion på Møn og endnu mere af den fallerede danske konges beslutning om efterfølgende at placere halvdelen af rytteriet i Mandemarke. For Mandemarke blev hjemsted for rytteriets næstkommanderende Cort von Lützow, der byggede sig en 58 fag stor gård til sig selv sin kone og tjenestefolk. Nærheden gør bekvemmeligheden ved at udskrive tvangsarbejdere fra Mandemarke stor. (Læse mere om De onde år i 1600-tallet under Historien).

Et kongeskifte satte dog i 1697 et endeligt punktum for 12 års rædselsstyre. Og klagerne var talrige, da kongens skrivere tager ud for nedfælde en rapport om øens tilstand. Ikke alene den øverst befalende Samuel von Plessen men også Cort von Lützow i Mandemarke må stå for skud. Bønderne klager blandt andet over, at han tvang dem til at foretage lange rejser for både ham og hans kone. En gang måtte der udføres en 3 dages rejse til Sjælland for at hente rønnebær til duerne. Ifølge en klage var det en yndet sport for ham at jage bønder med sin hund.

Senere bliver hele landsbyen på nær en enkelt gård auktioneret væk, da kongen sælger sine jorder. I 1798 overtager slægten Scavenius hele landsbyen med tilhørende sjæle. En landsby med rundt regnet 35 huse og gårde samt en rytterskole fra 1721.

I 1803 og 1804 brydes det gamle landsbysammenhold med fælles drift. De mest forfaldne gårde og huse rives ned og materialer genbruges til at rejse nye ude i landskabet nær ved de jorder de samtidigt har fået tildelt. Mandemarke er ikke længere en klart defineret klat på landkortet uden beboelse uden for landsbyen.

Men godset har brug for arbejdskraft og det giver igen vækst af tilflyttere. Livet er dog ikke nemt, så der er også dem som vælger at emigrere – til Amerika eller endog til så fjerne egne som Tasmanien (læs historien om James Jensen og hans familie fra Mandemarke). Til gengæld trækkes nye folk til fra fattigere egne herunder Polen og Sydsverige. På listerne over folketællinger for Mandemarke her på hjemmesiden, kan man se at der både i Mandemarke og på Godset har været mange polakker (læs også om familien Zachodnik). Den svenske indvandring har også sat sig varige spor, som man kan læse under historien om Emil Carlsson og familie (Carlsen).

Da første verdenskrig er ovre, er økonomien i godsdriften langt fra gylden. Det giver op gennem 1920-erne luft til en ny trend, hvor stadigt flere bliver selvejere, som man kan læse om ved mange af omtalerne af landsbyens huse.

Det var en tiltrængt fornyelse, for hvem gider andet end at lappe nødtørftigt på et hus der ikke er deres eget. Mest malende var tingenes tilstand måske beskrevet i “Turistforeningen for Danmark Sydsjælland og Møns Aarbog 1933”: “Vil man forstaa den gamle Landsbystemning fra tiden før Udskiftningen, giver Mandemark Stof maaske mere end nogen anden landsby i Danmark. Kik ind i de gamle Gaarde, hvor Hønsene blunder i Middagssolen. Det er, som Poesien kommer ind i møde derinde fra. Men alt er saa uendelig faldefærdigt. Der er mange af Gaardene, som man neppe skulle tro kunde staa for en storm. Her har gammel Bondesæd og Tankegang endnu sit stille Liv.”

Anden verdenskrig kommer og går men ses mere som ældre høflige tyske soldater, der blandt andet lægger vejen forbi købmandsforretningen i Mandemarke hvor konen taler tysk. Læs mere om Anden verdenskrig på Møn.

De glade tressere er ikke særligt glade i Mandemarke. Arbejdspladserne forsvinder. Mekanisering i skov- og landbrug har sin høje pris. Der skal for mange køres langt i bus for at nå på arbejde. Tænk på at bo i Mandemarke og så skulle køre på arbejde til Kastrup og og Holmegaard Glasværk, som siden er lukket.

Til gengæld melder Københavnerne deres ankomst. Ikke 1930’ernes kunstmalere, men akademikere, selvstændige og pensionister, der tiltrækkes af den storslåede natur og den ægte sommeridyl med velholdte gamle huse, hvoraf flere og flere begynder at få stråtag igen. Den tendens er forsat uafbrudt siden og vil helt sikkert fortsætte.

Læs mere om  fritidsbeboerne der  i 1960-erne begyndte at komme og opdagede et Mandemarke som én stor familie ved at følge disse links.

Gevinsten er store investeringer i renovering af de gamle bygninger og et nyt og aktivt foreningsliv –  f.eks. Mandemarke Bylaug som har oprettet og driver denne hjemmeside!

Nogle vil sige at prisen er stilhed og mørke om vinteren, mens andre netop regner dette for en ekstra gevinst! I 2017 har mørket endda givet anledning til en helt særlig international påskønnelse, Dark Sky, med mulighed for at stimulere turismen og måske også yderligere bosætning af pensionister, som realiserer deres ejendomsbesiddelser i højprisområderne omkring de store byer og arbejdspladserne der. Læs omtalen af Dark Sky.

Men udviklingen giver heller ikke mulighed for meget andet. Skole, postsortering, busgarager og købmand er for længst lukket. Bussen er holdt op at køre  gennem Mandemarke og arbejdspladser er der ingen af. Alt det kan der læses mere om under fanebladet ‘Den gamle landsby’.

På Klintholm Gods, hvor mange af Mandemarkes beboere gennem tiden har haft fast arbejde i mark eller skov, klarer ganske få mand i dag arbejdet med moderne maskiner. Ifølge de gamle folketællinger var folketallet i Mandemarke 250-300 eller flere, og der har været et mylder af børn og husdyr i landsbyen, der har ligget på samme sted igennem mere end 700 år. Læs om beboerne på godset ved omtalen af folketællingerne for Klintholm Hovedgaard i 1787, 1880 og 1906, som også er fulgt op med en omtale af Peter Scavenius i anledning af hans 70-års fødselsdag den 17. april 2017.


Fodnote om det gamle ord ‘bol’:

Om bol – og rebning – skriver Wikipedia bl.a.:

Bol kunne deles, og det fremgår af diplomer og gamle skiftedokumenter, at hver af de nye ejere ved skiftet fik sine bestemte lodder, der udgjorde en vis bestemt kvota af et bol. Der tales således om halve bol, tredjedels, sjettedels, ja endog tolvtedels bol forekom.

Grænsen for et bol bestod ikke i et hegn, men i en simpel agerfure, og det kunde derfor jævnligt hænde, at grænserne imellem bolene eller delene af dem kunde blive forrykkede, hvilket ofte skete derved, at den ene pløjede ind på den andens jord for derved at tilegne sig den.

Klagede nogen over at jord var ham fragået, så foretoges der rebning, navnlig således, at når én, der havde fjerding klagede, rebedes halvt boel, havde han halvt boel, rebedes helt boel; havde han helt boel, hele byen, Danske Lov 1-18-1: “Den mand, som siger sig at have mindre af Jord, som kaldis Boel, end hannem bør, hand kommer det heele Boel til Reebs.”