Østmønsk sprog

Østmøn har (haft) sin egen dialekt, som nok forsvinder med de ældre der har boet her som børn.

I 1986 udgav Aa. H. Kampp: Mønsk. Som man talte på Vestmøn og Østmøn. For der var betydelig forskel på dialekten, om man var fra den ene side af Noret eller den anden.

Nedenfor er et par eksempler på Østmønsk med oversættelse til rigsdansk fra bogen.

Og når du så er kommet ind i sprogtonen, så følger til sidst en lille vise fra Møns Dagblad den 10. marts 1941 af Harald Bendsen i Kraneled, som du så vil kunne forstå uden hjælp!

 

Den fø’st frost

Nøv ææ bjønt å frysse, dar legger rim på græsse daryyv.

Alle smue blomster mo jysse, men dom dar stur bav men ryve,

di sir yv a vemje å fryer sæ øer deng deilie varme

dar æ i støven, deng nyer di i dirs vimjes kårme.

Den første frost

Nu er det begyndt at fryse, der ligger rim på græsset derude.

Alle små blomster må gyse, men dem der står bag min rude,

de ser ud ad vinduet og fryder sig over den dejlige varme,

der er i stuen, den nyder de i deres vindueskarme.

 

Vonær kongr forure?      

Staai venter hoar vi, de frysser og snir,

vo ææe dov trist, nøv de liier mou forur.

Å soulen sjællen ma sir, tæ tros få a deng frema skrier po hemling.

I fjoor ka jæ høvse, da vå’e de finste vær i mars,

føvlene saing, da vå blomster i having,

og så hyrt ma ryrdrømmen gaing på gaing.

Hvornår kommer foråret? 

Vi har stadig vinter, det fryster og sner,

hvor er det dog trist, nu det lider mod forår.

Og solen ser man sjældent, til trods for at den skrider fremad på himlen.

I fjor kan jeg huske, da var det fineste vejr i marts,

fuglene sang, der var blomster i haven,

og så hørte man rørdrummen gang på gang.

 

De a dov grouhier

Jøs vo de syvser i men gamle høll,

som stur i kråving a having.

A “lærken” jæ tåar mæ i lelle søll,

de varmer dar nire i maving.

Men vofå ææ’e’ så dyrt, de skit?

Fææm krouner få ing skvat aggevit

de æ dov grouvhier!

Det er dog for meget

Jesus, hvor det suser i min gamle hyld,

som står i krogen i haven.

Af “lærken” tager jeg mig en lille slurk,

det varmer dernede i maven.

Men hvorfor er det så dyrt, de skidt?

Fem kroner for en skvat akvavit,

det er dog for meget!

 

Fra Mønbobladet i 1941 (før Mønbroen var færdig)

Derjæme på Møn

Derjæme på Møn æ’ så pent øveralt!

Jæ’ blivr alri’ træt a’ å fue e’ fåtalt!

Kaskiesens a’ vi, som stak oa, ser de bedst,

nå som’ tiens om somring vi æ der som jæst.

 

Føst toar vi ledt tilje tæ’ Klinting en tøvr.

Po væing deryv sto’ bekendte på løvr:

di vøfter mø næving: “Men dov, æ’ e’ dæj?

Godaw, kom dov enj, jæ hoar kaffen på væj”.

 

Dæ’ æ’ enjen stæer så småkt i vort Låing,

som klenting mæ krit å mæ’ skov å mæ stråing.

Å daving æ ‘ låung, så vi smutter en stun,

til Hunnesyegurd og så tæ’ Lessenlun’.

 

Om aftningen guer vi på volling væ’ Stææ’

å tænker tæbave på åungdommens glææ.

Tæ’ dyrskue’ fæk vi ing dåings i det fri

– de’ endte jerne mæ’ ledt kær’steri!

 

Tææ Jyvlsale trøller vi åsse ing dav.

På somring deryve hoar manne få’t smav,

få’ skoving hoar skøgge, å såinje æ hvit,

å vantøvren jir såd’n en go’ appetit.

 

Fra Borren væ’ Sprove å Præstebjærgs top

æ’ yvsigten go’! La’ vos kravle derop!

Væ’ Grønhøing hører vi fortiens sprov.

Dæ æ’ åsse dejligt i Fanefjord Skov.

 

Tæ’ tøvren låungs Nore’ vi åsse to ti’

å færes på brinkerne, der ka’ vi li’

å ro i ing boed på de’ blekstelle vanj,

mens droslen hon sønjer fra kratte’ sinj sangj.

 

Besøj hus familjen æ åsse plasier,

men davene guer, å nøv nuer vitte mier.

Fyvel, skønne hjemstavn! Nu rejser vi, men

når broen blivr færi’, vi kommer ijen!