Overtro

De forskellige farverige fortællinger om overtro etc., der strækker sig op i lidt nyere tid, er fundet på Folkemindesamlingen i den Sorte Diamant af Niels Sandø, da han dykkede ned i materiale vedrørende Mandemarke og Møn.

Landsbyens varulv

Johan Rasmussen, som er født i Mandemarke i 1832, husker fra han var dreng, at der i byen var en meget gammel mand (Niels Vævers far), om hvem man sagde for ganske bestemt, at han var en varulv ...  – LÆS MERE

Manende præster
Der var flere mønske præster, der gav sig af med at mane, deriblandt Johan Peter Gad  …  – LÆS MERE

Nisser
I min ungdom sås endnu enkelte steder, at der hængte en “Nissering” …  – LÆS MERE

Trolde
Optegnet af N.K.Pedersen i 1920 efter mundtlig meddelelse fra den 82 årige husmand Johan Rasmussen boende i Magleby, men født i Mandemarke …  – LÆS MERE

Ved bordet
Når de gamle tabte et stykke brød på gulvet udbrød de altid …   – LÆS MERE

Forheksede steder
1) Ved Skidtgab (Nede ved Mandemark Enge, hvor vejen svinger opad N.P.Rasmussen til) fortalte de gamle, at der gik en so med 11 røde grise (Johanne Olsen 1925) …  – LÆS MERE

Hvad er nu det?
Artikler fra bragt i Ugebladet for Møn i de to første uger af august 2000. Fup, reklame, syner eller fakta? – LÆS MERE

 

 Landsbyens varulv

Fra N.K.Pedersens optegnelser fra 1920:
Johan Rasmussen som er født i Mandemarke 1832, husker endnu fra han var dreng, at der i byen var en meget gammel mand (Niels Vævers far), om hvem man sagde for ganske bestemt, at han var en varulv.
Johan Rasmussen har som dreng hørt Pa Nielsen, Magleby fortælle om, at da han var ungkarl og tjente, kom han en tidlig morgen ud på marken, hvor han så to kællinger i lag med at krybe igennem en hoppes skarn. Men han tog sin stok og slog løs på dem og drev dem hjem.
Marie Frederiksen, Budsemarke, mellem 40 og 50 år fortæller, at hendes mor, om aftenen brugte at stille sine træsko omvendt ved sengen og stak en stoppenål ind over sengen for at undgå mareridt.

Varulve og marer ifølge N.K.Pedersen:
Kvinder som vare frugtsommelige og ville føde smertefrit og uden at nogen vidste det, kunne opnå det, ved at krybe gennem en øgeham tre gange. Mens de gjorde det skulle de sige:
“Hvis du er en dreng, bliver du en varulv. Hvis du er en pige, bliver du en mare.”
Når de havde gjort det kunne de føde uden jordemoderens hjælp. Men barnet ville blive enten varulv eller mare.
Varulvens skikkelse var som en hunds, men den løb på tre ben, det fjerde stak bagud som en hale. Den havde kun et øje. Men det var så stort som en tekop og sad midt i panden.
Når marer og varulve skulle omskabe sig, sagde de tre gange:
“Jeg skaber. Jeg skaber. Jeg skaber,”og dermed fik de deres uhyreskikkelse.
De kunne kun løses fra deres fortryllelse ved at nogen spurgte dem tre gange, om de var en varulv eller en mare. Den tredje gang var de nødt til at sige ja.
Varulven kunne også løses ved, at drikke hjerteblodet af et foster. Derfor var de altid efter de frugtsommelige. Men ind i husene kunne de kun komme ved at grave sig ind under dørtærsklen.
Marerne satte sig på de sovendes munde, så de næsten ikke kunne få vejret. Eller de red på hestene i stalden

Gå til toppen af siden

Manende præster

Præsten i Magleby, der kunne mane
Der var flere mønske præster, der gav sig af med at mane, deriblandt Johan Peter Gad, der var sognepræst i Magleby fra året efter stavnsbåndets løsning fra 1788-1825. I Magleby huskede man i mange år en mand, der hed Jens Ullerup, og som havde været kusk hos pastor Gad. Præsten var flere gange ude at mane, og da Jens jo kørte for ham, overværede han så at sige maningerne “på første Hånd”. Siden fortalte han så om det til folk i byen, og man tør vel regne med, at disse begivenheder næppe blev mindre spændende, når han refererede dem. – Nu er de fleste maninger glemt, men en levede dog videre i folkemund: nedmaning af den mystiske kone, Gundel. – Hun gik igen og spøgte på vejen i det yderste Nørreby. Pastor Gad kørte derud flere gange, men kunne aldrig træffe hende, når han kørte den sædvanlige vej. Så sagde han en dag til Jens Ullerup: “Nu kører vi om ad Hjertebjerg og Nordfeld og den vej, så kan vi måske komme bag på hende” – Da de var ved kobbelhusene, sagde præsten til kusken: “Ser du noget forude” – “Ja, jeg ser en gammel kone”, sagde Jens. Hun går og sanker pinde” – Pastor Gad sagde: “Ja hold så”! Den gamle kone viste sig at være gengangeren Gundel, og præsten steg af vognen og begyndte at mane. Men det var ingen nem sag. Den første manebog, han tog frem, slog hun ud af hænderne på ham, da han gik helt hen til hende. Den anden gik det på samme måde. Han kunne ikke holde den, når hun slog ud, – fortalte Jens Ullerup siden.

Men den tredje manebog måtte hun lade ham beholde. Så prøvede hun endnu engang, at redde sig fra at synke i jorden og sagde til præsten: “Du er ikke bedre end jeg er, for du har stjålet et hvedebrød!” – “Ja sagde pastor Gad, “det gjorde jeg, men det var af nød og trang. Jeg var sulten og led nød!” – Gundels beskyldning mod præsten hjalp hende ikke. Der havde været tale om sult og nød, og Gad var ingen tyv. Nu kunne pastor Gad mane hende ned, og han sørgede for, at der blev rammet en pæl gennem hovedet på hende. Gundel var nødt til at blive der. Pælen ragede lidt op over jorden, og folk, der kom forbi gik undertiden hen og rokkede ved den. Men de slap den nok forskrækket, for de hørte med et en stemme dernede fra: “Rok op, rok op!” Men spøgelset Gundel var der aldrig nogen, der mødte mere.

Gå til toppen af siden

Nisser

H.J.Thurens optegnelser fra 1909
Gårdejer Hans Didriksen fra Mandemarke siger følgende til Thuren:
“I min ungdom sås endnu enkelte steder, at der hængte en “Nissering” (ringen af et gammelt vognhjul, som alle egerne var taget ud af) på den udvendige side af gården. Ringen beskyttede mod nissernes tyveri. Thi ligeså mange omgange det gamle hjul havet løbet i sin tid, lige så mange omgange skulle nissen løbe omkring gården, førend han kunne komme ind og stjæle noget.”

Gå til toppen af siden

Trolde

Optegnet af N.K.Pedersen i 1920 efter mundtlig meddelelse fra den 82 årige husmand Johan Rasmussen boende i Magleby, men født i Mandemarke

Troldene i Ulsdalshulen

I Mandemarkebjergene er der en dyb dal, som kaldes Ulsdalshule. Der boede i gamle dage en trold. En dag kom en karl gående forbi, og så da et stort bål brænde i dalen. Det var jo et tegn på, at der var en skat. Karlen tog sin kniv og kylede ned i bålet. Han havde nemlig hørt, at så mistede de underjordiske deres magt over skatten. Karlen gik så hjem. Da han vel var kommet i sin seng hørte han trolden stå uden for vinduet og råbe ind til ham:

”Kom ud, så skal vi dele”.

Men karlen ville ikke komme ud til trolden. Så havde han vel også ødelagt ham. Men han råbte tilbage:

”Nej, du kan lade min part ligge til i morgen.”

Næste dag gik karlen så ned i Ulsdalshulen og hentede halvdelen af skatten.

Gå til toppen af siden

Ved bordet

Hans Didriksens optegnelser fra 1909:

Brødet
Når de gamle tabte et stykke brød på gulvet udbrød de altid: “Åh Herre Gud.”
Det lød som en undskyldende beskeden bøn. Vel nærmest for at Vorherre ikke skulle vredes over skødesløs behandling af brødet. Man må huske hvor strengt tilkommet for det daglige brød den gang kunne være.
Når man tabte brødet ud af munden under måltidet blev der sagt: “Nu spørger vi snart dødsfald i familien.”

Bestikket
Knivene måtte aldrig ligge med bladene over kors. Skete det, ville de gamle rette dem straks. Korslagte blade betød nemlig ufred i huset. Ikke heller måtte en kniv ligge med æggen opad, thi så skar man Vorherre.
Blev en kniv eller gaffel, som faldt på gulvet, stående på spidsen, kom der fremmede.

Uheldige lyde
Kom de gamle til at hikke, sagde de altid: “Hvem mon der nu har travlt om mig?” (Bagtaler mig)
Kom de til at ræbe, sagde de:  “Jo, her er jeg.”
Kom de til at nyse, sagde de andre: “Hjælp Gud!” (En besværgelse mod den sorte død – pesten – der begyndte med en kraftig nysen).

Ben og hænder
Dersom flere samtidig kom til at betragte noget ved en andens hænder og kom i samtale derom, sagde man altid – og siger forresten endnu (Mandemarke 1909): “Nu spørger vi snart giftermål.”

Børn
Tabte barnet sit smørrebrød på gulvet så smøret vendte opad, hed det: “Du kommer snart til gilde.”

Gå til toppen af siden

Forheksede steder

1) Ved Skidtgab (nede ved Mandemark Enge, hvor vejen svinger opad N.P.Rasmussen til) fortalte de gamle om, at der gik en so med 11 røde grise. (Johanne Olsen 1925)

2) Der ligger to store høje på Laurits Nielsens jord i Mandemark. Den ene blev kaldt Stenhøjen, fordi der var så mange sten i den. Her kunne man se troldene danse. Om den anden blev der sagt, at ovenfra kunne man om natten se en hvid hest. (Johanne Olsen 1925)

3) Lidt bag ved det hus, som senere blev kaldt Russerhuset, og som brændte for nogle år siden, ligger der en banke eller høj, hvorfra forbipaserende altid om natten kan høre råben: “Hoo, hoo, hoo!” Seks gange i træk. Så et ophold. Og derefter fortsætttes der igen. I huset boede i sin tid en mand med navn Svai, og om ham fortaltes der mange mærkelige historier. Han havde …(ulæseligt) og var en hel troldmand. (Johanne Olsen 1925)

4) Sagnet fortæller om Møllebjerg, der ligger ved Mandemarke, at hver Skt. Hans aften hævede bjerget sig på fire pæle. Og beboerne i Mandemarke kunne da se troldfolket komme vandrende med deres spader og skovle på nakken forbi byen over marken og ud til Gunildsbjerg. Det var kun mænd der gik. Kvinderne kunne man se fare rundt dernede i højen. Det så ud som de havde travlt med forberedelserne til en stor fest. Hen på morgenstunden kom mændene tilbage igen med deres redskaber. Og når dagen brød frem, var der intet at se. (Johanne Olsen 1925)

Gå til toppen af siden

Hvad er nu det?

Artikler fra bragt i Ugebladet for Møn i de to første uger af august 2000. Fup, reklame, syner eller fakta?

Artiklerne er gengivet med tilladelse fra Ugebladet for Møn – KLIK på dem for at forstørre!

Mystik i Klinteskoven

Mystik i Klinteskoven

Besøgende fra det ydre rum?

Besøgende fra det ydre rum?

Gå til toppen af siden