Billeder 2018

 

Julearrangement 1. december 2018

I år faldt lørdagen før 1. søndag i advent den 1. december. Og denne lørdag har Mandemarke Bylaug i mange år pyntet landsbyen, under afsyngelse af et par julesange tændt juletræet ved gadekæret hvor pumpehuset var pyntet op – og bagefter mødtes til gløgg m.v. ved et lækkert Mandemarke-bord. Som der stod i invitationen: I skal hver medbringe enten brød, ost, pølse, pålæg, kage, egen specialitet, delikat surprise eller andet. Kun fantasien sætter grænser.

I lighed med tidligere år havde Bitten og Helge åbnet deres smukke hjem, og der var en overdådighed af delikatesser fra de mange fremmødte, som man skulle have været til stede for at få et indtryk af – både for øjet og for ganen.

 

Lars Gudmand: Foredrag om Ellehammer 20. oktober 2018

(klik på foto for at se Ellehammer)

Ellehammer er et navn de fleste i dag kun kender som en pioner indenfor flyvningen.

Ellehammers kone Mimi var søster til Lars Gudmands farfar, og Lars er selv dybt fascineret i Ellehammers historie og engageret i Ellehammers Fond. Derfor blev det et meget interessant og meget oplysende foredrag Lars kunne holde for de ca. 30 fremmødte i Mettes glasværksted om Ellehammers liv og virke, hvor han også medbragte diverse genstande produceret af Ellehammer – samt et stykke af den betonbane hvor Ellehammers første forsøg med flyvemaskiner fandt sted på. Verdens første betonstartbane for flyvemaskiner!

 

Vi hørte om Ellehammer, som var født i 1871 i Bakkebølle Skov, hvor Ellehammers fars huse stadig ligger inde under Farøbroen, om hans far som også selv var noget af en opfinder, og om at Ellehammer igennem 50 år klarede at leve som opfinder med 59 forskellige patenter i Danmark som støttet op af patenter i udlandet endte med 3-400 patenter. De medførte dog ikke altid den sikkert ønskede økonomiske succes, men Ellehammer var god til at ‘brande’ sig selv og fik risikovillige investorer. Han var en fantastisk idemand men ikke nogen dygtig sælger eller forretningsmand. (På fotoet ses hans værksted omkring 1900).

Han er mest kendt for sine bedrifter med at få et fly til at lette fra jorden, og luftfarten var det der optog ham det meste af livet. Men han opfandt utallige andre ting udover en ægåbner, som f.eks. en cigaretrullemaskine som kunne producere 20.000 cigaretter om dagen, hvor en håndruller kun kunne klare ca. 800. Han rejste endda til Ægypten for at prøve at sælge den, men blev ikke godt modtaget af de lokale cigaretrullere.

Større succes fik han med ’Elleham-motorcyklen’, der som han fremhævede i annoncer var konstrueret så den var nem at hoppe af især for damer hvis man kørte i grøften. Den blev produceret fra 1904 og blev meget populær blandt dem der havde råd til at købe den.

Han opfandt også en traktor med en meget stærk motor, som i realiteten var en dampmotor som kunne køre på de dårligste og dermed billigste olier, som han solgte patentet til for svimlende 500.000 kroner – men hvor han som Lars kunne tilføje aldrig fik de sidste 250.000.

Han opfandt også en ’tørkarburator’ som blev solgt som ekstraudstyr til Ford-biler som forbedrede bilernes økonomi. Han havde også mødt Ford personligt under et ophold i New York i 1917 uden at få solgt sit patent til Ford. Mange år senere blev man dog klar over, at Ford bagefter måske havde kopieret hans opfindelse.

Han opfandt også en særlig selvansugende pumpe der kom til at danne grundlag for en langvarig produktion af pumper. Et af hans sidste patenter i 1940 var på en ’gyrokopter’ drevet af trykluft, et fly der både skulle kunne stige lige op og ned og flyve vandret. Men det blev dog aldrig til mere end modellen, for han blev i udviklingen af flyvemaskiner overhalet af tiden.

Her viser Lars en model af Ellehammers ‘Gyrokopter’ med stjernemotor

Hans berømmelse hviler dog i dag på begivenheden den 12/9 1906 hvor han fik sit fly til at lette på øen Lindholm i nord for Bandholm på Falster (det lidt dårlige foto øverst til venstre). Det blev aldrig godkendt som en fri flyvning, fordi maskinen var tøjret til en pæl i midten af den cirkelrunde startbane for ikke at ende i havet. I Danmark mente man længe, at det var den første flyvning i Europa, selv om æren tilkommer Alfons Dumont, der lavede en fri flyvning i oktober samme år. Men blandt konkurrenterne rundt omkring i verden har han nok været den der var bedst til at håndtere datidens medier.

Efter Ellehammers død i 1946 fortsatte hans søn Hans produktionen af teknisk udstyr, især af pumper og skumslukningsudstyr. Han tog kun et par patenter men de var til gengæld så økonomisk givtige, at maskinfabrikken efter hans død i 2004 fungerede indtil den i 2017 blev solgt, så kapitalen i Ellehammers Fond, som består af arven efter Ellehammers søn der døde barnløs, i dag er på ca. 40 millioner, som årligt uddeler omkring 1 million til tekniske museer og teknisk-historiske formål.

Når man på ca. 100 års afstand ser tilbage på Ellehammer er det også tankevækkende, at han i 1920 opførte en vindmølle, idet han så på vindkraft som en sag der skulle “bringes frem på Verdensmarkedet til gavn for Menneskeslægten, saaledes at det store Spørgsmaal: Fremstilling af Energi og Aflastning af Kulforbruget kan finde sted” (Louise Karlskov Skyggebjerg: Ellehammer, En historie om at arbejde med opfindelser, 2015, side 158).

Her sidder Ellehammer i sin Ellehammer-bil i 1991 (klik på fotoet og se det originale foto)

Og her ses resterne af bilen som blev fundet loftet af hans værksted 100 år senere

Tivolibådene sejlede fra 1935-1970 med ikke-forurenende trykluft – her med Ellehammer selv

Naturens spisekammer 17. juni

Tematuren om spiselige planter gik fra Borre Sømose til Nordfeldtkyst og var guidet af naturvejleder Katrine Skov. Her ses ruten, som de fleste kan klare:

Blandt årstidens delikatesser var de vilde løg, som sidder i klynger på enden af tykke strå i forsommeren langs vore lokale grøftekanter. De kan drysses hen over maden eller tilsættes salater. Og det er så fin en spise, at de serverer dem på Noma.

Undervejs blev vi trakteret med kaffeerstatning brygget på blandt andet cikorie-rødder.

Ifølge Katrine Skov er hvidtjørnens blomster fremragende til saft. Og den er blidere i smagen en den mere skarpe hyld. Og bladene kan bruges til te, som skulle være en sund helsebringende og sygdomsforebyggende drik for specielt mænd. Blandt andet skulle den virke forebyggende på hjerteproblemer.

Som så mange andre steder passerede vi vejbred med blomsterstande. Blot denne gang med den værdifulde ekstrainformation, at de små blade er gode til salater og at de grønne blomsterstande er en ren delikatesse, når de steges i smør. Og selvfølgelig stødte vi også på sankthansurten, der var så spiseklar og saftig tre dage inde sankthans.

Nede på stranden stødte vi på den delikate strandkål, der har en meget fin smag og givet et sprødt indtryk i munden.

Blandt de kønne vækster kunne man finde vild timian, strandkål, vilde løg, havtorn og slåen. På billederne herunder ses også hyrdetaske (det fine græs med hjerter) og katost (den lilla blomst).

Niels Sandø 12. maj – foredrag om “Andre folks penge”

Vi var samlet hos Mette og Søren for at høre Niels Sandø fortælle om sit journalistiske gravearbejde omkring finanskrisen – et arbejde der resulterede i bogen “Andre folks penge”. Igennem små to timer holdt han alle ca. 25 tilhørere i ånde og leverede et utal af historier ledsaget af et fascinerende lysbilledshow.

Natur-tur 28. april

Fugle og natur med Leif Søndergaard som guide. Vi mødtes foran skolen i Skovstrædet og fulgtes op i bakkerne til Høvblege. Vi så mange små prikker på himlen, som efter Leifs kyndige udsagn var havørne, glenter og andre vidunderlige rovfugle. På et tidspunkt kunne de, der var bevæbnet med kikkert, se hele 8 prikker på himlen på samme tid! Godt, at der også var kaffe og kage på turen.