Kong Huno

Kong Huno byggede sit slot ved Hunosøen, hvor man endnu kan finde spinkle rester, skønt Hunoborgen og mange andre ridderborge blev revet ned i slutningen at der 14. århundrede.

Historikerne har fundet ud af, at han har levet omkring år 800. På voldstedet har man fundet spor af grave i et omfang af 60 skridt, men i tidens løb har der været adskillige genopbyggelser på stedet. I 1911 fandt man munkesten og munketagsten der, som har tilhørt en bindingsværksbygning fra middelalderen, og man kan se, at den er brændt. Den var opført oven på den oprindelige borg fra historisk tid. Der har været en lille høj med grav omkring, og der har nok været et trætårn i midten. Mange steder er opkaldt efter ham, f.eks. Hunosøen, Hunosøgård, Hunohøjen og Hunoherrens agre.

På den tid, hvor Kong Huno levede, herskede der stor hungersnød i Danmark, og det var efterhånden blevet en så alvorlig sag, at det på tinget i Viborg blev påbudt, at man ikke måtte brygge øl, da man ikke måtte bruge det dyrebare korn til at drikke. Så var der en tørstig herremand, der fandt på at “søbe” øl ind med skeer, idet han sagde, at søbemad ikke var forbudt. Også “ølsøbning” blev så forbudt, men han fandt igen på råd. Han udblødte brødskorper i øllet, og så åd han sig rusen til- om end langsomt. Dette blev ham også forbudt – under livsstraf – men nu trodsede han åbenbart ethvert forbud, og han blev kaldt til “Kongen”. Ligesom lejrekongen havde sit område, var der fylke-konger rundt om i landet. – Til sit forsvar sagde han, at han elskede sin konge og måtte sørge for at have øl, så han kunne drikke kongens skål, hvis kongen pludselig døde. Kongen glemte da sin vrede og tilbagekaldte sin forordning. – men regnen udeblev, og hungersnøden blev værre og værre, så galt blev det, at man på det jyske ting foreslog, at børn, gamle folk og krøblinge skulle slås ihjel, for at der kunne blive nok mad til de våbenføre og til dem, der dyrkede jorden. – Almuen bifaldt dette forslag, men en kvinde fra Vendsyssel ved navn Gundborg fandt rådet skammeligt. Hun sagde bl.a. “I har givet stemme til en oprørene umenneskelighed for at de der er tilbage kan gøre vold på blodets hellige bånd”. Og hun foreslog, at de unge og stærke vandrede i landflygtighed for at resten kunne få føden her i landet. Hendes kærlighed sejrede over mændenes hjerteløse hårdhed, og hendes egne 2 sønner satte sig i spidsen for de bortdragene vendelboer, som man kaldte cimbrerne. Mange andre sluttede sig til dem, så de voksede til en folkestrøm, og der fortælles, at Kong Huno på Møn samlede en stor del af ungdommen der – og drog med. Han sagde, at han ikke ville hvile, før han havde hængt sit skjold i Roms porte. – På den tid herskede Karl den Store i det mægtige romerske rige, så det var jo temmelig store ord, at sige for en lille mønsk næskonge, og vi ved da også, at de blev slået dernede.

Men Huno var som de fleste andre næskonger fremfor alt en sørøverkonge, og han vandt da også megen ære og berømmelse ved sin tapperhed. – Saxo omtaler ham som en af lejrekongens besynderligste høvidsmænd.

Da Harald Hildetand engang var kommet i krig med den svenske Kong Erik Ring, rustede Huno sig sammen med de 6 andre småkonger på Møn og kom den danske konge til hjælp, og der fortælles, at han for sin tapperhed og tro tjeneste blev belønnet med et gyldent sværd og andre kostelige gaver. Det er interessant at tænke på, at Borres aller ældste byvåben- i. flg. Wiborg var et gyldent.- eller blankt sværd. Borre var jo den første købstad på Møn, og da byvåbenet blev forandret til det velkendte våben med kuren på vagttårnet i 1370, bærer vagten stadig det blanke sværd.