Store Nordiske Telegrafselskab

Pomlerende og det gamle kabelhus (sign. CG 54)

INDHOLD

  1. Vagn Hansens fortælling om Store Nordiskes kabelhus ved Pomle Rende
  2. Om Tietgens tallerkener fra 1894 og Tietgen
  3. Søkablet fra Møn passerede Bornholm, som også har haft et kabelhus
  4. Det victorianske internet 
  5. Telegrafkodebog på kinesisk
  6. Fra Vagn Hansens besøg i Mandemarke

1. Store Nordiske Telegrafselskabs kabelhus ved Pomle Rende, Liselund på Møn.

Af Vagn Hansen, Lellinge, d. 28. marts 2019

Flora Danicas tallerken foræret til C.F. Tietgen i 1894. Motiv Kabelhuset ved Pomle Rende.

Som gammel mand på 86 år er jeg blevet inspireret af Svend Aage Christensens flotte fotos af C. F. Tietgens Flora Danica tallerkener fra Store Nordiske Telegrafselskab 1894 (læs om Tietgens tallerkener). Især tallerkenen til venstre med motiv fra kabelhuset ved Pomle Rende Liselund har givet mig lyst til at skrive.

Jeg har som barn gået langs stranden og omkring huset sammen med min morfar, fisker Theodor Andersen siden først i 1940. Selve huset og dets instrumenter er alene i kraft af sin alder interessant nok set fra et lokalhistorisk perspektiv. Et træskur på åben strand fra 1868 til 2019 er vel ikke helt almindeligt.

Hvis man hertil lægger dets spændende andel i periodens kommunikatonshistorie, er det da værd at skrive om. Jeg har i 1990’erne skrevet en anden beretning ved navn Kabelhuset, men der er nu flere små detaljer jeg kan tilføje her i 2019.

I 1965 var indholdet i huset godt på vej til at gå tabt. Det gamle kabelhus var i sig selv begyndt at forfalde med huller i taget og råd. Det medførte selvfølgelig også at inventaret, bl.a. de gamle kabelinstrumenter på trækonsoller og træbasis plader, var noget fugtangrebne med opskallede shellak-overflader og dele, der generelt var angrebet af havluft og ir. På dette tidspunkt nærmede stedets alder sig da også de 100 år eller mere.

Først i 1960’erne var betydningen af morsetelegrafien faldet meget til fordel for trådløs telegrafi og radiotelefoni. På Liselund fik Niels Rosenkrantz som følge heraf overdraget kabelhuset af Store Nord. Som følge heraf fik Erik Jensen (den daværende jagtlejer) tilladelse af den gamle baron Niels Rosenkrantz til at anvende huset til bådehus og ændre gavlen til en port samt rydde huset for at gøre plads til en båd. Min forbindelse til Erik Jensen begrænser sig til at have mødt ham et par gange på jagt på Juellund gods, medens Erik Jensens søn Peter har været en nær bekendt i mange år både i Sverige og på Christianssæde gods. Her på mine gamle dage består venskabet fortsat med hygge og fælles interesser. Peter har fortalt om huset, at der på et udsavet stykke af gavlen blev monteret hængsler og en skudrigle, således at siden kunne lukkes op og låses. Så kunne den planlagte aluminiumsbåd komme i hus og der kunne lukkes af. Der blev herefter lystfisket med båd fra stranden.

Ved rydningen af huset gemte Peter  nogle af de gamle ting, der var på vej ud. En papkasse blev fyldt og stillet hjem på loftet, hvor den stod i de næste 30 år. Som nævnt tidligere blev jeg i halvfemserne gjort opmærksom på det gamle grej ved et tilfælde og fik det ved Peters velvillighed overdraget. Nu begyndte et spændende restaureringsarbejde af mekanikken fra en tidlig epoke af klunketidens kommunikationsteknik.

Delene har som led i den transsibiriske linje haft en stor historisk rolle. De indgik i og var et uundværligt mekanisk led i den første kommunikationslinje, der gik østpå over Libau Letland, over Rusland til Japan og Kina. Meddelelser om krig og fred, kultur, diplomati og handel, ja, det er jo næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der er passeret i dette kabel, som dog var afbrudt under Første Verdenskrig.

Det blev først genetableret, da Lenin-regimet indså vigtigheden af den nu efter borgerkrigen kritisk manglende kommunikation, og derfor af praktiske grunde følte sig tvunget til at genforhandle de brudte kontrakter  med Store Nordiske Telegrafselskab om genetableringen af linjerne. Men det er jo en lang historie, der bør – og forøvrigt er – fortalt af andre. Det siges og skrives, at der blev kørt mange læs menneskelort væk fra kælderen under Store Nords hovedsæde i Moskva efter revolutionen, inden det kunne tages i brug igen.

Galvanometer før istandgørelsen

.

Jeg tror oprigtigt, at det var sidste udkald for det gamle grej fra huset dengang i 1998, inden det gik tabt for altid. Men at gå i gang med et restaureringsarbejde af sådant gammelt apparatur i fremskredent forfald kræver en vis entusiasme og planlægning!

.

.

Telegrafstolen fra Kabelhuset

Stolen som teknikere har siddet på i huset, havde været hvid. Den var nu rød og afskallet og krævede lakfjerner, siklinge og fint sandpapir. Efter slibning og oliebehandling blev den rigtig god. Da jeg havde et pænt garvet antilopeskind liggende på hylden, erstattede det fint det gamle sprækkede skind. Nu passer den godt til mine oldebørn på 2-3 år.

Basisplader og sokler til instrumenterne var, som det var almindeligt i 1850, lavet af mahogni. Den røde oprindelige overflade var af poleret shellak – en lak, der bl.a. fremstilles af en lille indisk billes skjold igennem flere processer. Lakken anvendtes dengang i 1800-tallet i stor udstrækning som møbellak og fin politur. Den krævede en ret stor håndværksmæssig kunnen og øvelse, idet den påførtes med en blød klud, der var viklet om en anden klud, som var mættet med linolie. Kluden skulle så dyppes i shellakken og hele tiden være i bevægelse i cirkelformede strøg. Ved mindste stilstand limede kluden sig fast og arbejdet var ødelagt. Dette var naturligvis en udfordring!  Min far levede dengang og fortalte, at de som drenge lidt ondskabsfuldt havde drillet en dygtig, gammel og døv snedker på Anlægsvej i Ringsted. I hans værksted var der et loft, der var lavet af halve lægter, altså kunne man se igennem sprækkerne, og deroppe stod drengene. Snedkeren stod nede i værkstedet og polerede et fint møbel. Drengene stampede på lægterne, så der dryssede støv ned i lakken. Den gamle døve snedker kunne ikke forstå, at hans polering ikke ville lykkes. Hjerteskærende!

Efter slibning, lakering og polering af den gamle maghogni stod soklerne efter mange timer rimelig flot. Messing-garnituren, de forskellige mekaniske dele på apparaturerne, havde hver især været slebet i forudbestemte retninger, hvilket krævede to ting: Den rette kornstørrelse i smergellærred og dernæst polering af lærred og til sidst en ”lære” – en slags holder der fastholdt emnet, imedens man sleb det frem og tilbage efter en lineal. Denne proces var vigtig, da de mindste afvigelser sås tydeligt på slutresultatet. Det er klart at alt dette kræver en vis tålmodighed, og at man skulle ville opgaven for ikke at få ”kriller”. Runde emner måtte klares i drejebænken, men dermed blev de også perfekte.

For at fremkalde den specielle gyldne overflade, der var på mikroskoper og fine instrumenter i 1850, skulle overfladen og farven være rigtig. Mange af 1800-tallets fine ting har sikkert været lueforgyldte, hvilket er en ekstrem giftig proces, så i stedet eksperimenterede jeg med afbleget og naturel shellak, der efter nogle prøver så rigtige ud. Det var en stor fornøjelse at se de gamle dele stå, som de så ud oprindeligt med en gylden overflade, der var beskyttet af shellakken. Jeg havde fremstillet en stor mahognikasse med mange nummerede rum for at holde styr på samlingen af delene og placering af skruerne på de rigtige steder, så alt blev som det var før adskillelsen. Selv nu knap 20 år efter ser alt originalt ud med den patina man forventer på så gammelt grej.

Funktionen

Den følgende funktionsbeskrivelse går på de simple oprindelige principper i telegrafien. Der er uden tvivl passeret både maskintelegrafi og multiplex i kablerne, men det er en anden historie. (Læs evt. Wikipedias opslag om ‘multipleksing‘).

(klik på fotos for at forstørre)

Telegrafkablet ved Pomle Rende på Møn gik via Dueodde på Bornholm til Libau i Letland og videre til Skt. Petersborg, den russiske hovedstad på det tidspunkt. Det bestod groft sagt af et spundet flerekoret stålkabel, udvendig isolering i flere lag og en kraftig isoleret 4 mm kobbertråd i centrum. Dette gamle kabel kan man her næsten 160 år efter se stikke op på stranden ved Pomle.

Lynprotector. Lynbeskyttelse model 1862 (istandgjort af Vagn Hansen 1999).

Det første apparat signalet har mødt fra luftledningen foran huset er en kabelbeskyttelse (Lynprotector). Et ca. 40 cm langt mahognibord med rulleterede messingskruer i enderne til henholdsvis kablet (K) i den ene ende og luftledningsforbindelsen (L) i den anden. Midt på bordet i kanten sidder endnu en messingfingerskrue, der fastholder en jordforbindelse (E). Det første signalet møder (fra luftledningen) er en drosselspole – en filterspole imod uønsket elektrisk støj. Der er på siden af spolen monteret to smeltesikringer med underliggende gnistgab, der er forbundet til jord.

Hvis et lyn fra telegrafluftledningen skulle passere denne første sikring, møder det nu den tids lavteknologiske pladesikring, der består af to 10 mm tykke jernplader oven på hinanden med et tyndt gennemhullet stykke marieglas imellem som isolering. Den underste plade er forbundet til jord. Den øverste plade passerer signalet igennem via en messingfingerskrue i hver ende. Luftledning i den ene og drosselspole fra søkablet i den anden. Signalet fra luftledningen (lavvolt jævnstrøm) passerer problemfrit igennem den øverste jernplade. Evt. højspænding (lyn) vil springe over til jord, (underste jernplade igennem hullerne i marieglasset). Eventuelle andre elektriske forstyrrelser vil blive filtreret i den drosselspole, der sidder imellem pladesikringen og søkablet.

Kontaktgalvanometer (istandgjort af Vagn Hansen i 1999)

Imellem protectorens (K) skrue og jord er monteret et fintfølende galvanometer. Instrumentet består af en rund mahognisokkel med kannelering. Oven på denne, som er ca. 15 cm i diameter, står en glaskuppel (osteklokke) på omkring 100 mm, inden i denne på mahognisoklen er monteret en stor hul spole. Inden i spolen er knivophængt en galvanometerviser, der går ned under spolen som en lille tværgående plade og op til en nysølvskala, der viser udslaget. Den lille tværgående plade går ned i et lille messingbæger, der er fyldt med tyk olie. I den ene ende af nysølvskalaen sidder en lille kontakt.

Instrumentet virker således: Selv ganske små svage signaler kan aflæses på instrumentet. Prikker og streger vil få det til at slå minimalt ud grundet oliens dæmpning af viseren. Der står et sådant galvanometer i hver ende af telegrafkablet eksempelvis Moskva – Fredericia. Hvis du på en af stationerne holder telegrafnøglen nede, vil viseren på galvanometeret i den anden ende langsomt grundet olien drive helt over på den lille kontakt, der er forbundet til et ringeapparat. Ringeapparatet giver så en melding om en ønsket forbindelse. Der sidder på galvanometeret en lille kortslutningsprop, der kan sætte kontakten ud af drift. (Læs også Wikipedia om ‘galvanometer‘ eller drejespoleinstrument).

Telegrafnøgle i Pomle Rende (istandgjort af Vagn Hansen i 1999).

Et søkabel i 1850 var ikke ukompliceret. Det krævede jævnligt kontrolmålinger og vedligeholdelse. Alene derfor var det nødvendigt at have disse kabelhuse, hvor kablerne gik i land. Signalstyrken skulle hele tiden kontrolleres og en eventuel overgang udpeges. Den tids isoleringsteknologi var i forhold til vor tids isolering primitiv. Derfor var den mindste utæthed og dermed overgang til vandet (jord) ødelæggende med fejlfinding og reparation til følge. Ved etablering af det oversøiske kabel til Amerika fra Europa lykkedes det først tredje gang at få det til at virke ordentligt! Denne transatlantiske forbindelse krævede tårnhøje investeringer. Der er eksempler på, at konkurrerende selskaber via spioner slog kobbersøm i kablerne, inden de blev lagt ned, med store udgifter til følge.

Kabelhusets historie

Som dreng kom jeg med min morfar fisker Theodor Andersen til stranden ved Pomle. Der var et ophalerspil. Og så kabelhuset som min morfar kaldte ”Telegrafen”. Kabelhuset ved Pomle er, såvidt jeg fandt ud af på Teknisk Museum i Helsingør, opført i 1862. Det har så været søudgangspunkt for Store Nordiskes transsibiriske telegraflinje, der bl.a. endte i Japan og Kina. (Se hele linjen på forstørrelsen af Flora Danica-tallerkenen ved afslutningen af denne historie).

Kabelhuset har gennem tiden været brugt jævnligt af Store Nords teknikere og personale til kontrol og målinger. I det i dag istandgjorte hus har man bevaret et par kvadratmeter af en vestvendt væg indvendig, der står originalt med over 20 autografer fra forskellige teknikere helt tilbage fra 1800-tallet.

Under 2. verdenskrig blev det lejlighedsvis ifølge gamle fiskere på Klintholm brugt som læskur på stranden for flygtninge på vej til Sverige. Som beskrevet blev kabelhuset i 1960’erne ændret til bådehus, hvilket det kun var i en forholdsvis kort periode. I dag er Store Nordiske Telegrafselskabs kabelhus gjort smukt i stand med vandret rød beklædning og brede hvide vindskeder. Det bliver nu anvendt som overnatningssted for lystfiskere. På højre side set fra søen er etableret en fin trætrappe op fra stranden.

Kabelhuset ved Pomle Rende efter restaureringen. Trappen op fra stranden er på højre side af huset.

 

Den originale petroleumslampe fra kabelhuset ved Pomle Rende

TIL TOP

.

 

2. Om Tietgens tallerkener fra 1894 og Tietgen

I 1894 forærede Tietgens telegrafselskab sin grundlægger et sæt desserttallerkener i Flora Danica-stellet, hvis billeder fortæller om etableringen af det vidtforgrenede telegrafnetværk. Tietgen – som må siges at have været en iværksætter med stort I – havde i 1869 som sit nok største projekt grundlagde Store Nordiske Telegraf-Selskab, da han tog initiativ til at sammenlægge tre mindre telegrafselskaber (Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab, Det Dansk-Russiske Telegraf-Selskab og Det Norsk-Britiske Undersøiske Telegrafkompagni, alle stiftet i 1868).

Tietgen havde indset, at telegraflinjerne over Atlanten allerede var etableret af andre selskaber, og havde derfor vendt blikket mod øst, hvor han forhandlede en koncessionsaftale hjem med den russiske zar Alexander i slutningen af august 1868. Som virksomhedshistorikeren Ole Lange skriver i sin bog om Tietgen ‘Stormogulen’: Det har næppe skadet, at kong Christian IX under sit besøg i samme måned i St. Petersborg hos sin datter Dagmar – siden 1866 gift med den russiske storfyrsttronfølger Alexander – gjorde sin indflydelse gældende ved det russiske hof. Aftalen gav Store Nordiske eneret på at anlægge og drive telegraflinjer i Rusland, og det blev startskuddet til et større Asien-eventyr for selskabet, der efter etableringen i Rusland påbegyndte telegraflinjerne til Kina og Japan. På grund af opgavernes størrelse fik Store Nord en aktiekapital, der overgik selv Nationalbankens.

Store Nordiskes aktiviteter afspejlede nok så meget diplomati som forretning, men de var profitable frem til 2. Verdenskrig, trods den strategiske fejlvurdering der blev begået ved ikke at satse på den trådløse telegraf efter Guglieomo Marconis opfindelse 1895 og den hjemlige teknologiske ekspertise hos fysikerne Valdemar Poulsen og P.O. Pedersen (links er til Gyldendals ‘Den Store Danske’). 

Store Nord var ifølge Ole Lange gennem tiden tvunget til at gennemføre en imponerende storpolitiske balancegang for at overleve som telegrafisk transitselskab. Dets kabler gik fra Storbritannien via Danmark, Norge, Sverige, Finland eller Danmark og de baltiske randstater til Rusland/Sovjetunionen og videre til Vladivostok. Derfra til Kina og Japan og Hongkong. Desuden havde selskabet hemmeligt og sammen med sin britiske partner aktiemajoriteten i Stillehavskablet mellem USA’s vestkyst over Hawaii til Sydøstasien, selv om alle troede – også USA’s regeringer – at det kabel var amerikansk. 

Dertil havde Store Nord fra Tietgens tid en hemmelig aftale med sin britiske partner om samarbejde og deling af overskuddet fra de to selskabers officielt konkurrerende linier mellem Europa og Sydøstasien (briternes via imperie-linien London, Gibraltar, Middelhavet, Suez, Indien, Hongkong). Det lille danske Store Nord var med andre ord medlem af et verdensomspændende telegrafkartel domineret af briterne.

Tallerkenerne, der blev givet til Tietgen i forbindelse med 25-års jubilæet for Store Nordiske Telegraf-Selskab, fortæller om anlægget af telegraflinjen fra Danmark via Rusland til Østasien og havde følgende motiver:

  1. Ruslandskablets landingspunkt på Møn
  2. Kabelhus på Bornholm
  3. Telegrafstation Libau, Letland
  4. Generalkonsul Pallisens hjem i Sankt Petersborg
  5. Telegrafstation Sankt Petersborg
  6. Børsen, hvor Store Nordiske Telegraf-Selskab havde sine første kontorer
  7. Hovedtelegrafstationen i København
  8. Fregatten Tordenskjold, som bistod selskabet ved kabelnedlæggelse i det Fjerne Østen 1870-71
  9. Deepwater Bay
  10. Hong Kong
  11. Woosung, hvor det første telegrafkabel i Kina blev landet 1870
  12. Shanghai
  13. Nagasaki
  14. Vladivostok
  15. Den samlede telegrafforbindelse Danmark-Rusland-Japan-Kina blev officielt indviet i 1872. Denne tallerken er afbildet nedenfor i ‘fuld figur’ og udsnit – klik og forstør!

 

TIL TOP

3. Søkablet passerede Bornholm, som også har haft et kabelhus

Fundet på en Facebook gruppe for Bornholm:

Bornholms Avis 15. oktober 1868 (klik for at forstørre)

.

TIL TOP

4. Det victorianske internet

Sådan er Store Nordiskes bedrift også blevet betegnet i en ny bog fra 2019 om Tietgen som er udgivet af Store Nordiske i forbindelse med 150-året for stiftelsen af ‘Store Nordiske Telegrafselskab’ i 1869, Kurt Jacobsen: Store Nordiske. En dansk verdenshistorie om teknologi, storpolitik og globalisering.

Fra Bo Bjørnvigs anmeldelse i Weekendavisen den 24. maj 2019 er klippet følgende, som sætter søsætningen af kablet fra Møn i perspektiv:

Vi synes udviklingen går hurtigt i dag, men det gjorde den også dengang. Samuel Morse anlagde den første telegraflinje mellem Washington og Baltimore i 1844, og allerede i 1850 havde man i Europa trukket 9.000 kilometer telegraftråd. Hvor nyheder før var dage eller uger om at nå frem, krydsede de nu Europa eller USA på få timer, mens nyheder fra resten af verden stadig først nåede frem efter flere måneder.

Efter nogle mislykkede forsøg åbnede den første stabile telegraflinje mellem USA og Europa i 1866, og så gjaldt det Indien, Kina og Japan. Det tog de store engelske Eastern-telegrafselskaber med John Pender i spidsen fat på i slutningen af 1860erne, først med en telegraflinje til Indien, som siden skulle fortsætte til Hongkong i Kina og videre til Japan.

Men her var det at Tietgen og hans rådgivere øjnede muligheden for at komme englænderne i forkøbet ved at lægge et kabel fra Hongkong til Shanghai og videre over Japan til Vladivostok, gennem Sibirien, Rusland og under Østersøen til Danmark, som dermed ville blive transitland for telegramtrafikken til og fra Europa.

En yderst dristig plan al den stund, at man først skulle have Ruslands, Kinas og Japans godkendelse og komme før englænderne. Rusland sagde ja, da man allerede var påbegyndt en linje, men projektet var stoppet 1.500 kilometer før Vladivostok. Store Nordiske påtog sig at færdiggøre linjen.

At være en neutral lilleputstat viste sig at være en fordel, så også Japan sagde ja, men Kina var et problem, for kineserne hadede telegrafmaster. De skæmmede naturen, og myndighederne turde ikke give tilladelse til opstilling af telegrafpæle. Men hvad med søkabler?

I stedet for at spørge og risikere et nej, afsejlede to kabelskibe og et orlogsskib, der også blev lastet med kabler, i foråret 1870 fra København – man ville ganske enkelt lægge søkablerne i hemmelighed.

Lederen af det hele, den unge premier­løjtnant Edouard Suenson, gennemførte trods stadige feberanfald sine diplomatiske aktioner i Kina og Japan, ligesom han også tog sig af alt det praktiske. Kineserne endte med acceptere søkablerne, blandt andet fordi danskerne fra starten udviklede en kode, så man kunne telegrafere kinesiske tegn – den var i brug i mere end 100 år, indtil computeren overflødiggjorde den. Suensons heroiske indsats gjorde ham senere til direktør for Store Nordiske, men inden da var linjen fra Kina over Japan og Sibirien til Europa åbnet i 1872, hvor transmissions-indtægterne begyndte at rulle ind.

Kun 25 år efter åbningen af den første telegraflinje i 1844 var stort set hele Jorden således forbundet af, hvad der er blevet kaldt »det viktorianske internet«, hvilket revolutionerede pressen.

Store Nordiskes storhedstid varede frem til begyndelsen af 1900-tallet, så kom der krige og revolutioner, som skadede forretningen, men fremfor alt kom den trådløse telegraf, og historien om, hvorledes Store Nordiske undervurderede faren og i slutningen af 1930’rne var nær likvidation, er yderst indsigtsgivende; det minder om Kodaks negligering af det digitale fotografi. Og Nokias af smartphonen.

Great Northern som sejlede det afgørende søkabel til Kina

 

Der gøres klar til at lande et kabel ved hjælp af en ponton

 

Så vidtspændende var Store Nordiskes internationale telegrafnetværk allerede 1 juni 1894 – datidens første internetmotorveje

TIL TOP

5. Telegrafkodebog på kinesisk

Den første årgang af elever på telegrafskolen i Foochow, som de kinesiske myndigheder åbnede i april 1876 under Store Nordiskes ledelse

Den danske astronom Hans Schjellerup udtænkte, hvordan kinesiske tegn omsættes til et firtalssystem, så det lod sig gøre at telegrafere på kinesisk. Schjellerups kodebog udkom i flere tusinde eksemplarer. På Kinaportal.dk – som efter 25 års virke er blevet nedlagt, hvorfor linket nedenfor ikke længere er aktivt –  fandtes en historie af Henrik Strube om Den første telegrafkodebog på kinesisk, hvorfra følgende uddrag heldigvis blev hentet inden siden forsvandt.

Mange havde forsøgt at løse problemet med at kunne morse på kinesisk, men C.F. Tietgen var klar over, at for at få telegrafien udbredt i Kina, var det nødvendigt at kunne telegrafere på kinesisk, og at det var en stor udfordring at skulle udforme en rationel metode til repræsentation af kinesiske tegn. Tietgen fik kontakt med den danske astronom Hans Schjellerup (1827-1887), professor i astronomi og lærer ved Polyteknisk Læreanstalt under Københavns Universitet, der – for at dygtiggøre sig i astronomi – havde læst arabisk og kinesisk.

Schjellerup havde udvalgt 5454 kinesiske tegn der var opdelt efter tegnenes radikal, en metode der på en slags alfabetisk måde kategoriserer tegnene efter antal strøg i tegnet. Når man skal slå op i opslagsværker som leksikon, ordbøger og deslige, finder man det kinesiske ord efter tegnets radikal. For eksempel er radikalen i tegnet 好(hao)  女, der består af 3 streger og det samlede antal streger i hele tegnet 好 er 6.

Schjellerup udtænkte et system, hvor hvert kinesisk tegn var opdelt efter tegnets radikal, og hvor han havde nummereret stregerne fra 0 til 9. Hvordan Schjellerup havde nummeret stregerne, har ikke kunne opklares, men princippet er det samme som i det senere udviklede ”fire hjørner metode”.  Et kinesisk tegn blev inddelt i fire hjørner: øv, øh, nv og nh, der står for øvre, nedre, venstre og højre hjørne, hvor den udvalgte streg i firkanten har fået et tal. F.eks. har den røde vandrette strøg,  der går igen i øv og øh fået nr.1, den lodrette gule i nv har fået nr. 6,  og den lodrette grønne i nh har fået nr. 7. Selve det kinesiske tegn kan nu omskrives til en kode med fire tal fra 0001 til 9999.

Tegnet 好 vil således have koden 1167, og for eksempel sætningen 中文信息 (Zhongwen Xinxi), som betyder “kinesisk information”, gengives med de fire tegn i morsekoden som 0022 2429 0207 1873. Selv om der er over 50.000 kinesiske tegn, dækker de 6.000-7.000 omkring 99,9 procent af de tegn, der bruges i Kina dengang som nu.

Et eksempel fra den første originale kodebog viser, hvordan en kinesisk telegrafist skulle finde koden for tegnet 好. Først findes tegnets radikal som er 女, derunder finder man så tegnet 好, der har koden 1167.

Selvom Schjellerup havde opfundet systemet, skulle det udvikles yderligere for at kinesiske forretningsmænd kunne bruget det effektivt.

C. F. Tietgen havde overtalt løjtnant E. Suenson, adjudant hos marineminister general Waldemar Rudolph Raasløff, til at søge orlov for som direktør at drage til Kina og organisere telegraftjenesten for den i Danmark stiftede virksomhed, Store nordiske Kina, og Japan Extension Telegrafselskab. Da Suenson ankom til Shanghai, ansatte han den franskfødte telegrafbestyrer S. A. Viguier i 1871 til at videreudvikle systemet og få udarbejdet en kinesisk telegrafkodebog trykt på kinesisk og med tal koder, baseret på Schjellerups udtænkte system.

I starten anvendte Store Nordiske Telegrafselskab næsten kun udenlandske og danske telegrafister, men selskabet bestræbte sig hurtigt på at få ansat lokalt personale, der blev oplært og uddannet i telegrafi. Allerede i det første år var 20 procent af alle sendte telegrammer på kinesisk.

De kinesiske kodebøger blev i starten kun trykt i få eksemplarer og blev efterfølgende løbende udskiftet med nye reviderede udgaver og i stadig større oplag. For at undgå, at der skete misforståelser, blev de gamle kodebøger destrueret, når de nye reviderede bøger kom frem. …

Da computerne i 1980’erne kom frem tænkte mange, at det nu var slut med de gamle støvede kinesiske tegn, og så gik man tilbage til Schjellerups system og udviklede det til et computersprog på kinesisk. I dag er det kineserne, der hjælper Danmark med den nyeste kommunikations teknologi da TDC har valgt den kinesiske mobiludstyrsproducent Huawei til at bygge og drive den danske virksomheds mobile netværk. Fra den 1. marts 2014 og seks år frem skal Huawei levere udstyr til og drive TDC’s landsdækkende mobilnetværk, og skal sørge for, at alle afkroge af kongeriget bliver dækket med en 4G-forbindelse, som TDC er forpligtet til at udbyde inden 2015. Aftalen har en værdi på i alt ca. fire milliarder kroner over seks år. Hvor det før var kinesernes frygt for den nye teknologis indtog  i 1869, er det nu  Huaweis indtog, der skaber bekymring i Danmark. Sådan kan historien gentage sig.

Og denne bekymring omtalt i den ældre artikel blev så til virkelighed, da TDC den 18. marts 2019 valgte Ericsson til at udbygge sit 5G-net! Dermed blev Huawei siet fra, som ellers har stået for TDC’s netværk de seneste seks år og det med stor succes. Huaweis rolle som netværksleverandør til vestlige lande har været genstand for stor diskussion den seneste tid, særligt på foranledning af USA. Grunden til denne diskussion har været frygt for, at Huawei vil spionere på vegne af Kina, en frygt Huawei har afvist som ubegrundet. Ikke desto mindre virker det dog til, at denne frygt nu har kostet Huaweis aftale med TDC, der altså fremover vil benytte Ericsson til at udbygge sit netværk med 5G (jfr. artiklen Derfor valgte TDC Ericson til 5G og ikke Huawei).

Apparatværelset i den nye bygning i Shanghai i 1922

 

Den samlede budstab i Shanghai ca 1930. Store Nordiske påtog sig nemlig ikke kun den rent tekniske transmission af telegrammer, men også at disse blev bragt helt ud til modtagerne.

 

TIL TOP

 

Fra Vagn Hansens besøg i Mandemarke

Mandemarke Bylaug fik den 18. maj 2019 besøg af Vagn Hansen, der som barn sidst i 1930’erne kom meget i Mandemarke i forbindelse med besøg hos sine bedsteforældre – som du i øvrigt kan læse mere om i historien “Om Sidse Meiniche og familie – og et barn i 1940’erne” (åbner i ny fane, Sidse Meiniche var hans oldemor).

Ved mødet med bylauget fortalte han morsomt og levende om nogle af sine oplevelser som barn og især om ‘det gamle kabelhus’ ved Pomle Rende ved den nordlige kyst af Østmøn.

Hvad ingen af os vidste var at søkablet til en telegraf-forbindelse til Rusland og videre til Kina og Japan nemlig for 150 år siden blevet udlagt på havbunden fra stranden ved Pomlerende – for at gå den korteste vej over Østersøen forbi Bornholm til Letland og derfra videre til Skt. Petersborg, hvor kommunikationslinjen fortsatte østpå over Rusland til Japan og Kina! Kabelhuset på stranden med inventar og teknisk udstyr stod urørt i næsten 100 år, hvor andre teknologier for længst havde overtaget telekommunikationen.

Vagn fremviste nogle af de tekniske apparater fra kabelhuset – som han sagde ‘fra elektricitetens barndom’.

Han havde selv renoveret dem meget smukt, efter at en bekendt havde reddet dem fra det totale forfald og gemt dem gennem mange år. Selv den gamle telegrafnøgle som var blevet brugt af teknikerne ved afprøvninger og kontrol og petroleumslampen fik vi lejlighed til at se.

Der blev også anledning for Vagn til at få en snak med nogle af Mandemarkes ældre beboere om gamle dage, som vi øvrige godt 20 fremmødte også fik en stor oplevelse af at høre!

TIL TOP
Flemming Deleuran