Bilag: Lokalplanlægning for bevaringsværdige miljøer i byer og på landet

Nedenfor følger uddrag af en rapport udgivet i marts 2018, som er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Realdania efter oplæg fra Center for Bygningsbevaring. Den også grafisk smukt udformede pjece kan læses i sin helhed på nettet:

https://planinfo.erhvervsstyrelsen.dk/sites/default/files/media/publikation/lokalplanlaegning_for_bevaringsvaerdige_miljoeer_i_byer_og_paa_landet.pdf

Nedenfor følger uddrag af alle de afsnit og bemærkninger i pjecen, som skønnes at have særlig relevans og interesse for ‘Projekt Mandemarke-lokalplan’.


Forord

Danmarks kulturarv er vigtig at værne om. Byerne og landskabet fortæller historien om landets udvikling gennem tiderne, binder nationen samme, giver stederne identitet og borgere et tilhørsforhold, samt tiltrækker turister fra hele verden. Den fysiske planlægning er et vigtigt værktøj til at beskytte de værdier, der er værd at bevare.

Den fysiske planlægning sætter rammer for, hvad der kan bygges hvor, og kan bruges til at bevare og forny på samme tid, så de bevaringsværdige elementer bidrager positivt til en ønsket udvikling.

Planloven stiller krav om, at kommunerne varetager de kulturhistoriske interesser både i byerne og på landet. Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer, der sikrer de udpegede kulturmiljøer og en oversigt over bevaringsværdige bygninger, mens lokalplaner kan præcisere og uddybe, hvilke hensyn der gælder for de enkelte kulturmiljøer og bygninger.

Erhvervsstyrelsen har i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, Center for Bygningsbevaring og Realdania udarbejdet denne vejledning, som kan understøtte kommunerne i arbejdet med at bevare de kulturhistoriske værdier gennem lokalplanlægningen.

Vejledningen giver dels faktuel viden om de lovmæssige forhold omkring bevaring i kommuneplan og lokalplan, dels giver den eksempler på og inspiration til, hvordan planlægningen kan bruges og er blevet brugt af en række kommuner; det gælder f.eks. gode processer med borgerinddragelse og gode erfaringer fra konkrete lokalplaner. Til sidst giver vejledningen en oversigt over eksempler på bevaringsværdier samt beskrivelse af gevinsterne ved at bevare.

Det er håbet, at denne vejledning kan skabe et godt grundlag for en god dialog om bevaring af kulturarv og afvejning af interesser samt sikre vækst og udvikling af byer og landskaber i hele landet.

Indledning

De danske landskaber, byer og bygninger er synlige vidnesbyrd om, hvordan Danmark har udviklet sig igennem historien. Landskabet er blevet kultiveret i takt med, at det er blevet udnyttet, og bærer spor efter århundreders landbrug, råstofudvinding og trafikale forbindelser.

Nogle bygninger har stået i mange hundrede år, og de ældste bydannelser er over 1000 år gamle. De har alle kendetegn og kvaliteter, der fortæller om Danmarks eller lokalområdets særlige karakter og identitet. Kvaliteterne kan fastholdes og styrkes og samtidig bruges som udgangspunkt for en udvikling, der sker i respekt for det enkelte steds værdier. Men det kræver, at man får øjnene op for dem og ved, hvordan man kan håndtere dem. Det kan denne vejledning hjælpe med.

Landskabet bærer præg af Danmarks historie som landbrugsland. Spredt over landet ligger landsbyerne, tæt i de frugtbare egne på øerne og i Østjylland, mens de sandede og mindre frugtbare jorder i f.eks. Vestjylland præges af enkeltgårde og huse.

Landbefolkningen begyndte allerede fra jernalderen at samle sig i små landsbyer, men først fra omkring 1000-tallet fik landsbyerne en permanent placering. Beliggenheden og jordens beskaffenhed gav landsbyerne deres forskellige karakter. Landbrugsdriften var eksistensgrundlaget, og de andre funktioner, der siden kom til med landarbejderboliger, husmandssteder, skole og købmandsbutik, var afhængige af gårdenes drift.

 …

Sådan bruges vejledningen

Vejledningen er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Center for Bygningsbevaring og med Realdania som bidragsyder og sparringspartner. Den er udarbejdet som støtte til kommunerne i deres arbejde med at sikre bevaringsværdier gennem den fysiske planlægning. Vejledningen giver dels faktuel viden om de lovmæssige forhold omkring bevaring i kommuneplan og lokalplan, dels giver den eksempler på og inspiration til, hvordan planlægningen kan bruges og er blevet brugt af en række kommuner; det gælder f.eks. gode processer med borgerinddragelse og gode erfaringer fra konkrete lokalplaner. Desuden giver vejledningen en oversigt over eksempler på bevaringsværdier, der typisk kan genfindes i forskellige områder – i by og på land – og fra forskellige epoker. Hver egn har sine spor og karakteristika, så oversigten er på ingen måde udtømmende, men tjener alene som inspiration og eksempler.

Vejledningen giver også en kortfattet beskrivelse af de tre metoder, der typisk anvendes af kommunerne til at registrere og udpege de bevaringsværdier, der kan sikres i planlægningen. Vejledningen er tænkt som et opslagsværk, og der kan derfor være overlap i kapitlerne. Det er tilstræbt at gøre stoffet overskueligt både i indhold og omfang – mere uddybende viden kan man finde via links og henvisninger i vejledningen, både undervejs i de enkelte kapitler og til sidst i de afsluttende kapitler med litteraturhenvisninger og bilag.

Vejledningen er overordnet bygget op omkring fire hoveddele:

  1. Hvorfor: Argumenter for, hvorfor det er en god idé at arbejde med kulturarv og bevaring.
  2. Hvordan: Håndtering af bevaring i planlægningen – lovgivning og hvilke metoder kan anvendes til at identificere og udpege bevaringsværdier.
  3. Hvem: Planprocessens parter – borgerinddragelse og gode eksempler.
  4. Hvad: Eksempler på bevaringsværdier – hvad består de af.

Del 1: Hvorfor

Her er gode argumenter for, hvorfor det kan betale sig at arbejde med bevaringsværdier i planlægningen. Argumenterne kan bruges i dialog med både politikere, borgere og erhvervsliv. Det handler bl.a. om at fortælle, at bevaring kan skabe muligheder og ikke kun begrænsninger, og at planlægning med bevaringssigte kan medvirke til udvikling og ikke fastfrysning.

Del 2: Hvordan

Her gennemgås planlovgivningens krav til og muligheder for at sikre bevaringsværdier. Relevante tilstødende lovområder nævnes også. Det er f.eks. bygningsreglementets regler om energioptimering af bevaringsværdige bygninger og bygningsfredningslovens forhold til planlægningen. Her beskrives også de tre metoder SAVE, KIP og Landskabskaraktermetoden (LKM).

Del 3: Hvem

Her beskrives en række gode erfaringer med borgerinddragelse og planprocesser. Her er også idéer til, hvilke lokale samarbejdspartnere, der med fordel kan inddrages i arbejdet med bevaringsværdier, f.eks. museerne.

Del 4: Hvad

Her beskrives en lang række eksempler på forskellige typer af bevaringsværdier på landet og i de forskellige bytyper og miljøer som landsbyer, stationsbyer, historiske bykerner, villakvarterer og forstædernes rækkehusbebyggelser. Opdelingen i kategorier er forenklet, så det er lettere at bruge vejledningen, men i praksis omfatter et lokalplanområde ofte flere kategorier på én gang. Alle kategorier, bortsat fra forstædernes parcel- og typehuskvarterer, er ledsaget af eksempler på en bevarende lokalplan. Erhvervsstyrelsen har ikke foretaget en gennemgang af lokalplanbestemmelsernes lovlighed, og eksemplerne kan derfor alene ses som inspiration.

I Slots- og Kulturstyrelsens Lokalplaner og kulturarv – en eksempelsamling [link: https://slks.dk/kommuner-plan-arkitektur/lokalplaner-og-kulturarv/eksempler-paa-lokalplaner/ findes flere eksempler på lokalplaner med bevarende sigte. Her er beskrivelser af bevaringsværdier og udviklingsmuligheder samt links til 26 eksisterende lokalplaner, der tilsammen dækker en bred vifte af områdetyper, bevaringssituationer og måder at lave lokalplaner på.

Del 1: Hvorfor

Bevaring betaler sig

Kulturarven i byer, bygninger og kulturlandskab er synlige vidnesbyrd om de rødder og den fortid, et sted og dets mennesker er rundet af. Kulturarv er dermed et vigtigt element i at skabe en identitet – uanset om det gælder for en nation, et lokalområde eller for et individ. En række undersøgelser peger på, at kulturarv og bevaringsværdige bygninger og miljøer også på mere konkret og målbar vis har en positiv effekt f.eks. i forhold til erhverv, turisme og huspriser.

Derfor er det en god idé at værne om kulturarven – og som minimum undersøge og underbygge det nøje, hvis den antastes eller fjernes. Hvis de synlige spor først er forsvundet, er de væk for altid og kan ikke genskabes. Det handler om at skabe et overblik, så man kan bevare det værdifulde, fjerne det ringeste og evt. tilføje noget nyt, der respekterer det bedste af det eksisterende. På den måde kan et sted påvirke en omdannelsesproces i lige så høj grad og udstrækning, som en omdannelsesproces kan påvirke et sted.

Hvis man kender sine bevaringsværdier, kan de bringes i spil og indgå i en kommunes strategiske arbejde for både at fastholde eksisterende borgere og tiltrække nye beboere, virksomheder og turister. Bevaring behøver således ikke ske på bekostning af udvikling; tværtimod kan en hensigtsmæssig og strategisk planlægning være en forudsætning for også en økonomisk værdiforøgelse, hvis planlægningen bidrager til udviklingen på en måde, der tager hensyn til bevaringsværdierne.

Kulturarv giver identitetsfølelse og historisk bevidsthed

Bevaringsværdige bygninger og miljøer har en iboende værdi som nationale og lokale identitets- og kulturbærere og medvirker til at skabe forståelse af identitet og ophav. Det er netop den egenskab, der udnyttes i krig eller terrorhandlinger, hvor et lands eller et folks kulturarv ødelægges helt bevidst. Kulturarven er med til at forme et sted og dets borgere og besøgende, fordi den er et fysisk vidnesbyrd om historie og identitet.

Hvis en ældre bygning på 100 år, som er opført af traditionelle byggematerialer, rives ned for at give plads til et nybygget lavenergihus, vil nedrivningen og bortskaffelsen af det gamle hus plus opførelsen af det nye hus med nye materialer, transport og selve byggeaktiviteten belaste miljøet med forbrug af energi og råstoffer og udledning af CO2. Selv om det nye hus efter opførelsen bruger meget lidt energi til opvarmning og drift, formentlig langt mindre end det gamle hus, så har beregninger vist, at der typisk vil gå 100 år, før den samlede klimabelastning fra det gamle hus er større end fra det nye lavenergihus.

En lokalplan med et bevaringssigte er et godt redskab til at sikre samlede bevaringsværdige miljøer. Hvor en bygningsfredning typisk retter sig mod den enkelte ejendom, giver planlægningen mulighed for at være helhedsorienteret. En lokalplan kan detaljeret regulere bevaringsværdige bygninger og elementer og derigennem bidrage til at bevare deres særlige karakter samtidig med, at den struktur, de indgår i (vejforløb, pladser, grønne og blå træk), kan reguleres, så den understøtter det samlede bevaringsværdige miljø. Et bevaringsværdigt miljø, dvs. et miljø med arkitektoniske kvaliteter og høj grad af historisk autenticitet, kan løfte de dele, der ikke i sig selv er bevaringsværdige. En lokalplan kan f.eks. regulere miljøet og tage hånd om indpasning af nybyggeri i modsætning til fredningsinstrumentet, der retter sig mod den enkelte ejendom. På den måde kan lokalplanen også løfte fredede bygninger, da det miljø, de indgår i, netop kan reguleres via lokalplanen.

Det er muligt at stille krav om konkrete materialer og produkter, der kan være med til at fastholde en særlig karakter (maling, kalk, tjære m.m.). Det vil dog bero på en prøvelse hos Planklagenævnet, hvor langt man i den henseende kan gå i en lokalplan. Der er ikke handlepligt efter planloven, hvorfor der i en lokalplan ikke kan stilles krav om, at en ejendom skal vedligeholdes. Derfor vil det ofte være afgørende med en formidlings- og vejledningsindsats fra kommunens side som supplement til en bevarende lokalplan, ikke mindst hvis der ønskes fokus på byggematerialer, præparater og istandsættelsesmetoder.

Planlægning med et bevaringssigte

Der findes ikke nogen egentlig definition på, hvad en bevarende lokalplan er. Den betragtes i denne vejledning som en plan, hvor hensynet til bevaring af bygninger eller miljøer spiller en væsentlig rolle og knytter sig til planlovens formålsparagraf. En bevarende lokalplan vil typisk have til formål at sikre og fremme bevaringen og udviklingen af værdifulde bebyggelser, bymiljøer og kulturmiljøer.

En bevarende lokalplans muligheder

Af hensyn til den kommunale administration og de omfattede borgere er det vigtigt at udforme lokalplanbestemmelserne (og evt. supplerende vejledningstekst) så præcist, at der ikke er tvivl om, hvad hensigten og formålet med lokalplanen er. Lokalplanen kan f.eks. stille krav til bygningers udformning (og evt. tilladte materialer og produkter), størrelser og placeringer, nye veje, stier og anlæg samt beplantning. Ved i lokalplanen også at stille præcise krav til f.eks. udformning og indpasning af nybyggeri, vil det samtidig være muligt at tage hånd om udviklingen uden at kompromittere bevaringsværdierne. Det gælder f.eks. ved omdannelse og nyudvikling af en funktionstømt havn, hvor karakteren af de stedsspecifikke træk kan fastholdes ved at genbruge tidligere silo- og fabriksbygninger og bevare belægninger med jernbanesveller. Eller det kan være ved omdannelse af et byområde, hvor dele af områdets bebyggelser eller strukturer besidder bevaringsværdier.

En præcis redegørelsesdel om miljøets særlige karakter medvirker til at skabe klarhed for borgere og den kommunale administration over, hvad de særlige bevaringsværdier består af.

I en bevarende lokalplan er der mulighed for at kræve, at kommunalbestyrelsen skal godkende nedrivning, ombygning og andre ændringer af bebyggelser jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 17 og nr. 22. Det gælder også for ændringer, som ikke kræver en byggetilladelse. Denne lovhjemmel giver nogle særlige muligheder for at holde fast i bevaringsværdierne, fordi forvaltningen bliver gjort opmærksom på ønskede bygningsændringer og dermed har mulighed for at reagere, hvis ændringerne fjerner eller forringer bevaringsværdierne.

En bevarende lokalplan kan også benyttes til at forhindre opsætning af nye elementer, som kan skæmme bevaringsværdierne, ved at indeholde bestemmelser, som forhindrer opsætning af f.eks. solcellepaneler på synlige tagflader og /eller sætter rammer for, hvor de kan opsættes, og hvordan de kan indpasses.

Udarbejdelsen af en bevarende lokalplan vil nogle gange ske som led i planer om et større nybyggeri eller påtænkte nedrivninger i et område (evt. som opfølgning på et § 14-forbud), hvor det kan være afgørende at få taget stilling til fastholdelsen af bevaringsværdierne, inden de forsvinder.

Udarbejdelsen af en bevarende lokalplan kan også ske uafhængigt af konkrete sager som led i kommunens almindelige planlægning og sikring af kommunens kulturhistoriske, landskabelige og arkitektoniske bevaringsværdier, f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af en kommunal arkitekturpolitik. Eller der kan udarbejdes en temalokalplan, der f.eks. beskriver, at bevaringsværdige bygninger ikke må ombygges eller ændres, medmindre kommunalbestyrelsen har givet en konkret tilladelse.

En bevarende lokalplan kan omfatte både landskabstræk, bebyggede områder og enkelte ejendomme, beplantning og belægning samt et specifikt tema, f.eks. skiltning eller tematiske bygninger som klitgårde, bornholmske røgerier, tanghuse på Læsø og præstegårde. Jf. planlovens § 15 kan en lokalplan f.eks. omfatte:

  • Bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område.
  • Udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer.
  • Vej- og stiforhold.
  • Bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres.
  • Forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse, således at sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens tilladelse.
  • Bebyggelsers beliggenhed på grundene.
  • Bebyggelsers omfang og udformning.
  • Anvendelse af de enkelte bygninger.
  • Ejendommens størrelse og afgrænsning.
  • Områdets anvendelse.
  • Hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt.

Del 2: Hvordan

Hvilke regler og love gælder?

Hvor det statslige niveau ved Kulturministeriet har ansvaret for bygningsfredning efter bygningsfredningsloven, har kommunalbestyrelsen ansvaret for varetagelse af hensynet til de bevaringsværdige bygninger. For landarealer og ferske vande har fredningsnævnet kompetencen til at varetage fredningsinteresser efter naturbeskyttelsesloven, mens det er kommunalbestyrelserne, der ud over de fredede arealer skal varetage hensynet til de landskabelige og kulturhistoriske bevaringsværdier.

Planloven stiller krav om, at kommunerne varetager de kulturhistoriske interesser såvel i byerne som på landet. Planloven stiller derimod ikke krav om, på hvilken måde værdierne skal sikres, eller hvad der skal prioriteres som bevaringsværdier. Det beslutter kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune.

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for sikring af de udpegede kulturmiljøer og en oversigt over bevaringsværdige bygninger. Lokalplaner kan detaljere og uddybe, hvilke hensyn der gælder for de enkelte kulturmiljøer og bygninger. En lokalplan er bindende for den enkelte grundejer, mens kommuneplanen alene er bindende for kommunalbestyrelsen og den kommunale administration.

Bestemmelser i lokalplaner er blandt de væsentligste redskaber for kommunalbestyrelsen til at sikre de fysiske kvaliteter, dvs. arkitektoniske og kulturhistoriske elementer og sammenhænge.

Kommuneplanens rammebestemmelser

Udpegningen af de bevaringsværdige bygninger, bymiljøer eller kulturmiljøer følges op i kommuneplanens rammebestemmelser. Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 3, at rammer for indholdet af lokalplaner fastsættes for de enkelte dele af kommunen med hensyn til bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser eller bymiljøer.

Hvis rammebestemmelser skal anvendes som administrationsgrundlag efter planlovens § 12, skal det præciseres og fremgå af bestemmelserne, hvad der ikke kan lade sig gøre. Det vil herved være muligt at vurdere et projekt i forhold til bestemmelserne og administrere i overensstemmelse hermed. Rammer for lokalplanlægning i kommuneplanen kan f.eks. være:

  • Udvendige ændringer i form af om- og tilbygninger, herunder facadeændringer, udskiftning af tage, vinduer og døre, skal ske i overensstemmelse med den enkelte bygnings historiske arkitektur og materialevalg.
  • Udpegede bevaringsværdige bygninger og bygninger i de bevaringsværdige miljøer skal ombygges og istandsættes under hensyntagen til udpegningsgrundlaget for enkeltbygninger og miljøer. Ved lokalplanlægning skal der fastsættes bevaringsbestemmelser, som sikrer værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger.
  • For at bevare gademiljøet må der ikke opføres tilbygninger mod gadesiden inden for rammeområdet.

Mange kommuner anvender stilblade og vejledninger som støtte til grundejerne i et område med bevaringsværdige bygninger. Stilbladene, der fortrinsvis anvendes i tilknytning til bevarende lokalplaner, indeholder en beskrivelse af de karakteristiske træk ved områdets eller en bebyggelses stilart, dvs. de nuværende fysiske forhold. I beskrivelserne kan områdets bygninger være klassificeret efter den periode eller arkitektoniske stilart, de er bygget i.

Fordelen ved stilbladene er, at lokalplanen bliver lettere at forstå, også for lægfolk. Endvidere kan stilbladene være med til at gøre den enkelte grundejer mere bevidst om ejendommens kvaliteter, og hvad der bør tages særligt hensyn til ved eventuelle renoveringer og ombygninger. Endelig giver det den enkelte ejer en bedre retsstilling, da kommunalbestyrelsen gennem stilbladene har signaleret, hvad de vil eller ikke vil give tilladelse til.

Stilbladene, der enten kan være en del af lokalplanredegørelsen eller et selvstændigt bilag, kan ikke erstatte lokalplanbestemmelser, og der kan ikke administreres direkte efter dem, men der kan med fordel henvises hertil. Stilbladene kan give grundejeren en fornemmelse af det råderum, der er for forandringer. Det kan være en fordel, hvis stilbladene indarbejdes i lokalplanens redegørelsesdel, så de altid læses sammen med lokalplanen.

Bevarende lokalplaner for mindre områder

Med bevarende lokalplaner for mindre områder vil formålet med lokalplanen ofte være at sikre det samlede miljø i et eksisterende bevaringsværdigt område eller en bebyggelse. Dette kan bl.a. ske ved at fastlægge bestemmelser for den fremtidige anvendelse og en tidssvarende opdatering og fornyelse af bygningerne med respekt for bevaringsværdierne. F.eks. kan der være behov for bestemmelser om tilbygninger og for indretning af området samt rammerne for en renovering af bebyggelsen.

Lokalplaner for mindre områder vil typisk have en overskuelighed, der forenkler administrationen af bl.a. detaljerede bestemmelser for bygningsbevaringen. Samtidig vil muligheden for at sikre en dialog og forståelse for planen hos den enkelte grundejer være bedre end ved meget store lokalplanområder.

Bevaring af bymiljøer

Bevaringsværdier er ofte bundet til (by)miljøet frem for til de enkelte bygninger. Det kan f.eks. være et helstøbt landsbymiljø eller et ældre industribyggeri, hvor de enkelte bygninger måske har en begrænset bevaringsværdi, men tilsammen fortæller historien om tidligere tiders produktion.

I denne slags lokalplaner er det ofte relevant at fastlægge, hvor eventuel ny bebyggelse kan opføres, og hvilket omfang bebyggelsen kan få, så ny bebyggelse tilpasser sig bebyggelsesstrukturen og de eksisterende bygningers karaktertræk. På samme måde kan beplantningen være med til at understøtte miljøet, og det kan derfor være vigtigt at fastlægge bestemmelser for.

Der er mange muligheder i planlovens § 15, stk. 2, for at fastsætte bestemmelser for omfanget og udformningen af bebyggelsen i et område. Med byggelinjer, byggefelter, højdegrænseplaner, tagudformning og bestemmelser om bebyggelsens udformning, materialer og farvevalg kan man fastsætte rammerne for bygningsvoluminerne samt deres arkitektoniske udformning. Med bestemmelser om skelforhold, grundstørrelser samt vej- og stiforhold kan man fastsætte områdets basale byplanmæssige forhold. Endelig kan man med bestemmelser om terrænregulering, hegnsforhold, beplantning og belysning fastsætte bestemmelser om de ubebyggede arealer.

Tage

I forhold til de enkelte bygninger vil det ofte være vigtigt at beskrive tagformer, tagudhæng, tagmaterialer og kvistes udformning. Det er forhold, der er med til at give de enkelte bygninger deres bevaringsværdi som særlige kendetegn for bygningens stil, tidsperioden for bygningens opførelse, lokal byggeskik m.m.

I forbindelse med udnyttelsen af tagetager ses det ofte, at der sættes nye vinduer i tagfladen eller etableres kviste, der ikke harmonerer med bygningens arkitektur og bevaringsværdier. Hvad enten der er søgt byggetilladelse eller ej, er det næsten umuligt at forhindre den type indgreb, hvis ikke der er indarbejdet bestemmelser, der adresserer sådanne forhold i en lokalplan. Hvis der derimod er indarbejdet bestemmelser, enten i form af en generel kompetencebestemmelse eller konkrete bestemmelser om forholdet, er det grundejerens ansvar at overholde lokalplanen. Hvis kviste eller vinduer alligevel etableres, vil kommunen have mulighed for at påbyde ændringen ført tilbage i form af en fysisk lovliggørelse af forholdet.

Vinduer, døre m.v.

Vinduer, døre, gesimser og ornamentik kan være afgørende for bygningens arkitektoniske fremtræden på grund af særlige karaktertræk ved forskellige stilarter eller lokale variationer. Mens der ofte kan fastsættes bestemmelser om vinduer og døre, vil det typisk være hensigtsmæssigt at lade øvrige detaljer blive reguleret ved en kompetencenorm. Herudover kan man beskrive dem i stilblade eller vejledninger, så den enkelte grundejer får et klart indtryk af, hvad der er intentionen med planen. Hvis der er formuleret bestemmelser om udformningen af vinduer og døre, vil det i lighed med kviste og tagvinduer være muligt at håndhæve forholdet over for grundejeren. Tilsvarende er det muligt at fastholde en særlig ornamentik eller imødegå en fjernelse af f.eks. tårne og herved medvirke til at bevare nogle væsentlige karaktertræk i en bevaringsværdig bygning eller bebyggelse.

Facader

Udformningen af facaderne har stor betydning for bygningens arkitektur. Ny facadebeklædning, f.eks. i forbindelse med efterisolering, kan fuldstændig ændre bygningens arktektoniske fremtræden. Lokalplanbestemmelser om disse forhold kan medvirke til at bevare bygningens karakter.

Eksempler på bestemmelser

  • Den nuværende udstykning skal opretholdes, så facadetakten i bebyggelsen kan fastholdes.
  • Nye udstykninger og ændringer i den bestående udstykning må ikke finde sted.
  • Ydervægge. Til boligbygningens ydermure skal anvendes teglsten, der vandskures og kalkes med kalklignende maling i farver dannet af hvid eller okker (jernoxyd).
  • Tage skal dækkes med strå, røde uglaserede vingetagsten af tegl eller med sort tagpap på lister.
  • Tage på beboelsesbygninger skal dækkes med strå (tagrør).
  • Skorstene skal placeres mindst ét fag fra gavl og holdes i blank mur af røde mursten.
  • Udvendige døre skal indpasses i facaden, så den eksisterende facaderytme bevares. Døre i gadefacaden skal bevares.
  • Skilte skal underordnes facadeopdelingen og må ikke dække bygningsdetaljer, gesimser, vinduer eller facadeudsmykning.

Sammenhængende landskabstræk

I områder, hvor grønne kiler, gadekær, levende hegn, stendiger eller lignende har betydning for områdets samlede bevaringsværdige miljø, udpeges disse på kort og beskrives i bestemmelserne. Der kan være diger, hegn og gadekær, som ikke er beskyttet af anden lovgivning, men som er af betydning for det samlede miljø. Her er det vigtigt med beskyttelsen i en lokalplan.

Beplantning

I en lokalplan kan der udpeges bevaringsværdig beplantning både i form af enkeltstående træer og sammenhængende beplantninger som f.eks. levende hegn, jf. planloven § 15, stk. 2, nr. 10. Det skal angives konkret, hvilken beplantning det drejer sig om, f.eks. på kortbilag.

Lokalplanens bevaringsbestemmelser for beplantninger og beplantningsforhold kan sikre, at der ikke sker utilsigtede fældninger eller fjernelse af beplantninger med betydning for miljøet, og at der stilles vilkår ved dispensationer. Hvis der meddeles dispensation til fældning af et udpeget bevaringsværdigt træ, kan der f.eks. stilles krav om genplantning. Imidlertid er det ikke muligt at sikre en genplantning, hvor beplantningen er gået til på grund af alder.

Der ligger generelt en særlig udfordring i at beskrive og fastsætte bestemmelser for beplantning i en lokalplan. Hvad gør man f.eks., hvis en bevaringsværdig allé rammes af sygdom? Det er vigtigt at have blik for, at det grønne til stadighed forandres, og at bevaring af grønne træk skal ses over længere tid.

Der er også mulighed for at angive hvilke plantearter, der må og ikke må anvendes ved nyplantning. Det bør beskrives, hvilke plantearter og sorter, der er tale om, gerne med plantenavne og ikke blot en formulering som »planterne hører naturligt hjemme i området«. Der kan dermed fastsættes bestemmelser om, hvilke plantearter, der f.eks. må anvendes som hegning, med begrundelse i at følge lokale traditioner som led i en bevaring af et særligt landsbymiljø. Der kan ligeledes fastsættes bestemmelser om, at hegn skal være hække, eller at hegning ikke er tilladt. Der kan også fastsættes bestemmelser om, hvilke træer der må plantes på arealer, hvor det har en særlig betydning for det bevaringsværdige miljø.

Det kan f.eks. bestemmes i en lokalplan, at der kun må plantes træer af typer, der ikke bliver så store, at de giver problemer med skygge eller fjerner udsigt.

Der kan fastsættes bestemmelser om en beplantnings tilladte højde, hvilket for så vidt er en undtagelse fra det generelle forhold om, at lokalplaner ikke medfører handlepligt. Derved bliver det bl.a. muligt at fastsætte beplantningshøjden for områder, hvor hensynet til bevaringsværdig bebyggelse eller hensynet til en udsigt vejer tungt. Regulering af beplantningens højde vil imidlertid kun have betydning for ny beplantning. Eksisterende beplantning vil fortsat være tilladt, også selvom en ny lokalplan skulle blive tilvejebragt med bestemmelser om beplantningens højde, og denne højde overskrides af den eksisterende beplantning.

Eksempler på bestemmelser

  • Der må ikke opføres bygninger af nogen art på grønninger og havearealer, der er vist med skravering på kortbilag.
  • Stendiger, som er vist med særlig signatur på kortbilag, skal bevares og må ikke ændres eller fjernes.
  • Træer, som er vist med særlig signatur på kortbilag, skal bevares og må ikke fældes eller beskæres væsentligt uden kommunalbestyrelsens tilladelse. Eventuel genplantning må kun bestå af lind.
  • Hegn mod vej må kun være levende hegn som hæk eller fritvoksende buske, jf. vejledning herom bagest i lokalplanen.

  • Der må ikke etableres solceller og solfangere på de bevaringsværdige bygninger.
  • Ved etablering af solfangere og solceller på bevaringsværdige bygninger må hensynet til bygningens arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi, som den er beskrevet i udpegningsgrundlaget, ikke tilsidesættes.
  • Bygninger med høj bevaringsværdi. Såfremt der etableres anlæg til indvinding af solenergi, må de dele af anlægget, der anvendes udvendigt på bygninger, kun placeres på tagflader, der vender væk fra offentlige veje, stier og pladser.
  • Solenergianlæg må opsættes på sekundære bygninger. Der må ikke opsættes solenergianlæg på andre bygninger inden for området, der er udpeget som bevaringsværdige.

Landzonelokalplaner

I landzone er der mulighed for at give lokalplanen en såkaldt bonusvirkning, så en efterfølgende landzonetilladelse ikke er påkrævet til virkeliggørelse af planen. Hvis lokalplanen udtrykkeligt angiver, at planen erstatter de tilladelser efter planlovens 35, stk. 1 (landzonetilladelser), som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse, bortfalder kravet om landzonetilladelse.

Planlovens § 15, stk. 4, giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan udarbejde en landzonelokalplan, der erstatter de tilladelser efter lovens § 35, stk. 1 (landzonetilladelser), der er nødvendige for, at lokalplanen kan gennemføres. Bestemmelsen giver hjemmel til den såkaldte bonusvirkning af lokalplaner, for så vidt angår landzonetilladelser.

Bonusvirkning kan være en fordel, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sikre fælles retningslinjer for bebyggelsen, idet alle behandles efter lokalplanens bestemmelser og ikke via enkelttilladelser, eller hvor antallet af landzonesager ellers vil være stort.

Det skal udtrykkeligt fremgå af lokalplanen, hvilke tilladelser der gives ved lokalplanens vedtagelse. Det betyder, at lokalplanen skal beskrive den tilladte udstykning, bebyggelse og/eller anvendelse med samme præcision, som en landzonetilladelse skal have.

Landzonetilladelse vil fortsat være påkrævet til handlinger, der ikke er muliggjort med lokalplanen. Også selvom handlingen ikke er i direkte strid med planen. Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med efterfølgende sagsbehandling ønsker at fravige lokalplanens bonusbestemmelser, kræver dette også landzonetilladelse. Dette betyder ydermere, at der kræves en landzonetilladelse til handlinger, hvortil der dispenseres fra lokalplanen, i det omfang dispositionen kræver landzonetilladelse.

Eksempler på bestemmelser

  • Der kræves ikke landzonetilladelse til anvendelse, udstykning og byggeri, der er angivet i nærværende lokalplan.
  • For samtlige ejendomme inden for lokalplanens område gælder, at lokalplanens bestemmelser erstatter de landzonetilladelser, der til anvendelse, bebyggelse og etablering af anlæg efter planlovens § 35, stk. 1, ville være nødvendige for planens virkeliggørelse, idet disse forhold udtrykkeligt er tilladt i nærværende lokalplan.

Del 3: Hvem

Planprocessens parter

Det kan være en fordel for alle parter at gennemføre en planproces i et samarbejde mellem forskellige aktører inden for det lokale kulturarvsarbejde. Ud over kommunens planlæggere og politikere kan andre embedsfolk, de lokale museer og lokalarkiver, lokale bevaringsforeninger og borgerne evt. via grundejerforeninger inddrages. På den måde styrkes et kvalificeret tværfagligt indhold og en fælles forståelse for kommunens bevaringsværdier og deres udmøntning i den kommende planlægning.

Samarbejdet med museerne omfatter formelle krav jf. museumslovens kap. 8, men herudover kan museet indgå som en samarbejdspartner, der sikrer faglig viden. Tilsvarende kan det lokale arkiv f.eks. bidrage med historiske kort og fotografier. Især fotos af en bygning før og nu er et meget pædagogisk redskab, hvis man skal give en grundejer gode råd om, hvordan en bygning kan genvinde tidligere kvaliteter, der er gået tabt. De lokale bevaringsforeninger har ofte engagerede medlemmer, der kan være med til at formidle arbejdet i en bredere kreds. Ofte kan en lokal følgegruppe indgå i arbejdet med at registrere og udpege bevaringsværdier via SAVE- og KIP-metoderne.

Borgerinddragelse undervejs i processen

Bevarende lokalplaner vækker ofte stor debat, da det er en type plan, som griber meget direkte ind i borgernes private ejendomsret. For de bevaringsværdige bygninger og miljøer vil der ofte være en meget præcis og stram regulering. Derfor er det afgørende for lokalplanens succes, at implicerede borgere forstår og anerkender, at der er behov for en plan, og at de accepterer og respekterer planens indhold. Derfor spiller lokalplanens formidling af bevaringsværdier en væsentlig rolle for planens succes.

Det er også vigtigt at inddrage omfattede borgere i en proces forud for udarbejdelsen af lokalplanen for at få skabt ejerskab til den. Samtidig kan kommunen med inddragelse imødegå modstand fra borgerne og dermed undgå en vanskeligt håndterbar administration af lokalplanen efter dens endelige vedtagelse.

Det har stor betydning at kommunikere lokalplanens formål. Lokalplaner kan have et konserverende formål, men omvendt kan de også være orienteret mod en udvikling i overensstemmelse med de udpegede bevaringsværdier. Bevaring kan således være med til at danne grundlaget for den måde, et område kan udvikle sig på.

Del 4: Hvad

Bevaringsværdier

Bevaringsværdier beskriver værdifulde og karakteristiske forhold, der gør et sted eller en bygning til noget særligt. Det kan være typiske træk som f.eks. disponeringen af en stationsby eller unikke træk, der kun findes netop dér, f.eks. et særligt arkitektonisk mesterværk. Bevaringsværdierne kan være knyttet til letgenkendelige træk eller til små detaljer, som ikke umiddelbart springer i øjnene. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at bevaringsværdierne også kan hvile på anonyme eller ’skæve’ ting og ikke kun på det iøjnefaldende, tydelige eller spektakulære.

Bevaringsværdier i forhold til denne vejlednings formål skal som udgangspunkt være fysisk til stede og synlige frem for immaterielle. Dvs. at bevaringsværdierne skal være knyttet til konkrete elementer, der kan reguleres i planlægningen.

Det er vigtigt at skabe et overblik over et områdes bevaringsværdier for at kunne udpege de bærende bevaringsværdier, dvs. de værdier som er vigtige at opretholde. Der gennemføres derfor først et indledende registrerings- og kortlægningsarbejde f.eks. på baggrund af de tre metoder, der er beskrevet nedenfor, hvor et områdes bevaringsværdier vurderes.

På baggrund af denne vurdering, og en udpegning og beskrivelse af de bærende bevaringsværdier, kan man vurdere muligheden for eventuelle ændringer, der kan finde sted uden at forringe de bærende værdier. Det kan derfor anbefales, at beskrivelsen af de bærende værdier suppleres med en beskrivelse af disses sårbarhed. Er de robuste over for eventuelle ændringer? Kan der tilføjes nyt uden at forringe? Hvilke elementer kan eventuelt tilføjes? Disse anbefalinger kan, pege fremad og give en idé om råderum og begrænsninger:

  • Vigtige strukturer, bygninger eller elementer, der bør bevares (vedligeholdelse og reparation).
  • Uheldige, skæmmende strukturer, bygninger eller elementer, der kan fjernes (subtraktion)
  • Øvrige strukturer, bygninger eller elementer, der kan ændres og ombygges (transformation).
  • Nye strukturer, bygninger eller elementer, der kan tilføjes (addition).
  • Fjernede eller udskiftede strukturer, bygninger eller elementer, der kan retableres (rekonstruktion eller nyfortolkning).

Landsbyer

Fra omkring år 1000 og helt frem til ca. 1860 spiller de danske landsbyer en væsentlig rolle i landets historie, økonomi og kulturelle udvikling. Landsbyerne markerer sig beskedent og ikke så fremtrædende og spektakulært som købstæderne, godserne og kongens slotte. Men landbruget og landsbyerne udgør i store træk det befolkningsmæssige, produktionsmæssige og økonomiske grundlag for de andre.

Historie

Fra landsbyerne bliver permanente i 1000-tallet og frem til i dag, gennemgår de en historisk udvikling i fem perioder. De fleste landsbyer har spor efter alle fem perioder.

ADELBYER OG TORPER (Ca. 1000 TIL Ca. 1400) Adelbyerne har endelser på -by, -løv, -lev, -um, -inge og -løse, ofte med et navn foran. 1200-tallets torper har endelser på -torp, -rup, -strup og -bølle, ofte med personnavne eller stedsbeskrivende navne foran. Ved skovrydninger til nye torper, bl.a. i Nordsjælland, brugtes endelserne -rød, -rud, -tved, -holt, -skov og -have.

Denne periode har sat sig spor i de nuværende landsbyer gennem plan og vejsystem og placering af gadekær, kirke og evt. smedje.

VORNEDSKABET (Ca. 1400 TIL 1788) Denne periode har sat sig spor i landsbyerne gennem mange bindingsværksbygninger fra 1700-tallet og frem, fra de overlevende husmandssteder fra samme periode samt fra landsbyernes løbende udbygning med kirke, skole, hospital (alderdomshjem) m.m.

LANDBOREFORMERNE (1788 TIL 1850) Denne periode har sat sig spor i landsbyen særligt gennem udskiftningen af jorden til de enkelte gårde, som har ført til den ejendomsstruktur, der fortsat er synlig i mange landsbyer. Alt efter hvordan udskiftningen forløb i den enkelte landsby, er der spor som f.eks. huller, som står tilbage efter udflyttede gårde, og stendiger fra skellene mellem stjerneudskiftningen. Fra perioden stammer også husmandsudstykninger fra begyndelsen af 1800-tallet.

ANDELSTIDEN (Ca. 1850 TIL Ca. 1960) Denne periode kan bl.a. kendes på gårde med trempellader og har sat sig spor i landsbyerne med f.eks. mejeri, dagligvarebutik, frysehus, skole og evt. højskole. Et andet interessant spor er de såkaldte højskolebøge (blodbøge) i gårdenes forhaver. Perioden har også sat sig spor i form af husmandskolonier fra 1920–1930.

DET MODERNE LANDBRUG (1960–) Perioden efter 1960 har særligt sat sig spor som følge af den ændrede landbrugsproduktion i form af store driftsbygninger, maskinhuse, foderstofsiloer og gylletanke. Nogle landsbyer er blevet udbygget med nyere parcelhuskvarterer.

Overordnet struktur / landskab

Af betydning for karakteren af en landsby er bebyggelsesstrukturen og landsbyens sammenhæng med og afgrænsning til det omkringliggende landskab (ejerlavet); landsbyen kan ikke ses løsrevet fra de nære omgivelser. En landsbys oprindelige byplan eller den plan, der blev fastlagt i forbindelse med udskiftningen, hvor byens nuværende struktur er dannet, tager udgangspunkt i landskabets topografiske og terrænmæssige forhold, de dyrkningsmæssige forhold og landbrugets udvikling, tilstedeværelsen af andre erhverv i landsbyen og de samfærdselsmæssige forhold. Det har dannet grundlaget for landsbyernes anlæggelse i fem overordnede landsbytyper:

  • Fortebyen, hvor gårde og huse er centreret om en åben plads, forten.
  • Vejbyen, hvor gårde og huse ligger langs en slynget vej.
  • Rækkebyen, hvor gårde og huse ligger langs en lige vej.
  • Skovlandsbyen med en helt åben struktur.
  • Kystlandsbyen/fiskerbyen med en kystvendt, kysttilpasset struktur.

Bebyggede strukturer og enkelte bygninger

Landsbyens historiske og erhvervsmæssige udvikling efter landboreformerne med bl.a. udskiftningen har sat sig tydelige spor i landsbyens arkitektoniske udtryk. Man kan overordnet opdele denne udvikling i fem landsbytyper:

  1. Landsby med et sluttet landsbypræg, meget lig landsbyen i det tidlige 1800-tal.
  2. Den mere opløste landsby; foregik allerede under landboreformerne med flere åbne arealer med mange nyere huse og kvarterer, men også stadigvæk med fungerende landbrug.
  3. Landsbyer præget af den store udbygning i andelstiden med mejeri, skole, alderdomshjem m.m. og med mange historicistiske bygninger fra perioden 1880–1940, bl.a. schweizerstil og bedre byggeskik.
  4. Landsbyer præget af en bymæssig udvikling og struktur i slutningen af 1800-tallet med butikker, håndværk, småindustri og boligområder – eventuelt sammenbygget med en jernbanestation og med stationsbypræg.
  5. Landsbyer, der før og efter 2. verdenskrig er opslugt af en forstad til en større købstad, især omkring de store byer. Her er de tilbageværende gårde med fortsat landbrugsdrift en sjældenhed, da gårdene oftest har fået en ny anvendelse og typisk er bygget om til boliger eller erhverv.

Landsbytyperne 2–5 er ofte ikke så arkitektonisk helstøbte som landsbyer tilhørende den første type, men rent kulturhistorisk er disse landsbyer lige så vigtige og interessante.

Særlige karaktertræk

Selv om de danske landsbyer er meget forskellige i forhold til deres geografiske placering, til landskabernes forudsætninger, til deres alder, udvikling og bevaringsgrad, er der en række elementer, der ligger fast for alle landsbyer og er med til at give dem et meget karakteristisk arkitektonisk fællestræk.

Landsbyerne har ofte fælles fysiske vidnesbyrd i form af en kirke, et gadekær, en smedje, en skole og en købmand. En del af disse funktioner er måske nedlagt, men bygningerne står ofte tilbage, om end de kan være væsentligt ombygget.

Landsbyen er herudover præget af naturligt slyngede veje lagt efter landskabets kurver. Dette markante særpræg er et væsentligt kendetegn og karaktertræk, som man bør være opmærksom på ved udvidelser og opretninger af eksisterende veje eller i forbindelse med anlæggelse af nye. Hvis landsbygaden hæves til et højere, udjævnet niveau, sænkes de små gadehuse ned under vejniveauet, hvorved denne særlige landsbykarakter udviskes og forsvinder. I fortebyen kan en bebyggelse af forten sløre byens væsentlige karaktertræk.

Gårdene og husene ligger typisk enten helt ud til landsbygaden eller trukket ca. 20 meter tilbage med en lang allé-omkranset indkørsel foran. Vognporte, skure og garager er bevidst placeret langt tilbage på grunden, eller de indgår naturligt i en ejendoms bygninger. Gamle belægninger på en gårdsplads og evt. indkørslen består typisk af pigsten i mønstre eller af grus.

I landsbyen har der fra gammel tid været tradition for, at husene er beskedne og enkle og holdt inden for en afdæmpet jordfarveskala – dog undtaget de historicistiske (1850– 1930) murede huse.

Den ældgamle måde at udføre hegning på var at styne eller at stævne løvtræer eller buske. De blev skåret ned hvert 4. år, så de tynde og lige grene kunne bruges til flettede hegn, tækkekæppe eller optænding. Med blade på kunne de indgå som et fodersupplement til kreaturerne. I stedet for høje træer, som vi ofte ser i dag, havde landsbyerne før i tiden stævnede træer og lave krat, kaldt en skovhave.

Bygningstyper

De enkelte bygninger i landsbyen kan være bevaringsværdige i sig selv, og de kan samtidig være bevaringsværdige som følge af den rolle, bygningerne spiller i landsbyens samlede miljø eller i et vejforløb.

På bygningsniveau er der en række hovedtyper:

  • Bindingsværksbygninger, f.eks. sulehuse, højremshuse, styrtrumshuse og spærfagshuse.
  • Grundmurede bygninger, f.eks. barok-rokoko (særligt Sønderjylland), klassicisme, senklassicisme, historicisme, modernisme, postmodernisme, spærfagshuse, trempelhuse, opsadlede tage.
  • Træbygninger, f.eks. bræddebeklædt bindingsværk, trempellader.

Inden for hovedtyperne er der regionale og lokale forskelle. Der er f.eks. markante forskelle på de sjællandske og jyske bindingsværksbygninger fra før 1800. De sjællandske består af spinkelt tømmer og er uden fodrem og skråbånd. Det skyldes ikke, at der var mangel på træ på Sjælland, eller at de jyske bønder var bedre håndværkere. Forskellen er alene kulturhistorisk begrundet.

Lokalplanlægning

En lokalplan bør i redegørelses- og bestemmelsesdelen adressere forhold, som fastholder karakteren af landsbyen. Der er så store forskelle fra landsby til landsby og landsdel til landsdel, at der ikke kan gives bestemte råd om en lokalplans konkrete indhold. For det samlede miljø vil de bærende bevaringsværdier generelt relatere sig til:

  • De overordnede rumdannelser og forløb.
  • Rumdannende elementer som bygninger, facader, stengærder og beplantninger.
  • Afgrænsninger i forhold til det omgivende landskab og evt. synlige ejerlavsgrænser.
  • Gadeforløb, pladsdannelser, afgrænsninger, overgange, overflader, belægninger.
  • Karaktergivende bygninger, deres indbyrdes placering, proportioner m.m.
  • Arkitektoniske fællestræk for landsbyen.
  • Placeringer af nye elementer i forhold til landsbyens overordnede struktur.

I forhold til de enkelte bygninger i landsbyen, herunder nye bygninger, om- og tilbygninger og anden ændring af de eksisterende ældre bygninger, kan lokalplanen indeholde bestemmelser, der adresserer forhold omkring bygningernes ydre fremtræden, herunder:

  • Tage, facader, vinduer, døre, porte m.fl.
  • Farvesætning, evt. efter farvekode.
  • Bygningsvoluminer og bygningshøjder.
  • Tagformer samt skorstenspiber, kviste, tagvinduer, solceller m.fl.
  • Rammer for om- og tilbygninger.

I et bevaringsperspektiv kan det være en udfordring for landsbyerne, når de særlige karaktertræk, som kendetegner landsbyen som minisamfund og produktionsenhed, gradvist udviskes og forsvinder. Det sker bl.a., når landsbyens bygninger vedligeholdes, ombygges og i det hele taget behandles, som om de var en villa eller et parcelhus placeret i et villa- eller et parcelhuskvarter i udkanten af en by. Dét, der karakteriserer byernes villa- og parcelhuskvarterer, er nærmest det modsatte af landsbyernes arkitektoniske og fysiske udtryk: I villa- og parcelhuskvartererne ses forholdsvis store enfamiliehuse i dyre materialer og med relativt mange arkitektoniske detaljer. Villakvarterets veje er lige og plane eller krummet efter regulære cirkelslag. Garager ligger helt ude ved vejen. Belægningsmaterialerne kan være betonfliser, teglklinker eller perlegrus. Indkørslerne forsynes med fliser, eksklusive lamper og måske også kunstfærdige låger af træ eller smedejern. Ingen af disse ting er der tradition for i landsbyerne, hvor bygninger og anlæg er mere enkle og uprætentiøse.

Lokalplaneksempel

Som eksempel på en lokalplan med et bevaringssigte for en landsby er udvalgt lokalplan Viby på Hindsholm, Kerteminde Kommune. Baggrunden for og formålet med lokalplanen er at sikre fastholdelsen af landsbyens særlige karakter og de elementer i bebyggelsen, der bidrager hertil. Viby er usædvanligt velbevaret. Den er ikke forbundet til omverdenen af jernbane, ligesom der heller ikke er større forbindelsesveje i området. Det har betydet, at landsbyens oprindelige struktur er velbevaret, og en stor andel af de oprindelige huse er bevaret.

For at sikre landsbyens bærende bevaringsværdier, dvs. den sammenhængende struktur understøttet af de enkelte elementer som huse og belægning, er der udarbejdet ganske detaljerede bestemmelser for bl.a.:

  • Udstykning (skal ske i overensstemmelse med landsbyens oprindelige struktur).
  • Nybyggeri (skal ske i overensstemmelse med landsbyens karakter).
  • Ubebyggede arealer (bl.a. skal pigstensbelægninger bevares).
  • Bebyggelsens ydre fremtræden (bl.a. i overensstemmelse med farvekoder).

Der er desuden i tilknytning til lokalplanen udarbejdet vejledende bilag, som omhandler gode råd om til- og ombygninger, vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger samt belægninger og beplantning.

Bevarende lokalplan for landsbyen Viby på Hindsholm

På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside findes »Lokalplaner og kulturarv – en eksempelsamling« med andre eksempler på lokalplaner for landsby og bebyggelse i det åbne land.


DIVERSE LINKS

Lokalplaner og kulturarv – en elektronisk eksempelsamling, Slots- og Kulturstyrelsen:

https://slks.dk/kommuner-plan-arkitektur/lokalplaner-og-kulturarv/lokalplaner-guide/10-eksempler-paa-forskellige-plansituationer/

Kulturministeriet – Eksempler på lokalplaner:

https://slks.dk/kommuner-plan-arkitektur/lokalplaner-og-kulturarv/eksempler-paa-lokalplaner/

Kulturministeriet – Landsby og bebyggelse i det åbne land:

https://slks.dk/kommuner-plan-arkitektur/lokalplaner-og-kulturarv/eksempler-paa-lokalplaner/omraadetyper/landsby-og-bebyggelse-i-det-aabne-land/

Eksempler på konkrete lokalplaner fra andre kommuner: