Edith og Richard Andersen (Nyt 3/2023)

Til sidst i denne historie er indsat et link til Richard Andersens profil på det mægtige stamtræ Geni.com, hvor man kan være heldig at finde forfædre på Møn mange generationer tilbage (f.eks. oldeforældre fra henholdsvis Keldby og Elmelunde – eller en TipTipOldefar fra Damsholte, 5 generationer tilbage).

richardedith_RichardEhjemme

Her sidder Richard og Edith i deres stue på Skovly, efter at de var flyttet fra deres hus på Busenevej 13, som han selv havde bygget i 1958, og efter at han var holdt op som buschauffør i 1977 som 67-årig. Læs mere om hans tid som chauffør under omtalen af den gamle busgarage.

Richard elskede dyr måske først af alt gadekrydset bamse. Forfatteren til den oprindelige samling af oplysninger om Mandemarke (det er hans CD-ROM som danner grundlag for Mandemarkes nuværende hjemmeside) mødte i 1998 en tidligere ansat ved en tømmerhandel i Stege, der stadig erindrede det besynderlige syn, at se Richard ligge i hundekurven mens hunden slængede sig i sofaen.

Det er et syn såvel niecen Inge Holm som datteren Tove Fabricius også erindrer. “Det er rigtigt nok. Far elskede den hund. Så når den lå på sofaen, så lagde han sig i sofaen. Han holdt så meget af dyr,” erindrer Tove Fabricius.

På billedet ovenfor sidder Richard med Edith i sofaen omkranset af udstoppede fugle, hvoraf her kun en enkelt er synlig. Og der var en forklaring på de mange udstoppede fugle i hjemmet.  “Far havde det med fugle. Han fløjtede altid. Han havde så mange udstoppede fugle og fuglebøger. Så når andre folk kørte fugle ned henvendte de sig til far, som fik dem udstoppet,” fortæller Tove Fabricius.  Blandt de udstoppede fugle var blandt andet en natugle og en meget stor musvåge med udspredte vinger og en sjagger.

Richard i sin buschauffør-uniform

Richard var ifølge Inge Holm og Tove Fabricius en meget høflig og måske efter dagens normer umulig buschauffør. Han hjalp gamle damer op i bussen. Og havde nogen sovet over sig, kunne det hænde at Richard lod bussen stå et øjeblik for at gå ind og vække dem.

Marie Møller havde et langt varmt venskab med Edith og Richard Andersen. “Richard var alle tiders chauffør. Han var hurtig til at hjælpe de ældre med at komme op i vognen. Altid flink og høvisk var han. Richard plejede at fløjte eller nynne en lille sang, når han kørte.”

Edith gjorde i en årrække rent og sørgede for, at alt var klart, når chaufførerne kom for at overnatte i busgaragen om aftenen. For dengang overnattede chaufførerne i et værelse i garagen. Det handlede nemlig om at spare benzin og kørsel. Derfor måtte første kørsel om morgenen starte fra landet mod Stege, da det var den folk ville. Og det omvendte gjorde sig gældende for den seneste aftenrute.

Værelset chaufførerne overnattede i er bag vinduet på billedet nedenfor af den gamle garage fra 1979, som man stadig se.

busgarager_busgar79

Richard holdt op som buschauffør i 1977 efter at have kørt rutebil på Møn i 44 år, fortrinsvis på Østmøn hvor han begyndte den 1. januar 1931. Se udklippet fra avisen i denne anledning fra 1-10-1977 – klik på udklippet for at se det tydeligere.

richardedith_EdithRicbBryl

Edith og Richard som nygifte

landsbyen_RichardFamilie

Og her er de ved deres sølvbryllupsfest. Ediths forældre til venstre, Richards til højre. Datteren Tove med mand for oven til højre. Søsteren med mand til venstre.

richardedith_RicEDotre

Ved Richard og Ediths sølvbryllup blev de også fotograferet alene sammen med deres to døtre.

Det er tidligere nævnte Tove (Fabricius) som er placeret bag Richard.

richardedith_EdithRicJ54

Edith og Richard år senere.

Gamle mønboere har fortalt at Richard er født i ‘det halve hus’ lidt inde i Klinteskoven, som har fået sit navn fordi der engang væltede et træ ned over huset og delte det i to.

Læs også omtalen om Richard og Edit ved huset på Busenevej 13, og hvordan huset blev til.

Edit og Richard Andersen har i øvrigt formentlig været i familie med Thorvald Rasmussen, siden det var dem som indrykkede dødsannoncen efter ham i avisen i 1960. Det eneste sted han findes ved folketællingerne er ved folketællingen i 1906:

Emil Thorvald Rasmussen 8/1 1875 Husfader Fodermester ved Landbrug
Kirsten Jensen 29/7 1879 Husmoder  

På folketællingsskemaerne den gang stod der ikke altid hvor folk boede, men ved gårdene anførte man dog matrikelnumrene. Der er intet anført ud for Thorvald og Kirsten, men de er nævnt som en selvstændig husstand i forlængelse af beboerne på matr. 8, som er Kraneledvej 14, hvorfor det må være her de har boet. Den detalje har avisen ikke været bekendt med i nekrologen.

Stamtræssiden Geni.com

På den store stamtræsside Geni.com (et stadigt voksende ‘verdensstamtræ’ med optegnelser om flere hundrede millioner personer!) er også mange personer fra Mandemarke og Møn registreret. Her kan man se, hvordan mange som også er omtalt på Mandemarke.dk er i familie med hinanden mange generationer tilbage. Når man først er logget ind er det både let og gratis at ‘surfe’ rundt, og der er endda en særlig funktion med en knappenål i øverste højre hjørne, som man kan klikke på og herefter få vist slægtsskabs- og familierelationen til de følgende personer man kigger på. Prøv at åbne Richard Andersens profil!