Busenevej 8

I dag bor Birgit og Flemming Deleuran i det hus, hvor der en gang var købmandsforretning.

Købmandsgården

busenevej_Vejenbillede

Dette er det ældste foto af den gamle landhandel fra omkring 1900. Det er formentlig taget i 1898, for der kommer senere et foto af selve kokærren som var i avisen i 1898. Den gamle skomager fra Strædet brugte nemlig sin ko til at trække sin kærre, som man kan læse om til sidst på denne historie, og har selvfølgelig derfor gjort det i mange år.

Busenevej 8

Busenevej 8

Som det ses ligner det gamle fotografi fra 1898 motivet på dette maleri fra 1923 af Ripcke-Edsberg. Vejføringen passer med at man kigger mod nord i retning af indkørslen til byen ved gadekæret, og efter ’hestestalden’ og det stynede træ længst væk kan man se Strædet som går ind til venstre.

Da den gamle landhandel brændte under første verdenskrig og den nuværende blev bygget i 1917, er der dog noget som ikke passer med maleriets datering! Eller også er forklaringen den enkle, at maleriet er lavet på grundlag af det gamle foto, som vist nok også har været trykt som postkort. Både perspektivet og træerne på fotoet og maleriet og hele beskæringen ligner hinanden påfaldende meget. Tonie Plougmann, som var datter af maleren Fritz Jacobsen og barnebarn af maleren Johan Jacobsen der begge havde slået sig ned i Mandemarke, har fortalt at de ikke var glade for Ripcke-Edsberg, da han i lighed med de to på bestilling malede lokale huse og gårde. Der kan derfor næppe være tvivl om, at maleriet har været et sådant bestillingsarbejde på basis af det gamle fotografi. (Det vides desværre ikke hvor maleriet befinder sig i dag).

Den ’nye’ købmandsgård blev bygget i 1917 på det sted, hvor den gamle stråklædte blandede landhandel lå. Bygningen fungerede som købmandsgård frem til omkring 1970, da en “direktør” Thrane købte det.

For at kunne følge udviklingen fra samme perspektiv kommer her et foto fra sidst i 1990’erne, mens der endnu var luftledninger til elektriciteten.

I baggrunden kan man se det gamle hus fra 1807 på Busenevej 4, som man også kan se gavlen af på begge de to tidligere billeder.

I baggrunden kan man se det gamle hus fra 1807 på Busenevej 4, som man også kan se gavlen af på begge de to tidligere billeder.

Dette foto fra februar 2005 viser, hvordan der nu er kommet gadelygte. Det var noget som beboerne selv skulle være med til at finansiere, så på Strædet er der f.eks. ingen belysning i modsætning på Skovstrædet. En mørk vinternat kan der være virkeligt mørkt på Østmøn!

Dette foto fra februar 2005 viser, hvordan der nu er kommet gadelygte. Det var noget som beboerne selv skulle være med til at finansiere, så på Strædet er der f.eks. ingen belysning i modsætning på Skovstrædet. En mørk vinternat kan der være virkeligt mørkt på Østmøn!

Fotoet ligner det ene af de 2 fotos fra Mandemarke som blev taget med i ”Møn Kulturarvsatlas 2006”, så der må jo være noget særligt ved det perspektiv som allerede det gamle postkort og maleriet viste ovenfor.

Fotoet ligner det ene af de 2 fotos fra Mandemarke, som blev taget med i “Møn Kulturarvsatlas 2006” (følger du linket kommer du tilbage hertil med din browsers venstrepil). Der er også noget særligt ved netop det perspektiv, som man også kan se på det gamle postkort og maleriet ovenfor.

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Huset set oppe fra bakkerne i 2009 (det er taget med tele, derfor ser husene på Strædet ud som om de ligger meget tæt på)

Næste foto er fra samme side og viser huset, som det så ud ved Charlotte Clasons køb af huset i 1990.

6 Huset 1990

En noget slidt ejendom i 1990

På båndet midt på facaden kan med god vilje læses navnet ’Thranes Minde’ fra direktør Thrane, der i starten af 1970’erne moderniserede ejendommen.

Nedenfor er et billede fra 1960-70 – altså fra tiden for købmandsforretningens sidste ‘krampetrækninger’. Ser der ikke meget dødt ud? De gamle emaljeskilte med reklamer for bl.a. Carlsberg og Drueta ses dog endnu. Bemærk de to døre på hver side af hjørnet ind til det lille butikslokale. Afhængig af hvor vinden kom fra, brugte man nemlig den ene eller anden dør. Det var ikke så fint at der var tale om både indgang og udgang!

koebmandsgaard-1960-70

Foto fra 1960-1970

Thrane var smugler og Oda Larsen kan huske, hvordan der blev blinket med lys fra vandet, og hvordan hun hørte hans bil køre forbi i de sene nattetimer. Politiet var tit på besøg, og en gang gravede de ifølge Finn Carlsen hele Thranes have igennem for at lede efter smuglervarer.

Det var vist Thrane der havde været så uheldig, at en olieovn på førstesalen startede en brand, så taget og den nordlige del af førstesalen brændte ud. I ejendommens sagsmappe i den daværende Møns Kommunes tekniske forvaltning lå i 2003 alene et håndskrevet notat om, at der har været en brand med tilføjelsen: Slukningsarbejdet har været effektivt.

Bemærkningen om slukningsarbejdet kan betyde, at man var så hurtige at branden kunne begrænses, og nogle af de sortsvedne spær kan fortsat ses på loftet. Men det kunne også betyde, at der var sket omfattende vandskader. I alt fald er der ingen pudsede lofter mere, hverken på første sal eller i hele stueetagen. Der er listelofter overalt af den type som var almindeligt brugte i 1970’erne. Hvis der er løbet rigtigt meget vand ned i huset, har de gamle pudsede lofter (på et netværk at strå og ståltråd) ikke kunnet holde ved, når de blev gennemvædet.

Det siges i øvrigt at det meste af papirerne fra den gamle Magleby Kommune, hvor Mandemarke hørte til, blev afhentet af rigsarkivet ved den forrige sammenlægning af kommuner først i 1970’erne, hvor Møns kommune blev dannet, og derfor er mange ejendommes byggesager ikke længere dokumenterede i kommunen. Der var i alt fald ikke noget at hente om denne ejendom – bortset fra notatet om branden. Siden er der jo så også sket yderligere en kommunesammenlægning, så Møn fra 2007 er blevet en del af Vordingborg Kommune. Der er også noget mærkeligt ved de gamle oplysninger om at det nuværende hus blev bygget under 1. verdenskrig – samtidigt med at huset ifølge Bygnings- og boligregistret er fra 1900. (Faktisk er der påfaldende mange huse i Mandemarke som ifølge BBR er fra 1900!)

Til sidst blev det måske for varmt for Thrane i Mandemarke. I hvert fald solgte han huset til en lægefamilie fra Hørsholm, som brugte huset som feriebolig i nogle år. De byggede formentlig en del om, men syntes efterhånden det blev for dyrt og uoverkommeligt og solgte det efter nogle år.

Der er ikke ret mange som har kunnet fortælle nogen om ejendommen og dens indvendige forhold efter at købmandsbutikken lukkede omkring 1970 og frem til 1990. Kender du nogen der kan bidrage med noget, må du meget gerne kontakte bestyrelsen.

Thrane endte ifølge Charlotte Clason senere i fængsel. Men da hun købte huset kunne man stadig læse på facaden, at huset engang hed ‘Thranes Minde’. “Mit gæt er, at det er ham som har stået for træbeklædningen i tagetagen, bygget terrassen udenfor det store vestvendte værelse på første sal og indrettet badeværelse og sauna. Sandsynligvis har han også byttet alle de gamle vinduer ud med termovinduer, sådan et stort firkantet man kan se på det sorthvide foto fra 1990. Måske er det også ham der har indrettet annekset fra stald, hønsehus og lager til garage og beboelse med toilet og bad”, fortæller Charlotte Clason om Thrane.

Efter lægefamilien overtog et kollektiv huset. Der blev holdt en del fester og dyrket hamp i haven.  I 1988 eller 1989 kneb det dog med terminerne og Nykredit overtog huset.

Året efter overtog Charlotte Clason huset for 460.000 kr. Man forlangte 500.000 kr., men Charlotte fik et nedslag, fordi der skulle indlægges vandværksvand. Reelt overtog hun huset sammen med sin søn, Kasper Nordgreen, der var svært psykisk handicappet og boede på institution. Forklaringen er formentlig, at hun herved kunne få frigjort nogle penge – både til købet og til den efterfølgende omfattende renovering – som har været båndlagt grundet hans tilstand, og som han kan have arvet fra sin far, teaterscenografen Nordgreen.

Udover at de gamle termoruder fra omkring 1970, som man ser på fotoet fra 1990, blev udskiftet med sprossevinduer, er den gamle indgangsdør blevet fjernet. På billedet fra 1990 ved Charlotte Clasons overtagelse, kan man endnu se spor på facaden af den tidligere dør ind til butikken til højre for midtervinduet. Der har i øvrigt været flere døre ind end dem man kan se og ane på fotoet. Der var som man kan se af det ældste foto fra 1960-1970 været 2 indgangsdøre til det lille butikslokale, hvor Freddy som stadig bor i byen har fortalt, at der indvendigt var en slags skodde som man kunne dreje, så den lukkede enten for den ene eller anden dør. Der er altså i dag spor efter i alt 4 døre, idet der i hver side har været døre både ud mod vejen (og fotografen) og på hver side, så det er kun i midten der aldrig har været dør!

Til venstre har der formentlig været dør ind til ”privaten”, men det er lidt ulogisk for ved venstre side er der stadig en pæn indgangstrappe som i dag ender blindt. Men man kan dårligt forestille sig en entre som har haft to døre så tæt på hinanden, så måske viser billedet en periode hvor butikken har været udvidet, således at man ikke kom ind i beboelsen fra forsiden. Selv om mange i årenes løb har haft deres gang i butikken, kniber det desværre med at huske præcist hvordan det var. Det er jo også mere end 40 år siden den sidste købmand drejede nøglen om!

Vinduet mod gaden helt til venstre blev muret til i forbindelse med Charlotte Clasons modernisering af huset, hvor hun i facaden mod syd ud mod haven fik indsat nogle store palævinduer fra loft til gulv, som hun havde erhvervet fra Nationalmuseet i forbindelse med en ombygning der. Så har hun nok ment at hun fik vinduer nok i den store stue mod syd. Til gengæld mistede man fra stuen den smukke udsigt op over Mandemarke Bakker til Kongsbjerg som med sine 135 meter over havet er det næsthøjeste udsigtspunkt på Møn.

Flemming og Birgit, som overtog huset fra Charlotte i 2003, fik derfor i forbindelse med modernisering af spisekøkkenet i 2008 samtidigt retableret et kig op til bakkerne ved at få indsat et lavt, højtsiddende vindue øverst i det gamle vindueshul, som man kan se på billedet fra 2009. Inde fra stuen ligner det et maleri som bestandigt skifter med lyset og årstiderne – der mangler bare guldrammen!

På de 2 sort/hvide billeder fra 1960-70 og fra 1990 er det bag de 2 vinduer til højre ned til jorden at købmanden har haft sit kontor. Om vinduerne har været lavet sådan for at kunne lave en vinduesudstilling vides ikke.

Hvad der har været indgang til privaten, til forretningen og evt. til købmandens kontor er som sagt ikke helt sikkert – og har også ændret sig over tid. Og der er ikke nogen som i dag kan fortælle, hvordan rumopdelingen i sin tid har været. Siden forretningen lukkede omkring 1970 er indretningen gradvist blevet ændret i takt med de forskellige ejeres behov. I alt fald siden moderniseringen af Charlotte Clason først i 90’erne, hvor hun fjernede nogle af skillevæggene i stueetagen og lagde nye gulve, har hele huset haft sin indgang fra gavlen ud mod den parkerede bil på billedes fra 1990– altså et femte sted!

Ved siden af huset ligger et anneks, som er den gamle stald m.v. som tilbage i 1970’erne er blevet indrettet til beboelse med køkken og et badeværelse med stiftmosaik og gulvvarme. Det er formentlig en del af Thranes omfattende renoveringsprojekt, men det kan også være nogle af de efterfølgende ejere. Charlotte brugte det til udlejning til turister, og til fjernsynet i stuen der nu har 2 vinduer ud mod vejen har der været trukket antennekabler fra specielle Tysklands- og Sverigesantenner øverst på hovedhuset, som den gang var den eneste mulighed for at se udenlandsk fjernsyn.

“Jeg har fornyet næsten alle vinduer, lavet lidt om på ruminddelingen og lagt trægulv i stueetagen. Haven var et vildnis, hvor man ind i mellem kunne finde stauder fra gamle dage. Annekset forbedrer jeg lidt for hvert år. Jeg købte det blandt andet fordi det store terrasseværelse på førstesalen forekom mig at være et ideelt arbejdsværelse. Den gang arbejdede jeg stadig som scenograf”, forklarer Charlotte.

Hun havde ellers det meste af sit liv boet i mindre lejligheder og syntes på sine ældre år (hun var svensk født omkring 1920) at det kunne være dejligt med et rummeligt hus. Og det må man sige at hun fik, især efter at hun fjernede vægge i stueetagen så et stort rum med åbent køkken på godt 75 m2 blev muligt. Selv om hun ikke var specielt høj, nød hun også at få lov at indrette sig et hus hvor der var højt til loftet. Og der er ikke mange huse på Møn, hvor der er 2,65 meter til loftet. Det brugte man vist ikke så meget i gamle dage.

Som der står på en indrammet ”plakette” der hænger i huset: Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Møn Kommune tildeler Ann-Charlotte Clason og Kasper Nordgreen foreningens diplom for året 1991 for en smuk ombygning og istandsættelse af ejendommen Busenevej 8 i Mandemarke som godt eksempel på bevaring af vore bygnings- og landskabskultur. Det var absolut velbegrundet, for Charlotte Clason havde som gammel scenograf sans for både det rumlige og det æstetiske.

7 Badeværelse

Her er et foto af badeværelset som det så ud i 2004 – i typisk 1970’er-stil med farvet sanitet. Der er også til venstre udenfor billedet to håndvaske ved siden af hinanden i samme gule farve. Det må også have været praktisk i den periode, hvor et kollektiv boede i huset. Det gjorde Charlotte Clason ikke noget ved!

Siden er dog det lille ’fodbad’ til venstre fjernet, der er kommet hvidt vandspare-toilet og en bruseniche er muret op, ligesom de sidste 70-er fliser på gulvet som efterhånden var revnede og slidte er blevet erstattet af lysegrå fliser. Sådan bølger udviklingen jo i badeværelsessmag. En dag bliver det sikkert moderne med farvet sanitet igen, for man kan jo ikke holde ud at det er hvidt hele tiden.

8 Charlotte ved gavl 1992

På dette billede ses Charlotte foran huset i 1992, hvor man kan se de store vinduer, som hun havde fået fra en ombygning på Nationalmuseet. De går næsten fra loft til gulv og giver et pragtfuldt lys i den store stue og en dejlig udsigt ud til haven mod syd, som hun fik sat skik på ved et stort arbejde i de første år inden hun til sidst begyndte at køre træt.

Det ene af de 4 store vinduer fra Nationalmuseet, som vender ud til terrassen mod vest, totalrenoverede Birgit og Flemming en af de første somre. Det var et kæmpeprojekt at rense den gamle skallede maling og udtørrede linoliekit af de gamle, smukke profiler og udskifte glassene og friske træet op med linolie inden de afsluttende malerbehandlinger. Det kneb med motivationen til at fortsætte med den tiltrængte behandling af de 3 fag, som man ser bag Charlotte på fotoet ovenfor, selv om de var en stor forbedring i forhold til de gamle ‘akvarievinduer’ som ses på det sort-hvide foto fra 1990.

I 2010 besluttede Birgit og Flemming efter lange diskussioner at udskifte de 3 store fag med nye højisolerede termodruder i helt samme stil. Det krævede alt for meget arbejde at vedligeholde de gamle vinduer med maling og kitning osv., og energimæssigt var vinduerne heller ikke tidssvarende. Nedtagningen på Nationalmuseet og transporten herfra til Mandemarke havde også været hård ved de gamle vinduesglas, som var blevet noget ridsede. Men da tømreren savede i det gamle træ rundt om vinduerne for at få vinduerne ud, spredte der sig en duft af harpiks, og der var ingen tvivl om at der havde været anvendt træ som havde vokset langsomt, for det havde tætte årer og kunne utvivlsomt have holdt i mindst 100 år til! Så det gjorde ondt i Flemming at skrotte de gamle vinduer. Ved samme lejlighed blev der også sat nye højisolerede og tætsluttende vinduer ud mod gaden både i stueetagen og på førstesalen, da det store hus havde behov for at være bedre isoleret.

Samme gavl set fra enden af haven i 2005 – i henholdsvis februar og maj:

9 Fra haven 2005 vinter10 Fra haven 2005 sommer

Hvis du vil se hvordan der så ud i Mandemarke i oktober 2010, så tag en tur med Googles Street View ved at klikke HER, for Googles kameravogn med 360 graders kamera på taget er også kørt gennem Mandemarke. Du kan ‘dreje kameraet’ ved at holde med musen (hold dens pegefingerknap nede) og træk i alle retninger. Du kan også køre videre gennem Mandemarke – og se dig til alle sider – ved at klikke længere fremme på vejen. Du kommer tilbage her til hjemmesiden med din browsers venstrepil eller ved at taste Alt+venstrepil på dit tastatur.

Men tilbage til begyndelsen.

Den ’nye’ købmandsgård fra 1917

Den nuværende ejendom blev som nævnt bygget i 1917 på den grund, hvor den gamle stråklædte blandede landhandel lå indtil den nedbrændte under første verdenskrig.

Arkitektonisk skulle den være præget af de nye strømninger blandt arkitekter, som lagde vægt på god byggeskik og æstetik. I arkitekt Erica Heyckendorffs beskrivelse af det historiske miljø i Mandemarke i ”Møn Kulturarvsatlas 2006” (pdf-fil), omtaltes huset som ”en hvid, ganske statelig, nyklassistisk bygning, som tidligere har været købmand”.  Ejendommen fungerede som sagt som købmandsgård indtil ca. 1970 under skiftende efterkommere af den gamle købmand – med stadigt voksende problemer med at få økonomien til at hænge sammen i takt med det man den gang kaldte ’butiksdøden’.

Ejendommen var i 1917 opført af Peter Andreas Petersen som kaldtes Pap. Han var gift med Anna Jacobsen, som havde lidt penge. Han må dog også selv have været en god forretningsmand og var blandt de første på Møn til at få automobil. De har derfor sammen haft mulighed for at bygge en i forhold til landsbyen og tiden ganske statelig ejendom. Begge døde i øvrigt kort tid efter hinanden i 1933/34, og havde indtil da drevet forretningen godt.

På det tidspunkt var datteren Else blevet gift med arbejdsmand Victor Larsen. Sammen overtog de købmandsbutikken med Dagmar Elise som medhjælper. Det gik ikke så godt som det fremgår senere.

Selv kom Pap fra små kår. Nedenfor ses et familiefoto med hans forældre og søskende, som formentlig er taget 1900-1910. Det fremgår af de oplysninger der er om personerne, at det må være taget før han blev gift med sin Anna og de fik børn, som var små under første verdenskrig. Det kunne derfor godt være en af stuerne i den gamle, siden nedbrændte købmandshandel, for i dag er der meget højere til loftet! Pap var selv født i 1876, og ved folketællingen i 1906 var han købmand og ugift.

11 Pap med familie

Selv om PAP kom fra relativt beskedne kår skulle det selvfølgelig ikke forhindre, at man kunne klæde sig fint til ære for fotografen. Faren Anders ’Tømmermand’ Petersen er manden med fuldskægget placeret nummer tre fra venstre i første række. Pap sidder til venstre for sin far Anders Tømmermand, som kom alvorligt til skade under sit arbejde for Klintholm. Som noget for tiden ganske usædvanligt fik han en gård i erstatning beliggende for enden af Rakkerbakken.

I forreste række fra venstre sidder Paps søster Caroline der døde i barselssengen. Pap sidder med en terrier på skødet ved siden af sin far. Den lille dreng i hvidt er Frederik og Kristines Petersens søn. Frederik kørte rundt med æg på Møn. Forældrene til Frederik ses yderst til venstre i bagerste række.

Mor Stine er flankeret af svigerdatteren Johanne, som er gift med Jens bagerst til højre. Sammen har de datteren Eli (på skødet), Anna med hunden i favnen og bag hende mongolpigen Signe. Ved siden af Jens står broderen Hans og søsteren Kristine. Kristine fik et barn uden for ægteskab. Det kastede skam over familien og Kristine blev smidt ud at tjene som sypige, men familien slog ikke hånden af hende. På bordet ses billeder af afdøde slægtninge.

Hvordan ejerforholdene egentlig har været, da Pap opførte ejendommen vides ikke, men det siges at Klintholm Gods, som ejede det meste af landsbyen Mandemarke og endnu ejer enkelte husene som lejes ud, fra starten af 1920’erne havde økonomiske problemer, som gav Pap mulighed for at købe sig til at blive ’herre i eget hus’.  Journalist Niels Sandø, som har samlet de gamle historier om Mandemarke sammen skriver på baggrund af oplysninger fra en gammel beboer i Mandemarke, Edith Hemmingsen: ”Købmandsbutikken hørte i Ediths tidligste barndom under godset. Men krisen kradsede og Petersen købte sig til en status af selvejende købmand.”

Man kan undre sig over baggrunden for at Pap åbenbart for egne og konens penge byggede den nuværende ejendom i 1917, men måske byggede man også den gang på lejet grund hvis ikke der var andre muligheder. Man kunne måske forestille sig at godset har skudt en formodet brandforsikringssum ind i projektet, hvis det var dem som ejede den oprindelige købmandsgård. Uanset hvordan tingene har hængt sammen, ser man dog af billederne som indledte det hele, at der er sket et kraftigt løft i bygningsstandarden. Og man forstår i alt fald også godt, hvorfor muligheden et par år efter for at blive ’herre i eget hus’ blev udnyttet.

Niels Sandøe, som i mange år har ejet Busenevej 15, har i begyndelsen af sin ejertid udnyttet sine journalistiske evner til at samle meget omfattende informationer om landsbyen og dens historie, som er grundlaget for Mandemarkes hjemmeside. To ældre beboere har fortalt ham følgende om købmandsgården og gamle dage, dels Edith Hemmingsen hvis farfar Jens Peter Hemmingsen er med på det gamle foto fra 1898 som indledte det hele og som også ses tæt på i fotoet nedenfor, dels Finn Carlsen som fra sin fødsel i 1932 til 2004 boede på den gamle 4-længede gård i Mandemarkes sydlige del, Busenevej 19, som blev købt af Claus Gröning efter at gården havde henligget ubeboet i flere år.

Den første Købmand i den nye gård

Købmand Peter Andreas Petersen var en relativt velstående mand, der boede i et pænt stort hus. I hans butik var der en stor brun disk. I enden af disken var to store firkantede åbninger med sukker i den ene og mel i den anden, som han fik leveret i store sække.

I mellemkrigsårene var købmandsbutikken ensbetydende med blandede bolsjer. Da Edith Hemmingsen, hvis farfar Jens Peter Hemmingsen boede i Strædet 4, var barn i tiden lige efter første verdenskrig kunne man få en hel pose blandede bolsjer for ti øre. Men man kunne også prøve at chance den og bestille for to øre blandede bolsjer. Nogle gange gav den taktik gevinst i form af nogle bolsjer i et kræmmerhus.  “Men han kunne også være så fræk, at han gav os to bolsjer med en bemærkning om, at så kunne vi bare selv blande dem,” erindrer Edith Hemmingsen.

Købmandsbutikken hørte i Ediths tidligste barndom under godset. Men krisen kradsede og Petersen købte sig som nævnt til en status af selvejende købmand. I lighed med stort set alle andre i landsbyen havde købmanden en jordlod på tre til fire tønder land op mod bakkerne i retning af Busene. Så købmanden var ude og høste sit korn som alle andre. Til gengæld havde han lettere ved at få det hjem, da han sammen med Finn Carlsens far gårdejer Hans Christian Carlsen (Busenevej 19) og Verner Petersens far gårdejer Aage Marius Petersen (Busenevej 20) var den eneste hesteejer i byen. Og hestene stod opstaldet i den gamle stald som senere blev ombygget til anneks.

12 Hemmingsens vognAndre brugte køer som trækdyr som Ediths farfar Jens Peter Hemmingsen eller trak deres kærrer selv. Jens Peter Hemmingsen tilhørte den gode gamle skomagerstand, der leverede håndsyede sko efter mål. Folk i landsbyen såvel som fra de omkringliggende gårde havde deres egne trælæster liggende hjemme hos skomageren, som var en skabelon i 3-D hvorover skoen blev syet. Jens Peter Hemmingsens barnebarn Edith Hemmingsen kan huske læstereolerne fra sit barndomshjem. Hendes far var også skomager, men måtte skifte erhverv som ung, for allerede omkring 1912 blev det almindeligt ude på landet at købe fabriksfremstillede sko. Og i 1920 var der så lille efterspørgsel efter de noget mere kluntede håndsyede sko at værkstedet blev nedlagt. Jens Peter Hemmingsen døde i 1929 næsten 90 år gammel. Billedet her er taget i 1898 og historien er også kommet i avisen.

13 Hemmingsen i avis

Anden Verdenskrig

Under besættelsen var der ofte tyskere i Mandemarke. Den daværende købmand Sigurd Hansens kone Petra Hansen var Sønderjyde og vistnok fra den anden side af grænsen. Hende kunne tyskerne tale med og handlede tit hos købmanden i Mandemarke.

“Jeg kan huske engang, at jeg kom ind i butikken i 1943 med min søn Vagn ved hånden (født i 1938). Så stod der tre tyske soldater og en af dem tog noget af det forfærdelige slik man kunne få under krigen og ville give Vagn det. Jeg tog ham lidt demonstrativt til mig. Men så sagde tyskerne med håndsprog at han hjemme i Tyskland havde tre børn af den, den og den størrelse (angivet med hånden), men jeg ved ikke hvor de er. Ja så, tænkte jeg, lad ham da spise det slik. For de er jo ikke stort bedre stillede end vi andre”, siger Edith.

Men det var ikke alene hos købmanden de tyske soldater kom. Ifølge gårdejer Finn Carlsen var det almindeligt, at tyske soldater inden de tog hjem på orlov bankede på hos landmænd her på egnen for at se om de kunne købe nogle høns eller andre fødevarer med hjem. De fleste var ifølge Finn Carlsen skikkelige folk i 50 års alderen, der ikke virkede særligt motiverede. Omkring et halvt dusin af de tyske soldater var udstationeret på Klintholm Havnevej, der hvor den nedlagte minkfarm nu ligger. Dengang var der en grusgrav på stedet. Øverst oppe var et lille sekskantet skur, hvor de stod døgnet rundt og holdt øje efter allierede flyvere.

Krigen gik ikke ubemærket henover Mandemarke. Finn Carlsen kan fra sin barndom huske, hvordan de allierede kastede mængder af stanniolstrimler ned over bakkerne. Formålet var selvfølgelig at drive gæk med tyskernes radarstation, der lå ude ved vandet nogle få hundrede meter fra fyret. Ligeledes var der en del overflyvninger af allierede maskiner på vej fra og til bombetogter.

Krigen krævede ingen dødsofre på Møn. Men den tyske soldat Fritz Baumgarten blev såret, da han sammen med en ældre kollega stoppede en lastbil med en våbenladning til modstandsbevægelsen. Den danske chauffør havde været så tåbelig at beslutte sig til en fornøjelsestur til Møn inden hans våben skulle afleveres til modstandsfolk i Vordingborg. Trækplastret var den nyåbnede (1943) ‘Dronning Alexandrines Bro’, som de fleste nok kender bedre som ‘Mønbroen’. Men hændelsen fandt sted i den anden ende af Møn.

Retsopgøret på Østmøn blev meget beskedent. Molly Nielsen, der arbejdede for tyskerne på Søbadet i Klintholm Havn, måtte dog lide den tort at blive klippet skaldet og interneret på Havneslottet i Stege umiddelbart efter befrielsen.

Købmanden lukker

Sigurd og Petra Hansen flyttede ikke så længe efter krigen fra Mandemarke til Næstved, hvor de åbnede Phønix Café nede ved havnen. Købmandsbutikken blev ifølge Edith vist nok solgt to-tre gange inden den lukkede og hele bygningen inddraget til privatbolig. Men helt frem til slutningen af 60’erne var købmandsbutikken et samlingspunkt i landsbyen. Ifølge Per Ole Schmidt var der ’smugkro’ om lørdagen, hvor han selv har nydt flere øl med de lokale ved den gamle købmandsdisk.

Peter Andreas Petersen (eller ‘Pap’ som han blev kaldt af sine samtidige) var som nævnt manden der opbyggede den nye købmandsgård i Mandemarke efter at den stråtækte blandede landhandel nedbrændte under første verdenskrig. Selv havde han ingen formue. Men han havde giftet sig til lidt penge igennem ægteskabet med Anna Jacobsen og var tilmed en meget dygtig og flittig forretningsmand.

landsbyen_PapMmedB

Anne-Lise Aavang Jensen er barnebarn af det gamle købmandspar og husker sin mor fortælle om livet som barn i købmandsgården. På fotoet er Anne-Lise Aavangs mor Dagmar Elise til højre på skødet af moren Anna og flankeret af søsteren Else.

Dagmar Elise skulle køre bud for sin far, når hun kom hjem fra den gamle rytterskole, og hendes datter fortæller om hvad hendes mor har fortalt herom.

“Alt blev solgt i løs vægt dengang. Spegesild var lagt i lage i en tønde nede i kælderen. En dag blev mor sat til at køre sild ud til bonden på Postgården i Busemarke. De blev taget op af tønden viklet ind i avispapir og sat på bagagebæreren.” Da Dagmar Elise nåede ud til bonden udbrød han: ’Jam tøvs dog wo hav du gjort af sildene?’  Dagmar kiggede forskrækket på den tomme bagagebærer, og indså at sildene var røget af cyklen på den bumpede sandvej. Så blev mor bare sendt tilbage for at samle sildene op. Og så var bonden ellers godt tilfreds. Den slags ting tog man ikke så nøje dengang.”

Dagmar Elise fortalte aldrig sine forældre om uheldet med sildene. For de kunne være meget strenge. “Børnene fik en dukkevogn foræret, som de fik besked på at passe godt på. En gang glemte de at sætte den ind i regnvejr. Så faldt hammeren med det samme. Mormor gik over til naboens børn og forærede dem dukkevognen. For den skulle døtrene ikke have, når de ikke kunne passe ordentligt på den.”

På dette billede fra 1922 eller 1923 ses fra venstre Anna Petersen flankeret af døtrene Dagmar Elise og Else i bagerste række. I forreste række sidder hun med Niels på skødet, mens Helge og Hans sidder i midten efterfulgt af Peter Andreas Petersen. Foruden de fem børn på billedet bragte Anna Petersen en dødfødt pige til verden.

På dette billede fra 1922 eller 1923 ses fra venstre Anna Petersen flankeret af døtrene Dagmar Elise og Else i bagerste række. I forreste række sidder hun med Niels på skødet, mens Helge og Hans sidder i midten efterfulgt af Peter Andreas Petersen. Foruden de fem børn på billedet bragte Anna Petersen en dødfødt pige til verden.

Ved folketællingen fra 1930, vist nok pr. 5/11, er der registreret navn, fødsesdato, ægteskabelig status, stilling, samt vielsesår og til sidst antal børn levendefødte og døde (bemærk at visse data kun anføres ud for familiens overhoved!). Som man kan se boede alle 5 børn hjemme i 1930.

Peter Andreas Petersen 25.6.76 Gift Købmand 1909 5 1
Anna 12.5.89 Husmoder
Else Marie 16.11.10
Dagmar Elise 7.9.12
Hans Kristian Bøthner 14.2.20
Helge Marius 30.8.22
Niels Arne 17.12.23

landsbyen_PapBrodre2

På fotoet ses de tre drenge. Yderst til venstre er Helge. Han blev klemt ihjel mellem pufferne på et tog under rangering ved Bogense station.

Hans i midten blev stationsforstander i Bogense dengang der var noget der hed det.

Yderst til højre ses Niels, han var førstemand i flere år i Holme købmandsforretning i Nyborre, hvor der en gang har ligget en DK tank.

Som den anden mand på Møn fik købmanden i Mandemarke bil. Da kong Christian X kom til Møn, var Pap chauffør for kongen og godsejeren, mens følget fulgte i Paps to åbne lastbiler, der til anledningen var udstyret med bænke i siderne.

“Ikke engang godsejeren havde bil dengang. Morfar brugte den ene bil til taxikørsel. Han var en flittig mand, der arbejdede som tømrer, købmand, chauffør og dyrkede roer på sin jordlod i bakkerne. For morfar havde også en ko, der kunne forsyne familien med mælk.”

Broderen Frederik kørte ud og indsamlede æg på hele Østmøn med en af Paps lastbiler. Ude hvor annekset og garagen ligger havde han sin benzinpumpe, hvor man med håndpumpe kunne få lænset benzinen over i automobilerne. Dermed blev han også indehaver af en af Møns første benzinstationer, da folk begyndte at få biler.

Som købmand forstod han sig på kundepleje. “Når det var jul fik alle kunder en julekurv. Ris, svesker, sukker og normalt også en flaske snaps og en flaske rom lå der i kurven. Et stort kræmmerhus med brystsukker var der også. Det var jo den tids slik.” 

landsbyen_Kobmand26Her ses børnene samlet i haven bag købmandsgården i sommeren 1926.

I baggrunden ses ‘det lille hus’.

Dagmar Elise står bagerst til venstre ved siden af Else.

De tre drenge som også ses på det yngre foto ovenfor er fra venstre mod højre deres brødre Niels, Helge og Hans.

Billedet er formentlig taget på vestsiden af huset inden den nuværende overdækning og tilbygningen med bryggers blev lavet.

Død og fallit

“Morfar holdt meget af god mad. Selvom lægen havde fortalt morfar at han skulle passe på, spiste han meget fed mad. De gik jo til familiefester hele tiden. Han døde af tarmslyng i 1933. Mormor døde af tuberkulose 4. januar 1934.”

Else var i mellemtiden blevet gift med arbejdsmand Victor Larsen. Sammen overtog de købmandsbutikken med Dagmar Elise som medhjælper.

“Victor havde ikke en pind forstand på penge. Han solgte benzin og kørte taxi uden folk betalte. Kredit over alle grænser. Det hele endte med en tvangsauktion i midten af trediverne. Det var en stor skam. Victor og moster følte sig som familiens sorte får. Jeg kan huske, at hun gjorde rent oppe på Magleby realskole, da jeg gik der. Dengang var det absolut ikke et attraktivt job. Men vi havde ikke længere noget med dem at gøre. Mor og moster var blevet dødelige uvenner over det, som var sket.”

Alle flyttede de fra Mandemarke efter fallitten.

Niels kom i lære hos købmanden i Borre. Hans blev ansat hos Kalvehavebanen for senere at havne som stationsforstander i Bogense.

Else og Victor flyttede til Magleby. Anne-Lise Aavang flyttede med sine forældre til Vissenbjerg på Fyn.

Efter Pap og hans kone døde 1933/34 og datteren Elses og hendes mands hurtige fallit omkring 1935 foreligger der ikke mange oplysninger, men under 2. verdenskrig var der købmand Sigurd Hansen, som var gift med Petra, som stammede fra Sønderjylland og derfor kunne tale tysk med de ældre, lidt mølædte tyskere, som under krigen var udstationeret på Østmøn, når de kom i forretningen for at købe dagligvarer.

Edith Hemmingsen fortæller: ”Jeg kan huske engang, at jeg kom ind i butikken i 1943 med min søn Vagn ved hånden (født i 1938). Så stod der tre tyske soldater og en af dem tog noget af det forfærdelige slik man kunne få under krigen og ville give Vagn det. Jeg tog ham lidt demonstrativt til mig. Men så sagde tyskerne med håndsprog at han hjemme i Tyskland havde tre børn af den, den og den størrelse (angivet med hånden). Men jeg ved ikke hvor de er. Ja, så tænkte jeg, lad ham da spise det slik. For de er jo ikke stort bedre stillede end vi andre.”

Efter at de flyttede ca. 1945-48 skulle forretningen ifølge en gammel beboer Edit Hemmingsen være blevet handlet 2-3 gange inden den lukkede omkring 1970. Fru Anker fra Klintholm fortæller at hun kom som hjemmehjælp hos den sidste købmandskone, som var pukkelrygget.

Ifølge folk som kom i forretningen på det sidste, var det alene helt almindelige dagligvarer som kunne fås – altså øl, sodavand, sukker, slik og lignende – så forretningsdøden er sikkert kommet snigende over en længere periode.

Bygningen fungerede altså som købmand frem til omkring 1970, da ’direktør’ Thrane købte det og moderniserede huset og den gamle stald.

Husets Stamtavle
1917 Peter Andreas Petersen (”Pap”), født 1876, død 1933
1933-35 Datteren Else og hendes mand Victor Larsen
1940 ca. Sigurd og Petra Hansen
1947 ca.  Købmand Busk?
    ?(1958) Frede og Herdis?

F. Nielsen (omtalt som indleveringsted for pakker til busgaragen)

1970 ca. Thrane
? Lægefamilie fra Hørsholm
? Kollektiv
1990 Charlotte Clason
2003 Birgit og Flemming Deleuran

Folketælling pr. 5/9 1940!

Overgaard Diderik Busk 23/7 1893 Holstebro Husfader Købmand kolonial
Anna Elisabeth Busk 6/12 1895 Hustru hjælper i butikken