“Jens Hansen havde en bondegård …” – nemlig Busenevej 20

Jens Hansen havde en bondegård … Og endda i landsbyen Mandemarke! Men hvor? Svaret kommer senere! (Du må klikke på linket, hvis du ikke kan vente).

De fleste kender sikkert den gamle børnesang, der begynder sådan her:

Jens Hansen havde en bondegård
Lirum larum lej
Og på den gård der var en hest
Lirum larum lej

Du kan høre den på YouTube – hvis du kan holde den slags ud – ved at klikke HER eller HER. Teksten er skrevet af Otto Leisner, som man vil kende hvis man har en vis alder.

På hjemmesiden ligger nu næsten alle de folketællinger, der i tidens løb er foretaget i Mandemarke, som er offentligt tilgængelige – dvs. indtil 1940. Husk at ‘ejerlavet Mandemarke By’ foruden landsbyen også  omfatter området ned over Kraneled til Østersøen. Du kan kan se et kort over området på ny fane – ved at klikke her. Ved hjælp af folketællingerne kan man ofte følge familierne igennem tiden. For eksempel familien på den gård som historien her handler om. Denne familie kan følges igennem mere end 100 år. Og det viser sig også at vi kan finde ud af, hvilken gård det drejer sig om, selv om det ikke fremgår af de gamle folketællinger hvor folk boede.

Mannemarche 1787 – og lidt om fæstebøndernes stilling

Ved den første folketælling der overhovedet er foretaget – den 1. juli 1787 – finder vi Jens Hansen og hans familie, som bor på en gård i ‘Mannemarche’ som området kaldtes den gang. (På det meget svært læselige håndskrevne skema fra Statens Arkiver, som du kan åbne på en ny fane ved at klikke HER, er det familie nr. 12).

Man noterede navn og alder foruden den enkeltes stilling i husstanden og erhverv. Ud fra den oplyste alder er fødeåret beregnet ved at trække den fra folketællingsåret – uanset om personen har haft fødselsdag endnu i det pågældende kalenderår, hvorfor de måske har været født året før. Ofte oplystes også fødestedet, som dog ikke er indtastet på hjemmesiden. Løbenumrene m.v. svarer til folketællingernes her på hjemmesiden (og stammer somme tider fra optællingerne i hele Magleby Sogn, hvorfor Mandemarke ikke begynder med nr. 1).

Her kommer løbenr., navn, alder, beregnet fødeår, ægteskabelig status samt stilling i husstanden og evt. erhverv for Jens Hansens familie:

312 Jens Hansen 37 1750 Gift Huusbonde Bonde og Gaardbeboer
313 Birthe Gregoriidatter (på skemaet står der:  Gregorii Datter) 37 1750 Gift hans Kone
314 Hans Jensen 1 1786 Ugift deres Søn
315 Anna 3 1784 Ugift hendes Datter avlet uden Ægteskab
316 Lars Hansen 29 1758 Ugift Tienestefolk
317 Kirsten Hemmingsdatter 21 1766 Ugift Tienestefolk

Bemærk sønnen Hans Jensen, der ved folketællingen var 1 år gammel. Vi skal høre mere om ham, som man kan regne ud må være opkaldt efter sin bedstefar. For lille Hans’ far hedder jo Hansen til efternavn, altså har hans far heddet Hans. Tilsvarende hedder den lille Hans ‘Jensen’ til efternavn, fordi hans far hedder Jens. Sådan var navneskikken med efternavne indtil sidst i 1800-tallet.

Vi ser det også med hans mor, som endda hedder noget så fint som Gregorii Datter. Hendes far må have heddet Gregorius (som vist på latin bliver til Gregorii i genitiv eller ejefald). Vi kan også regne ud at hun må være blevet gift med Jens Hansen omkring 1785, siden der om det ældste barn fra 1784 står: “Hendes Datter avlet uden Ægteskab.”

På stamtræssiden Geni.com kan man finde Jens Hansen med forældre, ægtefælle og børn, herunder selvfølgelig sønnen Hans Jensen, der senere som 28-årig blev gift med Karen Jensdatter i Magleby kirke den 30/7 1814 og fik børnene Peder HansenHans HansenChristian Hansen og Kirsten Hansdatter (alle links til Geni.com).

Bemærk at Jens Hansen ved folketællingen blev omtalt som “Bonde og Gaardbeboer” – altså ikke gårdejer. Alle bønderne på den tid var jo fæstebønder under Klintholm Gods, som familien Scavenius i øvrigt først erhvervede i 1798. (Du kan læse mere om Klintholm Gods historie  på en anden side ved at klikke HER).

Indskud om fæste og hoveri

Fæste er en brugsret over fast ejendom,  idet jordejeren – for Mandemarkes vedkommende altså Klintholm – bortfæstede en gård eller et hus til fæsteren, som til gengæld skulle levere fæsteafgifter i form af hoveri og landgilde. Landgilde er den afgift fæstebønderne betalte for fæstegårdens bygninger og jord – i form af penge, korn eller andre naturalier (som du f.eks. kan læse om til sidst under den lange historie om “Kraneledgaard”).

Hoveri var det pligtpligtarbejde fæsterne skulle udføre for godset. Et gammelt udtryk ‘ugedagstjener’ afspejlede, at der ydedes en arbejdsdag ugentlig. Hoveriet blev især i 1700-tallet mere og mere omfattende. Det blev således fæstebondens vigtigste afgift til godsejeren og beregnedes i 1780’erne til at være fire gange så meget værd som landgilden.

Det var en kilde til voksende utilfredshed hos bønderne, at omfanget af hoveriarbejdet ikke var fastlagt. Struensee udstedte derfor i 1771 en anordning om at hoveriet skulle reguleres i forhold til hartkornet (altså i forhold til jordens ydeevne – læs mere om ‘hartkorn‘ her på hjemmesiden), og at der skulle gives bønderne kvittering for deres ydelser. Det blev dog en kortvarig fornøjelse for bønderne, hvis man overhovedet kan kalde hoveriarbejdet noget sådant. For efter Struensees fald og henrettelse i 1772, blev hoveriet  igen gjort ubestemt ved forordning i 1773. I 1791 indskærpedes det, at hoveriet skulle ydes, og at hovbønderne skulle være lydige mod godsejerne, men at hustugt ikke måtte udøves over for gårdfæsteren og hans hustru under hoveriarbejdet!

Der har altså været gode historiske grunde til, at vejen fra Busemarke op til Mandemarke i dag bærer navnet ‘Hovvejen‘!

På udsnittet af det gamle kort fra 1798 fra området ved det nuværende gadekær er med rødt markeret vejen til Busemarke (‘Vej til Budsemarche’). For den gang var det vejen fra Mandemarke til Klintholm Gods, som blev kaldt ‘Klintholm Hov Vej’. I dag har denne vej bare det neutrale navn ‘Klintholmvej’.  Det forekommer også mest logisk, at det  var selve vejen fra Mandemarke til godset som var ‘hovvejen’ – altså vejen til hoveriet i form af pligtarbejdet på godset.

Den røde gård på kortet, som har ligget midt i det nuværende vejkryds mellem Klintholmvej, Busenevej og Hovvejen, er formentlig den såkaldte Pølsegård, som senere er nedrevet. Man brugte det gamle kort til at registrere ændringer i mange år efter at det var tegnet, så man kan se at skellet mellem gården og ‘Klintholm Hov Vej’ senere er blevet overstreget, så vejen fra det gule fælles vejareal kunne gå direkte til godset uden at man skulle rundt om den nedrevne gård.

Fæste var i modsætning til andre former for brugsret til jord ikke tidsbegrænset. Ved fæstemålets tiltrædelse blev der indgået en kontrakt, som opregnede fæsterens rettigheder og pligter. Fra 1719 skulle kontrakten foreligge, dels hos fæsteren som fæstebrev, dels på godset som et såkaldt reversalfæstebrev ligesom den blev indført i en fæsteprotokol. Normalt betalte fæsteren et pengebeløb ved fæstets tiltrædelse. Fæstekontrakten opregnede den faste afgift, landgilden, i penge og/eller naturalier, ligesom fæsteren desuden normalt skulle yde arbejde, hoveri, der som nævnt oftest var angivet ubestemt. Kontrakten kunne ligeledes indeholde en aftægtskontrakt, som omfattede ydelserne til den fratrædende fæster eller hans enke.

Fæste var som sagt ikke tidsbegrænset, og Danske Lov fra 1683 indeholder regler om livstidsfæstet. Men uanset dette gik fæstemålet ofte videre til den næste generation, som det netop har været tilfældet ved mange af gårdene i Mandemarkes ejerlav. Det kan man se både af den følgende historie og af de andre historier om gårdene omkring Mandemarke.

Det kunne have været interessant at se hvordan Klintholm Gods’ fæstekontrakter var, men godset har på et tidspunkt ikke så mange år tilbage overdraget hele godsarkivet til Rigsarkivet, så det er ikke længere lokalt tilgængeligt. (Når vi en dag får bud ind til Rigsarkivet håber vi at kunne få en kopi af en fæstekontrakt for Mandemarke til hjemmesiden).

Wikipedia har en omfattende artikel om landboreformerne.

Men tilbage til Jens Hansen og familien:

Folketællingen i 1801 for Mannemarche

Ved den næste folketælling i 1801 finder vi familien igen (arket med familie nr. 9 kan åbnes på ny fane):

374 Jens Hanssen 50 1751 Gift Husbonde
375 Birte Gregoriusdatter 51 1750 Gift hans Kone
376 Hans Jenssen 14 1787 Ugift deres Barn
377 Peder Jenssen 9 1792 Ugift deres Barn
378 Ane Jensdatter 16 1785 Ugift deres Barn

Ved denne folketælling staves efternavnene med et ekstra ‘s’. Faren, Jens Hanssen, var jo Hans’s søn, og protokolføreren i 1801 har derfor ment at drenge så måtte få efternavnet ‘Jenssen’. Stavemåderne kan variere fra folketælling til folketælling, men her blev det altså skrevet helt ud: Jens-sen (ligesom med Jens-datter), men det er nok en fejl.

Værd at bemærke er også at hans kones datter, som i 1787 kaldtes Anna (uden efternavn) og var ‘avlet uden(for) ægteskab’, nu som 16-årig kaldes Ane Jensdatter, som om hun var datter af Jens Hansen. Hun nævnes dog til sidst efter fællesbørnene, så efternavnet er nok blot tegn på at hun er blevet optaget i familien. (På Ane Jensdatters blad på Geni er hendes far også anført som ukendt, så der kan vist ikke være nogen tvivl om at hun er indbragt i ægteskabet af Birthe Gregoriusdatter).

Et lille indskud om udskiftningen

I Mandemarke skete opløsningen af landsbyfællesskabet først i starten af 1800-tallet, hvor omkring 15 af landsbyens gårde omkring 1803 ved det man kalder blokudskiftning blev flyttet ud i landskabet, sådan at gårdene herefter kom til at ligge med deres jorder omkring sig. Gårdene var jo bygget i træ med bindingsværk, så de var til at skille ad og samle igen på det nye sted – næsen ligesom med et møbel fra Ikea.

Indtil udskiftningen havde man haft en række små jordstykker fordelt rundt i landskabet, som man f.eks. kan se af dette udsnit af det gamle kort fra 1798 af parceller på venstre side af vejen mod Busene.

Udskiftningen af landets ca. 5.000 ejerlav tog fart i 1790’erne, bl.a. opmuntret af en forordning i 1792, der tillod jordejere at påligne udgifterne ved udskiftningen på deres fæstere, men først og fremmest betinget af de gode konjunkturer og positive erfaringer med de allerede gennemførte udskiftninger. Uddannelse af et tilstrækkeligt antal landmålere, som kunne foretage opmåling, korttegning og fordeling af de nye lodder, havde også stor betydning. Det kan man også se af det gamle kort fra 1798 over Mandemarke (læs også historien om kortet).

Mandemarke 1834 og 1840

Ved folketællingen den 18. februar 1834 er forældrene, som var født omkring 1750, ikke overraskende døde. Men nu vi finder sønnen Hans med familie som de første på listen for ‘Mandemarke’ (der kan ses her på ny fane med alder og beregnet fødeår):

1 Hans Jensen 48 1786 Gift Gaardmand
2 Karen Jensdatter 47 1787 Gift hans kone
3 Peder Hansen 19 1815 Ugift deres Barn
4 Hans Hansen 16 1818 Ugift deres Barn
5 Christian Hansen 12 1822 Ugift deres Barn
6 Kirsten Hansdatter 10 1824 Ugift deres Barn
7 Maren Kirstine Andersdatter 24 1810 Ugift Tjenestepige

Den lille Hans, som ved sidste folketælling var 14, er nu en gårdmand på 48. Han har formentlig på et tidspunkt inden 1815, hvor hans første barn er født, overtaget gården. Han har altså overtaget sit barndomshjem efter forældrenes død, eller eventuelt efter at de er gået på aftægt.

I de første år efter 1800 skete der som nævnt en udflytning af gårdene i forbindelse med at landbyfællesskabet i Mandemarke blev ophævet, så der kun blev 2 gårde tilbage i landsbyen – de (endnu) nuværende gårde på adresserne Busenevej 19 og Busenevej 20, der ikke ligger så tæt som man skulle tro efter adresserne. Hvis familien boede på en af disse to gårde, har det været hans fødested og fødehjem han som ca. 30-årig har overtaget efter forældrene – ikke til eje men stadigvæk til fæste.

Busenevej 20

Ifølge en gammel protokol fra 1837, hvor man opgjorde størrelsen og værdien af jorderne i hartkorn for at få et bedre grundlag for beskatning, var navnet på brugeren af jorden med matrikelnummer 3 nemlig Hans Jensen. (Afskrift af hartkornsprotokollen ligger her på hjemmesiden, hvor man kan se at det var Jens Hansens Enke som var bruger da arbejdet med protokollen blev påbegyndt, men at Hans Jensen var blevet bruger inden 28/12 1837, hvilket også passer med at hans mor Birthe Gregoriusdatter var død 21/7 1831).

Matr. 3 har netop været gården i Mandemarkes sydvestlige hjørne, der i dag har adressen Busenevej 20. 

På udsnittet af det gamle matrikelkort fra 1798 som blev benyttet frem til 1860 kan man se hvor gården ligger, nemlig hvor der med sort står No 3.

Hans er i 1814 blevet gift med Karen Jensdatter og ved folketællingen i 1834 har de  har fået 5 børn. Den ældste er 19, så de er nok blevet gift omkring 1814. Ved folketællingen i 1801 for hele Magleby Sogn var der 10 med samme navn som hende, men kun en med samme alder (Danish Family Search’s afskrift samt familie 17 på det originale skema – links åbner på ny fane). I 1801 boede hun som 13-årig i ‘Budsene’ som næstyngste barn af Jens Jessen. Og hun havde en lillebror på 10, som pudsigt nok hed ‘Hans Jensen’ – altså det samme som den mand hun senere bliver gift med, der blot er 5 år ældre end hendes lillebror.

Allerede seks år efter foretages der igen en folketælling – 1. februar 1840. Familien på gården nævnes denne gang på listen mellem andre som alle bor i huse, hvilket også passer med at det er gården på Busenevej 20 (familie 27 på skemaet fra folketællingen – åbnes på ny fane). Der er her indsat links ved personnavnene til stamtræssiden Geni.com:

Hans Jensen 54 1786 Gift Gaardmand
Karen Jensdatter 53 1787 Gift hans Kone
Peder Hansen 25 1815 Ugift deres Barn
Christian Hansen 18 1822 Ugift deres Barn
Kirsten Hansdatter 16 1824 Ugift deres Barn
Maren Kirstine Andersdatter 30 1810 Ugift Tjenestepige

Deres ene søn fra 1818 er ikke med på folketællingen (og er enten kommet ud at tjene eller er død) men 3 børn bor stadig hjemme. Det har nok ikke været nogen større gård, siden der højst har været en tjenestepige i huset, hvor der på mange af gårdene ofte var adskillige ‘tjenestetyender’. På den anden side har de haft 3 voksne børn på 16, 18 og 25 boende hjemme, som jo ellers havde været sendt ud og tjene, hvis ikke der havde været brug for dem til at klare arbejdet i hus og mark. Det nuværende matr. 3a – tilføjelsen af bogstavet afspejler at der er sket en ændring af arealet – har i dag et areal på godt 180.000 m2.

Mandemarke 1845-55

Den følgende folketælling er fra 1. februar 1845. Den gang anførtes det aldrig hvor folk boede – udover om det var en gård eller et hus og om der boede en eller flere familier. Siden familien også denne gang står anført mellem familier som boede i huse, og efter en række huse hvor der boede 2 familier i hvert, passer det med at familiens gård har ligget inde i selve landsbyen.

Familie nr. 21 på det originale folketællingsskema (åbnes på ny fane) ses her med alder og beregnet fødeår:

Hans Jensen 60 1785 Gift Gaardmand
Karen Jensen 58 1787 Gift hans Kone
Peder Hansen 29 1816 Ugift barn
Christian Hansen 24 1821 Ugift barn
Kirsten Hansdatter 21 1824 Ugift barn

I 1850 er Karen Jensdatter på 63 blevet gårdmandsenke, og de 3 børn som nu er 35, 28 og 26 er yderligere blevet suppleret med 2 tjenestefolk på 19. Hans Jensen er altså død inden 1850 og sikkert lidt før, siden husstanden er forøget med de 2 tjenestefolk (link til skemaet for familie 63):

Karen Jensdatter 63 1787 Gaardmandsenke
Peder Hansen 35 1815 Hendes barn
Christian Hansen 28 1822 Hendes barn
Kirsten Hansdatter 26 1824 Hendes barn
Rasmus Eshpesen 19 1831 Tjenestefolk
Mette Cathrine Pedersdatter 19 1831 Tjenestefolk

Siden 1840 blev der foretaget folketællinger hvert femte år, hvorfor folketællingen i 1855 ikke er lagt på hjemmesiden (det er nemlig lidt af et arbejde). Men i 1855 (link til familie 46) er sønnen Christian Hansen som stadig er ugift blevet ‘Gaardmand’, mens hans søskende Peder og Kirsten samt deres mor Karen Jensdatter på 68 som ‘Aftægtskone’ stadig bor på gården.

Man syntes sikkert at ‘gårdmand’ lød pænere end ‘fæstebonde’, selv om realiteten var den samme, for det var stadig godset som ejede gården. Først mod slutningen af 1800-tallet begyndte godset at sælge enkelte gårdene, men så stod de ved folketællingerne også anført som ‘gårdejere’. Det blev dog først tilfældet for gården på Busenevej 20 væsentligt senere, nemlig i 1925 som det fremgår nedenfor.

Folketællinger 1860-70

Folketællingen den 1. februar 1860 (familie 26 på det originale skema – åbner på ny fane) med tilføjede links til stamtræssiden Geni.com:

Christian Hansen 38 1822 Gift Gaardmand
Mette Cathrine Johannesdatter 30 1830 Gift Hans Kone
Hans Peder Christiansen 4 1856 Ugift Deres Søn
Jens Peder Larsen 8 1852 Ugift Plejesøn
Peder Hansen 45 1815 Ugift Mandens Broder
Karen Jensdatter 74 1786 Enke Mandens Moder. Aftægtskone
Maren Kirstine Jensdatter 18 1842 Ugift Tjenestepige

Christian er nu blevet gift og har allerede en søn på 4, så de må være blevet gift kort efter den sidste folketælling i 1855. De har også taget en plejesøn på 8 til sig, som ved folketællingen i 1855 blev betegnet som familie (og så noget ulæseligt).

Christians mor, som ofte har kaldt sig Jensdatter der må være hendes pigenavn, er stadig på aftægt. Og Christians ældre bror Peder er som 45-årig ikke er blevet gift og bor  stadig på gården.

Det er altså den yngste søn som har videreført gården. Og det har måske også været bestemt at han skulle giftes, allerede da han i 1855 var blevet gårdmand. For uden en kone kunne man sikkert ikke få lov til at videreføre fæstemålet af gården.

På den tid var det stadig det normale, at gårdene ejedes af Klintholm Gods, så det var fæstebønder der boede på gårdene. Ofte var det bestemt i fæstekontrakterne (som vi som nævnt ikke kender nogen af fra Klintholm Gods), at rettighederne kunne gå videre til (egnede) personer i familien ved en fæstebondes død.

Om Christian er fæstebonde eller gårdejer fremgår ikke direkte af folketællingen i 1860, hvor man endnu ikke var begyndt at skelne mellem gårdejere og gårdmænd. I 1860 blev alle på de 16 gårde i hele Mandemarke nemlig betegnet ‘Gaardmand’. Men ved den næste folketælling begynder man at skelne. I 1880 var der nemlig efter stillingsbetegnelserne 10 Gaardmænd, 2 Gaardfæstere, 1 Gaardforpagter og 3 Gaardejere. Og som det ses nedenfor var Christian kun ‘Gaardfæster’.

Ved folketællingen i 1870 (som ikke er lagt på hjemmesiden) kan familien i øvrigt findes (løbenr. 105-110 på folketællingsskemaet). Christians mor er nu død, men hans storebror, samt sønnen på 13 og plejesønnen på 17 (der arbejder som ‘Karl’ og i øvrigt angives at være slægtning) bor fortsat på gården, og man har også fået en tjenestepige på 15.

Folketælling i 1880

Folketællingen 1/2 1880 (sidste familie på skemaet – åbnes på ny fane):

Christian Hansen 57 1823 Husfader, Gaardfæster
Mette Katrine Johansdatter 49 1831 hans Hustru
Hans Peter Christiansen 23 1857 Deres Søn. Hjælper i Gaardens Drift
Marie Kierstine Sørensdatter 18 1862 Tjenestefolk
Niels Peter Nielsen 17 1863 Tjenestefolk

På Mandemarkes hjemmeside ligger også oplysninger om dem der udvandrede fra Mandemarke især til USA, og her genfinder man tjenestekarlen Niels Peter Nielsen. Man kan se at han  udvandrede kort efter folketællingen til Albert Lea, Minnosota, USA (nr 17 på udvandrerlisten).

Hvad er der herefter sket med familien og gården?

Ved den næste folketælling i 1890 (den er ikke lagt på hjemmesiden, men skema 16-36 er via Statens Arkiver gennembladet) findes der ikke nogen Christian, men Mette Katrine Hansen står anført som gårdmandsenke og hun har foruden en plejedatter og to tjenestefolk den ugifte Frederik Madsen på 36 som gårdbestyrer.

Ved folketællingen i 1901 kan man ikke finde oplysning om Mette Katrine, men Frederik Madsen som stadig er ugift står nu anført som gårdforpagter af Busenevej 20.

Det har sikkert været meget nærliggende for godset at lade Frederik Madsen overtage forpagtningen af gården mellem 1890 og 1901, da han jo allerede havde bestyret gården i flere år.

Siden Jens Hansen i 1787 angives at være ‘Bonde og Gaardbeboer’ og familien kan spores helt til 1890, vil det være nærliggende at antage, at det er den samme gård som 3 generationer af samme familie har været gårdfæstere af (dvs. fæstebønder): Jens Hansen, Hans Jensen, Christian Hansen og til sidst enken efter Christian Hansen!

Ved folketællingerne begyndte man først fra 1901 at angive matrikelnummer og evt. navn på gårdene, så man kan regne stedernes nuværende adresser ud. Oplysningerne i den gamle hartkornsprotokol viste som nævnt på at det var gården på Busenevej 20, som Jens Hansen og de næste generationer var fæstebønder på, indtil der mellem 1890 og 1901 kom en ny familie på gården med den nye stillingsbetegnelse ‘gårdforpagter’.

Mandemarke 1901-26

På gården på Busenevej 20 var den 48-årige og ugifte Frederik Madsen som nævnt gårdforpagter i 1901 (familie nr. 132). En gårdforpagter er altså netop ikke en gårdejer, så det har nok stadig mindet stærkt om fæsteforholdet.

Frederik Madsen 26/8 1853 Husfader Gårdforpagter (Ugift)
Ane Kirstine Jensen 29/9 1864 Tjenestyende Husholderske
Karen Kirstine Jensen 4/10 1879 Tjenestyende  
Frederik Nielsen 25/5 1880 Tjenestyende  
Georg Johansen 12/11 1889 Tjenestyende

Frederik Madsen havde udover naturligvis en husholderske på 37 – for hvordan skulle han ellers klare sig – en tjenestepige Karen Kierstine Jensen, som man kan se var kommet til sognet i 1900, sikkert i forbindelse med sin ansættelse hos Frederik Madsen.

Ved den næste folketælling i 1906 så Frederik Madsens husstand således ud:

550 Frederik Madsen 1853 Husfader Forpagter 
551 Maren Kirstine Madsen 1854 Husmoder  
552 Anna Marie Knudsen 1890 Datter  
553 Knud Olof Knudsen 1893 Barn  
554 Maren Kirstine Jensen 1878 Tjenestetyende  
555 Juliane Johansen 1885 Tjenestetyende

Nu er Frederik Madsen blevet gift med den jævnaldrende 47-årige Maren Kirstine, så der ikke længere har været brug for husbestyrerinden. Man må formode at det er hendes børn fra et tidligere ægteskab, siden de hedder Knudsen. (Hvor de på skemaet er anført som henholdsvis datter og barn vides ikke).

Ved folketællingen i 1916 var husstanden registreret således:

162 Frederik Madsen 26/8 1853 Husfader Landbruger
163 Maren Kirstine Madsen 2/2 1854 Husmoder  
164 Anna Marie Knudsen 22/11 1890 Barn  

I 1916 har Frederik Madsen været 63 og hans kone Maren Kirstine 62, og de er nok blevet gift så sent at der ikke er andre børn end de to som Maren Kirstine indbragte i ægteskabet og som i 1906 stod med efternavnet Knudsen. Når Frederik Madsen ikke selv har haft nogen til at sætte i sit sted, har han sikkert opsagt sin forpagtningsaftale med godset inden den næste folketælling i 1925, hvor hverken han eller hans kone eller hendes datter er registreret i Mandemarke. Men det kan også være at godsejeren har opsagt forpagtningsaftalen med Frederik Madsen for at sælge gården, idet der nu også sker et ejerskifte.

Mandemarke 1925

Ved denne folketælling i 1925 er der kommet nye navne på gården (matr. 3a):

Aage Marius Pedersen 18-01-1901 Fanefjord Husfader Gårdejer
Berta Oline Pedersen 01-06-1901 Borre Husmoder
Margit Pedersen 4-6-1925 Magleby Barn

Og bemærk, at vi nu er der endelig kommet en gårdejer på gården, for som man kan læse under historien om Busenevej 20 var gården i 1925 købt fri af godset af Aage Marius Petersen (født 18/1 1901  i Svensmarke, Fanefjord sogn).

Hans søn Verner Petersen overtog gården efter ham og havde den indtil 2005, hvorefter gården blev købt tilbage af Klintholm Gods! Men så er ringen altså sluttet med denne gamle gård, som familien Scavenius på Klintholm Gods har ejet helt tilbage fra Jens Hansens tid.

Godset købte dog ikke gården tilbage for bygningernes skyld som ikke havde været i brug i mange år bortset fra det gamle beboelseshus som ifølge det offentliges oplysninger (BBR) skulle være fra 1875. I 2018 havde godset planer om at nedrive den gamle gård og frastykke bondehaven med henblik på to byggegrunde, men ved starten af 2022 er der ikke sket mere.

Det var også snarere landbrugsjorden, som stødte op til godsets andre jorder, der var det interessante for Peter Scavenius som ellers har overdraget selve Klintholm Gods til sin søn. Måske drejede det sig også om den gamle tørvemose lige syd for landsbyen, som på gamle kort blev kaldt “den bundløse tørvemose”, så der havde sikkert allerede den gang været gravet meget tørv. Mosen er i dag næsten tilgroet men er et godt tilholdssted for vildt, og jagt har altid været en vigtig kilde til indtægter for godset.

***