Indsat til sidst: Doktor Fengers historie om begivenheden

Klintholm Havn var under store dele af krigen proppet til med fiskekuttere. Dels på grund af fiskerestriktioner i andre dele af de danske farvande. Dels fordi der på det tidspunkt var særligt mange sild og torsk i Østersøen.

Klintholm Søbad blev beslaglagt af tyskerne den 1. april 1944, hvor 14 mand rykkede ind. Ifølge en efterretningsrapport virkede tyskerne ikke farlige – “de ser ud, som om de nærmest er her for at hvile ud”.

Krigens gru kom dog til Klintholm Havn på befrielsesdagen den 5 maj 1945. Om morgenen ankom en foldpram med omkring 345 udhungrede og syge KZ-fanger fra Stutthoflejren.

Fangerne var blevet sat om bord den 25 april i flere pramme ved Weichelflodens munding. Herfra blev de med proviant til kun et par dages forbrug slæbt til Rügen, hvor slæbebåden kappede trossen. Her gik de på grund og blev roet i land af de lokale den 29. og 30. april. Der var ikke meget føde på Rügen og flere måtte spise græs.

Den 2. maj om morgenen blev de sat om bord i en flodpram med motor. Kursen blev sat mod vest med nogle lokale politifolk om bord. Få timers sejlads fra Møn mødte de et marinefartøj med SS’ere om bord. De trak prammen ind til Klintholm Havn, efter at skipperen der havde radio havde fortalt dem om kapitulationen. Her fortøjede de prammen udvendigt på deres skib.

Fangerne blev opdaget af to lokale piger, som kastede brød ud til dem. Dernæst ankom dr. Fenger sammen med sin kone. Læs Fengers rapport nedenfor.

SS’erne ville ikke indrømme, at der var tale om KZ-fanger og ville sejle videre med dem. Prammen kom ind til kajen. Marinebåden, hvis kanon flere gange havde peget faretruende mod de nyopdukne danske modstandsfolk, afsejlede næste morgen alene med SS’erne ombord.

Flere af fangerne på prammen var så afkræftede, at de døde kort efter ankomsten til Møn. Flere gravsten på kirkegården i Magleby vidner om tragedien. De overlevende tilbragte en tid på øen heraf en del i Høje Møn forsamlingshus.

Læs også om Fangerne fra Stutthoff (på en privat hjemmeside, åbnes i ny fane), hvor der er mange interessante oplysninger og historier om baggrunden for det hele.

Forstør billederne og blad med højre-/venstrepil.

Mange år senere – formentlig på 50 års dagen – blev der opsat en mindesten ved Klintholm Havn.

Stenen havde indtil da ligget syd for Mandemarke for enden af haven til Busenevej 32.

.

Doktor Fengers historie

Da polske Stuthof-Fanger landede paa Møn. Af Dr. R.J. Fenger, f. 1900. prakt. Læge i Borre, Møn.

Uden at være direkte aktivt Medlem af nogen Modstandsgruppe var det bestemt, at dersom der skete noget, skulle jeg yde, hvad jeg kunde af Lægehjælp, og jeg havde derfor liggende en Slags Beredskabslager af Medikamenter og Forbindsstoffer.

Om morgenen den 5. Maj løb en Strøm af alle Slags Fartøjer fyldt til Randen med alle Slags Tyskere ind i Klintholm Havn, og baade svært bevæbnet Militær og ubevæbnede Civile gik i Land. Telefonisk hørte jeg, at Tyskerne krævede Mad og Vogne, og at M. B. var paa Vej derned under Ledelse af Baron Niels Rosenkrantz. Da man ikke vidste, om der kunde ske noget, ansaa jeg det for rigtigt at køre derned.

Det befrygtede Skyderi indtraf ikke, men derimod fandt vi i 5-6 m Afstand fra Bolværket en stor Flodpram endnu under Bevogtning af tysk Politi under Anførsel af Politimester “Poul”.

Paa Prammens Dæk trængtes en sælsom, snavset, pjaltet Skare, der ligesom Bjørnene i Zoologisk Have lod sig fodre med smaa Brødstykker, som blev kastet til dem af 2 unge Piger paa Kajen. Disse 2 Pigebørn – der altid var at finde, hvor de ikke burde være – havde vovet sig derned inden M. B., set Prammen, stillet Diagnosen og for alle deres Lommepenge købt Brød til de ulykkelige.

Jeg henvendte mig først til Tyskeren. “Har De syge ombord?” “Nej, vi har ingen Syge”. “Hvad er det for Mennesker?” “Det er Fanger.”

Jeg gik ombord i Prammen, vistnok som den første, og uden at Tyskerne forsøgte at hindre det.

Det var en underlig Oplevelse, de stimlede sammen om mig, hev mig i Tøjet, og en, som senere viste sig at være deres Anfører, den polske Søofficer Wysocki, fortalte mig, at det var Fanger fra K. Z. Stuthof, og at de havde sejlet i mange Dage uden at faa fersk Vand, og uden Mad.

Ny Henvendelse til Tyskeren: “Hvad med Fangerne?” “Dem skal De ikke have Ulejlighed med, blot de vil hjælpe os, saa sejler vi i Morgen videre til Flensborg eller Kiel med Fangerne, der er Forbrydere imellem, og de er ikke rare at faa i Land.”

Saaledes omtrent faldt Ordene, men da jeg skønnede, at det var vigtigere i en dansk Havn at hjælpe Fangerne end Tyskerne, opsøgte jeg den danske Chef for M. B., Niels Rosenkrantz, og fortalte om min Opdagelse.

Ny Henvendelse til Tyskeren, hvorefter vi paa egen Haand, og til Tyskerens øjensynlige Lettelse overtog Fangerne. Nøjere Inspektion af Prammen viste at den rummede 370 Mennesker, mest Polakker og Russere, deraf ca. 80 Kvinder, medens 50 var døde under Vejs og kastet over Bord. De laa ordnede i Rækker paa Dørken i de 3 Lastrum, saaledes at hver havde ca. 1m2, og der var smalle Passager imellem dem, saa man kunde gaa dernede. Kun en Del kunde eller gad krybe op paa Dækket, mange laa sløve og apatiske i deres snavsede, lasede Tæpper. Stanken var fæl.

Min kone, som var taget med, gik nu til Aktion, hun kørte med en Lastbil til Bageren i Borre og hentede alt, hvad han havde liggende af færdige Rugbrød, ca. 125, og senere skaffedes ved Imødekommenhed fra Klintholm 400 Liter Mælk.

Imellemtiden ankom fra Stege Dr. Mortensen og Frue (som var den lokale Formand for Røde Kors).

Mortensens dannede paa Stedet sammen med Niels Rosenkrantz og mig en selvbestaltet, frivillig Komite for at skaffe Hjælp til Folkene i Prammen.

1) Første Uddeling af Mad, tørt Rugbrød og Sødmælk – andet kunde der ikke skaffes – skete under stor Bevægelse, de fleste græd.

2) Der laantes Spande af de nærmestboende Fiskere, og de stærkeste af Fangerne blev sat til at hente Ferskvand.

3) Vi gav os til at telefonere til Stege Sygehus, Kredslægen, Amtslægen, Næstved Sygehus, Røde Kors, samt Sogneraadet, som velvilligt kautionerede for alle foreløbige Udgifter.

4) Det blev aftalt, at de nærmestboende Fiskere til om Aftenen skulde koge Kartofler i deres Gruekedler.

Ny begyndte de første, overfladiske Eftersyn af de daarligste, nogen Undersøgelse var der ikke Tale om, men ved Hjælp af Hr. Szatkowski, der paa Rejsen havde været Sygepasser, fandt vi 1 moribund, som vi lod ligge og 19 meget sløje Miseriestilf., som sendtes til Stege Sygehus.

Derefter vilde de ikke have flere i Stege.

Fra Næstved ringede Amtslægen personlig og gav Besked om, at ingen Kunde modtages paa Sygehus der; men at vi endelig maatte yde al den hjælp, vi formaaede.

Røde Kors gav en lignende Besked til fru Mortensen. Hvert Sted havde man nok i sine egne Vanskeligheder. Vi maatte altsaa selv tage Affære, men hvordan?

Det nærmeste store Hus var Klintholm Søbad, hvor det tyske Kystpoliti boede, derhen begav jeg mig sammen med Rosenkrantz, og efter at vi havde fortalt Feldweblen noget rædsomt om Sygdom og Smittefare, indvilligede han i at flytte samme Aften med alt sit Mandskab og Gepäck, dersom han kunne faa en Lastbil; den skaffede Rosenkrantz, og saa gled de bort i det uvisse, og vi havde et tomt Hotel – men saa rodet og beskidt som nogen Svinesti og med 14 uopredte Senge,

Raadslagning med Wysocki og Szatkowski: “Det ordner Kvinderne,” sagde de, hvorpaa de udtog 20 Piger under Anførsel af “Stenja”.

Spande og Gulvskrubber blev laant af Naboerne, og Pigerne sled hele Natten.

Søndag Morgen den 6. Maj var baade Hotellet og Pigerne renvaskede, nu gjaldt det blot om at faa det monteret som Hospital.

En Henvendelse til Forpagter Rathje, Hunosøgaard, blev mødt med enestående Beredvillighed, han laante os straks 20 Pigekammersenge med Madrasser, 75 Lagner, 75 Dynebetræk samt 50 Haandklæder – denne Mand fortjente en stor Udmærkelse, thi Tabet af disse Sager vilde under de herskende Forhold have været en Katastrofe for hans Hotel. Paa Vandrehjemmet laantes 100 dejlige Uldtæpper. Det meste af hvad der fandtes af Materiel i Magleby og Borre Sygeplejeforening samt hos mig blev kørt derned – Thermometre, Vandfade, Bækner, Irrigatorer, Sprøjter o. s. v. Journaler og Kurver blev stjaalet paa Stege Sygehus, andet Materiel kunde vi derimod ikke faa, da Inspektøren ikke turde tage Hul paa Beredskabslageret.

De 20 Senge opstillededes paa den lange Veranda; i den store Krostue lavede vi Vaskerum til Afvaskning af de nye Patienter, hvoraf flere havde ligget hjælpeløse i en Uge i deres eget Skarn i Bunden af Prammen.

Søndag Eftermiddag den 6. Maj aabnedes Lazarettet. Polske Køkkenpiger, polske og russiske Gangpiger, do. do. Vaskeripiger. Oversygeplejerske blev den lille Schwester Hilda, en 22-årig Czeker, der havde været Sygeplejerske baade hjemme og paa Rewieret i Stuthof. Uden hendes Hjælp var det slet ikke gaaet, hun talte Czekisk, Polsk, Russisk, Ungarsk og Tysk, hun var rigtig Sygeplejerske, og hun kendte alle de forbandede Sygdomme, som vi andre stod fremmede over for.

Sygeplejerskerne Frk. Bigler fra Stege, Frk. Sønderskov fra Borre og Fru Jensen fra Magleby mødte som frivillige, og saa tog vi fat paa alle Rædslerne fra Koncentrationslejren. Af den omboende Befolkning havde vi uopfordret faaet en Del Skjorter og Undertrøjer, saaledes at de fleste Patienter, efter at være vasket, kunde faa rent Tøj – nogle maatte dog ligge nøgne de første Dage.

Det viste sig, at de vrimlede af Kroplus, og jeg spejdede efter Plettyfus, men fandt i begyndelsen intet – Forklaringen fandt jeg først senere; de som fik Plettyfus paa Rejsen var alle døde og kastet over Bord, saaledes at der ved Ankomsten ikke fandtes Tilfælde af aktuel Plettyfus. Hele Stege Apoteks Beholdning af Lusegiftpudder, nogle faa Daaser, ganske utilstrækkeligt til 400 lusede Fanger, blev rekvireret og brugt til at beskytte det danske Personale, M. B. Vagtmandskab, Sygeplejersker og Læge.

En mængde velmenende, interesserede og nysgerrige Samaritter og Lotter henvendte sig til Fru Mortensen og mig med Anmodning om at maatte deltage i Arbejdet; men disse venlige Tilbud maatte vi desværre afvise, da vi for det første havde havde tilstrækkeligt med polsk-russisk Personale, som allerede længe havde trodset Smittefaren eller haft Sygdommen, for det andet skønnede at Arbejdet ikke var egnet for Amatører.

Mandag den 7. Maj lykkedes det mig telefonisk at faa et Hovedstadsblad til at sende en Journalist og en Fotograf ned i Automobil. De kom den 8. Maj og samme Automobil medtog 40 kg Ivoranpudder og 300 Glas B Vitamin og C Vitamin Tabl. fra Ido samt Plettyfusvaccine og blandet Tyfusvaccine og Widalglas fra Seruminstituttet og tog Widalprøverne med tilbage. Ved denne lille Manøvre lykkedes det os at faa vore første Widalprøver inden Stege Sygehus endnu havde sine. Verandaen var nu fuldt belagt. Personalet boede ovenpaa 2 i hver Seng.

Rosenkrantz laante os nu ca. 17 Senge fra Liselund Sommerhotel, disse blev opstillet i Stuerne inden for Verandaen, og alle Kvinderne blev taget i Land fra Prammen, vasket og klædt om og indkvarteret 2 i hver Seng i Hotellet, medens Mændene, hvoraf stadig mange var alvorligt syge, endnu var i Prammen, hvor de ligesom paa Rejsen sad paa Række og forrettede deres Nødtørft over Bord. Dette var baade farligt og grimt i den lille Havn, men det var først efter indtrængende Henstilling og med stort Besvær, at det lykkedes for Kommunen at skaffe saa mange Skure og Spande at et fornødent Antal Latriner kunne opstilles, Mænd med Scheisserei kan ikke vente. Alle Latriner blev efter Kredslægens Anvisning behandlet med Klorkalk.

Det hele begyndte nu saa smaat at antage fastere Form. Fru Mortensen passede de daglige Indkøb af Mad, Sæbe og Brænde til Komfuret, medens jeg tog mig af de syge. Al Maden til Prammen blev tilberedt i Hotelkøkkenet og baaret ombord, ved Hjælp af Fiskeeksportør Larsens Havnetelefon etableredes Telefonforbindelse imellem Prammen og Hotellet, en stor Lettelse paa dette Tidspunkt.

Kredslægen og Amtslægen inspicerede det nye Sygehus, Dr. Tulinius kom fra Seruminstituttet og tog Widal paa hele Flokken, Overlæge Juel Henningsen fra Røde Kors kom og lovede os Sygeplejersker, og den amerikanske Stabslæge, en af de største Mænd jeg nogensinde har set, kom og saa paa det Hele uden at sige et Ord, først ved Afskeden sagde han, at Plettyfustilfælde, hvoraf vi endnu kun begyndte at ane enkelte, skulde til Blegdamshospitalet, og at Blegdammen skulde modtage dem. Nu var der imidlertid gaaet adskillige Dage siden den 5. Maj, og de stakkels Mænd var stadig i Prammen, og trods al Pudder og Mad meget lusede og forkomne. Hvorledes skulde vi faa dem i Land.

Takket være Hjælp fra Røde Kors og M. B., som i disse glade Dage endnu nød sin fulde Magt og Anseelse, kunde vi realisere vore forskellige Planer uden at spørge eller forhandle saa meget.

Vi beslaglagde 2 Forsamlingshuse, som havde det Fortrin ikke at ligge i Byer, men paa aabent Land.

Vi lod Borre Boldklubs Omklædningsskur nedtage og opstille ved Siden af Prammen og rekvirerede 3 Gruekedler hos en Murermester; saaledes havde vi en Badeanstalt. Fru Mortensen havde i Mellemtiden samlet tilstrækkeligt rent Tøj ved Bidrag fra mange private samt Røde Kors og Varedirektoratet – det var ikke saa lige en Sag at beklæde over 300 Mennesker. Nu kom Barbering paa Kroppen, Vask, rent Tøj og Afgang til Forsamlingshuset, hvor de i Begyndelsen sov i Halm, en stor Forbedring efter Prammen, hvor de laa paa de nøgne Dørkplanker.

Da der var en betydelig Mangel paa Sympati mellem Russere og Polakker kom Russerne til Slotshøj og Polakkerne til Høje Møens Forsamlingshus, kun Lazarettet var nu fælles – det tog ca. 10 Dage før Prammen var tom.

Da der stadig var flere syge, end vi havde Hospitalspladser til, blev alle raske Kvinder med Undtagelse af Personalet flyttet til Forsamlingshusene, saaledes at Søbadet kun blev Lazaret, vi fik derved ialt 20 Senge paa Verandaen, 13 i den store Stue, 6 i en mindre og henholdsvis 4 og 2 i to smaa Stuer, ialt 45; noget senere fik vi yderligere en tidligere tysk Barak fra Præstebjerg, som blev opstillet ved Hotellet, med Plads til 15, saaledes at vi naaede op paa 60 Hospitalspladser, der alle en Tid var belagt.

Til Pasning af de 60 Patienter raadede vi over: den czekiske Sygeplejerske Schwester Hilda, 2 frivillige danske Sygeplejersker (Frk. Sønderskov fra Borre og Frk. Lilly Sørensen fra Roskilde, der arbejdede frivillig i sin Sommerferie), 5 polsk-russiske Gangpiger, og 6 do. do. i Køkkenet, 5 i Vaskeriet, 2 paa Systuen (det gamle Tøj maatte ofte repareres), samt 2 polske Studenter, som Sygepassere og 2 polske Portører.

Den 24. Maj ankom 2 Røde Kors Sygeplejersker, af hvilke endda den ene talte tysk, det var en stor Lettelse. En anden vigtig Hjælp var, da vi fik, jeg tror, 300 Lagner, der oprindelig havde tilhørt den danske Flaade, men ligesom andet Materiel var stjaalet af Tyskerne, senere i Vordingborg tilbagestjaalet af danske Patrioter og skjult hos Dr. Aabo indtil Kapitulationen. Vore oprindelige 75 Lagner var jo ikke nok, naar vi havde 60 Sengepladser.

Vore første patienter viste sig at lide af Miseries, Phlegmoner, Ulcerationer, Diarrhoer (Scheisserei), Hungerødem og Pleuraexsudater, medens vi forgæves søgte efter Tyfus, Plettyfus, Dysenteri og Tuberculose; men da der var gaaet ca. 1 Uge begyndte baade de syge og de tidligere raske at faa Feber i hurtig Rækkefølge, og mange fik typisk Exanthem ledsaget af Sløvhed og Delirier – hvor var de dog syge. –

Ved Hjælp af C. B. U. Ambulancen fra Næstved, der kunde tage fire paa een Gang, kørte vi daglig fra 4 op til 10 til Blegdammen, ialt ca. 70, og de havde næsten allesammen Plettyfus; af dise døde vistnok kun 7.

Alligevel var vort lille Lazaret stadig fuldt belagt, saa uden den amerikanske Stabslæges Ordre og Blegdammens Hjælp var vore Rammer blevet fuldstændigt sprængt.

Det viste sig, at Weil-Felix Reakt. først blev positiv ca. 10ende Dag – den kunde man altsaa ikke tage Hensyn til, men det gjorde heller ikke saa meget; thi det viste sig, at omkring Midten af Maj betød høj Feber altid Plettyfus.

2 Patienter voldte særlig Vanskelighed, de var meget sløje og febrile, men uden Exanthem og alle Reaktioner var negative, først efter flere Uger blev de positive for Tyfus og Plettyfus paa een Gang!

Den største Smitte med Plettyfus maa have fundet Sted de sidste Dage under Rejsen i Prammen, og derfor saa vi Sygdommens voldsomme Opblussen omkring Midten af Maj.

De sidste Dage i Maj saa vi det sidste Tilfælde hos en Polakpige, der havde været beskæftiget med at ordne det gamle Lejrtøj, som efter at have ligget med Pudder skulde koges og vaskes for atter at tages i Brug.

Ingen danske blev smittet.

I Juni og Juli kom Arbejdet i rolig, regelmæssig Gang, de mange Ulcerationer lægtes, Hungerødemerne svandt, Pleuraexsudaterne svandt, men der kom en Del Tilfælde af svære Stomatiter, og der begyndte at komme Svar fra Seruminstitutet med + T. B. ved Dyrkn.; desværre viste det sig, at de fleste af Lungepatienterne og enkelte andre havde Tuberkulose. De blev nu samlet i Barakken for senere at blive evakueret til Sanatoriet Bretagne.

Særlig vanskelige og kværulerende var en Del lettiske Patienter, som kun talte Lettisk, saaledes at vore Samtaler foregik ved at jeg talte Tysk til en, der oversatte til Russisk til en anden, der oversatte til Lettisk.

En anden Vanskelighed med Letterne var at beskytte dem mod Russerne og Polakkerne, som helst vilde myrde dem, da de, inden den russiske Offensiv begyndte at have Fremgang, havde været SS’er, og derfor var yderlig forhadt af de andre.

En Mand fra det sydlige Kaukasus talte kun et Sprog, som ingen forstod, men netop derfor blev han alle Sygeplejerskernes Kælebarn, han døde desværre af Pneumoni og blev trods sin muhammedanske Tro begravet paa Magleby Kirkegaard af en dansk Præst.

Ialt døde: 1 paa Prammen straks efter Ankomsten, 6 i Stege, 5 paa Lazarettet og 7 paa Blegdammen.

I August var det væsenlig blevet til et Reconvalescenthjem, som vi lukkede omkring 1. September.

Fra: Danske Lægememoirer. Samlet og udg. af Anker Aggebo. 5. Samling : 10 Lægers Erindringer fra Frihedskampen. 1946. S. 199-209.
Dr. Fengers rapport er også gengivet i Erik Haaest’s bog, “Aktion Prammen”, fra 1995 samt i Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark. 1987. Bilag 1, s. 339-344.