Livserindringer af L. P. Rasmussen, Stubberup. Skrevet 1913.
Født 1/6 1839, død 22/4 1924
Jeg er født 1. juni 1839 og er nu 70, som kaldes for støvets år, derfor vil jeg nu skrive mine oplevelser, for at mine 8 børn, som er spredt rundt omkring i verden, kan mindes mit liv.
Min fader var fæstegårdmand Rasmus Frederiksen i Magleby. Han blev gift med en datter derfra stedet, hvormed han fik gården. Med hende fik han 7 børn, 6 sønner og 1 datter. Så døde hun, så blev han gift med min moder, som var en datter fra sognefogedens gård i Keldby. Med hende fik han 3 døtre og 2 sønner. Min ældste halvbroder, Hemming blev indebrændt i Magleby præstegård 1849, og 1850 kom min næstældste broder hjem fra krigen og døde straks efter.
Jens fik en gård i Råby, hans søster Stine boede hos ham.
Ludvig fik en gård i Sømarke.
Frederik en gård i Magleby.
Hans rejste til Amerika, han lever endnu; det er den eneste af mine halvsøskende, der er tilbage.
Min helsøster Else blev gift med Diderik Nielsen, Sønderby.
Hanne med Jens Olsen, Ålebæk.
Mette Stine med Peter Breitensten, Råby.
Min yngste broder, Anders Rasmussen fik min fødegård i Magleby.
Jeg har mærkeligt nok levet under 7 konger, Kristian 8., Frederik 7., Kristian 9., og i 1864 blev jeg som fange ført til Prøjsen, der var Kong Vilhelm, derfra til Østrig under kejser Josef og så under Frederik 8., nu Kristian 10.
Der blev talt meget om Tyge Brahe i mine drengeår. Somme dage var T. B.`s ulykkesdage, og jeg var født på en af de datoer, og det var uheldigt. Det første uheld var, da jeg var 4 år, ville se om en kat kunne svømme, og derfor ville jeg kaste den i vor mødding, men i stedet for faldt jeg i, men skønt der var en alen vand, kom jeg op og stod og brølede, til moder kom og hjalp mig.
I 1847 brændte der 2 huse i Magleby, smedens og Jens Bødkers. De lå lige overfor Kristian Rasmussens gård. Smedjen lå tæt ved vejen, husene ved den anden side bækken, husene var bygget sammen. De blev så bygget nede på markerne, og smedjen blev flyttet med; den ville vi drenge ellers gerne have beholdt der midt i byen, thi vi var tit derinde, for at varme os lidt, når vi kørte i slæde eller rendte på is.
Den 10. januar 1848 blev min yngste broder født. Det var fars 12te barn, og derfor skulle der være stort barselsgilde med dans, og jeg fik et par nye støvler, men så døde Kristian 8., så det blev forbudt at have musik. Jeg var bedrøvet, fordi jeg ikke fik prøvet de ny støvler. Men om foråret blev der mere at sørge over, thi da måtte 3 af mine brødre rejse i krigen.
1849 brændte Magleby præstegård, og der blev min ældste broder, Hemming, som var kusk hos provst Ingerslev brændt tillige med en kone, der ville hjælpe ham med at redde hans tøj. Min fader sørgede over alt dette, så han blev syg og aldrig mere rask.
1850 kom mine brødre hjem fra krigen, men den ældste, Søren var syg og døde 9 dage efter af tyfus. Da soldaterne kom hjem med sejr, var der glæde, og der blev holdt gilde for dem, rundt omkring i landet.
Da mine brødre kom fra soldatergildet i Magleby og fortalte, hvorledes de havde moret sig, ønskede jeg, at der kunne blive krig, når jeg blev stor og komme hjem og feste. Det ønskede jeg meget.
Da min fader blev sygelig, ville han altid have mig med, når han skulle ud at køre, og jeg var kun 10 år, da jeg kunne køre et par heste. Dengang var der tit ærinde til Stege, thi der var hverken købmand eller høkere på landet. Når vi kørte til Stege, kom der gerne nogen og råbte: “Å, køb mig 1 pund bønner eller 1 pot brændevin”, det var de ting, folk mest manglede, og far sagde: “Ja, husk på det, dreng”, og det skulle jeg nok, for så skænkede købmanden mig en sød snaps.
Vi måtte holde ved Mølleporten, som blev kaldt Siseboden. Der kom en toldbetjent for at se, om vi havde noget i vognen, der skulle told af. Når vi havde handlet, gik far ned til restauratør Sandru på torvet og fik en portion steg, men han spiste kun lidt og sagde til mig: “Nu kan du spise op”. Og det var jeg rask til.
De fleste gange, vi kørte til Stege, var vi inde på Pollerupgård, hvor Jens Larsen boede. Så snart, vi drejede ind ad vejen til gården, kom han og lukkede en lille lem op i porten og råbte: “Goddag, Rasmus Frederiksen, vær så god at komme indenfor”.
Vi fik mellemmad og kaffe, og jeg havde morskab af at høre dem sidde og disputere. Jens Larsen var en klog mand og blev kaldt for Østmøns prokurator. Han tilbød engang far sin gård for 2.600 rigsdaler, men far syntes, det var for stor en handel, han ville hjem og spørge mor til råds. Hun var dog klog, så hun sagde: “Køb den”. Jens Larsen skyldte far omtrent halvdelen af købesummen. Havde far været dristig til at købe, kunne han være blevet herremand, thi han ejede 7.000 rigsdaler. Næste dag tog far til Pollerupgård, men så havde J. Larsen betænkt sig.
Hvad der også står klart for min hukommelse er hoveriet på Klintholm. Første gang fik jeg lov til, at ride med far ud at skifte heste til middag. Han havde en mand ude for at køre møg, og en til at læsse. Der blev kørt som til væddeløb, så et par heste kunne ikke holde hele dagen; jeg var dengang en 6 – 7 år.
Da jeg blev lidt ældre, kom jeg med til at rive hø eller rejse op i høsten. Det var morsomt at se de mange mennesker; de ville alle se at slippe først; men det blev også lavet derefter.
Hjemme ville bønderne have lavet det så akkurat, så der ikke var et aks at se i roden på negene, og vi rev rent med en almindelig rive, der var ingen hesteriver.
Sidste gang, jeg var til hove, pløjede jeg efterårspløjning tillige med broder Frederik. Han sagde til mig: “Nu må du tage dobbelt så store furer som hjemme, ellers bliver vi ikke færdig til aften.” Men så kom ladefogeden og sagde til Frederik: “Drengen tager alt for store furer.” Så råbte Frederik til mig: “Sæt ploven et hul fra landet,” men så snart, ladefogeden var lidt borte, sagde Frederik: “Nu kan du tage store furer igen”.
Samme år, vist 1855 blev hoveriet aflyst. Om foråret derefter kom forpagter Beck til Klintholm. Han harvede kornet ned på den jord, vi havde pløjet så dårligt, vi troede ikke, der kunne blive korn, når jorden ikke blevet pløjet om foråret, vi havde ikke set en svenskharve før, men der blev korn, så bønderne fik også snart svenskharver i gang.
1852 døde min far, 59 år og blev begravet 2. juli efter gammel skik med 2 dages gilde. Første dag mødtes man til frokost og kom efter begravelsen og spiste til middag, og så blev der spillet kort og drukket til ud på natten.
Der vankede hverken bajer eller toddy, men der blev drukket meget gammelt øl og brændevin. Når der blev en stor “bet”, kaldtes den en brændevinsbet, så skulle de alle have snaps og øl. Næste dag fortsattes der på samme måde.
Den 6. juli samme år var den første og største folkefest, vi har haft på Møn; det var på Langebjerggårds mark. Der var karrusel og meget andet, vi aldrig havde set, og folk kom ikke alene fra Møn, men fra Sjælland og Falster, kom de sejlende til Jydelejet.
Der blev holdt mange taler og sunget. Mange af dem, der havde været hos os til begravelse, satte heste og vogne hos os, fordi de var bange for ikke at få plads derude; de gik så derud fra Magleby.
1853 holdt vi den første børnefest fra skolen her på Møn. Det var lærer Meisler, der var mester for den. Han kom til Magleby 1851 og havde lært os mange sange, så han kunne præsentere os ude på klinten. Der var stor tilslutning, bønderne fra hele distriktet med køretøjer og madposer, tillige med husmændene mødte på klinten og tog imod os.
Meisler spadserede med skolebørnene derud med musik og fane. Jeg havde nr. 1, så jeg var fanebærer.
Først spiste vi, og der blev holdt taler og sunget og var derefter omkring på de smukke punkter. Hvorefter vi kørte til Liselund og sluttede festen. Samme år holdt Mandemark skole børnefest, og nu har her længe været børnefester fra alle skolerne på Møn.
1853 kom Frederik 7. til Møn. Han kom kørende gennem Stubberup tillige med grevinde Danner; der var Meisler også til stede. Han digtede en sang og lærte os at synge den. Der var pyntet en æresport over vejen lige ud for min gård; der mødtes Meisler med skolebørnene, og kongen holdt, og vi sang for ham, og han takkede med nogle smukke ord. Vi var stolte lange tider efter, fordi vi havde gjort honnør for kongen.
1854 blev jeg konfirmeret; fra den tid ved jeg intet, som er værd at fortælle. Da jeg var 17 år, rejste den sidste af mine ældre brødre fra hjemmet, så blev jeg gårdbestyrer og gik i selskab med bønderne som med de unge, så jeg levede som den rige mand i herlighed og glæde.
Men det skulle blive anderledes; der kan efter et smukt vejr komme uvejr med lyn og torden. Således kom også efter de glade år det rædsomme krigsår med kugler og granater over mit stakkels hoved.
1861 mødte jeg på session og blev taget til konstabel og trak nr. 30; men mor kunne ikke undvære mig og betalte 450 rigsdaler til en fritrækker, som byttede nummer med mig.
Fritrækkerne havde dengang ikke været indkaldt i mange år, men i 1863 blev de 2 sidste års fritrækkere indkaldt til at lære i 10 uger.
Jeg skulle melde mig 1. august – 63. Det var til høst, så min mor blev gnaven og jeg ikke glad.
Vi var i lære i 6 uger og til skiveskydning, felt- og march øvelser i 4 uger. 10. oktober, rejste vi hjem. 15. november døde Frederik 7. og den 26. november fik jeg pas, og skulle melde mig uopholdeligt; der kom bud efter 6 årgange. Min bror Anders var da 16 år. Han kørte for mig og så mange, der kunne være på vognen til Koster. Vi turde ikke vente på dampskib, men tog med færge til Kalvehave, så se at få lejet en vogn eller gå.
Gårdmand P. Pedersen i Magleby var korporal, så han var som fører. Vi gik ind i en af de første gårde ved vejen, og P. Pedersen spurgte manden, om han ville køre for os til København, men det kunne han ikke. “Hvad,” sagde P. Pedersen, “er du tysksindet? Enhver bonde i Danmark skulle ligesom jeg rejse straks og tage sin karl med, så kunne vi jage tyskerne væk på 14 dage.” P. Pedersens karl var med, det var A Larsen Stubberup. Da manden hørte dette, sagde han til konen: “Sæt mad og drikke på bordet, at vi stiller dem tilfreds, eller kommer jeg nok til at rejse med i krigen”.
Hun fik snart dækket op, og vi spiste og drak kaffe, tog så tværsækken med klæder og mad på nakken og gik. Da vi var næsten ved enden af den lange Viemose by, fik vi en mand til at køre for os.
Vi var 11 mand og skulle give hver 9 mark, nu 3 kr. for at køre til Tåstrup station; derfra var der jernbane til København. Det var 12 mil at køre i stiv vogn en kold vinternat, thi det blev aften, inden vi kom af sted.
Fjedervogn havde folk ikke, det var en lang høstvogn, som vore tværsække fyldte. Der blev lagt et bræt på hver side, så vi sad som i en charabanc, kun måtte vi lade benene hænge uden for, thi inde i vognen var der ikke plads. Det var en streng og dyr rejse. Benene frøs, så vi måtte løbe ved siden af vognen den meste tid.
Når vi havde kørt et par mil, var der en kro, hvor hestene skulle bede, og vi, som var trætte og tørstige, var i kroen og fik en genstand; det fordyrede rejsen.
I Køge skulle hestene bede 2 timer. Klokken var 12, og vi havde ikke fået varm mad den dag. Vi spurgte vægteren, om han kunne vise os et sted, hvor vi kunne få varm mand. “Jo”, sagde han, “der er en værtshusholder, der var med i forrige krig, han står nok op”. Det gjorde han, så vi fik varm mad. Vi spiste, drak og holdt taler, så de to timer gik hurtigt. Da vi kom til Tåstrup, måtte vi vente i 2 timer på toget, og der var så mange folk, at vi ikke kunne komme til at sidde.
Vi nåede København kl. 7 om morgenen og gik ind til en værtshusholder Hansen ved Rundetårn, som jeg kom hos, da jeg lærte til soldat. Jeg fik lov til at sove i hans seng, medens de andre sad på stole i gæstestuen. Jeg sov i 3 timer og var så rask igen, undtagen det, at benene var ømme.
Ved middag tog vi en god frokost, og så gik vi op på kasernen og meldte os. Da vi var kommet i trøjen, fik vi lov at gå i byen, men skulle møde kl. 9. Vi fik sendt vort tøj hjem og spiste aftensmad og talte om krigen, til det var tid at møde i kasernegården.
Der var nær blevet mytteri, da der var mange, der var gnavne, fordi de skulle møde så tidligt. De begyndte at råbe hurra, og så stemmede næsten alle i, så det var forfærdeligt at høre. Der var flere hundrede mand og høje 5 etages bygninger rundt om, som gav ekko. Der var en sergent, der var så fornuftig at stå op på en trappe og råbte, om de ville høre ham; “Der er begået en fejl. I er blevet behandlet som rekrutter, skønt I er gamle soldater. I må gerne gå i byen, når I blot stiller her i morgen kl. 9”. Så begyndte vi at synge “Den tapre landsoldat” og myldrede ud i byen. Da jeg en time efter kom op på kasernen for at sove, var alt roligt. Vi var i København en halv snes dage, og der gik rygter om, at vi skulle permiteres; men en dag fik vi hver 60 skarpe patroner, så vidste vi besked.
Vi var kede af at være i København, thi vi fik kun 50 øre om dagen; det var knapt til middagsmaden. En morgen kl. 2 måtte vi stille med fuld oppakning. Det var regn og blæst, og vi måtte vente 2 timer, til toget gik. Det var første gang, jeg havde fuld oppakning på, så jeg var færdig til at segne om.
Vi hvilede så i vognene til Korsør. Der blev vi jaget ud på dampskibet Geiser. Det sneede og blæste, så vi gik ned i lasten for at lune os og få frokost af vor brødpose, efter den lange morgenstund. Jeg sov et par timer, men blev derefter meget søsyg, til vi om aftenen nåede Eckernførde. Numrene blev råbt op, og vi fik indkvarteringsseddel. Jeg og to andre stakler fik ingen, og sergenten vidste ikke, hvorfor vi ikke var på listen. Han sagde til os: “I må selv sørge for logi”, men det var ikke nemt i en fremmed by, hvor vi ikke kunne sproget, og kl. var 11.
Vi gik først til marketenderiet for at få kaffe, det var den første kop kaffe, jeg fik, og den smagte hverken af bønner eller af sukker; men vi tog et hvedebrød til, det fyldte dog lidt i vore tomme maver.
Vi gik til byen og kom forbi vagtstuen. Der stod en sergent, han spurgte, hvor vi skulle hen. Da han hørte det, sagde han. “Det kan ikke hjælpe, I går. Der er ingen, der tager imod Jer, når de ikke er nødt dertil”. Han skaffede os så senge på kasernen.
Næste dag fik jeg et godt kvarter, men en slem sengekammerat, rigtig af de ægte bysvende. Han lånte en daler af mig til at købe fedt for, han gik i byen og drak pengene op og kom fuld hjem; jeg har ikke fået pengene tilbage endnu.
Siden var jeg heldig, at have rigtig gode kammerater. Vi var i Eckernførde i 8 dage og havde march – og feltøvelser. Så marcherede vi til Husby og kom ind på en bondegård og lå på loen i lidt halm. Det var første gang jeg lå med klæderne på, og vi var gennemblødte af turen, så jeg frøs meget. 4 dage før jul, kom jeg til en by, som hed Hollingsted. Jeg blev indkvarteret på en mindre gård, hvor vi kun var 4 mand og kom til at ligge i sengeklæder.
Det var ualmindelig gode, halvgamle folk. Mandens ældre broder var hos dem. Han havde tjent i Danmark i 3 år og kunne tale dansk, så han var tolk; thi manden kunne ikke et dansk ord, konen lidt. De fik vor lønning og brød, så vi fik hele kosten hos dem. Vi havde det udmærket, vi spiste og drak sammen med dem, det var meget fornøjeligt.
Manden var gemytlig. Når jeg leverede en vittighed, lo han så hjerteligt. En aften fik jeg ordre at møde hos kaptajnen næste morgen kl. 4 og gå ordonnans. Jeg mente, at jeg kom til at våge hele natten for ikke at sove over mig, men konen sagde, at hun nok skulle kalde kl. 3, og det gjorde hun og havde kaffe til mig, inden jeg gik.
Kaptajnen gav mig breve, som jeg skulle besørge til Holm station, som lå 2 mil derfra, og der skulle jeg være kl. 7. Det var bælg mørkt, og jeg kendte ikke vejen, kun hvad kaptajnen havde sagt, men jeg nåede dog dertil, da klokken manglede et kvarter i 7, og glad var jeg.
Dagen før jul kom vi på vagt ved Dannevirke skanser. Det var smukt vejr, og de høje volde stod helt grønne. Vi var oppe på brystværnet og så ind over det flade land og syntes, det kunne være interessant at skyde prøjserne efterhånden, som de kom.
Om eftermiddagen kom general Vilster, vi blev opstillet, og han red hele rækken igennem og sagde stadigt: “God dag kammerater”, og vi var vel tilpas. Men om natten gik jeg vagt i 2 timer ved en jordhøj, hvor der opbevaredes krudt, og det var trist at gå der alene i den hellige julenat.
Så begyndte det at sne så tæt, at jeg intet kunne se. Da tabte jeg næsten troen på, at vi kunne holde stillingen.
Jule dag var jeg i kirke. Da jeg kom derfra, spurgte manden, hvad præsten havde sagt. Han vidste godt, at jeg ikke forstod tysk, så han sagde, at jeg nok var gået for at se de tyske piger; jeg skulle blive hos ham, så ville han skaffe mig en smuk pige med 10.000 daler; når jeg så mødte med lige så meget, kunne vi få en god gård. Det var et godt tilbud, men jeg havde jo lovet mig ud inden krigen.
Tredje jule dag rejste vi blev indkvarteret så mange på et sted, at vi lå med klæderne på i lidt halm. Byen hed Bergenhuse. Nytårsaften lavede officererne bal for os i en kro. Vi gav 12 skilling og fik derfor musik og et glas grog. Vi var et par hundrede mand, men kun 10 piger, så der var ingen sjov ved det. Næste aften var der bal igen for 3. kompagni.
Både 3. og 8. kompagni af 4. regiment var indkvarteret i denne by. A. Larsen, Stubberup og C. Hansen, Mandemark var ved 3. kompagni. Da de hørte af os, hvordan det var, så ville C. Hansen hellere selv lave selskab. Han boede hos en gammel husmandsenke.
Jørgensen af Budsemark og jeg købte ind til gildet, drikkevarer, kort og tobak. Vi fik en firkort, drak toddy og morede os; så kom der et selskab tyske karle og piger derind.
Vi sang den tapre landsoldat og de slesvigholstener omschlungen. Den gamle kone græd. Hun var bange for, at vi skulle komme op at slås, men vi morede os godt sammen. Næste dag kom vi til en by, som hed Drage i nærheden af Ejderen. Der gik vi på vagt hver anden nat på Ejderdiget. Der var et stort engdrag, der kunne sættes under vand, når prøjserne kom; men det blev 20 graders frost, så var vejen sikker nok.
Når jeg gik over isen, kunne jeg spare den halve vej. Det første stykke gik godt, men så blev isen glat, og det var modvind, så jeg måtte krybe på alle fire. Jeg var bange for, at nogen skulle se det og kalde mig den krybende ordonnans.
En dag var vi i Frederiksstad og gjorde honnør for kongen. Det var frost, så vi næppe kunne holde på geværerne. Vi fik hver 25 øre ekstra, det var til et glas grog. 1. februar gik jeg sidste vagt på Ejderdigen, anden dags formiddag kom en oppasser med melding til vor løjtnant, at prøjserne var gået over ved Mysunde, men var slået tilbage. Nu var krigen begyndt.
Vi skulle beholde klæderne på om natten, at vi kunne møde på stillingspladsen 5 minutter efter at der var blæst signal; næste nat kl. 2 lød det.
Det var mørkt og glat, imellem faldt en, og det var slemt at falde med fuld oppakning. Vi stillede i Drage skole, og oberst Fåborg holdt tordentale: “Når nu prøjserne kommer, skal vi tage imod dem og giver dem en pris, så de kan nyse rødt”. 5. februar fik vi ordre om morgenen til at stille i en by i nærheden den aften kl. 7 med alt vort tøj til afmarch, men vi fik ikke at vide, at vi skulle rømme væk af landet, så kunne vi dog have taget en god madpose med; thi det var forfærdeligt, hvad vi måtte lide af sult og tørst.
Vi marcherede i 2 døgn, uden at få hverken mad eller drikke, søvn eller hvile. Da den første nat var gået, fik vi først at vide, at prøjserne var i hælene på os; det tog næsten hele modet fra os.
Ved en landsby lå et lille hus afsides, der løb jeg hen og bad om en kop kaffe. Konen satte en stol til mig; det var næsten lige så godt som kaffen. Hun havde kun et lille stykke brød, jeg fik til. Jeg skyndte mig så af sted, men havde næsten tabt alle kræfterne, inden jeg nåede kammeraterne.
Ved midnatstid den anden nat, nåede vi en landsby og fik hvil ved en kro, hvor vi fik lidt kaffe, men brød havde de ikke, og vi var forfærdelig sultne. Vi så, at der var lys i stuerne og mente, at officererne fik mad, vi gik ind og forlangte vort brød, det var nemlig vor brøddag; men oberst Fåborg blev rasende, trak sin sabel og ville hugge hovederne af os, men nøjedes med at jage os ud. Vi regnede ham også alle dage for en tyran.
Vi skulle have sovet lidt i en lade om natten, men så snart, vi havde lagt os, lød kanonskud, og vi måtte af sted igen. Efter middag fik vi en times hvil, men på åben mark.
Der var intet at få at leve af. Endelig nåede vi Gråsten, men da blev regimentet næsten opløst. Vi løb ind alle steder, men alt var opspist. 4. og 6. regiment var de sidste. Der var vel kommet 20.000 mand førend os, som havde spist op alle steder.
Endnu var der 2 mil til Sønderborg. Det var en jammerlig march, vi kunne ikke flytte benene over et kvarter ad gangen, og det var, som vi trådte på skarpe sten, tornysterremmene trykkede, så vi næsten ikke kunne drage ånde.
Det var fastelavnssøndag, hvor benene i mange år havde været brugt til dans og glæde. Da vi kom på Dybbøl banker, kunne vi se lysene i Sønderborg; det lettede, men det varede længe, inden vi nåede derind. På broen var vi ved at stejle, hver gang vi trådte til, thi den gyngede under den store vægt.
Da vi slap over broen, lagde vi os alle ned i en hob, så blev der sagt til os, at vi selv måtte skaffe kvarter. Det var midnat, så de fleste lys var slukkede, da vi rejste os.
Vi nåede en dør, der stod åben; der gik vi ind i en gang, så kom manden og sagde: “Her er ingen plads”, men vi svarede: “Så kommer du til at slæbe os ud på gaden”. “Nej” sagde han, “lidt bedre leje kan jeg give jer”.
Han var vist snedker, thi vi kom ind i et værksted, hvor der var spåner. Jeg sov til næste formiddag, da solen skinnede ind til os. Vi lå så tæt pakkede sammen, at vi ikke frøs, men da vi skulle rejse os, var det som om hele legemet skulle skilles ad, og når vi skulle gå, var det, som vi trådte på nåle.
Vi skulle samles på torvet og kom forbi en bagerbutik, men alt var solgt. Jeg fik øje på et hvedebrød, der var glemt. Min sidekammerat sagde: “Du deler vel med mig”, og det gjorde jeg.
På torvet var en sæk hvedekiks; vi fik hver et par stykker. De var hårde som sten, men smagte som det dejligste wienerbrød. Vi marcherede, men det var som en orm kryber; vi kom til en bondegård, hvor vi var 500 mand. Der var hverken mad eller drikke, og næppe plads til, at vi kunne ligge ned.
Næste dag blev vi delt, så vi var 100 mand på hver gård og fik naturalforplejning, men intet brød. Om eftermiddagen kom manden hjem med en sæk mel, og næste dag blev der bagt. Vi var 6 mand om 1 brød, det kostede 1 mark. Så snart, det kom ud af ovnen, blev det taget og skåret i stykker så varmt, det var, og spist så hurtigt, det kunne komme i munden.
Da vi havde spist, vendte humøret tilbage, så vi endog prøvede på at slå katten af tønden, da det var fastelavn. Om torsdagen måtte vi trække på vagt med en tom brødpose; vi havde spist det sidste om morgenen. Vi havde vagtstue i et vognskur på en herregård, der hed Rønnehave, og vi ønskede, at vi måtte ligge hos kvæget der.
Jeg gik ind på mejeriet og købte 1 pund smør og lidt ost. Det var dyr mad og fyldte så lidt i maven. Om fredagen fik vi endelig brød. Brødvognen var kørt til Jylland i stedet for til Als; derfor varede det så længe.
Vi lå på Als en måned og var glade, når vi kunne komme til at ligge i en lo eller lade. 6. marts var vi på Dybbøl på forpost 1. gang.
En forpost tur varede 6 døgn, så var vi på Als 3 døgn. På Dybbøl skiftede vi; når vi havde været i forpostkæden 1 døgn, var vi i barakkerne det andet, for at få lavet noget mad. Vi skulle skiftes dertil, første gang kneb det.
En gårdmand fra Lolland og jeg var sammen, regnvejr var det. Ved et stengærde fik vi lavet et ildsted og hængte kedlen over; den var smal fra neden og bred for oven.
Vi skulle koge grød og mente, at vi ikke behøvede at røre i den, før den kogte, men sveden blev den og hængte ved bunden, så vi måtte tage sablen til hjælp til at røre i den.
Vi skulle stege flæsk i en blikpande, og der gik ild deri, men den fik vi slukket. Da vi skulle spise, blev vi skældt ud, fordi det var så dårligt.
Næste gang lavede jeg mad alene, det var klipfisk, kartofler og gammelt smør, Fisken kogte jeg i to hold vand, men den var dog for salt, så vi alle 14 mand dyppede kartoflerne i smørret. Jeg tog fisken i et papir og lagde den i min brødpose; vi skulle ud ved skanserne om natten, så blev vi så forfrosne og sultne, at vi næsten ikke kunne blive mætte.
Da vi spiste frokost, tog jeg fisken og gav dem hver sin part fra forrige dag, og nu smagte den dejligt til smørrebrød, og min ven fra Lolland takkede mig for den gode frokost.
Senere gik det mig godt med madlavning. Tit fik vi oksesuppe, og køduddelerne var slagter Andersen fra Stege, som jeg kendte godt; derfor fik jeg altid af de bedste stykker.
Midt i marts var vi en tur på Als for at få lavet vort tøj og våben lidt i stand. Vi var indkvarteret i en by, der hed Hunslev, ca. 3 mil fra Sønderborg. Vi var der i 3 døgn. Der fik ( C ? eller H?)E. Hansen fra Mandemark, brev fra hjemmet, at hans lille datter skulle døbes dagen efter, så han bad J Jørgensen, Budsemark, A Larsen, Stubberup og mig om at komme med ham hen i hans kvarter for at fejre gildet; vi skulle forestille faddere, vi morede os rigtig godt; når vi kunne træffe sammen med nogle kammerater hjemmefra, så var det ligesom, vi var et lille svip hjemme.
Den datter som blev døbt Krestine, var siden pige hos mig i Stubberup i 2 år. Nu er hun død, og det er hendes forældre og de andre faddere også, så jeg er ene tilbage fra det gilde. 17. marts skulle vi stille kl. 4 om morgenen til afmarch. Min korporal kom lidt for sent, han fik en streng irettesættelse af kaptajnen; han håbede, at det skulle blive sidste gang, og det blev det også, thi de blev begge skudt samme dag.
Ja det var en sørgelig dag; om morgenen, da vil stillede i Hunslev, var vi 250 unge raske mænd, men om aftenen, da vi blev samlet sammen ved Dybbøl skanser, manglede 90, og vi, der var tilbage, lignede mere billeder end levende mennesker.
Det var til at begynde med en rædsom march, det havde været tøvejr i nogle dage, så vi kunne næsten ikke få benene med. Vi hvilede lidt ved Dybbøl mølle. Efter 3 mils march der, kom J Jørgensen hen til mig. Jeg beklagede mig over, at jeg havde fået 6 pund smør hjemmefra i en blikdåse. Den havde jeg i tornysteret, og den havde gnavet hul på min ryg, Jørgen havde også fået smør, men han havde solgt det.
Han havde fået en daler til mig, da der var samlet penge ind i Magleby sogn til os, men jeg måtte ikke få daleren, førend jeg kunne give en genstand; det nåede jeg aldrig, thi Jørgen blev skudt samme dag, som det står på tavlen i Magleby kirke.
Vi kom i nærheden af en skov; der lå en afbrændt gård, hvor jeg tillige med 10 andre mænd blev sendt hen for at samle noget brændsel sammen i bunker og satte ild, så det begyndte at ryge op af ruinerne, men så begyndte tyskerne at skyde på os fra skoven; det var første gang, jeg hørte geværkugler fløjte om øerne.
Vi kom så hen bag en grøftvold, men kunne ikke skyde igen, da vi ikke kunne se dem i skoven. Da skydningen holdt op, trak vi os tilbage og fik brødposen frem.
Det var hen ad eftermiddagen J Jørgensen kom hen til mig, og vi talte sammen for første gang, han havde ingen anelse om, at skulle dø, han sagde: “Nu har vi da overstået vort for i dag, lad nu nogle andre prøve”. I det samme blev der råbt “træd an”, og jeg så ham aldrig mere.
Vi kom hen til en grøftvold og mente, vi kunne ligge der og skyde på fjenden, når de kom så nær, at vi kunne se dem, men vor kaptajn var alt for ivrig. Han befalede os at sætte bajonetten på og springe over grøftvolden, råbe hurra og storme mod fjenden; han selv blev vist skudt straks, thi jeg hørte ham ikke mere.
At vi ikke blev skudt alle sammen, var vist, fordi vi havde lidt bakke mod os, så de fleste kugler gik for højt; de kom som en tæt haglbyge, vi fik kun skudt få skud ved næste grøftvold, så måtte vi trække os tilbage.
Der var en sergent, der fik samlet stumperne sammen og førte os ind bag skanserne. Der gik vi så i løbegravene om natten. Jeg var så træt og forpint, at jeg var færdig at segne om, vådt og beskidt var der alle steder, ikke en plet, hvor jeg kunne hvile mit trætte legeme. Jeg havde været gennemsvedt, og der var gnavet hul på ryggen, så skjorten hængte i; satte jeg mig ned, kom jeg til at fryse, så jeg dårligt kunne gå mig varm igen.
Det var en tung og sørgelig nat, det var den eneste gang i felten, jeg helt tabte mit humør, jeg syntes, alt så så sort og sørgeligt ud, kaptajnen, komandørsergenten, min korporal og min daglige kammerat, Jørgen, alle sammen nogen, jeg kunne godt lide, var borte alle.
Om morgenen, da vi fik noget varm kaffe, lettede det dog lidt. Lørdag aften før påske kom jeg på vagt i løbegravene. Det var klart vejr, så jeg sagde til min sidekammerat, om han ville følge med mig op på volden om morgenen og se solen stå op; man siger jo, at solen danser påskemorgen.
Vi havde udsigt over havet, og solen skinnede, så vi fik vand i øjnene, – danse gjorde den ikke, men den varmede, og det gjorde godt på vore forfrosne lemmer.
Næste morgen begyndte prøjserne at storme skanserne, så vi måtte op i en fart. Vi mødte nogle sårede, der blev båret forbi; det var sørgeligt at se, blodet rendte af dem, de så sørgmodige efter os, vi vidste ikke, hvornår vi selv fik samme skæbne, men jeg sagde til mig selv, at nu måtte jeg ikke tabe modet. Så nedbøjet som 17. marts blev jeg aldrig.
Når der blev kommanderet “fremad”, så gik jeg ligeså roligt som til et almindeligt arbejde. Den dag slap vi med skrækken, fjenden trak sig tilbage, det var 28. marts.
Prøjserne blev ondskabsfulde, da de ikke kunne tage skanserne; så fik de rigtigt det grove skyts frem, både på Broager og rundt om. Jeg lå i baraklejren ved Sønderborg 2. april, jeg lå på marken, ved en halmbunke og skrev hjem, så kom der en granat, der slog ned i Sønderborg; jeg blev så forskrækket, at jeg slog en lang tankestreg.
Der kom snart flere granater, så beboerne hurtigt måtte flygte ud af byen, næsten uden at få tøj med. Dette var også slemt for os; vi havde dog imellem kunnet gå derind og købe lidt proviant.
Nu blev det først rigtigt hårdt at være soldat. Fra 2. til 19. april havde vi ikke en rolig time, hverken nat eller dag. Når vi lå i barakkerne på Dybbøl, var der altid noget, vi skulle ud til. En nat skulle vi bære sandposer op på skanserne til at stoppe de huller, der var skudt om dagen.
En mand havde udkik og skulle se efter, når fjenden fyrede kanonen af. Var den rettet mod os, skulle han råbe “dæk”, og så faldt alle mand ned på deres ansigt.
En anden nat fik vi hver et bundt pinde, som var spidse; dem skulle vi banke ned foran skanserne, for at sinke fjenden, når de kom. Så snart, der faldt skud i forpostkæden, blev der blæst alarm, så måtte vi stå opstillede det meste af natten. Om dagen var der ikke et sted, hvor vi var sikre for granaterne. Gårdmand N Larsen fra Magleby var en af de gamle forstærkningsmænd, som lå på Als og skulle løse af, når der var brug for dem; han syntes, at det var kedeligt at skulle rejse hjem uden at have set stillingen ved Dybbøl.
Når vi kunne være der både dag og nat, måtte han da sagtens kunne besøge sin broder og os andre gode venner, han købte en flaske gode drikkevarer, han ville traktere os med, men da han nåede lidt ind på den anden side broen, så kom der en granat og slog ned så nær ved ham, at sten og snavs røg ham om øerne; han kom omkring i en fart, og han fik aldrig mere lyst til at se Dybbøl.
Vore barakker så ud som overdelen af et hus, der var sat med spærene på jorden, en halv snes alen i bredden og dør i begge ender. Der var gang lige igennem og et bræt på kant ved begge sider af gangen. Der inden for lå vi med hovedet under taget og benene ud imod gangen.
Der blev strøet lidt halm under os straks, men da granaterne begyndte at falde rundt omkring, så var der vel ingen, som ville køre halm ud til os, så den halm, der var tilbage, var så små, så lusene kunne krybe med den; vi kom jo aldrig af klæderne, så vi blev så besat af lus; det var en frygtelig plage.
Rebslager Meisel forsynede os med kaffe, som han tjente godt på. En dag, kedelen hængte over ilden, kom en granatstump og slog den af, men Meisel for til og snappede den, inden al kaffen var løbet af. Vi gravede huler i volden, så blev der lidt lunt at ligge og sove, men flere vågnede aldrig mere, således H Hansen fra Mandemark, som også står nævnt på tavlen i Magleby kirke. Han lå i et sådant hul 12. april og blev dræbt at en granat; men han var nok beredt derpå, han havde sagt hjemme, at han ville blive dræbt. Han var ellers en rigtig rask karl.
15. april var jeg på forpost sidste gang; det var en rædsom tur. Vi løste først af, når det var mørkt, ellers var vi blevet skudt, inden vi kom derud. Der var gravet nogle store huller i jorden, de kaldtes skyttegrave, der kunne være en snes mand i hver. Så var vi skiftevis ude i 2 timer af gangen, der var prøjserne så nær, at vi kunne høre dem tale.
Granaterne fløj over vore hoveder, både vore og fjendens, de skinnede som raketter; når de krydsede hinanden, var vi bange for, at de skulle støde sammen, og at vi skulle få stumperne i hovedet.
Da det blev dag, kom vi i forpostskydning; vi lå i skyttegravene og skød på hverandre: Min sidekammerat havde en god ven hjemmefra, som kom hen for at tale med ham. Da han derpå gik tilbage, kom han kun et par skridt, så fik han en kugle i hjertet og døde straks; det var underligt, ligesom, vi havde talt sammen, lå han død.
Straks efter hejste prøjserne et lille hvidt flag, som vi antog for et fredsflag, og vi bandt en lille hvid klud på enden af en bajonet og rakte i vejret til tegn på, at vi havde forstået dem.
Vi menige sluttede fred, uden at spørge vore foresatte derom. Den fred holdt hele dagen, der kom 2 mand ud og rakte armene i vejret for at vise, at de ingen geværer havde, og så gik der 2 af vore ud og viste samme tegn og råbte hurra.
Så kom prøjserne nærmere til os, rakte deres feltflasker op og vinkede, at vi skulle komme hen og drikke; vi gik så lidt hen imod dem, men det var med lidt spænding, ja, der var 2 mand, der gik helt hen til prøjserne, talte med dem og drak af deres feltflasker, vi andre var bange for, at de skulle blive holdt tilbage, men de gav hverandre hånden og skiltes som venner. De blev dog straffede, thi vi måtte ikke have forbindelse med fjenden.
Da det blev aften, lå vi i skyttegravene og ventede på afløsning, da blev jeg kommanderet ud på lyttepost lige ved prøjserne. Underkorporalen viste mig blot stedet, men turde ikke selv gå med der hen; jeg bad ham sige til sergenten, om jeg måtte få en mand til derud, og det blev så min gode ven, lollænderen.
Der var nogle store sten vi kunne sidde bag ved; men det var en farlig stilling, vi kunne ikke vente andet end at blive skudt eller taget til fange, thi vi kunne høre, at prøjserne talte tæt ved. Snart kunne vi dog høre, at vor afløsning kom, men så glemte sergenten os to; først, da de kom ind ved barakkerne, savnede han os; inden der kom bud derud og vi blev afløst, var det midnat.
Det var en farlig tur, inden vi kom ind forbi skanserne, der kom granater og slog ned i nærheden af os hvert øjeblik, og vi faldt ned på vore ansigter til de var sprunget. Der kom en så nær ved os, at vi næsten kunne række ud til den. Det var frygteligt at ligge og vente på, at vi måske kunne blive sønderrevet. Da den sprang, fik jeg en fornemmelse, som om den havde slået mit ene ben af ved knæet, det forekom mig, at jeg kunne se benet flyve i luften.
Vi nåede endelig ind til vore kammerater, de sagde, at vi kom til at melde os hos sergenten, der flere gange havde spurgt efter os, han blev glad, da vi kom og sagde, at han var bange for, at han ikke skulle have set os mere. 17. april, om aftenen lå vi i løbegangene og ventede på afløsning. 16. regiment skulle løse os af, men de ville ikke derud; regimentskommandøren fik dem dog overtalt, så vi blev afløst kl. 11 aften.
Vi marcherede et par mil ud på landet og kom ind i nogle lader, hvor vi sov godt; vi havde næsten ikke sovet i 6 nætter og dage. Da vi havde begyndt at spise til middag, lød alarmsignalet, så vi måtte løbe fra efter maden. Vi fik ikke lov at gå, men måtte løbe til vi kom den halve vej, så kom der bud, at prøjserne havde taget skanserne, og jeg kan ikke nægte, at vi blev glade; vi vidste jo, at det var umuligt at holde stillingen.
Da vi kom til Sønderborg, var det underligt med den ro, der var nu, granaterne havde hørt op med at falde. Broen, der førte til Dybbøl, var til at skille ad, og den var ført ind til Als; det var underligt at se, fjenderne gå på Dybbøl banker og koge mad på vore madsteder.
Det bedste kvarter, jeg havde i krigen, var hos en bonde på Als i en by, der hed Tårup. Vi var 16 mand der og kom til at ligge i sengeklæder, og det er ikke til at beskrive, hvor dejligt det var, efter at have ligget med klæderne på i 5 måneder.
Vi fik sluttet akkord med konen om at lave mad, så vi alle kunne sidde ved sluttet bord, ja, vi fik både gafler og tallerkener på bordet, det havde vi ellers ikke set noget til før, så hver gang, vi skulle spise, havde vi meget morskab. Vi var nær ved vandet, og det var varmt, så vi gik i vandet hver dag og fik pillet de fleste lus af os, det lettede meget.
Sidste aften holdt vi et lystigt punchgilde, og det blev desværre afskedsgilde med, thi få dage efter tog prøjserne Als. Vi morede os rigtigt godt, men det var nær gået mig galt, thi vi skulle stille om morgenen kl. 4, og jeg sov over mig, så jeg måtte løbe, så sveden rendte af mig, men korporalen var mig god, så han ventede med at melde “færdig”, til jeg kom.
Vi havde våbenstilstand fra 12. maj til 26. juni, da lå vi i et hus ved Alssund, jeg gik vagt for kaptajnen fra 10 – 12 nat. Kl. 12 hørte jeg geværsalve, så vidste jeg, at krigen var begyndt igen. Næste aften var vi på vagt ude ved Ærinkilsøre, det var stille vejr, og der var skov ved den anden side sundet. Vi kunne høre, at fjenden havde travlt, der kom vogne kørende hele natten, og når de holdt, kunne vi høre et dump på jorden; det var både, de havde taget fra hele landet rundt omkring, fik vi senere at vide.
Den 28. juni om aftenen blev vi afløst, der var baraklejr bag ved en skov ¼ mil derfra, der skulle vi have været om natten, men kl. 1 ½ lød den første geværsalve, det lød som kuglerne gik igennem taget, så vi kom op i en fart og stillede på pladsen, løb så og var snart så nær, at kuglerne peb om øerne. Der blev råbt, at nu skød de oberst Fåborg, jeg fik lige sendt ham falde af hesten, snart efter så jeg min gode ven, lollænderen falde; jeg ville gerne se ham en gang endnu og måske sige ham et sidste farvel, men min løjtnant var ved siden og råbte “fremad”, så måtte jeg frem.
Vi nåede en grøftvold med levende hegn og lagde os ned, så kunne vi se, at prøjserne kom masende frem så tæt, at der var nok at skyde på; men vi kunne kun skyde et skud, når prøjserne skød 5, og så kunne de stille 5 mand mod hver af os, så vi kunne umuligt stå os.
Sidste gang, jeg skød, var de vel 50 alen borte; jeg ville lade igen, men så var der 2 kammerater, der lagde sig over mig. Straks efter stak prøjserne deres geværløb gennem hegnet over vore hoveder og fyrede efter dem, der var sendt tilbage. Vi blev kommanderet om på den anden side hegnet og jaget ned til vandet. Der lå bådene, man sagde, at der var 8oo; når der så var en halv snes mand i hver båd, kunne der jo komme ca. 7.000 over på en gang, og der var kun 1.000 mand til at tage imod dem, og skoven, de kom ud fra, skyggede, så de var halvt over inden danskerne kunne se dem.
Vi måtte vade ud til bådene og blev sat over til den anden side og måtte så marchere 5 mil samme dag. Det var meget varmt, og vi havde hverken fået mad eller drikke; vi kom igennem en by, hvor beboerne var dansksindede; thi de havde sat spande med mælk og vand ved vejen og kopper, vi kunne drikke af, men vi fik ikke lov dertil, det gjorde os meget ondt.
Ved Gråsten fik vi hvil og middagsmad. Flensborg nåede vi klokken 8 aften, vi var 400 mand og blev jaget ind i en kirke, og der blev lukket for os. Vi var trætte og sov godt. Til middag blev der båret mad ind til os, og vi sov i kirken igen næste nat. Om morgenen blev vi jaget i jernbanevogne og kørt til Altona, der skulle vi skifte tog; vi stod så længe på et sted, at jeg besvimede og så ud som en død, men jeg blev da levende igen, og da vi i Hamborg fik noget mad, hjalp det.
Derfra rejste vi til Berlin og fik noget vandvælling til middag; vi fik kun mad en gang om dagen, så den smagte godt. Fra Berlin kom vi til Sweinits, hvor vi kom på en kaserne, det var en gammel befæstet by med volde og stadsgrave; disse volde skulle nu fyldes i gravene; der blev vi stakkels fanger jaget ud, fik en trillebør og læssede af volden og fyldte i graven, og der gik prøjsersoldater med skarpladte geværer og passede på os. Vi måtte hente vand på gaden, men der var altid en soldat med; vi kunne fra vandstedet se op på torvet, men ikke et skridt måtte vi gå og se os om.
I 14 dage var vi der, så rejste vi til Østrig på jernbane. Da vi nåede grænsen mellem Prøjsen og Østrig, kom vi af vognene på en mark, hvor der kom østrigske bønder med mad til os i krukker. F Jensen, Råby og jeg gik hen til en af dem, og han viste os en seddel hvorpå stod til 4 mand. Vi tog hver en med os, og vi var glade, thi det var dejlig mad. Da vi havde spist, rakte vi manden hånden og takkede, og han så så mildt til os. Så kørte vi igen, til der ingen jernbane var mere; de sidste 7 mil gik vi, men østrigerne var gode imod os; vi gik den halve vej den første dag, så blev vi indkvarteret hos bønderne. Vi var kun 4 mand, hvor jeg lå; vi fik god mad, og de redte seng til os på gulvet ved siden af deres egen seng. Næste dag nåede vi til en købstad, som hed Snaim og blev indkvarteret på en kaserne, hvor der lå ungarer i garnison.
Byen lå på en kampestensklippe; ved den ene side lå husene lige ud til kanten af klippen, fra vinduerne var der ca. 50 alen ned. Der løb en smal flod igennem dalen, der sejlede de med lange, smalle både, og der var bjerge på begge sider af floden. Ved den ene side af floden var der lyststed med beværtning, og der var dans hver helligdag.
Her blev vi ikke forlangt til arbejde. Jeg havde kun 5 mark, da vi kom dertil, dem brugte jeg de første 5 dage. Vi fik lønning og brød som deres egne soldater, 18 krøiser om dagen, men de 10 blev taget fra til middagsmad, en kop kaffe var 4 krøiser, så vi kunne ikke få hverken smør eller pålæg på brødet, og drikkevarerne var vand.
Vi havde fra Prøjsen skrevet efter penge, men da de kom, var vi rejst, så pengene blev sendt hjem. Vi havde det godt alligevel, vi mønboer holdt sammen. Hemming fisker fra Råbylille var vor kok, vi skiftedes til at gå med ham på torvet og købe ind; han kunne ikke alene lave god mad, men han kunne dele ud til os 25 mand, uden at man hørte eneste klage.
Vi skulle hente vand på torvet, og så havde vi en flaske i hånden, så lod skildvagten os passere. Hemming fisker havde ofte ærinde i byen, når han så havde en flaske i hånden, fik han lov at gå, det fortalte han os, og vi blev ikke mere hjemme om eftermiddagen, men gik den ene efter den anden med lidt mellemrum; når vi så kom uden for byen, gemte vi flaskerne i noget krat, til vi kom tilbage, så samlede vi os og gik ud på landet.
En dag vi var nede på lyststedet, vi var 4 mand, der satte os ved et bord, så sagde en af os: “Gå hen og bestil 4 bajere”, han vidste godt, at ingen af os havde penge, men i det samme blev der sat en flaske bajer og vin på bordet; vi ville rejse os, men en herre fra et bord i nærheden kom hen til os, pegede på flaskerne og sagde “sei Sie gut”. Det kan nok være, vi kunne forstå tysk, og hvor det smagte. Vi gik derefter hen og takkede ham, han har vist beklaget os, ja, vi følte på flere måder, at de bedre kunne lide os end prøjserne.
Ved forskellige forlystelser stod “fri adgang for den danske soldat”. I en have, hvor der var smuk musik, blev vi bedt hen til et langt bord og fik øl og vin; det var damerne, der trakterede os, så måtte vi stå op på en altan og synge danske krigssange.
Vi sang “den tapre landsoldat” og “nu skal vi nok atter med prøjserne slås”, og der blev klappet og råbt “bravo”. Østrigerne ville alle dage stå i venlig erindring hos de danske krigsfanger.
En dag var vi, hvor der blev danset, nede ved floden omkring et stort træ, og Frederik Jensen fra Råby, som var en af de letteste dansere, jeg kender, han svingede de østrigske damer, så det var en lyst. I 4 uger var vi i Østrig, så fik vi lov at rejse hjem, først de 7 mils march, så på jernbane og så blev vi sejlet ud til damkorvetten Thor, der lå ved Svinemünde. Den var meget stor og rælingen så høj, at man ikke kunne se over den; vi gik som i en stue. Vi blev beværtet godt og fik punch om aftenen.
Om natten fik jeg set et lys, og det var Møns fyr. Jeg blev oppe og så på klinten, medens vi sejlede forbi og ønskede, at jeg kunne komme derind og gå hjem.
Vi nåede København, til solen stod op. Vi blev så permiteret og fik marchpenge, så vi kunne rejse med dampskibet til Møn.
Næste dag, da vi om morgenen gik ned til dampskibet, havde jeg den glæde, at der blev råbt “god morgen, Peter Rasmussen”. Jeg blev forskrækket, jeg kunne høre på stemmen, at det var min gode ven, lollænderen, som jeg mente var skudt. Vi greb hinandens hænder, vi, som havde kæmpet sammen i så mange frygtelige timer; han fortalte, at han havde fået en kugle i brystet, men var nu rask. Gerne havde vi talt mere sammen, men jeg var bange for, at dampskibet skulle gå, så vi måtte sige farvel.
Vi sejlede til Koster og gik derfra til Stege. Det var 22. august, så vi mente, at ingen havde tid til at køre til Stege, så vi kom til at gå hjem; men da vi gik op ad Stege gade, blev der fra en værtshusholder råbt, “kom herind”.
Det var gårdmand Mads Larsen og Peder Mikkelsen fra Nørreby; de havde hørt der oppe, at der kom soldater hjem, så de ventede på os og gav en bolle punch, foruden at de kørte os hjem.
Da vi kom til F Jensens hjem i Sønderby, gik jeg med ham og sov hos ham den nat. Min søster Else var nabo med F Jensens forældre, så jeg besøgte hende først og derefter min søster Hanne i Ålebæk og så hjem til min moder. Var så hos sognefogden med krigstøjet og kom så hjem og trak i høsttøjet og måtte så hænge i.
Da soldaterne kom hjem fra forrige krig, blev der holdt fester for dem. fordi de kom hjem med sejr, men at vi ikke kunne stå os imod 2 stormagter, var jo umuligt, men mange troede dog straks efter krigen, at vi havde kæmpet dårligt.
Vi bestemte så selv, at holde et gilde. Vi fik stillet et telt op ved Risbæk og indbød i avisen folk til at komme, og der kom så mange, teltet kunne rumme. Der blev spist ved sluttet bord, holdt taler og danset bag efter. Der var mødt våbenbrødre rundt om fra Møn, og de syntes så godt om dette, at der blev holdt flere sådanne fester.
I 1865 fik vi oprettet våbenbroderforeningen her, og den årlige fest var i mange år den største fest her i landet. 1867 måtte jeg atter i soldatertrøjen for at lære at bruge bagladegeværene, men det var kun i 15 dage; men det var en dyr tur at være i København i 15 dage.
Jeg blev gift med Jakob Larsens Else i Stubberup og købte en gård i Kalvehave på 14 tdr. land og var fragtmand foruden.
I vinteren 1870 frøs det så stærkt, at jeg med kone og børn kørte over isen til Møn og besøgte vor familie. Min svigerfar var ikke glad for at se os, han var bange for, at isen ikke skulle holde, til vi kom hjem, men den holdt længe efter.
1871 døde min svigerfar, og vi fik hans gård.
1872 havde vi den slemme stormflod den 13. november, og den 13. august 1875 fik vi den store haglbyge, hvor jeg led skade for 5 – 600 kr.
Jeg vil nævne mine børns navne, Rasmus rejste til Amerika, da han var 16 år og var hjemme at besøge os 21 år efter, så rejste min yngste søn, Frederik med, Jakob rejste året efter, næste år kom der en dansk farmer her hjem og tog min yngste datter Krestine med til Amerika, så nu har jeg 4 børn i Amerika og 4 i Danmark.
Min ældste datter, Karen er gift med købmand Christoffersen i Magleby, Sofie er her hjemme, Jens og Lise er gift og bor i nærheden af København. Jeg har aldrig haft den fornøjelse at have samlet alle mine børn sammen her i hjemmet på en gang.
Min ældste søn rejste til Amerika, inden min yngste datter blev født, så nu sker det vel knapt, at vi bliver samlet i livet, så jeg vil ønske og håbe, at vi engang i det andet liv må samles alle sammen hos vor fader i himmelen.
Foruden L P Rasmussen deltog bl.a. følgende mønboer i krigen:
H Pedersen, Magleby
A Larsen, Stubberup
C Hansen, Mandemark
J Jørgensen, Budsemark, faldet
Slagter Andersen, Stege
N Larsen, Magleby
H Hansen, Mandemark, faldet
Hemming Fisker, Råbylille
Frederik Jensen, Råby
Fra et gammelt dokument om forsørgelse af krigsenker fra 1864 (tilhørende Murer Nielsen, Borre), vides at Jens Nielsen faldt i denne krig. Tavle i kirken fortæller, at det var 17. marts – 64 på Dybbøl.
Ejnar Kamp, Borre har også et eksemplar af denne bog. Hans slægtning, Hans Peder Frandsen oplevede både krig og fangenskab sammen med L P Rasmussen.
